1 Landeanalyser - Vestafrika Ulandssekretariatet i Vestafrika maj 2012
1.1 Benin 1.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Benin bliver opfattet som et af de mere stabile demokratier i Vestafrika og har haft en rimelig fornuftig økonomisk udvikling de sidste par år. Benin var et af de første lande i Afrika, der gennemførte en fredelig overgang til flerparti demokrati i 1991. Ved præsidentvalget i 2006 var behovet for forandring dog stor, da folket var træt af politikere. Boni Yayi, den daværende direktør for the West African Development Bank, der ellers var en politisk outsider, blev valgt til præsident med over 70 % af stemmerne i 2. runde af valget. Yayi var en varm fortaler for forandring og ønskede at skabe et nyt Benin. Præsidenten er både statsoverhoved og leder af regeringen. Det lykkedes Yayi at skaffe midler til at investere i infrastruktur, skoler og landbrug. Grundskolen blev gratis for alle og enkelte sundhedsydelser er gratis for de fattigste samt for gravide. Demokratiet blev styrket og der var mere fokus på god regeringsførelse og respekt for den enkeltes frihed og basale rettigheder. Benin har nu en bred vifte af politiske partier, et stærkt civilsamfund og en øget pressefrihed. Siden parlamentsvalget i 2007 har Yayi haft flertallet i parlamentet imod sig og flertallet i parlamentet brugt alle midler til at angribe regeringen. Den globale finankrise har betydet, at den forventede økonomiske optur i Benin udeblev. Folk mistede deres job, og inflationen er steget sammen med priserne. Den økonomiske vækst forventes ikke at ville nå mere end 3.5 % i 2010 og 2011. Efter de første to succesfulde år af Yayi s styre begyndte tingene at forandre sig. 2010 blev præget af en række politiske og økonomiske skandaler, som kastede Benin ind i en serøs politisk krise. Der var massive demonstrationer, som blev mødt af et hårdført politi, samt undertrykkelse og censur. På trods af krisen vandt præsident Yayi præsidentvalget i marts 2011 ligesom hans parti vandt flertallet i det nye parlament ved valget i april 2011. De politiske og økonomiske skandaler op til valget forværrede dog forholdet mellem de mange fagforeninger i Benin yderligere. Den største forening, CGBT, som er kommunistisk, førte an i en massiv kampagne mod præsident Yayi sammen med kommunistpartiet og opfordrede til en folkelig revolution. Den økonomiske situation Benin er et af de tættest befolkede lande i Afrika, med over 50 mennesker per km2. Befolkningen er vokset fra 2.1 million i 1961 til de nuværende 9.1 million. 49 % af befolkningen er mellem 0 og 15 år, mens ca. 11 % er mellem 15 og 35. Kvinder udgør 51 % af befolkningen og mænd de resterende 49 %. Uddannelsesniveauet er lavt og andelen af folk der kan læse og skrive ligger på 42 %.
Fattigdom er stadig et stort problem og der er stor ulighed i befolkningen. BNI per indbygger er 780 USD (World Bank 2011). Benin rangerer som nummer 167 ud af 187 lande på UNDP s Human Development Index fra 2011 og er dermed faldet adskillige pladser siden 2009. Dermed er antallet af folk der lever under fattigdomsgrænsen vokset fra 29 % af befolkningen i 2002 til 37 % i 2008. i 2009 faldet den igen til 31 %. Skatteindtægterne er domineret af toldindtægter som udgør 52 % af det totale skatteprovenu. En stor andel af skatteindtægterne udgøres af indirekte skatter, hovedsageligt moms (som udgør 45 % af den totale skatteindtægt). Der pålægges en moms på 18 % på alle varer og ydelser. Hvis man ser bort fra økonomiske problemer kan den ringe skatteopkrævning hovedsageligt forklares ved korruption, svig, administrativ ineffektivitet og træghed i gennemførelsen af reformerne. Siden præsident og parlamentsvalget i Benin i hhv. marts og april har den nye regering iværksat dybdegående reformer i nøglesektorer såsom finans, søtransport, landbrug og offentlig administration for at kunne bekæmpe korruption og sikre mere effektivitet i den offentlige sektor og højere indtægter til staten. De største reformer af toldtjenester har allerede betydet en væsentlig stigning i toldindtægter. I landbruget er et stort program for mekanisering og diversificering blevet iværksat for at gøre Benin til leverandør af landbrugsvarer til hele regionen. Et mikrofinans program til de fattigste og mest udsatte grupper er også blevet iværksat under kontrol af finansministeriet. Et amerikansk program støtter finansieringen af små og mellemstore virksomheder. Social sikkerhed Behovet for sundhedspleje er ikke blevet dækket tilstrækkeligt i et land der ifølge forfatningen garanterer alle adgang til sundhedspleje. Arbejdstagere i den formelle sektor, både i det private og offentlige, der drager fordel af en social sikringsordning repræsenterer kun 15 % af befolkningen. De resterende 85 % er ikke omfattet af nogen ordning. RAMU er en universel sygesikring som regeringen har taget initiativ til, for at forbedre befolkningens adgang til bedre sundhedsydelser. Det er en forsikring hvis formål er at skabe bedre forhold og beskytte hele befolkningen i Benin og er et gigantisk skridt i den rigtige retning fordi det åbner op for, at
alle mennesker i Benin får adgang til sundhedsydelser. Dette er enestående for et vestafrikansk land. Fagbevægelsens engagement i RAMU blev intensiveret i 2009, da UNSTB tog en række initiativer for at fremskynde implementeringen af RAMU og for at informere arbejdstagere i den uformelle økonomi om ordningen. Det er forhåbningen, at RAMU kun er det første skridt på vejen mod at udvide sociale sikringsordninger for arbejdere i den uformelle økonomi. 1.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Benins økonomi er domineret af den uformelle økonomi, hvor 90 til 95 % af den erhvervsaktive befolkning finder beskæftigelse. Den uformelle økonomi dækker over en meget stor vifte af aktiviteter. Alle job og brancher findes praktisk talt i den uformelle økonomi. Tusinder af børn, nogle gange helt ned til 6 år, der aldrig har gået i skole eller som er droppet ud, på grund af eksempelvis fattigdom, er beskæftiget i den uformelle økonomi. Det anslås at helt op til 32 % af børnene i landdistrikterne arbejder, mens det kun er 15 % i byområderne. 99 % af disse børn er beskæftiget i den uformelle økonomi. Den lille offentlige sektor har været præget af mange strejker. Dette skyldes primært prisstigninger på olie og fødevarer. Efter knap to måneder med en nærmest lammet offentlig sektor og en tiltagende social krise, nåede præsidenten og de nationale fagforeninger frem til en aftale. Krisen har i den grad understreget behovet for at have forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter samt respekten for disse aftaler. 1.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation UNSTB har været involveret i adskillige drøftelser i det økonomiske og sociale råd om, hvordan man skal takle den uformelle økonomi, da regeringen nu anerkender at det er nødvendigt at gøre noget ved den uformelle økonomi hvis anstændigt arbejde skal sikres og fattigdom bekæmpes. Nogle af de største problemer, der blev identificeret, er: Det høje niveau af analfabeter i den uformelle økonomi, manglen på viden om national lovgivning - og især på arbejdsmarkedslovgivning. I den forbindelse har UNSTB
påpeget, at der rent faktisk findes en lov om uddannelse af lærlinge. Denne lov er nærmest ukendt og der er ikke gjort noget for at implementere den. Derfor er det UNSTB s holdning, at forholdene for 70 % af lærlinges vedkommende kan blive beskrevet som slavelignende. Manglen på adgang til erhvervs- og iværksætteruddannelse for arbejdstagere i den uformelle økonomi gør det nærmest umuligt for dem, at udvikle deres forretning, hvilket tvinger dem til at leve på en dagtil-dag basis. Andre grunde til at der er så ringe udvikling i den uformelle økonomi er, ifølge UNSTB, manglen på interesse fra politikernes side samt mangel på udviklingspolitikker og strategier til at tackle udfordringerne i den uformelle økonomi. UNSTB har foreslået en række basale foranstaltninger der skal anvendes hvis den uformelle økonomi skal udvikles og på sigt blive formaliseret. 1.2 Ghana 1.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Den politiske scene i Ghana er præget af to stærke politiske partier, NDC og NPP, som skiftevist har haft magten de sidste 20 år. Næste valg er i december 2012. Den politiske situation i Ghana bliver gradvist mere anspændt jo nærmere valget kommer. NDC har været delvist splittede, efter at hustruen til den tidligere præsident Rawling, som var medstifter af NDC, har meddelt hendes kandidatur til præsidentposten. Fru Rawlings opnåede dog kun 3 % af stemmerne på NDC kongressen i august 2011 og den nuværende præsident John Atta Mills fik overvældende opbakning til hans 2. kandidatur. Det virker dog stadig som om, at partiet er delvist splittet. Det er altafgørende at partiet bliver forenet før valget, hvis de skal have en chance for at vinde igen. Ghana er, både politisk og økonomisk, kendt som et af de mere stabile lande i Afrika. Ghana har bidraget til at vedholde et stærkt fokus på demokrati i ECOWAS landene og alle andre lande ser Ghana som et foregangsland når det gælder demokrati. Dog er demokratiet, også i Ghana, skrøbeligt og mange ting kan gå galt ved næste valg. På nuværende tidspunkt er der en meget hård tone i den politiske debat, så det er nødvendigt at fokusere på konsolideringen af den demokratiske udvikling. På det rådgivende møde i september 2010 mellem Ghana og dets udviklingspartnere blev det aftalt at udviklingssamarbejdet skal udfases over de næste 5 til 10 år. Derfor vil det være nødvendigt at se på hvordan man bedst muligt nedskalerer det
traditionelle udviklingssamarbejde og se hvordan udviklingspartnere bedst kan støtte institutioner i landet. Fremtidigt samarbejde med Ghana kunne fokusere på politiske, handelsmæssige og kulturelle aspekter, frem for på udviklingsbistand. Økonomisk situation Ghana bliver ofte opfattet som en model når det gælder politiske og økonomiske reformer. Med dets mange naturressourcer har Ghana en BNI per indbygger på 1.230 USD (World Bank 2011), som er næsten tre gange så meget per indbygger end de fattigste lande i Vestafrika. Ghana opnåede i 2011 status som et land med middel indkomst. Ghana havde en BNP på GHC 46 mia. i 2010, 60 % mere end tidligere anslået. Data viser også, at den gennemsnitlige vækstrate i Ghanas BNP siden 2007 har været på omkring 6.7 %. Ghana er afhængig af eksporten af råvarer, såsom kakao, guld, tømmer og ikke-traditionelle produkter som ananas, mango og kulturgenstande. Inflationen i Ghana har været relativt høj, men siden juni 2009 har den dog været støt faldende. Selvom Ghana regnes for at være et af de få lande, der er på vej mod at nå FN s Millenium Development Goal om at halvere fattigdom inden 2015, er fattigdom stadigvæk udbredt. Over seks millioner ghanesere (29 %) lever under fattigdomsgrænsen, og omkring 18 % af befolkningen (3.9 mio. 894) lever i ekstrem fattigdom. I december 2010 indledte Ghana sin olieudvinding ud for kysten. Der har været omfattende drøftelser om, hvordan man bedst sikrer at olieindtægterne bliver brugt til at forbedre infrastrukturen og sikre befolkningen sociale ydelser. Et olieudvindingsplan er blevet vedtaget og en investeringskomité er blevet nedsat. Norge har assisteret den ghanesiske regering i udvikling af lovgivning og strukturering. Vores partner i Ghana, TUC, lobbyer aktivt for åbenhed, gennemsigtighed og ansvarlighed omkring olieindtægterne, og minder regeringen om de mange triste
eksempler der er i olierige lande i Afrika, hvor indtægterne ikke er blevet brugt til at forbedre levestandarden, men tværtimod har ført til konflikter og borgerkrige. 1.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet og Ghana TUC Ghana TUC har kritiseret Mills regering for dens stramme økonomiske politik, som er en konsekvens af at den ønsker at spille efter IMF og Verdensbankens regler. TUC opfordrer regeringen til at opfylde dens løfte om at gøre jobskabelse til kernepunktet i deres politik og som udgangspunktet for at skabe en voksende nationaløkonomi. Ifølge TUC skulle regeringens præstation hellere måles på hvor mange job de formår at skabe. Den beskæftigelsesmæssige udfordring i Ghana kan koges ned til tre hovedpunkter. Det første punkt har at gøre med det fortsatte ansættelsesstop i den offentlige sektor. Det andet punkt er at regeringen ikke formår at sikre den indenlandske industri, selvom den betragtes som værende fremmende for vækst og anstændigt arbejde. Den tredje faktor er den voksende uformalisering af beskæftigelse der finder sted i alle sektorer af økonomien. Ifølge TUC kræver manglen på anstændigt arbejde en direkte indblanding fra regeringen med en satsning på at skaffe beskæftigelse til ungdommen i områder som uddannelse, sundhed, sikkerhed, vandforsyning, sanitet og infrastruktur. Omkring 230.000 unge strømmer i dag ud på arbejdsmarkedet hvert år, uden mulighed for at finde beskæftigelse i den formelle sektor. TUC ønsker at regeringen aktivt skal støtte den private sektor, så den kan fungere som en rigtig vækstmotor og dermed skabe de anstændige job, det kræver for at skabe social udvikling. Den nye lønpolitik for offentligt ansatte, SSPP (the Single Spine Pay), som blev forhandlet på plads ved trepartsforhandlinger bliver nu implementeret. Det har foranlediget mange strejker blandt arbejdere i den offentlige sektor, som ikke har været tilfredse med forhandlingsresultatet. TUC spiller en meget vigtig rolle i Ghana og er aktivt involveret i trepartsforhandlinger med regeringen og ansatte. Før sidste valg spillede TUC også en vigtig rolle, da de satte fokus på beskæftigelse, anstændigt arbejde, arbejderes rettigheder, løn og pensioner. TUC understreger, at den relativt høje vækst der har været de sidste 25 år, ikke har haft den ønskede effekt på levestandarden for den almindelige ghaneser. Arbejdsløsheden er fortsat høj. Adgangen til sociale ydelser er stadig begrænset til få privilegerede grupper i landet. Selv når sociale ydelser er til rådighed er kvaliteten
