Gr ow up! Kol l ek t i v ebof or mer : f ami l i e,hj em,ogdetatgør e mel l emal deror dent l i gt Engenus v i dens k abl i gmas t er upps at safni nawegener UmeåUni v er s i t et Umeåc ent r um f örgenus s t udi er Vår en2013 Handl eder :L i ndaber g
Grow up! Af Nina Wegener Masteruppsats ved Umeå center för genusstudier forår 2013
Abstract Grow up! Communal living: family, home and how to do the age in the middle properly Based on nine qualitative interviews with individuals living communally in three Swedish and Danish cities, this study investigates how age and corresponding heteronormative ideas about home and family influence communal living. Utilizing queer and feminist theory in addition to studies on aging, I find that the participants reproduce age standards in order to legitimize their way of living whilst trying to distance themselves from the common notion that communal living is a lifestyle for young people. However at the same time they resist age norms, for example, by using language creatively, hereby blurring the boundaries of the conventional heteronormative concept of adulthood. Furthermore I explore how a heteronormative design of housing, a lack of communes that can serve as models for future living and the fact that communes often has connotations to the hippie era in the 1970s, makes it difficult for participants to see themselves live collectively in the future. Ultimately, I argue that the commune can be seen as a nowtopia, a utopia practised in the present, which queers time and age concepts, thus holding the potential of changing heteronormative ideas about home, family and age. Key words: communal living, age, queer time, adulthood, norms, family, home.
Forord Videnskabelige tekster er kollektive processer, og jeg vil her tage mig plads til at takke folk som har hjulpet mig i dette arbejde. Først og fremmest tak til deltagerne i mit studiet som bød mig indenfor og tog sig tid til at tale med mig. Tak til to af de klogeste hoveder jeg kender, ph.d.- studerende i historie ved Lund Universitet Bolette Frydendahl Larsen og Gabriella Seger for lærerige samtaler og gennemlæsninger af min tekst. Tak til Julia Nygren og Anna Misharina for hjælp med forsidelayout og Monica Nguyen for ekstra assistance. Tak til Billy Ehn for at jeg fik lov til at deltage på doktorandkurset for etnologer på Umeå Universitet foråret 2013, og til kursusdeltagerne for nye interessante vinkler på hvordan man kan anvende etnografiske metoder. Endeligt et tak til Linda Berg fra Umeå centrum för genusstudier for inspirerende og engageret vejledning, og til Eva Forssten for opponering ved mit afsluttende seminarium.
Indhold 1. Indledning... 3 Problemformulering og syfte... 6 Disposition... 6 Et feministisk speciale... 7 Forskningskontekst... 8 Forskning om alder...8 Forskning om hjem og kollektiver... 10 2. Metodologi...13 Videnskabsteoretisk udgangspunkt...13 Analyserammen: Queerteori og normkritik...14 Butler og det performative... 14 Alder og queertid... 16 Min egen placering i feltet...17 Præsentation af mit materiale...18 Udvalget af kollektiver og interviewdeltagere... 19 Præsentation af deltagerne i mit studie... 20 Det kvalitative interview... 22 Produktion af empiri på pladsen... 24 Analysemetode og transskribering...26 3. Analyse...29 3.1 At forklare og forsvare sin boform...30 Indenfor normen og så alligevel ikke...32 3.2 Det kollektive hjem...33 Hverdagen, relationerne og hjemmet...33 Orden, rengøring og konflikt...35 Et hjem som børn kan vokse op i...37 Hvordan man omtaler sin boform: sambo, familie og hverdagspersoner...40 3.3 Selvstændighed og fællesskab...44 Økonomisk selvstændighed...44 Selvstændighed og at bo med andre...48 Normer for at bo kollektivt og kritikken af et individualiseret samfund...49 3.4 De materielle rammer om kollektivet...51 Heteronormative huse og indbyggede hierarkier...52 Boligmarkedet og mulighederne for at forandre de fysiske rammer...53 3.5 Flere udgaver af næste station...55 Kontinuitet og fremtid sammen...55 At savne forbilleder...60 1
Mellem idealer og praksis...61 3.6 Kollektivet fra fortiden og hele vejen ind i fremtiden...66 Kollektivet som fortidslevn...66 Nutopi og forandring...69 Alder i bevægelse...70 4. Sammenfattende ord...73 Litteraturliste...76 Bilag 1 Annonce på facebook...83 Bilag 2 Mail til kollektiver...84 Bilag 3b Interviewguide til enkeltpersoninterview. Svensk...87 Bilag 4a Interviewguide til gruppeinterview. Dansk...89 Bilag 4b Interviewguide til gruppeinterview. Svensk...91 2
1. Indledning Dette er et studie om kollektiver, og om hvordan det opleves at bo kollektivt, når man er kommet sig over sin første ungdom, og er på vej til eller måske allerede står midt i det, vi ofte betegner som voksenlivet. Studiet tager udgangspunkt i mine besøg i syv kollektiver i Sverige og Danmark, hvor beboerne var mellem 23 og 37 år gamle, og hvor alle jeg talte med havde planer om at fortsætte med at bo kollektivt fremover. Men deltagerne i studiet fortalte også om, hvordan de blev mødt med en forventning om, at deres kollektive boform var en midlertidig løsning. For Katrine, en deltager i mit studie, var det vigtigt at påpege, at det at bo kollektivt var et positivt tilvalg og ikke en mangel på bedre alternativer: Jeg vil i hvert fald tit gerne lige have sådan sikret mig, hvis det er folk jeg ikke kender så godt, at de er med på, at det ikke er en ungdomsbolig, at det ikke er en drukbule, men at vi er voksne mennesker som ikke bare lige er gennem en periode, hvor vi skulle gøre studiet færdigt og ikke lige havde fundet nogen, vi kunne flytte i parforhold med. Også fordi jeg nødig vil have at folk tror, at jeg er sådan én, der er blevet hængende i en start- 20 er-sump, når det slet ikke passer. Hvad indebærer det at blive anset for at hænge fast i en start- 20er- sump, når man som Katrine er 30 år gammel, og hvorfor er det så vigtigt for Katrine at lægge afstand til det? Hvad vil det sige at være voksen, og hvorfor tror folk, at Katrine vil flytte ud af sit kollektiv, fordi studierne er færdiggjorte og skiftet ud med fast arbejde? Og hvad har det hele at gøre med at få en partner? Dette er nogle af de spørgsmål, jeg vil undersøge i dette studie, hvor jeg ser på, hvordan opfattelser af tid og alder og idéer om sted og hjem gensidigt påvirker hinanden. Da jeg begyndte at arbejde med dette projekt, havde jeg ikke tænkt, at det skulle handle om alder. I samtalerne med deltagerne omkring emner som familie, boligplaner og 3
hverdagen i kollektivet, var alder og tanker om egne og andres forventninger til livet som voksen dog et tilbagevendende tema, som gjorde, at alder kom til at fremstå som et særdeles vigtigt aspekt af deltagernes liv, og som jeg derfor har valgt at opbygge min analyse ud fra. Anne Leonora Blaakilde skriver, at vi i Skandinavien er gået fra et slægtskabsbaseret samfund til et kronologisk baseret, hvor man som medborger bliver givet rettigheder i henhold til ens alder. Ifølge Blaakilde har denne ændring til dels befriet mennesket fra fastlåste slægtsbånd, men samtidigt har kronologiseringen også medført en fastlåsning af individerne, fordi man får kulturel værdi gennem sin alder og ved at opføre sig passende efter aldersnormerne i samfundet. Denne kronologiske aldersforståelse kan således give grobund for frustration og aldersangst, når vi kan tælle vores egen alder og igennem den sammenligne vores liv med andres (Blaakilde 2007). I dette speciale skal vi se, hvordan deltagerne forholder sig til aldersnormer i samfundet og er med til at reproducere disse, når de lægger afstand til kollektivet som en ungdomsboform og forsøger at vise, at kollektivet også kan tilhøre senere faser i livet. Samtidigt modsætter deltagerne sig dog også disse normer, som kan medføre aldersfrustration og peger på, at der kan findes mange forskellige måder at være voksen på. I resten af denne tekst vil jeg i stedet for at bruge ordet voksen anvende ordet mellemalder til at beskrive den aldersfase, som ligger mellem ungdom og alderdom. Mellemalder er derfor anderledes end at beskrive folk som midaldrende, der nærmere betegner den sene fase af mellemalderen, og skal ligeledes heller ikke forstås som et nyt dansk begreb for in- between- agers, eller tweens, som bruges til at beskrive de 8-12 årige. Inspireret af Håkan Jönson argumenterer jeg for at bruge ordet mellemalder i stedet for voksen for at synliggøre, at mellemalderen er anderledes end at være gammel, men samtidig uden at tage voksenheden fra de gamle, som ikke holder op med at være voksne, bare fordi de bliver ældre (Jönson 2002:101). Blaakilde skelner mellem to anvendelser af ordet voksen. Voksen kan dels betegne en aldersmæssig fase, man når efter ungdommen, hvad jeg benævner mellemalderen, men Blaakilde skriver også, at voksen kan være en adfærdsmæssig betegnelse som i det vestlige samfund beskriver det at tage ansvar og være uafhængig (Blaakilde 2005: 53). Den adfærdsmæssige betegnelse som voksen beskriver, har jeg valgt at kalde normer for mellemalderen eller mellemaldersnormer netop for at understrege, at det er egenskaber, som konnoteres til en særlig aldersfase og ikke den kronologiske alder i år, som det betegner. Det er mit håb, at ordet mellemalder og mellemaldersnormer kan destabilisere eller forstyrre læsningen lidt. Jeg vælger ikke at bruge det normative voksen, som jeg i lighed med Helena Kåks mener har konnotationer til dominans og til at være overordnet andre aldersfaser (Heggli 2004:6, Kåks 2007:27). I den videre tekst har jeg desuden valgt at bruge det kønsneutrale pronomen hen, i form af 4
hen/hen/hens, der erstatter hun/hende/hendes og han/ham/hans. Først og fremmest fordi det er et greb, der udfordrer hverdagens kønnede diskurs af personer, og som derudover er med til at understrege, at deltagernes køn ikke har betydning i analysen. Når jeg har fortalt nysgerrige, hvad jeg skriver speciale om, er der mange, der udbryder: kollektiver, findes de stadigvæk? Det er ikke mærkeligt, at mange tror, at kollektiver knapt findes længere, og forbinder dem med et populærkulturelt 70 er fænomen, som det for eksempel skildres i den svenske Lukas Moodyson film fra 2000 Tillsammans. Ifølge Eva Sandstedt savner den kollektive boform både akademisk og offentlig opmærksomhed, hvilket resulterer i, at folk ofte associerer det at bo kollektivt i dag med en livsstil for unge eller forbinder det med fordomme om, hvad kollektivet var i 1970erne: et sted hvor man eksperimenterede med stoffer og fri sex (Sandstedt 2010). Da jeg søgte kollektiver til denne undersøgelse gennem venner og bekendte, fik jeg dog et tydeligt billede af, at der findes kollektiver i både Sverige og Danmark, og at disse kollektive boformer kan se meget forskellige ud: En person skrev til mig og fortalte om dennes kollektiv, som bestod af to mennesker og tre katte. Et andet sted var de to par med børn, som delte hushold, et tredje sted otte personer inklusiv to børn. Sådan fortsatte jeg med at få kontakt til mange flere, end jeg desværre kunne nå at besøge under arbejdet med denne undersøgelse, men det blev i hvert fald tydeligt for mig, at det at bo kollektivt stadig er aktuelt, også for folk som ikke længere befinder sig i den aldersgruppe, der benævnes ungdommen. Jeg oplevede en stor interesse, både fra deltagerne i mit studie og fra venner og bekendte, for at høre andres beskrivelser af at bo kollektivt. Jeg tolker dette som et behov for at få inspiration og viden om alternative bo- og familieformer til den traditionelle kernefamilie. Etnolog Michelle Göransson skriver desuden, at boligbyggeriet i det meste af Vesteuropa, og ikke mindst i Skandinavien, har været tillempet en bestemt heteronorm livsform (Göransson 2012:134). At leve i et heteronormativt samfund betyder at leve i et samfund, hvor heteroseksualitet anses for at være det normale og forventede, og alt andet ses som afvigende og unormalt. Når samfundet er tillempet en heteronormativ livsform, indebærer dette, at det er opbygget ud fra den heteroseksuelle kernefamilie som norm, med to voksne som lever i par og et antal børn, selvom der naturligvis i praksis findes mange andre livsformer. Jeg vil med denne analyse synliggøre nogle af de alternative boformer, som findes til dagens kernefamilienorm, og inspireret af hvad Katarina Bonnevier skriver, vil jeg vise at the cultural production that surrounds us is not as straight as heteronormativity makes it appear. (Bonnevier 2007:22) Jeg har tilstræbt at skrive teksten i et sprog, som gør den læsevenlig også udenfor akademiske kredse, og har valgt at lægge mange citater fra interviewene ind i analysen, for at gøre teksten levende. 5
Jeg håber, at jeg har skrevet en opgave, som er interessant at læse for mange, hvad enten man bor kollektivt eller ej, og uanset hvilken alder man er i. Hop direkte til analysen hvis du mest er interesseret i emnerne at bo kollektivt og alder, eller læs blot citaterne og det sammenfattende ord til slut for at få en hurtigt version af, hvad mine interviews viste. For dig, som også er interesseret i hvilke overvejelser som ligger bag dette studie, anbefaler jeg en læsning af hele opgaven fra ende til anden. Problemformulering og syfte Hovedformålet 1 med dette studie er at undersøge, hvordan forestillinger om alder herunder heteronorme forestillinger om skabelse af hjem og familie - spiller ind på at bo kollektivt. Flere forskere har vist, hvordan familieskabelse, arbejdsliv og at få børn i det vestlige samfund er med til at skabe forestillinger om, hvad det vil sige at være i mellemalderen (Ambjörnsson og Jönsson 2010, Blaakilde 2007, Edelman 2004, Halberstam 2005). I dette studie betragter jeg således også alder som et socialt og kulturelt fænomen og som et centralt organiserende princip i samfundet. Med udgangspunkt i deltagernes erfaringer om at bo kollektivt, vil jeg undersøge hvilke tanker, deltagerne gør sig om at leve et liv i mellemalderen. Dette bliver således et delsyfte, ligesom et andet delsyfte er, at jeg vil undersøge hvilke normer for mellemalderliv, som findes i samfundet i dag, og hvordan dette indvirker på at bo kollektivt. Et tredje delsyfte er at undersøge, hvordan det opleves for deltagerne at vælge en boform, som ofte forstås som tilhørende en ungdomsfase i livet og jeg vil udforske, hvordan det at skabe hjem kan ses som en faktor der er med til at gøre os kulturelt genkendelige som tilhørende mellemalderen. Et sidste og fjerde delsyfte er at undersøge, hvordan forestillingerne om kollektivet som tilhørende en hippietid i 1970erne opleves af deltagerne, og hvilke konsekvenser det får for at bo kollektivt. Mine forskningsspørgsmål er: Hvorfor bor folk kollektivt og hvilke forståelser af mellemalder spejles i mit materiale? Hvilke reaktioner får kollektivister på at bo kollektivt fra andre, og hvordan håndterer de disse reaktioner? Hvordan produceres aldersnormer i kollektiverne, og hvordan ydes der modstand mod disse normer? Disposition Jeg vil begynde dette studie med at vise dets relevans inden for genusforskning, og herefter følger en gennemgang af studiets forskningskontekst indenfor felterne aldersforskning og forskning om hjem og kollektiver. 1 Jeg har valgt at bruge det svenske ord syfte, som på dansk kan beskrives som genstandsfelt eller formål. 6
I det efterfølgende metodologiske afsnit præsenterer jeg først studiets videnskabsteoretiske udgangspunkt og den anvendte teori for senere at beskrive, hvordan jeg har produceret mit materiale. Denne sidste del af det metodologiske afsnit er forholdsvis udviklet, da jeg mener, at gennemsigtighed i min forskningsproces og tydelighed om valg og fravalg er med til at øge validiteten af projektet. Herpå følger analysen, som er inddelt i seks dele, hvor jeg kommer ind på, hvordan forskellige aspekter såsom alder, den kollektive boligform og heteronormative forestillinger om skabelse af hjem og familie kom til udtryk i mit materiale. En kort sammenfatning opsummerer til slut mine hovedpointer i analysen, og giver forslag til videre forskning indenfor feltet. Et feministisk speciale Mit speciale bærer præg af min baggrund som bachelor i etnologi, hvilket især har hjulpet mig under indsamlingen af materiale til undersøgelsen. Først og fremmest har jeg dog skrevet et speciale i genus. Udgangspunktet for undersøgelsen har været feministisk videnskabsteori og metode, og i min analyse er det også hovedsageligt feministisk teori, jeg gør brug af. Jeg har valgt ikke at præsentere forskere og teoretikere med titel, eftersom genusforskningsfeltet er interdisciplinært, og derfor kan det være mere misvisende end tydeliggørende at forsøge at sætte mærkater på, efter hvilken disciplin folk skriver indenfor. Genus er den svenske term, som jeg vælger at bruge om mit fag i denne tekst, og som på dansk ofte oversættes til kønsstudier eller kønsforskning. Genus har som fag fået stor gennemslagskraft i Sverige, både som eget forskningsfelt, men også gennem sin påvirkning af andre fag, og jeg mener derfor, at termen har fået en betydning i sig selv, som den danske term kønsstudier ikke dækker. I lighed med Nina Lykke ser jeg genusforskning som et tværvidenskabeligt fag, der trækker på kundskab og metoder fra mange forskellige områder, men som traditionelt har haft køn som forskningsområde. Lykke betoner genusforskning som et grænseoverskridende forskningsfelt, der kan fungere som en dynamisk dialog, mellem forskellige intellektuelle teori- og metodeinfluenser, og på den måde skabe en synergi effekt (Lykke 2009:37). Desuden mener jeg, ligesom Caroline Ramazanoglu og Jane Holland (2002:5), at en fællesnævner for genusforskning er de kritiske analyser af magtrelationer, og at feministisk teori således kan bidrage til at synliggøre, hvordan magtrelationer former mennesker og samfund i flere forskellige aspekter end bare køn. Min teoretiske inspiration har jeg blandt andet hentet fra Judith Butlers performativitetsbegreb, queerteori om tid og alder og kritikken af heteronormativitet. 7
Akademisk queerteori er udsprunget af genus- og seksualitetsforskning, men flere teoretikere argumenterer også for, at queerteori skal bruges som en generel kritisk teori, der synliggør normer og strukturer i samfundet på flere planer end køn og seksualitet (Sandberg 2008:15). I min analyse anvender jeg queerteori som normkritisk værktøj primært til at undersøge alder som kategori. Forskningskontekst I dette afsnit vil jeg placere mit studie indenfor et felt, som dels omhandler aldersforskning, og dels omhandler forskning om kollektiver som boform og hjemmet som teoretiseret felt. I min forskningsgennemgang har jeg fokus på feministisk og genusorienteret forskning. Forskning om alder Alder har længe været en fraværende kategori i feministisk forskning, samtidigt som feministisk magtkritik også har været fraværende i forskning om alder (Calasanti og Slevin 2001: 3, Krekula, Närvänen og Näsman 2005: 82). At anvende alder som analysekategori til at forstå det sociale er således først gennem de seneste 15-20 år begyndt at finde indpas i feministisk forskning, blandt andet gennem udgivelser af en række antologier hvor alder og køn undersøges som sociale differentieringskategorier (Ambjörnsson og Jönsson 2010, Browne 1998, Calasanti og Slevin 2001). Inden for feministisk forskning er der dog en voksende interesse for analyser om alder, og en del feministiske bidrag indenfor aldersforskning har særligt fokus på alderdom som diskriminerende kategori i samfundet og hævder, at ældre også er fraværende i akademiske analyser. (Brown 1998: xxiii, Calisanti og Slevin 2006: 3). I aldersforskning anvendes begrebet alderisme til at beskrive fordomme og diskriminering mod forskellige aldersgrupper og til at synliggøre det hierarki, som placerer børn og ældre som undtagelser, mens mellemalderen fremstår som den uudtalte målestok som alle andre måles mod. (Ambjörnsson og Jönsson 2010:13). Et eksempel på dette er Linn Sandbergs afhandling fra 2011, hvor hen undersøger, hvordan ældre mænd oplever deres seksualitet og alderdom, og hvor hen argumenterer for, at ældres seksualitet skal forstås i relation til køn (Sandberg 2011). En del studier indenfor feministisk alderdomsforskning har desuden berøringsflader med criptheory, når de undersøger, hvordan gamle kroppe bliver gjort til funktionsnedsatte og dysfunktionelle (Sandberg 2008:13, Calasanti og Slevin 2001). Sandberg argumenterer for, at mellemalderen ofte har fået lov til at stå som usynlig norm i akademiske tekster, fordi alder ikke problematiseres, når deltagerne i en undersøgelse netop tilhører mellemalderen (Sandberg 2008). Således har jeg i min søgning efter litteratur fundet mange analyser, som kategoriseres under alder eller aldring, men egentlig handler om én bestemt alder, nemlig alderdommen. Denne 8
manglende granskning af den normsættende mellemalder og usynliggørelsen af den som alderskategori er en grund til, at jeg har jeg fundet det interessant at undersøge normer for mellemalder i vores samfund gennem mit materiale. En undtagelse fra afsavnet af mellealderanalyser er dog en nyligt udkommet antologi med Andy Bennet og Paul Hodkinson som redaktører. Med artikler om personer i mellemalderen, som er aktive i forskellige subkulturer, kritiserer Bennet og Hodkinson tidligere forskning i ungdomskultur for at ignorere den store deltagelse af mellemaldrende personer, og dermed mener jeg også, at antologien er et vigtigt indlæg i at synliggøre mellemalderen netop som alderskategori (Bennet og Hodkinson 2012). Clary Krekula, Anna- Liisa Närvänen og Elisabet Näsman efterlyser, at alderskategorien løftes som vigtigt magtperspektiv i de intersektionelle analyser, der de senere år har vundet indpas i feministisk forskning, hvor kategorier som for eksempel køn, klasse eller funktionsevne og deres gensidige relation i skabelsen af subjektpositioner undersøges (Krekula, Närvänen og Näsman 2005:81). Et sidste aspekt af aldersforskning, som jeg vil tage op her er queerteori, hvor det ofte ikke bare er alder som medtages i analysen, men hele den vestlige lineære tidsopfattelse som kritiseres (Berg og Wickman 2010). Her står særligt Judith Jack Halberstams bog fra 2005 In a Queer Space and Time, som et centralt værk, hvor Halberstam argumenterer for, at vores tidsopfattelse udgår fra en heteroseksuel middelklassenorm. Halberstam har inspireret til flere analyser af en queer brug af tid, for eksempel Jodie Taylors forskning om mellemaldrende hbtq- personer 2 og deres deltagelse i subkulturelle musikmiljøer. Disse personers livsstil er i konflikt med normative forventninger til at blive voksen, og dermed påviser Taylor, hvordan alder fungerer som social magt, der marginaliserer aktiviteter som amoralske og afvigende, hvis de falder udenfor en heteronormativ tidsforståelse (Taylor 2010). I min undersøgelse anvender jeg alder som stratifikationsprincip, og ved at udgå fra queerteori indebærer min analyse en kritik af heteronormative praksisser, når jeg undersøger, hvordan forståelser af hjem og kollektiv er med til at skabe normer omkring mellemalderen. Hjem og kollektiver er aspekter, som er fraværende i den aldersforskning, jeg har haft tilgængelig, og indenfor queerstudier af alder har det oftere være reproduktion og partnerskab, som har været genstand for undersøgelse af aldersnormer. Eftersom mellemalder som kategori kun er ganske lidt udforsket, mener jeg, at denne analysekategori i sig selv behøver mere granskning, hvilket dog ikke betyder, at jeg generelt ser andre hierarkiseringer såsom klasse eller genus som mindre væsentlige. 2 Hbtq står for HomoBiTransQueer 9
Forskning om hjem og kollektiver I forskningsmæssige sammenhænge har boligen og hjemmet længe været anset som uinteressant, fordi det tilhørte den private sfære (Blunt og Dowling 2006, Johnston og Longhurst 2010). Nyere forskning af hjemmet betoner dog, at det private og det offentlige ikke kan skilles ad, som for eksempel Marie Fuentes viser i sin afhandling om unge mænds forhold til hjem. Fuentes peger på, at en stigende interesse for indretning og møblering i hjemmet har medført en øget kommercialisering af hjemmet, og at dette medvirker til at nedbryde grænserne mellem det private og det offentlige (Fuentes 2011). Feminister og kulturgeografer har ligeledes stillet spørgsmål ved den binære opdeling mellem hjemme og ude, og feminister har især peget på, at denne opdeling er en del af en kønsmæssig binær magtstruktur, hvor det kvindelige og følelsesmæssige nedvurderes, når det bliver koblet til det private i hjemmet, mens det politiske, rationelle og offentlige liv kobles til det mandlige og opvurderes (jf. Domosh 1998, Sangregorio 2010). Feministiske geografer har peget på, at sted og rum er vigtige analytiske indgange til at forstå verden, fordi normer er indlejret i og produceret gennem materielle rum (Blunt og Dowling 2006:14, Nelson og Seager 2005:7). Feministiske forskere har ligeledes påpeget, hvordan bygninger er med til at fremme heteroseksuelle familie- og parnormer, og ofte har fokus i forskningen været at se på ikke- heteroseksuelle personer og deres erfaringer med boliger, hvor det ofte er blevet fremhævet hvordan homokulturer udfordrer grænserne for hvilke rum, der normalt anses at rumme offentlige aktiviteter og hvilke rum som rummer private aktiviteter (jf. Bonnevier 2007, Göransson 2012, Johnston og Longhurst 2010, Kentley 2008). Desuden har mange feminister vist, at byggebranchen er mandsdomineret, og at boliger bygges ud fra stereotype kønsforestillinger (Listerborn 2007, Nordiska Kvinnors Bygg- och Planforum 1988). Forsker i social antropologi Sara Pink lægger i sin forståelse af plads og rum vægt på, at det er en praksis, og som dermed adskiller sig fra den geografiske stedslighed (Pink 2012:23). Jeg finder hens forståelse af plads brugbar og forstår kollektivet som en social praksis, der hele tiden gøres. Derfor anvender jeg fremover i analysen også at bo kollektivt, frem for at bo i kollektiv, og fokus bliver derved på praksis, og det man gør sammen i stedet for kollektivet som en statisk ydre ramme. Dermed bliver begrebet kollektiv også i stand til at rumme mange forskellige boformer, som falder udenfor definitionen af den traditionelle kernefamilie, og som alle har det tilfælles, at man deler og har fællesskab. I min analyse tager jeg dog udgangspunkt i, at den sociale praksis og det materielle gensidigt former hinanden. Den kollektive praksis placeres i en stedslighed og derved spiller materialiteten også ind, hvilket Pink også påpeger er vigtigt i en analyse af hjemmet (Pink 2012). I min indledning nævnte jeg, at kollektivet ofte opfattes som et 1970er fænomen, men idéer om at bo kollektivt og kollektive bopraksisser har også fundet sted længere tilbage i 10
historien. Historisk set har feministiske idéer til kollektive boformer ofte sigtet på at lette kvinden for husholdningsarbejdet i hjemmet, og i modernitetens ånd foreslog den svenske socialdemokratiske politiker Alva Myrdal i 1930erne en fælles rationel arbejdsdeling som middel til at nå dette mål (Myrdal 1932:602). Dolores Hayden omtaler i sin bog fra 1981 ligeledes, den ellers glemte politiske bevægelse af progressive feminister, der allerede i slutningen af 1800- tallet havde kritiske bud på, hvordan hjem og bolig kan omskabes til mere kollektive enheder som middel til at sætte kvinden fri fra arbejdet i hjemmet (Hayden 1981). Fra starten af 1970erne og frem til slutningen af 1980erne skete der et boom i studier, som undersøger den kollektive boform, samtidigt med at boligformen opnåede ny interesse. En del studier har form af funktionsstudier af, hvordan den kollektive bolig anvendes og er ofte udarbejdet af arkitekter (jf. Lauthers 1982, Lindén 1982). Også her er den feministiske interesse tydelig blandt andet hos Nordiska Kvinnors Bygg- og Planforum, som har lavet undersøgelser af forskellige kollektive boformer i de nordiske lande (Nordiska Kvinnors Bygg- og Planforum 1979 og 1988). Andre studier har fokus på den sociale del af det at bo kollektivt, og bærer præg af at være et forsvar mod de fordomme, som fandtes i samtiden, om kollektiver som plads for stofmisbrug og partnerbytte (jf. Christensen og Kristensens 1977, Larsen og Nielsens 1977). Ingen af disse udgivelser har dog en teoretisk undersøgende tilgang til det at bo kollektivt, men snarere form af grundforskning for at afdække et nyt forskningsområde. Dagens studier af den kollektive boform fokuserer ofte på, hvordan kollektivet kan fungere som miljømæssigt bæredygtigt alternativ til enfamiliehusholdet eller mennesker som bor alene, og tager tit udgangspunkt i bofællesskabet, hvor hver familie eller hushold har sin egen boenhed men med adgang til fælles rum og faciliteter (Meltzer 2010, Durret 2010, Valdorff Madsen 2012). Eftersom hverken Danmarks eller Sveriges ellers udførlige statistikbanker indeholder kategorier som kollektivbolig eller bofællesskab, er det dog svært at skabe et kvantificerbart billede af nutidens kollektive boligsituation. Alder er sjældent berørt eller problematiseret i dagens sparsomme kollektivforskning. En undtagelse fra dette er dog en artikel af Margrethe Kählers, som belyser mulighederne for, at ældre bor sammen med andre ældre i bofællesskab (Kähler 2010). Ligesom der sjældent fokuseres på alder, bliver der også sjældent stillet spørgsmål til normer omkring familieskabelse. Et eksempel på dette er Birgitte Mazantis studie fra 2007, som undersøger familiers motiver til at flytte til et område med bofællesskabsmuligheder, og hvor børnefamilien er det naturlige og uproblematiserede udgangspunkt for undersøgelsen (Mazanti 2007). I mit studie vil jeg bidrage til forskningsfeltet om kollektiver ved at synliggøre, at aldersnormer og normer for at skabe bolig og familie spiller ind på mulighederne for at skabe kollektiv i dag, og på denne måde mener jeg at kunne nuancere forståelsen af, 11
hvorfor og hvordan folk bor kollektivt, hvilket blandt andet kan være et nyttigt redskab for tidens studier af miljørigtige boformer. Definition af begrebet kollektiv Ordet kollektiv kommer fra det latinske colligere, som betyder at samle 3, og er et paraplybegreb, som dækker mange former for fællesskaber herunder også boligformer. Dick Urban Vestbro mener, at forskningsområdet om kollektive boformer bærer præg af mangel på begreber, hvilket blandt andet hænger sammen med, at der er en stor international variation i kollektive boformer, og hen efterspørger nye koncise begrebsapparater, som fremmer forskningen på området (Vestbro 2010: 29). Urban skelner mellem collective housing og communes, hvor sidstnævnte savner private lejligheder. Jeg mener, at det svenske kollektivhus og det danske bofællesskab kan placeres under collective housing, hvor hver husstand er sin egen enhed, men har tilgang til fælles lokaler, og hvor hverdagen i begrænset omfang tilrettelægges kollektivt, ofte omkring mulighed for fællesspisning. I mit studie er jeg derimod interesseret i at undersøge former for kollektivboliger, som er organiseret anderledes end de kernefamilielignende enheder som ofte findes i større sammenslutninger af bofællesskaber og kollektivhuse, hvilket er helt fraværende i forskningen i dag. I svenske studier er ordet storfamilie ofte blevet brugt om denne mindre enhed, mens det er mere almindeligt i en dansk sammenhæng at anvende ordet kollektiv. Et eksempel på dette er titlen på den danske bog fra 1977, hvis danske originaltitel er Børn i kollektiv, på svensk oversat til Barn i storfamilj (Hostrup Larsen og Lynge Nielsen 1977). Mit studie tager udgangspunkt i personer, som frivilligt har valgt at bo kollektivt med andre, og som altså ikke har valgt boformen primært af økonomisk eller religiøs nødvendighed, og jeg har søgt efter steder, som havde et socialt fællesskab, og som gik udover tidsbegrænsede kollektivboformer som studenterkollektivet. I dette studie er kollektivet defineret som en gruppe på mindst tre personer, som bor sammen, uden at alle er i slægtskab med hinanden, og som både socialt og arbejdsfordelingsmæssigt har en høj grad af fællesskab i hjemmet. 3 Kilde: Svenska Nationalencyklopedin. Opslag kollektiv http://www.ne.se/lang/kollektiv/227818 12
2. Metodologi Feministisk forskningsmetodologi er retningslinjerne for dette speciale i genusvidenskab. Feministisk forskning bryder med antagelserne om neutralitet og værdifrihed, som er grundstammen i den objektive videnskabstradition, hvor idealet er, at forskningsresultatet skal beskyttes mod forskerens sociale værdier (Harding 2007:274). Udgangspunktet bliver i stedet, at metoderne til at producere videnskab altid hænger sammen med forskerens position i samfundet og forskningens teoretiske antagelser. Af denne grund hænger dette afsnit, du som læser sidder med nu - det videnskabsteoretiske afsnit - også sammen med teoriafsnittet og mit metodeafsnittet og har overskriften Metodologi. Mit videnskabsteoretiske udgangspunkt er poststrukturalistisk teori, hvilket således både indvirker på min indsamling af materiale, hvordan jeg ser på min egen position som forsker og hvilken teori jeg anvender i analysen. I poststrukturalisme afvises idéen om rationel og objektiv videnskab, eftersom magt ses som allestedsnærværende i skabelsen af subjekter og viden. I stedet for viden om virkeligheden ser man videnskab som forskellige måder at tænke på, og forskningsresultater bliver forskellige historier om verden. Her begynder min fortælling om kollektiver. Videnskabsteoretisk udgangspunkt Eftersom vidensproduktion altid er et produkt af magt, bliver kampen om at kunne fortælle sandheden om verden også et spørgsmål om at have et magtfuldt og autoritært sted at berette sin videnskabelige fortælling fra (Ramazanoglu og Holland 2002:87). Dette er dog ikke bare væsentligt indenfor poststrukturalismen, men er en klassisk feministisk videnskabsteoretisk pointe, hvor man kritiserer det usynlige objektive forskersubjekt, eller hvad Donna Haraway kalder the god trick. Haraway kritiserer et klassisk objektivt videnskabsideal, hvor forskeren bliver et altseende øje, som giver indtryk af at være uden for tid og rum, og som derved distancerer sig fra magtrelationer. For Haraway bliver 13
positionering af forskningssubjektet og situeret viden derfor centrale begreber, hvilket indebærer, at forskeren skal være tydelig med sin egen position i forhold til forskningen og tage etisk ansvar for sin vidensproduktion (Haraway 1988:587). For at synliggøre min egen rolle i produktionen af denne forskning, har jeg valgt at lade et længere afsnit handle om min egen placering i feltet. For at lægge afstand til antagelsen om, at viden er noget, som findes uafhængigt af forskeren og dennes vidensinteresse, og som kan hentes ind, bruger jeg ordet produktion af empiri eller materiale, hvor jeg som forsker tydeliggør min rolle som medproducent. Af samme årsag bruger jeg ordet deltagere, i stedet for informanter, om de personer som venligst har indvilget i at indgå i en interviewsituation. Dette understreger, at jeg ikke antager, at deltagerne kan bruges til at indhente neutral information om verden derude, men i stedet ser jeg vidensproduktion som en social proces, hvor jeg, ligesom dem jeg interviewer, er deltagere i denne proces. Ramazanoglu og Holland argumenterer for, at feministisk forskning får validitet ved at være tydelig med at fremvise forskningsprocessen i stedet for at forsøge at læne sig op af en objektiv videnskabsforestilling (Ramazanoglu og Holland 2002:117). Jeg forsøger gennem hele denne tekst at være refleksiv over min egen rolle som forsker, hvilket er særligt tydeligt i de afsnit, som handler om produktion af mit materiale og valg af analysestrategi og temaer. Inden jeg går til beskrivelsen af mit materiale kommer dog først en præsentation af den teori, som sætter rammerne for analysen. Analyserammen: Queerteori og normkritik I dette afsnit præsenterer jeg de teoretiske udgangspunkter, jeg har valgt at bruge i min analyse. I selve analysen inddrager jeg dog løbende også anden forskning, som jeg finder brugbar til at åbne mit materiale. I min analyse indgår således forskere fra mange forskellige discipliner, dog primært feministiske forskere. Udgangspunktet for dette studie er at undersøge, hvordan aldersnormer og det at bo kollektivt gensidigt indvirker på hinanden. I dette afsnit vil jeg først beskrive mit syn på subjektivitet og normer ud fra Butlers teori. Senere beskriver jeg, hvad alder kan som analysekategori, og hvorfor den er relevant i min analyse for til sidst at beskrive, hvordan et queert syn på tid kan bruges i analysen af aldersnormer. Butler og det performative Judith Butler tilskrives ofte en vigtig rolle i queerteoriens udvikling indenfor den tredje bølge af feministisk forskning. Butler beskriver køn som en performativ handling, som skabes og oprettes ved hele tiden at gentages. Dermed er køn med til at konstituere subjekter og Butler skriver: Det performative er ikke bare en handling, der kan udføres af et på forhånd givent subjekt. Det er en af de virkningsfulde og forræderiske måder, hvorpå 14
subjekter kaldes til social eksistens. (Butler 2007b:174) Elizabeth Freeman påminder os om, at Butlers performativitetsbegreb indeholder et element af tidslighed, når disse performative handlinger, som netop hele tiden skal gentages over tid, gør, at subjekt og køn kan fremstå som naturligt og statisk uden for tid og rum. Samtidigt er det dog også repetitionerne, der netop tydeliggør det konstruerede i skabelsen af subjektet og dets foranderlighed (Freeman 2010:4). Inspireret af Michel Foucault ser Butler magt som produktiv og allestedsnærværende. Ved at gøre brug af Foucaults indsigter og genealogien over seksualitet, hvor den historiske tilblivelse og magtens rolle i skabelsen af kategorier undersøges (Foucault 2002), argumenterer Butler for en lignende undersøgelse af køn (Butler 2007a:203). Inspireret af diskursteori mener Butler, at subjekter skabes i sproglige handlinger men også gennem det materielle, for eksempel den måde vi bærer vores kroppe på. Normer og idéer om køn hænger ifølge Butler også sammen med seksualitet og begærsretning og skaber rammerne for, hvordan forskellige kønslige udtryk forstås som rigtige eller legitime. I forordet til 2007 udgivelsen af Butlers klassiker Gender Trouble skriver Butler om betydningen af ordet norm som: the mundane violence performed by certain kinds of gender ideals. (Butler 2007a: xxi) Endvidere skriver Butler, at kønsnormer: establish what will and will not be considered to be real, they establish the ontological field in which bodies may be given legitimate expression. (Butler 2007a: xxv). Eftersom køn skabes i sammenhæng med seksualitet, hvor den heteroseksuelle praksis har forrang i vores samfund, er samfundet også indrettet efter en norm om det heteroseksuelle som det legitime (Butler 2007a). Ligeledes beskriver Monique Wittig heteronormen som en diskurs, som tager for givet, at heteroseksualitet er grundlaget for alle samfund. Wittig skriver, at heteronormen gennemsyrer videnskaben og gør sine koncepter universelle som ahistoriske og apolitiske udgangspunkter for alle liv til alle tider. Liv som leves udenfor denne heteronorm bliver derfor uforståelige og ubegribelige og Wittig skriver, at normen fordrer: you will be stragiht or you will not be. (Wittig 1980:28) Butler undersøger først og fremmest, hvordan køn i sammenhæng med seksualitet skabes som performance og medvirker i skabelsen af subjekter. Men queer er også blevet brugt til at tage afstand fra enhver fastsættelse af identitet som noget entydigt, sammenhængende og naturligt. Michael Warner argumenterer for, at queerteori skal bruges som en generel normkritisk social teori: Queer gets a critical edge by defining itself against the normal rather than the heterosexual. (Warner citeret i Sandberg 2008:15) Igennem at synliggøre normer og strukturer i samfundet åbnes der for muligheder for at kritisere og undersøge konsekvenserne for mennesker, som ikke passer ind i disse normer. I min analyse gør jeg brug af Butlers performative begreb til at forstår alder, og alder bliver i denne analyse således ikke primært et spørgsmål om antal levede år, men snarere 15
undersøges det som performativt og med til at strukturere det sociale. Jeg forstår derfor aldersnormer på den måde, at de først og fremmest har indvirkning i samfundet gennem subjekternes forestillinger om disse normer, som påvirker deres opfattelse af grænser og muligheder indenfor samfundet, og således deres handlerum. Samtidigt vil jeg i analysens fjerde del om de materielle rammer for kollektivet dog også se på, hvordan normer kan få fysisk holdbarhed, for eksempel gennem boligbyggeri. Butlers teori om det performative bliver ikke inddraget eksplicit i min analyse, men afsnittet herover viser mit teoretiske udgangspunkt for analysen. Alder og queertid I min analyse anvender jeg begrebet queer til at undersøge, hvordan kollektive levemåder kan bryde med den gængse opfattelse af, hvordan man bruger sin tid, og dermed udfordrer en heteroseksuel norm om, hvordan livet og tiden skal anvendes. Fra et queerteoretisk udgangspunkt kan den fraværende mellemalder i analyser, eller hvad Linn Sandberg kalder mid- age, siges at være den usynlige norm, som andre aldre gøres (anderledes) igennem. Sandberg skriver: Just as Wittig proposes that heterosexuality always goes unmarked so does mid-age. (Sandberg 2008:118) Ifølge Judith Jack Halberstam hænger heteronormativitet heller ikke nødvendigvis sammen med en heteroseksuel adfærd og identitet. Halberstam foreslår: If we try to think about queerness as an outcome of strange temporalities, imaginative life schedules, and eccentric economic practices, we detach queernes form sexual identity. (Halberstam 2005:1) Halberstam mener, at den vestlige verdens nutidige tidsopfattelse udgår fra en mandlig hvid middelklasse og et kapitalistisk ideal om, at borgere deltager på arbejdsmarkedet, når de er i mellemalderen (Halberstam 2005:4). Udover at vores tidsnorm altså er kønnet, mener Halberstam desuden, at den er styret af heteronormer og heteroseksuelle idéer om det gode liv. Heteroseksualitet fungerer som disciplinerende magt, når den opererer som norm, der indebærer, at den heteroseksuelle livsform og dets praksisser privilegeres, mens det som afviger usynliggøres eller stigmatiseres. I Halberstams forståelse af tid bliver det at leve et respektabel liv altså et spørgsmål om at leve sit liv efter en tidsramme, som privilegerer en heteronormativ middelklasse logik. Ved at fremvise, hvordan forestillinger om tid skabes gennem sproget som magtfulde sociale processer, bliver det også muligt for Halberstam at vise, hvordan visse livsmønstre fremmedgøres, mens andre normaliseres. At queere tiden eller leve gennem hvad Halberstam betegner som queer temporalities, kan således være at bruge sin tid og sit livsforløb i opposition til kernefamilies normer, heteroseksualitet og reproduktion af børn, ved for eksempel at bytte om på nat og dag, eller leve et farligt og dødsforagtende liv (Halberstam 2005). Jeg skal påpege, at jeg bruger queer som et analyseværktøj til at forstå en praksis, hvordan mellemalder og det at bo kollektivt gøres, og mener derfor ikke at beboere i kollektiverne 16
eller stederne i sig selv kan betegnes som særligt queer. Queer bliver i denne sammenhæng altså ikke en identitetsbetegnelse, men i stedet dels en betegnelse for praksisser som falder uden for det heteronormative, og dels en analytisk og praktisk måde jeg forholder mig til mit materiale, som opfordrer til at problematisere normer og kategorier, som ellers antages at være på forhånd givet. Min egen placering i feltet I forlængelse af min tidligere diskussion af mit videnskabsteoretiske udgangspunkt og med Harraways begreb positionering in mente vil jeg i dette afsnit positionere mig selv i undersøgelsesfeltet. Dette skal ikke forstås som et forsøg på at skabe en objektiv afstand til min forskning men i stedet ses som en måde, hvorpå jeg skaber gennemsigtighed i min forskning, og dermed øger validiteten af projektet. Dette speciale handler om kollektiver, et særdeles velkendt fænomen for mig. Dette skyldes, at jeg selv har boet kollektivt siden 2005, stadig gør det og gennem de sidste 10 år er kommet i mange forskellige former for kollektiver. Med forsker i psykologi og sociologi Barbara Czerniawskas term kan man derfor kalde det jeg gør for studying sideways eller symmetrisk antropologi, når mine deltagere og jeg på mange måder har lignende karakteristika som alder, baggrund med mere. (Czerniawska 2005:26). Når jeg træder ind i et for mig så velbekendt felt, bruger jeg i høj grad mine egne erfaringer, dels når jeg skal skabe kontakt med deltagerne i mine interviews, men også i mit arbejde med analysen. I etnografisk arbejde, ligesom i genusvidenskaben, påpeges det ofte som vigtigt, at man bruger egne erfaringer til at leve sig ind i situationen. Man deltager i feltet, og Karin Widerberg argumenterer for, at begreber som relation og samhørighed skal anvendes som kriterier for videnskabelig kundskabsproduktion (Widerberg 1995:168). Jeg mener i forlængelse af dette, at rimelige kriterier for at bedømme validiteten i forskning er: refleksivitet over egne valg, gennemsigtighed i forskningsprocessen og situering af kundskaben. Med hjælp af teori, dels til metodeovervejelser og dels til analysen, får jeg redskaber til at åbne mit materiale og mulighed for at reflektere over det velkendte. At være genusstudent kan i visse sammenhænge blive set som radikalt, men i mange af de kollektiver jeg besøgte, oplevede jeg det snarere som, at det gav mig legitimitet, når min studieretning ofte matchede de politiske slagord på plakaterne som hang på væggene i hjemmene. I alle kollektiver jeg var i kontakt med, lige fra den første annonce jeg lagde ud på facebook til, når jeg præsenterede mig inden interviewet skulle starte, var jeg tydelig med at fortælle, at jeg selv boede kollektivt og havde gjort det gennem mange år. Jeg oplevede dette som vigtigt for at skabe en fortrolighed mellem mig og deltagerne, og forsøgte dermed også at skabe en mere ligelig magtrelation, hvor jeg forlod rollen som 17
udefrakommende forsker for i stedet at blive en del af et kollektiv miljø. Dette mente jeg var vigtigt, eftersom jeg selv som kollektivist har oplevet, hvor træt man kan blive af, at der bliver stillet kritiske spørgsmål til ens livsstil, fordi den ligger udenfor normen. Visse deltagere havde jeg mødt tidligere, eller vi havde fælles bekendte. Et enkelt kollektiv havde jeg været i tidligere, mens jeg i resten var førstegangsbesøgende. Det at have fælles bekendte med deltagerne og selv bo kollektivt, mener jeg var med til at skabe en fortrolighed, som åbnede op for, at vi lettere kunne tale om de problematiske sider ved at bo kollektivt. Efter at have kommet i kollektiver i mange år, har jeg dog oplevet, at der også kan findes normer for, hvordan man skal have fællesskab i kollektiver og normer for, hvad den gode kollektivist er. At jeg selv bor kollektivt kan derfor også have haft den modsatte effekt: netop, at deltagerne læser mig ind i en kollektivnorm om at være kollektivist på en særlig måde, som de gerne vil leve op til i mødet med mig. Med henblik på hvad Widerberg skriver om relationer som kriterium for god kundskabsproduktion, vil interviewsituationen dog altid være ladet med forventninger eller fordomme. I denne undersøgelse vurderer jeg, at fordelene ved mit kendskab til kollektiver opvejer de mulige ulemper, der eventuelt kunne være ved at deltagerne læser mig som fortaler for en bestemt måde at gøre kollektiv på. Jeg har dog valgt ikke at lave interviews med folk, jeg er venner med eller kender indgående, da jeg ville sikre mine deltagere en vis anonymitet i interviewsituationen, og ville undgå at status for vores personlige relation påvirkede situationen. Præsentation af mit materiale I dette kvalitative studie består mit empiriske materiale først og fremmest af semistrukturerede interviews, alle af omkring en times varighed og alle optaget på diktafon til brug for senere transskribering. Under to ugers rejse var jeg på besøg i syv forskellige kollektiver, tre i København, to i Malmö, og to i Göteborg. Under disse besøg lavede jeg i alt ni interview, seks enkeltpersoninterview og tre gruppeinterview. I et kollektiv i hver by lavede jeg et gruppeinterview, og i to af disse lavede jeg desuden et efterfølgende enkeltpersoninterview med en person, som var interesseret i at deltage. Folk som boede i kollektiverne var mellem 23 og 37 år gamle, og aldersspredningen på dem som medvirkede i enten gruppeinterview eller enkeltinterview var den samme. Jeg søgte eksplicit efter folk i denne alder, da mit oprindelige formål med studiet var at arbejde med, hvilke tanker om familieskabelse denne målgruppe havde. På denne måde var alder allerede fra starten et grundlæggende kriterium for produktionen af empiri, men det var først langt senere i processen, at det blev et analytisk tema. Som beskrevet tidligere var der en stor variation i de former for kollektiver og beboersammensætninger som kontaktede mig, og jeg havde et ønske om, at denne 18
diversitet skulle spejles i mit materiale, da jeg netop ville fremvise forskellige boformer i dagens samfund. Dette gjorde for eksempel, at jeg udvalgte kollektiver både med og uden børn, og kollektiver som både definerede sig eksplicit ud fra et politisk ståsted og steder som ikke gjorde det. Dog kan jeg se, at de deltagende kollektiver har mange fællesstræk. Dette kan bero på, at det er kollektiver i byer, frem for på landet, som jeg har undersøgt, hvilket for eksempel kan bevirke, at der er mange studerende i de kollektiver, jeg besøgte. At jeg valgte at koncentrere mit studie til byer, har primært været et spørgsmål om at kunne producere min empiri indenfor en begrænset tidsramme. Da der ikke findes statistisk materiale om kollektiver og deres beboersammensætning, har jeg ingen forudsætninger for at sige, om kollektiverne i min undersøgelse spejler en generel tendens, for eksempel med hensyn til politisk orientering eller beboernes køn, alder og beskæftigelse. Udvalget af kollektiver og interviewdeltagere Kontakten til mulige kollektiver blev først og fremmest etableret gennem mit personlige netværk. Både ved at jeg spurgte mig frem, men også gennem et facebookevent, en form for opslag, jeg oprettede, og som blev spredt af venner og venners venner i dette virtuelle sociale netværk (se annoncen bilag 1). Eftersom overskriften var Kollektiver søges til Studie, kan det have medvirket til, at jeg kom til at udelukke bogrupper som ikke valgte at definere sig som kollektiver. Dette var delvis bevidst, da jeg var interesseret i at udelukke mere løse og uforpligtende former for bogrupper, som måske mere definerede sig i termer af bofællesskab. Men samtidig mindskede jeg mine chancer for at komme i kontakt med boliggrupper, der måske indeholdt en høj grad af fællesskab, men som af forskellige årsager ikke valgte at definere sig som kollektiv. I mine interviews valgte jeg derfor at spørge ind til deltagernes egne definitioner af det sted, som de boede og her fremkom mere nuancerede svar på, hvad de kaldte deres boform. Med tanke på min annonce, var det dog ikke overraskende, at de fleste kaldte hjemmet for kollektiv i en eller anden forstand. I løbet af et par uger fik jeg kontakt med mange flere kollektiver, end jeg kunne nå at besøge. Jeg valgte derfor at indskrænke udvalget til at gælde kollektiver i København, Malmø og Göteborg, alle byer hvor jeg havde fået kontakt til mindst tre kollektiver og som alle lå i, hvad jeg bedømte som en rimelig rejseafstand fra hinanden. Jeg valgte at gå ud fra, at nationale grænser ikke nødvendigvis betyder en forskel for, hvordan man oplever det at bo kollektivt, selvom der muligvis over geografiske og sociokulturelle afstande kan være forskelle på, hvordan kollektiver fungerer, hvilket John Davis og Anette Warrings artikel om forskellene på kollektiver i Danmark og England er et eksempel på (Davis og Warring 2011). I mit studie er der store ligheder i deltagernes fortællinger om at bo kollektivt, trods landegrænser. Samtidigt er der dog også geografiske forskelle der har betydning, for eksempel boligmarkedets opbygning, og 19