Det 2. Vatikankoncil 1962-1965 (21. økumeniske koncil)

Det 2. Vatikankoncil 1962-1965 (21. økumeniske koncil) Det 1. Vatikankoncil (1869-1870) blev ikke formelt afsluttet, og nogle mente, at vedtagelsen af teksten om pavens primat og dogmet om hans ufejlbarhed, når han på højtidelig måde udtaler sig om tro eller moral betød, at koncilernes tid var forbi. Sådan opfattede paverne det ikke selv, og både Pius XI (1922-39) og Pius XII (1939-1958) overvejede, om de skulle genindkalde koncilet, dels for at det kunne færdigbehandle de temaer, der havde været planlagt, dels for formelt at kunne afslutte det, men det blev ikke til noget, fordi de ikke mente, at tiden var moden. Efter at de italienske styrker i september 1870 havde indtaget resten af Kirkestaten og Rom, betragtede paverne sig som fanger i Vatikanet indtil 1929, hvor man indgik en aftale med Italien om normalisering af forholdene, herunder oprettelse af Vatikanstaten og en erstatning for de mistede besiddelser. Pave Pius IX (1846-1878) havde forbudt de italienske katolikker at deltage i det politiske liv, herunder stemme ved valg; dette blev dog lempet af Pius X (1903-1914). I 1879 udsendte Leo XIII (1878-1903) sin encyklika Aeterni Patris Unigenitus (Den evige faders enbårne Søn), hvori han opfordrede til at studere og anvende thomismen i katolsk teologi og undervisning. Dette gav anledning til en opblomstring af nythomismen, men fastlåste samtidig den teologiske udvikling i ét bestemt spor de næste 80 år. Samme paves encyklika fra 1891 Rerum novarum (Politiske omvæltninger) lagde grunden til Kirkens moderne sociallære, hvor til manges overraskelse paven plæderede for arbejdernes rettigheder, herunder en rimelig løn og retten til at stifte fagforeninger. Demokratiet var derimod endnu ikke helt stuerent. I et forsøg på at dæmme op mod aktuelle liberale filosofiske og politiske idéer (kaldet modernismen) udsendte Pius X i 1907 et dekret (Lamentabili), som fordømte 65 læresætninger, og en encyklika (Pascendi Dominici gregis), hvori modernismen blev betegnet som alle kætteriers samlingssted. Med udgangspunkt heri indførte han desuden i 1910 antimodernisteden, som indtil 1967 skulle aflægges af alle klerikere og professorer ved katolske læreanstalter. Pavens hensigt var både at bekæmpe de skadelige strømninger i samtiden og at genoprette alt i Kristus, jvf. hans motto Instaurare omnia in Christo. Efter 1. Verdenskrig forsvandt de fleste katolske monarkier eller blev ændret til konstitutionelle monarkier, hvor monarkerne fik ingen eller begrænset magt. Vatikanstaten blev og er stadig det eneste enevældige monarki i Europa. Denne udvikling betød på den ene side, at ingen katolsk regent længere kunne påvirke kirkelige afgørelser, på den anden side, at paven ikke længere traditionelt kunne påkalde støtte til Kirken. Nu stod man overfor nye politiske systemer, som skulle vise sig yderst vanskelige at interagere med: Kommunismen (Sovjet), fascismen (Italien, Spanien, Portugal) og nazismen (Tyskland, Østrig). Pave Pius XI undsagde nazismen i den berømte encyklika Mit brennender Sorge fra 1937, men det blev hans efterfølger, Pius XII, som måtte håndtere de store problemer under 2. verdenskrig. Erfaringerne med diktaturerne fik Pius XII som den første pave til at gå ind for demokratiet. Han var også den første pave, der for alvor blev kendt gennem TV. I første halvdel af det 20. århundrede opstod der flere nye bevægelser i Kirken: Den liturgiske bevægelse havde baggrund i pave Pius X s opfordring til hyppig Kommunion, også for børn, samt i den liturgiske nyorientering, som især udgik fra benediktinerklosteret Maria Laach. Hertil kom en katolsk nyorientering vedrørende Bibelen og dens forkyndelse, som var væsentlige elementer i en bevægelse bort fra en overvejende juridisk opfattelse af Kirken til en mere mystisk-teologisk opfattelse, som i 1943 kom til udtryk i Pius XII s encyklika Mystici Corporis Christi. Lægfolket, hvis uddannelse mange var blevet væsentligt forbedret, involverede sig i løbet af det 19. århundrede mere og mere i det kirkelige liv (foreninger og katolsk aktion ), hvilket f.eks. Pius XI støttede. Endelig var der begyndende økumeniske opbrud nogle steder. Pius XII var til en vis grad åben over for liturgiske ændringer og gennemførte bl.a. en reform af påskenatsliturgien i 1951 og 1955/56, 1

muligheden for aftenmesser fra 1953, en reduktion af nadverfasten til tre timer i 1957 og tillod i visse liturgier brugen af modersmålet i stedet for latin. Den tiltagende internationalisering og fremgangen i den katolske mission gav sig udslag i indfødte præster og biskopper (under Pius XI) fra den tredje verden. En anden følge var, at der fra 1946 ikke længere var et flertal af italienere i kardinalkollegiet. I lang tid afholdt Den katolske Kirke sig fra officiel kontakt andre kristne bevægelser, som siden begyndelsen det 20. århundrede i tiltagende omfang var begyndt at samarbejde økumenisk. Udslaggivende for en ændring var 2. Verdenskrig, hvor den fælles fjende, nazismen, gav anledning til kontakter og et vist samarbejde mellem katolikker og protestanter i Tyskland. I 1951 blev der oprettet et katolsk økumenisk råd, som indvarslede en ny tid, selv om Den katolske Kirke stadig holdt sig uden for Kirkernes Verdensråd, hvor den har observatørstatus. Under Tridentinerkoncilet (1545-1563) fandtes der en kristen (katolsk og protestantisk) europæisk kultur. På det 1. vatikankoncils tid (1869-1870) var kristendommen ikke længere det bærende grundlag for den europæiske kultur, og i midten af det 20. århundrede havde internationaliseringen medført, at Kirken i tiltagende grad eksisterede i multikulturelle sammenhænge, hvor f.eks. udbredelsen af latin og europæisk kultur ikke var givne og naturlige forudsætninger for dens mission. Afviklingen af kolonialismen og fremkomsten af et stort antal nye stater, som søgte deres oprindelige