2011 BRFkredit Perspektiveringsworkshop Projekt Flere praktikpladser Onsdag d. 14. december 2011 [TALEREFERAT FRA PERSPEKTIVERINGSWORKSHOP] Noter, kommentarer og tanker fra deltagerne ved workshoppen d. 14. december 2011. Workshoppen var en perspektiverende opsamling på projekt Flere praktikpladser.
Perspektiveringsworkshop den 14. december 2011 Som afslutning på projekt Flere praktikpladser blev afholdt en workshop hos BRFkredit i Lyngby. Program: 13:00 Velkomst og muligheder i partnerskaber ved CSR-chef Lene Hjort, BRFkredit 13:10 Baggrunden for ministeriets støtte til projektet ved chefkonsulent Jeppe Fisker Jørgensen, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter 13:15 Præsentation af erfaringsopsamling ved projektleder Karin Parbst, BRFkredit. Muligheder og udfordringer 14:00 Workshop. Der arbejdes med: Det fremtidige arbejde for boligorganisationer, byggevirksomheder og erhvervsskoler: Skal det lykkes at skabe flere praktikpladser og mere beskæftigelse, skal der arbejdes med de muligheder og barrierer, som er til stede i dag. Det gælder områder som: Hvordan bliver partnerskabsaftaler udbredt? Hvor og hvordan skal partnerskabsaftalerne indgå i udbudsproceduren? Hvordan skal erhvervsskolerne indgå i arbejdet? Hvordan skal lærlinge og virksomheder matches, hvem og hvordan? Er det kun de unge i de almene boligområder, der skal have praktikpladserne? Byggevirksomhederne bør overveje at udvikle nye CSR strategier- hvad skal de indeholde? Hvis boligorganisationerne altid vælger laveste pris, bliver de mest rummelige virksomheder så udkonkurreret? Flere emner efter deltagernes ønsker indgår i arbejdet. 15:30 Kort opsamling ved Karin Parbst 15:35 Hvad bringer fremtiden v/underdirektør Kim Thomsen, BRFkredit 15:45 Et glas vin og smalltalk. 1
Referat fra perspektiveringsworkshop Workshop 1. om erhvervsskoler Referatet dækker diskussionen ved Erhvervsskole-bordet frem til det tidspunkt, hvor deltagerne blev bedt om at bytte bord. Deltagere: Tøger Kyvsgaard (KTS), Birgitte Vabricius (KTS), Per Buron (TEC), Sidse Buch (BAT), Lars Kure (UUC Greve Nord), John Norman (EUC Sydsjælland) og Marie Louise Schultz-Nielsen (Rockwool Fonden). Spørgsmålene til diskussion var: 1. Hvordan skal erhvervsskolerne indgå i arbejdet med partnerskabsaftaler? 2. Hvordan skal lærlinge og virksomheder matches? 3. Hvad er erhvervsskolernes opgave? Det blev indledningsvis understreget, at bygherren har en central rolle at spille, idet de kan lægge det nødvendige pres på de øvrige parter, som skal til for at få indgået partnerskabsaftalerne og dermed skabt praktikpladserne. Erhvervsskolerne er bindeleddet til eleverne, og deres indsats bør i denne sammenhæng være dels at servicere virksomhederne, dels at koordinere praktiskpladsforløbet for de unge. I den forbindelse blev der fremsagt en række indsatsområder, hvor erhvervsskolerne kan blive (endnu) bedre: 1) Allokere eleverne til de relevante arbejdsgivere og gerne hurtigt (til tiden). 2) Oplyse arbejdsgivere om de forskellige ordninger, og understrege hvor fleksibelt et praktikpladsophold, kan blive skruet sammen. Især mindre virksomheder kan have glæde af denne type hjælp. 3) Om muligt kun have en indgang til uddannelsesinstitutionen. Det letter overskueligheden for virksomhederne. 4) Mere samarbejde erhvervsskolerne imellem, hvis en skole ikke kan levere nok elever (eksempelvis vvs ere), så kan den anden. 5) Gerne udvidet samarbejde med kommunerne. De svageste har slet ikke fundet vej til de tekniske skoler, men kan, som det bruges i eksempelvis UUC Greve Nord, hjælpes ind på arbejdsmarkedet. Først via løsere ansættelser og siden via et organiseret uddannelsesforløb. 6) Erhvervsskolerne kan starte elevernes træning i praktikpladssøgning tidligere end i dag. 7) Iværksættelse af et varslingssystem så store fremtidige opgaver (eksempelvis sygehusbyggeri) varsles overfor erhvervsskolerne. Det ville gøre det lettere for virksomhederne at rekruttere den nødvendige arbejdskraft, når byggeriet begynder. Samtidig kan erhvervsskolerne bedre vejlede de unge i beskæftigelsesgunstig retning, og det kan være meget motiverende for de unge. 2
Workshop 2. om erhvervsskolerne Spørgsmålene til diskussion var: 1. Hvordan skal erhvervsskolerne indgå i arbejdet med partnerskabsaftaler? 2. Hvordan skal lærlinge og virksomheder matches? 3. Hvad er erhvervsskolernes opgave? Uanset om der bruges sociale klausuler eller ej, skal arbejdskraften være til stede. Første skridt kan være at få en tidlig oplysning om, hvor mange elever der bliver brug for. Andet skridt kan kunne være at vide, hvem entreprenøren er i god tid. Man kunne spørge virksomhederne om, hvor mange elever de skal bruge om seks måneder. Det vil gøre det nemmere for erhvervsskolerne. Det er på kompetenceniveauet, man ved, hvad der skal ligge i uddannelsen, men i forhold til konkret volumen altså hvor meget arbejdskraft der bliver brug for - er Københavns Kommune ikke så godt informeret. Der er stor forskel på brancher. Fx tager bygge/anlæg mange lærlinge. Tømrernes Fagforening København: Fem år efter svendebrevet er 50 % i en anden branche. Uddannelse giver mobilitet og fleksibilitet. Om partnerskabsaftaler: Hvordan kan erhvervsskolerne servicere de forskellige virksomheder, så besværet bliver mindst muligt? Varslingssystemet ville kunne hjælpe, så man ved, hvornår og hvor mange elever, der er brug for. Hvis der skal være x antal praktikpladser, kan erhvervsskolerne være ligeglade, hvem der får entreprisen, så derfor kan de bruge viden om, hvor mange der skal bruges, før alle detaljer er på plads. Københavns Kommune skal lave en konference, så de kan bruge input fra erhvervsskolerne. Erhvervsskolerne har indgået en række partnerskabsaftaler med Kommuner, UU-centre m.fl. Det fungerer godt, og de unge får praktikpladser (eksempelvis i Herlev Kommune hvor ingen mangler pladser). 3
Workshop 1. om byggevirksomhederne Deltagere: Engsø-gruppen, E. Pihl & Søn, Herlev Kommune, Direktør for EUC Sydsjælland Spørgsmålene til diskussion var: 1. Byggevirksomhederne bør udvikle nye CSR og rekrutterings strategier, hvis der skal være plads til den store forskellighed, der er repræsenteret i boligområderne 2. Hvad skal CSR og rekrutteringsstrategien indeholde? 3. Hvad kan byggevirksomhederne biddrage i forhold til partnerskabsaftalerne? I Næstved Kommune og i Køge erhvervsudviklingsråd står der sociale klausuler på alle aftaler, men de famler i blinde, hvordan de skal arbejde med det i praksis. Med et praktikcenter er det måske en mulighed for at koble virksomheder med praktikanterne. Sociale klausuler bliver ikke honoreret i udbudsmaterialet, og det er et problem. Fordi så er det ikke et konkurrenceparameter at få praktikanter ud. Problemet med sociale klausuler kan også være at skulle forpligte sig i hele byggeperioden, fordi produktionen kan være intensiveret i starten eller i slutningen, og ind i mellem er der ikke brug for en lærling. Det kræver indsigt i hele byggeprocessen, hvis man arbejder med sociale klausuler. Et praktikcenter skal have inddraget kommunen, byggevirksomheder og boligorganisationer, erhvervsskoler, jobcentre for at matche. I øjeblikket står virksomhederne og kommunen selv for at gøre matchet. En for-ordning går i gang i starten af 2012. Problemet er, at effekten er ukendt, før det træder i kraft. Der efterlyses en forsøgsordning. Dansk Byggeri er meget på at lave en forsøgsordning. Der bliver talt om, at kombinationsaftaler ikke virker, fordi kommuner og virksomhederne har for meget andet at tage sig til. Det betyder, at de tekniske skoler er dem, der skal løfte ansvaret for at lave praktikcentre. Hvor meget kan virksomheden overkomme af den ene eller anden type af unge? Det bør de tage højde for, før man forpligter sig. Der peges på, at man med praktikcentre vil ramme bredt i forhold til mulige lærlingepladser ved at tage unge ind fra handelsskoler, tekniske skoler mm. Der er enighed om, at det vil være en god idé med et koordinerende praktikcenter. 4
Workshop 1. om boligorganisationer 1. Hvordan bliver partnerskabsaftaler udbredt? 2. Hvor og hvordan skal partnerskabsaftaler indgå i udbudsproceduren? 3. Hvis boligorganisationerne altid vælger laveste pris, bliver de mest rummelige virksomheder så udkonkurreret? Hvordan klarer vi os uden en koordinerende praktikplads-projektleder som Karin Parbst fra BRFkredit? Kommunernes afd. må ind over, det er dem, der er professionelle. Det er en kommunal opgave. De boligsociale medarbejdere i områderne har kontakt, og det er naturligt. Det er en fast del af det boligsociale net. Sociale forpligtelser skal ind Københavns Kommune skal følge op på aftaler og på leverandører, for at tjekke om de overholder aftalerne. I mindre kommuner er det lidt sværere, men det er en god ide med en samarbejdsaftale mellem Københavns kommune og boligselskaberne. Der bliver talt om, at der selvfølgelig er en kontrolproces: Et punkt på dagsordenen til byggemøder om at der følges op på, om entreprenøren lever op til kravene. De skal aflevere en tidsplan for, hvordan det går med lærlingene. Kontrol bliver en præmis ligesom alt muligt andet et naturligt flow. Dem der har daglig kontakt med entreprenørerne skal kontrollere dem. Der tales om, at Københavns Kommune ikke aktivt går ind og matcher dem, der skal have praktikplads, det blander de sig uden om. Desuden må det godt være gamle lærlinge. Det kan blive et problem, hvis man skal have for mange lærlinge, for så kan man ikke nå at lære dem ordentligt op. Man skal starte med en struktør og slutte med en taglægger. Man kan ikke have en person i tre år. BL ser helst, at de lærlinge, der får praktikpladser, er tilknyttet projekter i deres eget boligområde. Det er hjælp til selvhjælp, og giver dem mening med livet. Det forhindrer også ballade i området. De skal dog have visse kompetencer mener én, mens en anden mener man også kan have nogen der bare slæber sten bare de får et job. Det kan have en mentor/ambassadør effekt ved at en viser resten af gruppen, at det betaler sig at arbejde. Dermed kan det fremme motivationen andre til også at blive motiveret til et job. De er mest interesserede i at hjælpe egne beboere, og det har hjulpet at ansætte en slem bølle, der kan hjælpe med henblik på at få stoppet kriminaliteten. Der er delte meninger om bopælens betydning, da de unge måske har indflydelse på hinanden på tværs af områderne. Derfor er det at bo og have praktikplads indenfor kommunegrænsen måske tilstrækkeligt? Desuden nævnes det, at bare det at hjælpe et ungt menneske burde være 5
tilstrækkeligt. Baggrund og bopæl er i den henseende irrelevant. Hvis de kan blive rollemodeller for andre, er det en win-win situation for alle. Partnerskabsaftalerne skal ikke indgå i udbudsproceduren. Man kan bede om at oplyse om, om de har en CSR-politik, og det kan man tillægge en værdi, når man vælger sin entreprenør. Man kan ikke lade antallet af praktikpladser indgå som et kriterium for at indgå en kontrakt. Man er ikke forpligtet til at sige, hvor stor værdi CSR-politikken har. Det er vigtigt, at når man giver numeriske værdier til organisationer. Det er svært at sige, hvad deres organisationsplan er værd i kroner og ører. Der er stor forskel på at tage det (deres CSRpolitik) med i en tildeling af kontrakter, og hvem man vil have til at byde ind på en sag. BL advarer imod, at det lægges ind i udbuddet. Det lyder ikke særlig frivilligt, og det er et pres. Formulering af kravene skal være under nøje bevågenhed, så de kan opfyldes i alle lande. Man kan komme med en praktikant fra sit hjemland, og det er problematisk. Hvis det skal have volumen, og boligorganisationerne skal påtage sig det sociale ansvar, skal man kigge på de faste samarbejdspartnere. Det er den måde, de har grebet det an på, med at se på om de faste leverandører kan tage lærlinge. Det må ikke ligne tvang, for det kommer der ikke noget ud af. Der er jo en vilje til det, så man skal bare skubbe lidt på. Der er mange penge i årsomsætningen, og der skal man ind og kigge, og det skal gøres meget lavpraktisk. Der tales om, at der kan opstå tvivl om, man skal sige, hvis leverandøren vælges ud fra deres CSR-arbejde. Ville det hjælpe med mere specifikke partnerskabsaftaler? Noget der kunne spare lidt på ressourcerne? Det er meget forskelligt, om man laver det i en helhedsplan eller, om man udbyder en mindre entreprise. Der behøver man jo ikke gå så meget ned i, hvem de er. Men ved de løbende leverandører, kan man nemmere overskue processen. Man skal prøve det i den virkelige verden, før man ved, om det virker. Partnerskabsaftalerne er jo blødt formuleret. En nævner, at et boligselskab uden en skriftlig aftale fik fire praktikaftaler. De mener, at aftalerne jo kan tilpasses, fordi de er blødt formuleret. Det koster ikke beboerne noget. Om nogle år vil social ansvarlighed fylde måske 10 % og være en fast del af bevidstheden. Der er de samme forventninger til leverandøren, selvom det ikke bliver skrevet ned. Har der en gang været en aftale, gælder den også næste gang også selvom den ikke var på skrift. Det ved de involverede parter, når de igen skal indgå en aftale med boligselskabet. I Helsingør er de gået skridtet videre, og for entreprenørerne virker det lidt som tvang. I KAB er det stadig helt frivilligt, men de overvejer at tage det med ind i udvælgelsesprocessen af leverandørerne i en større sag. 6
I E. Pihl & Søn har de et antal praktikanter (ca. 60-80 pr. år og 20 lærlinge), men det er ikke et fast antal (fx 10 %). Og netop fordi det ikke er et fast antal, skal de til at tænke det anderledes. Det er ikke uvant med partnerskabsaftaler, men det skal bare tilpasses den nuværende situation. De har ikke tænkt over, at det kræver mange penge i administration. De mener, de skal tage deres del af de sociale ansvar, og de skriver under på aftalerne uden modstand. Der var enighed blandt nogle af deltagerne om, at partnerskabsaftaler = goodwill, et fællesskab, positiv omtale, positivt samarbejde. Det kan åbne døre ude i områderne, så folk får en positiv holdning til firmaet. En praktikplads er jo ikke en lønudgift, men det er mere det, at man har en praktikant det er godt for samfundet, og det er pengene værd. I den forbindelse blev der talt om, at man kan være imod, men nu er det jo sådan udviklingen er, og at det er en investering med lærlinge, for der kommer mangel på arbejdskraft om få år. 7
Workshop 2. om byggevirksomhederne Deltagere: E. Pihl & Søn, BO-VEST, EUC Sydsjælland, Engsø gruppen, BAT-kartellet, Birgitte KBH tekniske skole, Roskilde tekniske skole. UUV. Både indenfor rekruttering og efteruddannelse kunne det være en idé, at virksomhederne informerer de tekniske skoler om de kommende projekter og arbejdsopgaver. Også ved EU-udbud. Mellem virksomhederne, der henter ordrerne hjem, og jobcentrene og skolerne er det et stort hul. Men hvem skal stå for at skabe synligheden omkring, hvad der er på vej? Fra annoncering af udbud til første spadestik, går der typisk et halvt år. I den tid kan der både annonceres og rekrutteres. Der tales om praktikcentrene. Her kan virksomhederne dels få kontakt til praktikanter med de rette kvalifikationer, der passer deres behov. Og dels få sikret at de på den måde opfylder nogle af de CSR-krav, der bliver stillet til dem. 8