Navn: Bashy Quraishy Oprindelsesland: Pakistan Beskæftigelse: bl.a. studievært, forfatter og præsident - Advisory Council - European Network Against Racism, Bruxelles og formand - Jewish Muslim Platform, Bruxelles. I starten af 1970 kom Bashy Quraishy til Danmark som turist. Det var meningen, at han kun ville være et par dage i København, og derefter rejse tilbage til Pakistan, hvor han er opvokset. Men det endte med, at han blev. Bashy Quraishy blev siden et kendt ansigt i Danmark bla. som debattør gennem klummer i forskellige aviser og via sit arbejde i NGO er omkring indvandreres rettigheder. Jeg er født i Indien og opvokset i Pakistan, men rejste fra landet, da jeg var 17 år og siden har jeg boet i 7 forskellige lande. Som 17-årig i Pakistan parat til at rejse verden rundt. Foto: Immigrantmuseet. Jeg rejste fra Pakistan, fordi at jeg skulle studere. Min familie ville gerne have at jeg skulle blive ingeniør, men jeg ville gerne læse filosofi. Derfor var forholdet mellem min far og mig ikke så godt. Han mente, at jeg hans ældste søn, skulle læse til ingeniør for bl.a. at opnå en bedre social status. Det mente han ikke, jeg kunne, hvis jeg studerede filosofi. Jeg tænkte, at jeg kunne udnytte situationen og overtale min far til at sende mig til udlandet, for at jeg skulle studere til ingeniør. Så jeg sagde til min far; Fint! Jeg vil meget gerne læse til ingeniør, men ikke i Pakistan. I bliver nødt til at sende mig udenfor landet. Det var mit trick til at komme ud af Pakistan, for jeg ville gerne rejse og se verden. Siden jeg var 9 år, havde jeg haft masser af pennevenner i hele verden, så jeg var meget opmærksom på, at verden var større end Pakistan. 1
Jeg gjorde oprør mod min far, men på en meget smuk måde. I Pakistan siger vi ikke til vores forældre; bland dig uden om!. Det kan man simpelthen ikke. Men du kan gøre oprør mod familien på mange forskellige måder. En kosmopolitisk turist her, i Tyskland, med min kuffert med klistermærker fra mange lande. Foto: Immigrantmuseet. Ud og se verden Jeg rejste først til Tyskland og læste til ingeniør og studerede tysk samtidig, men det var meget svært indlæring af sproget var besværligt. Jeg syntes, at tyskerne var meget korrekte, og det kolde klima var ikke mig. Så rejste jeg videre til USA for at færdiggøre mine studier. Efter USA tog jeg til Canada, hvor jeg boede et stykke tid og derfra til Polen på grund af rejselyst. Min oprindelige holdning var, at jeg efter mine studier skulle se verden, før jeg rejste tilbage til Pakistan. Når man er ung, ønsker man ikke at opfylde familiens ønsker, men at leve sit eget liv. Jeg var ung, og der tænker man ikke så meget, man handler bare. Så hver gang jeg mødte en interessant person et sted, blev jeg hængende der. Og hver gang ringede jeg til mine forældre og sagde at nu kommer jeg snart hjem. Så de ventede og ventede på, at jeg kom og planlagde masser af velkomstfester til, at jeg skulle ankomme. Men jeg kom ikke tilbage før ca. ti år senere. Min uheldige ankomst til Danmark som turist. Foto: Immigrantmuseet. Danmark ved et tilfælde Jeg var i Polen i nogle måneder, men så besluttede jeg, at jeg ville besøge Skandinavien det skulle bare være en kort tur. På Københavns Hovedbanegård mødte jeg Kim Schumacher. Jeg kendte ham ikke, men vi kom i snak, og så spurgte han mig, om jeg søgte et sted at være et par dage. Jeg svarede ja. Så kom ham med et tilbud; kom og bo hos mig, hvis du kun er her i 2-3 dage. Hoteller er meget dyre i København. Jeg boede hos ham i 2-3 dage, og lige før jeg skulle tilbage til Tyskland og derfra videre til 2
Pakistan, mødte jeg en gammel amerikansk ven helt tilfældigt på Strøget. Han var gift med en dansk pige, som han snart skulle have en datter med. Da jeg fortalte ham, at jeg var turist i København for et par dage, sagde han, at jeg kunne blive hos dem, indtil hans kone skulle føde. Så det der skulle have været et par dage i Danmark, blev til både to uger, tre uger og til tre måneder. Jeg glemte totalt, at jeg havde lovet min familie, at jeg var på vej til Pakistan. Tilfældig gensyn med min amerikanske ven Joel. Foto: Immigrantmuseet. Bliv hvor du er På dette tidspunkt tænkte jeg, at jeg måtte ringe til min far og undskylde, at jeg aldrig var kommet hjem, som jeg havde sagt. Jeg fortalte, at jeg var meget ked af det, og hvorfor jeg var forsinket, og at jeg var nu på vej til Pakistan. Han blev meget sur og sagde Du er ikke min søn. Bliv hvor du er. Hvis du tror, at vi ikke kan leve uden dig, så tager du fejl! Den kærlige opsang fra ham, tog jeg bogstaveligt. Jeg følte, at han opfordrede mig at til at stå på mine egne ben. Så jeg sagde; okay, jeg kommer ikke tilbage. Det var, hvad jeg sagde, men samtidig tænkte jeg; hvad skal jeg egentlig lave? Det var i starten af 1970. Det var min uplanlagte ankomst til Danmark. Jeg havde aldrig haft Danmark i mine planer - det var et rent tilfælde. De fleste pakistanere tager til USA, Canada eller Storbritannien, hvis de skal bo eller arbejde et andet sted, aldrig Skandinavien. Jeg vidste, hvor Danmark var, jeg havde haft pennevenner og lært det i skolen, men jeg havde aldrig drømt om at jeg skulle bo her. Så lige pludselig befandt jeg mig i et fremmed land, uden job, uden fremtidsplaner, uden noget som helst. Men det som jeg fandt i Danmark, og som jeg savner nu, 40 år efter var gæstfrihed, åbenhed og hjælpsomhed. Min mor og dronning Margrethe Hjemme i Pakistan savnede min kære mor at høre fra mig. Da dronning Margrethe blev monark i 1972, sendte min mor et brev til hende. Hun skrev; Dear Danish Queen. My son is living in your kingdom. I have not heard anything from him for a long time. I want you to find him. Dronningen tog denne appel personligt og sendte et royalt bud til Fremmedpolitiet. Så jeg fik en telefonopringning fra Fremmedpolitiets chef; Hr Quraishy. De skal komme omgående på mit kontor. Jeg blev så bange for jeg er en meget lovlydig person, så jeg tænkte hvad har jeg gjort, vil de smide mig ud nu?. Da jeg kom ind på hans kontor, bad han mig om at sidde ned og viste mig min mors brev og dronningens brev til ham, hvor hun havde opfordret ham til at finde mig med det samme og sætte mig ned og skrive et brev til min mor. 3
Dronningen havde sendt et stykke brevpapir fra slottet og en meget smuk kuglepen. Så sagde politichefen; Hr. Quraishy, Vær sød at skrive brev til Deres mor. Jeg sad der med tårer i øjnene, jeg kunne ikke sige noget som helst. Så skrev jeg til min mor. Brevet blev derefter sendt til dronningen, der sendte det videre. Min mor havde det hængende i sit soveværelse. Min mor og mig. Foto: Immigrantmuseet. Et paradis Danskerne var meget åbne, da jeg ankom i 1970 erne. Jeg kan huske fra de første år, at når man stod ved stoppestedet, ville folk altid spørge dig; hvor kommer De fra? Mange gange tog de min hånd og sagde; nej, De har en flot hudfarve. Hvor kommer De fra? Tivolibeøg kort efter jeg kom til Danmark. Foto: Immigrantmuseet. De var så interesserede i mig og folk som mig, på en meget smuk måde. De spurgte aldrig; er du muslim? Er du indvandrer? Jeg fik mange invitationer fra tilfældige folk. jeg mødte ved busstoppesteder eller på gaden. Familier der sagde; ved du hvad. vi har en meget smuk datter, kan du ikke invitere hende ud til middag? Selv mødte jeg mine børns mor gennem hendes far, som jeg mødte på en restaurant. De første 10 år var ligesom et paradis. Jeg var ung, og dengang kunne man få alt det arbejde, man ville. Det var almindeligt at kunne komme ind på diskoteker, og socialt var der ikke store problemer. Jeg tror, det afhænger meget af, om man kan kommunikere med folk. Jeg kunne heldigvis engelsk, og danskere elsker at tale engelsk. Det var et andet Danmark dengang. 4