rødder, bidrog stærk til denne udvikling. Siden 1. Vatikankoncil havde verden udviklet sig mere end i mange af de forudgående århundreder. Menneskers leve- og arbejdsvilkår var allerede blevet væsentlig ændret, og de teknologiske landvindinger lagde op til endnu ukendte ændringer i folks måde at leve og kommunikere på. I denne sammenhæng blev det forventet af flere og flere, at Kirken tog stilling til de spørgsmål, den nye tid havde rejst, ikke mindst de etiske og moralske, og måske moderniserede sin fremtræden og sit virke. Især efter 2. Verdenskrig var der en stigende forventning om kirkelige reform og fornyelse. Samtidigt lagde restriktionerne fra Pius X s tid en dæmper på den katolske teologis udvikling, hvor flere teologer, som senere blev rehabiliteret, fik forbud mod at undervise og publicere. Bibelstudiet havde dog gradvist fået nye retningslinjer, som åbnede for anvendelsen af historisk-kritiske metoder. Med pave Pius XII s død 9/10 1958 afsluttedes en æra, hvor offentligheden havde haft et billede af Kirkens synlige overhoved som aristokratisk, asketisk og ophøjet. Hans efterfølger, som de fleste så som en overgangspave, blev den næsten 77-årige Johannes XXIII (1958-1963), af hvem det primært blev forventet, at han udnævnte nye kardinaler. Pius XII havde ikke udnævnt nogen siden 1953, og kardinalkollegiet talte kun 51 mod de traditionelle 70. Johannes XXIII, som i fremtræden næsten var Pius XII s diametrale modsætning, udnævnte allerede syv uger efter sit valg 23 kardinaler og demonstrerede fra begyndelsen åbenhed, ligefremhed og vilje til reformer. Ingen forudså dog, at han tre måneder efter sit valg ville indkalde til et økumenisk koncil. I en samtale med kardinalstatssekretær Tardini havde Johannes XXIII fået den indskydelse, at der burde indkaldes til et koncil for, at Kirken kunne vise menneskeheden vejen ud af angst og usikkerhed, samt sørge for, at bølgerne ikke bestemte kursen for Kirkens skib. Tardini gav straks sin tilslutning, og efter messen i San Paolo fuori le Mura på festen for apostlen Paulus omvendelse (25/1 1959) meddelte Johannes XXIII de 18 tilstedeværende kardinaler, at han planlagde at afholde en synode for bispedømmet Rom og et økumenisk koncil for Verdenskirken. Kardinalernes umiddelbare reaktioner var overraskelse og bestyrtelse, men derefter forsikrede de ham en efter en deres vilje til at samarbejde. Pinsedag (17/5) 1959 oprettede paven den første kommission, som skulle forberede koncilet (Commissio antepraeparatoria); blandt kommissionens 143 medlemmer var den danske biskop Theodor Suhr (1938-1965). Pinsedag (5/6) 1960 blev der indsat ti forberedende kommissioner, som skulle udarbejde tekstudkast og arbejdspapirer ( skemaer ), og to sekretariater. Det blev fastslået, at det kommende koncil ikke var en genoptagelse af det 1. Vatikankoncil, men at det skulle kaldes 2. Vatikankoncil, og det ville blive det 21. økumeniske koncil. Alle biskopper (2.594), 2

ordensoverhoveder (156), katolske universiteter og fakulteter (62), i alt 2.812, blev opfordret til at indsende forslag til emner, der skulle behandles på koncilet. Der indkom 2.150 forslag 1 ; ikke ret mange fra de kommunistiske lande. En centralkommission, som skulle koordinere de udarbejdede tekster, holdt sit første møde 12/6 1961. I encyklikaen Aeterna Dei sapientia (11/11 1961) pegede paven på, at spørgsmålet om de kristnes enhed måtte behandles sammen med spørgsmålet om anerkendelse af pavens primat, og i den apostoliske konstitution Humanae salutis af 25/12 1961 blev det bekendtgjort, at koncilet ville blive åbnet 1962 i Peterskirken; datoen blev 2/2 1962, senere rykket til 11/10, som tidligere var festen for Jomfru Marias moderskab. Flere gange opfordrede Johannes XXIII til bøn og bodsøvelser for et godt udfald af koncilet. Den 6/8 1962 forelå koncilets forretningsorden, og i samme måned modtog alle koncilsfædre 72 omfattende tekstudkast. Kort før koncilet blev åbnet, blev de forberedende kommissioner afløst af en koncilskommission. Den ovenfor nævnte synode for bispedømmet Rom blev afholdt fra 24-31/1 1960 og bragte ingen fornyelser med sig. Dette gjorde dog ikke forventningerne til det kommende koncil mindre. Pave Johannes XXIII anså det kommende koncil for at være mere pastoralt end dogmatisk, til gavn for hele Kirken i den nye tidsalder, for at virkeliggøre Evangeliet og fremme den kirkelige enhed. Troen skulle bringes i anvendelse i det moderne menneskes liv og tænkning. Den centrale troslære skulle ikke ændres, men tydeliggøres, hvilket den teologisk konservative Johannes XXIII udtrykte ved hjælp af det italienske begreb aggiornamento (ajourføring). Paven bad også for en ny pinse i Kirken. I lang tid efter at paven havde indkaldt til koncil, blev det diskuteret, om han agtede at afholde et unionskoncil med repræsentanter for alle kristne kirker og trossamfund. Der var jo trods alt tale om et "økumenisk" koncil. Ud fra officiel katolsk kirkeretlig tankegang omfattede "økumenisk" dog alene hele Den romersk-katolske Kirke. Ret hurtigt blev det dog klart, at paven ønskede at invitere repræsentanter for visse adskilte kristne, bl.a. de ortodokse, anglikanerne og lutheranerne. Hovedskibet i Peterskirken blev indrettet til koncilsaula med 3.200 siddepladser. Der var anbragt mikrofoner mange steder, så talerne ikke behøvede at bevæge sig langt. Afstemningerne skulle foregå ved hjælp af knapper og elektronisk databehandling. Fra 1963 var det gældende, at der til forkastelse af en tekst krævedes almindeligt flertal, mens det var nødvendigt med kvalificeret flertal (⅔) til dens vedtagelse. På åbningsdagen, den 11/10 1962 gik de fremmødte 2.540 koncilsfædre fra 133 lande i procession fra Bronceporten i Vatikanet over Peterspladsen og ind i kirken, hvilket varede ca. en time. Til sidst i denne imponerende procession kom paven i bærestol, men da han var kommet ind i kirken, steg han ned og gik op gennem midtergangen; ved den lejlighed bar han ikke pavetiaraen men en hvid mitra ligesom alle de andre biskopper. Efter at Veni Creator Spiritus var blevet sunget, fejrede dekanen for kardinalkollegiet, Tisserant, messen for Helligånden. Herefter blev Evangeliebogen introniseret på koncilets alter, trosbekendelsen blev aflagt, den gamle koncilsbøn Adsumus blev bedt (som også ved alle plenarmøder), og Evangeliet blev sunget på latin, græsk, kirkeslavisk og arabisk. Paven Johannes XXIII holdt sin åbningstale, hvori han understregede, at koncilets hovedopgave var at bevare og udbrede den kristnes læres umistelige overlevering på en virksom måde under hensyntagen til de ændrede levevilkår og samfundsstrukturer. Koncilet skulle kort sagt ikke være dogmatisk, men pastoralt. Af de 2.540 koncilsfædre var ca. 40 % europæere, ca. 35 % fra Nord- og Sydamerika, ca. 15 % fra Afrika, og ca. 10 % fra Asien og Australien. På Tridentinerkoncilet var alle deltagerne europæere, på 1. Vatikankoncil udgjorde de et overvældende flertal, men her udgjorde de et stort mindretal. 1 Også biskop Suhr indsendte en liste, som bl.a. nævnte biskoppernes opgaver, forholdet til lutheranerne i Skandinavien, den voksende kirkelige centralisering, læren om Jomfru Maria i forhold til læren om Kristus og Kirken, lægfolk i Kirken, missionsarbejdet, reformer af liturgien (herunder tidebønnerne) og Index Librorum Prohibitorum (listen over forbudte bøger). 3

Ved åbningen deltog delegationer fra 86 stater, og i selve koncilet deltog økumeniske observatører; den danske professor K.E. Skydsgaard var således observatør for Det Lutherske Verdensforbund. Invitationen til at sende observatører var blevet modtaget ret forskelligt. Anglikanerne og protestanterne var positive, men det var de ortodokse ikke. Hverken patriark Athenagoras I af Konstantinopel eller patriark Alexios af Moskva ville lade sig repræsentere; stor var derfor overraskelsen, da der alligevel ankom to repræsentanter fra Moskva, aftenen før koncilet skulle åbnes. Efterhånden fulgte flere og flere patriarkater dette eksempel. Kontakten til de ikke-katolske kristne blev varetaget af Sekretariatet for de kristnes enhed (oprettet 1960) under ledelse af kardinal Augustin Bea SJ. Ledelsen af koncilet var lagt i hænderne på ti kardinaler, udnævnt af paven. Blandt de mere kendte navne er Tisserant, Liénart, Spellman, Frings og Alfrink. En betydningsfuld gruppe af rådgivere var de såkaldte periti (teologiske rådgivere). Nogle biskopper eller bispekonferencer havde deres egne rådgivere, mens andre var inviteret til at rådgive koncilet som sådant, herunder deltage i kommssionsarbejdet. Blandt de mere kendte er Karl Rahner SJ (1904-1984), Yves Congar OP (1904-1995), Bernhard Häring CSsR (1912-1998), Joseph Ratzinger (1927-), Hans Küng (1928-) og Edward Schillebeeckx OP (1914-2009). Ratzinger og Küng blev lidt nedsættende kaldt teologiske teenagere af en anden peritus, Michael Schmaus (1897-1993), som var professor i dogmatik i München. 1. samling (11/10-8/12 1962). Den vigtigste handling på det første arbejdsmøde den 13/10 var valget af medlemmer til de ti koncilskommissioner, som skulle afløse de forberedende kommissioner. Koncilsfædrene fik udleveret lister med navnene på medlemmerne af de forberedende kommissioner suppleret med andre navne, som alle var fra Kurien. Herover protesterede bl.a. kardinalerne Liénart og Frings, som foreslog, at valget blev udskudt nogle dage, så man havde mulighed for at lære hinanden lidt at kende. Efter forsamlingens spontane tilslutning blev dette vedtaget. Dermed var de forberedende kommissioners arbejde, de 72 omfattende udkast, i realiteten også kasseret. Denne hændelse skulle vise sig at være kendetegnende for koncilet: Man ville ikke lade sig noget diktere af Kurien. Ved valget til kommissionerne blev der kun valgt 20 italienere ud af 160, men paven havde ret til yderligere at udnævne 9 ekstra medlemmer til hver kommission, hvorved antallet af medlemmer fra Kurien steg kraftigt. Liturgiskemaet var det første, der skulle behandles. Skemaet var præget af den liturgiske bevægelses hovedtanke, nemlig at lægfolk ikke skulle være passive tilskuere ved messer og andre liturgier, men tage aktivt del. Det blev foreslået, at dele af messen og ritualerne ved meddelelse af sakramenterne skulle kunne foregå på de nationale sprog, og at Kommunionen ved visse lejligheder skulle kunne modtages under både brødets og vinens skikkelser. Ved behandlingen af disse emner viste der sig en klar gruppering af tilhængere ( progressive ) fra de lande, hvor den liturgiske bevægelse var slået igennem, nemlig det tysktalende område, Frankrig og USA, og på den anden side modstandere ( traditionalister ). Skemaet blev 14/11 sendt til bearbejdning i den relevante kommission ud fra den stedfundne debat. I resten af samlingen påbegyndte man de indledende drøftelser af skemaerne (udkastene) om Åbenbaringen, de sociale meddelelsesmidler, Østkirkerne, og til sidst Kirken. Skemaerne fik mange kritiske bemærkninger med til den videre behandling i kommissionerne. Skemaet om Kirken blev således kritiseret for at være for juridisk og triumfalistisk, samt for at mangle en uddybning af forholdet mellem Kristus og Kirken, læren om Kirken som Guds folk og om bispekollegiet. I 1. samling blev der afholdt 36 plenarmøder, holdt 640 indlæg og foretaget 33 vejledende afstemninger. Efter 1. samling arbejdede kommissionerne videre med at indarbejde de vedtagne ændringsforslag, evt. helt omarbejde tekster. Dette arbejde blev ledet af en koordineringskommission. Denne vekslen mellem samlinger om efteråret, præget af fælles drøftelser og dialog mellem koncilsfædrene, og mellemliggende perioder, præget af kommissionsarbejde og fortsat diskussion i den bredere offentlighed, gentog sig de følgende år. 4

Takket være det forberedende kommissionsarbejde havde det ved åbningen set ud, som om alt var sat på skinner til et kortvarigt og effektivt koncil, hvilket også af hensyn til pavens alder og helbred var en fornuftig disposition. Efter at koncilets forkastelse af de foreslåede koncilskommissioner og forarbejderne var første samling imidlertid endt, uden at et eneste dokument var blevet vedtaget. Få måneder senere, den 3/6 1963, døde pave Johannes XXIII. Han blev 21/6 efterfulgt af ærkebiskoppen af Milano, kardinal Montini, som antog navnet Paul VI (1963-1978). Den nye pave var kendt som progressiv på de fleste områder, især de sociale. Han erklærede, at der var tre områder, som han især ville koncentrere sig om: 1. Kirkens reform og interne dialog. 2. Økumenisk dialog med andre kristne kirker og fællesskaber. 3. Mødet med den moderne kultur. Ved en paves død suspenderes et økumenisk koncil, men Paul VI genindkaldte det straks efter sit valg. Han skulle vise sig at blive koncilets redningsmand. 2. samling (29/9-4/12 1963). Den nye pave foretog nogle ændringer i koncilets forretningsorden, idet han udskiftede de ti præsidenter med fire moderatorer, nemlig kardinalerne Agagianian, Döpfner, Lercaro og Suenens. Desuden gav han først lægmænd, så læg- og ordenskvinder og til sidst præster adgang til koncilet som observatører (auditores). Ved åbningen af samlingen erklærede paven: Den fornyelse, som koncilet stræber efter, må hverken anses for at være en omvæltning (revolution) af det nuværende kirkelige liv, ej heller må den afbryde Kirkens Tradition på de områder, der er vigtige og ærværdige; den skal tværtimod holde disse Traditioner i ære og udforme dem på en frugtbar måde i overensstemmelse med sandheden, efter at mangelfulde og uholdbare former er fjernet. Koncilet fortsatte sit arbejde med at behandle både de reviderede tekster fra 1. samling samt nogle nye, nemlig om biskopperne og om økumenien. Især teksten om Kirken voldte vanskeligheder, selv om den var blevet skrevet om efter kritikken på 1. samling. Der måtte holdes vejledende afstemninger om de enkelte afsnit. Efter nogle modifikationer, hvor bl.a. kapitlet om Guds folk blev anbragt før kapitlet om hierarkiet, og tilføjelsen af afsnit om eskatologien og Jomfru Maria, blev teksten foreløbigt godkendt. Under behandlingen af skemaet om biskoppernes embede og fuldmagt krævede et flertal af koncilsfædrene, at der ved en reform af Kurien blev skabt et nyt organ for biskopperne, som kunne samarbejde direkte med paven. Dette blev efterkommet af Paul VI, som i 1965 oprettede de jævnligt afholdte bispesynoder i Rom bestående af kuriens ledere, repræsentanter for alle biskopper og mandlige ordensoverhoveder, under pavens forsæde. Den første ordinære bispesynode blev afholdt i 1967, den 13. og seneste i 2012, dertil to ekstraordinære i 1969 og 1985. Ved behandlingen af skemaet om biskopperne var forholdet mellem deres autoritet og pavens naturligt nok et vigtigt omdrejningspunkt. Den 30/10 blev der ved en vejledende afstemning med 1.808 stemmer mod 336 vedtaget, at bispekollegiet efterfølger apostelkollegiet og sammen med paven har den øverste myndighed over Kirken. Nogle medlemmer af den teologiske kommission følte sig ikke bundet af denne afstemning, hvilket bragte koncilsfædrene i oprør. Denne episode udløste en stærk kritik af Kurien, idet mange biskopper havde oplevet, at den optrådte som en selvstændig magtfaktor, der søgte at udøve pression på koncilets arbejde. I den forbindelse måtte også Det hellige Officium (der efter koncilet blev ombenævnt til Troslærekongregationen) stå for skud. Den 8/11 fandt der et berømt sammenstød sted mellem kardinal Frings og Det hellige Officiums prosekretær, kardinal Ottaviani. Frings høstede bifald, da han sagde, at dets metoder var i modstrid med nutidens retsbegreber, hvilket havde skadet Kirken. Han krævede, at ingen blev anklaget og dømt uden at have fået mulighed for at forsvare sig, og uden at hans biskop var blevet hørt. Desuden anbefalede han, at Kurien skulle reformeres og reduceres, og at kompetente lægmænd burde overtage nogle af dens embeder. Den oprørte kardinal Ottaviani indledte sit svar med ordene Altissime protestor! (Jeg protesterer på det kraftigste!). Han fortsatte med at hævde, at et angreb på Det hellige Officium var et angreb på paven (som formelt var dets præfekt), og at ingen domme blev afsagt, før talrige fagfolk var blevet hørt (hvilket ikke var et svar på Frings angreb). Under diskussionen om skemaet om økumenien blev der argumenteret for, at det katolske 5

krav om, at skismatikere og hæretikere skulle vende tilbage til den romerske Kirke, skulle tilbagekaldes. Lige før arbejdet med skemaet var færdigt, sendte pave Paul VI ikke færre end 40 ændringsforslag en fremgangsmåde, som skuffede en del af koncilsfædrene. De fleste af forslagene var dog stilistiske, mens nogle ændrede accentueringen (f.eks. at de kristne, som ikke er i enhed med Rom ikke søger, men finder i Bibelen). På samlingens sidste dag blev koncilets første dokument færdigbehandlet, nemlig Konstitutionen om den hellige liturgi: Sacrosanctum Concilium, som blev vedtaget med 2.147 stemmer mod 4. Den omhandler liturgiens bibelske grundlag, liturgien som forenende faktor, forenkling af riterne, hele menighedens aktive deltagelse i liturgien, brugen af latin og de moderne sprog, inkorporering af lokale og nationale skikke, bispekonferencernes og de enkelte biskoppers kompetence i liturgiske spørgsmål. Muligheden for flere præsters fælles fejring af messen (koncelebration) blev stærkt udvidet, og det samme gjaldt Kommunion under både brødets og vinens skikkelse. Der blev lagt op til en revision af de liturgiske tekster, herunder tidebønnerne og den liturgiske kalender. Liturgien skulle forenkles, bl.a. ved reduktion af gentagelser, Bibelens ord skulle komme bedre til sin ret, og selv om latin skulle bevares som liturgisk sprog, skulle folkesprogene få