Angstholdninger Angstholdninger er individuelle som fingeraftryk Hvis en hund bliver bange, klemmer den som regel halen mellem bagbenene., og alle, mennesker lige så som andre hunde kan se at den er bange. Mennesker har ikke en hale, men de har alligevel den mulighed med deres kropssprog at signalisere at de er bange. Men der findes ikke så universale udtryksmode, som at klemme halen i. Der findes mange forskellige signaler som kan hentyde på angst. - Der findes mennesker, som trækker skuldrene op og bøjer hovedet lidt frem. Det ser næsten ud som om de forventer hele tiden et slag i nakken. - Andre gør næsten det modsatte, og strækker halsen og rygsøjlen, så hovedet bæres højt op og lidt tilbage. Sådan står man med ryggen på væggen i en faresituation. - Jeg har set nogen, som kippe bækkenet tilbage, som om de vil klemme en imaginær hale mellem benene. Vedrørende kunne så næsten ikke stå uden at læne sig mod en væg, som på første blik virkede ranglet og oprørsk. Men i virkeligheden kunne den unge mand næsten ikke få luft, og begyndte at stamme, hvis han skulle sige noget. - Øjnene kan på ret forskellige moder udtrykke angsten. De kan blive helt stive, så man kun kan se lige ud, eller de kan blive uroligt og nervøse, så vedrørende slet ikke kan fokusere på noget. - Kæbemuskulaturen kan være hårdt og anspændt, eller også kan mund og øjnene være spærret op som udtryk for det den rene horror. - Gåsehud, budding i benene, en tør mund, sved eller rystende hænder kan også være knyttet til angsten. - Og så findes der også dem der trækker på smilebåndet, så snart de bliver bange og usikker. Alle disse holdningsvarianter kan sættes sammen på helt forskellige måder. Ens egne angstholdning, den mode man signaliserer angst på med sin
kropssprog, bliver på den mode så individuelt som ens fingeraftryk eller ansigt. Det er dog meget lettere, at genkende en fingeraftryk som en fingeraftryk og et ansigt som et ansigt, end en angstholdning som det det er. Ofte nok interpreterer man en angstholdning som arrogant, ranglet, oprørsk, mangel af interesse, kedsomhed og meget andet. Adfærdsstrategier omkring angsten Episoder, hvor man blev bange, fører til. At man indtager en eller anden af disse angstholdninger, og skær det flere gange, er man hurtigt vant til et bestemt adfærdsmønster som igen og igen dukker op i tilsvarende situationer. Men angstholdninger er ikke bare resultatet af individuelle vaner. Mange af de muligheder der blev nævnt her, har en relation til overlevelsesstrategier i naturen, de gør det lettere, at reagere adækvat i en faresituation. Nogle af disse strategier er udviklet i løbet af evolutionen, og de får vi med i vuggen, de er medfødte og opleves som reflekser. Faldrefleksen, som bliver udløst af ligevægtsorganet i ørene, føre til, at bøjemuskler kontraherer lynhurtigt, men strækmusklerne i ryggen strækker sig. På den mode bliver faren for kvæstelser minimeret, hvis man falder. Men hos mange mennesker kan man se noget lignende, hvis de bliver udset for stor larm. Høreorganer og ligevægtsorganer ligger tæt ved hinanden, i ørene, og deres nerver ligger delvis lige ved siden af hinanden inde i hjernen. Det kan godt tænkes, at man har lært det. Synopserne, forbindelser mellem de enkelte nerver og neuroner i hjernen er ikke færdigudviklet ved fødselen, store dele udvikler sig først sammen og i relationen til vores motoriske og sensoriske udvikling i barndommen. En stærk nervepirring løber derfor ikke bare langs tilgængelige nervebaner men fordeler sig i regionen omkring nerveceller i hjernen. Og dette kan føre til, at der dannes forbindelser mellem disse nerveceller. Det kan derfor godt tænkes, at en kraftig og gentagende larmpåvirkning i det tillige barndom bøjer ryggen hvis det bliver for højt omkring dem. At blive star af skræk. Et meget gammelt refleks, hvis man kigger på evolutionen. Man kan mest se det hos nogle dyr som reptiler eller fugle. Men vi har det også med i vores menneskelige repertoire. Det
kan ske bevidst, at man gør som, f. eks. under kamphandlinger i en krig, men det kan også ske at man bliver star af skræk så man slet ikke kan bevæge sig fra stedet. (Tænk på barnet som overlevede mordet på en hel familie for nylig i Frankrig). