Nyt miljø-, og velfærdsdesign i svinestalde De eksisterende produktionssystemer til svin er udformet ud fra et ønske om at producere svinekød så effektivt og billigt som muligt. Oprindelig er emissioner til det omgivende miljø ikke taget i betragtning ved udformningen af produktionssystemerne, da emissionsproblemer slet ikke var erkendt. I takt med at produktionen er vokset, og viden om virkningen af dens emissioner ligeledes er afdækket, er også miljøeffekten af produktionen blevet en styringsparameter for svineproducenter grundet krav fra myndigheder. Det samme gælder for svinenes velfærd, som inden for de seneste år er blevet en kvalitetsparameter ved salg af kød, og som også i stadig højere grad bliver myndighedsreguleret. Men en tilpasning af de etablerede produktionssystemer, så de bliver emissionsfri eller næsten er omkostningstung. Det samme gælder, når man forsøger at øge velfærden for dyrene i systemerne. Derfor er der opstået et behov for at finde frem til ny teknologi og udformning af produktionsfaciliteter, der tilgodeser både miljø og dyrevelfærd, og som samtidig er produktionsøkonomisk konkurrencedygtige (Naturerhvervstyrelsen, 2016) Nøglen til at minimere emissioner fra svineproduktion ligger i muligheden for at opsamle fækalierne (urin og fæces) helt tæt ved grisen, så snart de lander på underlaget, og straks føre dem til en lukket beholder (Folkmann, 2016). Herfra kan de sendes til videre behandling eller blot opbevaring ind til de skal anvendes i afgrødeproduktionen eller andetsteds. Hurtig opsamling hindrer nemlig afdampning af lugte og gør det muligt at kontrollere de biologiske processer, der giver anledning til miljøskadelige emissioner. Og netop lugt og andre emissioner er nok den vigtigste hindring for at flytte den store danske svineproduktion udendørs. Lykkes det at finde frem til en udformning af svins omgivelser, så dyrene altid vælger at eliminere på det ønskede sted vil det til gengæld befordre muligheden for at lave billige produktionsfaciliteter til svinene, der samtidig i højere grad end nu kan tilgodese dyrenes velfærd, fordi emissionerne er under kontrol også ved udegående svin. Udvikling af teknik, der udnytter svins naturlige elimineringsadfærd (afsætning af urin og fæces), koblet sammen med dyrenes øvrige foretrukne livsrytme mht. hvile, fødesøgning og reproduktion er derfor central i forhold til at løse både miljø- og velfærdsproblemer i svineproduktionen. Der er simpelthen behov for udvikling af svinetoiletter, som dyrene bruger konsekvent også når de arealer de har til rådighed vokser markant i forhold til kendte konventionelle systemer. Ved design af menneskeboliger er der næppe nogen der vil mene, at toilettet kan indrettes og placeres helt tilfældigt i forhold til boligens øvrige funktionelle zoner, som køkken, spisestue, soveværelser og entré og i forhold til familiens sammensætning og størrelse. Hvis man gjorde det, ville der nok være en vis sandsynlighed for, at beboerne ikke ville bruge toilettet, fordi det ville genere resten af den daglige livsførelse. Det samme gælder nok også svin. Lad os i det følgende kalde det sted dyrene eliminerer for gødeområdet også selv om det er et lille og stærkt afgrænset område, som kan have karakter af et rum eller en bygning. At finde frem til det rette tekniske design af dette sted kræver, at dyrenes naturlige tilbøjeligheder og potentialer kortlægges, så teknikken kan tilpasses dyrene for at opnå den højst mulige miljømæssige, velfærdsmæssige og produktionsmæssige effektivitet. Skitseforslag til staldkoncept I figur 1 er vist et forslag til et stalddesign, der tager højde for de krav svins adfærd stiller til deres 1
omgivelser, hvis de skal have tilgodeset såvel naturlig fødesøgnings-, hvile-, søle-, social- som elimineringsadfærd. Systemet er ikke afprøvet i praksis, og skal derfor alene opfattes som et teoretisk udgangspunkt for fremtidig design, afprøvning og tilpasning af systemer, der både har fokus på at være miljø- og dyrevelfærdsmæssigt gode og samtidig billige og med høj produktionseffektivitet. Længere nede i artiklen følger en forklaring på, hvorfor designet er skitseret som det er med baggrund i den forskning der er tilgængelig om svins adfærd. Funktionaliteten af systemet hviler på, at dyrene konsekvent vælger at bruge de arealmæssigt meget begrænsede gødeområder til formålet. Derfor er elimineringsadfærd vægtet tungt i beskrivelsen af baggrunden for stalddesignet i teksten nedenfor. Resultater fra anden forskning viser, at det i høj grad er muligt at styre dyrenes elimineringsadfærd via designet af omgivelserne, men om det kan lade sig gøre i en grad, så det skitserede system eller lignende systemer er emissionsmæssigt forsvarlige kan kun afgøres gennem forsøg i praksis. Inspektionsgang Rede Gødeområde Foderdispenser Gødeområde Sølehul Vandkop/nippel Grovfoder Sofoderstation Foderkrybbe - grise Adgangsvej Udlevering/adgang til fodrerobot for store slagtesvin 2
Figur 1: Skitse af stald med gødeområder Stalddesignet passer til familiegrupper med ca. 100 individer, men kan også anvendes til slagtesvin alene. Årsagen til at systemet er tænkt som hvad man kan kalde et løbning-til-slagt system er, at faste so-grupper/familier minimerer aggressioner og dermed stress og skader, og maksimerer udnyttelsen af dyrenes naturlige immunforsvar. Der er beregnet et samlet areal ude og inde på knap 325m 2, heraf ca. 3/5 udeareal. Det vigtigste fysiske element i stalden, der adskiller sig fra kendte staldsystemer er gødeområderne midt i aktivitetsarealet. De er placeret i en afstand af farereder/hvileareal og foderområder på ikke over 9 m. Farereder/hvilearealer er placeret i en række som gerne må være enten øst- eller vestvendt af hensyn til lysindfald og undgåelse af permanent skyggevirkning. Udgangssiden bør være indrettet, så dyrene kan komme ud fra reden på hele vægfladen, så den kun er lukket med f.eks. plastikbaner, der kan skubbes til side af dyrene. Dette vil samtidig sikre ventilation i redeområdet. Til helt små grise bør der være en åbning for neden de altid kan komme uhindret igennem. I forbindelse med faring bør udgang kunne hindres, og der skal være adgang til vand for soen inde i reden. Af hensyn til at sikre nyfødte smågrises varmeforsyning kan der med fordel anlægges gulvvarme i et hjørne af reden, som kan tændes i forbindelse med faring i meget kolde perioder af året. Årsagen til at hele vægfladen skal være åben, er at undgå, at den opfordrer til eliminering. Ved evt. at etablere et udhæng på taget kan der sikres et lille areal med skygge en del af dagen foran reden, hvor søerne kan ligge lidt køligere end smågrisene inde i rederne, mens grisene endnu er små. Farerederne skal være indrettet med et tykt lag halmstrøelse eller lignende, som kun fjernes i forbindelse med at slagtesvin udleveres kort før søernes næste faring. Strøelsen vil være helt tør, da rederne udelukkende anvendes til hvileområde, og kan derfor nemt fjernes via inspektionsgangen. Dog vil smågrise efterlade lidt gødning fra deres første 4-6 levedøgn Mellem reder/huler og et modstående halvtag er der en løbegård på ca. 8 m i bredden, hvor gødeområderne er placeret ca. i midten og sølehul nær halvtaget. Under halvtaget tildeles foder fra foderautomater både kraftfoder og grovfoder - og med foderpladserne placeret langsgående, så hele arealet opfattes som fødesøgningsområde, da det hindrer at svinene eliminerer under halvtaget. Det må forventes, at dyrene også bruger området som hvileplads, når omgivelsernes temperatur er passende, hvorfor det samlede gulvareal bør være stort nok til at samtlige dyr kan ligge i udstrakt sideleje på det samtidig. For store slagtesvin og for søerne vil halvtaget i lange perioder af døgnet og året være mere attraktivt som hvileareal end rederne. Grovfoder er vigtigt dels af hensyn til dyrenes velbefindende, så aggressionsniveauet holdes nede og sundheden oppe, dels fordi det holder dyrene beskæftiget med fødesøgningsadfærd og derfor bidrager til at undgå afsætning af fækalier under det skyggegivende halvtag. Gødeområderne foreslås designet som nogle lave halvåbne skure med god skyggevirkning og indrettet så de opfordrer til afsætning af urin og fæces. Det skal tilstræbes at de i så høj grad som muligt kommer til at minde om en kratbevoksning. Der kan evt. arbejdes i bevidst at fremme lugte, der svarer til lugtene i en kratbevoksning, da det er uvist, om lugte kan stimulere til eliminering. Gødeområdet er det eneste område i hele stalden, der er helt friholdt for foderemner, og som skygger på en måde så det virker som opfordring til eliminering. Underlaget i gødeområdet skal være fast med afløb og skrab eller tilsvarende, der hurtigt kan føre fækalierne til lukket opbevaring, via en nedgravet (og overdækket) kanal. Det er vigtigt, at skrabeanordninger fungerer, så svinene ikke risikerer at komme til skade på dem, da de så vil blive bange for at bruge området som tiltænkt. 3
Med et effektivt gødeareal på ca. 7 m 2 til ca. 80 dyr (eller 0,09 m 2 pr. dyr muligvis mindre, afhængig af, hvordan dyrene placerer sig under eliminering) og løbende fjernelse af fækalier til lukket opbevaringsanlæg bliver afdampningen af lugtstoffer minimal, og emissionen af miljøskadelige gasser fra selve stalden bliver helt ubetydelig, da ingen af gasserne når at opstå i anlægget (se Folkmann, 2016). Til sammenligning er arealet hvorfra der afdampes lugt og gasser i en konventionel slagtesvinestald mellem ca. 0,23 og 0,45 m 2 pr. dyr og hele arealet står konstant åbent for afdampning. Endvidere ligger gennemsnitstemperaturen højere i en svinestald end årsgennemsnittet udendørs, hvilket medvirker til øget afdampning, og gulvene er udformet, så der er en stor overflade at afdampe fra. Stalden består således af 3 små bygningskonstruktioner, som bevidst er adskilt fra hinanden. Redeområdet som kan bygges sammen til 2 modstående stier en øst- og en vestvendt, foderområdet, som er et halvtag, der dels beskytter dyrene, dels foderet og dels fodringsteknikken mod vind og vejr, og endelig skurene til gødeområderne, hvortil hører den nedgravede gødningskanal. Idet bygningerne er små bliver de også lette konstruktioner, som alle kan være uisolerede, så de er billige at opføre. Fordi hele staldsystemet bygger på indretning med gødeområder vil der ikke forekomme næringsstofbelastning på staldarealet. Underlaget i stalden foreslås derfor at være grus med armering i ca. 30 cm s dybde. For at undgå at et jord-/grusunderlag bliver smattet i regnfulde perioder, bør der nedlægges dræn under det, som passende kan føre vandet til en tank til senere genbrug i tørre perioder af året, hvor dyrene har behov for vand i et søleområde. Armeringen tjener til at undgå beskadigelse af dræn ved voldsom rodeaktivitet. Grus har ud over de velfærdsmæssige aspekter også den fordel, at det er langt billigere end beton både i anskaffelse og bortskaffelse. Adskillelse til nabosti kan evt. være strømførende hegn. El-hegn er billigt, nemt at åbne ved evt. gennemkørsel med maskiner mellem stierne og har en voldsomt afskrækkende effekt. En anden god grund til at bruge el-hegn er, at svinene ikke vil eliminere lige op ad det, fordi de risikerer at få stød. Dvs. det virker ikke som en opfordring til eliminering i modsætning til faste vægadskillelser. Baggrund for det foreslåede design Flertallet af de staldsystemer, der er anvendt ved udforskning af svins adfærd, er systemer, hvor man har taget udgangspunkt i eksisterende stalddesign. Her har man søgt at forbedre på en eller flere parametre ved en begrænset tilpasning af designet. Og flertallet har haft fokus på at forbedre dyrevelfærden. Ikke desto mindre er der resultater fra denne forskning, der kan være med til at kvalificere, hvordan en stald, der er designet med udgangspunkt i naturlig adfærd hos frit levende dyr kan indrettes. I det følgende er kravene til opholdsarealer til svin, der gør dem så miljø- og velfærdsmæssigt optimale som muligt forsøgt indrammet. Overvejelserne danner baggrunden for det ovenfor skitserede design, hvor der også har været fokus på anlægspris og arbejdsrutiner. Det er en gennemgang af tilgængelig litteratur om elimineringsadfærd og anden vigtig adfærd, der er sammenstillet og analyseret med henblik på at finde frem til et billede af, hvordan dyrenes naturlige adfærd kan bruges bevidst som grundlag for et samtidig miljø-, dyrevelfærds- og økonomisk attraktivt stalddesign. Miljøparametre Emissioner fra svineproduktion kommer altovervejende fra dyrenes fækalier. Dels umiddelbart ved afsætning på underlaget, dels fra udsmøring på inventar og fra kort- eller langtidsopbevaring og senere udbringning til dyrkningsarealer (Folkmann, 2016). Emissionerne består overvejende i lugt, ammoniak, lattergas, metan, svovlbrinte og CO 2. Undgåelse af 4
emissioner kan opnås ved at undgå afdampning til omgivende luft. Det vil sige, at jo kortere opholdstid og jo mindre arealmæssig udbredelse fækalierne har med kontakt til luften, des mindre afdampning vil der blive. Og jo koldere omgivelserne er, des lavere vil afdampningen også være. Gasser spredes ved bevægelse af den luftmasse de slippes ud i, og det samme gælder de større organiske molekyler, som ubehagelige lugte typisk består af. Duftstoffer hæftes endvidere på støvpartikler og andre materialer og kan via dem bæres langt væk fra kilden. Metan, lattergas og CO 2 afgives kun efter biologisk omsætning af fækalier men ved forskellige omsætningsmæssige betingelser. Kontrol med omsætningen kan derfor bidrage til at nedbringe emissionerne. En grundbetingelse for at undgå alle emissionsformer er derfor, at fækalierne opsamles så effektivt som overhovedet muligt, og føres til lukkede opbevarings- eller viderebehandlingssystemer (f.eks. bioforgasning, kompostering, afbrænding). Jagten på miljøoptimering starter derfor ved et design af grisens omgivelser, der får den til at afsætte fækalier præcis hvor vi ønsker det, og så dette sted så effektivt som muligt hindrer luftkontakt til fækalierne. Lykkes et sådant design, giver det til gengæld nogle frihedsgrader for det øvrige design af opholdsarealer, da grisene ikke længere afgiver lugt til omgivelserne eller næringsstoffer til jorden, og derfor kan befinde sig udendørs på bar jord. Dermed vil det være muligt at lave billige systemer og samtidig øge velfærden. Men skal det lykkes, må systemdesign og management tilpasses dyrenes naturlige adfærd. Elimineringsadfærd hos svin og parametre til styring af elimineringssted Litteraturen omkring dyrenes elimineringsadfærd er typisk knyttet til historiske og eksisterende produktionssystemers faktuelle indretning (Ferretti, et al., 2015; Graves, N.D.; Whatson, 1985; Guo, et al., 2015; Hacker, et al., 1994; Salomon, et al., 2007; Sørensen, 2010; Salomon, et al., 2012; Benfalk, et al., N.D.) (Wechsler & Bachmann, 1998) (Stern & Andresen, 2003; Olsen, et al., 2001), mens vilde eller fritlevende dyrs valg af elimineringsomgivelser og relationen til øvrig adfærd i deres døgnrytme er sparsomt belyst. (Meynhardt, 1978) har gennem 4 år studeret en bestand af vildsvin i Tyskland med et territorium på ca. 250 ha, hvor han har afdækket en familiegruppes adfærd. Der er desværre kun gjort få notater om elimineringsadfærd i publikationen. Stolba og Wood-Gush (1989) har i forbindelse med overvågning af små familiegrupper af svin i et semi-naturligt miljø noteret, at de indsatte dyr, som kom fra almindelige staldsystemer, i løbet af 1 til 6 måneder opførte sig stort set identisk med vildt levende dyr. Deres folde på godt 1 ha i et kuperet terræn indeholdt dels et græsdækket område, et skovområde med fyrretræer og noget mose og var gennemskåret af en bæk. Stort set alle øvrige fundne studier er gennemført i omgivelser der er sparsomme i forhold til omgivelsernes diversitet med hensyn til variation i vegetation, topografi, jordtype, humiditet, forekomst af vandhuller og vandløb, fourageringsområder, solindstråling, læforhold mm. Langt den overvejende del af den fundne litteratur omhandler adfærd i staldsystemer, der stærkt begrænser dyrenes valgmuligheder og prioritering af udvist adfærd i forbindelse med eliminering og anden adfærd, ligesom det er umuligt ud fra studierne at gennemskue, hvilke stimuli, der befordrer valg af elimineringssted og tidspunkt (Aarnink, et al., 2006) (Guo, et al., 2015) (Hacker, et al., 1994) (Whatson, 1985) (Wechsler & Bachmann, 1998). Med andre ord: Videngrundlaget for at finde frem til et design af dyrets opholdszone, som tilgodeser dets behov i forbindelse med eliminering, sat i relation til øvrige adfærdsmæssige behov, er sparsomt. I forhold til styringsaspektet af grisenes eliminering i produktionssystemer mangler der derfor viden om, hvad det er for stimuli (cues) og indre processer, der kan anspore dyret til at eliminere præcis på det sted, hvor opsamlingsfaciliteter også befinder sig, og hver gang dyret ønsker at eliminere. Men den viden 5
der, trods mangler, faktisk er tilgængelig, kan dels bruges til at pege på, hvilke konkrete forhold der bør undersøges for at danne grundlag for miljømæssigt og velfærdsmæssigt bedre stalddesign, dels kan de være retningsgivende når der udvikles driftssikre opsamlingsfaciliteter til både fæces og urin. I det følgende er videnskabelig litteratur såvel som erfaringer fra praksis sammenstillet med henblik på at afdække så meget som muligt omkring, hvilke cues der ansporer svin til at eliminere/undlade at eliminere i forskellige funktionelle zoner af deres opholdsrum, og i hvilke adfærdssekvenser eliminering foregår. Elimineringshyppighed Ferretti et al. (2015) har undersøgt, hvor ofte, og hvor, en gruppe vildsvin afsatte fæces i en fold ved daglig manuel opsamling og tælling af klatterne. Urinering blev ikke undersøgt. Folden var så lille, at dyrene blev fodret fuldt ud med tilført foder efter behov. Dyrene blev indsat ved en vægt på ca. 16 kg. På gennemsnit afsatte dyrene fæces 3,8 gange i døgnet ved det første forsøg gennemført i juli og 4,3 gange pr. døgn i forsøg gennemført i november. Gødningen blev ikke afsat i nærheden af dyrenes foderstation men med en kraftig tendens til afsætning i den modsatte ende af folden. Artiklen angiver ikke anden information om foldens indretning, så placering af hvileplads, vegetation, evt. søleområde mm. er ukendt. Afsætning af fæces var koncentreret i pletter, med en mindre arealmæssig afgrænsning om sommeren end om vinteren. I et forsøg med slagtesvin af Aarnink et al. (2006) angives forskellige hyppigheder for både urinering og afsætning af gødning for slagtesvin i forskellige vægtklasser. Unge dyr i vægtklassen 25-45 kg afsatte gødning 7 gange daglig faldende til 3,1 gang daglig for ældre dyr med en vægt på 105 kg og derover. Urinerings-hyppigheden var mere jævn med mellem 4,1 og 4,9 gange pr. dag for de lave vægtklasser faldende til mellem 2,5 og 2,7 gange pr. dag i de to højeste vægtintervaller. Det er ikke angivet, om dyrene blev overvåget i nattetimerne. Gou et al. (2015) angiver at grise i vægtintervallet 45-70 kg gennemsnitlig eliminerede 17,9 gange pr. døgn heraf afsattes fæces 4,7 gange. De refererer endvidere til andre undersøgelser, i hvilke man har fundet tilsvarende hyppigheder på døgnbasis. Elimineringerne var fordelt over hele døgnet, dog med en lavere frekvens og længere interval i aftenog nattetimerne end i dagtimerne. Der er således rimelig konsensus i litteraturen om, at slagtesvin afsætter fæces med en frekvens på 4-5 gange i døgnet, mens urineringsfrekvensen er mere usikker. I Wechsler & Bachmann (1998) angives at afsætning af fæces og urin i de fleste tilfælde sker tidsligt adskilt. Dette er bekræftet ved personlige observationer af slagtesvin, mens diegivende søer er set urinere og afsætte fæces umiddelbart i forlængelse af hinanden. I en stald med slagtesvin i storsti er det observeret, at dyrene stod mere eller mindre i kø for at eliminere det foretrukne sted. Med 8 adskilte gødepladser pr. sti kan alle dyr komme til at eliminere inden for et kvarter i en sti med ca. 100 dyr, og denne kapacitet forventes at være tilstrækkelig. Adfærd omkring afsætning I et studie er dyrenes adfærd omkring eliminering belyst. (Wechsler & Bachmann, 1998) anfører, at den typiske adfærd for alle aldersgrupper inklusive smågrise og søer omkring eliminering består i at snuse til gulv/jord placere sig - eliminere snuse. Med stigende alder var hyppigheden af drejning af bagkroppen ind imod en væg stigende. (Meynhardt, 1978) anfører, at alle individer i en vildsvinegruppe eliminerer når de kommer til en gødeplads. (Guo, et al., 2015) anfører, at svin eliminerer i et hjørne af et udendørs areal og ofte placerer bagparten op imod væggen sandsynligvis for at undgå aggressioner fra stifæller. I forbindelse med personlige observationer af slagtesvin i et system med en storsti til 600 dyr er det observeret, at dyrene i flokken efter hvile eller aktivitet på skift søgte det samme sted hen for at eliminere. Dette skete i en afstand af ca. 5 meter fra udkanten af dyrenes hvileareal. Når de afsatte 6
fæces skete det helt op ad en væg (typisk inden for en afstand af ca. 40 cm); når de urinerede foregik det typisk, men ikke altid på lidt større afstand af væggen. Med stigende størrelse og alder på dyret faldt afstanden til væggen ved afsætning af fæces. Kun et fåtal af dyrene snusede tydeligt til underlag eller vægge før og efter eliminering. Ejeren af stalden har i øvrigt observeret, at den arealmæssige udbredelse af elimineringsområderne i stalden reduceres med stigende belægning (Larsen, 2016). Aldersbetingede træk Smågrise søger allerede i det første døgn efter fødslen væk fra reden de er født i for at eliminere. Det første par dage når de kun til udkanten af reden herefter søger de lidt længere væk fra reden (Stangel & Jensen, 1991). Fra når smågrisene følger soen er der ingen præcise beskrivelser tilgængelige, så det må antages, at de fra da af følger samme mønster som soen. I Stangel og Jensen (1991) er det observeret, at nogle af søerne tilsyneladende æder smågrisenes afføring de første dage efter fødslen og at de renser smågrisenes anus. Valg af elimineringssted Svin der lever frit er lige som andre pattedyr renlige, og undgår direkte kontakt med egen og artsfællers afføring. Men deres afsætning af gødning er ikke tilfældig. Meynhardt (1978) angiver at vildsvin etablerer gødeområder med regelmæssig afstand i deres territorium. Disse er placeret i tykninger i bevoksningen, og markerer muligvis dyrenes territorium. Når dyrene under deres færden i territoriet kommer på en afstand af 40-50 m fra et gødeområde bevæger alle gruppens dyr sig til stedet og eliminerer. Denne observation antyder, at elimineringspladserne ligger spredt med ganske stor afstand. Stolba (1989) anfører, at svin under semi-naturlige forhold laver gødeområder ved brede stier i krat. Samtidig placerer de deres gødeområder i en afstand af 5 15 m fra deres hvilerede. Om denne afstand er universelt gældende, eller skyldes det trods alt begrænsede areal med egnet biotop til placering af hvilerede, som dyrene i studiet havde til rådighed, er uvist. Domesticerede (tamme) svin er stærkt begrænset i deres valg af elimineringssted grundet de rammer for udfoldelse de bliver tildelt. Ikke desto mindre er der en del fælles træk med deres vildt levende artsfæller, som de søger at opretholde i deres mere eller mindre begrænsede miljø. I et udendørs system til slagtesvin, hvor aflange folde var inddelt i zoner med elefantgræs, rajgræs og pil/poppel valgte dyrene at eliminere i bevoksningerne af pil og poppel, men ikke i nærheden af foderstation eller sølehul, ej heller i nærheden af deres hytte, som var placeret i det ene af 2 græsarealer. Under 10% af observationerne af elimineringsadfærd fandt sted i fodringsområdet og ingen i græsområderne. Ved undersøgelser af jordens indhold af næringsstoffer fandt man en meget uens fordeling, hvilket indikerer, at også inden for bevoksningerne, hvor dyrene afsatte gødning, var det ret små udvalgte områder, der blev anvendt til gødeområder. Dette gjaldt for flere grupper af svin (Sørensen, 2010). Olsen et al. (2001) og Olsen (2001) har lavet et forsøg med grise, som blev forsynet med et udendørs areal med betonunderlag og delvis spalter. Grisene havde i forsøget rådighed over et søleområde placeret lige uden for stalden i et hjørne, som var afgrænset af den længste vægflade mellem stald og udendørs areal og adskillelsen til den tilgrænsende sti. 4 stier havde udgang mod nord, 4 stier mod syd. Der blev testet for 2 parametre: tildeling af grovfoder og tildeling af skygge med en overdækning af spalterne udendørs i ca. 1 meters højde. Man fandt i forsøget, at svin undgår at eliminere i hvileområder, at flest svin i sydvendte stier eliminerede indendørs, at overdækning fik markant flere svin i sydvendte stier til at eliminere udendørs, at overdækning i nordvendte stier fik svinene til at eliminere mere koncentreret i det overdækkede område, og at tildeling af grovfoder i udearealet fik svinene til at eliminere mere 7
koncentreret tættere på staldens vægge længst væk fra foderet. Endvidere voksede andelen af elimineringer udendørs fra 76% til 92% fra begyndelsen af observationsperioden til slutningen. I artiklen konkluderes det, at svin undgår at eliminere nær deres foder og hvileareal (rede), og at de har en grad af præference for fugtigt underlag. Den første konklusion er i overensstemmelse med Meynhardts og Stolbas fund fra vildtlevende vildsvin og tamsvin i seminaturlige omgivelser. Der til gengæld grund til at betvivle årsagssammenhængen for sidstnævnte konklusion om eliminering, hvor der er fugtigt. Årsagen til at svinene for en stor dels vedkommende vælger at eliminere der, kan lige så godt være, at det er placeringen i et hjørne med lidt mere skygge og især ly i form af vægge, der tiltrækker. At dyrenes elimineringsfrekvens i området voksede ved overdækning understøtter denne tankegang. I både Meynhardt (1978) og Stolba (1989) anføres det, at elimineringssteder er placeret, hvor der er ly fra buske/krat, men fugtige forhold er ikke nævnt, hvilket også er tilfældet i Sørensen (2010). I ingen af de sidst nævnte studier eliminerer dyrene i de tilgængelige søleområder. Fra personlige observationer af søer på friland er det også noteret, at søleområdet ikke anvendes til eliminering. I Guo (2015) eliminerer svinene også i udendørsarealets mest beskyttede hjørner uafhængig af om der er eller ikke er vand tilgængeligt. I Guo s studie eliminerer dyrene til gengæld mere spredt i udearealet i nattetimerne, hvor gruppen er mere inaktiv og elimineringsfrekvensen