større plads. Desuden behandles kirkemusikken og den kirkelige kunst. Teologisk ses liturgien som udøvelsen af Kristi præstelige embede og fejringen af påskemysteriet. Den latinske liturgis ensartethed (siden Tridentinerkoncilet) blev mildnet noget til fordel for hensynet til lokale traditioner. Samme dag blev også Dekretet om de sociale meddelelsesmidler: Inter mirifica vedtaget med 1960 stemmer mod 164. Dekretet fremhævede for første gang mediernes kirkelige og samfundsmæssige betydning. Det omhandler lægfolkets ansvar, anvendelsen inden for mission, dannelsen af en sund offentlig mening og oprettelse af et internationalt katolsk nyhedsbureau. I 2. samling blev der afholdt 43 plenarmøder, holdt 637 indlæg og foretaget 92 afstemninger. Efter samlingen rejste pave Paul VI på pilgrimsrejse til det Hellige Land (4-6/1 1964), hvor han i Jerusalem mødtes med patriark Athenagoras I af Konstantinopel. Mødet mellem en pave og det åndelige overhoved for de ortodokse var det første siden koncilet i Ferrara-Firenze (1438-1439). Dette møde understregede begge parters vilje til at begynde en ny dialog og resulterede i, at patriarken sendte repræsentanter til koncilet fra og med tredje samling. Som en konsekvens af koncilets arbejde blev der 25/1 oprettet et råd til udførelse af Konstitutionen om den hellige liturgi, den 2/4 en kommission for meddelelsesmidlerne og den 18/5 et sekretariat for de ikke-kristne religioner. 3. samling (14/9-21/11 1964). Fra nu af deltog også repræsentanter for patriarken af Konstantinopel og andre ortodokse Kirker i koncilet. Man fortsatte behandlingen af skemaet om Kirken, om biskopperne, om Åbenbaringen og om Østkirkerne. Desuden begyndtes arbejdet med en lang række nye skemaer (om religionsfrihed, de ikke-kristne religioner, lægapostolatet, præsternes liv og tjeneste, Kirken i verden af i dag, missionerne, ordenerne, præsteuddannelsen, den kristne opdragelse og ægteskabet). Flere af disse skemaer blev uden de store problemer behandlet på 3-7 mødedage, mens skemaerne om Kirken, religionsfrihed og Kirken i verden af i dag tog betydeligt længere tid og afstedkom lejlighedsvis ophidsede diskussioner. Et særligt stort problem var som nævnt teksten om Kirken i verden af i dag (det såkaldte skema XIII), som blev koncilets længste og måske mest ambitiøse dokument. Det gennemgik en kompliceret og langvarig ændringsproces med hele otte versioner. Koncilsfædrene foretrak til sidst en mere bibelsk funderet tekst i stedet for en systematisk-teologisk som diskussionsgrundlag. Selve temaet signalerede et opbrud i forhold til Kirkens officielle holdning til verden de seneste 100 år, hvor fordømmelse af nye udviklinger havde været hyppige, og hvor Kirken traditionelt havde opmærksomheden mere rettet mod sine egne, interne affærer. Nu lagde det antropologisk prægede dokument op til, at Kirken ikke talte til verden som dommer, men som partner, ikke alene som lærer, men også som én, der kunne lære noget af en indbyrdes dialog. Centrale personer i udarbejdelsen og behandlingen af teksten var kardinal Suenens, kardinal Frings (hvis teologiske rådgiver var Joseph Ratzinger, den senere pave Benedikt XVI) og ærkebiskop Wojtyła (den senere 6

pave Johannes Paul II). I afsnittet om ægteskabet var der ikke tale om den klassiske opdeling af ægteskabets formål i et primært (at få børn) og et sekundært (ægtefællernes gensidige hjælp og støtte). Dette afstedkom en kraftig indvending fra en af de konservatives ledere, kardinal Ottaviani (prosekretær for Det hellige Officium), som dog ikke vandt gehør hos flertallet af koncilsfædrene. Spørgsmålet om fødselskontrol blev ikke behandlet i dokumentet, idet dette emne i 1963 af Johannes XXIII var blevet overgivet til en kommission. Traditionelt havde man fra katolsk side set religionsfrihed som noget betænkeligt, der udsprang af religiøs ligegyldighed eller relativisme og indirekte accepterede ikke-katolske religioner som ligeværdige. Mange af de koncilsfædre, som kom fra lande med totalitært styre, bragte erfaringer med sig, som kom til at påvirke den traditionelle opfattelse på afgørende måde. Også her var ærkebiskop Wojtyła en frontfigur, som selv levede med det kommunistiske styres forsøg på at undertrykke Kirken i Polen. Som forsvar for den manglende religionsfrihed i visse lande fremførte man fra konservativ side, at Vatikanet havde konkordat med f.eks. Spanien og andre lande, som i virkeligheden beskyttede Kirken. Kardinal Ottaviani satte lighedstegn mellem religionsfrihed og indifferentisme, men det store flertal af biskopper var ikke enige. På samlingens sidste dag blev tre dokumenter vedtaget: Den dogmatiske konstitution om Kirken: Lumen gentium. Vedtaget med 2.151 stemmer mod 5. Teksten behandler de bibelske forbilleder for Kirken, som både er mysterium og sakramente. Kirken defineres ikke længere på en overvejende juridisk måde, men som Guds folk på pilgrimsvandring, hvis opgave det er at tjene alle mennesker. En meget vigtig tekst medgiver, at der findes helliggørelse og sandhed uden for Den katolske Kirke: Kristi ene Kirke... eksisterer konkret [lat. subsistit in] i Den katolske Kirke, der er styret af Peters efterfølger og biskopperne i forening med ham, selv om flere elementer af helliggørelse og sandhed findes uden for dens rammer, elementer, der som Kristi Kirkes særegne gaver tilskynder til katolsk enhed (Lumen gentium 8). Medlemmer af andre kristne trossamfund, jøder, tilhængere af islam og af alle andre religioner sættes i relation til Kirken i en hierarkisk model, alt efter, hvor meget de har tilfælles med Den katolske Kirke (Lumen gentium 14-16). Desuden behandles bispekollegiets autoritet i relation til pavens primat, genoprettelsen af det permanente diakonat med eller uden cølibat, de troendes almindelige præstedømme, lægfolkets relation til hierarkiet, de adskilte kristne og de ikkekristne i relation til Kirken, omsorgen for de fattige og hjemsøgte, social retfærdighed, Kirkens missionsforpligtelse, relationerne mellem Kirke og stat og Jomfru Maria som nådens formidlerinde og Kirkens moder. Samme dato blev Dekretet om de orientalske katolske Kirker: Orientalium Ecclesiarum vedtaget med 2.110 stemmer mod 39. Dekretet omhandler de med Rom unerede Kirker (som især er udbredt i Østeuropa og Mellemøsten). Det forkerte i en tvungen latinisering understreges, og de orientalske riters værdi anerkendes (til forskel fra den officielle holdning og praksis tidligere). Desuden behandles patriarkernes rettigheder, deltagelsen af orientalske katolikker i orientalske ikke-katolske gudstjenester og omvendt, samt ægteskab mellem orientalske katolikker og ikke-katolikker. Endelig blev også Dekretet om økumenien: Unitatis redintegratio vedtaget med 2.137 stemmer mod 11. Formålet med dekretet er at fremme enheden mellem alle kristne. Betydningen af ordet "økumeni" behandles, og det understreges, at det er nødvendigt for alle parter at vise ydmyghed og kærlighed, erkende egne fejl og tilgive. Enhed er ikke det samme som uniformitet, og der kan være fare for at skabe forvirring og indifferentisme hos de troende. Der er regler for deltagelsen i gudstjenester sammen med ikke-katolske kristne, for gyldigheden af ægteskaber, som er indgået for ikke-katolske kirkelige myndigheder og for måder at føre den økumeniske dialog på. Der advares mod, at katolikker handler overfladisk og uklogt, og det understreges, at udgangspunktet for alle må være trofasthed over for den sandhed, som er overleveret fra apostlene og kirkefædrene. Der findes et hierarki af sandheder. I 3. samling blev der afholdt 48 plenarmøder, holdt 618 indlæg og foretaget 147 afstemninger. Kort efter samlingens afslutning drog pave Paul VI på den længste udenlandsrejse, en pave indtil da havde foretaget, nemlig til Bombay i Indien (2-5/12 1964). Her deltog han i den eukaristiske 7

kongres, og viste herved sin interesse for tredjeverdenslandene. Den 7/3 1965 fejrede han i en romersk sognekirke for første gang messen på italiensk, og 8/4 blev et sekretariat for de ikketroende oprettet. I en tale til kardinalerne 24/6 kundgjorde paven, at der ville komme en reform af Kurien og kirkeretten, blive udarbejdet nye regler for blandede ægteskaber og spørgsmålet om fødselskontrol ville blive behandlet. I encyklikaen Mysterium fidei af 11/9 afviste han forsøg på at udvande dogmet om den eukaristiske transsubstantiation og understregede, at der ingen grund var til at opgive gode og prøvede traditioner. 4. samling (14/9-8/12 1965). I de næsten ti måneder siden 3. samling var der foregået omfattende revisioner og omarbejdninger af de tilbageværende skemaer. I sin åbningstale kundgjorde pave Paul VI, at en bispesynode med repræsentanter fra alle bispekonferencer ville blive indkaldt første gang i 1967. Behandlingen af spørgsmålet om religionsfrihed blev beriget med en personlig beretning af biskop Beran af Prag, som indtil for nyligt havde siddet i kommunistisk fængsel. Han blev støttet af den polske kardinal Wyszyński. Vedrørende Åbenbaringen var der et mindretal, som foretrak en formulering med to kilder (Bibelen og Traditionen), men paven ville have lagt mere vægt på Traditionen, og der blev udarbejdet et kompromis. Det vanskelige dokument om Kirken i verden af i dag blev behandlet igen. Nogle (bl.a. kardinal Wojtyła) mente, at teksten var for positiv over for en verden, der var optaget af materialisme, andre (især tyskerne), at den ikke i tilstrækkelig grad beskæftigede sig med menneskets fremmedgørelse over for Gud. Under forhandlingerne skrev 450 koncilsfædre under på en anmodning om, at dokumentet skulle indeholde en fordømmelse af den ateistiske kommunisme, hvilket dog ikke blev gennemført. Pave Paul VI deltog 4/10 i FN s generalforsamling i New York, hvor han holdt en tale for fred i verden. Herved gav han også Kirkens blå stempel til FN, som en del katolikker havde været skeptiske over for på grund af den ikke-katolske dominans. Den 28/10 1965 blev fem koncilsdokumenter vedtaget: Dekretet om biskoppernes hyrdeopgaver i Kirken: Christus Dominus. Vedtaget med 2.322 stemmer mod 2. Dekretet understreger biskoppernes kollegialitet med hinanden og Roms biskop, og det bestemmes, at der skal oprettes bispekonferencer, som selv kan fastsætte deres statutter, og som kan træffe bindende afgørelser. Det omhandler i øvrigt Kuriens internationalisering, frihed i udnævnelsen af biskopper, deres obligatoriske tilbagetræden på grund af alder (i 1966 af paven fastsat til 75 år), deres relationer til præsterne og ordensfolkene, omsorgen for emigranter, muligheden for oprettelse af personlige bispedømmer for mennesker af en speciel ritus eller nationalitet (personalprælaturer) og et centralt organ af biskopper til at assistere paven (bispesynoden). Dekretet om præsteuddannelsen: Optatam totius. Vedtaget med 2.318 stemmer mod 4. Omhandler: præstekald og måder at fremme dem på, familien som en slags første præsteseminarium, samt disciplin i præsteseminarierne i vor tid. Den åndelige, intellektuelle og pastorale dannelse skal udgøre en organisk helhed, og skolastikken og især thomismen skal have en fremtrædende plads i undervisningen i filosofi og teologi. Det understreges, at det er nødvendigt, at kandidaterne er i besiddelse af naturlige, menneskelige egenskaber, og at de erhverver pastoral erfaring under og efter præstevielsen. Dekretet om ordenslivets fornyelse: Perfectae caritatis. Vedtaget med 2.321 stemmer mod 4. Omhandler løfternes teologi, det kontemplative liv, apostolatets plads i ordenslivet og fornyelser i det hele taget. Det understreges, at det kontemplative liv altid bør sættes højt, uanset hvor store behovene for et aktivt apostolat er. Ordensfolk skal leve i fattigdom og give udtryk herfor, både enkeltvis og i fællesskab. Løftet om kyskhed sætter dem i stand til - med et udelt hjerte - at ofre sig for gudstjenesten og det aktive apostolat. I kraft af lydighedsløftet ledes de af deres foresatte til at tjene alle mennesker i Kristus; de foresatte skal altid respektere ordensmedlemmernes menneskelige værdighed, lytte til dem og fremelske harmoni iblandt dem. Ordensdragterne skal være enkle, beskedne og passende, praktiske og bidrage til sundheden. Der opfordres til samarbejde og evt. sammenslutning mellem ordener, der ligner hinanden. Endelig behandles de nye sækularinstitutter. 8

