NIELS UNI DAM & JOHANNES D. LINDSTRØM FÆNGSLENDE HISTORIE. Speciale 2004

EN NIELS UNI DAM & JOHANNES D. LINDSTRØM Roskilde Universitetscenter Institut for Kommunikation FÆNGSLENDE HISTORIE Speciale 2004

EN FÆNGSLENDE HISTORIE et projekt af NIELS UNI DAM & JOHANNES D. LINDSTRØM under vejledning af Karsten Pedersen Roskilde Universitetscenter Institut for Kommunikation Speciale 2004

INDHOLDSFORTEGNELSE Forord.................................................... 5 Vores indledende overvejelser.......................... 6 Problemformulering og praktiske overvejelser........ 13 Om metode og opbygning............................. 14 Introduktion til retshåndhævelsesarrest............... 19 Om produktionen....................................... 25 Om brugerafprøvningen................................ 48 Brugerafprøvning........................................ 53 Konklusion............................................... 77 Perspektivering........................................... 81 Summary.................................................. 83 Litteraturliste............................................. 84 4 BILAG Bilag 1: Interview med Ib Hansen Bilag 2: Interview med Morten Poulsen Bilag 3: Interview med Jeppe Sørensen Bilag 4: Sitemap over hjemmesiden

FORORD Vi indledte arbejdet på dette speciale i efteråret 2000 og arbejdede frem til efteråret 2001, da vi valgte at holde en pause. Pausen startede som en slags barselsorlov, Niels skulle være far og flyttede derfor hjem til Færøerne, hvor han fik fuldtidsstilling som informationsmedarbejder ved Tórshavn kommune. Johannes skiftede samtidig sidefag fra datalogi til socialvidenskab. Vi besluttede derfor at sætte specialet i bero i et par måneder. De par måneder blev til tre år, men i maj 2004 kunne vi endelig gå i gang igen. Arbejdet er selvfølgelig besværliggjort af fuldtidsstillinger, små børn og det faktum at vi var i hver sin del af riget. Men ved hjælp af e-mail, pakkepost, alenlange telefonregninger og ofret nattesøvn er vi kommet til måls. Vores indsamling af teori foregik i 2000-2001, produktet blev udviklet løbende over 2001 og afprøvet i efteråret 2001. Transskriberingen af optagelserne fra brugerafprøvningen blev gjort umiddelbart efter afprøvningen. Her i forsommeren 2004 har vi gennemarbejdet det producerede materiale og lavet analyser. Vi har endvidere indsamlet nye data til vores produkt, da visse dele af det var tidsbestemte og vi gerne vil lancere produktet i år. 5

INDLEDENDE OVERVEJELSER Vi gik ind i dette projektarbejde med den holdning, at brugen af retshåndhævelsesarrest krænker vores retsfølelse og er imod retssystemets grundlæggende principper om, at et menneske er uskyldigt til det modsatte er bevist. Retshåndhævelsesarrest er en af fire begrundelser for varetægtsfængsling. Ved retshåndhævelsesarrest fængsles mistænkte for at almenhedens tiltro til retshåndhævelsen skal opretholdes. Dette kan gøres i sager, hvor mistanken er særlig bestyrket og straffen kan forventes at blive over 60 dage. Med andre ord: Varetægtsfængsles mistænkte uden retssag ud fra tanken om at de sandsynligvis bliver fundet skyldige. Retshåndhævelsesarrests begreb om særlig bestyrket mistanke flytter afgørelsen om skyld fra retssagen til grundlovsafhøringen. Dette tilsidesætter hele domsprocessen ved at idømme forventet straf til mistænkte. Dette kan ske, hvis der foreligger det som kaldes særlig bestyrket mistanke. Simpelt sagt: At dommeren mener, at der er så meget hold i anklagen, at den anklagede ligeså godt kan påbegynde sin afsoning nu, således at offeret og befolkningen føler at retsstaten fungerer og beskytter mod overgreb. Vores holdning var, at hvis retsvæsenet skal bevare sin troværdighed, må retshåndhævelsesarrest fjernes fra dansk lovgivning. Vi ville arbejde frem imod en fjernelse af retshåndhævelsesarrest som den er formuleret i retsplejelovens 762 stk. 2: 6 En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået 1. en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller

2. en overtrædelse af straffelovens 119, stk. 1, 123, 244-246, 250 eller 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod (Retsplejeloven, 762 stk. 2). Vi havde således en konkret opgave: Vi ville skabe et politisk flertal imod retshåndhævelsesarrest og vælge den kommunikationsstrategi der kunne føre os til målet. Vores overvejelser gik på en politisk kampagne mod 762 stk. 2 sammen med en politisk samarbejdspartner. Vores teoretiske baggrundsarbejde var hovedsagelig læsning af materiale om etik i kommunikation, public relations kompetencer og kvalitativ forskning. Vi undersøgte de politiske partiers holdning til retshåndhævelsesarrest. Først søgte vi på partiernes hjemmesider. Derefter kontaktede vi partiernes kontorer for at få oplysninger vedrørende deres retspolitik generelt, og til sidst spurgte vi via e-mail de politiske partier om deres holdning til retshåndhævelsesarrest. Der var ikke nogen af partierne der 100 % tilsluttede sig vores holdning om at retshåndhævelsesarrest burde fjernes fra dansk lovgivning. De fleste svar var undvigende, og flere partier vidste ikke hvad retshåndhævelsesarrest var og havde derfor slet ikke nogen holdning til det. Andre partier var ligefrem tilhængere af retshåndhævelsesarrest. Da vi således var uden en åbenlys politisk samarbejdspartner skiftede vi strategi til overvejelser omkring hvordan vi kunne påvirke politikere til at tage stilling imod retshåndhævelsesarrest. Her måtte vi overveje, hvordan vi bedst kunne påvirke politikerne. Vi kom frem til at den bedste strategi vil være lægge pres på politikerne ved at søge at få danske medier til at tage sagen op. AGENDA SETTING I NUTIDENS SAMFUND I vores arbejde med at finde en ny strategi fandt vi hjælp i Billy Adamsens En enkelt sag. Billy Adamsen var rådgiver for Poul Nyrup i mange år og havde stor erfaring med 7

agenda setting i den politiske verden. Nutidens samfund bygger ifølge Adamsen på et vidensfundament og ikke som feudalsamfundet på et trosfundament. Samfundet bygger på en moderne rationalitet og værdier som frihed, lighed og individualitet (Adamsen 1998, pp. 59-60). I nutidens samfund har videnskab og rationel tænkning indtaget den plads religionen og troen havde, et menneske lærer samtidig at skrive og læse, og det medfører, at man bedre kan tænke udover de praktiske rammer og lave teoretiske overvejelser. Man kan på denne måde forholde sig både til traditionen og den ny viden. Man kan stadigvæk vælge at følge traditionen, men nu bliver det fordi, det virker rationelt at gøre det (Adamsen 1998, p. 66). Ifølge Adamsen har denne udvikling ført til, at folk ikke blot kan tænke diskursivt og tænke diskursivt på flere forskellige niveauer, men også kan forholde sig kritisk til den diskursive tænkning. Derfor forholder menneskene sig i dag kritisk til videnskaben og er blevet små alternative eksperter. Denne metadiskursive tænkning kalder Adamsen den tredje refleksivitet (Adamsen 1998, p. 69). 8 Ifølge Billy Adamsen mistede folket overblikket ved storbyernes opståen, men massemediernes udbredelse genskabte dette overblik. Den verden, som en overgang virkede fuldstændig fragmenteret, er nu igen blevet samlet som en helhed gennem massemedierne. Medierne har med andre ord genskabt landsbyen, bare i en større udgave den globale landsby. Massemedierne er med til dels at give vælgerne indblik i sager, og dels at gøre politikerne opmærksomme på vælgernes holdninger. For os er massemedierne en mulighed for at få et budskab ud til de reflekterende vælgere. Hvis vi hjælper journalister med at skabe en situation, hvor vælgerne bliver opmærksomme på de problemer som retshåndhævelsesarrest medfører, vil dette ifølge Adamsen gøre de ansvarlige politikere svar skyldige overfor de kritiske vælgere. Det genskabte overblik gjorde, at folk fik indblik i miljøet og i krige. De blev mere og mere kritiske mod autoriteterne. Dette ledte til ungdomsoprørene i 1960 erne. Den kritiske tænkning skulle vægtes mere i stedet for den praktiske viden, som havde været i fokus hidtil. Dette blev gennemført fra folkeskolen til gymnasiet og til andre

læreanstalter. Det var i denne tid, at den kritiske journalistik så dagens lys (Adamsen 1998, pp. 67-69). Den tredje refleksivitet fører til, at det moderne menneske forholder sig kritisk i forhold til den moderne rationalitet, til det moderne samfund og til de moderne institutioner. Færre og færre melder sig ind i partierne og politikernes autoritet er svækket. Vælgerne er ifølge Adamsen blevet mere kritiske. Den rationelle tænkning og refleksivitet er verdensomspændende. Vælgerne bruger massemedierne til at gøre politikerne opmærksomme på, når de er misfornøjede med en sag. Det sker i læserbreve og artikler, men også i meningsmålinger. De beslutninger politikerne tager, må de bakke op med argumenter for at undgå at protesten bliver til reel stemmeflugt (Adamsen 1998, pp. 79-81). Det følger heraf, at vi ved at komme ud med vores budskab til offentligheden kan lægge pres på politikerne og tvinge dem til at argumentere for deres synspunkter, fordi politikerne vil vurdere, at en manglende argumentation kan føre til stemmeflugt. Derved kommer retshåndhævelsesarrest på den politiske dagsorden. Vi tilslutter os Billy Adamsens syn på vælgerne som værende rationelle og kritiske, det er for så vidt i vores sammenhæng ikke afgørende om det faktisk er tilfældet, at vælgerne er kritiske overfor politikerne. Det er blot vigtigt at politikere og deres rådgivere, som f.eks. Billy Adamsen, tror på at de er det. Vores grundantagelse er derfor, at en dækning af retshåndhævelsesarrest i pressen kan føre til at den kan komme på den politiske dagsorden, ligesom et udspil fra en politiker imod retshåndhævelsesarrest givetvis ville komme under behandling i pressen. Mie Femø Nielsens bog Under lup i offentligheden (Femø Nielsen 2000) beskæftiger sig med samspillet mellem parterne i den medieskabte offentlighed. Vi trækker på Nielsens og Adamsens teorier omkring de praktiske rammer for mediernes rolle i samfundet. Deres syn på pressens rolle i den demokratiske proces ser vi ingen større problemer i at sammenholde. 9

DE TRE DAGSORDENER Femø Nielsen taler om tre overordnede dagsordener i agenda setting teori: 1. Mediedagsordenen De sager som medierne tager op og dækker på et givet tidspunkt, i en given prioritering. 2. Den offentlige dagsorden Det som optager befolkningen på et givet tidspunkt. 3. Den politiske dagsorden De sager politikerne arbejder med på et givet tidspunkt. (Femø Nielsen 2000, pp. 27-28). Politikere har ifølge Femø Nielsen en tendens til at tage mediedagsordenen som værende den samme som den offentlige. Dette stemmer fint overens med Adamsens syn på vælgernes opmærksomhed omkring mediedagsordenen. Adamsen har selv været en del af det politiske system som rådgiver for Socialdemokratiet, derfor kan han ses som en empirisk bekræftelse af Femø Nielsens påstand. Ifølge Femø Nielsen ser politikerne automatisk det, medierne tager op, som noget befolkningen er optaget af. Derfor forholder de sig hurtigt til en sag på mediedagsordenen for at vise befolkningen, at de handler i borgernes interesse. De står ligefrem i kø for at udtale sig. Dette samspil mellem politikere og medier virker begge veje, da journalister typisk er hurtige til at placere politisk ansvar og afkræve politikernes kommentar. Dette forhold kan føre med sig, at medier og politikere kan være meget optaget af en sag uden at størstedelen af borgerne har den mindste interesse i den (Femø Nielsen 2000, pp. 44-45). Dette er ikke helt i overensstemmelse med Adamsens teorier, hvorefter borgeren er meget mere kritisk og interesseret. Adamsens teorier stiller lidt groft sagt et lighedstegn mellem mediedagsorden og den offentlige dagsorden. For os som lobbyister er dette ikke et problem, da det er politikere der kan ændre lovgivningen omkring varetægtsfængsling, og så længe de ser mediedagsordenen som værende den samme som den offentlige, så vil de føle sig nødsaget til at tage debatten op, hvis sagen kommer tilstrækkeligt højt op på mediedagsordenen. 10