Klassefest med med medstuderende fra folkeuniversitetet. Foto: Immigrantmuseet. De har den forkerte farve Jeg har dog også oplevet, at min hudfarve har spændt ben for mig. Da jeg havde besluttet mig for at bo her, skulle jeg finde et job. Jeg søgte hos ca. 70 ingeniørfirmaer og blev kaldt til samtale hos entreprenørfirmaet, Kampsax. Da jeg kom til samtale hos personalechefen, sagde han: Hr. Quraishy Deres kvalifikationer er i orden, men De har den forkerte hudfarve. Med Deres kvalifikationer må vi give Dem et godt job. Der vil arbejde mennesker under Dem, og jeg tror ikke at hvide danskere har lyst til at arbejde under en sort person. Håber De forstår. Så forstod jeg budskabet, tog mine papirer og smed dem i skraldespanden, og det var det! Jeg vidste godt, at det han sagde var rigtigt. Ikke fordi de var racister, men nogle danskere dengang var ikke vant til sorte mennesker blandt dem. Forskellen i dag, mener jeg, er, at dengang var folk diskriminerende og havde fordomme på grund af uvidenhed, de vidste ikke bedre. I dag har folk fordomme og diskriminerer, fordi de har et tankesæt, som er blevet dannet de sidste 30-40 år. Med kollegaer på Skovshoved Hotel. Foto: Immigrantmuseet. Derefter fik jeg hurtigt job forskellige steder - og fordi jeg kunne tale mange sprog fik jeg job på Skovshoved Hotel, nord for København, som Assistant Manager. Efter nogle år besluttede jeg, at jeg ville studere igen, så jeg rejste til England og læste International Marketing og Hotel Management, men da jeg kom tilbage til Danmark igen og søgte job, fik jeg at vide at jeg var overkvalificeret. Man skal ikke tie stille Fra 1980 til i dag har jeg arbejdet politisk. Fordi jeg kan mange sprog, begyndte folk at spørge mig om jeg ikke kunne hjælpe dem med forskellige sager, og derefter begyndte jeg med NGO ere, først 5
i Danmark og senere i EU. Min første offentlige tale for indvandreres rettigheder. Foto: Immigrantmuseet. Jeg kommer fra en familie, hvor vi har lært, at man skal kæmpe for retfærdighed, og man skal ikke tie stille, hvis man føler folk bliver undertrykt. Det er lige meget, hvem de er, om det er en pakistaner eller en dansker. Jeg var god til at formulere mig, så jeg begyndte at skrive blandt andet kronikker i Ekstra Bladet og Information. Jeg blev også valgt til det, der dengang hed Indvandrerrådet, som var et rådgivningsorgan til indenrigsministeren. I de sidste 10 år har jeg arbejdet meget i Bruxelles, først som præsident for European Network Against Racism i otte år og siden som formand for Advisory Council for ENAR. Jeg er også meget involveret i arbejde mod antisemitisme og islamofobi. Stemningsskifte i 1980 erne Jeg synes, at stemningen omkring etniske minoriteter i Danmark begyndte at ændre sig i midten af 1980 erne. Arbejdsløsheden begyndte at stige, og Mogens Glistrup begyndte at snakke om muhammedanere. Mange mennesker var ikke opmærksomme på, hvad der skete i samfundet, fordi folk i Danmark har det godt har penge nok, et sted at bo og ingen sultproblemer. Derfor, mener jeg, begyndte Mogens Glistrup og senere andre at fokusere på et lidt diskuteret område - udlændinge. En meget lille gruppe mennesker blandt etniske minoriteter blev præsenteret som en årsag til danskernes arbejdsløshed, ghettodannelser, social uro og kriminalitet. Jeg mener, at folks holdninger bliver dannet ud fra det politikerne og medierne siger. Det er ikke danskerne som sådan, der har et problem. Jeg kan gå op i bussen og snakke med hvem som helst. Sammenkomst hos venner med pakistansk baggrund. Foto: Immigrantmuseet. 6
