Jørgen Stormgaard. Kunsten at forene to verdener - om Tahar Ben Jellouns forfatterskab

Jørgen Stormgaard Kunsten at forene to verdener - om Tahar Ben Jellouns forfatterskab

Forfatteren & Romansk Institut Københavns Universitet, 2004 ISSN 0108-5948 Romansk Institut Københavns Universitet Njalsgade 80 2300 København S Layout : Ole Kongsdal Jensen Sat med Dutch801 Rm BT I Frankrig er der en stor gruppe kunstnere, der bevæger sig i grænselandet imellem to kulturer og derfor meget passende har valgt at formidle en række traditioner og kulturelle træk, der tidligere var ukendt land for franskmændene. Den marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun er en af de kendeste af disse "brobyggere". Tahar Ben Jellouns baggrund Købenllavnf' Universitet Romansk Institut Tahar Ben Jelloun kom til verden i Fes i 1944. På det tidspunkt var Marokko stadigvæk et fransk protektorat, og landet opnåede først fuld selvstændighed i 1956. Tahar Ben Jellouns far var forretningsdrivende, men fordi han vægtede ærlighed højt og nægtede at tage del i den korruption, som man finder i alle lag i det marokkanske samfund, var han dømt til at forblive fattig. Hans to sønner blev aldrig tvunget til at praktisere islam, men lærte nogle af de grundlæggende principper i denne religion: Man må ikke lyve, ikke stjæle og ikke bedrage, og man skal opføre sig ordentligt. Hjemmet var præget af islamisk-marokkanske traditioner, mens Tahar Ben Jelloun og hans bror på det franske gymnasium fik indblik i vestlig kultur. Pga. økonomiske problemer flyttede familien i 1955 til Tanger, hvor faderen havde familie og håbede på gunstigere forhold. Da Tahar Ben Jelloun havde fået sin studentereksamen, begyndte han at studere filosofi i hovedstaden Rabat. Her blev han vidne til de sociale uroligheder, der brød ud i Rabat og Casablanca i marts 1965 - et folkeligt oprør, hvor adskillige mennesker mistede livet, før kong Hassan 2., der nærmest var enevældig, erklærede landet i undtagelsestilstand i juni samme år. Tahar Ben Jelloun var allerede som barn blevet klar over de store uligheder, der var en del af samfundsstrukturen i Marokko, og han var chokeret 3

over, at der blev slået ned med hård hånd, når folket krævede bedre levevilkår. Denne sociale bevidsthed blev yderligere skærpet i juli 1966, da han under tvang blev ført til en militærlejr, hvor han blev kronraget og frataget sit tøj. Denne påtvungne militærtjeneste kom til at vare i halvandet år, og det var i den periode, at Tahar Ben Jelloun for alvor begyndte at skrive. Han valgte at skrive digte, fordi denne genre giver mulighed for at udtrykke sig kort og præcist. Han havde meget på hjerte, og det skulle gå hurtigt, samtidig med at det måtte foregå i dybeste hemmelighed. I 1968 færdiggjorde han sine filosofistudier og fik ansættelse som gymnasielærer i Casablanca. Tre år senere opstod der igen uroligheder, og der var strejker mange steder. Som straf fik filosofilærerne pålagt udelukkende at undervise på arabisk - en næsten umulig opgave, da alle vigtige bøger var på fransk. På det tidspunkt havde Tahar Ben Jelloun fået nok. Med et legat i lommen drog han til Frankrig for at skrive en afhandling om de nordafrikanske immigranters seksuelle og følelsesmæssige problemer 1 Litterære og kulturelle referencer Allerede i 1968 havde Tahar Ben Jelloun fået nogle digte udgivet i Marokko, og to år senere begyndte han at skrive længere tekster. I 1970'erne tog forlæggerne i Frankrig med kyshånd imod manuskripter fra nordafrikanske forfattere, der blev set som et nyt og eksotisk element i den litterære verden, så da Tahar Ben Jelloun i 1973 havde færdiggjort romanen Harrouda, havde han ingen problemer med at få den udgivet. Harrouda efterfulgtes bl.a. af Moha le fou, Moha le sage (1978) og La Friere de l'absent (1981). Dengang var han stærkt inspireret af James Joyce, Roland Barthes og Jorge Luis Borges, og de fleste af hans romaner fra denne periode er meget svært tilgængelige. Det virker, som om den unge forfatter havde brug for godt og grundigt at slå alle litterære regler i stykker for at finde sin egen 1 Denne afhandling udkom i 1977 i bogform med titlen La Plus Haute des solitudes. 4 stemme. Forskellige genrer blandes på uforudsigelig vis, samtidig med at drøm og virkelighed flyder fuldstændigt sammen. Sproget er meget poetisk, men det er næsten umuligt at sige, i hvilken tidsalder og hvor i universet man befinder sig. Desuden vrimler det med personer, og selv arabiske universitetslærere med litteratur som speciale har haft svært ved at finde ud af, hvad de skal stille op med disse tekster. Flere af dem mener dog, at det stærkt fragmenterede univers afspejler en identitetskrise hos forfatteren. Der er dog også andre bud på, hvorfor Tahar Ben Jellouns litterære univers virker så diffust. Da Marokko blev koloniseret af Frankrig, mistede landet i vid udstrækning bindeleddet til sin fortid og sine kulturelle traditioner, og - som Tahar