svingende. Sanitetssituationen i Ghana afspejler ikke de store udgifter regeringen har haft på området. Det antages at 11 millioner ghanesere stadig ikke har adgang til rent vand og 14 millioner ikke har adgang til ordentlige sanitetsforhold. TUC frygter, at det stærke fokus på makroøkonomisk stabilitet kommer til fuldstændigt at overskygge behovet for social udvikling. Regeringen har gentagne gange bekræftet deres beslutning om at skabe anstændige job og reducere fattigdom, og understreger nødvendigheden af kapacitetsopbygning og mulighed for mikrofinansiering hvis arbejdere i den uformelle økonomi skal have mulighed for at udvide deres foretagender og dermed fremskynde væksten. ILO, arbejdsgiverassociationen og TUC har samarbejdet med ministeriet om at oprette et nationalt sekretariat, der skal skabe anerkendelse af den uformelle økonomi. 1.3 Niger 1.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Efter militærkuppet og den efterfølgende forfatningsændring i 2010 blev første runde af præsident og parlamentsvalg afholdt som planlagt i januar og marts 2011. De forløb begge uden større problemer og blev anerkendt som frie og retfærdige af internationale observatører. Mahmadou Issoufou blev indviet som Nigers præsident d. 6. april 2011. Hans kampagne blev støttet af seks nationale fagforeninger, inklusive vores partner USTN, af civilsamfundet samt 34 politiske partier. Demokratiet er dog stadig skrøbeligt i Niger, hvilket blev tydeligt allerede i juli 2011, da det blev opdaget, at militæret havde planer om at dræbe den nyvalgte præsident. Den nye præsident har lovet at fokusere på sundhed, uddannelse og vandforsyning, som er de væsentligste områder i et af de fattigste lande i verden. Det bliver lige nu diskuteret hvorledes en 9-årig gratis og obligatorisk uddannelse kan introduceres. Det kræver at mange skoler skal bygges og mange lærere uddannes. En universel sundhedssikring bliver også drøftet, men det skal understreges at det kommer til at tage mange år, før et sådan program kan gennemføres. På nuværende tidspunkt er der gratis sygesikring til gravide og børn under fem år og det er tydeligt, at der er politisk vilje til forandring i Niger. Et af de mest presserende problemer i Niger for øjeblikket er sikkerhedssituationen, som har udviklet sig dramatisk inden for de sidste år. Bevæbnede grupper smugler narkotika fra Latinamerika og cigaretter for våben gennem Sahara- korridoren, som løber fra Senegal, gennem Mali til Niger. Tuareg nomader, der ønsker større uafhængighed for den nordlige del af landet, har længe kæmpet i den nordlige del af Niger. Der har derudover været stor spredning af Al-Qaeda relaterede aktiviteter og
grupper, som er blevet særdeles aktive i regionen de sidste år, hvor de bl.a. har kidnappet flere udlændinge. Et af de andre problemer Niger nu står overfor er konsekvenserne af revolutionen i Libyen. Tusinder af arbejdere fra Niger, der arbejdede i Libyen, har nu mistet deres job og er kommet tilbage uden meget håb om at finde beskæftigelse. Derudover er tusinder af lejesoldater flygtet til Niger fra Libyen og udgør nu en reel frygt fordi de invaderer lande som Niger, Mali og Mauretanien og søger nu jobmuligheder. Derudover er tusindvis af tunge våben forsvundet fra Libyen uden at nogen egentlig ved hvor de er. Gaddafis familiemedlemmer, samt tætte støtter er også flygtet til Niger hvor de har skabt diplomatiske problemer. Samlet set skaber alle disse hændelser alvorlige sikkerhedstrusler for Nigers regering. Økonomisk situation Niger er en af verdens største eksportører af uran, men 80 % af befolkningen er beskæftiget i subsistens landbrug, som sammen med kvægbrug, småhandel, sæsonbestemt migration og uformelle markeder dominerer økonomien. Nigers økonomiske vækst er tæt forbundet med mængden af nedbør og afspejler resultaterne i landbruget. I 2010 var der stærk vækst (8 % vækstrate i reel BNP, fra 1-2 % i tørkeåret 2008). Den franske atomenergi-gruppe Areva styrer den store uranmine i Niger. Det er forventet, at den kunne blive Afrikas største uranmine og den anden største i verden. Areva har en 67 % andel i minen, mens Niger har den resterende andel. Der er også indgået aftale med kineserne om udvinding af uran. Dog kan Arevas finansielle problemer, samt atom-ulykken i Fukoshima i Japan i 2011 have konsekvenser for fremtidens uranproduktion i Niger. Den nye regering forsøger aktivt at skabe private udenlandske investeringer og anser det som væsentligt i forhold til at genoprette den økonomiske vækst og udvikling. Med UNDP s og internationale finansinstitutters assistance, planlægges en samlet indsats for at genoplive den private sektor. Erhvervsklimaet i Niger er dog ikke særlig gunstigt. Der er mange forhindringer, herunder korruption, usikkerhed og regler og lovgivning og deres anvendelse, institutionel svaghed og vanskelig adgang til kredit og jordbesiddelse. International støtte er nu blevet genoptaget og Niger har underskrevet adskillige samarbejdsaftaler til finansiering af større udviklingsprojekter. 