Erklæringen om den kristne opdragelse: Gravissimum educationis. Vedtaget med 2.290 stemmer mod 35. Erklæringen omhandler familiens rolle, statens forpligtelser og begrænsninger, forældrenes frie ret til at vælge skoler og friheden i de katolske skoler. Den understreger også den generelle ret til undervisning, børns og unges ret til en undervisning i moral, Kirkens pligt til undervisning og uddannelse af religionslærere og kateketer. Forskningsfriheden fremhæves, især inden for de teologiske videnskaber. Erklæringen om Kirkens forhold til de ikke-kristne religioner: Nostra aetate. Vedtaget med 2.221 stemmer mod 88. Erklæringens afsnit 4, som er det største afsnit, omhandler de kristnes og jødernes fælles arv. Der tages udtrykkeligt afstand fra tanken om jødernes påståede kollektive skyld for Kristi død og fra, at de skulle være forkastede eller forbandet af Gud. Nødvendigheden af at fordømme antisemitismen understreges. Desuden behandles islams, hinduismens og buddhismens forsøg på at besvare menneskehedens store spørgsmål, og der tages afstand fra enhver diskrimination på grundlag af race, hudfarve, social status eller religion. Kirken forkaster ikke, hvad der er sandt og helligt i disse religioner. Tre uger senere (18/11 1965) var koncilet klar til at foretage den afsluttende afstemning om endnu to dokumenter: Den dogmatiske konstitution om den guddommelige Åbenbaring: Dei Verbum. Vedtaget med 2.344 stemmer mod 6. Konstitutionen omhandler videregivelsen af Åbenbaringen i Skrift og Tradition. Kirken henter ikke sin sikkerhed om alle de åbenbarede sandheder alene fra Bibelen. Traditionen og Bibelen udgør en fælles hellig skat, nemlig Guds ord, betroet til Kirken. Desuden behandles evangeliernes historicitet, den hellige Skrift som Guds inspirerede Ord, Kirkens tolkning, sammenhængen mellem det Gamle Testamente og det Ny Testamente, og Bibelen i Kirkens og de kristnes liv. Dekretet om lægapostolatet: Apostolicam actuositatem. Vedtaget med 2.340 stemmer mod 2. Omhandler det læremæssige grundlag for lægapostolatet, lægfolks spiritualitet, apostolatets fremme, relationer til biskopperne, Katolsk Aktion, de unges apostolat, samarbejde med ikke-katolikker og ikke-kristne. Dekretet forsvarer og fremhæver det almindelige præstedømme lige så stærkt, som Tridentinerkoncilet forsvarede det viede præstedømme; i Kirken findes der forskellige tjenester, men kun én sendelse. Den 7/12 1965, som var dagen før samlingens (og koncilets) afslutning, blev de sidste fire koncilsdokumenter vedtaget: Den pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag: Gaudium et spes. Vedtaget med 2.309 stemmer mod 75. Konstitutionen, som blev koncilets længste, omhandler menneskets værdighed, konflikten mellem det gode og det onde, synden, kvindernes rolle i samfundet, racediskrimination, den 3. verdens problemer, fattigdom og sult, samt emigranters problemer. Hertil kommer ateisme, marxisme, kommunisme og Kirkens indflydelse på kulturen. Det understreges, at det er nødvendigt, at katolikker samarbejder med alle mennesker af god vilje, og at Kirken er solidarisk med verden. Vor tids mentalitet og problemer analyseres i lyset af Åbenbaringen. Ægteskabets formål, natur og uopløselighed, familielivet og abort behandles. Endelig tager koncilet stilling til arbejdernes vilkår, relationerne mellem Kirken og det politiske samfund, våbenkapløbet, kernevåben, militærnægtere, befolkningsvækst og hjælp til udviklingslande. Kirken ønsker en ærlig dialog med samfundet og alle dets medlemmer, ligegyldigt om de er kristne eller ej. Dekretet om præsternes liv og tjeneste: Presbyterorum ordinis. Vedtaget med 2.390 stemmer mod 4. Dekretet behandler præstestandens værdighed, præsternes spiritualitet og personlige helliggørelse, forbindelsen mellem deres åndelige liv og deres tjeneste, deltagelsen i Kristi præstedømme, lydighed og fattigdom. Vigtigheden af cølibatet, præsteråd, præstekommuniteter og sammenslutninger understreges. Desuden behandles præsternes relationer til biskopper og lægfolk, præsters rettigheder, deres pligter over for ikke-katolikker, deres intellektuelle aktiviteter og fortsatte uddannelse. Også mission, en rimelig fordeling af præster i verden, præsternes indtægtsforhold og omsorgen for syge og gamle præster behandles. 9

Dekretet om Kirkens missionsvirksomhed: Ad gentes. Vedtaget med 2.394 stemmer mod 5 og omhandler missionsarbejdets teologi, fleksibilitet og tilpasning i forholdet til andre kulturer (inkulturation), samt en ny målsætning for Kongregationen for Troens Udbredelse (senere ombenævnt til Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering). Desuden behandles dialogen med de ikkekristne, forbindelsen mellem mission og økumeni, forholdet mellem missionsvirksomhed og den lokale kirkelige øvrighed, uddannelsen af missionærer og kateketer, lægfolk som missionærer, og organisation og understøttelse af missionen. Erklæringen om religionsfriheden: Dignitatis humanae. Vedtaget med 2.308 stemmer mod 70. Erklæringen argumenterer både filosofisk, juridisk, dogmatisk og teologisk, og omhandler forbindelsen mellem den indre, personlige frihed og den ydre, sociale frihed, udviklingen i Kirkens lære om religionsfrihed, tolerance, retten til at evangelisere, proselytisme og faren ved at fremme indifferentisme. Forholdene i lande, hvor katolikkerne udgør et mindretal, og i lande under kommunistisk styre, analyseres. Dokumentet understreger friheden til at tro på Gud, dyrke og tjene ham i overensstemmelse med samvittigheden. Kirken kræver også frihed for sig selv i samfundet og over for enhver offentlig myndighed. Koncilets sidste møde sluttede med oplæsning af en fælles deklaration fra pave Paul VI og patriark Athenagoras I af Konstantinopel, hvori den gensidige ekskommunikation fra 1054 blev ophævet. Koncilsfædrene reagerede overordentligt positivt. I 4. samling blev der afholdt 41 plenarmøder, holdt 332 indlæg og foretaget 250 afstemninger. Den 8/12 1965 blev 2. Vatikankoncil højtideligt afsluttet. Det skete ved en pavemesse på Peterspladsen, hvor der var flere end 250.000 til stede. I den forbindelse blev der sendt kortfattede budskaber fra koncilet til bl.a. statsmænd, videnskabsmænd, kunstnere, kvinder, arbejdere og ungdommen. Herpå blev et pavebrev om koncilets afslutning oplæst, og efter velsignelsen sagde paven: In nomine Domini Nostri Iesu Christi: Ite in pace (I Vor Herres Jesu Kristi navn: Gå med fred). På 2. Vatikankoncils fire samlinger blev der i alt afholdt 168 plenarmøder, 2.227 mundtlige indlæg og 522 afstemninger. Efter afslutningen blev det opgjort, at det samlede antal koncilsfædre havde været 3.066 (37 % fra Europa, 15 % fra Asien, 11 % fra Afrika, 12 % fra Nordamerika, 23 % fra Sydamerika og 2 % fra Oceanien). Fra Danmark deltog biskop Theodor Suhr 2 OSB i hele koncilet og hans efterfølger som biskop af København fra 1965, Hans Ludvig Martensen SJ, deltog i 4. samling. Koncilets vedtagelser omfattede 16 dekreter, erklæringer og konstitutioner. I årene efter koncilet iværksatte pave Paul VI implementeringen af koncilets beslutninger. Der blev nedsat et antal kommissioner, som bl.a. skulle revidere messens liturgi (Missale Romanum, 1969/1970), breviaret, kirkemusikken og kirkeretten (Codex Iuris Canonici, 1983). Paul VI reformerede også Kurien og forenklede ceremoniellet omkring paven. I 1971 mistede kardinaler deres valgret i konklavet, når de fylder 80 år. Koncilet havde vedtaget, at nationale sprog kunne anvendes ved siden af latin i liturgien, og især denne proces viste sig at være langvarig og problemfyldt, da mange mente, at latinen dermed var afskaffet, og ikke så få på dette som på mange andre områder gik langt videre, end koncilet og de efterfølgende reformer sanktionerede. Disse progressister eller liberale påberåbte sig koncilets ånd og kunne se sig bekræftede i, at mange biskopper i årene efter koncilet var yderst tilbageholdende med at gribe disciplinært ind over for alvorlige afvigelser i forkyndelse, liturgi og livsstil. Men den nye messebog, der forelå i 1969/1970, fremkaldte også modsatte reaktioner. Blandt katolske traditionalister opstod der voldsom modstand mod koncilets reformer, især de liturgiske, men også vedrørende religionsfriheden. Det skete især i Frankrig, hvor ærkebiskop Marcel Lefebvre i protest oprettede sin egen bevægelse (Den hellige Pius X s Præstebroderskab FSSPX) i 1970 og 2 Biskop Suhr havde som nævnt ovenfor været medlem af koncilets forberedende hovedkommission. Alle koncilets plenarmøder blev indledt med en messe til Helligånden. Den 25/10 1965 kl. 9 celebrerede biskop Suhr denne messe. 10

oprettede sit eget præsteseminarium i Schweiz. I 1975 mistede Præstebroderskabet den kirkelige godkendelse, og i 1976 blev Lefebvre suspenderet, fordi han ikke ville trække udtalelser tilbage, hvor han havde anklaget koncilet og reformerne for at være udtryk for kætteri. Da han i 1988 uden tilladelse fra Rom bispeviede fire af sine præster, var det stadig bestående skisma en realitet. Pressedækningen af koncilet i de danske medier var ganske omfattende, gav anledning til en del interkonfessionelle debatter og henledte mange danskeres opmærksomhed på, at Den katolske Kirke også var til stede i Danmark. Efter koncilet begyndte biskop Martensen at iværksætte koncilets beslutninger i Danmark. Han 1967 til en synode bestående af 210 præster, ordensfolk og lægfolk. Medlemmerne var valgt eller udpeget af biskoppen, og i løbet af en toårig periode behandledes en række spørgsmål om situationen i bispedømmet København ved månedlige møder i seks regioner. Efter et afsluttende plenarmøde i Nyborg i august 1969 blev der valgt en gennemførelseskommission, som bl.a. stod for de første valg til menigheds- og pastoralråd i 1970. Lige siden koncilet har Paul VI og de følgende paver søgt at udfolde koncilets lære i deres prædikener og taler, encyklikaer og andre skrivelser. Det afgørende stridsspørgsmål har i den forbindelse været, om koncilet og dets dokumenter skulle fortolkes som et opgør og et klart brud med den førkonciliære Kirke. Både de førnævnte progressister/liberale og traditionalisterne var enige om at tolke koncilet som et brud. De vurderede bare bruddet vidt forskelligt! Paverne fra Paul VI og Benedikt XVI har derimod forsøgt at gøre det modsatte standpunkt, nemlig kontinuiteten, gældende. Paul VI skrev 21/9 1966: Vedrørende vurderingen og fortolkningen af det 2. Vatikankoncils samlede lære bør man vogte sig for at adskille denne lære fra den kirkelige læres øvrige skat, som om der kunne være nogen som helst forskel eller modstrid mellem den overleverede lære og koncilets lære. Og pave Benedikt XVI udtalte 9/11 2008: Næst efter den hellige Skrift er Pius XII den oftest citerede kilde i 2. Vatikankoncils dokumenter. Det drejer sig ikke blot om simple kildehenvisninger, men de [kilderne] må forstås som fortolkningsnøgler. Benedikt XVI krævede i 2010 en forståelse af det 2. Vatikankoncil, hvor kontinuitet og ikke brud er det centrale. Dette vil kun være muligt, såfremt 2. Vatikankoncil bliver fortolket i lyset af Traditionen, ikke omvendt. Den 3/9 2000 blev pave Johannes XXIII saligkåret af pave Johannes Paul II. Mindedagen blev fastsat til 11/10, som er åbningsdagen for 2. Vatikankoncil. 11