Den psykoanalytiske bevægelses aktualitet Veje og afveje budapest hat geplant berlin ausgeführt wien hofft erfolg Freuds telegram til åbningen af BERLINER POLIKLINIKKEN i februar 1920 10. - 11. november 2007 København PSYKOANALYTISK KREDS
Den psykoanalytiske bevægelses aktualitet Veje og afveje Når man forsøger at aftegne de veje som den psykoanalytiske terapi hidtil har fulgt, må man huske på at psykoanalysen trådte ind i det 20. århundrede som en bevægelse (die psychoanalytische Bewegung) og at grundlæggelsen af den første psykoanalytiske institution i 1920, BERLINER PSYCHOANALYTISCHES INSTITUT, markerer et første afgørende vendepunkt i dens historie. De første tyve år af den psykoanalytiske bevægelses virke skal ikke blot betragtes som forløberen for den efterfølgende institutionalisering af psykoanalysen, de skal i høj grad også opfattes som dens ur-tid (S. Freud). Et sådan perspektiv hjælper os til at anskue hvorledes psykoanalysens institutionalisering på linje med subjektets tilblivelse bygger på nødvendige forudsætninger som kun ufuldstændigt lader sig (be-)gribe, forudsætninger som vi har alle mulige grunde til at få analyseret. Vi har valgt grundlæggelsen af BERLINER INSTITUTTET i årene lige efter Første Verdenskrig som omdrejningspunkt for tilrettelæggelsen af seminaret, fordi det er hér at S. Freuds opfattelse af psykoanalysen som både undersøgelsesmetode, psykologisk teori og terapeutisk teknik institutionaliseres. Tilsvarende lagde det nye hus i årene frem til Nazisternes hærgen tag til både et FORSCHUNGSINSTITUT, en LEHRANSTALT og en POLIKLINIK. Denne tredelte opbygning skulle varetage uddannelsen af en ny generation psykoanalytikere. Når man ser på udviklingen efter Anden Verdenskrig er det svært at overhøre den evaluering af BERLINER INSTITUTTET som M. Safouan giver udtryk for, idet han mener at initiativet må betragtes som en acting out, for så vidt som den dér påbegyndte institutionalisering blev tilrettelagt, udført og varetaget som om psykoanalysen ikke fandtes. Vi tilslutter os denne bedømmelse. Hvilket vil sige at vi er ligeledes interesseret i at finde ud af de træk ved den pågældende institutionalisering, der gjorde at den, ganske imod dens hensigter, kom til at stå i vejen for psykoanalysen. J. Lacans bidrag til en sådan undersøgelse består bl.a. i at minde os om idet han indfører udtrykket psykoanalytikerens dannelse inden for feltet at de praksisser vi kalder at forske, at lære og at behandle selv og med nødvendighed dannes af det ubevidste, og at der er brug for at få analyseret hvordan analysens erfaring kan deltage i deres udformning. En sådan undersøgelse er nu påkrævet i vores sammenhæng, fordi Psykoanalytisk Kreds vedkender sig i året 2007 tre nye tiltag for dens virke, ved hjælp af nogle aktiviteter som i høj grad minder om dem, som BERLINER INSTITUTTET i sin tid iværksatte. Det spørgsmål vi således står overfor er følende: hvordan kan vi undgå at det årlige offentlige møde, det treårige uddannelsesforløb og den åbne anonyme samtale havner i de samme blindgyder som den begyndende institutionalisering af psykoanalysen i 1920erne endte i. Vi inviterer hermed til en diskussion angående de nødvendige forudsætninger for at Kredsen formår at forvalte og vedligeholde de nævnte nye tiltag under hensyn til at psykoanalysen findes.
Vejviser - Indledning Jeg svømmer i tilfredshed, er let om hjertet, fordi jeg ved mit smertensbarn, mit livsværk, bevogtet og sikret for fremtiden gennem Deres og andres deltagelse. Jeg vil, om end fra det fjerne, se bedre tider komme. Sigmund Freud 1918 til Sándor Ferenczi Den V. internationale kongres, der bliver afholdt i 1918 i Budapest, er præget af den stærke eufori, som på dette tidspunkt har grebet den psykoanalytiske bevægelse. Den finder sit højdepunkt i Freuds dristigt fremadskuende foredrag om Den psykoanalytiske terapis veje, som bliver startskuddet til den grundlæggelse af BERLINER INSTITUT, der fandt sted to år senere. Som vejviser der vil forhindre at bevægelsen kommer på afveje fra den fremtidskurs, man nu er slået ind på anfører Freud slet og ret den strenge og tendensløse psykoanalyse. Arbejdet med den i 1920 begyndende institutionalisering af psykoanalysen indbyder derfor frem for alt til en undersøgelse af, hvad der forstås med den strenge og tendensfri psykoanalyse. Afveje - Brevvekslinger og rundskrivelser Mine betænkeligheder retter sig ikke imod Ferenczis og Ranks resultater, man mod de veje, de er slået ind på. Disse forekommer mig at føre på afveje i forhold til psykoanalysen, og det er alene det min kritik sigter på. Karl Abraham 1924 til Sigmund Freud I hvilket omfang svaret på spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved den strenge og tendensfri psykoanalyse, er bundet til dens grundlæggers ord i midten af tyverne, viser sig i den krise, som bevægelsen i forbindelse med Otto Ranks og Sándor Ferenczis offentliggørelser havner i. Freud henvender sig i februar 1924, i to rundskrivelser til KOMITÉ- ENS medlemmer, i hvilke han, hvad betingelserne for det videre samarbejde angår, alene anfører denne ene, nemlig at ingen forlader den fælles grund for de psykoanalytiske forudsætninger. Denne eneste betingelse er ensbetydende med opfordringen til at søge den strenge og tendensfri psykoanalyse på dens forudsætningers grund. Omveje [...]den ikke-lægelige analyse lader sig ikke længere undertrykke, og jeg tænker på energisk at tage parti for denne. Sigmund Freud 1921 til Max Eitingon Ingen steder ser psykoanalysen sig mere udfordret på dens forudsætningers grund, end i spørgsmålet om lægmandsanalysen. Freud understreger denne opfattelse i et brev fra år 1929: Den første, der træder ud af I.P.V., ifald den giver efter for amerikanerne omkring punktet om lægmandsbehandling, bliver mig. Han betegner holdningen hos dem, der er modstander af lægmandsanalysen som upraktisk, da den ikke kan ændre en eneste af de momenter som behersker sagforholdene. Den har omtrent karakter af et forsøg på fortrængning. En læsning af Freuds tendentiøse skrift fra år 1926, med hvilken han svarer på anklagen mod Theodor Reik angående kvaksalveri, giver løfte om at skaffe opklaring over hvilke momenter det er, der kendetegner den strenge og tendensfri psykoanalyses sagforhold.
Program Lørdag d. 10.11. 2007 10.00 11.00 Vejviser - Indledning Fra bevægelse til institution psykoanalysen i 1920erne v / Kirsten S. Andersen 11.00 11.30 Pause 11.30 12.30 Afveje - Brevvekslinger og Rundskrivelser Den HEMMELIGE KOMITÉS krise i året 1924 v / Søren Vasegaard 12.30 13.30 Frokostpause 13.30 14.30 Omveje Lægmandsanalysen og spørgsmålet om psykoanalysens forudsætninger v / Bent Rosenbaum 14.30 15.30 Plenum
Program Søndag d. 11.11. 2007 10.00 11.00 Korsveje The talking cure v / Maria Lense-Møller 11.00 11.30 Pause 11.30 12.30 Genveje Standards i uddannelsen og det uforudsigelige i ønsket v / Ulla Østergaard 12.30 13.30 Frokostpause 13.30 14.30 Udveje Som om psykoanalysen finns v / Ewa Rudvik 14.30 15.30 Plenum / afsluttende diskussion
Korsveje Jeg er som bekendt en fortaler for læganalysen og ville på liberal vis måde kunne gøre den analytiske belæring tilgængelig for alle dem, der stræber efter det, også selvom de ikke kan underlægge sig de strenge betingelser for et fuldstændigt kursus. Sigmund Freud 1925 til medlemmerne af den HEMMELIGE KOMITÉ. I vores opsporing af de momenter, der kendetegner psykoanalysens sagforhold, kan vi blandt andre gå ind på det spor, som Freud selv lægger ud i den sidste sætning i hans partitagen for læganalysen: [ ] det, hvorpå det kommer an, psykoanalysens indre udviklingsmuligheder, kan dog ikke rammes via forordninger og forbud. Psykoanalysens indre udviklingsmuligheder, der spirer af dens forudsætningers grund, går altså hånd i hånd med anerkendelsen af noget stræbende. Set fra denne synsvinkel består udfordringen, som vi også i dag erkender i Freuds holdning, i analysen af ønskets flertydighed. Genveje Vi finder i Wien ofte folk, der ikke vil uddanne sig til terapeutisk analytiker, men som dog søger uddannelse (fx alene hos