1.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsmarkedet er præget af høj arbejdsløshed og underbeskæftigelse, og derudover repræsenterer børnearbejdere mere end 15 % af arbejdsstyrken.
Resultatet af en folkeoptælling fra 2008 viser, at ud af en befolkning på ca. 16 millioner udgør lønnede arbejdstagere fra den halvoffentlige eller private sektor 63.214 lønmodtagere i 2008 mod 54.010 i 2007. Med hensyn til fordelingen af køn, repræsenterer kvinderne kun 26.83 % af lønmodtagerne. Kvinder er mest tilstedeværende i sektorer der dækker sociale ydelser med 4,608 lønmodtagere, dernæst i handels og restaurationsbranchen med 3,687 og 3,452 lønmodtagere fra transport, lagre og kommunikation. I udvindingsindustrien er de nærmest fraværende, med kun 231 lønmodtagere. Det er antaget, at omkring 90-95 % af befolkningen er nødsaget til at finde beskæftigelse i den hurtigt voksende uformelle økonomi, specielt indenfor transport, handel, bygge- og servicesektorerne. Beskæftigelse i disse sektorer er usikker, mindre kvalificeret og mindre produktiv, med en meget lav omsætning. Vedvarende økonomisk krise i 1980 erne og 1990 erne forøgede fattigdommen hos 2/3 af den arbejdsløse del af befolkningen, inklusive den underbeskæftigede del og gør, at den uformelle økonomi bliver vedligeholdt og udvidet. 1.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation Et af hovedformålene for fagbevægelsen i Niger er at udvide repræsentationen til alle i den uformelle økonomi. Enten ved at udbrede muligheden for medlemskab til den uformelle sektor eller ved at opfordre til dannelsen af nye repræsentative foreninger
baseret på medlemskab. Formålet er, at de skal være demokratisk styrede og introducere medlemmer til social dialog. I Niger har vores partner, USTN, 40 tilknyttede fagforeninger, hvoraf 14 repræsenterer arbejdere i den uformelle økonomi. Fagforeningerne i den offentlige økonomi har et samlet medlemstal på omkring 10.000, som er 25 % af USTN s samlede medlemstal. Kvinder udgør ca. 51 % af det samlede medlemstal. Aktører i den uformelle økonomi, som er organiseret i USTN er: Selvstændige arbejdere, ansatte, lærlinge og familiearbejdere. Deres arbejdsområder ligger primært inden for produktion, landbrug, husdyrbrug, madlavning, syning, transport, salg af mad, tøj, smykker og andre småting, samt indenfor frisørfaget. For bedst muligt at integrere disse arbejdere i USTN s struktur blev en sammenslutning af fagforeninger i den uformelle økonomi dannet. Nogle af disse fagforeninger hører ikke til nogle forbund, men er direkte tilknyttet det nationale center. USTN, som er det ældste forbund i Niger, holdt kongres i februar 2011. Abdou Maigandi, som gennem mange år har været en seriøs spiller, både på den nationale og internationale bane, blev genvalgt som general sekretær. Siden 1990 er en række andre landsorganisationer blevet dannet, og antallet er i dag oppe på 11. 1.4 Sierra Leone 1.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser I 2011 kunne Sierra Leone fejre 50 året for deres uafhængighed fra Storbritannien, og med arrene fra den meget brutale borgerkrig stadig tydelige i landet. Sierra Leone blev hærget og infrastrukturen var komplet ødelagt, de sociale sektorer smadret og næsten halvdelen af befolkningen flygtede. Én af de vigtigste opgaver har været at reintegrere tidligere soldater og rebeller i samfundet. Sierra Leone har modtaget massiv støtte fra det internationale samfund, men der er stadig lang vej endnu og der er stadig store udfordringer mht. genopbygning af landet. Gevinsten ved at genopbygge landet kan vise sig at blive tabt, hvis ikke det lykkes at skabe flere beskæftigelsesmuligheder for de unge. Der skal afholdes valg i slutningen af 2012. Selvom det politiske klima har været meget stabilt de sidste år, har der på det seneste været et par voldelige sammenstød mellem oppositionen og de regerende partiers støtter. Disse sammenstød er primært sket fordi SLPP har valgt Julius Maada Bio som deres kandidat til præsidentvalget.
