Ukraine-krisen og en ny verdensorden?

En artikel fra KRITISK DEBAT Ukraine-krisen og en ny verdensorden? Skrevet af: Jens Jørgen Nielsen Offentliggjort: 15. oktober 2014 Krisen i Ukraine har ikke bare en regional betydning. De politiske og økonomiske følgevirkninger rækker langt ud i fremtiden og får konsekvenser for hele verden, selvfølgelig ikke mindst for EU. I skrivende stund udgør Ukraine reelt et stort sort økonomisk hul i Europa. Det er i år, 2014, 100 året for udbruddet af 2. verdenskrig. Mange har den opfattelse, at Europa dengang næsten uforvarende gled ind i en verdenskrig, som blev væsentlig mere grusom, end man oprindeligt forestillede sig og med virkninger, som især kejserdømmerne ikke havde forestillet sig. De tyske, østrig-ungarske, russiske og osmanniske kejserstyrer brød sammen og åbnede for en række nationalstater, som skulle vise sig at være svangre med mange etniske konflikter. Selv om man skal være varsom med at sammenligne historiske situationer, kan jeg ikke modstå fristelsen til at nævne nogle fællestræk. Generelt var der op til 1914 kamp om indflydelse i verden mellem de store europæiske magter. På Balkan holdt stormagterne med de forskellige nationaliteter. Rusland støttede f.eks. Serbien og andre ortodoks-kristne slaviske folk i det habsburgske og osmanniske imperium. Men der var også elementer af mediebåret hysteri i 1914, da der f.eks. i Tyskland i sommeren 1914 gik rygter om, at franskmændene bombede Nürnberg. Det var ikke tilfældet, men det bidrog til krigshysteriet i Tyskland. I forbindelse med Ukraine-krisen 2013-14 kan man ikke frigøre sig fra opfattelsen af både mediebåret hysteri og gliden ind i en konflikt, som de færreste egentlig har ønsket skulle ende, hvor den foreløbigt er endt. Konflikten har også ført til meget forstærkede fjendebilleder af modparten i begge lejres medier. I skrivende stund udgør Ukraine reelt et stort sort økonomisk hul i Europa. Det er vanskeligt at male de økonomiske udsigter for sorte og pessimistiske. Før krisen, som begyndte med den valgte ukrainske politiske ledelses afvisning af en EU-associeringsaftale i november 2013, var Ukraine et af Europas allerfattigste lande med et BNP på ca. halvdelen af Hvideruslands og langt under både Polens og Ruslands. Det var også et af de allermest korrupte lande i Europa, mere korrupt end Rusland ifølge Transparency International. Med konflikten er samtlige økonomiske aktiver smadrede. Eksporten til Rusland var meget vigtig for Ukraine. Det var ikke mindst den østlige del, som leverede våbendele og diverse maskinkomponenter til Rusland. Den industri er stort set smadret ligesom infrastrukturen. Det er desuden et åbent spørgsmål, hvordan det østlige område med den stærke industriarbejderklasse i den nære fremtid overhovedet kan og skal blive integreret i et samlet Ukraine. For at stabilisere og få Ukraine bare nogenlunde på fode kræves der investeringer på ca. 200 mia. US $. Det vil endvidere realistisk forudsætte, at Rusland sælger relativt billig gas og andet til landet, lige som Rusland skal aftage ukrainske varer. Konkurrencedygtige er de ukrainske produkter nemlig på ingen måde i EU-landene. Ingen ansvarlige EU-politikere vil påstå, at de lige har 200 mia. $, som de kan undvære; tværtimod er der mange især sydeuropæiske EU lande, som mener, at de har brug for støtte i kampen mod arbejdsløshed og lavkonjunktur. Den ufravigelige konklusion på den økonomiske og sociale udfordring er, at det kræver både EU's og Ruslands deltagelse. Begge parter har interesse i at fylde det sorte økonomiske hul ud, som Ukraine er blevet. Hvordan ser det så ud, hvad er perspektivet for opbygningen af et nyt Ukraine? Positive tegn i Ukraine-krisen 1 / 5

Der har været mange negative ting at rapportere om Ukraine-krisen, som har fulgt sin egen destruktive spirallogik i dette år. Det gælder for det hastigt forværrede forhold mellem Rusland og EU/NATO, og for udviklingen inde i Ukraine, som har fulgt en nedadgående spiral med blod og ødelæggelse. Jeg ser dog to lyspunkter. Våbenhvilen mellem de krigsførende parter er et skridt fremad - bare dét, at Petro Porosjenko har indvilliget i at mødes med repræsentanter fra de østukrainske oprørere er et markant fremskridt. Tidligere har han udelukkende omtalt dem som terrorister, som man ikke snakkede med. Der er indlysende problemer med våbenhvilen. Den holder ikke100 pct., blandt andet fordi ingen har fuld kontrol over de vildvoksende paramilitære grupper på begge sider. Det er endvidere et åbent spørgsmål, hvorvidt parterne har den nødvendige tillid for at lave en aftale om f.eks. konkret autonomi for de østukrainske områder. Flere på begge sider taler om, at det er stilhed før stormen. Jeg er dog åben over for, at Porosjenko måske ser virkeligheden i øjnene. Sandheden er, at NATO - når det kommer til stykket - ikke vil gribe militært ind i en Ukraine-konflikt. For seks år siden troede Georgiens præsident, Mikhel Saakasjvili, i fuld alvor, at NATO ville komme ham militært til undsætning i en konflikt, hvor Rusland var inddraget. Det skete ikke, og i dag bor Saakasjvili i New York meget langt fra sit tidligere embede. På den anden side har Porosjenko formentlig også fundet ud af, at Ruslands resolve er væsentlig stærkere end vestens. Rusland er seriøs, når det giver udtryk for, at de vil gå meget langt for at forhindre og forpurre Ukraines medlemskab af NATO. NATO/EU's mål er i højere grad at svække Rusland end at opbygge Ukraine. Målt på militære udgifter og økonomi er der i øvrigt tale om et ekstremt ulige match. NATO har over 10 gange så store udgifter til militær sammenlignet med Rusland. Det gælder i endnu højere grad økonomien, hvor forskellen er endnu større. Et andet positivt fænomen i forbindelse med den ulykkelige Ukraine konflikt er beslutningen om at genoptage trepartsforhandlingerne mellem EU, Ukraine og Rusland. I november foreslog Viktor Janukovitj i forbindelse med associeringsaftalen mellem EU og Ukraine, at man holdt trepartsaftaler, fordi EU-aftalen involverede Rusland og russisk toldpolitik i forhold til Ukraine. Mange EU-politikere udskreg forslaget som utidig russisk indblanding i Ukraines indre affærer. Det var efter min mening skudt helt ved siden af. Under alle omstændigheder var det udtryk for et udtalt ønske hos den lovligt valgte ukrainske regering om at afbalancere Ukraines forskelligartede interesser. Men EU skød forslaget ned, selvom Putin også senere foreslog det. Nu pågår der forhandlinger mellem de tre parter. Skulle der virkelig en meningsløs krig, tusindvis af dræbte samt et ødelagt land til, før EU accepterede, hvad der dengang syntes indlysende for mange ukrainere? Sanktionerne Vesten har indført en række sanktioner mod Rusland og Rusland har svaret igen bl.a. med landbrugssanktioner, som har ramt både Arla, slagterier og Carlsberg. Mange vestlige politikere og medier påstår hårdnakket, at sanktionerne virker. De leder efter ethvert tegn på utilfredshed i Rusland, ethvert tegn på økonomisk ubalance for at overbevise sig selv om, at sanktionerne er den rigtige politik. Og jo, sanktionerne virker, problemet er bare, at de ikke virker efter hensigten. Resultatet er på vej til at blive et helt andet, end det de vestlige lande ønskede at opnå med sanktionerne. Intet tyder nemlig på, at EU's og USA's sanktioner har virket efter hensigten slet ikke på kort sigt. De har i første omgang bidraget til at styrke Putins popularitet på hjemmebanen. Det på trods af, at hele Ukraine-krisen har haft visse økonomiske konsekvenser. Men billedet er væsentlig mere mudret, end vestlige politikere ynder at fremstille det. Den russiske økonomi var inde i problemer før november 2013: lav vækst, manglende investeringer og kapitalflugt var fænomener, som man kendte før november 2013. Men mønstret for kapitalbevægelser er ikke knyttet til sanktionerne, og de er langt fra udelukkende et resultat af sanktionerne. Usikkerheden i forbindelse med Ukraine- 2 / 5

krisen og Krims optagelse i den russiske føderation har selvfølgelig skabt den usikkerhed, som finansfolk hader som pesten. Men allerede i september 2014 var der tale om en netto tilgang af kapital til Rusland. Prisen på olie er faldet betydeligt inden for de senere måneder. Det rammer selvfølgelig Rusland, hvis offentlige sektor er afhængig af indtægter fra eksport af olie. Alt tyder på, at det er USA, som gennem hemmelige aftaler med bl.a. Saudi Arabien har kastet en masse olie ud på verdensmarkedet for at sænke prisen og på den måde at svække den russiske økonomi. Rusland har allerede svaret igen ved at afhænde en dollargæld på 53 mia. dollars. Pengene er blevet brugt på at styrke rublen. Også de russiske sanktioner over for EU-landene og andre vestlige lande har haft en virkning på landbruget og fødevaresektoren i visse lande. Det store problem for EU og USA i forbindelse med sanktionspolitikken er, at hvis sanktionerne for alvor skal have en virkning, så skal de ramme dér, hvor især EU også bliver ramt. Det andet store problem består i, at Rusland simpelthen er for stort og magtfuldt et land til, at man effektivt kan bruge sanktionsvåbenet. Rusland er ikke lille og isoleret som f.eks. Nord Korea. Det betyder, at der kan komme nogle formentlig utilsigtede sideeffekter af sanktionerne, som på sigt kan bliver temmelig ugunstige for de vestlige lande. I øvrigt, hvis nu sanktionerne reelt virkede, at Rusland brød sammen økonomisk, ville det så være i Vestens interesse? Man kunne forestille sig flere scenarier. For det første ville et magtskifte i Rusland ikke føre til en provestlig liberal regering. Det er en naiv forestilling, som man efter min mening kun kan have, hvis man kender Rusland dårligt. Der vil i så fald komme en meget mere autoritær og antivestlig regering til magten. Hvis Ruslands sammenbrud ville betyde oprettelsen af flere stater, ville det næppe være i vestlig interesse. Oprettelsen af et nordkaukasisk kalifat ville næppe øge den vestlige sikkerhed. Flere indbyrdes stridende stater. Nogle af dem med atomvåben, næppe et ønske scenarie for vesten. Ruslands nye dagsorden Gennem det meste af 1900-tallet var Rusland den største republik i Sovjetunionen, der havde en global dagsorden, som byggede på den marxistiske ideologi. Det kommunistiske parti så i princippet Sovjetunionen, som en revolutionær stat, der skulle støtte overgangen til socialisme i hele verden. At denne dagsorden så med årene i et betydeligt omfang veg for en udpræget pragmatisme - og at mange i det magtfulde efterretningsvæsen, KGB, efterhånden så denne ideologi og den politiske praksis som en møllesten - er en anden sag. Men Sovjetunionen var en global spiller, som repræsenterede et svar (uanset, hvad man syntes om det) på den moderne verdens økonomiske og sociale udfordringer. Det udfordrede den vestlige verden ikke mindst i 3. verdenslandene. Det post-sovjetiske Rusland har været meget lidt ideologisk orienteret. Putin selv er tilhænger af en form for national- og socialkonservatisme ikke ulig den tyske krist-demokratiske variant i efterkrigstiden. Det postsovjetiske Rusland har koncentreret sig om sikkerhedspolitik i sine umiddelbare grænseområder, men trukket sig fra tidligere tiders engagement i Afrika, Mellemøsten, Latinamerika og til dels Asien. Det har efterladt former for tomrum, som først og fremmest USA har udnyttet. NATO-udvidelsen skal ses i dette lys. Det blev Putins rolle i russisk historie at rejse Rusland som en regional stormagt efter Jeltsins kaotiske årti, der efterlod landet som en impotent gamling. Men Putin har flere gange gjort opmærksom på, at han ikke ønsker at genrejse Sovjetunionen men at udfolde det russiske folks potentialer. Det er noget ganske andet. Hans tale i Føderationsrådet i 2005 er fejlciteret så mange gange. I præcis oversættelse fra russisk sagde han, at Sovjetunionens sammenbrud var en af de betydeligste begivenheder i verden i sit århundrede. Det var en ulykke, fordi økonomien brød sammen, og bl.a. 25 millioner russere i de tidligere sovjetrepublikker endte i lande, hvor der i mange tilfælde blev diskrimineret mod dem. Men, understregede Putin, der går ingen vej tilbage til genoprettelse af sovjetstaten. Den sidste sætning 3 / 5

ser jeg stort set aldrig citeret i vestens medier. Tværtimod bliver talen undertiden brugt som et bevis for, at Putin stræber efter at genoprette Sovjetunionen. Krim-historien beviser ikke dette synspunkt. Den viser et Rusland, som mere er reaktivt end proaktivt. Rusland reagerede på det, de opfattede som et kup i Kiev i februar; et kup, som ville bringe Ukraine ind i NATO og dermed Krim som en halvø med NATO krigsskibe. Putin har selv brugt disse ord til at beskrive situationen. Putin - også hans landsmænd - blev skuffet over især USA efter 11. september 2001. Han troede på et partnerskab, men opnåede det ikke, det var i hvert fald ikke sådan, at han og de fleste andre russere så det. Han begyndte at spille det kort, som Rusland havde, nemlig at det var en asiatisk magt. Han tog til Kina og andre asiatiske stater. Det styrkede allerede dengang Rusland, og landet blev en central aktør i flere ikke-vestlige organisationer. Shangai Cooperation Organization er en af dem, som omfatter stadig flere asiatiske og centralasiatiske stater. Her er bl.a. Iran ved at komme ind i varmen og ud af den isolation, som konflikten med USA har bragt landet i. En meget vigtig organisation er BRIKS-landene, som er en økonomisk samarbejdsorganisation mellem ikke vestlige lande: Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Efter en række indledende møder stiftedes organisationen i 2009 i Jekaterinburg i Rusland. I 2010 sluttede Sydafrika sig til. Formålet var økonomisk samordning og på sigt et reformeret finansielt system på verdensplan. Midt under Ukraine-krisen - under VM i fodbold i Brasilien - mødtes BRIKS-lederne og stiftede Den Ny Udviklingsbank, som mange ser som en konkurrent til både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Blandt de ting BRIKS-landene diskuterer, er, hvorvidt man skal indføre alternative finansielle institutioner, omgåelse af dollaren i handelssamarbejdet o.lign. BRIKS-landene udgør 40 pct. af verdens befolkning og 22 pct. af verdens samlede BNP. BRIKS udøver en betydelig tiltrækning på mange ikke-vestlige lande i Latinamerika, Afrika og Asien. Mange latinamerikanske lande ønsker at deltage, lige som flere folkerige asiatiske lande er på vej ind i organisationen. Det gælder f.eks. Indonesien og Bangladesh. Nogle har i dette samarbejde fundet en tråd til den hedengangne sovjettid, hvor Sovjetunionen også appellerede til ikke-vestlige lande. Men den ideologiske kontekst er en helt anden, nemlig en konservativ national linje. Rusland har været en drivende kraft i dette samarbejde, selv om det er Kina, som har de økonomisk store muskler i organisationen. Alt tyder på, at BRIKS-landene får en betydelig indflydelse, selv om der selvfølgelig er usikkerhed om, hvordan medlemmerne på sigt skal håndtere indbyrdes konflikter og roller. I FN havde USA foreslået en resolution, som fordømte Krims optagelse i Rusland. Et flertal af medlemslandene stemte for resolutionen. Men der er noget andet interessant ved denne afstemning. En række store lande med BRIKS i spidsen undlod at stemme. Lande, der undlod at stemme udgjorde ca. 3/4 af jordens befolkning. Det tyder i det mindste på, at USA ikke har samme moralske og politiske magt i verden som før. Tidligere nobelpristager i økonomi og tidligere direktør for Verdensbanken Joseph