HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 17. februar 2017 Sag 127/2016 og 128/2016 A (advokat Peter Schradieck) mod Teoplyy dom LRS (advokat Jakob Rosing) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Fogedretten i Nykøbing Falster den 2. februar 2016 og af Østre Landsrets 20. afdeling den 10. marts 2016 og 18. april 2016. Sag 128/2016, hvori Østre Landsret har afsagt kendelse den 10. marts 2016, angår, om A rettidigt har kæret Fogedretten i Nykøbing Falsters kendelse af 2. februar 2016 til rette instans. Sag 127/2016, hvori Østre Landsret har afsagt kendelse den 18. april 2016, angår, om betingelserne for genoprejsningsbevilling er opfyldt. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Lene Pagter Kristensen, Hanne Schmidt og Oliver Talevski. Påstande Kærende, A, har i sag 128/2016 nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse skal ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten. A har i sag 127/2016 nedlagt påstand om tilladelse til at kære fogedrettens kendelse og har endvidere påstået landsrettens kendelse ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling ved landsretten.
- 2 - Indkærede, Teoplyy dom LRS, har i begge sager nedlagt påstand om stadfæstelse. Sagsfremstilling International Commercial Arbitration Court at the Chamber of Commerce of the Russian Federation traf den 30. maj 2014 afgørelse i en voldgiftssag, som den russiske virksomhed Teoplyy dom LRS (Teoplyy) havde anlagt mod A. Ved afgørelsen fik Teoplyy medhold i et krav på ca. 4,6 mio. kr. Teoplyy indgav på grundlag af voldgiftskendelsen anmodning om udlæg til Fogedretten i Nykøbing Falster. A protesterede imod, at voldgiftskendelsen kunne anerkendes og fuldbyrdes. Ved kendelse af 2. februar 2016 bestemte fogedretten, at sagen skulle fremmes til udlæg. A kærede fogedrettens kendelse i kæreskrift af 16. februar 2016. Kæreskriftet blev indgivet til Østre Landsret ved en mail, hvoraf fremgik bl.a.: Med henvisning til landsretternes Vejledning i landsrettens behandling af kæremål (januar 2015) indgives kæreskriftet direkte til Østre Landsret, ligesom kæreafgiften er indbetalt til landsrettens bankkonto Af den nævnte vejledning fremgår bl.a.: Vestre Landsret Forberedelsen Kæreskrift skal indgives til den ret, der har truffet den afgørelse, der kæres. Der skal samtidig sendes en kopi af kæreskriftet til modparten. I kæremål vedrørende sager om tvangsfuldbyrdelseskendelser af udenlandske afgørelser (eksekvaturkendelser) skal kæreskriftet sendes direkte til landsretten. Vejledningen er senere ændret, således at det nu er angivet bl.a.: Kæreskrift skal indgives til den ret, der har truffet den afgørelse, der kæres. Der skal samtidig sendes en kopi af kæreskriftet til modparten. I kæremål vedrørende sager om tvangsfuldbyrdelse af udenlandske afgørelser omfattet af Bruxelles I-forordningen (eksekvaturkendelser) skal kæreskriftet sendes direkte til landsretten.
- 3 - Retsafgift blev indbetalt til landsretten den 16. februar 2016. A sendte samtidig en mail til Retten i Nykøbing Falster med orientering om kæren samt en kopi af kæreskriftet. Mailen havde følgende ordlyd: Vedhæftet fremsendes til orientering kopi af email med tilhørende vedhæftninger, som d.d. er fremsendt til Østre Landsret. Den 22. februar 2016 fremsendte fogedretten sagsakter, kæreskrift og kopi af den påkærede kendelse til landsretten. Den 25. februar 2016 sendte A en mail til landsretten med anmodning om fastsættelse af en frist for kæresvarskrift samt anmodning om indkaldelse til telefonmøde og mundtlig forhandling. A har oplyst herudover at have været i telefonisk kontakt med Østre Landsret med henblik på opfølgning vedrørende sagens behandling, hvor landsretten ikke gjorde opmærksom på, at man ikke anså sagen for påkæret korrekt. Teoplyy indgav kæresvarskrift den 3. marts 2016. I svarskriftet var ikke bemærkninger vedrørende As indgivelse af kæren. Østre Landsret afviste ved kendelse af 10. marts 2016 kæremålet under henvisning til, at kæreskriftet ikke rettidigt var indgivet til fogedretten som rette instans. I kendelsen hedder det bl.a.: Efter voldgiftslovens 38, stk. 1, har en voldgiftskendelse afsagt i udlandet bindende virkning her i landet og kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme. Fogedrettens kendelse af 2. februar 2016, der er truffet i medfør af retsplejelovens kapitel 46, kan kæres i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 53. Efter retsplejelovens 587, stk. 1, jf. 393, stk. 3, iværksættes kære ved indlevering af kæreskrift til den ret, hvis afgørelse kæres. Kærefristen er 4 uger, jf. retsplejelovens 586, stk. 1. Da A ikke rettidigt har indleveret kæreskriftet til rette instans, afvises kæremålet.
- 4 - Det forhold, at kærendes advokat i sit følgebrev til landsretten har henvist til det anførte i Vestre Landsrets vejledning om behandling af kæremål ved Vestre Landsret vedrørende eksekvaturkendelser kan ikke føre til et andet resultat. A anmodede ved brev af 15. marts 2016 landsretten om at omgøre sin kendelse om afvisning af kæremålet. Teoplyys advokat udtalte sig herimod. Landsretten har i retsbog af 17. marts 2016 henholdt sig til kendelsen af 10. marts 2016. Ved mails af 17. og 18. marts 2016 anmodede A landsretten om tilladelse til at kære fogedrettens kendelse. Det er oplyst, at nyt kæreskrift er sendt til landsretten den 17. marts 2016. Landsretten afslog ved kendelse af 18. april 2016 at meddele tilladelse til kære efter ankefristens udløb. Af kendelsen fremgår bl.a.: Efter retsplejelovens 586, stk. 4, kan landsretten undtagelsesvis give tilladelse til kære efter kærefristens udløb. I denne sag blev kæreskrift og retsafgift modtaget i landsretten den 16. februar 2016, og kæremålet blev den 10. marts 2016 afvist under henvisning til, at der ikke rettidigt var indleveret kæreskrift til rette instans. Landsretten finder, at denne ekspeditionsfejl begået af As advokat ikke giver grundlag for undtagelsesvis at meddele kæretilladelse i medfør af retsplejelovens 586, stk. 4. Herefter, og da det af a anførte til støtte for anmodningen ikke kan føre til et andet resultat, tages anmodningen om kæretilladelse ikke til følge. Anbringender A har vedrørende kæreskriftets rette indgivelse anført navnlig, at det påhviler fogedretten og ikke landsretten at påse eller efterprøve, om et kæreskrift de facto er indleveret rettidigt til fogedretten, da kære iværksat efter fristens udløb afvises af den ret, hvortil afgørelsen kæres, jf. retsplejelovens 586, stk. 4, 1. pkt. Kæreskriftet skal anses for indleveret til fogedretten, jf. retsplejelovens 393, stk. 3. Efter en almindelig, naturlig sproglig forståelse må indlevering være sket, når kæreskriftet faktisk er sendt til fogedretten af kærende og modtaget af denne. Det følger heraf, at såfremt kæreskrif-
- 5 - tet blot sendes til fogedretten - og eventuelt også direkte til landsretten - uden at kærende vedlægger f.eks. et følgebrev, vil kæreskriftet skulle anses for indleveret korrekt. Kæremålet skal under alle omstændigheder anses for rettidigt og korrekt iværksat, da fogedretten har modtaget kæreskriftet inden for kærefristen og fremsendt sagen til landsretten efter retsplejelovens 587, stk. 1, jf. 393, stk. 3., inden kærefristens udløb den 2. marts 2016. Landsretten synes at have set bort fra denne omstændighed, og landsrettens afgørelse forekommer derfor formalistisk, idet der ikke var tvivl om, at A ønskede at kære sagen og havde sendt kæreskriftet til både foged- og landsret inden fristens udløb. Havde fogedretten ikke videresendt sagen til landsretten, havde A haft en uge til at berigtige eventuelle mangler ved kæreprocessen, hvilket A imidlertid ikke fandt anledning til efter modtagelsen af fremsendelsesbrevet. A kan støtte ret på fogedrettens fremsendelsesbrev, selv om A på grund af en uklar vejledning fra landsretterne omkring fremgangsmåden for iværksættelse af kære alene måtte have sendt kopi af kæreskriftet til orientering til fogedretten. Vestre Landsrets vejledning bibragte A den opfattelse, at kæreskriftet skulle indgives direkte til landsretten, og for en sikkerheds skyld fremsendte A det samme materiale til foged- og landsret. Det skal endvidere tillægges betydning, at landsretten ikke før udløbet af kærefristen oplyste, at kære efter landsrettens opfattelse var iværksat forkert. Teoplyy har ligeledes anset kæreskriftet for rettidigt indgivet til rette instans, idet Teoplyy i sit svarskrift ikke fremkom med bemærkninger om kærens indgivelse. Der er derfor ikke særlige hensyn at tage til modparten. Det er udtryk for en efterrationalisering, når Teoplyy gør gældende, at man ikke fremkom med bemærkninger, fordi landsretten af egen drift ville afvise sagen. A har vedrørende spørgsmålet om oprejsningsbevilling anført bl.a., at landsrettens prøvelse af, om der foreligger undskyldelige omstændigheder, jf. retsplejelovens 586, stk. 4, 2. pkt., er en særskilt og anderledes prøvelse end den, som landsretten foretog ved kendelsen af 10. marts 2016. Landsretten valgte dog i kendelsen af 18. april 2016 i lighed med den første kendelse at se bort fra, at fogedretten havde modtaget og fremsendt det oprindelige kæreskrift
- 6 - af 16. februar 2016 til landsretten på sædvanlig vis. Landsretten undlod således at forholde sig til det helt afgørende forhold i sagen, hvorfor A reelt ikke har fået en ny eller selvstændig prøvelse af, om sagen under alle omstændigheder kunne påkæres til landsretten efter kærefristens udløb. Sagen bør derfor hjemvises til fornyet behandling. Der foreligger undskyldelige omstændigheder i sagen, hvorfor betingelserne for at meddele oprejsningsbevilling i retsplejelovens 586, stk. 4, 2. pkt. er opfyldt. Herunder må der lægges vægt på, at kæreskriftet blev indgivet til såvel foged- som landsretten inden kærefristens udløb, og at kæremålet således må anses for indgivet rettidigt til rette instans. Det taler ligeledes for at tillade kære, at det oprindelige kæreskrift udelukkende blev indgivet direkte til landsretten som følge af Vestre Landsrets uklare vejledning. Det var rimeligt at forstå vejledningen som A gjorde, hvilket understreges af landsrettens senere rettelse af vejledningen. Fogedrettens fremsendelse af sagen til landsretten inden for kærefristen skabte endvidere en berettiget forventning hos A om, at kæremålet under alle omstændigheder var iværksat korrekt og rettidigt, og A havde derfor ikke anledning til at gøre yderligere. Det taler i samme retning, at landsretten ikke indikerede, at kæremålet ikke var korrekt iværksat, og først traf afgørelse om afvisning af kæremålet efter kærefristens udløb. Der er desuden tale om en kort fristoverskridelse, og kæreskriftet blev indgivet så hurtigt som muligt efter landsrettens afvisningskendelse af 10. marts 2016. A var af den opfattelse, at landsrettens kendelse af 10. marts 2016 måtte bygge på et forkert faktuelt grundlag, hvorfor det måtte være tilstrækkeligt med en begrundet anmodning om omgørelse for at rette bod på denne fejl, og landsretten ville have kompetence til at træffe en sådan afgørelse. Endelig taler det for at tillade kære, at Teoplyy har mulighed for at varetage sine interesser i forbindelse med kæremålet. Det bestrides, at der er tale om en ekspeditionsfejl fra As advokats side, idet det var udtryk for et bevidst valg nødvendiggjort af landsrettens uklare vejledning at indgive kæreskriftet til både fogedretten og landsretten for at sikre sig, at kæremålet blev iværksat korrekt. Teoplyy har vedrørende kæreskriftets rette indgivelse anført navnlig, at det er landsretten, der har kompetencen til at afgøre, om kæreskriftet blev indgivet til rette domstol.
- 7 - Kæreskriftet skal ikke anses for indleveret til fogedretten, da kæreskriftet blev indgivet til landsretten i overensstemmelse med det udtrykkeligt anførte i fremsendelsesskrivelsen fra As advokat. Det var ligeledes udtrykkeligt anført, at der alene til orientering blev fremsendt en kopi af følgebrevet til fogedretten, hvortil kæreskriftet var vedhæftet, og kæreskriftet er således ikke de facto også indleveret til fogedretten. Dette følger af en naturlig sproglig forståelse af det anførte i fremsendelsesbrevene. Der er ikke belæg for As synspunkt om, at landsretten med sin kendelse har indført både uhjemlede og uspecifikke krav til, hvordan en kærende skal forholde sig, idet landsretten blot har forholdt sig konkret til, hvad kærende selv har angivet om, til hvilken ret kæreskriftet blev indleveret. Det bestrides, at et kæremål skal anses for korrekt og rettidigt iværksat, hvis den fogedret, hvis afgørelse kæres, har fremsendt sagen til landsretten i henhold til retsplejelovens 587, stk. 1, jf. 396. Fogedretten kan ikke via fogedrettens fremsendelsesbrev de facto fratage landsretten sin kompetence til at afgøre, om et kæreskrift er indgivet til rette domstol. Fogedrettens fremsendelsesbrev til landsretten kunne derfor ikke give A en berettiget forventning om, at kæren var korrekt og rettidigt iværksat. Det anførte i Vestre Landsrets vejledning om, at et kæreskrift i kæremål vedrørende eksekvaturkendelser skal sendes direkte til landsretten, er ikke relevant, da der i denne sag ikke er tale om kære af en eksekvaturkendelse, men en voldgiftskendelse, som kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme. Der var ikke anledning for Teoplyy til at fremkomme med bemærkninger om spørgsmålet om kæreskriftets indgivelse, da spørgsmålet påses af landsretten ex officio. Vedrørende spørgsmålet om oprejsningsbevilling er der ikke grundlag for at antage, at A ikke skulle have fået en selvstændig prøvelse af, om der skulle meddeles oprejsningsbevilling. As synspunkt om fremsendelse af en kopi af kæreskriftet til fogedretten må anses for adresseret ved landsrettens bemærkning om, at det af A anførte til støtte for anmodningen ikke kunne føre til et andet resultat.
- 8 - Der foreligger ikke undskyldende omstændigheder, som kan begrunde, at der meddeles tilladelse til at kære. Det er efter retsplejelovens 586, stk. 4, 1. pkt., udgangspunktet, at en kære iværksat efter udløbet af kærefristen afvises, og at der kun undtagelsesvis meddeles tilladelse efter retsplejelovens 586, stk. 4, 2. pkt. Retspraksis viser, at der skal overordentlig meget til for at tilladelse meddeles. Det er ikke korrekt, når A angiver, at kære både blev indgivet til fogedretten og til landsretten, idet kæreskriftet alene blev fremsendt til fogedretten i kopi til orientering. Vestre Landsrets vejledning om, at kæreskrift i eksekvaturkendelser skal sendes direkte til landsretten, er ikke relevant, allerede fordi der ikke er tale om kære af en sådan afgørelse. Det bestrides, at det var rimeligt at forstå Vestre Landsrets vejledning, som As advokat gjorde. Forholdet er dog uden betydning, idet retsplejelovens regler til enhver tid må gå forud for, hvad der er angivet i en vejledning udarbejdet af en domstol. Hvad Vestre Landsret har anført i en vejledning om kære, kan derfor ikke skabe en berettiget forventning om, hvorledes Østre Landsret behandler et kæremål. Det bestrides, at fogedrettens fremsendelsesbrev til landsretten har givet A en berettiget forventning, som A kan støtte ret på, idet det er landsretten som afgør, om kære er indgivet til rette instans. At fogedretten har behandlet den fremsendte kopi af kæreskriftet, som om kæreskriftet var blevet indgivet til fogedretten, kan derfor ikke skabe en berettiget forventning hos A om, at kæren var korrekt og rettidigt iværksat. A har endvidere ikke indgivet nyt kæreskrift så hurtigt som muligt. Det bestrides, at A ikke havde anledning til at indgive kæreskriftet på ny, før landsretten den 17. marts 2016 havde taget stilling til As anmodning om omgørelse. A burde derfor straks efter kendelsen var afsagt den 10. marts 2016 have indgivet kæreskrift på ny og anmodet om oprejsningsbevilling. As advokat har begået ekspeditionsfejl, hvilket ikke kan begrunde, at der meddeles oprejsningsbevilling. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om As kære til landsretten af en kendelse afsagt af Fogedretten i Nykøbing Falster den 2. februar 2016 må anses for at være sket rettidigt til rette instans, og hvis dette ikke er tilfældet, om der i medfør af retsplejelovens 586, stk. 4, 2. pkt., skal meddeles A tilladelse til at kære. A indgav inden kærefristens udløb ved mail af 16. februar 2016 kæreskrift til landsretten og oplyste i mailen, at kæreskriftet med henvisning til Vejledning i landsrettens behandling af
- 9 - kæremål var indgivet direkte til landsretten. A sendte samtidig ved en mail kopi af kæreskriftet til fogedretten, der inden kærefristens udløb ved skrivelse af 22. februar 2016 videresendte dette til landsretten sammen med sagens akter. I hvert fald under disse omstændigheder finder Højesteret, at kæreskriftet må anses for rettidigt indleveret til fogedretten, uanset at kæreskriftet ifølge mailen alene blev sendt til fogedretten til orientering, jf. voldgiftslovens 38, stk. 1, sammenholdt med retsplejelovens 586, stk. 1, jf. 587, stk. 1, og 393, stk. 3. Højesteret ophæver herefter landsrettens kendelse af 10. marts 2016 og hjemviser sagen til fornyet behandling i landsretten. Som følge heraf er det ikke nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der skal meddeles tilladelse til kære i henhold til retsplejelovens 586, stk. 4, 2. pkt. Navnlig under hensyn til baggrunden for den foreliggende tvist finder Højesteret, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten (for den hidtidige behandling) eller for Højesteret til den anden part, jf. retsplejelovens 312, stk. 3, sammenholdt med 315. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse af 10. marts 2016 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten eller Højesteret til den anden part. Kæreafgiften for Højesteret i sag 127/2016 og i sag 128/2106 tilbagebetales til A.