Selvejende uddannelsesinstitutioners anvendelse af finansielle instrumenter

Selvejende uddannelsesinstitutioners anvendelse af finansielle instrumenter Rentesikringsordninger afdragsfrie lån lån i udenlandsk valuta Undervisningsministeriet Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen December 2014

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 1 2. Begrebsafklaring... 1 2.1. Rentesikringsinstrumenter... 2 2.1.1. Renteswap... 3 2.1.2. Renteloft (rentecap)... 5 2.2. Finansielle instrumenter i form af afdragsfrie realkreditlån og realkreditlån optaget i udenlandsk valuta... 7 2.2.1. Afdragsfrie realkreditlån... 7 2.2.2. Realkreditlån optaget i udenlandsk valuta... 7 3. Baggrund for de selvejende institutioners anvendelse af finansielle instrumenter... 8 3.1 Kort om de regulerede selvejende institutioner... 8 3.2 Regler vedrørende gæld og optagelse af lån... 8 3.3. Motiver for brug af finansielle instrumenter... 10 3.3.1. Motiver for brug af rentesikringsinstrumenter... 10 3.3.2. Motiver for brug af afdragsfrie realkreditlån og lån optaget i udenlandsk valuta... 11 3.4. Potentielle udfordringer ved anvendelse af rentesikringsinstrumenter, afdragsfrie lån og lån i udenlandsk valuta... 12 4. De selvejende institutioners anvendelse af finansielle instrumenter... 12 4.1. De selvejende institutioners anvendelse af rentesikringsinstrumenter... 13 4.1.1. Lånetyper... 13 4.1.2. Renteswap... 14 4.1.3. Renteloft... 23 4.2. De selvejende institutioners anvendelse af afdragsfrie realkreditlån og realkreditlån optaget i udenlandsk valuta... 30 4.2.1. Afdragsfrie realkreditlån... 31 4.2.2. Realkreditlån optaget i udenlandsk valuta... 34 4.3. Institutionernes egen vurdering af rentesikringsaftaler... 35 4.3.1. Dispositionsmuligheder (økonomisk handlerum)... 35 4.3.2. Rådgivning... 36 4.3.3. Overblik over rentesikringsaftalers effekt... 37 4.3.4. Fortsat indgåelse af aftaler... 38 5. Konklusion og overvejelser... 39 5.1. Konklusion på de selvejende institutioners anvendelse af finansielle instrumenter... 39 5.2. Overvejelser på baggrund af analysen... 40 6. Anbefaling... 42

1. Indledning Baggrund Rigsrevisionen konstaterede i afrapporteringen af årsrevisionen for 2011, at der var sket en vækst i institutionernes anvendelse af finansielle sikringsinstrumenter, herunder renteswapaftaler. Rigsrevisionen konstaterede herudover, at nogle institutioner havde optaget lån i fremmed valuta. Rigsrevisionen anbefalede Undervisningsministeriet at overveje, om dette er hensigtsmæssigt. Rigsrevisionen skrev således: 259. Rigsrevisionen konstaterede, at der er en vækst i institutionernes anvendelse af finansielle sikringsinstrumenter fx renteswapaftaler. Anvendelsen af disse instrumenter kan medføre større udsving i institutionernes egenkapital. Rigsrevisionen har desuden konstateret, at nogle institutioner har optaget lån i fremmed valuta. Der er i selvejelovgivningen ingen begrænsninger i forhold til institutionernes anvendelse af sådanne instrumenter. Rigsrevisionen har anbefalet Undervisningsministeriet at overveje, om dette er hensigtsmæssigt. Dette papir præsenterer Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens overvejelser om institutionernes brug af finansielle instrumenter, herunder om institutionernes brug af finansielle instrumenter forekommer hensigtsmæssig, og om der er behov for, at Undervisningsministeriet foretager en regulering af området. Der er flere årsager til, at Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen har igangsat en undersøgelse af institutionernes brug af finansielle instrumenter. For det første anser Rigsrevisionen institutionernes brug af finansielle instrumenter som et risikofyldt område, fordi anvendelsen af disse instrumenter kan medføre større udsving i institutionernes egenkapital, jf. ovenfor. For det andet har Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen i forbindelse med gennemførelsen af økonomisk tilsyn konstateret, at institutionernes brug af finansielle instrumenter i konkrete tilfælde har begrænset institutionernes økonomiske handlerum. Det betyder konkret, at bygninger grundet lånekonstruktionen ikke har kunnet afhændes trods et kapacitetstilpasningsbehov. For det tredje har Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen i visse tilfælde måttet yde likviditetslån til institutioner i forbindelse med deres anvendelse af finansielle sikringsinstrumenter, herunder bl.a. likviditetslån til indfrielse af værdien af et sikringsinstrument og til deponering af en del af værdien af en renteswap. Formål med undersøgelsen Formålet med undersøgelsen er således at tilvejebringe et grundlag for at vurdere, om de selvejende uddannelsesinstitutioners brug af finansielle instrumenter er hensigtsmæssig. 2. Begrebsafklaring Når der tænkes på et finansielt instrument, har de fleste en tendens til at identificere dette begreb med, hvad der almindeligvis er kendt som et kontant instrument. Denne type af finansielle instrumenter er de dokumenter, der er anerkendt som kontanter, der kan udnyttes til forskellige transaktioner. Valuta er den lettest identificerbare af alle kontante instrumenter, men også checks eller overførsler af midler fra bankkonti er at betragte som kontante finansielle instrumenter. 1

En anden type finansielt instrument er de såkaldte afledte finansielle instrumenter. Denne klassificering omfatter instrumenter som futures, optioner, swap og renteloft (cap) med et indbygget risikoelement. Til tider omfattes også aktier og obligationer i denne kategori. I mange tilfælde er et afledt instrument en form for kontrakt, der har en værdi baseret på den aktuelle status for de underliggende aktiver. En tredje type finansielt instrument er et lån, der primært handler om at tilvejebringe likviditet. Eksempler herpå er traditionelle 30-årige realkreditlån, rentetilpasningslån, prioritetslån, lån i pengeinstitutter (banklån) og lån optaget i udenlandsk valuta. I denne analyse fokuseres på afledte finansielle instrumenter i form af renteswap og renteloft, der i analysen betegnes finansielle sikringsinstrumenter eller rentesikringsinstrumenter, da de for selvejende uddannelsesinstitutioner typisk anvendes for at reducere udsving i renteudgifter. Herudover fokuseres på lån i form af afdragsfrie realkreditlån og realkreditlån optaget i udenlandsk valuta. Afgrænsningen skyldes, at det især er disse finansielle instrumenter, der anvendes af uddannelsesinstitutioner. Nedenfor foretages en begrebsafklaring af de 2 hovedtyper af finansielle instrumenter, henholdsvis finansielle instrumenter i form af rentesikringsinstrumenter i form af renteswap og renteloft finansielle instrumenter i form af afdragsfrie realkreditlån og realkreditlån optaget i udenlandsk valuta 2.1. Rentesikringsinstrumenter I dette afsnit betegnes de afledte finansielle instrumenter renteswap og renteloft som rentesikringsinstrumenter. Begge instrumenter anvendes typisk til at reducere rentebetalingsrisikoen ved variabelt forrentede lån (rentetilpasningslån). Det er karakteristisk ved disse finansielle instrumenter, at de løbende skal værdiansættes til markedsværdien. Markedsværdien vil stige og falde i takt med, at det underliggende produkt/indeks (typisk udviklingen i rentekurven), som det finansielle instrument relaterer sig til, bevæger sig. Markedsværdien er en urealiseret værdi, så længe aftalen løber, men værdien skal fortsat indarbejdes i uddannelsesinstitutionernes regnskaber. Markedsværdien reguleres direkte på institutionernes egenkapital. Hvis institutionerne vil ud af en aftale før tid, og har denne aftale en negativ markedsværdi for institutionen og dermed en positiv værdi for den finansielle institution (investoren), skal institutionen betale denne markedsværdi til den finansielle institution. Som ejer af et afledt finansielt instrument kan institutioner dermed komme til at skylde store beløb til modparten, såfremt værdien af instrumentet udvikler sig i negativ retning. Omvendt kan markedsrenten også stige, hvormed institutionen betaler en fast rente, der er lavere end markedsrenten. I dette tilfælde har aftalen en positiv markedsværdi for institutionen, og institutionen kan tjene et kontant beløb, såfremt modparten ønsker at opsige aftalen. Aftaler om rentesikringsinstrumenter indgås typisk med institutionens bank, og banken vil som hovedregel lave en modgående forretning med en tredje part (andet pengeinstitut, investor mv.) for at afdække bankens risiko ved aftalen. 2

Rentesikringsinstrumenterne adskiller sig dermed grundlæggende fra fastforrentede realkreditlån ved konverterbarheden. Låntager kan indfri ordinære konverterbare realkreditlån til markedskurs ved at opkøbe den tilsvarende mængde obligationer på markedet, hvis kursen er under 100. Er kursen 100 eller derover, kan lånet opsiges og indfries til kurs 100. Konverteringsretten er dermed en form for beskyttelse mod, at renten falder, og man som låntager er låst til en høj rente. Investorerne i de bagvedliggende obligationer risikerer på den anden side, at deres obligationer udtrækkes, hvorfor de skal kompenseres for denne risiko. En sådan konverteringspræmie (merpris) indregnes i kursen eller renten på den konverterbare obligation. Rentesikringsinstrumenterne er ikke tilsvarende konverterbare, da de kun kan indfries ved at erlægge aftalens konkrete markedsværdi. 2.1.1. Renteswap En renteswap er en aftale om bytte af betalingsstrømme i en nærmere bestemt tidsperiode. Med en renteswap kan renteprofilen på et eksisterende engagement (f.eks. et realkreditlån) omlægges. Renteswappen er en aftale mellem to parter, hvor den ene part betaler en fast rente i renteswappens løbetid, mens den anden part betaler den variable rente i samme periode. Hovedstole udveksles ikke i en renteswap, så rentebeløbene beregnes på baggrund af aftalte rentevilkår og en såkaldt teknisk hovedstol. Renteswaps giver mulighed for risikoafdækning uden stor likviditetsbelastning, og den anvendes typisk med henblik på at opnå en lavere rente, jf. afsnit 3.3.1. I nedenstående figur er den typiske konstruktion søgt illustreret. En uddannelsesinstitution (skole) har et variabelt forrentet lån hos et realkreditinstitut. Skolen betaler således en variabel rente. For at sikre sig mod udsving i denne rente indgår skolen en aftale med f.eks. en bank om at bytte rente. Nu betaler banken den variable rente til skolen, som skolen skal bruge til at betale realkreditinstituttet med. I stedet betaler skolen nu en fastlagt rente til banken. Skolen har således byttet en variabel renteudgift ud med en fast renteudgift. Kilde: KPMG. (http://www.kpmg.com/dk/da/nyheder-og-indsigt/nyheder/branchegrupper/uddannelesinstitutioner/sider/regnskabsm%c3%a6ssigsikringiuddannelsessektoren.aspx) 3

Den faste rente i renteswapaftalen fastsættes typisk således, at nutidsværdien af den faste betalingsstrøm svarer til værdien af den forventede variable betalingsstrøm på indgåelsestidspunktet. Fastsættelsen af swaprenten bygger således på forventningen til renteudviklingen i aftalens løbetid. Markedsværdien af swapaftalen er dermed nul ved aftalens indgåelse, men efterfølgende ændringer i rentestrukturen vil gøre markedsværdien af aftalen enten positiv eller negativ. For uddannelsesinstitutionen kan værdien af swapaftalen beregnes som forskellen mellem nutidsværdien af den variabelt forrentede betalingsprofil for pengeinstituttet og nutidsværdien af institutionens fastforrentede betalingsprofil. Denne løbende beregning af markedsværdien er kompleks og kan typisk alene foretages af de finansielle institutioner, da den bl.a. afhænger af aktuel markedsrente, forventning til fremtidig renteudvikling og swapaftales restløbetid. Konsekvenser ved renteændringer kan dog beregnes på forhånd, og institutionen har derfor mulighed for at forholde sig hertil ved indgåelse af renteswap-aftalen. Hvis renten stiger, har institutionen en fordel ved at have aftalt en fast swaprente. Dermed øges værdien af aftalen, og aftalen vil have en positiv markedsværdi til fordel for institutionen. Hvis renten derimod falder, vil institutionen betale en fast rente, der er højere end den variable rente, som pengeinstituttet (eller den bagvedliggende investor) betaler til institutionen. Dette er således en gunstig aftale for pengeinstituttet (investoren), og aftalen har en positiv markedsværdi for pengeinstituttet og en tilsvarende negativ markedsværdi for institutionen. Det skyldes, at pengeinstituttet har en netto-gevinst på denne udveksling af renteudgifter og forventer at have det i aftalens restløbetid. Jo tættere på aftalens udløbstidspunkt, jo færre transaktioner er der tilbage, hvor investoren har en nettogevinst på rente-byttet. Derfor vil værdien af aftalen reduceres i takt med, at udløbstidspunktet nærmer sig. Markedsværdien vil således nærme sig nul. En swapaftale er som et inkonvertibelt lån. Swapaftalen kan således ikke indfries til kurs 100 som et traditionelt realkreditlån. Den skal derimod indfries til den aktuelle kursværdi = markedsværdien. Det er prisen, der betales for den lavere finansieringsrente. Potentielt kan swapaftaler have en betydelig markedsværdi. Hvis denne markedsværdi er til ugunst for en uddannelsesinstitution, skal den betale et betydeligt beløb, såfremt den ønsker at opsige aftalen, eller hvis aftalen af anden årsag skal indfries. Pengeinstituttet skal så at sige kompenseres med et engangsbeløb for, at aftalen ophæves, hvormed den mister netto-gevinsten ved rente-byttet i aftalens resterende løbetid. Markedsværdien er det beløb, som institutionen skal betale for at komme ud af en aftale. Omvendt kan markedsværdien også være til gunst for institutionen, og det kan give en økonomisk gevinst, såfremt pengeinstituttet vil ud af aftalen og derfor må kompensere institutionen med et engangsbeløb svarende til markedsværdien. Ofte vil institutionen dog have en ret til at forblive i aftalen. I disse tilfælde vil institutionen dog enten have et variabelt forrentet lån til en højere markedsrente eller indgå fastforrentede lån til muligvis en højere rente end den hidtidige faste rente i swapaftalen. Aftalens markedsværdi har ingen direkte likvid effekt. Det er alene ved indfrielse, at markedsværdien skal afregnes med pengeinstituttet. Markedsværdien påvirker dog institutionernes regnskaber, da den indgår direkte på uddannelsesinstitutionernes egenkapital (balancen), fordi værdien skal afregnes med pengeinstituttet, såfremt institutionen nedlægges. I nogle swapaftaler er der dog et krav om, at der skal stilles sikkerhed for en del af dette potentielt skyldige beløb. Såfremt markedsværdien eksempelvis er negativ med mere end x mio. kr. for en institution, 4

kan pengeinstituttet kræve, at institutionen deponerer en andel heraf i pengeinstituttet som sikkerhedsstillelse. Hermed får markedsværdien en likvid effekt. Der er stor fleksibilitet i forhold til sammensætning af renteswapaftalers løbetid, afviklingsprofil og starttidspunkt mv. Fordele ved brug af renteswaps: Renteswaps muliggør, at en institutions renteudgifter til lån kan skræddersyes institutionens behov og fastsættes mere individuelt end traditionelle realkreditlån. Samtidig gør renteswaps det muligt at omlægge et lån fra fast til variabel rente og omvendt i en aftalt periode uden at ændre lånedokumenter. Det er ligeledes en mulighed at ændre rentebetalingerne fra variabel til fast rente, hvis man ønsker at kende den fremtidige rente på et variabelt forrentet lån. Renteswaps kan ligeledes medføre en økonomisk gevinst, såfremt renten og dermed markedsværdien stiger i institutionens favør, men denne gevinst skal afvejes mod fremtidige højere renteudgifter på det bagvedliggende variabelt forrentede lån. Ulemper ved brug af renteswaps: Faldende renter vil få værdien af en renteswap til at blive negativ for den part, der betaler den faste rente, og kursværdien af restgælden vil forøges. Dette vil påvirke den berørte parts egenkapital i negativ retning. Såfremt en renteswap indfris før udløb, skal markedsværdien afregnes. En renteswap er et komplekst finansielt instrument, hvis potentielle konsekvenser kan være vanskelige for uddannelsesinstitutioner at overskue. Implikationerne for egenkapitalen og det økonomiske handlerum kan være svære at vurdere, når beregningen af markedsværdien er så kompliceret, at den alene kan foretages af de finansielle institutioner, og da konsekvenserne afhænger af udviklingen i renten, der er umulig for institutionerne at forudsige. 2.1.2. Renteloft (rentecap) En renteloftaftale (rentecap) 1 er en aftale om, at lån med variabel rente maksimalt kan stige til et vist renteniveau (loft). Stiger renten over dette niveau, skifter lånet karakter til et fastforrentet lån. På den måde sikrer man sig mod større rentestigninger. Som låntager køber man således en forsikring på sine renteudgifter. De finansielle institutioner opkræver en forsikringspræmie herfor, typisk i form af et rentetillæg. Rentetillæggets størrelse afhænger bl.a. af renteloftets niveau i forhold til markedsrenten. Præmien (rentetillægget) fastsættes således bl.a. ud fra sandsynligheden for, at institutionen vil gøre brug af sin ret til at kræve renteudgiften over loftet betalt af den finansielle institution. Jo tættere loftet er på markedsrenten, jo højere rentetillæg. Hvis lånet har loft over renten på eksempelvis 6 pct., betyder det, at renten i en aftalt periode ikke kan blive højere end 6 pct. Lånets rente vil derfor følge udviklingen i den variable rente, så længe den ikke overstiger 6 pct., men dertil betales et rentetillæg. Hvis markedsrenten når 6 pct., skifter lånet karakter til fastforrentet lån. Afhængig af den konkrete aftale vil renten forblive på det fastsatte loft eller falde igen, såfremt markedsrenten falder under den aftalte maksimalrente (loftet). Som for alle andre afledte finansielle instrumenter skal der opgøres en markedsværdi, der udtrykker produktets fremtidige værdi. Et renteloft består af en række optioner (kaldet capletter), der er en slags aftale om, at institutionen har ret (men ikke pligt) til at handle et givet aktiv til en bestemt pris på bestemte tidspunkter i fremtiden. For denne ret betales en optionspræmie til den anden part (det finan- 1 Et renteloft omtales til tider også som en swap-aftale. I denne undersøgelse er der anvendt forskellige betegnelser for de to instrumenter. 5

sielle institut), der forpligter sig til at handle aktivet til den aftalte pris på det aftalte tidspunkt - såfremt institutionen ønsker det - uanset hvad markedsprisen måtte være på dette tidspunkt. Optionspræmien beregnes på baggrund af aktuelle priser (kurs), forventet udvikling, løbetid mv. Denne optionspræmie (optionspris) kan enten betales samlet ved renteloftets indgåelse eller betales løbende over renteloftets løbetid i form af et rentetillæg. Da renteloftet er en købt option, kan institutionen ikke tabe mere end optionsprisen. Et renteloft, hvor optionsprisen betales med et rentetillæg, kan således ved faldende markedsrente ikke have en mere negativ markedsværdi end nutidsværdien af optionerne. Da optionernes pris kendes ved indgåelse af aftalen, kender institutionerne også den maksimale negative markedsværdi ved renteloftets indgåelse. Omvendt kan markedsværdien blive ubegrænset positiv ved rentestigninger. Ved aftalens udløb er markedsværdien dog nul uanset markedsrenten. Markedsværdien har betydning for uddannelsesinstitutioners mulighed for at udtræde af aftalen. Renteloftet løber som oftest i hele lånets løbetid. Såfremt en uddannelsesinstitution har optaget et 30-årigt rentetilpasningslån og indgået en rentesikringsaftale i form af et 30-årigt renteloft, har en investor tilsvarende indgået renteloftsaftalen ud fra en forventning om en løbende præmie/rentetillæg for den risiko, som investorer løber. Såfremt uddannelsesinstitutionen efter 10 år ønsker at opsige renteloftsaftalen, skal institutionen afregne den forventede fremtidige værdi af de løbende rentetillæg (markedsværdien) med banken. Såfremt markedsrenten er langt under renteloft-niveauet, svarer den maksimale negative markedsværdi til nutidsværdien af summen af det resterende rentetillæg/præmie. Det kan være et betydeligt beløb, men det maksimale beløb kan som nævnt ovenfor beregnes ved aftaleindgåelsen. Omvendt kan værdien også være i institutionens favør, såfremt renteforventninen tilsiger en rente over renteloft-niveauet. Markedsværdien beregnes løbende af de finansielle institutioner. Markedsværdien af aftalen reguleres direkte på uddannelsesinstitutionernes egenkapital på samme måde som renteswapaftaler. I perioder med stor forskel på en lav markedsrente og renteloftet, vil markedsværdien være negativ for uddannelsesinstitutioner, da de vil skulle betale store beløb for at indfri en renteloftsaftale. Fordele ved brug af renteloft: Fordelen ved en renteloftaftale er, at renten maksimalt kan stige til det renteniveau, som er fastlagt i aftalen. Der kan altså høstes fordele ved en lavere rente forbundet med det variable lån sammenlignet med et højere forrentet fastforrentet obligationslån, samtidigt med at risikoen for en stigende rente er begrænset ved renteloftet. Ulemper ved brug af renteloft: Ulempen ved en renteloftaftale er, at der betales en merpris over markedsrenten som præmie for at være forsikret mod, at renteudgiften overstiger et bestemt niveau. Herudover skal markedsværdien afregnes, såfremt institutionen ønsker at udtræde af renteloftaftalen. Dette beløb kan som nævnt være betydeligt. De potentielle konsekvenser af renteloftet kan ligesom for renteswap-aftaler være vanskelige for uddannelsesinstitutioner at overskue, da de afhænger af den ukendte renteudvikling og den komplicerede beregning af aftalernes markedsværdi, men den maksimale negative markedsværdi kan dog beregnes ved indgåelse af renteloft-aftalen. 6

