1 Grindsted Kirke. Søndag d. 20. november 2015 kl. 9.30. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, Matt. 11,25-30. 2. tekstrække. Salmer. DDS 430 Lov og tak og evig ære. DDS 276 Dommer over levende og døde. DDS 644 Aldrig er jeg uden våde. - - - DDS 658 Når jeg er træt og trist. Altergang: DDS 28 De dybeste lag i mit hjerte. DDS 431 Herre Kristus, dig til ære. Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skriver profeten Mika: Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt højt over bjergene, knejsende over højene. Folkene skal
2 strømme dertil, talrige folkeslag skal drage af sted og sige:»kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.«Han skal skifte ret mellem talrige folk, fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Mika 4,1-3. Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild. Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I. 1 Kor 3,10-17. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde:»jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«matt 11,25-30.
3 Prædiken. Som så ofte før vender Jesus sagerne på hovedet. Vi har så travlt med at fremstå som professionelle og med styr på tingene. Vi vil udstråle, at vi er vise og forstandige. Derfor virker det sært, når Jesus fastslår, at hans budskab er åbenbaret for umyndige. Er det ikke at tale ned til os, der tror på ham? Behandler han os ikke som børn med den bemærkning? Svaret er både ja og nej. Han taler for så vidt ned til os. Men det skal ikke forstås på den normale måde, som en manglende forståelse for og accept af dem, der tales ned til. Jesus kan ikke andet end tale ned til os, fordi han i kraft af sin guddommelighed befinder sig på et højere niveau end os. Han taler til os, som en voksen taler til et barn, fordi vi alle er børn i forhold til ham. Det kan ikke være anderledes, fordi der nu engang er kolossal forskel på det menneskelige og det guddommelige. Hvis man ikke erkender dette, kan man sagtens være vis og forstandig i egne øjne, men ikke i Guds. Da har man netop behov for at blive en smule umyndiggjort; at indse, at man ikke er universets midtpunkt; ikke er den, hvorom alting drejer, men at den position kan være besat af noget, der er meget større end mennesket. Mange vil vrænge på næsen af sådan en beskrivelse. Ifølge dem er det troende mennesker, der umyndiggør sig selv, mens man, når man benægter Guds eksistens, er vis og forstandig. Hvorfor sætte sin lid til noget ubeviseligt, der lige så godt kan være fri fantasi? Det afslører blot, at man har brug for en mental sutteklud at trøste sig med, fordi man ikke kan acceptere livets grundlæggende meningsløshed. I stedet for at hægte sin forhåbning op på en fiktiv guddom, bør man indse sagernes rette sammenhæng og få det bedste ud af livet, mens man har det. At vi skal få det bedste ud af livet, kan troende ikke være uenige med ateister i. Livet er en gave fra Gud og skal derfor behandles med respekt og taknemmelighed. Men
4 fordi vi alle har fået livet af Gud, er vi ikke kun forpligtede på at behandle vort eget liv, men også alle andres med respekt. Gør vi ikke det, behandler vi ikke Guds ejendom ordentligt. Humanistiske ateister kan mene nogenlunde det samme, idet de anser det for at være etisk korrekt at skabe de bedste forhold for flest mulige mennesker. De handler altså ud fra en slags solidaritet med deres egen art. Sådan kan kristendom og humanisme langt hen ad vejen gå hånd i hånd. Men filmen knækker, når man tillægger mennesket mere ædle motiver, end det har. Allerede i den gammeltestamentlige syndefaldsmyte slås det fast, at vi mennesker begår fejl. Vi skal konstant være varsomme over for vores egen svaghed, så vi ikke træffer beslutninger, vi senere fortryder, fordi de kommer til at skade os selv eller endnu oftere andre. Problemet med humanismen er, at den tiltror mennesket for rent et hjerte. Religion får tit skylden for alverdens ulykker, og vel står der en oftest forskruet religiøs opfattelse bag en stor del af verdenshistoriens krige og konflikter. Der findes mange eksempler på krigerisk retorik i forskellige helligskrifter. Heller ikke Bibelen går fri. Men fjendebillederne og opfordringerne til krig bliver modsagt, for eksempel i den gammeltestamentlige tekst fra profeten Mikas Bog, som vi hørte før. Her forudser profeten en situation, hvor de skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Desværre er disse modsigelser ikke altid tilstrækkelige til at undgå, at der føres krig i Guds navn. Andre gange opstår krige imidlertid uafhængigt af religion. Ja, ofte har de baggrund i ideologier, der har undertrykt religiøse udsagn og skikke i årevis. I nyere tid er diktatorer med millioner af menneskeliv på samvittigheden blevet repræsentanter for menneskeskabte ideologier, der er gået amok. Tænk bare på Stalin, Hitler, Franco, Mussolini, Mao, Pol Pot, Idi Amin og Pinochet. Listen er meget længere og de handlinger, diktatorerne har været ansvarlige for, er ofte frygteligt blodige. Uretfærdighed og overgreb kan altså foregå med baggrund i både religion og politisk ideologi. Men fælles for dem begge er, at bagmændene har følt sig hævet over andre,