Stiglitz siger, at der er behov for en bank, som den BRIKS har lavet bl.a. for at få konkurrence til det hidtidige system, som heller ikke afspejler de nye økonomisk magtforhold med store ikke-vestlige lande stærkt på vej frem. Rusland har svaret på sin egen elegante måde på den vestlige verdens sanktioner. Et af skridtene handlede om energiaftalen med Kina. Rusland har indgået verdenshistoriens største energiaftale med Kina på 400 mia. $. Selv om aftalen er hemmelig, tyder meget på, at den knapt er så givtig for Rusland som aftalerne med EU-landene. Rusland kan ende med at blive junior partner for Kina, som vil blive verdens stærkeste økonomiske magt om nogle år. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse. Rusland arbejder også på at udvikle det asiatiske samarbejde. Hertil kommer, at Rusland ihærdigt - og ikke helt uden succes - arbejder på at splitte EU-landene. Ruslands vending til ikke-vestlige lande er forståelig og i situationen formentlig uundgåelig. Men det vil komme til at koste russerne, at de ikke har samme adgang til vestlige kreditter og til vestlig teknologi. Svaghederne i den russiske økonomi træder tydeligere frem under krisen: Rusland har en 4 / 5

svag sektor for mindre og mellemstore virksomheder, på samme måde som landbruget kræver udvikling. Nye og vanskeligere tilgængelige olie- og gasfelter kræver teknologi, som de vestlige lande vil kunne yde. En mere konsekvent beskyttelse af privat ejendomsret er også et længe opsparet behov i Rusland. Men vesten vil også tabe ganske betydeligt ved en ny kold krig. Bare i Tyskland, som har et betydeligt samarbejde med Rusland, er 300.000 arbejdspladser direkte afhængige af Rusland. Det er ikke så mærkeligt, at tyske arbejdsgiverorganisationer er dybt utilfredse med den tyske regerings og EU's politik over for Rusland. Mange lande fra Finland og syd på er afhængige af russisk gas og olie. Levering af energi fra alternative kilder vil reelt kun være muligt på længere sigt, og i givet fald vil det efter al sandsynlighed blive både dyrere og mere usikkert. Konklusion: Økonomisk taber både EU og Rusland ved en fortsat kold krig (også USA, om end i mindre omfang). Den politiske pris Den største pris ved en fortsat ny kold krig vil formentlig blive politisk. Uden et samarbejde mellem EU og Rusland om Ukraine bliver det noget nær umuligt at finde bare noget, der ligner en løsning. En fortsat konflikt og et totalt dysfunktionelt ukrainsk samfund vil præge Europa mange år frem. Militære spændinger vil vende tilbage. Ukraine synes at være forudbestemt til at fungere som en bufferstat mellem EU og Rusland. En entydig placering i en af lejrene vil føre til problemer. Under den kolde krig var der mellem øst og vest en form for fælles forståelse af spillereglerne. Det har ikke været tilfældet med det nye Rusland. Derfor lurer en taktisk atomkrig som noget, der kan udløses ved et uheld. Udelukkes kan det i hvert fald ikke i tider med gensidig mistænksomhed og manglende kommunikation. Sikkerheden i Europa er under alle omstændigheder skrøbeligere end tidligere. Bekæmpelse af (islamistisk) terrorisme har været en af de store udfordringer for både Vesten og Rusland. Et samarbejde om bekæmpelse har været oplagt, men er for en tid lagt på is. Samarbejde om løsninger på de politiske konflikter i de mellemøstlige stater vil blive meget vanskeligere, når Rusland vil stå som potentiel modstander. Mange i Vesten mener, at Kina vil blive den nye økonomiske supermagt om ganske få år. At have Rusland som tæt forbundet partner med Kina kan vise sig at blive næsten fatalt for USA. Men EU kan også blive presset om få år, når olie- og gasledninger er bygget færdige til Kina og den del af verden bliver centrum. Jeg tror, at mange europæiske politikere om nogle år vil se tilbage på en række tabte muligheder for et langsigtet samarbejde med Rusland. 5 / 5