Aftensang på søen En aftensejlads med Lille Claus og De Glade Sangsvaner torsdag den 27. august 2015
Aftensang på søen En aftensejlads med Lille Claus og De Glade Sangsvaner torsdag den 27. august 2015 kl. 18.00 Program Javel hr. kaptajn (kun refrainet) Kaptajn Gustav/DGS Sorø søvals 1. vers Lystsejlads DGS En vise om tre små musikanter Sorø søvals 2. vers Alle sømænd er glade for piger Hjemad fra langfartens eventyr Sorø søvals 3. vers I Am Sailing Sømandspotpourri Vores værtshus Sorø søvals 4. vers Nu går våren gennem Nyhavn Natten er så stille Så længe skuden kan gå Sorø søvals 5. vers En sjöman älskar havets våg Imellem Esbjerg og Fanø Hvornår er der dejligt i Danmark? Sorø søvals 6. vers (afgang, roklubben..) (Skjolden, Støvlet Kat.) Klaus (Hjortenæs til Parnasset) Calle DGS (Feldskov, Akademiet) DGS Leif (Kirken, Absalon) Bjarne (Haven ankomst)
Sorø søvals Tekst og musik: Leif Kledal For enden af Søgade går vi ombord, og vi står til havs i Lille Claus. Skipperen vinker og drejer sit ror og vi styrer ret mod nord. Vi stævner ud på søen kranset af bøgen passerer hastigt søens sport, ingen her går på akkord, en ungdom fuld af vilje både i flotille på vægge hænger rad på rad medaljer til vor stad. Loch Ness har sit uhyre - men med forlov vi har skaller og maller! Hvor tør du svømme? en malle på rov den kender sin junglelov! Men se små najader! Nej børn der bader i vand så klart som kildevæld, man får badelyster selv, og der - Støvlet Katrine maden den fine serveres her ved Kongens Bro et skønt scenario. Skuden den vender og vi følger trit vi gør kort proces med Hjortenæs. Så Ægir hvor Stine serverede tit alumnernes største hit. Nu sætter vi kompasset ret på Parnasset engang med fest og bægerklang, nu for folk med virketrang. Der gøres plads til sporten, efter dagens orden, med mountainbike, kajak med mer', der rigtig meget sker. Så kommer Feldskov en fin pavillon den er digter skøn, her sad i løn Ingemann Andersen hver sin facon Historiens føljeton. Og se Akademiet! åh så befriet det lyser mod den grønne park, Alma Maters æres mark, hvor glade studenter megen lærdom henter i rammer skabt af fordums magt, så herligt velanbragt. Inde bag skolen har Hvidernes æt skabt en kirke hvilken kirke! Fremmede måber helt uforberedt, en kirkelig majestæt! Et kloster så prægtigt lå her stort og mægtigt, blev bygget op af Absalon, svundne tider binder bånd til nutidens dage, hvor vi har tilbage et monument - hvor har de haft vision og handlekraft. Sejle langs haven er fredfyldt og skønt mens vi sejler søen spejler solen der glitrer vi runder en pynt og er hvor vi var begyndt. Natur - kultur og toner Stimulationer! Engang - de sa e - var søen tømt! heldigvis det var på skrømt, for vores sø er særlig smuk og frisk og herlig, så nyn - ja syng af fulde hals på Sorø Søens vals.
De tre musikanter Tekst: Oskar Hansen Melodi: Arnold Ringsted Den ene spilled' banjo, den anden mandolin, den tredie af harmonikassen trak så sære hvin. Når de gik hen ad vej - en, de standsed' ved hver gård og spillede de viser, der til pigehjerter går. For ham der spilled' banjo var sort af hud og hår, hans vugge stod i Kongo i et rent tilfældigt år. Hans mor var sort - en hedning, hans far hvid missionær, og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver. Den anden, ham der spilled' så flot på mandolin, var som den lyse dag, så ren, så fager og så fin. Hans fader var en greve, hans mor en tatermær, og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver. Den tredie, ham der hev i trækharmonika, han havde seksten fædre fra sin allerførste dag, og skønt de alle seksten frækt nægted' hver især, ham med harmonikassen havde arvet lidt af hver. Så spillede de trende for godtfolk rundt om land, de spillede for kvinder og de spillede for mand, men mest dog for de piger, der lo, når de kom nær, men der var én de elskede tilsammen hver især. Hun elsked' ham med banjo og ham med mandolin og ikke mindst harmonikassens sødmefulde hvin. Når de kom til en by, hvor hun var, de havde kær, de blev der trende nætter, det var lige en til hver. Så skete det de tider, hvor vårens blomster gror, ved hendes bløde lænder lå det nysseligste nor. En knægt så sund i formen, men ellers dog lidt sær, han havde nemlig arvet fra de trende lidt af hvert. Han voksed og blev større, sådan som det skal ske Med børn af sunde piger der kan elske og kan le Og da de trende følte at dødens stund var nær Han fik de instrumenter, som de spilled hver især. Så spilled han på banjo, og flot på mandolin Og lokked af harmonikassen sødmefulde hvin Han døde mæt af alder, og visen er forbi Om de tre musikanter, der blev ét musikgeni.