5 hvad enten de har handlet i Guds eller ideologiens hellige navn. Derfor er det hverken religionerne eller ideologierne, der er farlige i sig selv. Det er de mennesker, der mener at kunne tage patent på sandheden og med vold og magt vil føre den ud i livet, der er farlige. Ligeledes udvikler dem, der lader sig besnakke af chefideologerne, sig til repræsentanter for et dødsensfarligt system. Dette gør kristendommen opmærksom på, i modsætning til humanismen, der har en naiv tiltro til menneskets etiske standard. Indenfor humanismen findes der nemlig ikke noget højere end mennesket selv, hvilket åbner for den tankegang, at mennesket er guddommeligt. Men idet vi ophøjer os til guder, kan det ikke andet end gå galt, for da anser vi os for at være ufejlbarlige. Med en tilpas effektiv propagandamaskine kan man oven i købet få andre til at tro på ens ufejlbarlighed. Sker det, er det blot med til at bekræfte den, der gør krav på en slags guddommelig status, så han i endnu højere grad skrotter selvkritikken og slår hårdt ned på dem, der tænker anderledes end ham og hans tilhængere. Derfor er det slet ikke så tosset, når Jesus fremhæver de ydmygede; dem, der er sig deres begrænsninger bevidst og som ved, at de bestemt ikke er guddommelige. Hvad der følger af erkendelsen af ens egne begrænsninger er en bevidsthed om sine egne fejl, eller - sagt med et traditionelt kirkeligt begreb ens egne synder. Kristendommen stempler netop hver og en af os som syndere; som svage sjæle, der er lette at lokke; og det er præcis, hvad vi er. Ingen af os er blege for at dømme andre på et meget tyndt grundlag. Ind imellem generaliserer vi så tykt, at det må efterlade en underlig smag i munden. Kontanthjælpsmodtagere gider ikke arbejde, men vil bare have fingre i de penge, vi andre tjener, påstår én. Flygtningene skal skride tilbage til det land, de kom fra, for enten er de terrorister eller også gider de ikke arbejde, fastslår en anden. Kristne er hjernedøde fundamentalister, der dyrker en forældet fantasigud, proklamerer en tredje. Vi kaster om os med fordomme og er ofte slet ikke klar over, hvor tyndt et grundlag, vi udtaler os på. Ofte skal der bare et kort indslag i TV til, at vi lægger en bestemt befolkningsgruppe for had.
6 Bevidstheden om, at synden lurer i os alle sammen, kan dog være med til, at vi hver især stopper op ind imellem og giver vores fordomme et serviceeftersyn. Er kendsgerningerne så sort-hvide, som vi gerne vil gøre dem til? Er det størstedelen af landets kontanthjælpsmodtagere, der nasser på systemet, eller er det en langt mindre procentdel, eller måske slet ikke nogen? Hvor mange flygtninge kommer hertil af bekvemmelighed eller med den hensigt at udføre en terrorhandling, og hvor mange kommer, fordi de ikke har andet end død, ødelæggelse, forskruede religiøse ideologier og folkemord at vende tilbage til? Kan man kun være kristen, hvis man er fundamentalist, og er alle fundamentalister pr. definition ubegavede? Når man således gennemgår et selvkritisk eftersyn, bliver man opmærksom på sine egne fejl. Man bliver opmærksom på, at man selv er en synder. Det er ganske ydmygende. Man føler sig umyndiggjort af sig selv, fordi ens selvrefleksion har afsløret, at man ikke er så god, som man gik rundt og troede. Men i Jesu replik fra dagens tekst er det ikke noget negativt at være umyndig. Gud har jo netop åbenbaret sit glædelige budskab for umyndige, altså for dem, der indser, at de langt fra er perfekte. Dem, der i egne øjne er vise og forstandige, har derimod ikke øje for Guds glædelige budskab, og de mener heller ikke, at de har brug for det; for de anskuer grundlæggende sig selv for at være fejlfri, hvilket er det farligste, der kan ske for et menneske. Da er ethvert bolværk mod syndens frie bevægelighed nemlig væltet. Den, der erkender sin egen fejlbarlighed og fundamentale syndighed har den fordel, at han kan være på vagt overfor sig selv. Det er ikke altid, at denne opmærksomhed er tætmasket nok, for synden er en mester i at finde udveje. Den smyger sig rundt i hjernen på os med slesk tale og lækre argumenter. Netop derfor er det kristendommens største styrke, at den forkynder Guds tilgivelse. Selvom vi fejler gang på gang, er Gud som en far, der er i stand til at give sit barn den ene nye chance efter den anden. Derfor siger Jesus også: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil
7 give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. Umiddelbart er det svært at se det positive i denne opfordring, for Jesus tager ikke byrderne fra os. Tag mit åg på jer, siger han og hægter vores byrder på åget. Idet vi tror, slipper vi nemlig ikke for livets skyggesider. Vi bliver heller ikke bedre mennesker end andre, for vi er stadig underlagt synden. Men i kraft af troen på Guds tilgivelse har vi fået et åg, der fordeler byrdernes vægt, så de ikke føles helt så tunge. På den måde indeholder det kristne budskab en dobbeltbevægelse, der i første omgang slår os til jorden med sin dom over hver eneste af os som synder. Men derefter trækkes vi op igen, sådan som en far hjælper sit barn op, når det er væltet, så det kan gøre et nyt forsøg på sine usikre ben. Guds tilgivelse gentages gang på gang, som perler på en snor eller som år, der følger på år. Derfor kan vi her ved kirkeårets slutning - sætte vor lid til, at Guds tilgivelse vil følge os ind i det nye år, sådan som den har fulgt os i al den tid, vi har levet. Amen.