10.s.e.trin. 24.8.2014. Domkirken 10: 754 Se, nu stiger, 396 Min mund, 163 Fuglen har rede, 331 Uberørt, 10 Alt hvad. Nadver: 12 Min sjæl. Dåb: 448 Fyldt af glæde. Gråbrødre 17: 10, 163, 331, 786 Nu går solen. Når man nu som jeg står på en prædikestol ELLER på en talerstol ELLER foran nogle mennesker man gerne vil sige noget vigtigt til, noget man har på hjerte, så vil man selvfølgelig gerne have at de lytter. Så hvis jeg nu om lidt fornemmer, at jeg mister jeres opmærksomhed, hvis jeg kan se på jer, at I, i stedet for at lytte til mig, begynder at tænke på, hvad I mon skal ha til frokost, eller hvem der spiller i eftermiddag i Superligaen, eller I begynder at hviske-tiske med sidemanden, så skruer jeg måske op for volumen og forsøger at få øjenkontakt. Og hvis det bliver ved, hvis jeg kan se på jer at I dropper helt af, og I begynder at gabe, pille næse og tjekke mobiltelefonen, så begynder jeg at svede og blive anspændt og drikke vand. Og HVIS det så kommer dertil og det er altså ikke fordi jeg har prøvet, at det er kommet dertil - men hvis I nu tager en avis frem og begynder at blade i den, eller gå rundt i kirken eller forgribe jer på kirkekaffen, så er jeg enten den, der er skredet, ELLER OGSÅ tænder jeg af og begynder at råbe af jer. Vil jeg tro.
Og alt det her siger jeg så ikke kun som en advarsel, men for at forklare den psykologiske baggrund for at Jesus tydeligvis bliver meget, meget gal i hovedet her i dagens tekst og råber frygtelige trusler efter sine tilhørere. Jesus er jo den, om nogen, der har noget på hjerte, som det er alt afgørende for ham at få fortalt, og så møder han bare de her blanke kritiske afvisende ansigter rundt omkring sig. Han vil fortælle nyt, noget afgørende nyt, om hvordan det er med os mennesker og Gud, at Gud ikke er som den strenge dommer, men som den tilgivelse og barmhjertighed er hvad han vil, der skal fylde vores liv. Og når han så vil sige det her og diskutere det med dem, der tror på den gamle måde, på den gamle Gud, så ser de måske ud som om de lytter, men vel gør de ej. De gider ikke Jesus. De har afvist ham på forhånd. Havde han stået på hovedet, ville da have ham til at gå på hænder. Var han gået på hænder skulle han stå på hovedet. Vi kender hans slags, tænker de. En frådser og en dranker, en forbandet gudsbespotter. tilgivende far, og at, ikke had og hævn, men
Hør nu her, råber Jesus. Akkurat som vi gør det, når det er noget vi bare MÅ have sagt, men vi ikke rigtigt synes vi kan trænge igennem med. Vi råber det til vores børn, til vores ægtefælle, til vores elever, til vores venner, til vores kollegaer, til vores politikere. Hør nu her! Vel vil vi ej, udstråler de. Du kan rende og håbe. Og så råber vi, så råber han, lidt højere. Og de bliver måske endnu mere demonstrativt ligeglade. Og så tænder vi af, så tænder Jesus af, med lidt mere stil end vi kan opvise, ved at nedkalde dom og forbandelse over deres byer. Men vi kan så måske overveje, hvor tit vi selv står der i tilskuerens og tilhørerens rolle med lukkede ansigter og nogen, en eller anden, forsøger at fortælle os noget, som vedkommende har på hjerte, og vi tænker hold din kæft eller rend og hop eller gu ve jeg ej. Kritiske, bedrevidende, lukkede. Jeg tror den slags er grundessensen i mangt et ægteskabeligt sammenstød og efter tv-transmissionerne at dømme, er de rigtig dygtige til det inde på Christiansborg. Det kritisk lukkede forudindtagede ansigt, når der er noget man gerne, meget gerne, vil have en
anden til at forstå, til at begribe. Er der noget værre? På min barndomsegn var der et sige: Er du dum, da vær blot stum, iagttag alt med kritisk mine, og folk vil tænke: død og pine. Og også der så de gode folk fra Djursland ret: man kommer langt ved at lukke af og stille sig kritisk an. Det er en slags styrkeposition. En magtdemonstration, når man ikke vil indlade sig, når man distancerer sig, når man lukker af, og på den måde får sagt: lige meget hvad, du kan råbe og skrige og gøre ved, du er ikke værd at høre på, for jeg har jo alligevel ret. jeg har jo alligevel ret. Og nu skal jeg være den første til at sige og understrege, at der er rigtigt langt fra de gode folk på Djursland, til de hellige og modbydelige ISIS-krigere der lige pludselig er buldret ind på verdensscenen med deres rædselsherredømme, men det er den samme drift, som vi kender i os selv, som har vokset sig stor og fed og hæslig i dem: viljen til på forhånd at lukke af for verden, for den andens meninger og anskuelser og sige: lige meget hvad, du er ikke værd at høre på, for jeg har jo alligevel ret. Fanatikerens og fundamentalistens evige omkvæd: jeg har jo alligevel ret.
Det er det her selvfedmens, eller selvets panser, der kan blive til et grusomt hadets panser, og som Jesus mødte som et grusomt hadets panser, og som de fordrevne irakiske mindretal lige nu oplever som et grusomt hadets panser, Jesus reagerer så skarpt og kompromisløst imod her i dagens tekst. For når du ikke længere VIL lytte til dit medmenneske, når du på forhånd afskriver ham eller hende - og det skal vi ikke bilde os ind at vi ikke selv gør fra tid til anden så er vi på vej ind på en farlig vej, og derfor skal vi have en skideballe, og sådan en skideballe får vi af Jesus i dagens tekst. Men hvorfor er det så, at vi nogle gange lukker af på den måde og iagttar alt med kritisk mine / så folk de tænker død og pine? Ja, hvis man ser sådan helt overordnet på det, kan det vel have at gøre med en manglende lyst til at udsætte sig for verdens mangfoldighed og andre meninger, som gør at du måske skal revidere dine egne. Den der ikke gider lytte, den der på forhånd mener at have ret, får sig selv en dejlig lille overskuelig verden. Eller i ekstreme tilfælde,
opretter sig et dybt voldeligt kalifat i Syrien og Irak. Alt herinde i det rum, vi er samlet i her i dag, taler så om det modsatte. Om en magt der vil trænge sig ind bag vores panser, ind bag vores trang til at være selv og gå selv og have evig ret og aldrig lade os bevæge, en magt der vil have os i tale og forandre os og vende os, bort fra vores eget, mod vores omverden og vores medmenneske og vores næste. Det var den magt Jesus bragte i tale og som han døde på grund af, da dem der ikke ville lytte, forsøgte at lukke munden på ham ved at sømme ham op på et kors og spærre inde i en grav. Men den magt han bragte i tale lod sig ikke spærre inde eller holde tilbage, og derfor holder vi gudstjeneste og derfor døber vi de små i hans navn. For hvor vi har en tendens til at lukke os inde i os selv, vil kærligheden, som Jesus talte om den, lukke os ud af os selv. Som kærligheden jo gør, og som I har oplevet for ganske nylig, nogle af jer, der skal have jeres barn døbt i dag. For hvad sker der, når man står der med den lille ny, ja man erfarer, at nu er der sat en ny dagsorden for mig. Nu drejer mit liv sig ikke bare om mig selv.
Nu kan jeg ikke bare følge min egen kurs. Nu er der noget andet end mig selv på færde. Og jeg må adlyde og føres nye steder hen, hvor, kan og skal jeg ikke kunne overskue. Den kærlighed der vil forandre og sende os nye steder hen, nemlig hen til vores næste og ud til vores medmenenske, det var den som Jesus, ville vise os og fortælle os om, og som vi ikke ville lytte til, fordi vi ikke bryder os om at give slip på vores eget. Men se, han bliver ved. Han vil have os i tale. Han blev gal i skralden, hører vi her i dagens tekst, men opgiver os gør han ikke. Hverken i liv eller i død. Så, gider I ikke lytte til mig, så kan det være det samme, så længe I ikke lukker ørene for den stemme, der forsøger, hele tiden forsøger, at kalde os ud af vores eget, vores egne forudfattede meninger, vores selviske selvfede panser og ud i lyset til den kærlighed, der gør alting nyt. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder I dag særligt for de forfulgte og fordrevne i mellemøsten, Irak og Syrien: Vær med de forfulgte og fortrykte, de mishandlede og de flygtende, som fylder medierne og nyhedsstrømmen i disse dage. Vær med dem, hvor de går og ligger. Følg dem på de veje de flygter ad. Vær hos dem, når de mishandles og lider ondt. Jesus Kristus, du som selv blev mishandlet og slået ihjel, men som holdt fast ved tilgivelsen og barmhjertigheden, og påskemorgen viste os at kærlighedens magter er stærkere end dødens, lad dit eksempel lyse for os, så vi ikke selv forfalder til hadets og hævnens hæslige runddans. Hold os fast på, at du er med os indtil verdens ende og at ingen kan rive os ud af din hånd. Helligånd styrk de forfulgte og fortvivlede. Giv dem tro, håb og mod, når mørket lukker sig om dem. Lad Guds morgenrøde være dem for øje, når verden alene byder dem flugt og frygt. Ja, giv os alle håb og mod, lad Guds nådegaver til os flamme op, så vi kan stå imod og holde fast i troen på at også for dem, der forfølger er der
håb, når du treenige Gud engang ved tidens ende vil gøre alt det du skabte, frelste og oplyste godt igen. Trods alt hvad vi ødelagde. Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: