EN ANALYSE AF SOCIALE OG ARBEJDS- MÆSSIGE KONSEKVENSER AF EN ARBEJDSSKADE

SOCIAL RAPPORT 2008 EN ANALYSE AF SOCIALE OG ARBEJDS- MÆSSIGE KONSEKVENSER AF EN ARBEJDSSKADE 350 300 250 200 150 100 50 0 året før året efter 2 år efter 3 år efter 4 år efter 5 år efter 6 år efter 7 år efter 8 år efter 9 år efter førtid andet efterløn kontanthjælp dagpenge sygedagpenge orlov revalidering uddannelse tilskud

1 Forord Jo større tab af erhvervsevne man har efter en arbejdsskade, desto ringere bliver ens evne til at forsørge sig selv. I løbet af få år lever langt hovedparten af de alvorligt tilskadekomne af offentlige ydelser, primært førtidspension. Der er dermed en klar sammenhæng mellem alvoren af skaden, erstatningens størrelse og så evnen til at forsørge sig selv. Det er nogle af konklusionerne i denne første analyse fra Arbejdsskadestyrelsen om de sociale og arbejdsmæssige konsekvenser af arbejdsskader. Analysen viser med udgangspunkt i skadeårgang 1997 hvordan en arbejdsskade påvirker den enkeltes liv. Undersøgelsesperioden strækker sig over ti år fra et år inden ulykken eller anmeldelsen til ni år efter. På ulykkesområdet betyder et tab af erhvervsevne på 50 procent eller derover, at den enkelte ni år efter ulykken kun forsøger sig selv 15 dage om året. Inden ulykken forsørgede den enkelte sig selv i gennemsnit 313 dage om året. Hvis en erhvervssygdomssag bliver afgjort med mere end 50 procent i tab af erhvervsevne, bliver den enkeltes evne til at forsørge sig selv i gennemsnit reduceret fra 225 dage om året til 30 dage. Overgangen fra sygedagpenge til førtidspension sætter ind allerede efter det første år til to efter arbejdsskaden. En hurtig og koordineret indsats fra flere parters og myndigheders side omkring den tilskadekomne er derfor afgørende, hvis vedkommende skal bevare en aktiv tilknytning til arbejdsmarkedet. København, den 23. juni 2008 Anne Lind Madsen Direktør 2

1 FORORD...2 2 ANALYSENS FORMÅL...5 3 ANALYSENS RESULTATER...6 3.1 Formål...6 3.2 Gruppering af de tilskadekomne...6 3.3 Tidligere analyse af skadeårgang 1997...7 3.4 Sociale og arbejdsmæssige konsekvenser...7 3.5 Modtagelse af offentlige ydelser året før ulykkesanmeldelsen...8 3.6 Modtagelse af offentlige ydelser året før anmeldelsen af erhvervssygdommen...8 3.7 Anmeldelse af ulykker og erhvervssygdomme...9 3.8 Sociale og arbejdsmæssige konsekvenser af arbejdsskaden...9 3.9 Køn...11 3.10 Alder...11 3.11 Erhvervssygdomme og diagnose...11 3.12 Ulykker og skadens placering på legemet...12 3.13 Sygedagpenge...12 4 BESKRIVELSE AF ÅRGANG 1997...14 4.1 Anmeldelse af arbejdsskader...14 4.2 Anerkendelse af arbejdsskadesager og afgørelse om erstatning...14 4.3 Verserende og afsluttede sager i skadeårgang 1997...15 4.4 Ulykker...15 4.4.1 Køn...16 4.4.2 Alder...17 4.4.3 Skadens placering på legemet...17 4.5 Erhvervssygdomme...17 4.5.1 Køn...18 4.5.2 Alder...18 4.5.3 Slutdiagnose...19 5 LÆSEVEJLEDNING...20 5.2 Analysens opbygning...20 5.2 Udvikling i alder over tid...20 5.1.1 Ulykker...20 5.1.2 Erhvervssygdomme...22 5.3 Søjlediagrammerne...24 5.4 Eksempel...26 6 ANALYSE AF ARBEJDSULYKKER...28 6.1 Afgørelse...28 6.1.1 Erstatning for erhvervsevnetab over 50 procent...28 6.1.2. Erstatning for erhvervsevnetab 26-50 procent...32 6.1.3. Erstatning for erhvervsevnetab på 15-25 procent...36 6.1.4 Méngodtgørelse over 10 procent og intet erhvervsevnetab...41 6.1.5 Méngodtgørelse 5-10 procent og intet erhvervsevnetab...46 6.1.6 Anerkendt uden erstatning...51 6.1.7 Afviste...54 6.2 Resumé: Arbejdsulykkens betydning for selvforsørgelsen...58 6.2.1 9 år efter ulykken...59 6.2.2 Sygedagpengeforløb året før ulykken...60 6.2.3 Sygedagpengeforløb året efter ulykken...60 3

6.2.4 Sygedagpengeforløb 2 år efter ulykken...61 6.3 Køn...61 6.4 Alder...64 6.5 Placering på legemet...66 7 ANALYSE AF ERHVERVSSYGDOMME...70 7.1 Afgørelse...70 7.1.1 Erstatning for erhvervsevnetab over 50 procent...70 7.1.2 Erstatning for erhvervsevnetab på 26-50 procent...74 7.1.3 Erstatning for erhvervsevnetab på 15-25 procent...78 7.1.4 Méngodtgørelse over 10 procent og intet erhvervsevnetab...82 7.1.5 Méngodtgørelser på 5-10 procent og intet erhvervsevnetab...86 7.1.6 Anerkendt uden erstatning...90 7.1.7 Afviste...94 7.2 Resumé: Erhvervssygdommens betydning for selvforsørgelsen...98 7.2.1 9 år efter anmeldelsen...99 7.2.2 Sygedagpengeforløb året før anmeldelsen...100 7.2.3 Sygedagpengeforløb året efter anmeldelsen...101 7.2.4 Sygedagpengeforløb 2 år efter anmeldelsen...101 7.3 Køn...101 7.4 Alder...104 7.5 Slutdiagnose...106 8 SAMMENSTILLING AF ARBEJDSULYKKER OG ERHVERVSSYGDOMME...110 8.1 Aldersfordeling...110 8.2 9 år efter ulykken eller anmeldelsen af erhvervssygdommen...110 8.3 Sygedagpengeforløb...111 8.4 Opsamling på køn og alder...112 9 BILAG 1: DATAGRUNDLAG...113 9.1 SKADEÅRGANG 1997...114 9.2 Udvælgelse af sager i skadeårgang 1997...115 9.3 Varigheden af den offentlige forsørgelse...116 10 BILAG 2: BESKRIVELSE AF ÅRGANG 1997...118 10.1 Afgørelser...118 10.1.1 Erstatninger...120 10.1.2 Erstatninger opgjort på alder og køn...121 10.2 Placering på legemet og erstatning...125 10.3 Slutdiagnose og erstatning...126 11 BILAG 3: GRUPPERING AF YDELSER I DREAM...129 4

2 Analysens formål Formålet med analysen er at beskrive de sociale og arbejdsmæssige konsekvenser af en arbejdsskade. Det vil sige, i hvilket omfang den tilskadekomne modtager offentlige ydelser i årene efter skaden subsidiært er selvforsørgende. Analysen bygger på en sammenkobling af Arbejdsskadestyrelsens sagsregister og DREAMregistret. Udgangspunktet for analysen er de personer, som enten kom til skade i 1997 eller fik anmeldt en erhvervssygdom i 1997. Temaet om skadeårgang 1997 i Arbejdsskadestatistikken 2006 viste, at der i en del sager kan gå mange år, inden den tilskadekomnes situation er endeligt afklaret. Skadeårgang 197 er også valgt som udgangspunkt for denne analyse. Analysen tager udgangspunkt i de offentlige ydelser, som er udbetalt til den tilskadekomne året inden skaden eller anmeldelsen, og følger udviklingen op til 9 år efter skaden. For ulykker betyder det, at der er et sammenligningsgrundlag før og efter skader, og man kan se, hvordan de offentlige ydelser bliver påvirket af ulykken. For erhvervssygdomme er det anderledes, da den tilskadekomne ofte er syg, før erhvervssygdommen anmeldes. Der vil derfor ofte være et sygdomsforløb året inden anmeldelsen. Analysen ser på, om skadens alvor 1 har betydning for graden af selvforsørgelse. Det er muligt at få en sag genoptaget, hvis den tilskadekomnes situation har ændret sig væsentlig. Ligeledes kan Arbejdsskadestyrelsen vælge at træffe midlertidige afgørelser og siden tage sagen til revision, hvis den tilskadekomnes situation er uafklaret på tidspunktet for den oprindelige afgørelse. Sagens parter har desuden mulighed for at anke afgørelser 2. Dette gør, at sagerne kan ændre alvorlighed undervejs. Der tages i analysen udgangspunkt i de tilskadekomnes erhvervsevnetabsprocent og méngrad på analysetidspunktet. Analysen sætter specielt fokus på modtagelsen af sygedagpenge. Sygedagpenge udgør en væsentlig del af forsørgelsen for flere af de personer, som har været udsat for en arbejdsskade. Det gælder især i de første år efter en arbejdsskade. I analysen har vi derfor valgt at undersøge, hvordan sygedagpengeforløbene ser ud i forskellige grupper af tilskadekomne, alt efter hvor alvorlig deres skade er. 1 Skadens alvor defineres ved hjælp af erhvervsevnetabsprocenter og méngrader. 2 I 75 procent af sagerne er sagen afsluttet med den første afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen (jf. Arbejdsskadestatistikken 2006).

3 Analysens resultater 3 Analysens resultater 3.1 Formål I analysen følger vi skadeårgang 1997 over en 9-årig periode. Vi ser både på afgørelsen i arbejdsskadesagen og de sociale og arbejdsmarkedsmæssige konsekvenser af skaden i form af modtagelse af overførselsindkomster i en periode af 9 år efter, at skaden er sket. Fokus er på de sociale og arbejdsmarkedsmæssige konsekvenser. 9 år efter skadesanmeldelsen er skadeårgangen stort set færdigbehandlet i Arbejdsskadestyrelsen. I nogle tilfælde kan der gå lang tid, inden en sag er endeligt afsluttet. I arbejdsskadesager findes nemlig den retssikkerhed, at sagens parter kan anke Arbejdsskadestyrelsens afgørelser. De tilskadekomne kan også bede om at få genoptaget deres sag, hvis deres forhold ændrer sig. Når vi vurderer de sociale og arbejdsmarkedsmæssige konsekvenser af skaden, så er det i lyset af den endelige/færdige afgørelse i sagen. Der er egentlig to samtidige forløb: et forløb i styrelsen, som resulterer i (den endelige) afgørelse i arbejdsskadesagen, og et samtidigt forløb, hvor de tilskadekomne/skadesanmelderne modtager forskellige overførselsindkomster og/eller løn. Af forenklingsgrunde holder vi de sociale og arbejdsmarkedsmæssige konsekvenser op mod den seneste afgørelse. Vi analyserer endvidere, hvor stort et omfang sygefraværet har haft for skadeårgang 1997, både før og efter skadesanmeldelsen. Sygedagpenge er den vigtigste sociale ydelse lige efter skadesanmeldelsen. Antallet af sygedage, som gruppen har, aftager gradvist i årene efter anmeldelsen i takt med, at de tilskadekomne enten vender tilbage til beskæftigelse eller kommer på varig forsørgelse. 3.2 Gruppering af de tilskadekomne Grundlaget for analysen er en opdeling af de tilskadekomne i grupper, som er defineret i forhold til styrelsens afgørelse. Grupperne er defineret i forhold til skadens alvor for de tilskadekomne. Opdelt på denne måde har skaden nogle klare velfærdsmæssige og arbejdsmarkedsmæssige konsekvenser for grupperne med alvorlige skader, medens det for andre grupper ser ud til, at skaden ingen eller kun ubetydelige konsekvenser har, når vi vurderer den i relation til modtagelse af offentlige forsørgelsesydelser. Arbejdsskadestyrelsen skal vurdere, om den anmeldte sag kan anerkendes som en arbejdsskade, eller om den skal afvises. De anerkendte arbejdsskader skal vurderes i relation til, om skaden har medført fysiske eller psykiske mén. Endvidere skal de vurderes i relation til, om skaden har medført, at den tilskadekomne har lidt et tab af erhvervsevne - det vil sige, om tilskadekomne helt, delvist eller slet ikke er i stand til at opretholde tilknytningen til arbejdsmarkedet helt. Vi arbejder i analysen med 7 grupper for henholdsvis ulykker og erhvervssygdomme. Inddelingen sker på baggrund af skadens alvorlighed. De mest tilskadekomne modtager en erstatning for erhvervsevnetab (og eventuelt en méngodtgørelse), de næstmest tilskadekomne kun modtager en méngodtgørelse. Dernæst en gruppe, som får skaden anerkendt men som ikke modtager erstatning eller godtgørelse, og endelig en gruppe, som har fået afvist en skade. De to førstnævnte grupper er underopdelt afhængig af graden af henholdsvis erstatning for tab af erhvervsevne (3 grupper) og graden af méngodtgørelse (2 grupper) Der er stor forskel på antallet i de enkelte grupper. 6