En stor del af vores arbejde vil derfor være centreret om at skaffe os adgang til massemedierne. At få vores sag sat på mediedagsordenen. Femø Nielsen og Adamsen bekræfter begge, at journalister har den nødvendige adgang til politikerne, som vi ikke har. Hvis vi kan vække journalisternes interesse for sagen, så kan de konfrontere politikerne med den. Vi er nødt til at udruste journalisterne med den nødvendige viden til kritisk at bearbejde de argumenter, politikerne kommer med. Vi vil fokusere på de journalister, der skriver for morgenaviserne. Morgenaviserne har den nødvendige plads til at kunne dække et svært tilgængeligt emne som dette. Derudover sætter deres historier tit dagsordenen for de andre medier. Et emne bliver typisk taget op i en morgenavis og indgår derefter i radio- og tv-udsendelser resten af dagen. Vi indså, at hvis vi gik til pressen, så ville sagen blive taget ud af vores hænder og vi ville sidde tilbage uden mulighed for at påvirke, hvad der blev skrevet. Derfor var det vigtigt at overveje vores tilgang til pressen meget grundigt. Her fandt vi råd hos Femø Nielsen, som anbefaler at oprette en hjemmeside. Allerede eksistensen af en hjemmeside begrænser pressens fejlcitater og manipulationer af fakta. På en hjemmeside ville vi kunne få vores side af sagen belyst. Vi kunne opstille modpartens argumenter og imødegå disse. Vi kunne begrænse pressens manipulation af fakta (Femø Nielsen 2000, pp. 324-325). På en hjemmeside kunne vi endvidere få præsenteret vores budskab på en billig og tilgængelig måde. Man kan fra sin hjemmeside løbende kommentere mediernes dækning af sagen og sagens forløb. Selve eksistensen af hjemmesiden vil tvinge medierne til at være saglige i deres dækning (Femø Nielsen 2000, pp. 324-325). En hjemmeside vil endvidere være et oplagt medie. Journalister bruger internettet som researchredskab til at finde baggrundsinformationer nyheder på både nyhedsbureauer og andre nyhedsmedier (AIM 2000). 11

OM AFSENDEREN Windahl og Signitzer skriver, at det er vigtigt for kommunikationsplanlæggeren at forstå og sætte sig mest muligt ind i modtagernes situation (Windahl og Signitzer 2000, p. 174). Femø Nielsen bruger Greimas aktantmodel, et traditionelt tekstanalyseværktøj, til at beskrive formidlingssituationen. Denne kan hjælpe os med at få bedre indblik i vores målgruppes situation og bedre at kunne sætte os ind i den. Femø Nielsen påpeger dog, at modellen ikke kan bruges til at forklare hvordan verden er, men den kan forklare, hvordan vi forstår verden. Den kan vise, hvordan aktører opfatter deres rolle i forhold til hinanden (Femø Nielsen 2000, p. 81). En aktør, i vores tilfælde journalisten, sætter sig i subjektpositionen. Således er det vores opgave at opfylde rollen som hjælper for journalisten, eller i det mindste få journalisten til at opfatte os som hjælpere. Her er det vigtigt at være ærlig for ikke at ende i modstanderkategorien. Vi må lade journalisten vide, at det er rollen som hjælper, vi opfylder. Ifølge Femø Nielsen kan vi gøre dette ved at sætte os i subjektets sted og forsøge at udlede, hvad der skal til for, at subjektet skal se os som hjælpere. Vi må derfor forsøge at dække de behov, journalisten har i forbindelse med dækningen af en sag som vores. Dette vil vi gøre ved hjælp af den teori og empiri, vi præsenterer senere i specialet. Vi vil bl.a. forsøge at dække de kriterier som journalister traditionelt opsætter for en god historie. Derudover vil vi forsøge at udforme vores hjemmeside med udgangspunkt i de redelige og sandhedssøgende principper Billy Adamsen advokerer for, når han anbefaler først at fremlægge sagens fakta, inden afsenderens synspunkt præsenteres. 12

PROBLEMFORMULERING OG PRAKTISKE OVERVEJELSER Ud fra vores indledende overvejelser formulerede vi problemet således: Vi vil udvikle en hjemmeside der kan give journalister indblik i de problemer der er ved at have retshåndhævelsesarrest i en retsstat og overbevise dem om det nødvendige i at skrive om problemerne. Dette produkt skal endvidere virke som et værktøj, journalisten kan bruge i sin dækning af sagen. Vores overordnede strategi er indirekte at få politikerne i tale igennem journalister der dækker retspolitiske emner. Vi vil sætte fokus på problemstillingen omkring retshåndhævelsesarrest i medierne. Journalister, der beskæftiger sig med retspolitisk materiale, har en gatekeeperrolle til vores adgang til den politiske debat. Med baggrund i Femø Nielsen omdefinerer vi de politiske journalister fra gatekeepere til målgruppe. Med andre ord vil vi forsøge at få journalister til at overtage sagen og derved lægge pres på politikerne til at ændre lovgivningen. Vi vil benytte pressens rolle som vagthund og debatskaber til at nå det overordnede mål. Vi har valgt at fokusere på journalister, der arbejder på morgenaviserne med dækning af retspolitisk stof, da disse har mulighed for at give et svært tilgængeligt emne som dette den nødvendige plads. Rapporten vil beskrive den proces vi går igennem for at forberede denne kampagne og udforme vores produkt, en hjemmeside. 13

OM METODE OG OPBYGNING Formålet med dette kapitel er at indvie læseren i vores videnskabelige udgangspunkt og introducere læseren til de metodiske overvejelser, specialet er opbygget om. VORES GRUNDLÆGGENDE VIDENSKABSTEORETISKE UDGANGSPUNKT Vores grundlæggende videnskabsteoretiske udgangspunkt bygger på Feyerabend. I sit værk fra 1975 Against method skriver han [ ] the only principle that does not inhibit progress is: anything goes [ ] (Feyerabend 1975, p. 23). Med andre ord tilslutter vi os det synspunkt, at der grundlæggende ikke er faste regler for, hvad der er videnskabeligt arbejde. Vi har derfor valgt ikke at binde os til et metodisk paradigme, men i stedet at bygge på kilder med vidt forskellige videnskabsteoretiske udgangspunkter. Vi har således ikke skelet til vores kilders videnskabsteoretiske udgangspunkt. I stedet har vi vurderet for hver kilde, om den har noget at bidrage med. F.eks. anvender vi både Jakob Nielsen og Steinar Kvale til at søge svar på vores problemformulering. Jakob Nielsens behavouristiske og funktionalistiske udgangspunkt har vi kombineret med Steinar Kvales hermeneutiske og fænomenologiske tilgang. Vi ser det som mest konstruktivt at kombinere flere teorier og metoder for at besvare vores problemformulering. Selv om vi overvejende bekender os til socialkonstruktivisme og en hermeneutisk fænomenologisk tilgang, erkender vi, at der findes mere end én vej til Rom. 14 VORES MOTIVATION Vi har ladet os lede af en overordnet tro på den sag vi kæmper for, og de metoder vi har valgt har været de metoder, der kunne hjælpe os at nå vores mål: At vække opmærksomhed på problemerne ved retshåndhævelsesarrest, og forsøge at få lovgivningen ændret. De valg, vi har truffet, er baseret på hvordan vi mener, at vi ved hjælp af kommunikationsværktøjer bedst når dette mål. I det følgende vil vi kort redegøre for formålet med de enkelte kapitler. Vores metodiske overvejelser har vi valgt at skrive i hvert enkelt kapitel.