Mange tilhængere af det regerende parti ser det som en direkte udfordring til de regerende APC. Bio var brigadegeneral i Sierra Leones hær og var dybt involveret i omstyrtelsen af APC s regering i 1992. Derfor kunne det frygtes at volden vil eskalere i valgkampen. Det ville være et forfærdeligt tilbageslag for Sierra Leone. Økonomisk situation Selvom Sierra Leone stadig kæmper for at overleve konsekvenserne af den frygtelige borgerkrig, har der været en del økonomisk udvikling og en betydelig vækst i de seneste år. Dog er Sierra Leone stadig et af de fattigste lande i verden, med en BNI per indbygger på 340 USD. Sierra Leone ligger som nummer 180 ud af 187 på UNDPs Human Development Index fra 2011. Det skal dog nævnes at Sierra Leone er rykket adskillige pladser op siden 2009. Da Sierra Leone er rig på mineraler har de regnet med at minesektoren, og især diamanter, skulle skabe det økonomiske grundlag. Siden våbnene blev indstillet i januar 2002 har massiv bistand udefra hjulpet Sierra Leone på vej mod genopbygning. Det hydroelektriske projekt ved Bumbuna Dam i 2009 og installeringen af et 10- megawatt termisk kraftværk fra Japan, har udjævnet den kroniske mangel på elektricitet. Kineserne og senegaleserne har påbegyndt store vejkonstruktionsprojekter. Derudover investerer flere og flere firmaer, især fra Europa og USA, i mineproduktion, hvilket antages at kunne generere 25.000 nye job. Turistindustrien begynder også at blomstre. 1.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet På trods af økonomisk vækst oplever folk mange vanskeligheder på grund af en ukontrolleret inflation, som ifølge officielle kilder ligger på omkring 18-20 %, men som ifølge vores partner i Sierra Leone (SLLC), ligger langt højere. Der har været kæmpe prisstigninger på olie, transport og fødevarer, mens lønningerne er forblevet på stort set samme niveau. Ifølge SLLC burde minimumslønnen være på omkring 200 USD for at dække de basale behov, men de fleste i Sierra Leone, selv dem der arbejder i den offentlige sektor, tjener ikke mere end 35 USD per måned. I den private sektor ligger lønningerne gennemsnitligt mellem 75 og 100 USD per måned. Læger og sygeplejerske opnåede en 100 % stigning i deres løn efter en strejke, men ingen af de andre grupper i sundhedssektoren har oplevet nogen lønstigning. Situationen i uddannelsessystemet er alarmerende. Der er mangel på skoler, dårlig infrastruktur, mangel på lærere og skolebøger. Nogle klasser har helt op til 100 elever per klasse, men kun bøger nok til 10-15 elever. Undervisningen foregår i skiftehold hhv. morgen og eftermiddag. Skolelærere har krævet en lønstigning for at opnå 80 til 100 USD per måned. Lærerforeningen har krævet forbedringer i løn og arbejdsforhold, samt tilskud for at tage til de regioner hvor der er allerstørst mangel på lærere.