3 Analysens resultater 3.3 Tidligere analyse af skadeårgang 1997 Vi har tidligere analyseret forløbet i Arbejdsskadestyrelsen for skadesårgang 1997, omtalt som tema i Årsstatistikken 2006. Analysen viser, at der for en del anmeldelsers vedkommende forløb et antal år, hvor sagen blev genoptaget på den tilskadekomnes eget initiativ eller/og blev genoptaget til revision af styrelsen inden den endelige afgørelse, som er lig med den nuværende afgørelse. Analysen viser, at det kun er en lille andel af skaderne, som er så alvorlige, at de har betydning for personens erhvervsevne. Der er tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne i 6 procent af skaderne fra årgang 1997. I ulykkessager er der tilkendt erstatning i 7 procent, og i erhvervssygdomme er procenten 3. I yderligere 17 procent af sagerne er der udbetalt godtgørelse for varigt mén med 21 procent for ulykker og 10 procent for erhvervssygdomme. Gruppen af personer, som har fået anerkendt deres skade, uden at det medfører en erstatning eller en godtgørelse, udgør 30 procent. Der er meget stor forskel på ulykker og erhvervssygdomme. For ulykker er andelen 47 procent, medens den kun er 3 procent for erhvervssygdomme. Arbejdsskadestyrelsen har afvist cirka 47 procent af skaderne fra årgang 1997. Afvisningsprocenten er størst for erhvervssygdommene, hvor der er afvist cirka 83 procent, medens der er afvist 25 procent af ulykkerne. 3.4 Sociale og arbejdsmæssige konsekvenser Vi undersøger de sociale og arbejdsmæssige konsekvenser af skaden ved at se på modtagelse af offentlige ydelser efter anmeldelsen af skader. Alt hvad der sker efter skaden i form af modtagelse af offentlige ydelser er selvfølgelig ikke en konsekvens af skaden. Når vi følger en skadeårgang over en så forholdsvis lang periode, så betyder det, at nogle når folkepensionsalderen og modtager pension. Det er i sig selv ikke et resultat af skaden. Befolkningen modtager overførselsindkomster i et vist omfang. Det, vi er interesserede i, er overhyppigheden af modtagelse af offentlige ydelser eller den anden side af mønten omfanget af selvforsørgelse. Selvforsørgelse er i denne optik den tid, hvor personerne ikke modtager offentlig forsørgelse. Tankegangen er, at enten modtager de offentlig forsørgelse, eller også er de selvforsørgende. Der er en gruppe personer, som ikke er berettigede til kontanthjælp på grund af familiens indtægts- og formueforhold. Det er dog vurderingen, at der er tale om en meget lille gruppe, som ikke har betydning for hovedkonklusionerne. For at kunne vurdere overhyppigheden har vi set på modtagelsen af overførselsindkomster 1 år før anmeldelsen. Der er tale om et helt år før datoen for ulykken eller for erhvervssygdommene for datoen for anmeldelse. Året før ulykken/anmeldelsen sammenlignes med året efter ulykken/skadesanmeldelsen og eventuelt flere år efter ulykken/anmeldelsen. Året efter ulykken/anmeldelsen er defineret som et helt år efter datoen for ulykken/anmeldelsen. Dermed sammenligner vi modtagelsen af offentlige ydelser i et normalår med modtagelsen af offentlige ydelser i årene efter skadesanmeldelsen. Forskellen mellem modtagelsen af offentlige ydelser kan således sige noget om de sociale og arbejdsmæssige konsekvenser af skaden. Det viser sig, at for ulykker giver en sådan sammenligning mening. Der er ingen grund til at tro, at modtagelsen af overførselsindkomster året før ulykken er påvirket af ulykken. 7

3 Analysens resultater For erhvervssygdomme må vi konstatere, at en sådan sammenligning ikke giver mening. Anmeldelsen af erhvervssygdommen til Arbejdsskadestyrelsen sker som led i sygeforløbet. Vi når dermed i analysen frem til to bemærkelsesværdigt forskellige resultater, afhængigt af, om vi taler om en ulykkesanmeldelse eller en erhvervssygdomsanmeldelse. 3.5 Modtagelse af offentlige ydelser året før ulykkesanmeldelsen En ulykke er en hændelse, som ikke kan forudsiges. Ulykken har derfor ikke konsekvens for personen, før den indtræder. Personen er i beskæftigelse på tidspunktet for ulykken. Der er derfor ingen grund til at tro, at modtagelse af offentlig forsørgelse året før skaden vil adskille sig fra alle personer med beskæftigelse i de samme brancher og stillinger. De forskellige grupper modtager offentlig forsørgelse i et interval på 40-50 dage om året i året før anmeldelsen af skaden. Der er tale om midlertidige forsørgelsesydelser. Næsten halvdelen af tiden i året før skadesanmeldelsen modtager personerne arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp. Desuden modtages sygedagspenge, orlovsydelse til uddannelse og andre midlertidige ydelser i den anden halvdel af tiden. Stort set ingen personer modtager varige forsørgelsesydelser som førtidspension, efterløn og folkepension. Selvforsørgelsesgraden ligger omkring 85 til 90 procent. Der er ingen sammenhæng mellem skadens alvor og forsørgelsesgraden i året før anmeldelsen. 3.6 Modtagelse af offentlige ydelser året før anmeldelsen af erhvervssygdommen Erhvervssygdomme er ofte et resultat af en påvirkning over længere tid. Anmeldelsen af erhvervssygdommen kan som oftest ikke stedfæstes til en bestemt begivenhed, som ulykker kan. Arbejdsskadestyrelsen registrerer derfor anmeldedatoen som skadedatoen. Anmeldelsen er således ikke starten på et forløb, men et led i et længere forløb, ofte med megen sygdom. Det betyder også, at personen ikke nødvendigvis har tilknytning til arbejdsmarkedet på tidspunktet for anmeldelsen. Når vi derfor ser på anvendelsen af offentlige ydelser 1 år før anmeldelsen, så er det iøjnefaldende, at der er et meget stort træk på offentlige ydelser. Selvforsørgelsen er således allerede før anmeldelsen betydeligt lavere end for personer, som har været udsat for en ulykke. Året før skadesanmeldelser modtager personerne med anmeldt erhvervssygdom i de forskellige grupper offentlig forsørgelse i mellem 57 dage i gennemsnit og 155 dage i gennemsnit. Der er for de grupper, som efterfølgende modtager erstatning for tab af erhvervsevne, en tæt sammenhæng mellem skadens alvor og selvforsørgelse. Selvforsørgelsesgraden ligger for disse grupper, som modtager mest offentlig ydelse, allerede nede omkring 60 til 70 procent før skadesanmeldelsen. Den gruppe, som modtager færrest offentlige ydelser, har en selvforsørgelsesgrad på 85 procent, altså svarende til de mest udsatte grupper på ulykkesområdet. For grupperne med lavest selvforsørgelse udgør sygedagpenge over 50 procent af de offentlige forsørgelsesydelser. Dernæst kommer arbejdsløshedsunderstøttelse og kontanthjælp. Endelig er der en mindre del, som allerede er på førtidspension. De grupper, som får anerkendt deres erhvervssygdom, men hvor sygdommen ikke medfører tab af erhvervsevne, har den højeste selvforsørgelse. De er selvforsørgende i 81-84 procent af tiden året 8

