Må tidligst offentliggøres, når talen er holdt Det talte ord gælder Fhv. minister Torben Rechendorff Ved mødet i Kejtumhallen Lørdag den 24. maj 2014 kl. 14.00 Overskriften over dette årsmøde er som bekendt Sydslesvig, en dansk fortælling. Ved den formulering har årsmødeudvalget som jo unægtelig gennem årene har fundet på lidt af hvert foræret os talere ét af de allerbedste danske ord eller begreber. Ordet fortælling. For hvad er det med det ord? I min oplevelse er det ikke mindst noget med tråden bagud. Og dermed alt det, der har været med til at danne vores nutid og række ind i fremtiden. Den danske fortælling begynder langt tilbage i tiden. Med stenalderen, bronzealderen og jernalderen. Med Gorm den gamle, Harald Blåtand og vikingerne. Med stendysser og jættestuer. Med kalkmalerier og runeindskrifter. Med kirkebyggeri og Dannevirkevold. Med folkeviser og salmer. Altså på en måde alt det, vi bygger på. Så kan vi ellers følge Danmarkshistorien fra dengang til nu. Det er den danske fortælling. Den danske historie. Dertil kan så føjes en lang række andre forhold: Først og fremmest fortællingen om de mennesker, der har levet ned gennem tiderne. Om I vil: Fra stenalderbonde til computernørd. Vævet ind i fortællingen finder vi så også digtningen, billedkunsten, undervisningen, kristendommen, folkeoplysningen og en lang række andre faktorer. Alt sammen er det dele af den danske fortælling. Som sagt: Det vi står på. Da jeg havde skrevet denne lille indledning, tænkte jeg: Nu må du hellere se i ordbog over det danske sprog hvad de siger om begrebet fortælling. Der står: noget som fortælles, mundtligt eller skriftligt, og som beskriver et handlingsforløb, f.x. en roman, en novelle eller et eventyr = historie. Det passer jo fint ind i min egen beskrivelse. Sikken et held!
Men nu var overskriften altså Sydslesvig, en dansk fortælling. Lyser det lidt af selvglæde? Sådan efter princippet: Dette her er ikke til diskussion, vi er en dansk fortælling, færdig! Tilmed med den lille tilføjelse: Det vil de gerne høre oppe på den anden side af grænsen. De, der følger med i tingene i Sydslesvig, vil jo gerne bekræftes i, at man her nede skam er en del af den danske fortælling. Det lyder godt. Og så er der jo også det der med Folketinget, der hvert år sender ½ milliard herned. De skal jo helst gå til et godt formål. Med andre ord: Det med fortællingen er ikke kun historie. Det skulle gerne være virkelighed anno 2014. Det skulle gerne kunne dokumenteres, at bevillingen nordfra er med til at holde liv i skolevæsenet, biblioteksvæsenet, kirkelivet, avisen, ungdomsarbejdet og alt det folkelige sådan som det kommer til udtryk i SSF og sandelig også det politiske arbejde i SSW, hvor nogen jo åbenbart har svært ved at acceptere, at et mindretalsparti kan være med til at regere både land, kredse og kommuner! Har man hørt mage til vrøvl. At Sydslesvig er en helt afgørende del af den danske historie behøver man ikke at bruge meget tid på at forklare. Det ved alle, der har gået i skole (eller burde i hvert fald vide det!). Ikke mindst i 2014 bliver vi mindet om vigtige historiske begivenheder, der fik helt afgørende betydning for hele Danmark. Men hvis nu fortælling både er noget med historien og noget med nutiden, hvordan er situationen så i 2014? Nu er jeg jo blevet så gammel, at jeg kan påstå, at jeg gennem 40-50 år har været optaget af livet i det danske mindretal i Sydslesvig. Jeg har på nærmeste hold fulgt debatterne, fulgt skænderierne, fulgt en lang række lykkelige og livsbekræftende begivenheder. Jeg har været i både de store og de små forsamlingshuse, jeg har leget med børnene i børnehaverne, lyttet til beretninger om kirke, skole, bibliotek og meget andet. Jeg ved, hvad jeg taler om. (Lidt i modsætning til en del af dem, der i øvrigt spiller kloge på Sydslesvigs vegne). Derfor er det relevant at stille spørgsmålet: Er det når man altså især ser på situationen anno 2014 en mild eller måske ligefrem grov overdrivelse, at I kalder jer selv en dansk fortælling?
Uden at dette nu skal være en sådan gammeldags bekendelse svarer jeg uden nogen form for vaklen: Sydslesvig eller bedre: det danske mindretal i Sydslesvig er efterhånden som jeg har levet mig mere og mere ind i tingene blevet en umistelig del af min danske fortælling! Mit liv er ganske enkelt blevet rigere takket være mit samliv med det danske mindretal i Sydslesvig. Eller omvendt: Min nu 77- årige tilværelse ville have været fattigere uden de mange dimensioner og oplevelser Sydslesvig har givet mig! Jeg skynder mig at sige: På godt og mindre godt. Der er som bekendt nogen, der gerne vil fremstille mindretalslivet som sådan en idyllisk indhegnet forgård til Paradisets have med konstant vajende dannebrogsflag og konstant afsyngelse af danske fædrelandssange. Altså at årsmødevirkeligheden og dagligdagen er det samme. Sådan hænger tingene som bekendt ikke sammen! Lad mig først et øjeblik vende tilbage til det med historien, som altid har optaget mig meget (det er nok fordi jeg i mange år har undervist sagesløse elever både i Danmarks- og Verdenshistorie). Det ligger jo soleklart, at den danske fortælling ville halte slemt, hvis ikke den historiske dimension med udspring i Sønderjylland og Slesvig var med. Jeg behøver næsten ikke sige det: Dannevirke, Mysunde, Sankelmark, Bov, Isted. Eller oppe på den anden side: Dybbøl, Als, Kongeåen og det hele. Med andre ord: Hvis vi alene ser på det historiske er fortællingerne om Sønderjylland og Slesvig umistelige dele af den samlede danske fortælling. Det nærmer sig stærkt begrebet vrøvl, hvis man forsøger at benægte, at sådan hænger tingene sammen. Det burde enhver skoleelev både nord og syd for grænsen vide! Men gør de det? Ikke desto mindre: Det, der især interesserer mig, er den anden del af titlen: Kan man med god samvittighed hævde, at det danske mindretal i Sydslesvig anno 2014 er en selvfølgelig del af den danske fortælling. Hvordan i alverden skal man måle det? På en måde er det jo ikke så indviklet: Man kan kigge på tallene på elever i de danske skoler, man kan kigge på de mange aktiviteter i SDU- sammenhæng, man kan kigge på lånertallene i Dansk centralbibliotek og man kan kigge på deltagerantallet ved gudstjenester og de mange kulturelle arrangementer i SSF- regi. Og endelig kan
man kigge på den meget markante indflydelse SSW har opnået gennem de sidste mange år. Bevares, tallene kan gå op og ned. Og nogle steder er aktiviteten høj og andre steder kniber det både at skaffe bestyrelsesmedlemmer og deltagere til arrangementerne (kan det interessere nogen kan jeg oplyse, at på den måde adskiller dagligdagen hernede sig ikke afgørende fra dagligdagen nord for grænsen). Det kan være meget godt at bruge tal som måleinstrument. Men tal er ikke nok. Vi må spadestikket dybere og spørge: Er det livsnødvendigt for jer, der tilhører mindretallet, at I er med i netop det fællesskab? Min mangeårige erfaring siger mig, at svaret på det spørgsmål er ja. For hvis I ikke mente, at det var af afgørende betydning for jer og jeres familie at tilhøre det danske mindretal, kunne I blot lade være. Mig bekendt er der ingen, der tvinger jer. Mig bekendt mister man ikke rettigheder, hvis man vender mindretallet ryggen og har fået nok. Men alt det, jeg nu har været inde på, er for mig ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at I forsøger at lære os norddanskere, at man aldeles udmærket kan holde fast ved sin danske identitet, sit danske sprog og sin glæde ved den danske kultur i videste forstand samtidig med at man er medlevende borger i det tyske samfund. Og skal vi tage skridtet fuldt ud i disse EU- dage: At I viser os, at man så udmærket kan være dansk i sind og tanke, medborger i det tyske samfund og samtidig være en del af det samarbejdende Europa. Jeg tør ikke helt sige, hvordan situationen er i Tyskland, når vi taler om interessen for EU- parlamentsvalget. Jeg nøjes med at konstatere, at bortset fra de sidste tre uger op til valget, kniber det alvorligt med danskerne engagement i den europæiske sag. Det mener jeg er livsfarligt. Man kan ikke være en del af et fællesskab uden at yde noget til fællesskabet. Man kan ikke være en del af et fællesskab uden at vide noget om fællesskabet. Nu er dette jo ikke et politisk møde. Men jeg vil alligevel gerne komme med et citat fra to danske politikere. De tilhører ikke mit parti men det radikale venstre. Og så kan det vel gå. Marianne Jelved som er dansk kirke- og kulturminister og Morten Helweg Petersen, som er de radikales spidskandidat til Europa- parlamentsvalget skrev forleden en kronik, som jeg bringer et lille citat fra:
Vi er begge to pæredanske, og vi er stolte af vores fædreland. Men samtidig føler vi os oprigtigt som europæere. For at være dansker og europæer er ikke hinandens modsætning tværtimod. En stor del af vores kultur, vores måde at leve på og vores demokrati er opstået ved, at vi har importeret impulser udefra og omsat dem til særegne danske traditioner. Juletræet og kristendommen. Pilsneren og grillpølserne. Demokratiet og ytringsfriheden. Alt sammen er det kommet fra andre steder i Europa, men alligevel er der noget særligt og dejligt dansk ved disse ting. Så vidt mine radikale kammerater. Hvorfor citerer jeg nu disse to? Fordi jeg gerne vil understrege, at den danske fortælling ikke er noget i sig selv nok. Hvad enten vi taler om dagliglivet i det danske mindretal og jeres balance mellem dansk, tysk og europæisk eller vi taler om norddanskernes balance mellem det danske og det europæiske er det en understregning af, at vi aldrig kan blive os selv nok. Vi er en integreret del af flere fællesskaber. For jeres vedkommende af det danske, det tyske og det europæiske. Det er en enorm styrke. Hvilket jo ikke betyder, at det sådan er ligetil alt sammen. Jeres mindretalsliv er fyldt med udfordringer, fyldt med kompromis er og fyldt med barrierer, der skal over vindes. Det ved jeg aldeles udmærket. Men for mig er det vigtigste i årsmødetitlen Sydslesvig en dansk fortælling en klar understegning af det helt selvfølgelige, at i det danske mindretal i Sydslesvig står man vagt om dansk sprog og kultur. Ellers mister det hele sin mening. Men til at være om I vil Sydslesvigfortælling hører også samværet og samtalerne med tyske medborgere og klar forståelse for, at også den europæiske dimension er en del af den danske fortælling anno 2o14. Derfor er forestillinger om genindførelse af grænsebomme også født hos mennesker, der fornægter den fler- kulturelle virkelighed. Det er værst for dem!