Det første kapitel Om retshåndhævelsesarrest giver læseren en indføring i lovgivningen om varetægtsfængsling og den historiske baggrund for dagens lovgivning. Kapitlet går tæt på retshåndhævelsesarrest og udstiller de problemer der er med denne form for varetægtsfængsling. Vi vil også kort komme ind på Preben Wilhjelms og Hans Gammeltoft-Hansens undersøgelser af emnet. Det næste kapitel er Produktionskapitlet, hvor vi præsenterer de overvejelser vi har gjort os i forhold til produktionen af hjemmesiden. Dette kapitel er opdelt i flere underdele, der hver især repræsenterer dele af vores produktionsovervejelser. Vi starter med et generelt litteraturstudie af målgruppen: Journalister der dækker retspolitisk stof. Med baggrund i Jan Krag Jacobsens 25 spørgsmål (Jacobsen, 1997) ser vi vigtigheden af at kende vores målgruppe. Vi har baseret denne del af kapitlet på to kilder: En enkel sag, af Billy Adamsen, som beskæftiger sig med den demokratiske proces og den politiske journalists rolle i denne og Under lup i offentligheden af Mie Femø Nielsen. Denne del beskæftiger sig med journalister og deres virke generelt. Vi ser ikke nogen konflikt i at bruge teori der beskæftiger sig med journalister generelt sammen med teori om journalister der dækker retspolitisk stof. Der synes ikke at være nogen synlig forskel på disse to grupper som målgruppe. Udover at have den samme uddannelse arbejder mange journalister med bredt stof i store dele af deres karriere. Vi arbejder derfor ud fra en præmis om, at der grundlæggende ikke nogen forskel på en almindelig nyhedsjournalist og en journalist der dækker retspolitisk stof, når det kommer til valget af deres generelle tilgang til arbejdet. Udover Adamsen og Femø Nielsen trækker vi i studiet af målgruppen også på Henrik Holms undersøgelser af redaktionelle rutiner på de danske nyhedsredaktioner samt på generelle målgruppeteorier ved Sven Windahl og Benno Signitzer fra bogen Using Communication Theory. Vi tilslutter os uses and gratifications teorien. Vi arbejder ud fra den forudsætning, at vores målgruppe vil søge den information, der dækker dens behov. Derfor vil vi forsøge at dække de informationsbehov, journalisten har, når denne arbejder på en historie om varetægtsfængsling. Ved at gøre dette tilfredsstillende bør vi kunne vække journalistens interesse for at skrive om emnet. 15

I den følgende del af produktionskapitlet beskæftiger vi os mere direkte med udformningen af vores produkt. Her trækker vi på Jakob Nielsens værk Designing Web Usability. Vi vælger at bruge hans generelle teori omkring udformning af hjemmesider. Nielsens teorier bygger på tanken om enkelhed og hurtig tilgang og på at indholdet skal være det bærende. Dette passer godt til både vores og vores målgruppes behov. Vores grundlæggende antagelse er, at de journalister som dækker retspolitisk stof på de store morgenaviser, foretrækker hurtig og overskuelig tilgang til information frem for layoutmæssige og grafiske finesser. Vi beskæftiger os derefter med skrivning til Internettet. Vi redegør for vores overvejelser over form og indhold af teksterne på hjemmesiden med udgangspunkt i Nielsens tekniske henvisninger og vores valg af retoriske virkemidler og argumentationsstrategi. Vi tager udgangspunkt i Jakob Nielsens 50% regel: Man skal skrive 50% kortere tekster til Internettet end på papir. Vi trækker derudover på retoriske virkemidler fra undersøgelsen Retorik der flytter stemmer, et værk, som er baseret på målinger af effektfuld argumentation i en bred offentlig dansk kontekst, af Charlotte Jørgensen, Christian Kock og Lone Rørbech. Undersøgelsen anbefaler nogle generelle strategier og retoriske træk, som vi kan anvende i vores argumentation i forhold til at opnå tilslutning fra en målgruppe af borgere, herunder journalister og politikere, med en heterogen politisk, uddannelsesmæssig og social baggrund. Med andre ord, hvordan man argumenterer for en enkeltsag i en bred offentlighed. Vi har derfor valgt at basere vores retorik på undersøgelsens resultater. Vi supplerer denne del med hæftet Formidlingstekster fra universitetsopgave til artikel af Christian Kock og Lotte Rienecker, udgivet af Formidlingscenteret ved KUA, som videre hjælp i forståelsen af hvordan man udformer tekster til vores målgruppe. Vi søger naturligvis at tilpasse hjemmesidens indhold til vores målgruppe. Her finder vi råd hos Billy Adamsen som præsenterer nyhedskriterierne, og Koch og Rienecker der præsenterer interessekriterierne, som begge er journalistiske virkemidler og en indarbejdet del i vores målgruppes informationsbearbejdning. 16

I den efterfølgende del af kapitlet præsenterer vi vores produktovervejelser baseret på Charlotte Jørgensens og Billy Adamsens anbefalinger. Derefter diskuterer vi hvornår den ideelle modtagelsessituation er for vores målgruppe. I Om brugerafprøvning præsenterer vi kort, hvilke teoretiske overvejelser vi har gjort os omkring vores brugerafprøvning. Vi har valgt at skabe en simuleret arbejdssituation for vores forsøgspersoner, hvor vi lader dem teste produktet, som om det indgik i deres journalistiske arbejdsdag. Derefter interviewer vi dem. Vores teoretiske udgangspunkt for afprøvningen er det kvalitative interviews, baseret på Steinar Kvales værk Interview og artiklen Om Målgrupper af Robin Cheesman. Det næste kapitel Brugerafprøvningen redegør for vores analyse af vores egenproducerede empiri. Vi har valgt kun at lave tre interviews, fordi vores målgruppe, politiske journalister der arbejder på morgenaviser, er begrænset, der findes ikke så mange af dem. Da vi ikke ønsker at fremvise en prototype for vores primære målgruppe, vil vi ikke afprøve hjemmesiden på disse, men i stedet på journalister der har klare fællestræk med målgruppen. Derfor skal vi finde journalister der har arbejdet på morgenaviserne eller har indsigt i politisk nyhedsformidling og erfaringer fra aviser. Det er ikke helt nemt at opdrive store mængder af journalister der falder i disse kategorier. Vi vil derfor hellere sætte vores indsats ind på at finde nogle få velegnede journalister end mange mindre egnede. Vi mener også at tre journalister med den rigtige baggrund kan give os nok empiri til at komme med de nødvendige konklusioner til produktionen af vores færdige produkt. Vi ser det også som en fordel at kunne fordybe os i analysen af interviewene, da dette giver os bedre indsigt i hvordan en journalist arbejder og tænker end en overfladisk gennemgang af mange interviews ville give os. I konklusionen opsummerer vi vores analyseresultater og udleder heraf hvordan vi kan forbedre vores produktion for at kunne nå målgruppen på den bedst mulige måde. Efter konklusionen vil vi perspektivere produktet op til dags dato. Der er sket meget i Danmark og hele verden siden vi gik i gang med arbejdet. Vi skabte vores hjemmeside 17

før den nuværende regering kom til magten og før krigen mod terror startede. Vi diskuterer her, hvordan disse hændelser har påvirket relevansen af vores budskab. 18