Når det gælder integration, skal man huske, at de fleste blev hurtigt meget integrerede, da de kom som gæstearbejdere i 1960 erne og 70 erne. De havnede på arbejdsmarkedet, hvorigennem de dannede deres relationer med danskere. Mange af dem jeg kender fra dengang, var alle gift med danske piger. Vi fik job, venner og bekendte osv. Så vi var meget integrerede i starten. Når man har et job og dermed en reguleret indkomst, er det nemmere at være social aktiv. Men fra 1986 og frem, blev mange etniske minoriteter skubbet langsomt ud af samfundet, bl.a. pga. arbejdsløshed. Det var ofte gæstearbejderne, der blev fyret og arbejdsmarkedet skiftede meget fra tung industri til funktionel mellemindustri og de mennesker, der kom i 1970 erne, var ikke gearet til den slags arbejde. I dag synes jeg, at der sker mange ændringer. Mange unge med etnisk minoritetsbaggrund, er begyndt at gå på universitetet og få lange uddannelser. Jeg tror, at hvis de ikke bliver diskrimineret mere i 1 eller 2 generationer, så vil de blive betragtet som et plus for samfundet. Ikke som et minus som min generation er blevet betragtet som. Jeg er dansker med stort D Når folk spørger mig, hvor jeg kommer fra; siger jeg, at jeg kommer fra Frederiksberg. Jeg betragter mig selv som dansker. Når jeg rejser, rejser jeg på dansk pas. Når jeg kommer tilbage og lander i København, har jeg stor lyst til at spise en pølse. Selv om det er svinekød. Min hverdag hænger ikke sammen med Pakistan. Min hverdag hænger sammen med Danmark og den kosmopolitiske arv, som jeg har. Jeg kan ikke forstå, at folk stadig betragter os som indvandrere, 1. generations og 2. generations osv. Det er nonsens. Folk var dengang indvandrere, men det er de ikke mere. Mange er danske statsborgere. Det vigtigste man skal lægge mærke til er, hvad er det, du bidrager med til samfundet - intellektuelt, fysisk, økonomisk og kulturelt. Fødselsdag med dansk flag og lagkage. Foto: Immigrantmuseet. En af de smukkeste traditioner, som jeg har taget til mig, er ytringsfrihed ikke, ubegrænset men under ansvar. Så når jeg kæfter op og blander mig i debatten, er det også fordi, jeg elsker Danmark og danskere og betragter Danmark som mit land. 7
Kultur er som en buffet Jeg ser kultur ligesom en buffet. Man spiser ikke alt, der står på bordet. Så får man dårlig mave. Man spiser hvad man synes, der smager godt, dufter godt osv. Nogle mennesker tror, at når der kommer en med minoritetsbaggrund til Danmark, skal de opføre sig som danskere. Man skal tale perfekt dansk, have et godt job og ikke bo i en ghetto, og børnene skal tale dansk med det samme. Det er en umulig opgave. Folk glemmer altid, at det tager nogle generationer, før man føler sig som en del af samfundet, og man fungerer optimalt. I øvrigt vil jeg sige, at når danskere bosætter sig i udlandet, så dyrker de ofte dansk kultur, men vi må ikke gøre det samme. Jeg mener, at folk skal lære af hinandens kultur, men samtidig kan et land være interkulturelt. Mit største ønske er, at medier og samfundet begynder at balancere det negative og positive i de historier som de fortæller om etniske minoriteter. Så har folk en balanceret holdning at tage stilling til. Jeg ønsker at jeg kan være stolt af min pakistanske baggrund, samtidig med, at jeg kan være stolt af den danske kultur. Der er mange smukke ting både blandt dansk kultur og etniske minoriteters kulturer, så hvorfor kan vi ikke lære noget af hinanden? I diskussion med Hamid El- Mousti fra Københavns borgerrepræsentation i starten af 1990 erne. Foto: Immigrantmuseet. Det mener jeg er vigtigt En anden ting, som jeg savner i Danmark nu om dage, er værdsættelse af de ting etniske minoriteter har bidraget meget med. Der er fx ca. 1.000 kiosker alene i københavnsområdet, hvor ejerne er fra Pakistan. De arbejder tit 18 timer om dagen for næsten ingen penge og betjener samfundet. Da jeg kom til Danmark, kan jeg huske at der var max. 6-7 forskellige slags grøntsager i Irma. I dag er der hundredvis af forretninger i alle større byer ejet af etniske minoriteter, hvor du kan købe de mest eksotiske og velsmagende frugter og grøntsager billigt. Tænk hvis alle de forretninger og restauranter var væk, for ikke at tale om servicesektoren, der er fuld af arbejdere med etnisk minoritetsbaggrund. Min umiddelbare appel til samfundet er, at vi skal have åbenhed, accept og respekt overfor hinanden. Vi er mennesker, før vi er danskere, indvandrere, kristne, muslimer, minoriteter DET mener jeg er vigtigt. 8
Min datters 1 års fødselsdag. Foto: Immigrantmuseet. 9