LÆSEPRØVE MED UDVALGTE BUDSKABER FRA BOGEN En BÆRE dygtig ØKONOMI... rentefrie lån og menneskelig trivsel Steen Kyndesen S K R I V E F O R L A G E T
Steen Kyndesen LÆSEPRØVE MED UDVALGTE BUDSKABER FRA BOGEN En bæredygtig økonomi... rentefrie lån og menneskelig trivsel
Indhold i den samlede bog Indledning...11 Kapitel 1 En forældet investeringskultur... 15 Penge... 16 Renter og renters rente... 18 Penge, arbejde og materialer... 23 Historiske eksempler på rentefri økonomi... 25 Spekulation...30 Spekulation her til lands... 32 Boliglån... 35 Kapitel 2 Min historie...39 Viden er relativ... 41 Tilbage til økonomien...42 Flere økonomiske strukturer... 47 Kapitel 3 Bankdrift... 51 Banker låner penge ud, de ikke har... 53
International bankdrift...56 I skattely...59 Set i et forretningsperspektiv... 61 Ansvarlighed...62 En samfundsbank...63 Kapitel 4 Finanskriser er dyre...67 Goldman Sachs...69 De globale gribbe... 71 Tænketanken i EU... 74 Demokrati eller markedsstyring...76 Er der en løsning på finanskriserne?... 77 Vækst som løsningsparameter...79 En forældet investeringskultur... 81 Mangelfuld lovgivning...83 Kapitel 5 De psykologiske og mentale barrierer...87 Dialog kontra monolog...89 Hvad er det, der får os til at træffe valg?... 90 Kapitel 6 At ville dele og vise solidaritet...93
Og så lige et lille sidespring...95 Markedstænkning kontra bæredygtig udvikling og livskvalitet..96 En ny måde at tænke og agere på...98 Kapitel 7 Fordele og ulemper ved de forskellige pengesystemer... 109 En samfundsvenlig og bæredygtig økonomi... 111 Kan et samfund selv lave sine penge?...114 Reform af pengesystemet...119 Kapitel 8 Tanker og koblinger til det politiske...125 Politiske handleværktøjer...127 Flere bæredygtige løsninger...131 Nej tak til spekulation...131 Ja tak til kreditforeninger...132 Attraktive priser på byggegrunde...132 Virksomhedernes økonomi...133 Visioner, troværdighed og handlekraft...133 Det gode danske land... 134 Fremtidens politik... 136 Afrunding...139
En forældet investeringskultur Som jeg ser det, har vi en forældet og ineffektiv investeringskultur. En investeringskultur, der ikke opfylder et moderne samfunds behov. 1. Den er ineffektiv 2. Den er dyr 3. Den opfylder ikke samfundets behov 4. Den lever på nas 5. Den skaber økonomiske kriser 6. Den fastholder krisen Ineffektiviteten ser vi i, at virksomhederne, boligejerne og private ikke kan få de lån, de har brug for. Det resulterer i tab af arbejdspladser og fravær af vækst. Den er dyr for samfundet, dels fordi renterne er en belastende omkostning, dels fordi der tabes penge på de økonomiske kriser, med tilhørende nedskæringer, konkurser og arbejdsløshed. Den opfylder ikke samfundets behov, idet bankerne ikke er i stand til at tilbyde den arbejdskapital, som vores virksomheder, iværksættere og boligejere efterspørger.
Den lever på nas, fordi den ernærer sig på arbejdsfrie indkomster. Den skaber økonomiske kriser via sin grådighed og uhensigtsmæssige investeringer og forvaltning af pengene. Den fastholder krisen ved ikke at ville låne penge ud. De tre hovedparametre, der gør vores pengesystem dysfunktionelt og bringer os ud i uholdbare løsninger og kriser, er renter med rentes rente, spekulation og fiktiv økonomi.