2.2. Finansielle instrumenter i form af afdragsfrie realkreditlån og realkreditlån optaget i udenlandsk valuta 2.2.1. Afdragsfrie realkreditlån Afdragsfrie realkreditlån er f.eks. rentetilpasningslån (F1, F3 og F5-lån) og traditionelle 30-årige fastforrentede konverterbare realkreditlån, hvor der er aftalt afdragsfrihed i en kortere eller længere periode. Afdragsfrie realkreditlån kan optages i meget forskellig form, hvor både rammerne for indfrielse, konvertering og refinansiering kan variere ganske betydeligt. Herudover kan løbetiden være forskellig. Fordele ved brug af afdragsfrie lån Fordelen ved brug af afdragsfrie lån er, at låntagers likviditet på kort sigt forbedres. Afdragsfrihed skaber således øget likviditet for låntager og kan være et af midlerne til på kort sigt - at få en låntagers økonomi til at hænge sammen. Låntager køber sig således et pusterum, som kan give forøget økonomisk dispositionsfrihed (økonomisk handlerum). Afdragsfrihed på et realkreditlån kan f.eks. anvendes til at afdrage højere forrentet gæld som f.eks. banklån eller en kassekredit og på den måde nedbringe de samlede fremadrettede renteudgifter. Ulemper ved brug af afdragsfrie lån Ulempen ved brug af afdragsfrie lån er, at låntager efter den afdragsfrie periode i visse tilfælde vil skulle betale en betydeligt højere ydelse på lånet. Et eksempel herpå er den situation, hvor låntager på et traditionelt 30-årigt realkreditlån efter 10 års afdragsfrihed vil skulle afdrage restbeløbet inden for de restende 20 år. En anden ulempe er, at renten kan stige i en situation, hvor låntager ikke samtidig tager skridt til at nedbringe lånets hovedstol. Dette kan, særlig i en situation hvor låntager benytter sig af rentetilpasningslån, udsætte låntager for en betydelig finansiel risiko. 2.2.2. Realkreditlån optaget i udenlandsk valuta Nogle lånetyper kan som alternativ til danske kroner optages i udenlandsk valuta. Løbetiden kan typisk aftales med långiver. Fordele ved brug af lån optaget i udenlandsk valuta. Fordelen ved optagelse af realkreditlån i udenlandsk valuta er primært, at gæld kan nedbringes, hvis den udenlandske valuta falder i værdi i forhold til danske kroner/euro. Realkreditlån i udenlandsk valuta kan også grundet valutakursrisikoen være velegnet, hvis institutionen har løbende indtægter i den pågældende valuta. Der kan også være en rentefordel ved at optage lån i udenlandsk valuta frem for i danske kroner, dvs. at institutionerne kan opnå en lavere renteprocent. Ulemper ved brug af lån optaget i udenlandsk valuta Låntageren har en valutakursrisiko i forbindelse med lånet. Hvis valutaens kurs stiger i forhold til danske kroner, stiger ydelsens værdi omregnet til danske kroner også. Det er ikke muligt for institutioner at forudsige udviklingen i valutakursforholdet mellem to valutaer. 7

3. Baggrund for de selvejende institutioners anvendelse af finansielle instrumenter 3.1 Kort om de regulerede selvejende institutioner De selvejende institutioner modtager primært deres indtægt som statslige taxametertilskud. Disse tilskud ydes som bloktilskud, som institutionerne frit kan disponere over inden for rammerne af gældende bevillingsforudsætninger og dispositionsregler og i overensstemmelse med de formål, som er fastsat for de enkelte uddannelser og institutioner. Tilskudssystemet medfører altså en betydelig dispositionsfrihed og giver samtidigt et decentralt ansvar for økonomisering med de ydede tilskud. Med overgangen til bygningsselveje var det hensigten at gøre omkostningerne til lokaleforsyning til en integreret del af institutionernes totaløkonomi på linje med omkostningerne til lærerlønninger, undervisningsmateriale, ledelse og administration mv. Det indebar, at institutionerne (inden for rammerne af anden lovgivning, f.eks. vedr. arbejdsmiljø) også fik dispositionsfrihed til at træffe nødvendige bygningsmæssige beslutninger, herunder køb, salg, nybyggeri, vedligeholdelse, indgåelse og opsigelse af lejemål. Særlig relevant i denne sammenhæng havde institutionerne frihed til at belåne deres faste ejendom og i den forbindelse frihed til at vælge belåningstype. De økonomiske dispositioner, som institutionerne med bygningstaxameterordningen fik ansvar for, kan have meget langtrækkende og ligefrem afgørende betydning for institutionens økonomi. Institutionerne kan således risikere, at valg af belåningstype tilknyttet fast ejendom kan påvirke den bogførte egenkapital i balancen betydeligt i negativ retning, ligesom en tvungen indfrielse af fx en renteswap potentielt kan påføre institutionen et ganske betydeligt økonomisk tab. Det var derfor en forudsætning for bygningsselvejet, at institutionerne rådede - og til stadighed råder - over de fornødne kompetencer m.h.t. bl.a. investeringsplanlægning, valg af lånemodeller og finansiel risikostyring. 3.2 Regler vedrørende gæld og optagelse af lån De selvejende institutioners decentrale råderum viser sig bl.a. i eksisterende bestemmelser om gæld og låntagning. I Finansministeriets Budgetvejledning 2014 er der ingen generel tværgående statslig regulering af gæld og låntagning for selvejende institutioner eller for statsinstitutioner og statsvirksomheder i øvrigt. I Undervisningsministeriets institutionslovgivning fremgår det eksplicit, at institutionernes bestyrelser skal forvalte institutionens midler, så de bliver til størst mulig gavn for institutionens formål. Heri ligger der et overordnet krav om, at man skal tage skyldige økonomiske hensyn i alle de beslutninger, hvor institutionens midler forvaltes. Der er endvidere i institutionslovgivningen eksplicit regulering af, hvordan institutionerne må disponere over likvide midler. Disse regler afspejler en meget lidt risikovillig tilgang, hvor midlerne skal placeres under stor hensyntagen til sikkerhed. De må således ikke investeres i aktier mv. I lovbemærkninger til disse bestemmelser er det anført, at reglerne sikrer langsigtede skole- og uddannelseshensyn, idet risi- 8