Et nyt universelt sundhedsprogram, som SLLC advokerer meget stærkt for, bliver lige nu drøftet i regeringen, i samarbejde med ILO. SLLC er også meget aktivt involveret i disse drøftelser og forventer, at programmet træder i kraft i 2012. Arbejdsløshed og underbeskæftigelse er nogle af de helt store problemer i Sierra Leone. Den store mængde af unge arbejdsløse mennesker, hvoraf mange aldrig har fået en uddannelse på grund af krigen, er en konstant trussel for fred og stabilitet i Sierra Leone. Den uformelle økonomi I en undersøgelse fra 2004 kaldet Employment and Time Use in Sierra Leone blev det dokumenteret, at over 2 millioner mennesker (93 % af den økonomisk aktive del af befolkningen, eller tæt på 39 % af den urbane befolkning) er beskæftiget i den uformelle økonomi, hvoraf halvdelen er kvinder. Som i andre udviklingslande dækker den uformelle økonomi i Sierra Leone både den urbane og rurale sektor og landbruget er klart den sektor der beskæftiger flest (omkring 70 % af landbefolkningen). Derefter kommer engros salg, detail- og småhandel samt håndværk. Andre aktiviteter i den uformelle sektor kan findes i minedrift, transport, byggeriet og servicefagene. Derudover er arbejdere i den uformelle økonomi kendetegnet ved, at de er ekskluderet fra juridisk og social beskyttelse, de eksisterer ikke i statistikkerne, de er ikke organiseret i fagbevægelsen, ekskluderet fra BNP beregninger og fra de produktive ressourcer, der kendetegner de formelle virksomheder. Arbejdstagerne i den uformelle økonomi, hvad enten det er på landet eller i byområderne, har mange udfordringer og især kvinderne er ofte beskæftiget i flere aktiviteter ad gangen.
1.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation SLLC har kun meget få fuldtidsansatte, men er stadig en stærk organisation, der spiller en afgørende rolle i forskellige komiteer og kommissioner. På nuværende tidspunkt er SLLC involveret i drøftelser med regeringen og arbejdsgivere om arbejdsloven. TUC i England har assisteret SLLC med juridisk støtte i denne henseende. SLLC har på nuværende tidspunkt 22 fagforeninger fra den formelle sektor og 6 fra den uformelle økonomi tilknyttet og repræsenterer dermed over 300.000 medlemmer. Fagforeninger fra den uformelle økonomi er; taxichauffører og andre transportarbejdere, Sierra Leone handlende, musikere, fotografer, cykeltaxier og fiskere. Alle disse fagforeninger i den uformelle økonomi er lovligt registreret som fagforeninger. SLLC har et potentiale på 800.000 til 1 million medlemmer i den uformelle økonomi. For at sikre, at arbejdstagere i den uformelle økonomi har adgang til et anstændigt arbejdsmiljø, har SLLC vedtaget en række strategier og politikker for at opnå dette mål. Disse inkluderer bl.a. oplysningsprogrammer, organisering af uddannelsesprogrammer, facilitering af netværk mellem kooperativer og lokalt baserede organisationer i landområderne, fortalervirksomhed i forhold til mikrokredit og fremme af dialog med arbejdsmarkedets parter om den uformelle økonomi. SLLC er repræsenteret i NASSIT s bestyrelse (the National Social Security Institution) og de har været meget aktive i drøftelser omkring reformering af systemet. NASSIT er åben over for arbejdstagere i den uformelle økonomi, men indtil videre har meget få levet op til systemet. SLLC har lanceret omfattende oplysnings og informationskampagner til deres medlemmer i den uformelle økonomi, omkring fordelene ved at tilslutte sig ordningen. 1.5 Togo 1.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Efter uafhængigheden fra Frankrig i 1960 har Togos historie været præget af militært diktatur under præsident Eyadéma Gnassingbé, som tog magten ved et militærkup i 1967 hvor den tidligere præsident Sylvanos Olympio blev dræbt. Gnassingbé styrede landet indtil hans død i 2005. I begyndelsen af 1990 erne tvang internationalt pres regimet til at tillade politiske partier og en vis grad af pressefrihed. Efter Gnassingbés død har militæret prøvet at indsætte hans søn Faure Gnassingbé som præsident. På grund af internationalt pres og fordømmelse blev Gnassingbé nødsaget til at udskrive præsidentvalg. Han vandt