Hjemad fra langfartens eventyr Dansk tekst: Erik Bertelsen Musik: Gideon Wahlberg Hjemad fra langfartens eventyr det går for rumskøds brise. Morgenen dæmrer, og trevent flyr den mørke kolde nat. Jeg er en jungmand på sytten år og synger helst min vise, muntert som bølgerne, når de går med kursen hjemad sat. Hjemmet er Damnarks rige. Herligt at se det stige frem gennem dagningens gyldne skær, blegt i det fjerne og dog så nær. Nær var det altid i mindet. Aldrig blev hjemlænglsen blindet. Altid har bølgernes brus om vor stavn nynnet Danmarks navn. Ofte når brodsøen viste tand og stormen peb i riggen, ofte når mismod i fremmet land fik tvunget tårer frem, tænkte jeg: Gut vær en mand, hold ud og lad din sorg i stikken, selv gennem modgangens værste slud kompasset peger hjem. Hjemmet er... osv. Bønderne pløjer den gode jord. Vi gynger med vor skude. Hånden på plov eller hånd på ror, - det gælder dåd. Alle er sønner af samme mor. Om hjemme eller ude, bærer vi frugter til bord og er i samme båd. Hjemmet er... osv.
Potpourri over sømandssange sammensat af Klaus Wichmann-Hansen En sømand har sin enegang som fange på en ø. Lyt til en simpel enesang imellem vind og sø. Det bruser fra den våde vej i nat og stjerneskær, min tanke går til dig, til dig, du er mig evig nær. Den er fin med kompasset! Slå rommen i glasset og stik mig lidt kandis all right på en spoon. Skønt få er vi nok til at ta' os en grog til. Og Roswald og Rosa er bound for Rangoon. Trala-la-la-la-la! Trala-la-la-la-la! Trala-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! Skønt få er vi nok til at ta' os en grog til Og Roswald og Rosa er bound for Rangoon. Hos mor derhjemme i Kerteminde, i hendes hjerte vil solen skinne, når jeg skal sidde igen hos hende, hun hejser flaget, når jeg kommer hjem. Hører du hende, den ensomme kvinde, som nede ved havstokkens rand sukkende følger de vandrende bølger og nynner så tyst, som hun kan: Jeg har en ven, en rigtig sailor, der vil ta' kegler i hver en havn. Det er en svend, der går på varmen og midt på armen, der står mit navn. Så brav og ærlig, ja han er herlig, når han mig kærlig ta'r i sin favn. Jeg har en ven, en rigtig sailor, han vil ta' kegler i hver en havn. Hils fra mig derhjemme, hils min far og mor! Hils de grønne bøge, hils den blanke fjord. Mine bedste tanker følger jer på vej, når I flyr mod hjemmet, hils det, hils fra mig.
Natten er så stille Tekst: Heiberg, Johan Ludvig Musik: Weyse, C.E.F. 1840 Natten er så stille luften er så klar duggens perler trille månens stråler spille hen ad søen glar. (Mellemspil) Bølgens melodier vugge hjertet ind, suk og klage tier, vindens pust befrier det betyngte sind
Imellem Esbjerg og Fanø Tekst: Gammel sømandsvise, oprindelse ukendt Musik: traditionel irsk Der var en skipper, og han hed Las, ja, han hed Las, ja, han hed Las. Han sejled' rundt i en smadderkass' Og stormen sused' og gjord' halløj, og bølgen stod som en kæmpehøj, så det var sandelig ingen spøg Og Las han leved' af bakskuld kuns, af bakskuld kuns, af bakskuld kuns, men skylled' efter med en kaffepuns Og stormen sused' og gjord' halløj.. Men så en dag Las han stod fra land, han stod fra land, han stod fra land, han havde glemt at få proviant Og stormen sused' og gjord' halløj.. Og Las han sejled' i dage tre, i dage tre, i dage tre, men han fik aldrig mere land at se Og stormen sused' og gjord' halløj, Og hver en sømand, der går til bunds, der går til bunds, der går til bunds, ham hilser Las med en kaffepuns Og stormen suser og gør halløj, og bølgen står som en kæmpehøj, så I kan tro, der er en masse spøg
Hvornår er der dejligst i Danmark? Musik: Kjeld Jørgensen Hvornår er der dejligst i Danmark? Når alt er forventning, og småblomsters hær Bebuder at våren er nær Når lyset ta r til, mens lærkernes spil os stemmer til andagt i dagningens skær Når bøgen står grøn og vidunderlig skøn, Ja, da er der dejligst i Danmark Med et er det vinter i Danmark. I mulde sig gemmer de slumrende frø, der venter på vårbrud og tø. men vinden bli r hvas og frosten bli r kras snart stivner den blånende bølgende sø Vi drukner i sne, Ja, da må vi le, Thi da er der dejligst i Danmark Hvornår er der dejligst i Danmark Når ager og eng står i sommerens tegn, Og markerne skriger på regn. Når skovbryn og strand Er ferieland Når pindsoen pusler i havernes hegn Når kornet står gult, Og når vandet er smult Ja, da er der dejligst i Danmark Hvornår er der dejligst i Danmark? Hver dag er en gave. Et under. En leg. Hver dag er den bedste for mig. Vær glad du er til. Det vekslende spil Kan stemme dit sind i september som maj. I Høst som i vår Og i skiftende kår Vi ved, der er dejligst i Danmark Og snart bliver aft nerne mørke. Men kornmodet flimrer i kimingens rand Når høsten går ind over land De svingende læs bli r knejsende hæs og løvskoven står som en funklende brand Når natten får klang Under trækfugles sang Ja, da er der dejligst i Danmark