Ben Jelloun har sagt - "un peuple sans memoire est completement perdu" 2 Måske skriver Tahar Ben Jelloun netop i et forsøg på at genvinde sit lands historie, og da forbindelsen til fortiden blev kappet over af kolonialismen, må han i høj grad bruge sin fantasi, når han prøver på at genskabe det tabte. Lige fra begyndelsen skrev Tahar Ben Jelloun på fransk, og det var der flere grunde til. Hverken hans far eller mor kunne læse dette sprog, og det gav ham en stor frihed at kunne skrive løs uden at behøve at tænke på deres reaktion. Desuden var han meget mere bevidst om sin sprogbrug, når han udtrykte sig på fransk, for mens han havde fået arabisk ind med modermælken, havde han måttet kæmpe for at "erobre" det franske sprog. Som han selv har udtrykt det: "(Les Frangais) sont venus s'installer au Maghreb, et moi je m'installais dans leur langue" 3 Desuden gav det at skrive på fransk og bo i Frankrig ham den fornødne afstand til at kunne overskue situationen i hans hjemland. Samtidig med at Tahar Ben Jelloun er yderst inspireret af en årtusindgammel arabisk fortælletradition, der i mundtlig form blev udøvet på fx markedspladser, er han optaget af de samme temaer som europæiske forfattere. Således kredser han konstant om emner som identitetssøgen, splittelse imellem to kulturer, kunsten overfor livet og forholdet imellem kønnene. 2 Magazine Litteraire no. 329, fevrier 1995, p. 110. 3 Magazine Litteraire no. 329, fevrier 1995, p. 108. 5

Selvbiografiske inspirationskilder Den selvbiografiske roman L'ecrivain public fra 1983 er den første af Tal_iar Ben Jellouns relativt klare bøger. Titlen er betegnelsen på de offentlige skrivere, der påtog sig at føre korrespondance for de mange analfabeter. Desuden henviser titlen til den opfattelse, Tahar Ben Jelloun har af forfattergerningen: Han træder selv i baggrunden for at give ordet til alle de mennesker, der ellers aldrig får mulighed for at udtrykke sig. Han er blevet de undertryktes stemme og har forpligtet sig til at fortælle deres historie: "... se mettre a l'ecoute de ceux qui n'ont pas la liberte ni le loisir de s'exprimer... c'est la ma raison d'etre litteraire" 4 Så selvom der er tale om et selvbiografisk værk med mange personlige erkendelser - fx skriver fortælleren om sig selv: "... j'ecris au lieu de vivre" 5 -, er konturerne i den selvbiografiske beretning så utydelige, at hovedpersonen flyder sammen med alle sine landsmænd, og i den sammenhæng er det underordnet at prøve at forstå, hvem der har oplevet hvad. Tilbage står en marokkansk stemme, der fortæller historien om en kultur, der indimellem truer med at bryde sammen. Som nævnt beskæftiger Tahar Ben Jelloun sig ofte med kønnenes stilling og indbyrdes konflikter, og i to af hans bøger har han portrætteret sine forældre: Moderens historie er beskrevet i Harrouda fra 1973, mens han giver ordet til sin far i Jour de silence a Tanger fra 1990. Tahar Ben Jelloun måtte åbenbart først tage sine forældres generation under lup, før han for alvor kunne skildre kønsrolleproblematik ud fra et moderne synspunkt. Den kvinde, hvis historie beskrives i Ha"ouda, er på mange måder prototypen på den underkuede, arabiske kvinde, som manden kun kan opfatte som et redskab og aldrig som en ligeværdig partner. Som teenager bliver hun to gange giftet bort til oldinge, og i begge tilfælde bliver hun enke efter kort tids ægteskab. Hun må kun bevæge sig udenfor en dør, når hun skal i hammam, og selv da skal hun være tilhyllet og have en ledsager med. Hendes mænd snakker aldrig til hende, og egentlig menneskelig kontakt oplever hun kun, når hun om aftenen sidder på tagterrassen og snakker med alle de andre kvinder, der sidder på terrasserne i nabohusene. Tredje gang bliver hun gift med en mand, der har forstødt sin kone, fordi hun.ikke har kunnet føde ham nogen børn. Den lydighed og ydmyghed, hun er blevet opflasket med hele sit liv, forhindrer hende i at gøre oprør: "... moi je ne pouvais pas me revolter. Le destin est ce qu'il est. (... ) Je devais assumer tout ce qu'il m'arrivait en silence" 6 Jour de silence a Tanger er skrevet mange år senere, for det tog lang tid, før Tahar Ben Jelloun kunne se sin far i et nuanceret lys. I stedet for at beskrive ham som en ensporet undertrykker viser han i denne roman, der fortrinsvis er skrevet som en lang monolog fra den gamle mands synspunkt, at hans far i høj grad blev offer for sin egen kønsopfattelse. Kvinder skulle være underdanige og tjene manden, og frem for alt skulle man ikke indlade sig på diskussioner med dem, for hvad kunne de dog bidrage med? Samtidig lider den gamle mand under, at den respekt, der tidligere automatisk tilfaldt ham som mand, har veget pladsen for helt andre normer. Begge hans sønner opfatter kvinder som ligeværdige væsener og accepterer ikke, at fars ord altid er lov. Den gamle, forpinte mand har ikke kunnet følge med tiden og er endt med at isolere sig fra alt og alle: "Moi, je suis l'unique adherent de mon parti. Si je demissionne, il n'y aura plus rien" 7 Et af de få oplivende elementer er hans dagdrømme om den unge spanske kvinde, han (måske) kendte som ung. L 'enfant de sable og La nuit sacree I 1985 udgav Tahar Ben Jelloun romanen L 'enfant de sable, der fortæller om en rig arabisk mand, hvis kone foreløbig har skænket ham syv døtre. Hvis han ikke får en søn, skal hans bror arve ham, for kvinder har ingen 4 L'Express 20 mai 1999, p. 12. s L 'ecrivain public, p. 160. 6 Harrouda, p. 73. 7 Jour de silence ii Tanger, p. 52. 6 ' 7

økonomiske rettigheder i bogens univers. Da konen bliver gravid igen og atter føder en datter, beslutter manden at omgå skæbnen ved at fortælle alle, at han har fået en søn, og derefter opdrage pigen som en dreng med navnet Ahmed. Det går godt i mange år: "Drengen" nyder godt af sin frihed, og "hans" syv søstre er meget misundelige på "ham". Men en dag føler Ahmed, at hans status som mand er en byrde. Han er da blevet gift med sin kusine, der ikke forstår, hvorfor de ikke kan have noget ægteskabeligt samliv, og han bliver mere og mere tungsindig. Grunden til Ahmeds depressive tilstand er, at hans egentlige natur kæmper for at komme til udtryk. Han/hun er træt af at skulle snøre sine bryster ind og drømmer om et seksuelt forhold med en mand. En dag flygter Ahmed til hest, og efter et erotisk møde i en skov fortsætter hun sin flugt igennem et ubestemmeligt, drømmeagtigt landskab. For ligesom i fortsættelsen La nuit sacree, som Tahar Ben Jelloun fik Goncourt-prisen for i 1987, er beretningen spækket med poetiske billeder og symboler, og det kan være svært at afgøre, hvad der egentlig sker. Alligevel drages man af dette fremmede univers, hvor alt er muligt. De døde kan tale, magi er en del af hverdagen, og tal og fatver indeholder en stærk symbolik. Mange vestlige læsere har uden tvivl svært ved at acceptere, at det ofte ikke er klart, hvorvidt en begivenhed reelt har fundet sted, eller om der "blot" er tale om en drøm. Drøm og virkelighed vægtes lige stærkt, og på trods af dette brud på vestlig fortælletradition har Tahar Ben Jellouns bøger alligevel deres egen indre logik. Intet er sikkert eller kategorisk, sandheden er mangfoldig, og meningen ligger primært i fortællemåden og de poetiske billeder, som historierne bugner med. Derfor kan det være svært at yde Tahar Ben Jelloun retfærdighed, når man genfortæller hans bøger. Den svage mand og det korrupte samfund I 1994 udkom en af Tahar Ben Jellouns bedste romaner, L'homme rompu. Bogen er lettere tilgængelig end de fleste andre af hans værker, men alligevel indeholder den mange forskellige lag. Hovedpersonen Mourad, der er 8 ingeniør og bor i Casablanca med kone og to børn, bliver stillet overfor et afgørende valg. Skal han forblive ærlig ligesom sin far og dermed bevare sin ære? Det valg vil betyde, at han altid vil være fattig. Eller skal han acceptere korruptionen i det marokkanske samfund og tage imod bestikkelse? Hvis han slår ind på denne vej, vil han have brudt med sine princ(ipper og have svært ved at se sig selv i øjnene - men han vil få flere penge imellem hænderne. Som handlingen skrider frem, går det op for læseren, at det ikke kun er i denne sag, at Mourad har svært ved at vælge: Også hans personlige liv hænger i laser. Han er gift med Hlima, men kærligheden imellem dem har længe været død. Hans kone er træt af at være fattig og prøver ved enhver lejlighed at presse ham til at blive korrupt ligesom alle hans kolleger. Selv om samlivet med Hlima bliver mere og mere uudholdeligt, bliver Mourad i hjemmet. Imens dagdrømmer han om sin kusine Najia - "Najia est une image, un sourire, un reve pose dans un coin de ma memoire" 8 -, som er den kvinde, han som ung ville have været gift med. Najia er enke, og det viser sig, at hans følelser er gengældt, ja, faktisk tager Najia initiativet til at tale om mulighederne for en fælles fremtid. Men Mourad kan ikke overskue situationen og slår ikke til. På samme tid indleder han et forhold til Nadia, en ung kvinde som han møder på gaden en aften. Hun bor alene, læser medicin og er selvforsørgende, men vi får også at vide, at hun har et glasøje, hvilket muligvis skal symbolisere et følelsesmæssigt handicap, som hun har til fælles med Mourad. Nadia virker beroligende på Mourad, fordi hun ikke kræver noget af ham. I L'homme rompu bryder Tahar Ben Jelloun i øvrigt med sit sædvanlige syn på kønsroller. Kvinden bliver ikke længere skildret som offer, men er nu klart en "medspiller'', som der må tages hensyn til, og som kan være grusom i sin hævntørst overfor manden. I et svagt øjeblik tager Mourad imod bestikkelse, og de korrupte penge gemmer han - ironisk nok - i Sartres bog L'Etre et le Neant. Som fortaler for eksistentialismen beskrev Sartre mennesket som frit, og ifølge ham be- 8 L 'homme romp u, p. 38. 9

står livet af en række valg. Det er således ikke muligt ikke at tage stilling, for handler vi ikke, lader vi andre - eller omstændighederne - gøre det for os, og det er jo også en slags valg. Problemstillingen er her tvetydig, for på mange måder nærmer Mourad sig en slags "eksistens", da han giver efter for korruptionen; men samtidig bliver han endnu mere splittet og opnår ingen indre sammenhæng. Igennem det meste af bogen holder Tahar Ben Jelloun sig til et realistisk handlingsforløb, men hen imod slutningen er det igen fantasien, der får overtaget. En skrivemaskine og en ordbog, der er placeret under en seng, begynder at kommunikere ved at skrive digte, der afspejler Mourads konflikter. Og da Mourad, der er blevet fyret fra sit job, igen møder op på arbejde, som om intet er hændt, kan læseren ikke være sikker på, om det er drøm eller virkelighed. Når man læser interview med Tahar Ben Jelloun, forstår man bedre denne slutning. Livet fremstår for ham som kaotisk og uoverskueligt, og det er kun det skrevne ord, der kan bringe lidt orden og mening i tilværelsen. Dybest set skriver han for at forstå det liv, han har svært ved at begribe. Flugten til Napoli Som i flere af Tahar Ben Jellouns bøger udspilles handlingen i L'auberge des pauvres (1999) i Italien, nærmere bestemt Napoli, og romanen ligger tematisk set på mange måder i forlængelse af L'homme rompu. Igen er der tale om en midaldrende marokkansk mand, der lever i et dårligt ægteskab med en kvinde, der håner ham dagen lang. I stedet for at sige fra - eller blive skilt - "flygter" han til Napoli, hvor han drømmer om at møde kærligheden i form af en ung kvinde med Ava Gardners ansigtstræk. Kærligheden bliver dog ved med at undvige hovedpersonen, hvis navn vi aldrig får at vide. Det manglende navn skal måske understrege, at han er ukendt, selv overfor sig selv, og den egentlige grund til, at han drager til Napoli, er, at han søger sin egen identitet - hvilket i øvrigt viser sig at være en temmelig krævende opgave. Virkeligheden synes at glide ud af hænderne på ham, alt er utydeligt og - tilsyneladende - uden sammenhæng: 10 ici on marie les contraires, rien n'est definitif. Tout change. C'est comme la vie. Rien ne ressemble a rien" 9 Han er en mand uden holdepunkter. Som altid hos Tahar Ben Jelloun kommer om ikke løsningen, så i hvert fald redningen, fra litteraturen. Hovedpersonen er forfatter, og da1han ikke kan finde sandheden i den virkelige verden, må han selv skabe den igennem de guirlander af ord, han er så dygtig til at sætte sammen. Som han selv udtrykker det: "... il faut raconter des histoires, il n'y a pas mieux pour <lire la VCrite, des histoires invraisemblables, des COnteS incroyables" 10 En dag, da han går rundt i Napolis gader, kommer han ved et tilfælde forbi et fattighus, og inde i det sidder en gammel kvinde i den dybeste armod. Hun hedder Anna Maria Arabella, er jøde og var engang en stor skønhed og meget velhavende. Men uheldigvis forelskede hun sig i den kyniske Marco, der var forførende smuk, men samtidig besat af tanken om at nedgøre det jødiske folk mest muligt. Efter at være blevet udnyttet af ham igennem en årrække sidder Anna Maria nu tilbage ensom, udslidt og fattig som en kirkerotte. Hun forstod ikke i tide at sige fra overfor en mand, der tydeligvis ikke ville hendes bedste, og nu betaler hun prisen for sit (manglende) valg. Det er ikke klart, om den gamle kvinde virkelig eksisterer, eller om hun kun lever i hovedpersonens fantasi. Det bliver dog flere gange antydet, at hun dybest set repræsenterer byen Napoli med dens lange, grumme historie, utallige paradokser, skumle underverden og strålende farver. I hvert fald er hun medvirkende til, at den marokkanske forfatter kommer til afklaring med sig selv: ''J'ai decouvert un etre passif, imaginant la vie au lieu de Ja vivre et d'affronter Jes autres" 11 Endnu en person har hos Tahar Ben Jelloun overlevet via litteraturen, men "sejren" har en temmelig besk smag. 9 L'auberge des pauvres, p. 46. 10 Ibid., p. 48. 11 Ibid., p. 268. 11

Splittelsen imellem to kulturer I flere af sine bøger har Tahar Ben Jelloun valgt kvindelige hovedpersoner, fx i romanen Les yeux baisses fra 1991. I denne bog bliver verden set igennem en marokkansk piges øjne. Fathma vokser op i en lille landsby i Marokko i 1970'erne. Lige fra starten får vi at vide, at i hendes landsby ligger der en skat begravet, og denne skat rummer en hemmelighed, der er blevet givet videre fra generation til generation; men der er kun een person ad gangen, der har adgang til hemmeligheden. Det viser sig, at Fathma er den udvalgte, men alligevel er det umuligt for hende at sige, hvor skatten befinder sig. Efter nogle år emigrerer familien til Frankrig, og det betyder store ændringer i Fathmas liv. I Marokko var koranskolen lukket land for hende på grund af hendes køn, men i Frankrig får hun mulighed for at gå i skole, og takket være den nye lærdom opnår hun en altafgørende bevidsthed om sig selv som menneske. Hun har let ved at lære og er begejstret for den frihed, hun