valget med 60 % af stemmerne. Valget affødte voldelige demonstrationer og mere end 500 mennesker blev dræbt, mens flere tusinde flygtede til nabolandene Ghana og Benin, hvor mange stadig lever i dag. Præsidenten og hans familie kommer fra den nordlige del af Togo og har domineret den politiske scene i landet i næsten fyrre år. Det siges, at det er nærmest umuligt for en person, der ikke kommer fra norden, at få et job i den offentlige sektor. En række af præsidentens tætte familiemedlemmer har været i husarrest i flere år uden rettergang, efter beskyldninger om at planlægge et kup mod Faure i april 2009. I september 2011 blev en retssag mod præsidentens bror Kpatscha Gnassingbé, og en række tilhængere endelig igangsat. De fleste blev fundet skyldige og idømt lange fængselsstraffe. Kpatscha blev idømt 20 års fængsel. Det er svært at vurdere risikoen for et socialt og politisk oprør på et tidspunkt. Oppositionen er stadig svag splittet. På den anden side lever det absolutte flertal af Togos befolkning stadig under meget hårde kår, specielt med den ekstreme stigning i priser på benzin og basale fødevarer, som Togo har oplevet de sidste år. Økonomisk situation På grund af den politiske situation i Togo i 90 erne stoppede EU og de international institutioner al udviklingsstøtte til landet og Togo fik ikke fordel af gældsslettelsen, som de fleste andre lande i regionen. EU, Verdensbanken og den afrikanske udviklingsbank genoptog først sin støtte til Togo i 2008. Den økonomiske vækst har ligget på omkring 2-2.5 % og det anslås at 62 % af befolkningen i Togo lever under fattigdomsgrænsen. Subsistenslandbrug og handel udgør de største økonomiske aktiviteter i Togo. Flertallet af befolkningen er afhængige af subsistenslandbrug, og på trods af utilstrækkelig nedbør i nogle områder, har regeringen nået dets mål om selvforsyning i fødevareafgrøder, majs, kassava, yams, hirse og jordnød. Små og mellemstore landbrug producerer størstedelen af afgrøderne. Handel udgør den vigtigste økonomiske aktivitet i Togo, efter landbruget. Lomé er et vigtigt regionalt handelscenter. Dets dybvands-havn opererer 24 timer i døgnet. Herfra transporteres der primært varer til Mali, Burkina Faso og Niger. Togo er et vigtigt land for tekstiler, men også for gen-eksport af alkohol, cigaretter, parfume og brugte biler, til de omkringliggende lande. I den industrielle sektor er fosfat Togos vigtigste vare, selvom der har været et drastisk fald i produktionen.
Sociale situation Der er mangel på skoler og de der er, er dyre og meget dårligt indrettet, med op til 100 elever per klasse. Sundhedssystemet er i utrolig dårlig forfatning. Offentlige hospitaler har hverken det mest basale udstyr eller medicin. Folk, der ikke er i stand til at betale med det samme, bliver simpelthen ikke indlagt på hospitalet. For nyligt var sundhedssektoren lammet af en strejke blandt læger, sygeplejerske og andet sundhedspersonale. Det ledte til en aftale med regeringen, om forbedring af arbejdsforholdende og de generelle forhold på hospitalerne. I september 2011 indviede regeringen en ny sygeforsikring for offentligt ansatte. Det er håbet, at denne forsikring på sigt kan udvides til at dække den private sektor samt den uformelle økonomi. 1.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Beskæftigelsessituationen i Togo er stadig usikker. Hvis man inkluderer landbrugssektoren, beskæftiger den uformelle økonomi mere end 90 % af den økonomisk aktive del af befolkningen. De unge mangler fremtidsperspektiver og de mekanismer der skal skabe job og indkomst er ikke eksisterende. Derfor er regeringens vigtigste mål at skabe juridiske, institutionelle og økonomiske betingelser for jobskabelse og højere indkomster. Minimallønnen ligger stadig kun på omkring 60 til 70 USD per måned og er ikke tilstrækkeligt til at dække de basale behov. Derudover har kun en lille del af befolkningen et sådant formelt job. Der er et national treparts forum for social dialog, som dog hovedsageligt beskæftiger sig med minimumslønnen. Det er derfor overordentligt svært for fagforeningerne at opnå reel indflydelse på arbejdsmarkedspolitikker og udviklingsmæssige problemer. Den uformelle økonomi Konsekvenserne af den socio-politiske og økonomiske krise Togo har oplevet siden 1990 erne, har ført til en fattigdomsforøgelse i befolkningen, som er karakteriseret ved et fald i middelklassen, en formindsket købekraft, mangel på national opsparing, svag social mobilitet og en uforholdsmæssig stigning i arbejdsløsheden. Der har således været et fald i antal af offentlige og private job og en voksende uformel økonomi. Der er et national treparts forum for social dialog, som dog hovedsageligt beskæftiger sig med minimumslønnen. Det er derfor overordentligt svært for fagforeningerne at opnå reel indflydelse på arbejdsmarkedspolitikker og udviklingsmæssige problemer.
1.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation Vores partnere i Togo, CNTT, har organiseret arbejdstagere i den uformelle økonomi i professionelle fagforeninger i flere år. I dag har CNTT registreret 22 fagforeninger på græsrodsniveau i den uformelle økonomi og repræsenterer dermed ca. 20.000 medlemmer. Som i de fleste tidligere franske kolonier er der en stor spredning i de nationale fagforeninger, som ofte konkurrerer mod hinanden for at få medlemmer og indflydelse. CNTT var den første, og i mange år også det eneste forbund i landet. I øjeblikket afholdes der valg på arbejdspladserne, med henblik på at bestemme styrken og repræsentativiteten af de forskellige fagforbund.