MALEREN ANDREAS FRIIS

MALEREN ANDREAS FRIIS af Henning Nielsen, museumsassistent Museet modtog i 2001 en større samling af oliebilleder, malet af kunstneren Andreas Friis (1890 1983), der størstedelen af sit liv var bosat i Hillerød. Samlingen bestod af 65 billeder, såvel ældre fra 1920erne som nyere fra 1970erne. Den storslåede gave blev foræret til museet af Andreas Friis Fonden oprettet af malerens søn Jakob Friis. Museet havde tidligere fra malerens to døtre, Mette Friis og Hanne Nisbeth, modtaget en unik samling af breve, dagbøger, regnskaber, notater mm, der stammede fra kunstnerhjemmet i Hillerød hos Andreas og Bodil Friis. Også i år fortsætter indsamlingen af skitsebøger, forstudier, trykplader til træsnit og meget andet. Det bliver således en helt enestående samling om den kendte Hillerødkunstner, museet har håb om at kunne vise som en af de første særudstillinger i de nye udstillingslokaler på det gamle elværk i Frederiksgade. Naturen som det store rum Ryttere i skoven. En Vandrer standser under Løvets Hang og mærker under øjeblikkets Dvælen den svage Skumring som en tonløs sang af dunkel Stilhed sive gennem Sjælen. Her står som i et øde Kirkehus,. hvis Hvalv er tømret op af tavse kroner. Omkring ham aander Livet i et Sus af Evighedens tyste Orgeltoner. Til alle sider gror det grønnes, gror; og toner pibler gennem Straa og Stamme. Det nynner fra den blege Rod i Jord op til den yngste Kvist i Solens Flamme. Bestandigt opad mod det fri og blaa; en Hymne baaret frem af tyste Stemmer, som kun den tavse Vandrer kan forstaa, skønt døve Sanser ingen Ting fornemmer. Da er det hele Tonemaleri paa eengang sønderbrudt. En Rytterskare er dukket frem og drager brat forbi; de muntre Hovslag trommer en Fanfare. Den Lyttende er vækket. I hans Sind - som paa en Tavle staar med eet der skrevet et Billed af det Syn, han fanged ind, det Øjeblik, han just har gennemlevet. Et Møde mellem det, der varer ved, og det, der kun paa flygtig Fod skal træde; det Liv, der toner tyst i tusind Led, og det, som Støvet hastigt skal beklæde. Med Styrke drog det ene ham forbi; det andet dæmpet gennem Sjælen siver; - et flygtigt Fløjt fra Livets Melodi - og Evighedens Tone, der forbliver. Da m a l e r han, Betragteren. Hans Haand i Farver former, hvad hans Sind forvarer: naturen, med den store Almagts-Aand, som hvælves over Støvets Rytterskarer. Svend Rindholt 8

Fig.1. Ryttere i Skov, 1930, en af flere genmalinger (Nordsjællandsk Folkemuseum). Således karakteriserer kunstkritikeren og redaktør Sven Rindholt et af Andreas Friis hovedværker: Ryttere i Skoven, malet i 1917, et motiv, som maleren gentagne gange vendte tilbage til. Når vi står over for billedet, giver det os en fornemmelse af en særegen intensitet i selve billedopbygningen. I første omgang tiltrækkes blikket mod den gruppe ryttere, der bevæger sig skråt gennem billedet, men det store rum, eller den monumentalitet, som rytterne er omkranset af, lader ane, at det ikke er dem, der er det væsentligste i billedet. Andreas Friis nærmest modellerer skoven op med store træstammer og brede kroner. Han lader rytterne være helt omkranset af skoven, så vi fornemmer, at billedudsnittet blot er en del af en større helhed, og at det er naturen, der danner et dybereliggende plan fra billedets baggrund eller ide. 9

Fig.2. Skovinteriør med Personer, 1934 (Nordsjællandsk Folkemuseum). Ved at se på skovbilledet med personer, oplever vi den samme naturens intensitet og styrke,hvor træstammerne næsten giver et katedralagtigt rum i sin opstræben mod himlen. Naturens styrke i malerierne skal hovedsageligt tjene til at give beskueren fornemmelse af evigheden i naturen, i modsætning til de forgængelige ryttere og personer, der optræder i den. Et ofte tilbagevendende motiv hos Andreas Friis er en eller to kvinder indsat i et skovinteriør, der i reglen er antydet ved svære stammer, der afskæres af billedets overkant. Her behandles billedets motiv anderledes ved ofte at antyde en blå himmel og en grøn mark, som kan ses mellem stammerne. Rummets storhed fremhæves af stammernes tykkelse i forhold til deres afskæring. Denne indstilling over for naturmotivet er åbenbart bestemt af en indre rytme, der bunder i noget rent personligt hos maleren. Han foretrækker, at gengive 10 morgenens kølighed frem for middagshedens solflimmer, og derfor arbejder han i de mere kølige blå og grønne toner, som er fremtrædende i hans billeder. Hans kolorit bliver så vederhæftig, at den må regnes blandt den mest lødige i dansk landskabskunst. Andreas Friis natursyn må ses i forhold til Cezanne. Dette begrundes i hans manuskript til Foredrag om Cezanne afholdt i Frederikssund Kunstforening d. 10. marts 1948. Her kan man læse følgende: På overgangen til vort århundrede, og som indledning til alt, der i dag benævnes som moderne kunst, står en række af betydelige skikkelser, hvis værker vi bestandig søger tilbage til: Cezanne, van Gogh, Renoir, Gaugain, Degas og flere andre. Men størst blandt disse er Cezanne. Betydning for Andreas Friis som kunstner fik venskabet med skolekammeraten Jens Adolf Jerichau, hvis far, den ejendommelige kunstner Holger

Jerichau, havde bosat sig i Hørsholm i begyndelsen af 1890 erne. Holger Jerichau havde været i Indien, Rusland og Italien hvorfra han havde havde hjembragt malerier og kunstgenstande, som nærede fantasien hos de to kammerater. Fra Jerichaus atelier i de gamle staldbygninger på Hirschholm Slot fik Andreas Friis sine første forestillinger om kunstens, formens og farvernes verden. Jens Adolf skulle oprindelig være arkitekt, mens Andreas Friis fik lov til, efter endt studentereksamen og filosofikum, at følge sin lyst til maleriet og begynde på Teknisk Skole hos Grønvold. Men han kedede sig bravt i disse år med gips- og modelstudier. Han har senere påpeget, at en sådan proces kan dræbe al begejstring, glød og lyst til et kunstnerisk virke. Andreas Friis akademitid endte brat efter to vintres forløb. Han havde tabt troen på, at han kunne nå sine kunstneriske ambitioner ad denne vej. Han forlod simpelthen akademiet for aldrig at vende tilbage. Foråret 1910 tilbragte han sammen med Jens Adolf Jerichau på Hesselø, og her malede de to unge kunstnere akvareller og skød strandfugle hos Jens Adolf s onkel, hofjægermester Holstein Rathlou. I sommeren 1911 drog han til Christiansø sammen med Axel Salto og Karl Isakson. Allerede i 1913 vender Andreas Friis tilbage til Christiansø, hvor han bor i den gamle præstegård, som lå øde og forladt på øen i den lille lund Mindet.Isakson boede også på øen den sommer og besøgte til tider Andreas Friis. Efter tilskyndelse fra Isakson fik Andreas Friis mod til at tage til Paris. Da han kom tilbage til København fra Christiansø, gik han op til en gammel tante, som var enke efter Viggo Hørup, og opnåede her et lån på 1500 kr. til at rejse for. Han rejste sydpå i efteråret 1913 og blev i Frankrig i et halvt år, hvor han tog undervisning hos Maurice Denis hvis kunstneriske ståsted skal findes hos symbolisterne. Han tilbragte i øvrigt en del tid på Louvre og hos de parisiske kunsthandlere. Her opdagede han impressionisterne og ikke mindst Cezanne, som fik livsvarig betydning for ham. I denne tidlige fase havde Andreas Friis ingen fornemmelse af det, man kan kalde den kunstne- Fig.3. Kopi af Rafael, Den sixtinske Madonna, 1960erne (Nordsjællandsk Folkemuseum). 11

Fig.4. Vinduesmosaik, Evas Skabelse, 1941. Gadevang Kirke. Foto: Jørgen Berner. Fig. 5. Vinduesmosaik, Uddrivelsen af Paradis, 1941 Gadevang Kirke. Foto: Jørgen Berner. riske metode, så han arbejdede følelsesmæssigt, intuitivt og famlende, og når Isakson, der opholdt sig i Frankrig samme vinter, roste ham, evnede han ikke at forfølge de spor, som hans maleriske forsøg antydede. Pengemangel tvang ham til at vende tilbage til Danmark i foråret 1914, men oplevelserne og indtrykkene havde sat sig, og kort tid efter lavede han de første skitser til Ryttere i Skoven, og han begyndte at arbejde med naturen som det altbetydende store rum. Kopiering og udsmykningsopgaver Andreas Friis var en søgende kunstner, som bestræbte sig på at udvikle sig i forhold til sin tid samtidig med, at han søgte at bevare en kunstnerisk tradition, der hvilede på fortidens store mestre. Han kopierede fortrinsvis de italienske renæssancekunstnere for 12 at lære af deres farveteknik og komposition. I tidsskriftet Samleren fra 1926 giver Andreas Friis selv et fingerpeg om sin interesse for at kopiere de gamle mestre: For nogen Tid siden ønskede jeg at male en lille Copi af et Billede i Nivågårdsamlingen Bonifazia Vennese for at undersøge Venezianernes Teknik. Dette Billede er meget farveprægtigt og smukt, derfor det mest lærerige i sin Art, vi har herhjemme. Jeg har valgt at vise en kopi af Rafael: Den sixtinske madonna. Originalbilledet blev malet 1512 13 til den benedictinske klosterkirke San Sisto i Piacenza. Klosterkirken blev bygget mellem 1499 og 1511 og blev indviet i 1514. Billedet forestiller en sejrende madonna, som hylder Piacenzas fredelige indlemmelse i pavestaterne i 1512 under krigerpaven Julius den Anden, som også var en stor kunstmæcen og

Fig. 6. Forarbejde på papir af østvæggen til udsmykning af Universitetsbiblioteket, Nørre Alle 49, København, 1940 (Nordsjællandsk Folkemuseum). den, der startede byggeriet af den nye Peterskirke i Rom. Andreas Friis udsmykningsarbejder startede i 1922 med en altertavle til Staby Kirke, der ligger knap 20 km nord for Ringkøbing. Senere fulgte i 1926 en altertavle til Gadevang Kirke ved Hillerød, og i 1941 udarbejdede han to glasmalerier, som forestiller Evas skabelse og uddrivelsen af Paradiset, til samme kirke. Alterbilledet fra Gadevang Kirke befinder sig nu i Ullerød Kirke. Desuden blev et Emausbillede malet i 1935 til Kleis Kirke ved Horsens. I 1931 fik Andreas Friis af Ny Carlsbergfonden og Fig. 7. En af ti figurer, der er placeret mellem vinduerne på Universitetsbiblioteket. Fig. 8. Forarbejde til samme figur, 1940. (Nordsjællandsk Folkemuseum). Fotos: Jørgen Berner. 13

Fig. 9. Portræt af den østrigske filosof og pædagog Rudolf Steiner, 1976 (privateje). Frederiksberg Kommune til opgave at udsmykke et trapperum i la Courvejens Skole. I 1938 medførte en samtale mellem overbibliotekar Svend Dahl og Andreas Friis, at Andreas Friis udførte skitsetegninger til udsmykning af studenternes læsesal på Universitetsbiblioteket på Nørre Alle 49 i København. Skitserne blev godkendt i 1939, og med bevilling fra Frans Schwartz legat og godkendelse af Kunstakademiet kunne han starte udsmykningsarbejdet. Østvæggens billede er opdelt i en natside og en dagside. Under den dybblå stjernehimmel til venstre ses to grupper mennesker, der symboliserer astronomi og alkymi. Til højre bevæger mennesker og dyr sig i det rige sollys. Frodige vækster skyder 14 frem i et væld af gule og grønne farver. Under et træ sidder en mand og betragter en plante, som han holder i hånden, hvilket virker som et sindbillede på iagttagelsen af naturen. Billedets forskellige elementer med f.eks. den sovende kvinde i venstre side, barnet over hende eller kvinden stående lidt tilbage i billedet giver ingen entydige tolkninger, men overlader til den enkeltes fortolkning efter egen stemning og egne forudsætninger. Om udsmykningen siger Andreas Friis selv: Jeg har villet give et billede af menneskeåndens kamp med stoffet, den stræben, som ligger bag ved alt kunstnerisk såvel som videnskabeligt arbejde. Derfor måtte jeg begynde med drøm og inspiration og den fantasifulde og inderlige medleven i naturen, som kendetegner oldtidens kultur og overhovedet al primitiv kultur, og jeg måtte ende med den yderligere skærpelse og forfinelse af intelligensen og den abstrakte tænkning, som har ført til vor tids sindrige opfindelser og har anbragt maskinen som det centrale redskab i videnskabens tjeneste. Men kvinden, som drømmer om barnet, som når op i lyset og griber efter solstrålerne, er stadig udgangspunktet. Det er den kontinuitet, som vi må bevare, og som de store mænd, de virkelig store, altid har båret med sig fremover. På vestvæggen former fremstillingen sig som tre laboratoriescener. Til venstre arbejder en astronom og hans hjælper i observatoriet foran den store kikkert. Det samlende midtpunkt har maleren overladt til atomforskningen som videnskabens nyeste erobring. Her står Niels Bohr på trappen og modtager den unge videnskabsmand. Til højre i billedet kommer vi ind i fysiologiens værksted, hvor August Krogh er beskæftiget mellem sine assistenter. Det er de eneste steder, hvor Andreas Friis har anvendt portrætter i de allegoriske fremstillinger. På nordvæggens vinduespiller ses fra øst mod vest: Aristoteles, Tycho Brahe, Copernicus, Ørsted

og Einstein. På sydvæggen, ligeledes fra øst mod vest: Hippokrates, Nicolaus Steno, Newton, Pasteur og Darwin. Figurerne er vekselvis stående og siddende, tre stående og to siddende i hver række. Den daværende direktør for Thorvaldsens Museum, Sigurd Schultz, har udtalt følgende om udsmykningen: I denne udsmykning har Andreas Friis vist, at han besidder fantasi og kunstnerisk overlegenhed til at behandle en monumental opgave med den naturlighed, som altid vil være den afgørende betingelse for et heldigt resultat af vægmaleri i det store format. Portrætterne Andreas Friis nåede at male et stort antal portrætter af kendte og mindre kendte personligheder. Her skal fremhæves to portrætter, som viser malerens store spændvidde i genrer, teknik og farveholdning. I det første portræt af Rudolf Steiner opleves personen lidt kølig og på afstand, og vi aner Andreas Friis store respekt for den østrigske filosof og grundlægger af antroposofien. Herhjemme er Steiner mest kendt for sin pædagogik, som praktiseres i vore sytten Steinerskoler. I begyndelsen af 1970erne maler Andreas Friis to portrætter af Rudolf Steiner og forærer dem til Antroposofisk Selskab, som kvitterer med et takkebrev af 10. december 1976. I det andet portræt af Georg Nordkild er nærheden meget større og mere intens. Personen er trukket frem i billedet, der er brugt brede penselstrøg, og koloritten er en helt anden, således at stilen fremtræder impressionistisk i modsætning til portrættet af Rudolf Steiner, der nærmest er køligt realistisk. Georg Nordkild var født og opvokset i Nordsjælland, uddannet skovfoged og arbejdede som plantør i Hillerød næsten lige til sin død. Nordkild er blevet kaldt Kulsviernes forfatter og i sine mange romaner behandler han næsten altid husmænd og fattigfolk som de centrale skæbner. Gribskov er det samlende element i fortællingerne om dagliglivet og om småkårsfolks tankegods. Også lokale portrætter blev det til. Et af de første portrætmalerier er af snedkermester Lars Jørgen Hansen fra 1926 ( gengivet i NoMus 3-1999). Det var dog især i 1950erne og begyndelsen af 1960erne, at Andreas Friis malede portrætter, i flæng kan nævnes museumsdirektør Otto Andrup, sparekassedirektør Andersen og bogtrykker Rud. Pallesen. Rejsebilleder I 1918 giftede Andreas Friis sig med Bodil Keller, og de flyttede ind i et lille husmandssted med fire tønder land jord ved Vejle Fjord. Men allerede i 1920 blev der sat en stopper for landmandslivet, idet husmandsstedet nedbrændte. Dette medførte, at familien rejste til Italien, først til Firenze, bagefter til Sorento og endelig igen tilbage til Firenze. Efter otte måneders udlændighed vendte familien tilbage til Danmark og bosatte sig på Teglgaarden nord for Hillerød. Fig.10. Portræt af forfatteren og forstmanden Georg Nordkild, 1951 (privateje). 15

Fig.11. Landskabsbillede fra Italien, 1927 (Nordsjællandsk Folkemuseum). Turen til Italien blev bestemmende for Andreas Friis retning i nogle år. De italienske indtryk gav sig udslag i maleriske forsøg i gammel, traditionel dansk maleri. Andreas Friis var blevet så begejstret for Italien, at familien vendte tilbage hertil i 1922, 1924 og 1926. I det viste billede fra Italien, som er malet i 1927, fornemmer man stadig hans interesse for den klassiske stil og genre. Men allerede på det tidspunkt følte han, at han ikke kunne fortsætte ad denne vej. Dette medførte, at han i foråret 1928 rejste til Paris sammen med Axel P. Jensen. Under Frankrigsopholdet tager han et 6-ugers ophold i Arles, van Goghs by, og her genoptager han studiet af Cezanne og impressionisterne. Det positive ved rejsen blev den opdagelse, at man kan skabe balance i et billede selv med de stærkeste farver, og Andreas Friis overførte denne erfaring til sit eget studie af naturen. Denne opdagelse fik livsvarig betydning for Andreas Friis studium af farven. Ved at betragte billedet Bjergby i Sydfrankrig fra 1970, ses en helt anden farveholdning og behandling af farven end i Italiensbilledet fra 1927. I det førstnævnte billede styrer farven kompositionens dybdevirkninger. For at dyrke farven krævede Andreas Friis lys hele året for at kunne male. Derfor opholdt familien sig i 16 sommerhuset i Listed på Bornholm om sommeren og i Sydeuropa om vinteren. Når familien rejste, var huset på Pilevej i Hillerød, som Andreas Friis byggede i 1923, udlejet. Mette Friis ( gift Poulsen) fortæller, at hendes far i begyndelsen af 1950erne indførte traditionen med at gå på Abonnenter for at få råd til at rejse. Vi må huske, at det var før Kunstfondens tid, og efter krigen var det almindeligt for kunstnere at ernære sig ved hjælp af naturalieøkonomi mad, tøj og andre fornødenheder blev byttet for billeder, men at gå på abonnenter ville sige, at en gruppe mennesker indbetalte et månedligt beløb til at ernære kunstneren for, medens han opholdt sig i udlandet til gengæld for at modtage et billede, når han vendte hjem. Dette foregik ved, at Andreas Friis lagde billederne op på ateliergulvet, og bidragyderne kunne så vælge sig et billede efter den tur, de var tildelt efter lodtrækning. Systemet fungerede til op i 1960erne, og derfor hænger der så mange rejsebilleder i hjemmene i Hillerød. Tegninger, træsnit og raderinger Sin største indsats som tegner ydede Andreas Friis til Acton Friis værk Danmarks store Øer, der blev udsendt af Gyldendal i 1935 36. Hertil tegnede han

Fig. 12. Bjergby i Sydfrankrig,1970 (Nordsjællandsk Folkemuseum). ca. 160 stregillustrationer med motiver fra Sjælland, Møn, Lolland, Falster og Bornholm. Om arbejdet siger han selv: Arbejdet var meget dårligt betalt, så jeg var nødt til at tegne to tegninger om dagen. En om eftermiddagen og en om formiddagen. Jeg cyklede øerne rundt. Motiverne skulle jo tegnes, hvad enten det nu regnede, eller solen skinnede. Det var naturskønheden, der interesserede mig, og jeg tegnede, som jeg selv syntes, og det var Acton Friis godt tilfreds med. Foruden Danmarks store Øer har Andreas Friis illustreret Svend Rindholts digtsamling Al Slags Vejr fra 1937. De fleste af Andreas Friis grafiske arbejder er først fremkommet som malerier, men der er dog enkelte, hvor naturen har været det direkte forbillede. Det gælder navnlig for en række bjergbilleder, som blev til ved vinduet i et lille værtshus i Italien i 1920. Pladerne blev skåret i oliventræ, som viser, at han også i grafikken har været eksperimenterende, idet han har anvendt mange slags træsorter til at skære i. Andreas Friis mente aldrig, at det var den håndværksmæssige tradition, der var målet i sig selv, men stræber i sine træsnit efter at lade træets særlige karakter, dels blødhed eller hårdhed, dels årernes Fig. 13. Tegning, Hovmosen ved Gadevang, 1945 (Nordsjællandsk Folkemuseum). 17

Fig. 14. Træsnit, Pige der sidder i Skoven, 1935 (Nordsjællandsk Folkemuseum). 18 netværk, indvirke på snittet og umiddelbart bidrage til selve formgivningen. Træsnittene kan opdeles i tre grupper, hvis indbyrdes forskellighed er bestemt af den tekniske fremgangsmåde. Landskabsmotiverne fremtræder som en gruppe for sig, idet de gennemgående er mere detaljerede, lysere og luftigere end de øvrige træsnit. Dette skyldes ikke alene motivernes karakter, men også behandlingen af de enkelte detaljers omrids, som kommer til at fremstå som små, mørke farvepletter. I motiver, hvor f.eks. en skovtykning danner billedets baggrund, bliver det bortskæringen, altså det hvide, der alene danner kontur. Af disse træsnit bliver pigen, der sidder i skoven, et af de mest karakteristiske. I den tredje gruppe træsnit blander han de to foregående teknikker, og man ser det bedst i billedet Portræthoved. Portrættet fremtræder nærmest med en malerisk virkning, idet hverken det hvide eller det sorte får en dominerende rolle, men bliver sideordnede værdier i billedet. Omkring 1920 begynder Andreas Friis at radere, og han har skabt ca. 40 stregætsninger og akvatinter. Kort om teknikken for stregætsningens vedkommende kan siges: En zink- eller kobberplade dækkes med et lag asfalt, som er uigennemtrængelig for syre. Kunstneren ridser sit motiv i asfalten og anbringer derefter pladen i et syrebad. Syren ætser, hvor motivet er tegnet, og efter nogen tid tages pladen op og renses. Herefter kan der tages et prøvetryk. Taler vi om akvatinte-teknikken, er denne anderledes kompliceret. Efter at den almindelige stregætsning er skabt, dækkes pladen med asfaltstøv eller harpiksstøv. Med flydende dækfernis bemaler man nu i to, tre eller flere tempi de områder på pladen, som man ønsker skal fremtræde med forskellig tonestyrke. Efter en sådan behandling vil raderpladens dybtryk vise den ønskede forskellighed i farvemængde og dermed i tonestyrke. Af raderinger solgte han fire arbejder til Selskabet for Grafisk Kunst. Også Raderforeningen har erhvervet arbejder af Andreas Friis, det første i 1920, og i de følgende år blev det til i alt fire raderinger og et træsnit. Desuden har foreningen Fremtiden erhvervet to raderinger. Desuden har Andreas Friis været

Fig.15. Træsnit, Portræthoved, 1935 (Nordsjællandsk Folkemuseum). repræsenteret på de danske officielle udstillinger, der har præsenteret grafik i udlandet, bl.a. i Oslo, Stockholm, Warszawa, Prag, Rom og Helsingfors. Desuden deltog han i Interskandinavisk Udstilling for Grafisk Kunst i Victoria og Albert Museum i London i april 1936. Kunsten er Gudernes Sprog. Selv om Andreas Friis også var en ivrig kronikør og kunstanmelder ved Kristeligt Dagblad og var medlem af Den Frie helt tilbage fra 1923, blev han ikke kendt af det brede publikum. Dette kan skyldes hans spekulative væsen, hans omtænkelighed, som en kritiker engang har sagt om ham, og Svend Rindholt har udtrykt, at han både som maler og personlighed hører til dem, hvis skridt ikke giver genlyd, og Rindholt fortsætter: Stilfærdigt og indadvendt har han tålmodigt føjet sten til sten i sin stræben efter at skabe en malerisk udtryksfom, der var båret af ægthed i naturfornemmelsen og personlighed i indlevelsen, og som tillige var præget af en vis beherskelse i den anslåede tone. Om sin kunstneriske indstilling udtaler Andreas Friis selv: Foruden de æstetiske og tekniske spørgsmål om, hvorledes man opnår virkninger af den ene eller den anden art i et billede, er der et andet spørgsmål af langt større betydning, nemlig om, hvad man i det hele taget vil med sine billeder. Det er vel egentlig malerens hemmelighed, noget, han ikke kan fortælle om på anden måde end netop gennem billederne. Kunsten er Gudernes Sprog, siger Andreas Friis og fortsætter: Jeg kunne have Lyst til at slutte med et Par Ord om min personlige Indstilling til vor menneskelige Tilværelse. Jeg mener, at et Kunstværk nødvendigvis maa bære Præg af, om den, der har frembragt det f.eks. er dybt religiøs eller konsekvent Materialist for at nævne to Yderpunkter. For mig, som også for min Kone har det altid været selvfølgeligt, at en aandelig Verden er over os at aandelige Væsener og Magter staar bagved og er Aarsag til alt, hvad der udfolder sig her, baade i Planteriget - og Dyreriget og mest naturligvis i Menneskene selv. De store Kunstnere har altid hentet deres Stof ned fra Aandeverdenen og følt, at Kunsten er Gudernes Sprog. 19

Fig. 16. Radering, Parti ved Teglgården, 1923. (Nordsjællandsk Folkemuseum). Kilder: Mette Poulsen og Hanne Nisbeth, begge født Friis. Takkebrev fra Antroposofisk Selskab. Nordsjællandsk Folkemuseums arkiv. Manuskript til foredrag om Cezanne af Andreas Friis. Nordsjællandsk Folkemuseums arkiv. Litteratur: Bogens Verden Tidsskrift for Dansk Biblioteksvæsen. Red. af Robert L. Hansen. 27. årg. 1945 Troels Andersen: Jens Adolf Jerichau. 1983 Lauritz Nielsen: Den Danske Bog. 1941 Helge Ernst: Bornholmermalerne og malere på Bornholm. 1984 Bente Scavenius: Den Frie Udstilling i 100 år. 1991. 20 Svend Rindholt: Andreas Friis. 1937. Svend Rindholt: Andreas Friis som grafiker. 1940. Kristelig Dagblad: 29. oktober 1981 af Niels Houkjær. Andreas Friis: Tilbageblik i Erindringen Erindringsbilleder fra Listed. Jul på Bornholm 1969. Svend Rindholt: Nabo til Gribskov. Jul i Nordsjælland 1957. Samleren v./ Alexander Fugl 1926. Harald Keller: The Renaissance in Italy 1969. Dansk Kunsthistorie 1 5. Red. Vagn Poulsen, Erik Lassen og Jan Danielsen 1975. Dansk Biografisk Leksikon. Weilbach s Kunstnerleksikon.