3 Analysens resultater før anmeldelsen. Det er også i denne gruppe, hvor andelen af dage på sygedagpenge er lavest året før anmeldelsen. Selvforsørgelse for gruppen med en afvist erhvervssygdom er lavere end for grupperne, som anerkendes uden erstatning og godtgørelse, og også lavere end for grupperne, der anerkendes med méngodtgørelse. Personerne er således syge, men styrelsen har afgjort, at deres sygdom ikke skyldes påvirkning ved arbejde. 3.7 Anmeldelse af ulykker og erhvervssygdomme Det interessante er, hvorfor styrelsen får disse anmeldelser, som udgør en meget betydelig del af erhvervssygdomsanmeldelserne. På ulykkesområdet er forsikringsselskabet filter, før skaderne kommer til styrelsen; kun de mest alvorlige skader 3 bliver videresendt. Forsikringsselskaberne kan selv behandle bagatelskaderne. På erhvervssygdomsområdet er der intet filter. Erhvervssygdommene skal anmeldes, hvis lægen/tandlægen har mistanke om, at sygdommen kan være relateret til personens arbejde. Styrelsen får alle anmeldelser til behandling direkte fra læger og tandlæger. Set i det lys er det egentlig bemærkelsesværdigt, at selvforsørgelsen før skadesanmeldelsen er så meget mindre for erhvervssygdomme. Man kan sige, at vi har alle bagatelsagerne med blandt erhvervssygdommene, medens de er filtreret fra blandt ulykkerne. Spørgsmålet er, om bagatelsager er en fornuftig klassificering af erhvervssygdomme. For ulykker dækker betegnelsen over, at personerne har været udsat for en hændelse, som ikke har haft de store arbejdsmæssige og helbredsmæssige konsekvenser. For erhvervssygdomme er udgangspunktet oftest, at der foreligger en dårlig helbredsmæssig tilstand for anmelderen, hvor opgaven for styrelsen er at afgøre, om det skyldes påvirkninger på arbejdet. 3.8 Sociale og arbejdsmæssige konsekvenser af arbejdsskaden I analysen følger vi grupperne over en 9-årig periode efter anmeldelsen af skaden. Der er en klar sammenhæng mellem styrelsens afgørelse og de sociale og arbejdsmæssige konsekvenser, både i perioden lige efter skaden og efter 9 år. Konsekvenserne efter 9 år skal ses i sammenhæng med, at de pågældende er blevet 9 år ældre og dermed er blevet berettiget til aldersbetingede ydelser som efterløn og folkepension. Da gruppernes aldre er forskellige, er muligheden for at få efterløn og folkepension forskellig i de 14 grupper, især imellem ulykker og erhvervssygdomme. Det er kendetegnende, at for alle grupper er sygedagpenge den dominerende ydelse i året efter anmeldelsen. Der er et mønster i, hvordan de offentlige ydelser modtages. I de første år efter anmeldelsen stiger modtagelsen af sygedagpenge. Derpå falder sygedagpengene, medens andre offentlige forsørgelsesydelser stiger. Revalidering topper således i perioden 2-6 år efter anmeldelsen, medens løntilskud stiger i slutningen af perioden. 3 Skader skal videresendes til Arbejdsskadestyrelsen hvis det vurderes at de har erstatningsmæssige følger eller at personen er sygemeldt i mere end 5 uger på grund af ulykken. 9

3 Analysens resultater Sidstnævnte kan have sammenhæng med den samfundsmæssige konjunktur. Fra 2003 er der fra politisk hold tillagt løntilskudsordninger som fleksjob en større betydning. Det er sandsynligt, at det slår igennem i mønsteret for modtagelse af løntilskud. 9 år efter skaden/anmeldelsen genfindes den samme store forskel på selvforsørgelsen for de forskellige grupper som i det første år efter skaden. Grupperne med tilkendt erhvervsevnetabserstatning har den laveste selvforsørgelse. Med et erhvervsevnetab på over 50 procent er gruppen (både ulykker og erhvervssygdomme) kun selvforsørgende i 5 procent af tiden. Gruppen modtager næsten udelukkende varige ydelser som førtidspension og social pension. Ulykkesgruppen har en andel med løntilskud. Grupperne med lavere erhvervsevnetab har en noget større selvforsørgelse. Med et erhvervsevnetab mellem 25 og 50 procent er selvforsørgelsen cirka 20 procent for både ulykker og erhvervssygdomme, og med et erhvervsevnetab mellem 15 og 25 procent er selvforsørgelsen cirka 30 procent. Det er stadig de varige forsørgelsesydelser, som er de dominerende, men især for ulykkerne er der pæn andel på løntilskudsordninger (omkring ¼ af tiden, hvor den er størst). Der er tale om, at skaden har haft meget betydelige konsekvenser for de pågældende grupper. Samtidig er der tale om forholdsvis små grupper. Det er kendetegnende for grupperne, at selvforsørgelsen er lille fra året for anmeldelse. Allerede 2-3 år efter anmeldelsen når selvforsørgelsen ned på et niveau, som er tæt på niveauet efter 9 år. I årene efter anmeldelsen falder antallet af gennemsnitssygedage, og antallet af dage på varige forsørgelsesydelser (især førtidspension) stiger ganske betydeligt. Hvis man sammenholder de enkelte grupper af ulykker og erhvervssygdomme, er selvforsørgelsen således næsten ens, hvor der er tilkendt erhvervsevnetab. Der er dog forskel på, hvilke ydelser de modtager. Personerne med en erhvervssygdom er i gennemsnit ældre end personerne med en ulykke. Derfor er der en større andel, der modtager folkepension og efterløn blandt personerne med en erhvervssygdom. Derimod er der for personer med en ulykke en større andel, der er i job med tilskud. Grupperne med méngodtgørelse har efter 9 år en selvforsørgelse på cirka 65 procent for ulykker og 55 procent for erhvervssygdomme. Der har siden anmeldelsen været et fald i selvforsørgelsen, men det er kendetegnende for grupperne, at der er sammenhæng med et stigende antal på efterløn og folkepension. Når der tages hensyn til aldersfordelingen for gruppen, er der således tale om en høj selvforsørgelse set i lyset af skaden. Grupperne med anerkendt skade og uden erstatning og uden godtgørelsen har den højeste selvforsørgelse med cirka 65 procent for ulykker og 60 procent for erhvervssygdomme. Der er i perioden en faldende andel med selvforsørgelse, som har sammenhæng med en stigende modtagelse af de varige forsørgelsesydelser efterløn, førtidspension og folkepension. Den højere selvforsørgelse for personer med en ulykke hænger sammen med, at personerne er yngre. De modtager ikke i samme grad folkepension og efterløn som personerne med en erhvervssygdom. Hvis man ser bort fra efterløn og folkepension, fordeler de sig nogenlunde ens for de andre ydelser. Gruppen modtager ydelser i forbindelse med uddannelse og revalidering. For grupperne med afvisning er der ligeledes forskel på ulykker og erhvervssygdomme. Personerne med en ulykkesanmeldelse er mere selvforsørgende end personerne med en erhvervs- 10