oplever i det nye land. I begyndelsen har hun dog problemer med at lære fransk, men i takt med at hun får indkodet det franske sprog i sin bevidsthed, får hun landsbyen i Marokko mere og mere på afstand. Hun kommer der kun i ferierne, og på et af disse besøg bemærker hun en lille pige, der sidder stum og passiv og uden drømme - uden tvivl et billede på Fathmas skæbne, som den ville have taget sig ud, hvis hun ikke var emigreret. Men hendes liv er ikke rosenrødt. Hendes forældre har svært ved at leve i Frankrig, og hendes far slår hende og giver hende stuearrest, da han finder ud af, at hun som teenager er blevet forelsket i en dreng på sin egen alder. Til sidst får vi at vide, at Fathma er blevet gift; men sin selvstændighed har hun ikke opgivet! At have sænket blik er måske en kvindelig dyd i mange arabiske familier, men Fathma har udviklet sig til at blive stolt, næsten egenrådig. Hun har villet udradere den arabiske del af sin personlighed, og det er først, da hun tager på en lang erkendelsesrejse i sit hjemland, at hun bliver klar over, at det er vigtigt for hende at finde den skat, den hemmelighed, som hun er blevet udvalgt til at føre videre. Skatten symboli- serer sandsynligvis hendes rødder, hendes folks historie, og uden at kende til dem er hun kun et halvt menneske. Uheldigvis er skatten gået tabt for hende, og hun må leve med følelsen af at opholde sig i et tomrum. Også Les raisins de la galere (1996) har en kvindelig hovedpersonen, og det drejer sig atter om en arabisk kvinde, der er vokset op i Frankrig. Hun gør det til sin livsopgave at bekæmpe racismen i det franske samfund, men romanen minder i lange passager mere om et politisk manifest end om et litterært værk. Der er helt klart tale om en af Tahar Ben Jellouns mindre betydelige bøger. Kvindernes modtræk De store forskelle imellem mand og kvinde i den islamiske verden førte i lang tid til, at kvinden blev totalt underkuet, og selvom situationen kønnene imellem har ændret sig betragteligt i Nordafrika, så bærer mange kvinder stadigvæk rundt på en indædt hævntørst: "Nous vivons aujourd'hui, en tout cas au Marne, de plus en plus ce rapport de forces ou la femme prend sa revanche parce que la loi ne lui danne pas I'occasion d'etre respectee. Alors, elle utilise d'autres moyens, qui peuvent etre parfois terriblement injustes et cruels", udtalte Tahar Ben Jelloun i februar 1995 12 Dette problematiske, magtprægede forhold imellem kønnene er til stede overalt i Tahar Ben Jellouns forfatterskab, men det er særligt beskrevet i romaner som L 'hamme rompu, L 'auberge des pauvres og i novellesamlingen Le premier amour est toujours le demier (1995). I romanen La Nuit de l'erreur fra 1997 er det det altdominerende tema og bliver gennemspillet i utallige variationer. Pigen Zina bliver født den nat, hendes bedstefar dør. Siden omtales hendes fødselstidspunkt altid som den nat, hvor der skete en fejl, og denne fejl er som en forbandelse, som hun må bære rundt på resten af sine dage. La Nuit de l'erreur er spækket med symboler og mytologiske referencer, og vi befinder os igen i grænselandet imellem fantasi og en virkelighedslignende tilstand. Bogen vrimler med personer, og det er vanskeligt at slå fast, 12 Magazine Litteraire n 329, fevrier 1995, p. 111. 12 13

hvor vi er, og hvad der egentlig er sket. Tahar Ben Jelloun er selv klar over dette tilbagevendende træk i hans bøger: "Je ne peux ecrire que des choses delirantes... L'åme humaine ne s'explique pas par la psychologie. (... ) Elle ne peut etre expliquee, elle est å vivre" 13 Hvad angår Zina, så finder vi ud af, at hun selv - eller hendes mor - engang blev voldtaget af fem mænd, og handlingen har som omdrejningspunkt den snedige og til tider grusomme hævn, hun tager over disse mænd, der bærer navnene Abid, Bilal, Bachar, Carlos og Salim 14 Abid er kunstmaler, og langsomt men sikkert får Zina nedbrudt al hans selvtillid, og det ender med, at hun dræber ham ved kvælning. Bilal, drømmeren, bliver frarøvet sine drømme, og til sidst får han af en kvinde ved navn Kenza, der er Zinas alter ego, en drik, der gør, at han glemmer alt, hvad han har oplevet - en subtil, men effektiv tilintetgørelse! På dette tidspunkt er det måske på sin plads at se nærmere på Zinas personlighed, der godt nok ikke lader sig udsætte for en freudiansk analysemodel, men som vi alligevel får en del at vide om. Hun afviser fx kategorisk sin rolle som kvinde: "... l'idee d'etre faible m'etait insupportable. Je n'etais pas tout å fait feminine. J'aspirais å etre un bomme avec les apparences d'une femme" 15 Zina fortsætter sit hævntogt: Denne gang går det ud over Bachar, der bliver impotent, og dernæst er turen kommet til Carlos, der mister forstanden. En af de mænd, vi får mest at vide om, er Salim, der er fuldstændig på det rene med den hævntørst, som en del marokkanske kvinder har i sig. Han er også klar over, hvad der er sket med hans fire venner, og han spørger sig selv, hvorfor han er gået fri. Men en dag, da han er gået hjem med en kvinde, der ser tilforladelig og blid ud, ændrer hun pludselig adfærd: Hun bliver med et aggressiv og får assistance af flere andre kvinder, og sammen voldtager de Salim, hvorefter de forsøger at kvæle ham med et ligklæde. Men det lykkedes Salim at slippe bort, og ud af et vigtigt symbol kan man læse, at han nu er blevet "frikendt". Han bar nemlig rundt på et skrin med aske i, og efter voldtægten er asken væk, hvilket uden tvivl skal betyde, at han har udsonet sin straf. Denne store roman om kønnenes opgør indeholder desuden en stærk hyldest til ordenes - og historiens - magt. Uden ord, uden histqrier er vi intet, fortællingerne kan som noget af det eneste i tilværelsen hjælpe os med at forstå livet og os selv, samtidig med at vi dog må acceptere, at vi hverken kan eller skal forstå det hele. Og det er ikke ved logikkens brug, at vi nødvendigvis kommer nærmere sandheden: "Il ne fallait surtout pas chercher å tout expliquer et å tout comprendre. Cette manie a rendu!'occident opaque å lui-meme" 16 Tværtimod har vi brug for at mobilisere helt andre sider af os selv, fx vores fantasi, intuition og sanselighed. Den offentlige skriver I 2001 beviste Tahar Ben Jelloun for alvor, at han kunne leve op til sit ideal af forfattergerningen: At være en ecrivain public, en offentlig skriver, der giver ordet til de mennesker, som man har frataget muligheden for at udtrykke sig. Det skete med hans bog om Tazmamart-fængslet: Cette aveuglante absence de lumiere. Tazmamart-fængslet er et mørkt kapitel i Marokkos historie, en af de store skampletter i kong Hassan 2. 's regeringsperiode, der strakte sig fra 1961 til hans død i 1999. Som tidligere nævnt havde kongen uindskrænket magt, og hvis nogen sagde ham imod eller var under mistanke for at have kritiseret hans regime, kom straffen prompte og uden pardon. Det er naturligvis ikke ved systematisk undertrykkelse af alle kritiske røster, at et statsoverhoved opnår ægte folkelig opbakning, og Hassan 2. var udsat for flere forsøg på at vælte ham af tronen, bl.a. i 1971 og i 1972. Han undslap med nød og næppe, og i begge tilfælde blev en række medlemmer af hæren dømt til ti års indespærring i Kenitra-fængslet. Men H assan 2. var uforsonlig, og hans hævntørst kendte ingen grænser. Det førte til, at de 13 Lire mars 1999, p. 30. 14 Dette tema kendes også fra F. Truffauts film La mariee etait en noir (1967). 15 La Nuit de l'e"eur, p. 45. 14 I l \ 16 Ibid., p. 289. 15

dømte - der for fleres vedkommende ikke engang havde været klar over, at de deltog i et statskup - i 1973 blev overflyttet til Tazmamart-fængslet på ubestemt tid. Forholdene i dette fængsel var så umenneskelige, at det er svært at forestille sig, hvordan det må have føltes at opholde sig der. Fangerne blev lukket inde i nogle jordhuler, der var for lave til, at man kunne stå oprejst, og som lå så langt under jorden, at dagslyset ikke kunne trænge derned. Den "mad", de fik, var lige nok til at holde dem i live, og de fik ingen medicin eller lægebistand, når de var syge. Her kom fangerne til at opholde sig i atten år, og da de overlevende endelig blev løsladt i 1991, var kun 28 ud af de 58 mænd, der havde været der fra starten, i live. At en del af de indsatte overhovedet slap ud, er nærmest et mirakel, for Hassan 2. var ikke let at blødgøre. Fra Malika Oufkirs bog La Prisonniere (1999) og hendes bror Raouf Oufkirs beretning Les lnvites. Vingt ans dans les prisons du roi (2003) ved man også, at han i over tyve år holdt general Oufkirs enke og børn indespærret, på trods af at de ikke havde deltaget i statskuppet i 1972. Generalen selv var blevet skudt på stedet. Men ligesom det var tilfældet med familien Oufkir, lykkedes det også fangerne fra Tazmamart at få smuglet information om deres fangenskab ud til offentligheden, og disse brud på menneskerettighederne blev efterhånden kendt verden over. I 1991 ønskede Amnesty International at aflægge et besøg i Marokko, og i huj og hast blev fangerne fra Tazmamart kørt bort, og fængslet blev i største hemmelighed jævnet med jorden. Fangerne, hvoraf mange ikke længere kunne gå, måtte tilbringe flere måneder på hospital, før de kunne vises frem offentligt... Det var i sandhed en svær opgave, Tahar Ben Jelloun havde stillet sig selv, da han kastede sig over disse hændelser: Dels kunne han ikke lade sin fantasi blomstre frit, men måtte hele tiden forholde sig til de faktiske forhold, dels skulle han beskrive atten år, der havde budt på meget få ydre begivenheder. Ved bogens udgivelse blev han i øvrigt kritiseret for, at han ikke på et tidligere tidspunkt havde beskrevet de lidelser, som Tazmamartfangerne var udsat for. Cette aveuglante absence de lumiere er blevet til efter samtaler med en overlevende fra Tazmamart-fængslet, og i visse passager har bogen et re- 16 portageagtigt præg. Det er både en styrke og en svaghed, at vi kommer så tæt på en enkelt person, fordi man derved ikke får noget videre indblik i, hvordan de andre fanger oplevede det pågældende fængselsophold. Men når det er sagt, så formår Tahar Ben Jelloun via sin store indlevelsesevne at beskrive de atten år i det grusomme fængsel på en meget leven~e måde. Læseren bliver inddraget i den daglige kamp for at overleve, og man forstår, hvorfor de fanger, der ikke kan lade være med at håbe, hurtigt må gå til grunde. Under sådanne forhold er det den indre ro og udholdenhed, der tæller, og den opnås på forskellige måder. En af fangerne indtager urets plads og bruger al sin tid på at tælle sekunder, timer, uger og år, så de ikke mister overblikket over, hvor længe de har været indespærret. Hovedpersonen søger tilflugt i religionen, islam, og bruger det meste af dagen på at bede, for han skal indhente alle de år i frihed, hvor han forsømte bønnen... Det viser sig i øvrigt, at han har talent for at fortælle historier, og det overlever han og hans medfanger på i mange år. I løbet af de atten år dør over halvdelen af fangerne på de mest hjerteskærende måder: Nogle bliver nærmest ædt op af mider og kakerlakker, en dør af forstoppelse, og flere af dem mister forstanden. En enkelt begår selvmord ved hængning. Hver gang var det en sorg at miste et menneske, man delte skæbne med. Men det rummede også visse fordele, for når en fange døde og skulle begraves, fik de andre fanger lov til at komme ud i lyset og se på jordpåkastelsen, og desuden havde de ret til at overtage den afdødes tøj og fordele det imellem sig. Kun i enkelte tilfælde lader Tahar Ben Jelloun sin fantasi løbe løbsk, som han ynder at gøre det, og det er, når en fange mister forstanden og giver sig til at snakke usammenhængende. Ellers respekterer han "historiens lov", dvs. de faktiske begivenheder (hvor der naturligvis også er plads til fantasiudfoldelse, men indenfor visse grænser). Da hovedpersonen køres bort fra Tazmamart-fængslet, holder bulldozerne klar til at jævne det med jorden, og muligheden for at få oprejsning er dermed på vej til at fordufte: "Ce qui est pire que J'horreur subie, c'est sa negation" 17 Men heldigvis er dette barbariske fængsel ikke blevet glemt. 17 Cette aveuglante absence de lumiere, p. 214. 17

Tazmamart-fangerne har allerede fået lejlighed til at fortælle deres historie igennem Christine Daure-Serfatys bøger, og nu har Tahar Ben Jelloun altså også rejst et monument over de mange mænd, der mistede tyve år af deres liv og resten af deres dage vil være nedbrudt på krop og sjæl - hvis de da var så heldige at komme derfra med livet i behold. Kærlighed og overtro Tahar Ben Jellouns seneste bog er novellesamlingen Amours sorcieres, der udkom i foråret 2003. De fleste af novellerne kredser om kærlighedsforhold i vore dages Marokko, og som i mange af Tahar Ben Jellouns bøger er kærligheden mellem mænd og kvinder kendetegnet ved misforståelser og skuffelse. Kønnene kan ikke leve op til hinandens forventninger og bygger skyttegrave imellem sig. Mændene er oftest vege og drømmende, kvinderne praktiske og kontante. Men der er undtagelser: Den dominerende mand er stadigvæk præsent i det marokkanske samfund, og der er også kvinder, der ikke kan forestille sig en seksuel forbindelse uden poesi. Når Tahar Ben Jelloun beskriver "traditionelle" kærlighedsforhold fra sine forældres generation, ligger hans sympati helt åbenlyst på kvindernes side. Derimod har han en ikke ringe forståelse for den moderne mand, der bliver overvældet af kvindernes krav og sidder tilbage i en parodi på et kærlighedsforhold, fuldstændig handlingslammet. Men i novellen Ils s'aiment lader Tahar Ben Jelloun først en litteraturforsker beskrive sin hustrus eksplosive temperament og urimelige krav, hvorefter han i den næste novelle, La femme de l'ami de Montaigne, giver ordet til den netop beskrevne hustru. Ikke overraskende føler hun, at omdrejningspunktet i hendes mands liv er Montaigne, og at hun selv kun har fået en birolle. K~n et af kærlighedsforholdene iamours sorcieres er virkelig lykkeligt og jævnbyrdigt. Et vigtigt tema i denne samling noveller er marokkanernes forhold til overtro: "... la societe marocaine... affronte la modernite en gardant un pied bien enracine dans le Moyen Åge" 18 Der er en udbredt tro på, at når 18 L 'amour sorcier in Amours sorcieres, p. 32. 18 noget går galt i et kærlighedsforhold, skyldes det, at ens kæreste eller ægtefælle har haft kontakt med en person med kendskab til trolddomskunst. Den magiske kraft kan dog både være en måde at genere modparten på og samtidig et middel til at genvinde hans/hendes kærlighed. Tahar Ben Jellouns ironiske pointe er, at dette fænomen ikk~ kun er gældende i uuddannede kredse: Også videnskabsmænd tyr ind imellem til denne udvej - hvilket på en måde er forståeligt nok, når man tænker på, at hele den åndelige verden i vid udstrækning falder udenfor videnskabens forståelsesniveau. Som det siges i en af novellerne: "La science est la pour apporter la preuve et pour demontrer ce qu'elle avance. Le surnaturel fait J'impasse sur la preuve et la demonstration, il suffit de croire, de faire confiance "." 