mig to, en kvindelig pædagog og en praktiserende læge). På dem lader instituttets sædvanlige kursus sig ikke helt anvende, men dog kan heller ikke denne type uddannelse forblive en privatsag. Anna Freud 1925 til Max Eitingon Betingelserne for analysen af ønsket udgør omdrejningspunkt og akse for den kritik Siegfried Bernfeld i 1952 retter mod de psykoanalytiske uddannelsesinstitutter. Hans forslag til, hvordan man kunne forholde sig på en anden måde med de personer, som ønsker at lære om psykoanalysen, har, med Bernfelds egne ord den fordel at være lige så uforudsigelig, at være lige så irrationel i anvendelsen af rationelle indsigter, og at være lige så indstillet på hvert tilfælde for sig som den freudske psykoanalyse. Spørgsmålet om hvorvidt det i forbindelse med den psykoanalytiske belæring vil lykkes ikke at forlade psykoanalysens forudsætninger, afhænger uvægerligt af, hvordan man, der hvor den finder sted, vil være i stand til at omgås med det uforudseelige, det irrationale og det særegne. Udveje Jeg har naturligvis ikke til hensigt at bestride jeres objektive eksistens, men subjektivt betragtet er I dog, ligesom instituttet, til hvilket I vier jeres arbejde, min ønskeopfyldelse! Allerede i dag kan det forudses, at jeres institut vil komme til at virkeliggøre alle dets grundlæggers hensigter, og vil blive centrum for den uophørlig fremadskridende psykoanalytiske bevægelse. Sigmund Freud 1925 til BERLINER POLIKLINIK Også medarbejderne på BERLINER POLIKLINIKKEN står overfor det uforudsigelige, det irrationelle og noget absolut særegent. Således benævner Freud i 1918, på kongressen i Budapest, det psykiske. Freud går også her i lag med det prekære spørgsmål om teknikkens tilpasning til de forskellige sygdomsformer, ud fra den strenge og tendensfri psykoanalyses forudsætninger. Herom vidner hvad han - med udgangspunkt i håndteringen af overføringen - kalder den mindste fællesnævner for disse mulige tilpasninger af teknikken, nemlig: at den syge i forholdet til lægen fortsat skal have rigeligt med uopfyldte ønsker.
Litteratur: M. Balint (1947), On the Psycho-analytic Training system, Primary Love and Psychoanalytic Technique, London 1965. M. Balint (1953), Analytic Training and Training Analysis, Primary Love and Psychoanalytic Technique, London 1965. S. Bernfeld (1952), On Psychoanalytic Training, Psychoanalytic Quarterly, 1962. S. Ferenczi, O. Rank (1924), Entwicklungsziele der Psychoanalyse, S. Frenczi, Ausgewählte Schriften. S. Freud (1918), Wege der psychoanalytischen Therapie, GW Bd. XII. S. Freud K. Abraham, Brevveksling 1924-1925. S. Freud M. Eitingon, Brevveksling 1924-1925. S. Freud S. Ferenczi. Brevveksling 1924-1925. S. Freud (1926), Zur Frage der Laienanalyse Unterredung mit einem Unparteiischen, GW Bd. XIV. S. Freud (1927), Nachwort zur «Frage der Laienanalyse», GW Bd. XIV. M. Schröter (2002), Max Eitingon and the struggle to establish an international standard for psychoanalytical training (1925-1929), Int. J. Psychoanal., 83: 875-893.
Seminar: Den psykoanalytiske bevægelses aktualitet Veje og afveje Når man forsøger at aftegne de veje som den psykoanalytiske terapi hidtil har fulgt, må man huske på at psykoanalysen trådte ind i det 20. århundrede som en bevægelse (die psychoanalytische Bewegung) og at grundlæggelsen af den første psykoanalytiske institution i 1920, BERLINER PSYCHOANALYTISCHES INSTITUT, markerer et første afgørende vendepunkt i dens historie. De første tyve år af den psykoanalytiske bevægelses virke skal ikke blot betragtes som forløberen for den efterfølgende institutionalisering af psykoanalysen, de skal i høj grad også opfattes som dens ur-tid (S. Freud). Et sådan perspektiv hjælper os til at anskue hvorledes psykoanalysens institutionalisering på linje med subjektets tilblivelse bygger på nødvendige forudsætninger som kun ufuldstændigt lader sig (be-)gribe, forudsætninger som vi har alle mulige grunde til at få analyseret. En sådan undersøgelse er nu påkrævet i vores sammenhæng, fordi Psykoanalytisk Kreds vedkender sig i året 2007 tre nye tiltag for dens virke, ved hjælp af nogle aktiviteter som i høj grad minder om dem, som BERLINER INSTITUTTET i sin tid iværksatte. Det spørgsmål vi således står overfor er følende: hvordan kan vi undgå at det årlige offentlige møde, det treårige uddannelsesforløb og den åbne anonyme samtale havner i de samme blindgyder som den begyndende institutionalisering af psykoanalysen i 1920erne endte i. Tilrettelagt af: Kirsten S. Andersen Frank Grohmann Anne Haddad Elisabet Holst Marina Testa Pedersen 10. 11. november 2007 VESTERBRO KULTURHUS Lyrskovsgade 4 Mødelokale 3 København V Deltagelse i seminaret inkl. to gange frokost og kompendiet: 300 Dkr Psykoanalytisk Kreds www.kredsen.dk