INTRODUKTION TIL RETSHÅNDHÆVELSESARREST FORMÅL Vi vil kort indføre læseren i den aktuelle lovgivning om varetægtsfængsling samt til de historiske forudsætninger, der ligger som grund for dagens lovgivning. Derudover vil vi kort komme ind på de undersøgelser der foreligger på området. VARETÆGTSFÆNGSLING I HISTORISK PERSPEKTIV Ved indførelsen af Junigrundloven i 1849 blev danske borgere sikret grundlæggende rettigheder overfor statsmagtens hidtil vilkårlige anvendelse af anholdelser og fængslinger. Det er disse regler der stadig gælder i dag. I al simpelhed går disse regler ud på, at en sigtet skal stilles for en dommer i grundlovsforhør eller løslades indenfor 24 timer. Dommeren kan i grundlovsforhøret tillade at en anholdelse forlænges med op til tre dage, hvis politiet vurderer, at det inden tre dage kan fremskaffe det nødvendige materiale til at begrunde yderligere tilbageholdelse. Denne yderligere tilbageholdelse kaldes varetægtsfængsling. Varetægtsfængsling indebærer, at den sigtede tilbageholdes før skyldsspørgsmålet er endelig afgjort. Med Retsplejeloven af 1916, der trådte i kraft i 1919, blev danske borgere sikret yderligere rettigheder. Anholdelser og fængslinger skulle nu begrundes yderligere. Flere ledende venstremænd og socialdemokrater var indtil da blevet anholdt og fængslet for deres åbenmundede kritik af provisiorieregeringen. Borgernes rettigheder i forbindelse med anholdelse og varetægtsfængsling er funderet på datidens borgeres erfaringer med en enevældig statsmagts vilkårlige overgreb. Ifølge loven fra 1919 kunne man fængsle efter tre principper: Kollusionsfare Flugtfare Fare for gentagelse 19

I 1935 blev loven om varetægtsfængsling ændret og retshåndhævelsesarrest blev indført. Dette skete efter en voldtægtssag, hvor de anklagede tilstod og derefter blev løsladt. Det medførte en ophidset folkelig debat, hvorefter retshåndhævelsesarrest blev indført i lovgivningen med stor hast for at modvirke befolkningens forargelse. Dermed var de fire begrundelser, man bruger i dag, formuleret. I Retsplejeloven står der således: 762. En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og 1. der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen, eller 2. der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed, eller 3. der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået 1. en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller 20 2. en overtrædelse af straffelovens 119, stk. 1, 123, 244-246, 250 eller 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod (Retsplejeloven, 762 stk. 2).

Kollusionsfare Kollusionsfare betyder at den sigtede antages at ville forstyrre sagens efterforskning ved at forhindre politiets arbejde. Denne begrundelse kan bedst forsvares i sager, hvor den anklagedes risiko for at komplicere sin sag yderligere står i mål med gevinsten ved at undgå domfældelse. Dette er ikke tilfældet, hvis en anklaget har en stærk sag eller svag sag imod sig, da dennes chancer for at blive dømt er henholdsvis stor og beskeden uanset at den anklagede søger at påvirke efterforskningen (Gammeltoft-Hansen 1976, p. 97). Flugtfare Flugtfare betyder, at der er begrundet mistanke om at den anklagede vil unddrage sig dom ved flugt. Hans Gammeltoft-Hansen siger at retspraksis er, at denne begrundelse anvendes allerede ved udsigt til en dom på otte måneder til et år, hvilket han anser for at være i strid med både menneskerettighedskonventionen og lovens regel (Gammeltoft-Hansen 1976, pp. 90-91). Gentagelsesfare Gentagelsesfare begrundes med muligheden for at den anklagede i fremtiden vil begå forbrydelser, som vil forsinke domsprocessen yderligere, da der så skal udarbejdes flere anklageskrifter. Sat på spidsen vil man altså forhindre en forbryder i at unddrage sig straf ved konstant at øge anklagemyndighedens arbejdsbyrde i det uendelige. Vi har forklaret de tre oprindelige betingelser for varetægtsfængsling for at læseren ikke skal forveksle begrundelserne for retshåndhævelsesarrest med disse. Retshåndhævelsesarrest har ikke noget at gøre med kollusionsfare, flugtfare eller gentagelsesfare. Retshåndhævelsesarrest Retshåndhævelsesarrest afviger grundlæggende fra de øvrige begrundelser. Formålet med retshåndhævelsesarrest er ikke at sikre at retten kan udføre sit arbejde. Formålet er alene at sikre at befolkningen føler, at loven konsekvent slår ned på forbrydere. Når retshåndhævelsesarrest anvendes sker det altså ikke af hensyn til at retfærdigheden skal ske fyldest ved dom, men alene af hensyn til befolkningens retfærdighedsfølelse. Retshåndhævelse er altså en foregribende straf, hvor det antages, at den anklagede er 21

skyldig og derfor bør påbegynde sin afsoning, uanset at sagen endnu ikke er efterforsket til bunds og skyldsspørgsmålet ikke er afgjort ved dom. Et vigtigt princip i de diskussioner, der var omkring udformningen af regler for varetægtsfængsling, var ønsket om at sikre at uskyldige ikke længere blev udsat for anholdelser og fængslinger. Et princip som langsomt er blevet udhulet i takt med at årsagen til datidens love fortoner sig i historien. TIDLIGERE UNDERSØGELSER Trods heftig kritik af Danmarks brug af varetægtsfængsling er der ikke foretaget nogen undersøgelser siden 1985. Således findes der ikke nogen oversigt over, hvilke begrundelser folk bliver varetægtsfængslet efter, om de bliver dømt efter samme sigtelse som de er varetægtsfængslet efter, eller om de bliver frikendt. Preben Wilhjelm Den seneste undersøgelse blev lavet som et forskningsprojekt ved jurastudiet i København. Det var journalisten, forskeren og politikeren Preben Wilhjelm der lavede undersøgelsen. Wilhjelms store empiriske undersøgelse strakte sig over årene 1976-85 og resulterede i en stor afhandling i 1988, Tvangsindgreb i strafferetsplejen 1976-85 (Wilhjelm, 1988) 22 Dommerens fejlprocenter ved varetægtsfængsling Undersøgelsens resultater var rystende. Ud af de 5000 der årligt blev varetægtsfængslet, blev omkring 12% eller 600 personer fuldstændig frifundet i retten eller fik anklagen mod sig trukket tilbage, omkring 3% eller 150 personer idømtes bøde eller hæfte, som efter loven ikke giver grundlag for varetægtsfængsling, yderligere 20% eller 1000 personer blev dømt, men ikke for den sigtelse der begrundede varetægtsfængsling. Det vil sige, at i 35% af sagerne, det er 1750 sager om året, var dommerens beslutning om at varetægtsfængsle i modstrid med resultatet af dommen. Dommerens fejlprocenter ved retshåndhævelsesarrest Retshåndhævelsesarrest stod dengang årligt for omkring 1100 af de 5000 sager. Denne fængslingsgrund var endvidere den der gav længst gennemsnitlig varetægtsfængsling.

Wilhjelm kalder retshåndhævelsesarrest der kom ind i lovgivningen i 1935 efter en oprørt stemning: Et typisk eksempel på paniklovgivning. Wilhjelm tager afstand fra politikernes tro på princippet om den særlig bestyrkede mistanke. Han påpeger, at ud af de 1100 sager blev 5%, svarende til 60 personer årligt slet ikke dømt og yderligere 40%, svarende til 500 personer, blev ikke dømt for den forbrydelse de blev sigtet for, men blev dømt for mindre alvorlige forbrydelser. Altså en fejlprocent på 45%. Wilhjelm påpeger, at retshåndhævelsesarrest er forventet straf og derfor er imod de to grundlæggende principper for en retsstat, at enhver mistænkt skal betragtes som uskyldig til det modsatte er bevist, og at ingen må straffes uden dom. Wilhjelms resultater var skræmmende, men trods disse afsløringer føres der stadigvæk ikke statistik over området. Det undrer os derfor, at politikerne kan forsvare retshåndhævelsesarrest ud fra en tiltro til dommerne, når den sidste undersøgelse viste en fejlprocent på 45%. Det er stort set det samme som hvis de havde slået plat eller krone. Hans Gammeltoft-Hansen om retshåndhævelsesarrest En af de mest grundige gennemgange af den danske varetægtsfængsling er Hans Gammeltoft-Hansens doktordisputats Varetægtsfængsling fra 1976. Gammeltoft-Hansen siger at: [ ] retshåndhævelsesarrest, afklædt alle omsvøb, fremtræder som anticiperet straf endog i hovedsagen båret af et repressionsbehov. (Gammeltoft-Hansen 1976, p. 102) Derved er Gammeltoft-Hansen enig med Wilhjelm i, at retshåndhævelsesarrest er imod de grundlæggende principper for en retsstat: At enhver mistænkt skal betragtes som uskyldig til det modsatte er bevist, og at ingen må straffes uden dom. 23

Hans Gammeltoft-Hansen siger ikke at retshåndhævelsesarrest er i modstrid med FNs Menneskerettighedskonvention, men mener heller ikke at den nødvendigvis kan sammenholdes med den Han påpeger at den ikke er nævnt eksplicit i erklæringen, men siger samtidig at Ministerrådets henstilling af 9. april 1965, hvis formål er at udvide menneskerettighedskonventionens principper om varetægtsfængsling, udelukker retshåndhævelsesarrest (Gammeltoft-Hansen 1976, p. 82). Gammeltoft-Hansen påpeger, at det ikke kan være straffeprocessens opgave at tilfredsstille opinionens vrede, og at erfaringerne fra en politisk ekstrem periode i Tyskland har fremhævet dette synspunkt (Gammeltoft-Hansen 1976, p. 126). 24

OM PRODUKTIONEN MÅLGRUPPEN Vores målgruppe er journalister der arbejder med dækning af retspolitisk stof på de store morgenaviser, dette er en meget smal målgruppe, hvilket er en klar fordel, da vi så kan målrette vores produkt meget specifikt. Vi fandt inspiration til vores undersøgelser af målgruppen i Jan Krag Jacobsens 25 spørgsmål, hvor Jacobsen påpeger vigtigheden af direkte kontakt med målgruppen, da dette kan korrigere fejlagtige opfattelser og udvikle vores personlige ressourcer som formidlere til den (Jacobsen 1997 p. 29). Vi havde en antagelse om, at journalister der arbejder med nyhedsformidling på mange områder er en rimelig homogen gruppe, der arbejder efter de samme rutiner. Dette var også noget vi oplevede på redaktionerne. F.eks. bruger de fleste nyhedsmedier de samme nyhedsbureauer, og de store medier dækker i høj grad de samme historier. Denne forestilling bliver bekræftet i bogen Verden på tilbud, der er baseret på en undersøgelse af 2480 avisartikler og indslag fra 16 danske medier. Bogen konkluderer at udlandsdækningen er stort set ens i alle danske medier, og at stort set alle bruger Ritzau og de samme udenlandske medier til at orientere sig i (Holm et al. 2000, pp. 152-155). Undersøgelsen beskæftiger sig med udenlandske nyheder, men vores oplevelser med journalister bekræfter, at denne ensartede prioritering er gældende for journalister generelt. På en redaktion er det tit samme journalist der dækker flere forskellige områder. Forskellen mellem journalister, der skriver om retspolitisk stof og andre journalister, ligger groft sagt i deres viden og ikke i deres researchmetoder eller overordnede tilgang. Jan Krag Jacobsen påpeger vigtigheden af at tale samme sprog som målgruppen (Jakobsen 1997, pp. 29-30). Da vi har fået indsigt i nogle af de hjemmesider journalister bruger i det daglige arbejde, kan vi vælge at lægge os tæt op ad disse i design og indhold. Her er det især interessant at se Ritzaus nyhedsside, da denne er en af dem danske journalister bruger mest. 25

Målgruppens kendskab til retshåndhævelsesarrest Vi er klar over, at de journalister, som er vores målgruppe, beskæftiger sig med retspolitik, og derfor har et vist kendskab til retspleje. Men vi mener ikke, at vi kan forudsætte et dybere kendskab til varetægtsfængsling, og slet ikke til retshåndhævelsesarrest. Vi fandt nyttig information om vores målgruppe i Billy Adamsens En enkel sag. Billy Adamsen påpeger, at de fleste journalister ikke besidder den nødvendige ekspertviden for at få den fulde forståelse af en sag. Derfor kommer pressens viden i konkrete sager meget tit fra lobbyister og politikere, der i et forsøg på at få deres vinkel på sagen trykt, glemmer at forklare sagens reelle fakta. Dette kan føre til store misforståelser som kun forværrer situationen for den sag lobbyisten eller politikeren kæmper for (Adamsen 1998, p. 100). Denne bekymring deler Windahl og Signitzer, der påpeger, at det at se sin målgruppe som potentielle sendere medfører både fordele og ulemper. En ulempe er at det er svært at styre hvad disse videresender, og at misforståelser nemt kan indfinde sig (Windahl og Signitzer 2000, p. 172). Billy Adamsen anbefaler, at man forklarer den større sammenhæng først og derefter forklarer sit eget synspunkt, dette giver journalisterne bedre mulighed for at forstå budskabet (Adamsen 1998, p. 100). Billy Adamsen argumenterer for, at den forenkling vores målgruppe journalister bliver beskyldt for,, i høj grad skyldes de mangelfulde oplysninger de får fra politikere. Det er derfor ikke mediernes valg at forenkle og fokusere på de forkerte ting i en sag, dette skyldes i høj grad misinformation (Adamsen 1998, p. 121). Dette er endnu et argument for at give målgruppen hele historien i stedet for kun vores synsvinkel. Den blinde tro Femø Nielsen siger, at der er en stor forskel på mediernes behandling af de tre statsmagter: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Medierne er hurtige til at kritisere de to første, men kritiserer sjældent den dømmende. Domstolen bliver set som upartisk og dens arbejde er stort set ikke til debat. Kun engang imellem bliver visse dommeres upartiskhed diskuteret i sammenhæng med bijobs og inhabilitet, men aldrig institutionen. 26

Domstolen får almindeligvis tildelt en rolle som sandhedsinstans. Når domstolen har talt er sagen afgjort, yderligere kritik af sagen vil gå på politisk plan om en mulig lovændring. Man diskuterer ikke domstolenes kompetence. Femø Nielsen konkluderer spørgende: Det ligger selvfølgelig i selve institutionen, at den er autoritativ, men skulle det være et argument for ikke at undersøge dens virke, så skulle man jo også holde sig fra store dele af den politiske dækning. (Femø Nielsen 2000, p.122). Dette er et stort problem for vores kampagne. Domstolene er en så stor autoritet i samfundet og medierne, at de virker ufejlbare. Derfor er det svært at rejse vores sag i befolkningen. Den status institutionen har mellem folk, vil gøre det meget svært at få ørenlyd for vores argument at dommere laver fejl i grundlovsafhøringer, mange fejl og at vi bør begrænse muligheden for at disse fejl rammer uskyldige. At domstolene er fejlbare går simpelthen mod pressens og samfundets grundholdning. Det der gør sagen endnu mere kompleks er, at vi også bruger domstolene som sandhedsinstanser. De fejl der bliver lavet i grundlovsafhøringerne bliver målt ud fra sagernes endelige domfældelser. Vi er opmærksomme på, at det ikke bliver nemt at overbevise journalister om det nødvendige i at skrive om vores sag, da de antages at have denne nærmest blinde tiltro til dommere. Samtidig formoder vi, at journaliststanden generelt har den kritiske journalistik som et højt ideal. Vi satser på at vores kritiske stillingtagen til retshåndhævelsesarrest kan anspore målgruppen til at bryde vanetænkningen med at tro på dommeres ufejlbarhed. Med andre ord vil en kritisk journalist være nødt til at forholde sig til de høje fejlprocenter, som vi kan præsentere. Denne formodning bliver bekræftet i værket Journalistikkens grundtrin hvor Mogens Meilby påpeger, at den kritiske journalistik er et højt ideal for journalister, og at dette genspejles i det faktum, at siden Cavling-prisen blev uddelt for første gang, har mere end halvdelen af prismodtagerne fået den for journalistik, der afslører magtmisbrug og sager hvor mennesker er kommet i klemme i samfundssystemet (Meilby 1999, p. 28). 27

SYSTEMUDVIKLING KONTRA AD HOC TILGANG Inden vi går i gang med at fremstille hjemmesiden undersøger vi mulighederne for at anvende en stringent metodisk tilgang herfor. Udvikling af hjemmesider er beslægtet med systemudvikling af andet software. Teorierne indenfor systemudvikling for eksempel indenfor Rationel Unified Proces og extreme programming er beregnede til at udvikle mere komplekse systemer, herunder inddragelsen af større teams af udviklere end vores lille tomandsgruppe. Med mange skiftende medarbejdere på et stort udviklingsprojekt er dokumentation af strategi og udførelse nødvendig. Men det vil være at skyde gråspurve med kanoner at anvende disse metoder til vores formål. Vi vælger derfor i stedet selv at konstruere en metodisk tilgang specifikt beregnet på vores konkrete problemstilling. VALG AF TEORI I forbindelse med design af hjemmesider er det vanskeligt at komme uden om Jakob Nielsen, som mere end nogen anden har været fortaler for usability i design til internettet. Vi vil dog anvende det danske begreb brugervenlighed i stedet for usabilitybegrebet. Nielsens funktionalistiske tankegang, hvor der lægges vægt på enkelhed, effektivitet og information frem for design og æstetik, er velegnet til vores brug. Dels fordi vi henvender os til en målgruppe som ofte er under tidspres og derfor har brug for hurtig adgang til fakta, dels fordi Jakob Nielsen opstiller meget konkrete retningslinier for godt design i forhold til effektiv kommunikation. 28 Kritik af Jakob Nielsen Jakob Nielsens position er udfordret fra flere sider. Hans universalistiske tankegang, hvor de samme principper gælder for alle slags hjemmesider bliver f.eks. udfordret af genrebegrebet. Crowston og Williams kategoriserede f.eks. i 1997 48 forskellige genrer som blev anvendt på Internettet (Crowston 1997). I vores tilfælde ser vi ikke noget praktisk modsætningsforhold mellem Jakob Nielsens tilgang og genrebegrebet, da allerede eksisterende hjemmesider med primær målgruppe journalister i høj grad er kompatible med Nielsens principper. Se f.eks. www.journalisten.dk eller Ritzaus nyhedsside. Andre genrer vil være betydelig mere inkompatible med Nielsens teorier.

Jakob Nielsens grundprincipper harmonerer heller ikke så godt med et evt. brugerkrav om en æstetisk oplevelse. Igen er vandene skilte her mellem forskellige positioner. Jakob Nielsens nærmest puritansk effektive tilgang og andre teoretikere som f.eks. Djajadiningrat, Graver og Frens, der argumenterer for at æstetik skal være tænkt ind i designet og har udviklet metoder til dette (Djajadiningrat 2000). Igen vil vi argumentere for at dette ikke skønnes at være et problem i forhold til udviklingen af vores hjemmeside, da målgruppen er informationsvant. Vi har dog tænkt en anelse æstetik ind vores hjemmeside ved at give den farver på og lade os inspirere af designet på www. jp.dk og www.berlingske.dk. Vores primære ambition er dog ikke at give målgruppen en æstetisk oplevelse, da vi primært finder Jakob Nielsens tilgang anvendelig til vores formål. Med andre ord er ambitionen i forhold til æstetik at målgruppen bare ikke må opleve siden som så grim, at de ikke vil læse den. Et synspunkt Jakob Nielsen også deler. Jakob Nielsens retningslinjer for brugervenlighed I dette afsnit vil vi kortfattet beskrive de retningslinjer for design, som vi anvender fra Jakob Nielsen. Vi har tilladt os at fordanske hans begreber og udlægge dem med vores egne ord. Vi har ikke kunne finde på sigende danske ord for begreberne browser og frames, så disse begreber oversætter vi ikke. Jakob Nielsens retningslinjer Vi har baseret følgende retningslinjer på en syntese af fem artikler af Jakob Nielsen: Alertbox for May 1996: Top Ten Mistakes in Web Design Alertbox, May 2, 1999: Top Ten Mistakes Revisited Three Years Later Alertbox, May 30, 1999: The Top Ten New Mistakes of Web Design Alertbox, July 23, 2000: End of Web Design Alertbox, October 29, 2000: Flash: 99% Bad Nul læring: Hjemmesiden skal tage udgangspunkt i at målgruppen med sin allerede eksisterende erfaring med hjemmesider umiddelbart kan gå i gang med at anvende dens indhold. Ingen frames: Frames er forbudt, fordi det kan give problemer for brugeren og nogle browsere. Vi vælger derfor ikke at anvende frames. 29

30 Ingen ny teknologi: Det gælder om at så mange brugere som muligt, også brugere med ældre versioner af browsere kan anvende siden, så des ældre teknologien er, des større er chancen for at brugeren faktisk kan anvende den. I forhold til vores produkt anvender vi derfor ikke scripts, Javaappleter eller Shockwave. Vi anvender dog Cascading Style Sheets (CSS), da dette har været understøttet af de mest udbredte browsere i flere år. Ingen komplekse henvisninger: Brugeren skal kunne taste en henvisning ind fra et papir og så skal det ikke være besværligt at taste det ind. F.eks. er det besværligt at taste henvisningen www.xc.dk/~3245325/makak/s83/d093.htm ind. Vi vælger derfor at alle henvisninger kan skrives uden brug af specialtegn som f.eks. ~. Vores endelige version af siden vil vi placere på et domæne købt til formålet, som har et letgenkendeligt navn: Henvisning til forsiden på alle sider: Brugeren skal altid kunne vende tilbage til hovedsiden, uanset hvor på hjemmesiden brugeren er kommet hen. Dette gør vi ved altid at have en henvisning på hver side der hedder Til hovedsiden. Undgå så vidt muligt at teksten på skærmen kræver at brugeren skal rulle ned for at læse den, men sørg i stedet for at hver tekst så vidt muligt kan læses uden brug af mus til at rulle ned i teksten. Ifølge Nielsen så er der grund til at formode at brugere generelt gerne vil læse tekster, hvor det er nødvendigt at bruge rullepanelet (scrolle) for at kunne læse hele teksten. Dette kræver dog at de vigtigste visuelle elementer f.eks. overskrifter er synlige. Vi vil tilstræbe at gøre vores tekster korte så brug af rullepanelet kan undgås. Da vi ikke kan kontrollere vinduets størrelse hos brugeren, kan vi ikke dog gøre mere end dette. Ensartede henvisninger: Det er konvention i de fleste browsere at henvisninger, der er trykket på bliver lilla eller røde, og henvisninger, der ikke er trykket på, er blå. Der er ifølge Nielsen ingen grund til at bryde med dette og dermed måske forvirre brugeren. Vi har ladet os inspirere af Jyllandspostens og Berlingske Tidendes farvevalg, herunder at henvisningerne på hjemmesiden er grønne for at opnå et konsekvent layout. Vi gør dette ud fra den antagelse at journalister i det 21. århundrede er vant til at læse internetudgaverne af disse to landsdækkende aviser. Vi afviger derfor her fra Nielsens anbefaling, men ser det ikke som et problem. Hurtig læsning af sider: Hjemmesiden skal generelt være så hurtig som muligt at hente ned, så brugeren ikke skal vente længere end højst nødvendigt. Da vores pro-

dukt kun kommer til at bestå af korte tekster og skabelonen til CSS, mener vi dette krav er indfriet. Ingen vinduer: Lad være med at åbne nye vinduer, da det kan genere brugeren med et eller flere åbne vinduer. En simpel regel vi blot følger. Tilbageknappen: Sørg for at tilbageknappen virker og lad være med at irritere brugerne ved at sætte den ud af funktion, så de ikke kan gå tilbage efter behov. Igen er dette en simpel regel, vi ikke afviger fra. Opdaterede sider: Sørg for at siden er opdateret i det omfang der kommer nyt og relevant materiale og fjern forældet materiale. Vi vil forsøge at dække dette behov, og det er givet at kommer der nyere oplysninger imellem brugerafprøvningen og lanceringen af siden, vil vi opdatere siden med disse, og derved opfylde dette krav. Der skal være en søgefunktion. Vi medtager ikke denne søgefunktion, da vi finder den overflødig pga. produktets enkle opbygning, og overskuelige størrelse. Vi afviger derfor her fra Nielsens anbefaling. Efter denne udlægning af de basale principper for brugervenlige hjemmesider vil vi nu redegøre for vores overvejelser om selve indholdet af siden. OM AT SKRIVE TIL INTERNETTET I dette afsnit vil vi redegøre for vores overvejelser om såvel form som indhold af teksterne på hjemmesiden med udgangspunkt i Nielsens tekniske henvisninger og vores valg af retoriske virkemidler og argumentationsstrategi. Nielsens tekniske anbefalinger Nielsen skriver at læsning af en hjemmeside foregår 25% langsommere end læsning fra papir. Bl.a. af denne årsag skimmer læsere som udgangspunkt hjemmesiderne. Helt konkret anbefaler han følgende generelle retningslinier: Skriv ikke mere end 50% af, hvad du ville skrive på papir. Forlang ikke at læsere skal læse tekster i et kontinuerligt forløb. Nedbryd teksten til små afsnit, evt. i punktform ved opsummeringer og lav hyperlinks til andre tekster i stedet for at skrive lange tekster ud i et (Nielsen 2000, p. 101). 31