19 I en af novellerne har to ægtefolk, der begge troede, at den anden var hævet over overtro, hver for sig haft kontakt til en person med sans for heksekunst. Underligt nok ser hekseriet i flere af historierne ud til at bære frugt - men det kan selvfølgelig være, at det er troen, der flytter bjerge". Har man ingen forståelse for den overnaturlige dimension i tilværelsen, kan det være svært at overskue situationen i dagens Marokko. Måske er Tahar Ben Jelloun selv i besiddelse af en snert af overtro, når han endnu engang - via en af sine personer - lovpriser ordenes kraft og magi: "Les mots choisissent des combinaisons inattendues et nous procurent de l'ivresse et de la joie, nous emportant dans des lieux oublies des hommes" 20 Igen har Tahar Ben Jelloun valgt at blotlægge et aspekt ved den orientalske verden, som mange vesterlændinge ikke har øje for. Kosmopolitten Tahar Ben Jelloun Måske fører det at være forankret i to verdener til, at man lettere får adgang til nye kulturer. Tahar Ben Jelloun er i hvert fald tilstrækkelig rummelig til, at han har kunnet udvide sine grænser og tilegne sig en særlig position i et tredje land, nemlig Italien. Her har han opholdt sig i lange perio- 19 Hamme sous influence inamours sorcieres, p. 59. 20 Seduction in Amours sorcieres, p. 132. 19

der, og handlingen i flere af hans bøger udspilles dfa: L'auberge des pauvres og den skitseagtige Labyrinthe des sentiments (1999) finder sted i Napoli, mens novellesamlingen L'ange aveugle (1992) beskriver forskellige miljøer i Italien. Måske skyldes denne rummelighed, at Tahar Ben Jelloun på trods af de specifikke, kulturelle træk i sit forfatterskab er universel og derfor appellerer til mennesker verden over. Denne egenskab understreges i bogen Le racisme explique a ma fil/e (1998), der beskriver racismens historie og mekanismer for børn og unge. I forfatterskabet som sådan er bogen kun en parentes, men på grund af sit indhold og sin opbygning har den nogle vigtige pædagogiske perspektiver og er da også blevet en salgssucces i mange lande. I 1999 trådte Tahar Ben Jelloun ind i en ny rolle: Han stillede efter adskillige opfordringer fra EU-kommissionens formand Romano Prodi op til valg til Europa-parlamentet for... Italien! Mange har undret sig over, at Tahar Ben Jelloun ikke stillede op for Frankrig - eller for Marokko, for den sags skyld. Det skyldes nok først og fremmest, at han ikke opfatter sig selv som politiker. I øvrigt er han aldrig blevet spurgt i Frankrig. Derimod blev han i 1989 tilbudt posten som kultur- og kommunikationsminister i Marokko. Dette tilbud takkede han dog nej til, sandsynligvis fordi han ville have haft svært ved at repræsentere et regime, der dybest set var et diktatur og bl.a. opretholdt et fængsel som Tazmamart. Hvad angår hans opstilling i Italien, har han udtalt følgende: "... ce qui me plait dans cette aventure, c'est sa portee symbolique. (...) En tant qu'ecrivain, j'entends simplement etre le temoin de mon epoque et le defenseur du respect mutuel" 21 Han har også gjort det klart, at de personer i hans bøger, som man ofte opfatter som hans alter ego - det drejer sig om den lidt vege forfattertype, der ikke kan forholde sig til livet, men må søge tilflugt i litteraturens verden -, ikke passer helt på ham selv: "On n'ecrit pas si on ne vit pas. (...) Ecrire, c'est rendre compte de quelque chose que l'on a vecu et qui merite de sortir du cadre personnel" 22 Tahar Ben Jelloun, er ofte blevet kritiseret i sit hjemland, fordi han har beskrevet negative sider af det marokkanske samfund, og fordi han primært er bosat i Frankrig. Men selv om han elsker sit land, må han beskrive den virkelighed, han møder der - også selv om den ikke falder i hans landsmænds smag. Han har udtalt, at netop fordi han bor i udlandet, kap han se Marokko i et klarere lys: Afstand skaber i dette tilfælde overblik. Tahar Ben Jelloun har Marokko i sin sjæl, samtidig med at han har tilegnet sig Frankrig. Det har ført til en privilegeret udkigspost for en mand, der ønsker at bygge bro imellem to verdener. BIBLIOGRAFI DAURE-SERFARY, Christine: 1992). Tazmamart: Une prison de la mort au Maroc (Stock, ELBAZ, Robert : Tahar Ben Jelloun ou l'inassouvissement du disir narratif (L'Harmattan, 1996). MARZOUKI, Ahmed : Tazmamart, Cellule JO (Editions Paris-Mediterranee, 2001). M'HENNl, Mansour : Tahar Ben Jelloun: Strategies d'ecriture (L'Harmattan, 1993). OUFKIR, Malika et FITouss1, Michele : La Prisonniere (Grasset, 1999). OUFKIR, Raouf : Les lnvites. Vingt ans dans les prisons du roi (Flammarion, 2003). Størstedelen af Tahar Ben Jellouns bøger er udkommet på forlaget Seuil, mens Per Kofods Forlag står for de danske udgivelser. 21 L'Express 20 mai 1999, pp. 10 og 12. 22 Lire mars 1999, p. 33. 20 21