kobetonede pengeanbringelser vil kunne bringe skolens økonomi i fare, herunder betyde tab af offentlige tilskud. Derimod findes der ikke i institutionslovgivningen en tilsvarende regulering af institutionernes passiver, herunder låntagning og gæld. På dette område er der således ikke eksplicitte krav om, at institutionerne i deres forvaltning skal agere under stor hensyntagen til sikkerhed. Der er ligeledes heller ikke gennemført regulering heraf i bekendtgørelser udstedt af Undervisningsministeriet. Undervisningsministeriet har dog i en håndbog om finansiering af ejendomme for selvejende institutioner (seneste version fra 2010) samt i en kort vejledning redegjort for de fordele og ulemper, der knytter sig til forskellige lånemodeller. Finansieringshåndbogen er udarbejdet af et privat revisionsfirma for Undervisningsministeriet. Håndbogen hverken opfordrer eller fraråder institutionerne til at vælge bestemte lånemodeller, men forklarer alene de fordele og ulemper, der er ved de forskellige finansielle produkter. En rød tråd i håndbogen er en eksplicit påmindelse om, at institutionen har det samme ansvar som en virksomhed på det private lånemarked. Håndbogen er opbygget således, at der først redegøres for de mest sikre lånemuligheder og sidst for de mest usikre. Lånetypen med størst sikkerhedsgrad er et fastforrentet lån, der til gengæld ofte inkluderer en merpris ift. højere renter, da den lange rente er højere end den korte. Hvis institutionen er fokuseret på at nedsætte sine finansieringsomkostninger, kan et variabelt forrentet lån være en mulighed, men institutionerne oplyses om, at en sådan lånmodel kræver en meget aktiv styring og en løbende overvågning af det finansielle marked. Institutionerne oplyses desuden om den risiko, som de påtager sig i tilfælde af en rentestigning. Et variabelt forrentet lån kan kombineres med en rentesikringsordning. Håndbogen gennemgår de forskellige afledte finansielle instrumenter og påpeger, at institutionen skal kunne håndtere balancegangen mellem en eventuel gevinst for institutionen og omvendt den påkrævede overvågning af det finansielle marked. Behovet for en finansiel risikostyring på institutionen understreges således. Finansieringshåndbogen var tilgængelig på ministeriets hjemmeside frem til ultimo 2013. Undervisningsministeriets vejledning på hjemmesiden præsenterer herudover en række risikospørgsmål, der skal perspektivere faldgruber og risici for institutioner ved valg af finansiering. Det anbefales, at der udarbejdes en risikostyringsstrategi, hvor en række forhold bør overvejes. For det første skal institutionerne fortage en realistisk vurdering af ejendommens værdi ud fra dens tilstand, friværdi og beliggenhed. Derudover skal institutionen kortlægge skolens økonomiske situation med udgangspunkt i elevgrundlag, kapital og likviditet. Herunder skal institutionen tage stilling til eventuelle fremtidsplaner om eksempelvis fusion, campusdannelse, salg af bygninger etc., da det kan have stor betydning for institutionens gældssituation og fremtidige fleksibilitet. Endelig skal institutionen vurdere sine egne kompetencer og ressourcer til at forstå forskellige lånemodeller. Institutionen skal derfor overveje sin personalemæssige kapacitet til at foretage en finansiel risikostyring. Vejledningerne understreger, at valget af lånemodeller skal afvejes nøje i forhold til institutionens ressourcer og evne til aktivt at følge lånets udvikling. Opsamlende findes der således ingen generel statslig eller specifik ressortregulering af de selvejende institutioners låntagning og anvendelse af finansielle instrumenter. Muligheden for at anvende sikringsinstrumenter mv. er neutralt beskrevet, og det er anbefalet at udarbejde en finansiel risikostyringsstrategi, men det er udelukkende generel vejledning. 9

I praksis har ministeriet typisk opfordret til at anvende fastforrentede lån. Det skete bl.a. i forbindelse med bygningsoverdragelsen til de tidligere amtslige institutioner. Betalingsevnemodellen til beregning af institutionernes købspris var endvidere baseret på, at institutionerne skulle optage fastforrentede lån ud fra den toneangivende rente til finansiering af købet. Lovgivning om banker, realkreditinstitutter mv. hører ressortmæssigt under Erhvervs- og Vækstministeriet. Her findes der heller ikke regulering af uddannelsesinstitutioner sted, men bekendtgørelse nr. 345 af 15. april 2011 om risikomærkning af investeringsprodukter fastslår, at finansielle virksomheder skal oplyse om risikomærkning af typer af investeringsprodukter, som de formidler eller yder investeringsrådgivning om. Investeringsprodukter er kategoriseret som grønne, gule eller røde, hvor en rød mærkning omfatter investeringsprodukter, hvor der er risiko for at tabe mere end det investerede beløb, eller produkttyper, som er vanskelige at gennemskue. I bilag til bekendtgørelsen er bl.a. renteswaps kategoriseret som et produkt, der er mærket rødt. Kravet om oplysning om risikomærkningen gælder dog tilsyneladende ikke, når værdipapirhandlen sker i tilknytning til og som forudsætning for udførelse af kunders optagelse, indfrielse eller omlægning af et lån med pant i fast ejendom. 3.3. Motiver for brug af finansielle instrumenter Institutionerne kan have forskellige årsager til at anvende finansielle instrumenter, og det kan variere alt efter, hvilket finansielt instrument der er tale om. Institutionerne er som nævnt underlagt det generelle krav om, at bestyrelsen skal forvalte institutionens midler, så de bliver til størst mulig gavn for institutionens formål. Inden for denne brede bestemmelse er det altså institutionens opgave at disponere over de tildelte midler og få mest mulig undervisning for pengene. Dette kan eksempelvis ske gennem en omkostningsminimering ved anvendelse af et finansielt instrument, da omkostninger til lokaleforsyning, herunder renter, afdrag mv., er omkostninger på lige fod med alle andre øvrige udgifter som eksempelvis direkte undervisningsrelaterede omkostninger. 3.3.1. Motiver for brug af rentesikringsinstrumenter 3.3.1.1. Renteswaps For institutionens budgetlægning og løbende budgetopfølgning er det typisk en fordel at kende institutionens ydelse i form af renter og afdrag på lån. Det traditionelle fastforrentede lån beskytter mod renteudsving, da de årlige rentebetalinger og afdrag kendes på forhånd, idet ydelsesrækken for hele lånets løbetid specificeres i lånedokumentet. Institutionen opnår dermed en langsigtet sikkerhed. Denne forsikring mod pludselige udsving i renteudgifter taler for et fastforrentet lån. Med et fastforrentet lån har institutioner dog kunnet konstatere, at de betaler mere i rente, end hvis de havde et rentetilpasningslån (variabelt forrentet lån, flekslån). Hvis institutionen optager et lån med en kort variabel rente og kombinerer det med et renteswap, fungerer det i princippet ligesom et traditionelt fastforrentet lån i relation til ydelsen. Institutionen kender renten på den faste del af aftalen og opnår både lavere rente og sikkerhed mod pludselige merudgifter ved rentestigninger. Og med renteswap har institutionerne dermed kunnet opnå en fast rente på et lavere niveau end med et traditionelt fastforrentet lån. En institution har f.eks. kunnet indgå et renteswap med en fast rentebetaling på 2,2 pct., mens renten ville have været 4 pct. på et fastforrentet lån. Den difference i årlig renteudgift kan for større institutioner beløbe sig til flere mio. kr. De midler kan institutionen omprioritere fra renteudgifter til undervisningsrelaterede formål som lektiecafeer, nye undervisningsmaterialer mv. Fra en institutions synspunkt 10

kan indgåelsen af en renteswap således begrundes med, at netop denne handling opfylder lovkravet om, at statstilskuddet skal forvaltes, så de bliver til størst mulig gavn for institutionens formål. Dette motiv har stærkt fokus på den løbende årlige ydelse. Muligheden for konvertering af lån eller konsekvenser for egenkapital ved rentefald kan være underbelyste, eller disse forhold kan være betragtet som uvæsentlige, såfremt institutionen i øvrigt har en stærk økonomi, høj friværdi, stor egenkapital mv. 3.3.1.2 Renteloft Motivet for valg af renteloft kan minde om motivet for valg af renteswaps. Institutioner kan konstatere, at fastforrentede lån indebærer en højere renteudgift end variable lån. Denne difference i rentebetaling ønsker institutionen at hjemtage og anvende på undervisningsrelaterede formål frem for renteudgifter. Derfor vælger man et variabelt forrentet lån. For at reducere risikoen ved det rene variable lån indgår man en renteloftaftale, da man hermed både udnytter den lave rente og samtidig prioriterer sikkerheden for, at renten kun kan stige til et vist niveau. I modsætning til renteswap-aftalen vil den årlige ydelse variere med udviklingen i den korte rente, men man har fortsat sikkerheden for, at den ikke overstiger et bestemt niveau. Igen kan muligheden for konvertering af lån eller konsekvenser for egenkapital ved rentefald være underbelyste, eller disse forhold kan være betragtet som uvæsentlige, såfremt institutionen i øvrigt har en stærk økonomi, høj friværdi, stor egenkapital mv. 3.3.2. Motiver for brug af afdragsfrie realkreditlån og lån optaget i udenlandsk valuta 3.3.2.1. Afdragsfrie lån Institutionernes decentrale økonomiske ansvar indebærer også, at der kan opstå økonomiske udfordringer ved lavere indtægter (elevtal) end forventet, højere udgifter eller ved uhensigtsmæssige dispositioner. Politiske ændringer af rammevilkår på finansloven kan også påvirke institutionsøkonomien negativt. Afdragsfrie lån kan i disse tilfælde skabe en hensigtsmæssig fleksibilitet for institutionen. De kan skabe et økonomisk råderum til at gennemføre nogle tilpasninger af institutionens omkostninger, der skaber en varig forbedring af økonomien og dermed muliggør, at institutionen kan genoptage sine afdrag. Et afdragsfrit lån kan således muliggøre nogle fornuftige investeringer, f.eks. afvikling af dyrere lån eller nedbringelse af kassekredit. En anden årsag til at vælge et afdragsfrit lån kan være, at institutionen på forskellige parametre forventer nogle økonomiske ændringer - eksempelvis flere elever og dermed højere taxametertilskud, der på sigt muliggør, at der igen afdrages på gælden. Såfremt afdragsfrie lån anvendes uden en parallel strategi for omkostningstilpasning og dermed tilvejebringelse af råderum til genoptagelse af afdrag, vil afdragsfrie lån kunne anvendes som en overfladisk, midlertidig behandling af et dybere økonomistyringsproblem. 3.3.2.2. Lånoptag i udenlandsk valuta Fællesnævneren for lånoptag i udenlandsk valuta, er, at institutionen forventer en udvikling i valutakurser, der vil medvirke til økonomisk gevinst, eller at der kan optages lån til en lavere rente end lån i danske kroner. Disse gevinster kan institutionerne ønske at hjemtage til uddannelsesformål. 11

De færreste institutioner formodes at have så stor handel med udenlandske virksomheder, at valutakursrisikoen kan begrunde optagelse i udenlandsk valuta. 3.4. Potentielle udfordringer ved anvendelse af rentesikringsinstrumenter, afdragsfrie lån og lån i udenlandsk valuta Institutioners anvendelse af de finansielle instrumenter indebærer en række potentielle udfordringer. Ift rentesikringsinstrumenterne indebærer den manglende konverterbarhed, at institutionerne i tilfælde af rentefald kan blive fastlåst til høje rentebetalinger, med mindre de er i stand til at betale markedsværdien og dermed udtræde af aftalen. En høj negativ markedsværdi kan således begrænse skolernes økonomiske handlemuligheder. En bygning med et tilknyttet realkreditlån kan muligvis ikke afhændes uden indfrielse af en tilhørende renteswap, og dermed fastlåses institutioner, der f.eks. grundet aktivitetsfald eller økonomiske udfordringer ønsker at reducere deres bygningskapacitet. I tilfælde af campusdannelser kan den manglende konverterbarhed også udgøre en barriere, såfremt salg af en bygning er en forudsætning for geografisk samling af uddannelser i en campus. Renteswap- og renteloftaftaler er dog som udgangspunkt ikke bundet op på en bestemt bygning eller på et bestemt lån, men på institutionen. I en campusdannelse med bygningssalg og køb af nye bygninger kan aftalerne således flyttes fra gamle lån til nye lån uden indfrielse af aftalerne. Det forudsætter dog, at institutionen/institutionerne i øvrigt er kreditværdige. Den negative markedsværdi påvirker egenkapitalen direkte som en regulering. Ved en negativ markedsværdi kan det påvirke skolens kreditværdighed, mens det ved positiv markedsværdi kan give indtryk af, at skolen har en stærkere økonomi, end den i virkeligheden har. Ift anvendelsen af afdragsfrie lån er den primære udfordring, at institutioner kan anvende afdragsfriheden alene til at skabe kortsigtet balance i økonomien uden at gennemføre de nødvendige længeresigtede tilpasninger, der muliggør genoptagelse af afdrag på gælden. 4. De selvejende institutioners anvendelse af finansielle instrumenter Kvalitet- og Tilsynsstyrelsen har udsendt en række spørgsmål til de regulerede selvejende institutioner 2 under Undervisningsministeriet vedrørende låneforhold med fokus på brug af rentesikringsordninger og anvendelse af afdragsfrie realkreditlån og realkreditlån optaget i udenlandsk valuta. Alle regulerede selvejende institutioner med egne bygninger har svaret. Grundlaget for analysen er disse besvarelser. Undersøgelsen blev gennemført i oktober/november 2013 med 1. oktober 2013 som opgørelsestidspunkt. Den afspejler institutionernes finansieringsforhold på dette tidspunkt. Institutionernes låneforhold kan have ændret sig siden da, men dette tidsaspekt vurderes ikke at have afgørende betydning for analysens konklusioner. 2 De regulerede institutioner dækker over institutioner for erhvervsrettet uddannelse, almene gymnasier og voksenuddannelsescentre. Der er således ikke gennemført undersøgelse blandt de frie skoler. 12

Beskrivelsen af de finansielle instrumenter er inddelt efter typer af finansielle instrumenter. Institutionernes brug af rentesikringsinstrumenter beskrives således først (afsnit 4.1.) efterfulgt af afdragsfrie realkreditlån og realkreditlån i udenlandsk valuta (afsnit 4.2.). 4.1. De selvejende institutioners anvendelse af rentesikringsinstrumenter Dette afsnit har til formål at beskrive institutionernes brug af rentesikringsinstrumenter. Der indgår tre underafsnit. Lånetyper Renteswapaftaler Renteloftsaftaler 4.1.1. Lånetyper Brugen af rentesikringsinstrumenter hænger sammen med lånetyper. Sikringstyperne er tilknyttet variabelt forrentede lån (rentetilpasningslån). I tabel 1 vises derfor fordelingen af lånetyper med henholdsvis fast og variabel rente fordelt på institutioner. I tabellerne er institutionerne inddelt på tre typer: Institutioner, der kun har lån med fast rente Institutioner, der kun har lån med variabel rente og institutioner, der både har fast forrentede og variabelt forrentede lån. Tabel 1. Fordeling af lånetyper på institutioner. Antal institutioner med minimum et lån svarende til den pågældende lånetype. Institutioner med realkreditlån Kun fast rente Kun variabel rente Begge typer Tekniske skoler 20 3 13 4 Handelsskoler 23 6 15 2 Kombinationsskoler 17 3 11 3 AMU-centre 5 1 4 0 Landbrugsskoler 9 0 3 6 SOSU-skoler 11 6 5 0 Almene gymnasier 115 37 37 41 VUC 17 12 5 0 I alt 217 68 93 56 Det ses, at godt to tredjedele af det totale antal institutioner med realkreditlån i alt 149 institutioner har mindst et variabelt forrentet lån. Heraf har 93 institutioner kun variabelt forrentede lån. 68 institutioner svarende til ca. 31 pct. anvender kun fast forrentede lån. Institutionerne kan opdeles efter, hvilke institutioner der har tilknyttet rentesikringsordninger til de variabelt forrentede lån. Vi får dermed et overblik over, hvor stor en andel af de regulerede institutioner, der har benyttet sig af rentesikringsordninger. 13

Nedenstående tabel viser i hvilket omfang, der er knyttet rentesikringsordninger til institutionernes variabelt forrentede lån. Tabel 2. Institutioner med variabelt forrentede lån, fordelt efter anvendelsen af sikringsinstrumenter. Institutioner med variabelt forrentede lån Ingen sikring Anvendelse af rentesikringsordninger Institutioner der anvender rentesikring i pct. Tekniske skoler 17 2 15 88 Handelsskoler 17 6 11 65 Kombinationsskoler 14 1 13 93 AMU-centre 4 1 3 75 Landbrugsskoler 9 6 3 33 SOSU-skoler 5 2 3 60 Almene gymnasier 78 35 43 55 VUC 5 0 5 100 I alt 149 53 96 64 Det fremgår af tabellen, at rentesikringsordninger er anvendt på 96 ud af 149 institutioner, der har variabelt forrentede lån, svarende til 64 pct. Det ses, at brugen af rentesikringsinstrumenter er relativt høj for VUC er, tekniske skoler og kombinationsskoler sammenlignet med gennemsnittet, mens især landbrugsskoler og almene gymnasier anvender rentesikringsinstrumenter i lavere grad end gennemsnittet. Tabel 2 viser således også, at der er 53 institutioner, der anvender variabelt forrentede lån uden anvendelse af rentesikringsordninger. Disse institutioner kører med andre ord rene rentetilpasningslån (flekslån). Det indebærer lave renteudgifter og dermed mulighed for at prioritere større andel af skolens tilskud til undervisningsformål, nedbringelse af gæld mv., men samtidig vil stigende renter hurtigt medføre højere renteudgifter, der skal findes inden for institutionernes eksisterende budgetter. Det er således en strategi med høj risiko. Det bemærkes bl.a., at 35 almene gymnasier svarende til ca. 30 pct. af alle gymnasier anvender rent variabelt forrentede lån, selv om deres betalingsevne ved overdragelsen af bygninger fra staten var baseret på fast forrentede lån med den toneangivende rente på overtagelsestidspunktet. 4.1.2. Renteswap 4.1.2.1. Kortlægning af brugen af renteswaps Brug af renteswap som valgt rentesikringsinstrument 96 ud af de 149 regulerede institutioner med variable lån anvender en eller anden form for rentesikringsinstrument, jf. tabel 2. Nedenstående tabel 3 viser, hvor mange af de 96 institutioner der anvender renteswapaftaler som rentesikringsinstrument. Tabel 3. Anvendelse af renteswapaftaler på institutioner med rentesikringsordninger. Institutioner med Institutioner rentesikringsordninger flere med en eller rente- Pct.vis anvendelse af renteswap i forhold til antal institutioner med rentesikringsordninger swap-aftaler Tekniske skoler 15 13 87 Handelsskoler 11 10 91 14

Kombinationsskoler 13 11 85 AMU-centre 3 3 100 Landbrugsskoler 3 2 67 SOSU-skoler 3 1 33 Almene gymnasier 43 19 44 VUC 5 0 0 I alt 96 59 61 Af tabellen fremgår det, at 59 ud af de 96 regulerede institutioner anvender renteswap som rentesikringsinstrument, svarende til 61 pct. Af de i alt 217 institutioner med realkreditlån har således ca. 27 pct. indgået renteswapaftaler. Af tabellen fremgår det, at det primært er AMU-centre, handelsskoler, tekniske skoler og kombinationsskoler, der anvender renteswaps. Omvendt anvender VUC, SOSU-skoler og almene gymnasier kun i mindre omfang renteswaps. Herudfra kan udledes, at renteswaps er relativt mindre brugt af de institutioner, der overgik fra den amtskommunale sektor til statsligt selveje i 2007, og som overtog deres bygninger i primært 2010 og for nogens vedkommende lidt senere. Renteswapaftalernes indgåelsestidspunkt Der er i perioden fra 2002 til 2013 indgået i alt 141 renteswap-aftaler for de regulerede institutioner. Nedenstående tabel viser, hvilket år de enkelte aftaler er indgået. Tabel 4. Tidspunkt for indgåelse af renteswapaftaler. Opgjort i antal renteswapaftaler. Antal aftaler i alt 2000-2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 Tekniske skoler 40 2 3 5 6 2 1 3 3 9 6 Handelsskoler 24 0 2 1 1 5 0 3 5 5 2 Kombinationsskoler 44 2 0 1 10 10 0 1 5 12 3 AMU-centre 6 0 0 1 1 3 0 0 1 0 0 Landbrugsskoler 3 0 0 0 1 2 0 0 0 0 0 SOSU-skoler 1 0 0 0 0 0 0 0 0 0 1 Almene gymnasier 23 0 0 0 0 0 2 6 5 7 3 VUC 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 I alt 141 4 5 8 19 22 3 13 19 33 15 Det fremgår af tabellen, at indgåelse af renteswap-aftaler er i tiltagende efter 2006 for derefter at tage et voldsomt dyk i 2009, da forventningerne om den fremtidige renteudvikling grundet konjunkturskiftet var særdeles usikre. Som det fremgår af tabellen, blev der i 2012 indgået aftaler, der overstiger niveauet fra før konjunkturskiftet, hvorefter antallet af indgåede aftaler faldt i 2013. Der skal dog tages højde for, at opgørelsestidspunktet er 1. oktober 2013, hvorfor der kan være indgået aftaler i årets sidste kvartal. Indgåelse af renteswapaftaler er dog på ingen måde begrænset til før konjunkturskiftet (finanskrisen). 15