falder. En mulig forklaring på dette er, at risikoen for at blive forstyrret af en stifælle så er lavere, så det ikke er nødvendigt at søge ly, en anden at dyrene føler sig såbare i mørket og derfor blot skynder sig at eliminere for hurtigst muligt at vende tilbage til flokken. Også i Wechsler (1996) eliminerede dyrene i udearealets hjørner og i mindre grad langs væggen mellem stald og udeareal men både på yder- og indersiden. Der var ikke adgang til søleområde i staldanlægget. Til gengæld var der store dele af aktivitetsområderne, der samtidig også var fodringsområder. Dyrene i dette anlæg talte såvel søer som smågrise og slagtesvin. Det er i studiet ikke angivet, hvilke dyr, der eliminerede hvor blot i hvilken grad underlaget var dækket af fæces. Koncentrationen af fæces var størst i udearealets hjørner. Stalden var 12 meter dyb fra det inderste af hvilearealet til væggen ud mod udearealet. Det er derfor muligt, at afstanden fra hvileområde til udeareal var større, end hvad de små grise i systemet kunne nå at aflægge fra elimineringstrangen opstod til den måtte udløses, eller at smågrisenes evne til at identificere det rigtige sted var begrænset men dette er kun gisninger. En knap så spekulativ forklaring er, at også i dette system har skygge og ly fra en væg i samspil med afstand fra hvile- og ædearealer været afgørende for valg af elimineringsstedet lige inden for udgangen til udearealet og ude i de yderste hjørner af udearealet. Skygge fra overdækning i Olsens forsøg ændrede dyrenes præferencer for elimineringssted, da der i alle stier med overdækning elimineredes mere koncentreret under overdækningen, men med reduceret effekt, når der samtidig var naturlig skygge fra en bygning til rådighed. Fra egne observationer af slagtesvin i storsti uden adgang til udeareal kunne det konstateres, at dyrene valgte 4 pladser i stalden til eliminering. Det ene sted var op ad en ydervæg med vinduer i en afstand af ca. 7-8 meter fra udgangen fra en automatisk foderstation. Elimineringsstedet var placeret på et stykke af væggen, hvor der ikke var noget vindue, hvilket betød at der var en svag skyggevirkning på stedet. Samtidig dannede stiafgrænsningen et hjørne med væggen. Inden for en afstand af 5 meter af udgangen fra foderstationen var der absolut ingen gødning eller urin at finde. I foderstationen blev der heller ikke elimineret trods en til tider lang opholdstid grundet stop af mekaniske åbne/lukke mekanismer. Elimineringssted nr. 2 var placeret op ad en indervæg på maksimal afstand af vinduer og i forhold til foderautomaten, som var placeret i den modsatte ende af stien. Dog var der en 8
afstand til stiafgrænsningen ud mod et opbevaringsareal til halm mm. på 4-5 meter. Vægstykket var lige. Samtidig var der en afstand til et halmstrøet hvileareal på ca. 5 meter. Hvilearealet udfyldte størstedelen af zonens øvrige areal, dog ikke en skrabekanal til gødning hvori dyrene ikke eliminerede trods formålet. Skrabekanalen grænsede op til en ca. 2 meter høj adskillelsesvæg mellem de 2 opholdszoner i stien. Adskillelsesvæggen gav en kraftig skyggevirkning (nordsiden af væggen) i skrabekanalen. Der var skrabekanal på begge sider af adskillelsesvæggen og fra væggen blev der indblæst kold luft udefra. På væggen var vandkopper tillige placeret. Det 3. elimineringssted var placeret i og tæt ved skrabekanalen på sydsiden af adskillelsesvæggen. Stedet var en smule mere dunkelt belyst end resten af zonen, som havde et større lysindfald fra ovenlysvinduer, og endvidere adskilte stedet sig fra den øvrige flade på adskillelsesvæggen ved at vandet i en vandkop løb en lille smule konstant. Også her var der nogle få meters afstand til et hvile/rodeareal. Det 4. sted blev der kun urineret det var i skrabekanalen helt tæt ved indgangen til foderautomaten, hvor inventaret dannede et lille hjørne. Der var 10-15 meters afstand mellem de 4 placeringer. Det er vanskeligt at konkludere entydigt fra disse observationer. De understøtter at dyrene foretrækker et beskyttet, let skyggefuldt sted, men at afstand til foderpladser og hvilearealer betyder mere for placeringen. Når dyrene ikke valgte skrabekanalen på nordsiden af adskillelsesvæggen kan det have at gøre med, at der med interval kørte en lydsvag skraber gennem kanalen, som så blev opfattet som et farligt sted, fordi dyrene i det relative mørke havde svært ved at se og høre skraberen komme kørende. På sydsiden af skillevæggen var skraberen meget mere synlig. I Salomon (Salomon, et al., 2007) (Salomon, et al., 2012) er slagtesvins elimineringsadfærd i to forskellige typer udendørs systemer kortlagt. I det ene system havde dyrene en stald hvori kraftfoder tildeltes, og via et mindre betonareal lige uden for stalden, som fortsatte i en forholdsvis smal løbegang, var der adgang til et langstrakt foldareal med græsdække. Der var placeret et sølehul i løbegangen. I det andet system havde dyrene en stor græsfold med en mobil hytte og tildeling af foder og vand samt et sølehul langs hegnet i nærheden af hytten. I begge systemer eliminerede dyrene tæt på hvileplads/stald. I systemet med mobil hytte eliminerede de ikke i en afstand af nogle få meter fra foderstation, vandtildeling og søleplads. Koncentrationen af både fæces og urin var mangefold højere i området mellem hytte og foderstation end i resten af folden. Registreringerne blev gentaget på 2 forskellige folde. I det ene forsøg lavede dyrene en koncentreret elimineringsplads nær hegnet et stykke væk fra både foder, vand, sølehul og hytte. Der blev ikke givet nogen angivelser af, hvordan foldens umiddelbare omgivelser var indrettet. Men det er sandsynligt, at forhold uden for folden, som f.eks. tilgrænsning til andre svin eller skyggegivende træer/buske har tiltrukket dyrene til området set i lyset af fund fra andre forsøg. I forsøget med den langstrakte fold var der en meget høj koncentration af eliminering i løbegangen, og en tendens til kraftigt gødede pletter i den yderste del af græsarealet. I dette forsøg eliminerede dyrene også hyppigt i sølehullet i den ene forsøgsrunde men ikke i den anden, hvor hullet var placeret længere væk fra stalden end i første runde. Samlet set tyder studierne på, at svin prioriterer skygge men ikke mørke - og ly fra artsfæller og evt. andre oplevede trusler højt i deres valg af elimineringssted. Men i lige så høj grad, at de prioriterer en passende afstand til fourageringsområder (ædepladser) og hvilepladser, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Afvejningen af, hvilken faktor, der er mest betydende for dyrene i et unaturligt miljø kan afgøres af tilsyneladende meget små relative opfattede fordele og ulemper for dyrene. Salomons og Olsens forsøg antyder f.eks., at hvis dyrene bliver presset tæt nok sammen kan de prioritere afstand til hvilearealer og beskyttelse fra 9
artsfæller højere end undgåelse af tilsmudsning af søleområdet, og ved grundig efterforskning vil man muligvis kunne afdække en prioritetsrækkefølge af de vigtigste faktorer mht. undgåelse af tilsmudsning af arealer der har andre funktioner. Dette skal man være sig meget bevidst ved design af dyrenes opholdsarealer, hvor der lægges vægt på effektiv opsamling af fækalier. En anden faktor, der kan være en prioritet for dyrene ved valg af elimineringssted er territoriemarkering. Meynhardt (1978) anfører således at gødepladserne, som var jævnt fordelt over dyrenes hjemområde, ud over at tjene til eliminering også tjente til at markere territoriet. Han observerede aldrig i de 4 år han befandt sig i sin familiegruppe andre grupper fouragere i området bort set fra orner i brunstperioden. Af og til passerede fremmede familiegrupper hurtigt gennem området, men det forekom ham netop blot at være en passage. På baggrund af dette konkluderede han, at gødeområderne fungerede til markering af territorie. Rent logisk er der dog ikke noget stærkt belæg for konklusionen. For vildsvin er det kun interessant at færdes i et område, hvor der er føde tilgængeligt. Omvendt er der på den anden side ikke nogen grund til at færdes i et område, der er større end at behovet for føde dækkes. Det ville være unødigt spild af energi. Til gengæld er det praktisk for dyrene at kende området godt, så farer kan undgås så effektivt som muligt. Det er derfor lige så sandsynligt, at de blot opholder sig i det samme område hele tiden, fordi det minimerer risikoen for at blive ædt af rovdyr. Samtidig er den mest nærliggende forklaring på at lave gødeområder jævnt fordelt i området, at det er den måde de bedst undgår at forurene deres foderemner (som jo er meget spredt forekommende) og stadig holde afstanden de skal gå for at eliminere så lille som mulig. Hvis gødeområderne tjente som et vigtigt element i en territorial markering ville det være mere oplagt at lægge dem i periferien af hjemområdet, og i øvrigt at afpatruljere området med henblik på at jage artsfæller bort men den adfærd er der intet i Meynhardts beskrivelser, der tyder på indgår i dyrenes adfærd. Tilsvarende skulle dyrene i Sørensen (2010) vælge at eliminere langs hegnet til nabofolde, hvis territorial markering var vigtig, men det er der ikke noget der tyder på er tilfældet. I Guo et al. (2015) vælger dyrene konsekvent det mest beskyttede hjørne i stien til eliminering i alle stier uanset, at den yderste sti ikke har nogen nabosti, der hvor der elimineres. I nattetimerne brydes dette mønster her eliminerer dyrene mere spredt i arealet, muligvis grundet mindre risiko for agonistisk adfærd fra stifæller, eller fordi dyrene har sværere ved at orientere sig. Ud fra en samlet betragtning er de foreliggende data ikke tilstrækkelige til at afgøre, om territorial markering har indflydelse på dyrenes valg af elimineringssted. I forbindelse med observation af slagtesvins eliminering i et system med dybstrøelse og udeareal blev det observeret, at unge slagtesvin i nogen grad valgte at eliminere indendørs længst væk fra åbningen mellem hvileareal og udeareal (Møller, et al., 2001). Dette er umiddelbart i modstrid med observationer fra andre systemer, hvor dyrene ikke eliminerede indendørs. Der kan være flere årsager til elimineringsmønsteret. I forsøget er der et forholdsvis stort indendørs strøet hvileareal og en lille åbning til udearealet. Problemet med eliminering i indearealet var større for slagtesvin end ved ungsvin. Det kan derfor tænkes, at det store areal kombineret med den lille åbning har gjort det relativt mere attraktivt for svagere dyr at eliminere inde, hvis et stærkt dyr blokerede udgangen. Motivationen for at undgå agonistisk adfærd fra stifæller kan derfor have overskygget motivationen for at undgå eliminering inde. Da agonistisk adfærd tiltager med dyrenes alder vil dette valg være mere fremherskende ved stigende alder på dyrene. Sidstnævnte observation understreger, at det er helt afgørende for at finde frem til et funktionelt optimalt system, at dyrenes rangering af motivationer ved forskellige indretninger og cues 10
overvejes i detaljen. Ved indretning af et system, der afviger meget fra et naturligt habitat for dyrene, kan tilsyneladende små detaljer være afgørende for dyrenes adfærd på afgørende punkter så som elimineringsadfærd og dermed muligheden for at opsamle fækalier effektivt. Jo flere frihedsgrader dyrene gives i forhold til kendte systemer, des flere små detaljer kan vise sig afgørende for en uheldig brug af produktionsanlægget set fra et produktionssynspunkt. Dyrenes livsudfoldelse og prioritering af motivationer kan meget vel skifte i løbet af deres levetid og faktorer som lys/skyggeforhold, lugte, underlagets beskaffenhed, overgange mellem forskellige funktionelle zoner, temperaturforhold, belægningsgrader, pladsforhold, afstande, rumlig placering af foder, foderkvaliteter, læringsmønstre, muligheder for udfoldelse af sociale aktiviteter, rodeadfærd, søleadfærd mm. spiller sammen i et komplekst mønster. Udnyttelse af naturlig adfærd ved miljøsikring etablering af centrale gødeområder I stedet for at se dyrenes naturlige tendens til at lave gødeområder som et problem, kan man se det som en mulighed der måske kan udnyttes, så fækalier kan opsamles effektivt og afsætning på andre arealer end de tilsigtede undgås også udendørs. Ved at designe gødeområder så de i så høj grad som muligt minder om en kratbevoksning, og adskiller sig fra resten af dyrenes opholdsområder på dette punkt, dvs. med en passende grad af skygge og vægge/tremmer, der giver beskyttelse fra artsfæller under eliminering kan dyrene motiveres til at bruge dem konsekvent. De skal placere i strategisk korrekt afstand af hvile- og ædepladser, og som opfordring til at bruge dem, kan der desuden spredes begrænsede mængder foder rundt om gødeområdet, da dyrene ikke ønsker at eliminere, hvor de finder foder. I det hele taget kan fodertildeling på et areal bruges til at hindre eliminering. Placering af gødeområder bør ikke ske i større afstand end 10 m fra hvilepladser/reder, da især unge dyr og højdrægtige søer ellers kan være tilbøjelige til at bruge andre steder at eliminere. Det er muligt, at orienteringen nord/syd eller øst/vest i forhold til redeområde kan have betydning for dyrenes præference for elimineringssted. Hvile-/redepladser må derfor ikke være indrettet så de er så dybe, at det kan være attraktivt for smågrise at eliminere inde i dem. I det hele taget bør hvilearealer tilpasses dyreflokkens samlede størrelse (målt i volumen), evt. ved mulighed for at lukke dele af arealet for adgang, mens dyrene er små, og øge arealet gradvis i takt med de vokser. Endelig bør de øvrige funktionelle elementer i stalden designes, så de ikke utilsigtet opfordrer til eliminering det gælder især stiens afgrænsning til omgivelserne og afgrænsningen til rede- /hvilearealer. Ved design af udearealer skal der være opmærksomhed på, at skygge evt. kombineret med naturlige dufte og beskyttede hjørner kan fungere som en opfordring til at eliminere. Hvis bygninger, træer og lignede kan skygge ind på svinenes areal er det derfor vigtigt, at det skyggefulde område samtidig enten fungerer som ædeplads, da svin prioriterer det højt at undgå tilsøling af deres foder, eller netop er det sted, hvor dyrene skal eliminere. Velfærdsparametre For at kunne indrette svins omgivelser, så de trives i dem, er det nødvendigt at forstå deres naturlige adfærd og sociale relationer. Ellers vil selv små fejltagelser i design og management kunne afstedkomme betydelige produktions- og velfærdstab. Den følgende beskrivelse bygger på Meynhardts observationer af vildsvin i den sydlige del af Tyskland gennem en 4-årig periode. Generel flokadfærd Svin er flokdyr og foretrækker at udvise samme adfærd samtidig. Dvs. æde/søge føde samtidig, sove samtidig, drikke samtidig, søle samtidig og endda eliminere samtidig eller i hvert fald i tæt 11
på hinanden følgende sekvenser. Svin har som alle andre flokdyr også en rangorden i flokken, som afgøres og vedligeholdes ved små styrkeprøver. Afhængig af hvor veletableret flokken er, vil styrkeprøverne være af mere eller mindre aggressiv karakter. I veletablerede familiegrupper er rangprøverne mellem de voksne dyr knap synlige. Rangordenen påbegyndes etableret umiddelbart efter et kulds fødsel gennem kamp om patterne og leg. Den ranghøjeste har altid fortrinsret til gode fødeemner, og ranglavere dyr flytter sig uden kamp fra et fødeemne, hvis et højere rangerende dyr kommer nær. Svin lever naturligt i meget stabile familiegrupper, der er bygget op omkring søstre fra et kuld, eller hundyr, der er født i samme familiegruppe. I naturen vil kuldene være små (1 til maksimalt 8 grise) i sammenligning med moderne produktionsdyr (10-16 grise). Derfor vil grundstammen i en flok sjældent bestå af mere end 3 kuldsøstre. Søernes afkom forbliver i mødrenes gruppe efter kønsmodenhed, og hvis der er tilstrækkeligt stort fødeudbud vil også døtre af gruppens grundstamme formere sig i gruppen, og blive en fast del af gruppen. Gruppen vil dog deles spontant i takt med den vokser uden kampe mellem søerne. Handyr jages bort når de er 12-16 måneder gamle og lever typisk et års tid eller mere i smågrupper med andre hanner fra samme familiegruppe. Ældre orner lever solitært, og er kun at finde i en gruppe i søernes brunstperiode. Skadede dyr jages bort fra gruppen. Mister et kuld deres mor vil de stadig nyde de andre søers beskyttelse, men får ikke lov at die. Selv ved længere tids fravær (uger, måneder) kan dyr fra samme gruppe, som er blevet adskilt, huske hinanden, og vil hilse, men ikke udvise aggressioner ved et gensyn. So-gris relationer Søerne i gruppen vil som regel være i brunst og fare inden for et snævert tidsinterval, så deres grise er stort set lige gamle. Søerne forlader gruppen ved faring og bygger en farerede. Søerne forlader gruppen kort tid (få timer) før faring, og går i gang med at bygge en rede af strå på et passende beskyttet sted. Redematerialet hentes i en omkreds af ca. 30 m fra selve reden. Soen samler adskillige kilo materiale og bruger nogle timer på redebygningen. Soen tillader under faringen ikke andre svin at komme inden for en afstand af ca. 20 meter fra reden og afbryder faringen for at jage sidste års kuld væk. Selve faringen varer adskillige timer. Soen sørger efter faringen for at holde en så vidt muligt passende temperatur i reden ved at åbne og lukke den - tilsyneladende styret af smågrisenes adfærd og lyde. Den tid grisene bliver i reden er meget afhængig af omgivelsernes temperatur. I varmt vejr tager soen dem med ud efter få dage; er det meget koldt kan der gå flere uger. Soen forlader de første 2-3 dage ikke kuldet heller ikke for at æde. Efter få dage kan soen finde på at flytte til en ny rede. 4 6 dage efter faring finder søerne sammen igen, og udvider redeområdet, så der er plads til alle. Også det foregående års grise inddrages i familiegruppen, men må opholde sig på nogle meters afstand. Smågrisene blander sig og leger sammen på tværs af kuld og søerne deler fra nu af rede. Der etableres først en helt fast patteorden omkring 4- ugers alderen og grisene dier ind til da på tværs af søerne, men med faldende hyppighed over tid. Det er kun grisene fra et kuld, der forsvarer patterne søerne jager ikke andre søers grise bort. Ved ca. 3 ugers alderen slås grisene aktivt om patterne og en uge senere er patteordenen helt fast, og slagsmålene ophører. Hver gris dier nu kun én bestemt pat. Ind til dette tidspunkt er der også kun meget lille størrelsesforskel på grisene, men herefter er mælkeproduktionen fra grisens patte tilsyneladende styrende for dens vækst. Ind til 16 dage efter faring styrer grisene dietidspunkterne. Når den første sultne gris skriger stemmer alle de andre i familiegruppen i, og alle søer lægger sig samtidig. Fra ca. 16. dagen er det soen, der kalder grisene til sig, og går lidt på 12
afstand af de andre søer for at lade dem die. I 3-4 måneders alderen vænnes grisene naturligt fra soen. Soen slikker og gnubber flere gange dagligt sine grise. Denne sociale pleje foretages også på grise fra andre søer i familiegruppen mest af den ranghøjeste so. Ind til ca. 10 måneders alderen indgår grisene ikke i gruppens rangfølge men har en art fristatus. Sanser Svin ser dårligt men har en fremragende hørelse og lugtesans. Svin kommunikerer meget via orale udtryk. At holde svin under forhold, hvor der er meget larm vanskeliggør derfor deres kommunikation, hvilket er særligt vigtigt i forbindelse med soens pleje af de nyfødte grise. Det taler for at holde dyrene udendørs og så ekstensivt, at forstyrrende lyde ikke hindrer kommunikation mellem so og afkom. Hvis søerne skal fare tæt på hinanden er det vigtigt, at lyde forhindres i at bevæge sig mellem deres afsnit, så de kan skelne egne grises skrig fra nabosoens. Lugtesansen spiller også en vigtig rolle for bindingen mellem so og grise. Denne binding skaber dyrene især via trynekontakt inden for de første få døgn efter faring, så soens mulighed for at bevæge sig frit under kontaktskabelsen uden samtidig at beskadige andre grise er afgørende for grisenes senere evne til at følge deres mor sikkert. Samtidig med trynekontakten lærer soen formodentlig også grisens stemme at kende og vice versa, så de senere på selv stor afstand vil kunne genkende hinanden og kommunikere. Denne evne bruges intensivt i forbindelse med diegivning som er koordineret i familiegruppen, hvilket sikrer alle grise mælk samtidig, og minimerer tidsforbruget på diegivning, samt risikoen for, at grise bliver mast af moderen eller en anden so. Betydning af sociale relationer for indretning af stalde Selv om tamsvin er mere rolige end vildsvin er deres grundlæggende sociale mønstre identiske med deres vilde forfædres. Hvis man vil undgå skader på dyrene er det vigtigt at holde flokkene stabile og derved sikre ro. Dvs. sammenblanding af voksne dyr, der ikke er beslægtede bør aldrig forekomme bort set fra orner, der indsættes til søer i forbindelse med brunst. Sammenblanding i tiden omkring faring er særligt vigtig at undgå. Selv søer i familiegrupper kan med fordel adskilles fra ca. 1 døgn før faring og 4-5 dage frem. Hvis man kan indrette deres stalde, så de selv kan vælge at søge selskab med familiegruppen efter faring vil det være den optimale løsning. Ungdyr kan om absolut nødvendigt blandes, men skal aggressioner undgås, bør de kun holdes sammen med grise fra samme familiegruppe. Det simpleste er at lade dem gå hos søerne ind til næste faring, hvor de naturligt ville blive afvist af søerne. Dette tidspunkt er omtrent sammenfaldende med at de har nået slagtevægt. Fra 4-16 dage efter faring vil søerne give die i kort afstand af hinanden herefter skal der være plads til at de kan kalde deres grise til sig og søge i 10 15 meters afstand fra øvrige dyr eller de skal på anden måde have mulighed for at afgrænse sig fra andre søer/kuld, f.eks. ved hjælp af vægadskillelser. I hvert fald, hvis det skal sikres, at smågrisene så vidt muligt ikke bliver beskadiget, og hvis krydspatning skal ophøre. Så store pladskrav umuliggør for praktiske formål opstaldning indendørs i traditionelle stalde hele døgnet, da det simpelthen vil blive for dyr en løsning. Alternativet er at holde søerne isoleret ind til fravænning på mindre arealer, som det kendes fra den eksisterende konventionelle produktion. Velfungerende og velfærdsmæssigt god smågriseproduktion kræver derfor, at der designes systemer, der er meget mere ekstensive, men samtidig billigere at opføre end de nuværende, hvis produktionsøkonomien skal være rentabel. Eksisterende frilandssystemer med søer holdt på større græsarealer i individuelle hytter placeret med pæn afstand til hinanden er en mulighed, men systemerne har flere væsentlige ulemper. Én ulempe er et højt arbejdsforbrug og problemer med færdsel i systemet i våde og mørke 13
perioder af året, en anden er, at der dannes pletter på foldene med meget stor næringsstofbelastning, fordi søerne etablerer gødeområder, med udvaskning til vandmiljøet og afdampning til atmosfæren som negative sideeffekter. En tredje ulempe er, at flere smågrise dør end i konventionelle systemer, bl.a. fordi det er meget vanskeligt at hjælpe soen ved problemer i forbindelse med faringen. I det ovenfor skiteserede system er der taget højde for, at det skal være muligt at overvåge og tilgå soen som i konventionelle systemer omkring og under faring. Stalde tilpasset dyrenes normale livsmønster Hvis alle svin kan forblive i de samme omgivelser hele livet og aldrig skal møde fremmede dyr minimeres stress og aggressioner med tilhørende fysiske skader og dermed belastning af immunforsvaret. Og hvis grisene skal sikres et kontinuert vækstforløb uden de dyk i tilvækst, der ses ved grise i konventionelle systemer (Udesen, 2016) i forbindelse med fravænning, kan de med fordel fravænnes naturligt ved 11-12 uger. Dette vil ganske vist øge det samlede foderforbrug i produktionen, men til gengæld sikre et godt immunforsvar hos grisene, hvilket betyder færre døde grise, hurtigere tilvækst og lavere medicinforbrug. Respekterer man dyrenes familiestruktur kan man desuden nedbringe aggressionsniveauet voldsomt i sammenligning med konventionelle systemer. Tilstedeværelsen af voksne dyr, som altid er ranghøjere end slagtesvin kan således lægge en dæmper på de unge dyrs kampe, og kan de voksne opretholde et entydigt hierarki behøver de knap nok at udvise aggressiv adfærd, hvilket også nedbringer skadetallet og dermed frafaldet af søer. Derfor bør stalddesignet bygges op omkring familiegrupper af søer, som helst kommer fra samme kuld alternativt altid fra samme familiegruppe. Svin kan genkende og relatere sig til ca. 100 andre individer, som er tæt ved den maksimale flokstørrelse. Familiegrupper bestående af 6-8 søer og deres kuld er derfor en naturlig flokstørrelse, der samtidig er økonomisk acceptabel i forhold til evt. elektronisk styring og kapacitetsudnyttelse på inventar i stalden. Hvis man samtidig skal respektere pladskravene beskrevet ovenfor og af hensyn til immunstatus undgå at flytte dyr, bliver den optimale staldtype en løbning-til-slagt -model, hvor dyrene fødes og opfedes i samme sti som søerne bliver i hele livet. Heldigvis passer den typiske alder for opnået ønsket slagtevægt med søernes drægtighedsperiode tillagt 7 ugers tomgangstid fra faring til løbning. En slagtevægt på ca. 110 kg er typisk opnået efter 165 dage og drægtighedsperioden er ca. 115 dage. Tillagt 7 uger eller 49 dage giver det 164 dage. Om nødvendigt kan de næsten fuldfedede slagtesvin slutfedes i en separat sti, hvor de opholder sig nogle få dage eller op til et par uger. Grundet individuelle tilvækstmønstre kan man evt. lave løbende udlevering den sidste del af fedningsperioden, hvilket langsomt vil reducere belægningsgraden i stien til fordel for de højdrægtige søer. Foderpladser og foder som managementredskab Svin eliminerer som ovenfor nævnt ikke inden for ca. 5 meters afstand af, hvor de fodres, hvis de kan undgå det. Denne egenskab kan udnyttes til at motivere svinene til kun at eliminere det ønskede sted. Ved at sprede en begrænset mængde foderemner stort set alle andre steder end i gødeområdet kan dyrene presses ind i gødeområdet for at eliminere. Tildeling af godbidder, der virker som motivation for ikke at eliminere kan gøres mekanisk og timet efter dyrenes øvrige livsrytme. Da slagtesvin og søer har behov for forskellig fodersammensætning, og da foderintensiteten skifter gennem dyrenes drægtighed og tilvækst, er det nødvendigt at tildele søer og grise foder separat. Søer kan fodres i en so-foderstation, hvor grisene har svært ved at komme til/ikke kan komme ind, når de har nået en vis størrelse, og 14