Renter og renters rente Lad os se på, hvordan en rente udvikler sig over tid. Hvis vi tager et lån på en million kroner med ti procent i rente og renters rente, ser gælden således ud efter: 1 år 1.100.000 5 år 1.610.000 10 år 2.600.000 15 år 4.180.000 20 år 6.730.000 25 år 10.830.000 30 år 17.450.000 50 år 117.390.000 100 år 13.780.000.000 Her ser du så, hvorfor renten bliver til den store økonomiske tyran. På ti år er gælden vokset til 2.6 millioner, efter hundrede år er gælden blevet til 13,7 milliarder kroner. Set i lyset heraf er det ikke så svært at forstå Einsteins udtalelse.
Spekulation her til lands Også her til lands florerer spekulationen lysteligt. Vi ser det tydeligst på ejendomsmarkedet og på grundpriserne i særdeleshed. Som bygmester ved jeg, at det er muligt at udstykke en byggegrund og gøre den salgsklar for 250.000 kroner. Hvorfor sker det så ikke? For det første har vi en tradition her i landet for, at når byrådet har vedtaget en ny udstykningsplan, ja så stiger jorden ti gange eller mere i pris afhængig af beliggenhed. Hvordan kan det nu være? Svaret er spekulation anført af spekulanter, ejendomsmæglere og kommuner. Ser du, når en bonde sælger landbrugsjord, får han typisk 100.000-200.000 kroner per ha. Da der kan udstykkes ti byggegrunde af 1.000 kvadratmeter per ha, er det ensbetydende med en jordpris på 10-20.000 kroner for en byggegrund før byggemodningen. Byggemodningen klares for cirka 150.000. Så skal der være lidt til salgsarbejdet. Udbudspris cirka 250.000 kroner. Priser herover er spekulationspriser, det vil sige arbejdsfrie indkomster lige ned i lommen på sælger. Regningen og overprisen bliver givet videre til køberne. Og er det ikke tankevækkende, at hvis du erhverver en byggegrund til en million kroner, betaler du mere for grunden, end materialerne
koster til et hus på 160 kvadratmeter? Du betaler også mere for byggegrunden, end du betaler i arbejdsløn for at få bygget dit nye hus. Som det fremgår, er det mere givtigt at være spekulant end at lave et stykke reelt arbejde. Derfor burde det også være en kommunal opgave at sikre, at der er byggejord og byggegrunde nok til rådighed for borgerne. Grundene kunne så udbydes til borgerne til kostpriser. Dette ville betyde, at en grund kunne erhverves for cirka 250.000 kroner. Med andre ord. Slut med at kommunerne går forrest i spekulation i byggejord og byggegrunde. Det ville betyde, at en typisk familie kunne erhverve en byggegrund og spare 500.000 kroner til 1.000.000 kroner i de attraktive byområder. Penge, der ikke skal forrentes og afdrages på de næste 30 år. Der spekuleres også i udlejningsejendomme. Én metode går ud på, at der handles rundt. Det vil sige, at man sælger gensidigt til hinanden med det formål at få ejendomsprisen op. Et eksempel. To ejendomsspekulanter bliver enige om at sælge til hinanden. Man sælger så sin ejendom, der reelt er seks millioner værd, til en kollega for 7,5 millioner kroner, for senere at genkøbe den for ni millioner kroner. Den fiktive værdistigning på tre millioner belånes og omsættes. Herefter lader man ejendommen gå konkurs. En anden metode går ud på, at man sælger den pris opjusterede
ejendom til anpartshavere, med det til følge at anpartsejerne pludselig står med en uventet gæld på tre millioner. Og bankerne har været mere end villige til at finansiere. Ovennævnte er et eksempel på fiktiv økonomi i praksis. En metode, der anvendes i stor stil i mange sektorer, med økonomiske kriser til følge. Det kan være svært at forstå, hvorfor nogle mennesker bliver ved med at være grådige, ikke kan få nok. Om det så er fødevarer, bliver det for nogle mennesker til et investeringsmål, selv om det betyder, at andre må dø af sult. Det er vel indlysende, at egoismen her er i førertrøjen, og hensynet til andre er fraværende. Her må det vel være på sin plads med et bæredygtigt pengesystem, der er til glæde for helheden, samfundet og den enkelte borger. Der kan vel ikke herske tvivl om, at vi her befinder os i et område, der i den grad trænger til at blive reguleret. Derfor bør vi arbejde for, at der bliver lovgivet mod spekulation og reguleret i den finansielle sektor. Det er ulovligt at stjæle det burde også være ulovligt at spekulere.