Renteswapaftalernes løbetid De indgåede renteswap-aftaler har varierende løbetid. I tabellen nedenfor ses en opgørelse over renteswapaftalernes løbetid fordelt på tidsintervaller. Tabel 5. Renteswapaftalernes løbetid. Opgjort i antal swap-aftaler fordelt på tidsintervaller. Antal aftaler i 0-1 år 1-3 år 3-7 år 7-15 år 15-30 år 30 år alt Tekniske skoler 40 0 0 5 9 15 11 Handelsskoler 24 1 1 1 10 9 2 Kombinationsskoler 44 0 0 3 16 15 10 AMU-centre 6 0 0 0 2 2 2 Landbrugsskoler 3 0 0 0 3 0 0 SOSU-skoler 1 0 0 0 1 0 0 Almene gymnasier 23 1 2 0 14 3 3 VUC 0 0 0 0 0 0 0 I alt 141 2 3 9 55 44 28 Det fremgår af tabellen, at 127 aftaler ud af 141 aftaler svarende til 90 pct. har en løbetid på mere end 7 år. En løbetid på over 7 år er udtryk for, at swaprenten er fastlagt for en forholdsvis lang periode, og at institutionerne derfor er låst i forhold til at kunne udnytte et fald i renten. Omvendt er institutionerne sikret en fast rentebetaling, såfremt renten pludselig stiger markant. De lange løbetider øger muligheden/risikoen for en gevinst eller et tab, men det kan også indikere, at institutionerne ikke anvender renteswaps for at kunne høste en kortsigtet spekulationsgevinst. På baggrund af kortlægningen af brugen af renteswaps kan det sammenlagt konkluderes, at En stor andel af de institutioner, der anvender rentesikringsinstrumenter, anvender renteswaps Aftalerne er indgået både før og efter finanskrisen Næsten alle aftaler har en løbetid på mere end 7 år. 4.1.2.2 Analyse af brugen af renteswapaftaler Institutionernes rentebetaling Med renteswapkonstruktionen har en finansiel institution (kreditor) overtaget rentebetalingen på institutionens variabelt forrentede lån mod, at institutionen betaler en fast rente (swaprenten) til den finansielle aktør. Dette rentespænd kaldes herunder for differencerenten. Tabel 6 viser den maksimale differencerente for hver institutionstype, mens tabel 7 viser den minimale differencerente. Dette giver et overblik over spændet af de merrenter, som institutionerne betaler. Der er tale om en opgørelse den 1. oktober 2013, og tabellen afspejler differencen på opgørelsestidspunktet. Tabel 6. Rentespænd for renteswapaftaler. Den maksimale differencerente betalt af en institution som følge af indgåelse af aftale om renteswap. Kreditors Institutionens Difference rente rente Tekniske skoler 0,53 5,27 4,74 Handelsskoler 0,32 4,95 4,63 16

Kombinationsskoler 0,27 5,22 4,95 AMU-centre 0,52 5,08 4,56 Landbrugsskoler 0,52 5,08 4,56 SOSU-skoler 0,35 2,41 2,06 Almene gymnasier 0,27 4,50 4,23 VUC Ingen renteswapaftaler Tabel 6 viser, at det maksimale rentespænd for de fleste institutionstyper ligger mellem 4 og 5 pct.- point. Institutionen betaler således 4-5 pct.-point mere i rente end den finansielle institution, som institutionen har byttet rente med. Hvis institutionen ikke havde indgået en renteswap, ville den således kunne betale f.eks. 0,53 pct. i rente, såfremt den havde kunnet indgå lån på samme renteniveau som pengeinstituttet, men grundet renteswappen betaler den f.eks. 5,27 pct. i rente. Tabel 7. Rentespænd for renteswapaftaler. Den minimale differencerenterente betalt af en institution som følge af indgåelse af aftale om renteswap. Kreditors Institutionens Difference rente rente Tekniske skoler 0,52 1,99 1,47 Handelsskoler 0,35 1,76 1,41 Kombinationsskoler 0,32 4,75 4,43 AMU-centre 0,52 4,20 3,68 Landbrugsskoler 0,52 3,69 3,17 SOSU-skoler 0,35 2,41 2,06 Almene gymnasier 0,53 1,75 1,22 VUC Ingen renteswapaftaler Den minimale differencerente er 1,22 pct.point pr. 1. oktober 2013. Generelt er differencerenten stor og spænder mellem 1,22 og 4,95 pct. Den høje merrente illustrerer faldet i den korte rente, siden aftalernes indgåelse. I tabel 8 ses fordelingen af differencerenten pr. 1. oktober 2013 for de enkelte institutionstyper. Tabel 8. Differencerenten fordelt på pct.intervaller. Opgjort i antal renteswapaftaler. Antal aftaler i alt 1-2 pct.pt. 2-3 pct.pt. 3-4 pct.pt. 4-5 pct.pt. Tekniske skoler 40 8 15 6 11 Handelsskoler 24 3 9 7 5 Kombinationsskoler 44 9 10 10 15 AMU-centre 6 0 0 4 2 Landbrugsskoler 3 0 0 1 2 SOSU-skoler 1 0 1 0 0 Almene gymnasier 23 7 9 6 1 VUC 0 0 0 0 0 I alt 141 27 44 34 36 Overordnet set fordeler differencerenten sig relativt jævnt. Der er 71 aftaler med en differencerente 1. oktober 2013 på mellem 1 og 3 pct.point, mens der er 70 aftaler med en differencerente mellem 3 og 5 pct.-point. 17

Generelt er differencerenten højest for landbrugsskoler og AMU-centre og lavest for de almene gymnasier. Merrenten er helt generelt lavere for gymnasierne end for tekniske skoler, handelsskoler og kombinationsskoler. Dette skyldes, at gymnasierne overtog deres bygninger i 2010 (og dermed muligheden for at belåne dem), hvor renten var lavere end tidligere år, jf. også figur 1. Figur 1: Udviklingen i hhv. den korte og den lange rente På tidspunktet for indgåelse af renteswapaftalerne har alle institutioner som udgangspunkt opnået en rentebesparelse i forhold til et traditionelt 30-årigt fastforrentet lån. Institutionerne har muligvis derfor indgået aftalerne for at kunne omsætte denne rentebesparelse til en øget forbrugsmulighed, f.eks. bruge flere ressourcer på uddannelsesformål mv. Samtidig har man med swapaftalerne sikret sig mod en pludselig stigning i den korte og lange rente, og den kendte ydelse har minimeret institutionernes risiko og sikret en budgetsikkerhed i forhold til ydelsen. Tabel 6-7 viser dog entydigt, at institutionerne pt. ville have en markant lavere rentebetaling, såfremt de udelukkende havde variabelt forrentede lån og ikke havde anvendt rentesikring i form af renteswap. Det er dog en højrisiko-strategi, ligesom denne vurdering er påvirket af det aktuelle særdeles lave renteniveau. Tabel 5 viste, at institutionerne har indgået renteswapaftaler med lang løbetid. Såfremt renten stiger markant over de kommende år, kan differencerenten udvikle sig til at være i institutionernes favør. På længere sigt er det uvist, om renteswapaftalerne vil vise sig at være billigere i forhold til de samlede rentebetalinger end variable rentetilpasningslån. Tabel 7 viser også, at nogle institutioner betaler swap-renter på 1,75-2,50 pct. Disse institutioner har dermed opnået sikkerheden for deres ydelse ved en fast renteudgift, og dette lave renteniveau kunne de ikke opnå ved et traditionelt fast forrentet lån. For disse institutioner har renteswaps været en fordel i forhold til fast forrentede lån målt på renteudgifter, om end sikkerheden for den kendte ydelse betales med en højere rente end det fuldt variable lån. 18