3 Analysens resultater sygdomsanmeldelse. Personerne med en ulykke er selvforsørgende i 62 procent af året 9 år efter ulykken, mens personer med en erhvervssygdom er selvforsørgende 51 procent af året 9 år efter erhvervssygdommen. Forskellen hænger sammen med, at personer med en erhvervssygdom i gennemsnit er ældre end personer med en ulykke. 21 procent af forsørgelsen består af folkepension og efterløn for personer med en erhvervssygdom 9 år efter anmeldelsen for ulykker er det kun 12 procent. Opsummerende kan man således sige, at det er for grupperne med erhvervsevnetab, at skaden har haft meget store sociale og beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Langt hovedparten af gruppen er ude af arbejdsmarkedet og på pension. Der er for grupperne med lavere erhvervsevnetabsprocent en betydelig del, som ikke kan finde beskæftigelse på normale vilkår. Det er samtidig værd at bemærke, at der er tale om små grupper set i lyset af det samlede antal skadesanmeldelser. 3.9 Køn Køn har betydning for selvforsørgelsen. Kvinderne er mindre selvforsørgende end mændene. Det gælder både for ulykkesområdet og erhvervssygdomsområdet. Der er forskel på, hvilke ydelser de modtager. Mændene modtager i højere grad varige offentlige ydelser som folkepension, hvilket hænger sammen med, at de er ældre end kvinderne, mens kvinderne mere modtager tilskudsordningerne. 3.10 Alder Alderen har ligeledes betydning for graden af selvforsørgelse samt hvilke sociale ydelser, personen modtager. De mellemste aldersgrupper har den højeste selvforsørgelse, mens de ældre aldersgrupper har den laveste selvforsørgelse. Hvis man ser på, hvilke ydelser de får, er andelen af varig forsørgelse størst for de ældste aldersgrupper, mens de yngste aldersgruppe modtager sociale ydelser i forbindelse med uddannelse, revalidering og orlov og de midterste grupper har den største andel af tilskudsordninger. 3.11 Erhvervssygdomme og diagnose Som led i styrelsens sagsbehandling af erhvervssygdomme fastsættes en slutdiagnose. Andelen af sager, som bliver anerkendt, får méngodtgørelse eller får erstatning for tab af erhvervsevne, varierer med diagnosen. I gennemsnit modtager 3 procent erstatning for tab af erhvervsevne, som er den gruppe, der har den laveste selvforsørgelse. Nogle små grupper har en betydeligt større andel med erstatning for tab af erhvervsevne. Tilskadekomne med vibrationssygdomme modtager således erstatning for tab af erhvervsevne i 16 procent, og tilskadekomne med opløsningsmiddelforgiftning modtager erstatning for tab af erhvervsevne i 26 procent af tilfældene. I den lave ende modtager tilskadekomne med diagnosen høresygdomme erstatning for tab af erhvervsevne i 0,1 procent, og tilskadekomne med lungesygdomme og andre bevægeapparatssygdomme modtager erstatning for begge gruppers vedkommende i 1,8 procent af sagerne. Selvforsørgelsen er afhængig af, hvilken diagnose personen har. Personer med en hudsygdom er mere selvforsørgende 9 år efter anmeldelsen end personer med en sygdom i bevægeapparatet eller en psykisk sygdom. Der er stor forskel på alderen i de forskellige diagnosegrupper og dermed også forskel på, hvilke muligheder der er for at modtage varige forsørgelsesydelser. Tilskadekomne med høre- og hudsygdomme, som er to store diagnosegrupper, har den største selvforsørgelse både før og lige efter ska- 11

3 Analysens resultater den. De to grupper ligger i hver sin ende af aldersspektret. Tilskadekomne med høreskader har en høj gennemsnitsalder, så en relativt stor andel er berettiget til folkepension og efterløn i perioden, og dermed falder selvforsørgelsen i den 9-årige periode. Tilskadekomne med hudsygdomme ligger i den unge ende af aldersspektret og har i hele perioden den højeste selvforsørgelse. 3.12 Ulykker og skadens placering på legemet Hvor skaden er placeret på legemet har stor betydning for erstatningen for tab af erhvervsevne og dermed for graden af selvforsørgelse. I cirka 7 procent af sagerne får de tilskadekomne en erstatning for tab af erhvervsevne. Hvis skaden er i ryggen eller i skulderen, så er andelen med erstatning for tab af erhvervsevne 12 procent. Hvis skaden er placeret på benene (4), armene (3), øjnene (2) og ørerne (0), så er procenten betydeligt lavere, jævnfør tallene i parenteserne. Året før skadesanmeldelsen modtog de tilskadekomne offentlige ydelser i omkring 50 dage. Kun to grupper, oplyst placering på legemet og øreskader, afviger med henholdsvis 33 og 36 dage i gennemsnit. Den væsentligste ydelse er dagpenge. Året efter skadesanmeldelsen er modtagelsen af offentlige ydelser steget til godt 70 dage med rygskader og skulderskader over gennemsnittet og øjenskader og øreskader under gennemsnittet. Over halvdelen af tiden modtager de tilskadekomne sygedagpenge. Antallet af dage på sygedagpenge var godt 9 dage i gennemsnit året før ulykken. Året efter ulykken er antallet af dage mere end 4-doblet for alle anmeldte ulykker. Grupper med overgennemsnitlig modtagelse af offentlige ydelser modtager også sygedagpenge i flere dage i gennemsnit. Efter 9 år er gruppen selvforsørgede i godt 60 procent af tiden. For de tilskadekomne med skader i ryg og skulder og psykiske skader ligger selvforsørgelsen omkring 55 procent, medens den ligger betydeligt højere for øjen- og øreskader med over 70 procents selvforsørgelse 9 år efter ulykken. Den mindre selvforsørgelse for psykiske skader og ryg- skulderskader kan ikke forklares ved modtagelse af aldersbetingede varige ydelser som folkepension og efterløn. Rygskader modtager i gennemsnit førtidspension i længst tid. 3.13 Sygedagpenge For ulykker modtager personerne sygedagpenge året før ulykken i omkring 10 dage i gennemsnit. De små grupper med erstatning for tab af erhvervsevne modtager sygedagpenge i op til 18 dage i gennemsnit. I året efter skaden modtager personerne med en anmeldt ulykke sygedagpenge i mellem 21 dage og 185 dage. Personer med erstatning for tab af erhvervsevne ligger i den høje ende af skalaen, medens personer med afvisning og afgørelsen anerkendelse og ingen erstatning ligger i den lave ende af skalaen. Sygedagpenge bliver dermed den hyppigste ydelse i året efter skaden. Ulykken medfører en stigning i den gennemsnitlige modtagelse af sygedagpenge på 8 til 10 gange for de alvorligst tilskadekomne og en stigning på 5-8 gange for gruppen med méngodtgørelse, medens stigningen i det gennemsnitlige antal dage på sygedagpenge for gruppen anerkendelse og uden erstatning og afviste sager er 2-3 gange større i året efter anmeldelsen. I år 2 efter skaden er modtagelse af sygedagpenge fortsat meget høj, mellem 194 dage og 17 dage, med det samme hierarki for modtagelse af ydelsen. 12

3 Analysens resultater Først i år 3 efter ulykken er der et betydeligt fald i modtagelsen af sygedagpenge. Faldet hænger især sammen med, at grupperne med alvorlig skade modtager andre offentlige ydelser som førtidspension og andet. Før ulykken modtager størstedelen af personerne ingen sygedagpenge i året før skaden. Der er ganske få personer, som har langvarige sygedagpengeforløb. I året efter skaden modtager over halvdelen af de grupper, som tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne, sygedagpenge. For de andre grupper med ulykker er der færre personer, som modtager sygedagpenge i året efter skaden, sammenlignet med året før. Fælles for alle ulykkesgrupperne er, at antallet af personer med langvarigt sygefravær er kraftigt stigende fra næsten ingen personer året før ulykken til en meget stor andel for grupperne med erstatning for tab af erhvervsevne. Således har over ¼ i disse grupper en sygedagpengeperiode på mellem 9-12 måneder. I år to efter skaden er der fortsat en meget høj andel langvarige sygedagpengeforløb. Den store stigning i antallet af sygedagpenge i gennemsnit efter skaden skyldes således især en stigning i det længerevarende sygefravær. Anmeldere af erhvervssygdomme modtager sygedagpenge mellem 96 dage og 21 dage i gennemsnit i året før skadesanmeldelsen. Grupperne med erstatning for tab af erhvervsevne har flest sygedage, medens det er gruppen med méngodtgørelse under 10 procent, som har det mindste antal sygedagpenge i gennemsnit. I året efter skadesanmeldelsen modtager anmeldere af erhvervssygdomme sygedagpenge mellem 114 dage og 26 dage i gennemsnit. Rangordenen er den samme som året før skadesanmeldelsen. Når der ikke er den store stigning i antallet af sygedage fra året før til året efter skadesanmeldelsen, så skyldes det, at der allerede i år 1 efter skadesanmeldelsen er en betydelig modtagelse af andre offentlige ydelser såsom førtidspension. For erhvervssygdomme modtager mere end halvdelen af personer med erstatning for tab af erhvervsevne sygedagpenge i året før anmeldelsen, medens de resterende grupper ligger under halvdelen. I året efter skadesanmeldelsen falder antallet af personer på sygedagpenge, og faldet fortsætter i år 2 efter skadesanmeldelsen. Baggrunden for faldet er blandt andet, at personerne meget hurtigt modtager andre sociale ydelser, som erstatter sygedagpenge som forsørgelsesgrundlag. I året før skadesanmeldelsen er der i alle grupper af anmeldte erhvervssygdomme en stor andel med langvarigt sygefravær. Det er tydeligt, når der sammenlignes med ulykkerne. I året efter skadesanmeldelsen falder antallet af modtagere af sygedagpenge, samtidig med at der bliver flere længerevarende sygedagpengeforløb. I år 2 efter skadesanmeldelsen sker der et fald i antallet af modtagere af sygedagpenge i alle grupperne, og samtidig falder antallet med langvarigt sygefravær. Der er dog stadigvæk en meget stor andel af sygedagpengemodtagerne, som har langvarige sygeforløb. Anmelderne af erhvervssygdomme er langt mere syge end normalbefolkningen året før skadesanmeldelsen. Mange har været så længe undervejs i deres (syge)forløb, at de har forladt arbejdsmarkedet og er på varige forsørgelsesydelser allerede i året efter skadesanmeldelsen. 13

4 Beskrivelse af årgang 1997 4 Beskrivelse af årgang 1997 Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af de sager, som indgår i analysen, med fordelinger for afgørelser, køn og alder. For ulykkerne er der desuden en fordeling for skadens placering på legemet og for erhvervssygdommene for anmeldediagnose. I bilag 2 er der en mere dybdegående beskrivelse af årgangen. 4.1 Anmeldelse af arbejdsskader En arbejdsskade skal anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden, hvis det antages, at der kan begrundes krav på ydelser efter lov om arbejdsskadesikring. En arbejdsskade skal også anmeldes, hvis den tilskadekomne ikke kan genoptage sædvanligt arbejde i fuldt omfang på 5-ugers-dagen for skadens indtræden. Når det drejer sig om arbejdsulykker, har den arbejdsgiver, som tegner arbejdsskadeforsikring for den tilskadekomne, pligt til at anmelde skaden til sit forsikringsselskab. Forsikringsselskaberne kan selv behandle de ukomplicerede sager, mens de komplicerede sager sendes til behandling i Arbejdsskadestyrelsen. For så vidt angår erhvervssygdomme, har alle læger pligt til at anmelde en erhvervssygdom. Dette gælder, både når lægen kan stille en egentlig diagnose, og hvis lægen blot har mistanke om, at en patient fejler noget, som eventuelt kan skyldes arbejdet. Lægen anmelder direkte til Arbejdsskadestyrelsen, som på denne måde får kendskab til alle tilfælde, hvor en læge har konstateret eller haft mistanke om, at en person fejler noget, som skyldes arbejdet. Anmeldereglerne sikrer på denne måde, at erhvervssygdomme anmeldes så tidligt som muligt i forhold til, at lægen konstaterer eller får mistanke om, at der er helbredsmæssige gener, som kan skyldes arbejdet. Denne brede anmeldevej fører til, at en stor del af sagerne afvises. Dette skyldes dels, at lægen har pligt til at anmelde alene på en mistanke om, at der foreligger en sygdom, som senere viser sig ikke at kunne konstateres. Og det skyldes dels, at lægen har pligt til at anmelde på mistanke om en mulig sammenhæng med arbejdet, hvor Arbejdsskadestyrelsen senere vurderer, at der ikke kan dokumenteres den fornødne årsagsmæssige sammenhæng mellem sygdom og arbejde. Modsat ulykker, hvor skadens følger opstår i nær tidsmæssig tilknytning til skaden, så kan erhvervssygdomme være kortere eller længere tid undervejs. For eksempel viser en hørenedsættelse sig først efter mange års udsættelse for støj, og der kan gå 20 år eller mere efter arbejde med asbest, inden en lungekræft kan konstateres. Dette tidsmæssige aspekt har betydning for, hvor gamle de tilskadekomne er på anmeldetidspunktet og der er altså ikke krav om, at man forsat skal være på arbejdsmarkedet for at kunne anmelde en erhvervssygdom. Vi forventer, at der i erhvervssygdomssager vil være sygefravær før anmeldelsen, som kan tilskrives sygdommen, fordi der kan gå lang tid, fra en tilskadekommen udsættes for en skadelig påvirkning på arbejdet, til skaden kan konstateres. I ulykkessager forventer vi derimod ikke, at dette vil være tilfældet. 4.2 Anerkendelse af arbejdsskadesager og afgørelse om erstatning Arbejdsskadestyrelsens afgørelse er en vurdering af den tilskadekomnes sundhedsmæssige situation og af, om den påvirkning, som har resulteret i den sundhedsmæssige situation, kan henføres til arbejdet. Begge forhold skal være opfyldt for, at skaden kan anerkendes som en arbejdsskade. Det dobbelte hensyn i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse betyder, at afgørelsen ikke kun afspejler anmel- 14

4 Beskrivelse af årgang 1997 derens sundhedsmæssige situation, men også, om skaden kan henføres til påvirkning på arbejdet. Ydelser efter arbejdsskadesikringsloven dækker således alene følger efter en arbejdsskade. Samme person kan være berettiget til andre sociale ydelser på et bredere grundlag, for eksempel andre skader eller sygdomme, som ikke skyldes arbejdet. Selv om en arbejdsskadesag anerkendes, medfører sagen ikke nødvendigvis, at der udbetales en erstatning til den tilskadekomne. Der udbetales kun erstatning, hvis den tilskadekomne har et erhvervsevnetab og/eller et varigt mén af en vis størrelse. Den tilskadekomnes erhvervsevnetab kan ligge på en skala fra 0 til 100 procent. Der udbetales erhvervsevnetabserstatning i de tilfælde, hvor erhvervsevnetabet ligger i intervallet fra 15 til 100 procent. Det varige mén fastsættes på en skala fra 0 til 100. I ganske særlige tilfælde kan et varigt mén fastsættes til 120 procent. Der udbetales méngodtgørelse, når det varige mén er på 5 procent eller mere. Vi bruger begrebet erstatning om den økonomiske kompensation, der udbetales for en erhvervsevnetabserstatning eller en méngodtgørelse. 4.3 Verserende og afsluttede sager i skadeårgang 1997 Tabel 4.1 viser, hvor mange af skadeårgang 1997 s sager der er henholdsvis under behandling og afsluttede. Samtidig giver tabellen en oversigt over, hvornår skadeårgang 1997 s sager er anmeldt. Af tabellen fremgår, at der er anmeldt sager i 2007, hvor datasættet er dannet. Flertallet af sager anmeldt i 1997 er afsluttet, men der er 211 verserende sager. Flertallet af disse sager er revisioner. Der er altså tale om sager, hvor Arbejdsskadestyrelsen har truffet en midlertidig afgørelse, og hvor styrelsen senere genoptager sagen. Samtidig er der flere sager, som er anket, og som altså er til behandling i Ankestyrelsen. Tabel 4.1: Skadeårgang 1997 s sager, opgjort på anmeldeår og afslutning Verserende Afsluttede Anmeldeår Sager Sager 1997 211 29.191 1998 68 5.164 1999 13 631 2000 12 274 2001 6 179 2002 4 118 2003 6 64 2004 1 39 2005 6 28 2006 4 13 2007 16 4 I alt 347 35.705 4.4 Ulykker I alt 20.517 personer var udsat for en arbejdsulykke i 1997. Som tidligere nævnt undersøger vi i analysen, om skadens alvor har betydning for deres grad af selvforsørgelse. Vi har derfor opdelt de tilskadekomne efter, hvor alvorligt deres erhvervsevnetab eller mén er. Fordelingen fremgår af den nedenstående tabel. I bilag 2 er der mere detaljerede beskrivelser af afgørelserne. 15

4 Beskrivelse af årgang 1997 Tabel 4.2: Arbejdsulykker i skadeårgang 1997, opgjort på afgørelse Gruppe Antal Procent Erhvervsevnetab over 50 procent 489 2 Erhvervsevnetab 26-50 procent 498 2 Erhvervsevnetab 15-25 procent 532 3 Mén over 10 procent 600 3 Mén 5-10 procent 3.646 18 Anerkendt uden erstatning 9.695 47 Afvist 5.057 25 I alt 20.517 100 47 procent af årgang 1997 s arbejdsulykker anerkendes, men fører ikke til erstatning. 25 procent af sagerne afvises, mens der træffes afgørelse om et mén på 5-10 procent i 18 procent af sagerne. De resterende tilskadekomne fordeler sig med 2 eller 3 procent i hver af de tilbageværende grupper med mén eller erhvervsevnetab. Der er altså tale om grupper, der kun indeholder en lille del af de tilskadekomne. 4.4.1 Køn Mænd anmelder flere ulykker end kvinder. Tabel 4.3: Arbejdsulykker i skadeårgang 1997, opgjort på køn Afgørelse Mænd Kvinder I alt Ulykker 13.624 7.429 21.053 4 Procent 65 % 35 % 100 % 4 Forskellen mellem antal af ulykker i tabellerne over afgørelser og de andre tabeller skyldes, at nogle afgørelsestyper ikke er medtaget i analysen. Det drejer sig om henlæggelser. 16

4 Beskrivelse af årgang 1997 4.4.2 Alder Nedenstående tabel viser ulykkerne fordelt på den tilskadekomnes alder på ulykkestidspunktet. 28 procent er under 30 år på tidspunktet for ulykken, og 22 procent er 50 år eller derover på tidspunktet for ulykken. Tabel 4.4: Arbejdsulykker i skadeårgang 1997, opgjort på alder Alder Antal ulykker Procent Under 20 år 903 4 % 20-24 år 2.721 13 % 25-29 år 2.292 11 % 30-34 år 2.695 13 % 35-39 år 2.650 13 % 40-44 år 2.640 13 % 45-49 år 2.618 12 % 50-54 år 2.428 12 % 55-59 år 1.529 7 % 60-64 år 430 2 % 65 år og derover 147 1 % I alt 21.053 100 % 4.4.3 Skadens placering på legemet Tabel 4.5 viser, hvordan ulykkerne er fordelt efter skadens placering på legemet. De hyppigste skader er armskader efterfulgt af rygskader og benskader. Tilsammen udgør de 3 typer skader 68 procent af ulykkerne. Tabel 4.5. Arbejdsulykker i skadeårgang 1997, opgjort på skadens placering Placering Antal Procent Uoplyst 71 0 % Andre skader 3.868 18 % Øjenskader 398 2 % Øreskader 390 2 % Psykiske skader 617 3 % Rygskader 4.789 23 % Skulderskader 1.386 7 % Armskader 5.002 24 % Benskader 4.532 22 % I alt 21.053 100 % 4.5 Erhvervssygdomme Fremstillingen tager udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse i sagen. Helt konkret fordeles de tilskadekomne i 7 grupper efter sagens afgørelse. Tabel 4.6 viser fordelingen af erhvervssygdomme på de 7 grupper. I bilag 2 er der mere detaljerede beskrivelser af afgørelserne. 17

4 Beskrivelse af årgang 1997 Tabel 4.6. Erhvervssygdomme i skadeårgang 1997, opgjort på afgørelse Gruppe Antal Procent Etab over 50 procent + evt. mén 107 1 % Etab 26-50 procent + evt. mén 167 1 % Etab 15-25 procent + evt. mén 170 1 % Mén over 10 procent 301 2 % Mén 5-10 procent 998 8 % Anerkendt uden erstatning 431 3 % Afvist 10.826 83 % I alt 13.000 100 % Langt hovedparten af anmeldelserne anmeldt i 1997 er blevet afvist. I 83 procent af sagerne er afgørelsen en afvisning. Kun 3 procent af anmeldelserne har fået en erhvervsevnetabserstatning og eventuelt en méngodtgørelse. I 10 procent af anmeldelserne har Arbejdsskadestyrelsen afgjort sagen alene med en méngodtgørelse. 4.5.1 Køn Det fremgår af tabellen nedenfor, at kvinderne har anmeldt lidt færre erhvervssygdomme end mændene. Tabel 4.7: Erhvervssygdomme i skadeårgang 1997, opgjort på køn Afgørelse Mænd Kvinder I alt Erhvervssygdomme 7.204 6.517 13.721 Procent 53 % 48 % 101 % 4.5.2 Alder 39 procent af de tilskadekomne, som har anmeldt en erhvervssygdom i 1997, var over 50 år på anmeldetidspunktet. Der var kun 13 procent under 30 år på anmeldetidspunktet. Tabel 4.8 Erhvervssygdomme i skadeårgang 1997, opgjort på alder Alder Antal erhvervssygdomme Procent Under 20 år 133 1 % 20-24 år 750 6 % 25-29 år 934 7 % 30-34 år 1.362 10 % 35-39 år 1.494 11 % 40-44 år 1.727 13 % 45-49 år 1.948 14 % 50-54 år 2.179 16 % 55-59 år 1.463 11 % 60-64 år 664 5 % 65 år og derover 1.067 8 % I alt 13.721 100 % 18

4 Beskrivelse af årgang 1997 4.5.3 Slutdiagnose Tilskadekomne med erhvervssygdomme har en eller flere diagnoser ved selve anmeldelsen; de såkaldte anmeldediagnoser. En del af sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen er at fastlægge de præcise diagnoser for de tilskadekomne, og derfor indhenter Arbejdsskadestyrelsen lægelige oplysninger i erhvervssygdomssager. Når sagerne er færdigbehandlet, har de tilskadekomne fået en eller flere slutdiagnoser. Tabel 4.9 viser erhvervssygdommene i skadeårgang 1997 fordelt på slutdiagnosen. Tabel 4.9: Erhvervssygdomme i skadeårgang 1997, opgjort på slutdiagnose Diagnose Antal Procent Andet 1.632 12 % Kræftsygdomme 241 2 % Psykiske sygdomme 412 3 % Høresygdomme 2.679 20 % Vibrationssygdomme 160 1 % Lungesygdomme 160 1 % Astma, rhinitis, allergi med videre 332 2 % Hudsygdomme 1.358 10 % Andre bevægeapparatssygdomme 5.018 37 % Rygsygdomme 1.409 10 % Opløsningsmiddelforgiftninger/kviksølv 146 1 % I alt 13.721 100 % Rygsygdomme og andre bevægeapparatssygdomme udgør næsten halvdelen af alle sagerne. Høresygdomme med 20 procent og hudsygdomme med 10 procent er andre store diagnosegrupper. De andre diagnosegrupper udgør 1-3 procent af alle sager. Der er en forholdsvis stor gruppe med andet. 19

5 Læsevejledning 5 Læsevejledning Dette kapitel forsøger at give overblik over, hvordan analysen er bygget op, og hvilke forhold man især skal være opmærksom på, når man læser analysen. 5.2 Analysens opbygning Analysen undersøger, om arbejdsskadens alvor er af betydning for selvforsørgelsen. Analysen er opbygget i afsnit alt efter, hvor alvorlig arbejdsskaden er. Først er erhvervsevnetabet gradueret i tre, og dernæst er ménet gradueret i to. Til slut analyseres de sager, hvor sagen anerkendes, men ikke medfører erstatning, og de sager, hvor sagen afvises. Vores formodning er, at selvforsørgelsen vil være mindre, jo større erhvervsevnetabet er. Vi forventer også, at andre forhold end skadens alvor er af betydning for selvforsørgelsen. Alderen vil utvivlsomt have betydning for modtagelsen af offentlige ydelser. Derfor inddrages alder som en baggrundsvariabel, når vi analyserer, hvilken relation der er imellem skadens alvor og selvforsørgelsen. Derudover inddrages køn som en baggrundsvariabel. I ulykkessagerne inddrages endvidere skadens placering på kroppen, mens slutdiagnosen inddrages i analysen af erhvervssygdomssagerne. I analysen undersøger vi ikke kun, om selvforsørgelsen påvirkes af skadens alvor. Vi gennemfører også selvstændige analyser af, hvilken betydning køn og alder har for modtagelsen af offentlige ydelser. I ulykkessager undersøges endvidere, om de tilskadekomne har forskellige mønstre i modtagelsen af offentlige ydelser, alt efter skadens placering på kroppen. I erhvervssygdomssagerne undersøges, om der er forskel på modtagelsen af offentlige ydelser, alt efter den tilskadekomnes slutdiagnose. Kapitel 3, Analysens resultater, kan læses som en selvstændig opsummering af analysen. Hvis man ønsker at få et dybere indblik i analysens resultater, kan man læse kapitlerne: 6.2 Resumé: Arbejdsulykkens betydning for selvforsørgelsen, 7.2 Resumé: Erhvervssygdommens betydning for selvforsørgelsen og kapitel 8, Sammenfatning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme. 5.2 Udvikling i alder over tid Analysen omfatter en periode på 10 år, startende med året før den tilskadekomne kom til skade for erhvervssygdomme regnes der fra anmeldetidspunktet og sluttende med 9 år efter skaden er sket/erhvervssygdommen er anmeldt. Det medfører, at de tilskadekomne bliver 9 år ældre i forhold til det tidspunkt, hvor de kom til skade eller deres erhvervssygdom blev anmeldt. Alene af den grund kan der være personer, som forlader arbejdsmarkedet, idet de når folkepensionsalderen eller alderen for, hvornår de kan gå på efterløn. Nedenfor vises aldersfordelingen for ulykker/erhvervssygdomme på skadestidspunktet/anmeldetidspunktet samt aldersfordelingen 9 år efter, det vil sige ved det sidste år i analysen. 5.1.1 Ulykker Cirkeldiagrammet nedenfor viser, hvordan de tilskadekomnes aldersfordeling var på det tidspunkt i 1997, hvor de blev udsat for en arbejdsulykke. De 7 aldersgrupper imellem 20 og 54 år er praktisk talt lige store. Hver af aldersgrupperne indeholder imellem 11 og 13 procent af de tilskadekomne i årgang 97. Kun 7 procent af årgang 97 er mellem 55 og 59 år, og ganske få procent er mellem 60-64 20

5 Læsevejledning år eller over 65 år. På tidspunktet for arbejdsulykken var der altså kun få personer i de aldersgrupper, der kan modtage efterløn eller folkepension. Figur 5.1: Aldersfordeling for tilskadekomne på skadestidspunktet, skadeårgang 1997, ulykker Aldersfordeling for tilskadekomne - ulykker under 20 år 20-24 år 25-29 år 30-34 år 35-39 år 40-44 år 45-49 år 50-54 år 55-59 år 60-64 år 65 år og derover Det nedenstående cirkeldiagram viser de tilskadekomnes aldersfordeling 9 år efter deres arbejdsulykke, altså i 2006. Der er langt flere personer i de 2 ældste aldersgrupper fra 60 til 64 år og over 65 år i 2006 end i 1997, fordi årgang 1997 er blevet 9 år ældre. På sluttidspunktet for vores analyse er i alt 19 procent af de tilskadekomne med en arbejdsulykke blevet over 60 år. Det betyder, at næsten en femtedel af årgang 97 har en alder, hvor de potentielt vil være berettiget til en offentlig ydelse i form af efterløn eller folkepension. Blot på grund af tidens gang må man altså forvente, at graden af selvforsørgelse blandt de tilskadekomne falder. 21

5 Læsevejledning Figur 5.2: Aldersfordeling for tilskadekomne 9 år efter skadestidspunktet, skadeårgang 1997, ulykker Aldersfordeling for ulykker 9 år efter ulykken under 20 år 20-24 år 25-29 år 30-34 år 35-39 år 40-44 år 45-49 år 50-54 år 55-59 år 60-64 år 65 år og derover 5.1.2 Erhvervssygdomme Nedenstående cirkeldiagrammer viser den tilsvarende aldersfordeling for tilskadekomne, som har anmeldt en erhvervssygdom. Alderen beregnes på tidspunktet for anmeldelsen. Fordelingen adskiller sig fra den for ulykkerne. De, som anmelder en erhvervssygdom, er gennemsnitligt ældre. På tidspunktet for anmeldelsen var 13 procent i de aldersgrupper, der kan modtage efterløn eller folkepension. 53 procent af de tilskadekomne var mellem 40-59 år på anmeldetidspunktet. 22