Tilbage til økonomien De helt store og belastende faktorer er spekulation, fiktive værdier og renteåget. Disse åg er kendetegnende ved ikke at bidrage til samfundet, forstået på den måde, at de ikke tilfører samfundet noget positivt. De lever på andres arbejde, af de penge, som andre tjener, og bliver som sådan en slags parasit eller samfundsnassere. Det er beklageligt at måtte konstatere, at vores finanssektor hører til her, anført af storbanker, hedgefonde og spekulanter. Deres metier går i al sin korthed ud på at leve fedt på samfundet via arbejdsfrie gevinster. De lever af at gældssætte deres medmennesker, og resultaterne ser vi i form af elendighed, kriser, landes kollaps og finanskrise. Se blot på udviklingen i Sydeuropa, med elendighed, nød og forgældelse. Se på udviklingslandene, hvor lån og gæld er med til at holde dem fast i nød, fattigdom, sult og død. Og se så et øjeblik på finansverdenen og deres højborge. Ser vi her nød og elendighed? Bor og lever disse mennesker ikke i flotte og luksuøse omgivelser, mens deres ofre vånder sig i nød og elendighed? Hører de ikke med til eliten af samfundet? Hører vi ikke ofte, at vi har brug for dem og deres penge, at samfundet ville gå nedenom og hjem uden deres uundværlige penge. Det er tilsyneladende det, vi er blevet opdraget til at tro på og som følge heraf det vi vælger som samfundsmodel.
Paradokset er, at når krisen kradser, er finansmændene forduftet, og skatteyderne må punge ud og klare krisen selv. Omkostningerne kender vi i form af nedskæringer og arbejdsløshed. Finansfolket har nemlig trukket deres penge ud af samfundet og købt guld eller andre lukrative investeringsobjekter i stedet. Samfundet kommer som følge heraf til at mangle penge. Når vi andre så har betalt regningen for de riges fest, tilbyder de igen deres penge mod rentebetaling. Helt ærlig. Hvornår bliver vi mon klogere? Det er et problem, når penge bliver en ultimativ størrelse i sig selv, og at vi bliver slaver af det. Paradokset er, at vi slet ikke har brug for finansverdenens penge. Som samfund kan vi lave vores egne penge og bruge dem som betalingsmiddel, og på den måde komme renteåget og slaveriet til livs. Hvordan vil jeg uddybe senere, men først skal vi lige have et indblik i, hvordan vores nuværende pengesystem fungerer. Hver dag året rundt skabes der flere og flere værdier, som kan belånes og omsættes i penge. På denne måde vokser pengemængden konstant. Der bliver flere og flere overskudspenge, der igen kan lånes ud. Udviklingen i verden går imod, at flere og flere lever af at låne penge ud, samtidig med at færre og færre er beskæftiget med produktion og tjenester. Dertil kommer, at der laves flere og flere penge på fiktive værdier, der så belånes og lånes ud til nye fiktive
værdier og så videre. Det er blandt andet det, der i fagkredse kaldes for fire-økonomi (fire-økonomi bygger på gæld og tekniske værdier, der kan belånes). Sagens kerne er, at der laves flere og flere penge på fiktive værdier, det vil sige på ingenting. Det er også det begreb, vi kender som bobleøkonomi. Disse fiktive skabte penge tilbydes så til lande, banker og andre låntagere, mod at der betales en rente af pengene. Med andre ord. Penge, der er kommet ud af ingenting, lånes ud til andre mod betaling. Alternativet til at låne disse penge, som reelt er kommet ud af ingenting, er, at samfundet selv udsteder sine penge via en samfundsbank og tilbyder dem som rentefrie lån til virksomheder, kommune, stat med videre med sikkerhed i samfundets værdier. Dette ville i praksis betyde, at der til enhver tid ville være værdier for pengene, og samfundet ville være selvforsynende med penge. Et samfund baseret på et sådant pengesystem ville ikke komme ud i nogen form for økonomisk krise, ikke blive revet med af finanskriser, alene af den grund at en sådan økonomi ikke ville være en del af den internationale bobleøkonomi/fire- økonomi. Der ville til enhver tid være dækning for samtlige udlån. Hermed ville tab og økonomiske kriser være afskaffet. Dertil kommer, at samfundet til enhver tid ville have alle de penge, det havde brug for, og samfundsborgerne og virksomhederne ville have adgang til rentefrie lånemuligheder. Dette ville
igen føre til nye og flere virksomheder med tilhørende flere arbejdspladser. Staten ville få et større skatteprovenu og spare en masse penge på bistand og arbejdsløshedsunderstøttelse, idet vi ville få en relativ høj beskæftigelse. Dette ville så igen kunne udmøntes i skattelettelser og mere velstand til alle. Virksomheder ville søge til landet af den simple grund, at det ville være langt billigere at producere og drive virksomhed her end i lande med rentebaseret økonomi. Og sidst, men ikke mindst. Et sådant samfund ville ikke have behov for at låne, idet samfundet selv lavede sine egne penge. Og samfundet ville hermed aldrig komme til at mangle penge. Valutaen ville blive en af de stærkeste i verden, idet den ville være baseret på reelle værdier og ikke på fiktive værdier og bobleøkonomi. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget vi kunne sætte i gang, hvis rentepengene blev brugt til skabende processer, nye virksomheder, bæredygtig udvikling, mere sundhed, mere ferie, mere økonomisk frihed. Tænk engang, hvad det ville betyde for en familie at kunne spare for eksempel fire procent i renter på et boligkøb til to millioner kroner. Det ville give 80.000 kroner mere at leve for om året. Og tænk engang, hvad det ville betyde for en virksomhedsinvestering på 30 millioner kroner med en besparelse på for eksempel ti procent på anlægskapitalen. Jeg tror, at vi ville få et blomsterende samfund med masser af virkelyst og en velstand uden lige.
Ovennævnte vil blive uddybet i det følgende, men først skal vi lige have et indblik i, hvad vores nuværende investeringskultur afstedkommer.
Banker låner penge ud, de ikke har Det er efterhånden helt normalt for kreditvirksomhed og udlånspraksis, at der ikke er dækning i bankens aktiver for deres udlån. Den tid, hvor banken havde værdier i kælderen som sikkerhed for deres udlån, er for længst passeret. Pengeskabelsen er i dag mere baseret på bankens forventning om tilbagebetaling, end reel sikkerhed i bankens egne aktiver. Engang bestod pengemængden i samfundet af sedler og mønter, der blev fremstillet af Nationalbanken. I dag er der kun cirka fem procent af pengene, der er kroner og ører fra Nationalbanken resten er elektroniske penge, tal på en computerskærm, som udstedes af de private banker. Siden 1991 er den elektroniske pengemængde i Danmark firedoblet, fra 200 til 800 milliarder kroner. Så i modsætning til den gængse tro eller opfattelse behøver bankerne ikke at låne deres egne eller indskydernes penge ud. De skaber deres egne penge via en elektronisk konto og tjener deres penge på låntagernes løfter om tilbagebetaling, gebyrer og rentebetaling. Penge udstedes så at sige ud af den blå luft. En sådan form for rationalitet, at basere et samfunds pengesystem på alkymi, har vist sig at være uholdbart. En forandring er uundgåelig. Det handler om at etablere en demokratisk kontrol med pengeskabelsen, i stedet for
at det er profitmaksimerende private banker, der bestemmer, hvor mange penge der cirkulerer i vores økonomi, og hvad de skal bruges til. Dertil kommer, at langt den største del af de penge, bankerne laver via udlån, går til spekulative formål, snarere end til investeringer i reelle produktive aktiviteter. Det er et problem. For at sætte det hele lidt i perspektiv forholder det sig sådan, at politikere hvert år bruger masser af kræfter på at slås om 3-4 milliarder kroner via finanslovsforhandlinger, alt imens de private banker uden nogen form for demokratisk indflydelse i tiden op til krisen pumpede omkring 100 milliarder nye kroner ud i samfundet hvert år. Set i det lys må det vel stå klart for de fleste, at et sådant udemokratisk system uden politisk styring ikke kan fortsætte. Med andre ord: Bankerne skaber penge, i takt med at der er brug for det. Fremstillingsprocessen består i at registrere lånet på en computerskærm, hvilket må siges at være en hurtig, billig og nem måde at tjene penge på. Dertil kommer, at ikke alene foregiver bankerne, at de har de penge, de låner ud til os, men de kræver også, at vi skal komme og redde dem ud af deres egen uforsigtige gambling, udlån og gæld, når krisen krasser, således at de kan fortsætte med at låne os penge, som de ikke har. Det må høre op. En samfundsbank kunne lige så godt stå for kreditformidlingen.
Dette ville betyde, at den nuværende milliardindtjening, som bankerne har på udlån, for eksempel kunne deles mellem staten og låntagerne, med mere livskvalitet og flere penge til samfundsnyttige ting til følge. Hvad enten en samfundsbank eller en privat bank laver et elektronisk pengelån må kunne komme ud på et. Spørgsmålet er så, hvor længe vi har lyst til at vedblive med at betale de unødvendige renteomkostninger, som bankerne forlanger for at formidle vores pengeomsætning.
Demokrati eller markedsstyring Spørgsmålet er, om vores politiske system er uhjælpeligt i lommen på markederne. Det ser ud til, at Vestens demokratier i stigende udstrækning underordner sig hvad enten regeringerne kalder sig røde eller blå det globale markeds pengeinteresser. Det hedder sig, at man er bange for, at investorerne ikke vil investere deres penge. Man vælger så at rette ind til højre for, som det hedder, at undgå kapitalflugt, med nedskæringer, arbejdsløshed og i yderste konsekvens statsbankerot til følge. Og ja, det må siges at være et skræmmebillede, der vil noget, og det indikerer vel alt andet lige, at verden har brug for en demokratisk styring af det finansielle system. Når vores politikere tilsyneladende er uhjælpeligt i lommen på det frie pengemarked, rejses spørgsmålet, hvilken økonomi og hvilket marked kan da forenes med sandt demokrati? Det første, der falder mig ind, er, at markederne må underordne sig en demokratisk politisk styring. Men det er desværre ikke det, jeg ser ske i øjeblikket. Vi går mere og mere i retning af, at markedet sætter dagsordenen, og at vi som skatteborgere i stigende omfang bliver tvunget til at betale ved kasse et. Derfor er det også på tide, vi tager sagen i egen hånd og frisætter den økonomiske magt, vi bliver påtvunget af markedet, og kræver, at finanskapitalen underordner sig de demokratiske spilleregler.
Et godt alternativ ville være en demokratisk samfundsbank, der kunne stille rentefrie midler til rådighed for alle, i en fri demokratisk ånd.
Markedstænkning kontra bæredygtig udvikling og livskvalitet Som vi har set, vil en rentefri økonomi blive til gavn for alle i samfundet, bortset fra dem, der p.t. lever af den rentebaserede økonomi. Problemerne på verdensplan er den såkaldte markedstænkning. Jeg hørte vores egen finansminister sige, at i 2030 skal vi være dobbelt så rige, som vi er nu. Grunden til, at det er målet, er at holde gang i væksten via markedsøkonomien. Med andre ord skal de fleste have to boliger, to sommerhuse, fire biler, 16 fjernsyn og så videre. I sig selv en absurd situation. Dette står også i skrigende modsætning til en global bæredygtig udvikling. Eksperter inden for området påpeger igen og igen, at jorden og jordens resurser miljømæssigt ikke ville kunne klare en sådan udvikling. I Danmark er vi p.t. i den situation, at vi bruger resurser svarende til 4,5 kloder, og vi har som bekendt kun en. Lad os engang prøve at vende det hele på hovedet. Bliver vi lykkeligere af den markedsbaserede vækst? Kan lykken måles på, hvor mange varer vi kan købe? Hvis det er tilfældet, så må vi blive dobbelt så lykkelige i 2030. Og ja, det er jo fantastisk, eller er det? I de sidste 12 år er forbruget af lykkepiller vokset med 100 procent. Hvad er det lige udtryk for? Vi ser stor stigning i overvægt, med en
eksplosiv diabetes til følge og vækst i hjertekarsygdomme. Med andre ord er livsstilssygdomme en del af den moderne forbrugsfest, som markedsøkonomien er leder af. Vi laver så lige et par piller, der kan fikse det. Og det er godt, for de kan jo sælges, og så er der gang i væksten? Ja, det er der. Men hvilken vækst? Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det ikke ville være bedre at vælge en bæredygtig udvikling. At vælge en samfundsmodel, der bygger på menneskelig trivsel og velvære, i stedet for at bygge et samfund op omkring markedet og dets uendelige materielle vækst. Hvis vi virkelig vil det, kan vi bygge et samfund op omkring bæredygtig udvikling. Vi kunne afskaffe arbejdsløsheden ved noget så simpelt som at dele det arbejde, der er. Det vil sige nedsætte arbejdstiden, og alle kan holde mere fri. Som det er nu, er det det arbejdende folk, der løber en hvis ting ud af bukserne og bliver syge at stress, pres og jag. I den anden ende har vi dem, der ikke har et arbejde. De går derhjemme, får ikke brugt sig selv, og det bliver de så deprimerede, stressede og syge af. Jeg mener, det er da ikke den mest intelligente samfundsmodel, som jeg har hørt om. Udfordringen består i at dele det arbejde og hermed den økonomi, der er til rådighed, men vil vi det?
Reform af pengesystemet Jeg vil i det følgende komme et bud på en bæredygtig økonomisk teori/tese. Den består af gamle gennemprøvede elementer, som opdeling af pengesystemet, statens kontrol med økonomien samt et nyt element til finansiering via en rentefri økonomi. Denne nye sammensætning og nytænkning af de økonomiske aspekter vil føre til et stabilt og sikkert pengesystem, der er sikret mod nye økonomiske kriser. Dertil kommer, at den er socialt ansvarlig, idet den ikke bidrager til at øge uligheden mellem rig og fattig. Med andre ord, det er en ansvarlig, bæredygtig og solidarisk økonomisk model. En brugbar model til en ny og bedre verden, hvor udfordringerne blandt andet bliver en omstilling til en bæredygtig udvikling. Her bliver der i høj grad brug for en bæredygtig økonomi til at løfte de kommende omstillingsaktiviteter. Hvis vi skal bevæge os fra en spekulativ økonomi med tilhørende kriser og til en sund og bæredygtig økonomi, hvilke tiltag skal vi så have i spil? 1. For det første skal staten tage kontrollen med pengeskabelsen tilbage fra de private banker. 2. For det andet skal vi dele finans- og banksektoren op i to sekto-
rer. En med almindelige bankforretninger og en anden med de øvrige finansielle institutioner. 3. For det tredje skal de almindelige bankforretninger drives non-profitabelt. Det vil være oplagt, at staten tager kontrollen med pengeskabelsen tilbage fra de private banker. Det kunne gøres ved, at det skal være forbeholdt Nationalbanken eller et nyt organ, der er ansvarligt over for Folketinget, at skabe pengene elektroniske som kontanter og løbende hvor mange. Ved at samfundet tager kontrollen over pengemarkedet, opnår vi, at det er samfundet, der styrer økonomien, og ikke som nu, hvor det er finanssektoren og hermed det frie marked, der styrer. Det vil betyde, at samfundet kan styre sin økonomi og kanalisere penge derhen, hvor der er behov for det. Det kunne være i bæredygtig produktion eller flere penge til udkantsdanmark. For det andet skal vores finans- og banksektor deles op i to sektorer. En med almindelige bankforretninger, der betjener den reelle økonomi det vil sige private og virksomheder og en anden med de øvrige finansielle institutioner, hvor folk frit kan investere deres penge på det globale investeringsmarked, vel at mærke for egen regning og risiko. Denne opdeling har de indlysende fordele, at den
almindelige samfundsøkonomi ikke vil blive kriseramt, i takt med at spekulationsøkonomien løber løbsk og udløser nye økonomiske kriser. Dertil kommer, at samfundet kan lade investeringsbankerne gå konkurs, uden at det påvirker den almene økonomi. Vi har på denne måde løst det problem, at samfundet og hermed skatteyderne skal betale for spekulationsøkonomiens dumheder. Det bliver således investorerne selv, der kommer til at bære eventuelle tab. Denne opdeling af bank- og finanssektoren er prøvet. Det skete i USA efter krisen i 30 erne. Det skabte for daværende verdens stærkeste økonomi. Så modellen er prøvet, og den virker. Sidst, men ikke mindst, skal de almindelige bankforretninger drives non-profitabelt? Det vil have de helt oplagte fordele, at det bliver langt billigere for alle at låne penge. Det vil styrke danske virksomheders konkurrenceevne og gøre det lettere for iværksættere at starte egen virksomhed. Dertil kommer, at de mange milliarder, der tilflyder finanssektorer og skaber uligheder i stedet vil komme låntagere og samfundet til gode. Penge, der kan bruges til at fremme menneskelig trivsel, livskvalitet, lighed og bæredygtige omstillingsaktiviteter. Ved at vi gør pengene til neutrale virkemidler, der stilles i samfundets tjeneste, opnår vi at få et betalings- og lånemiddel, der gør, at vi kan interagere med hinanden, udveksle med hinanden, sætte
produktioner i gang, lave ting, låne penge uden at andre skal tjene på det. Hvis vi laver en pengereform, der gør op med rentebetalingen på lån, så bliver vi også mindre vækstafhængige og opnår hermed som samfund en større frihed til at bestemme udviklingen. Vi kan realisere det hele ved at overgive den almindelige økonomi og pengeskabelsen til en samfundsbank. Princippet er i virkeligheden såre enkelt: 1. Samfundet overtager pengeskabelsen. 2. Samfundet udbyder disse penge som rentefrie lån. 3. Lånene pålægges et gebyr svarende til, hvad det koster at administrere lånene. 4. Lån i fast ejendom og andre værdirelaterede ting kan kun tilbydes i reelle værdier. Dette har den indlysende fordel, at tab på udlån undgås, og at rentefrie lån ikke udløser prisstigninger, der kan kapitaliseres (se afsnittet Boliglån ). 5. Driftskreditter vurderes omhyggeligt. 6. Der gives ikke lån til spekulation og investeringer i fiktive værdier, værdipapirer eller andre ikke-produktive eller ikke-samfundsnyttige ting.
Den frie kapitals bevægelighed (kapitalisme) og planøkonomien er prøvet og fundet uduelig. Nu er det tid til at prøve noget nyt. Alternativet er en bæredygtig økonomi.
Hvorfor oplever moderne samfund økonomiske kriser som den nylige finanskrise? Hvad udløser dem, og er det muligt i stedet at skabe en bæredygtig økonomisk stuktur bygget på rentefrie lån, bæredygtig udvikling og menneskelig trivsel? I En bæredygtig økonomi giver Steen Kyndesen svarene, og han viser, hvordan samfundet vil have gavn af en pengereform, hvor almindelig bankforretning bliver drevet non-profitabelt af en samfundsbank, der vil gøre det langt billigere for alle at låne penge. Det vil styrke danske virksomheders konkurrenceevne og gøre det lettere for iværksættere at starte egen virksomhed samt gøre det billigere at låne til boligen. Dertil kommer, at de mange milliarder, der tilflyder finanssektorer og skaber uligheder i stedet vil komme låntagere og samfundet til gode. Penge, der kan bruges til at fremme menneskelig trivsel, livskvalitet, lighed og bæredygtige omstillingsaktiviteter. Pengeskabelsen skal tjene os. Det skal være et middel til at skabe det samfund, vi ønsker os. Det sikrer vi ved at penge placeres i den reelle økonomi, det vil sige i produktion og i de private husholdninger frem for i spekulationsforretninger. Pengeskabelsen, og hermed økonomien, skal være et middel til at opnå det samfund, som vi ønsker at leve i.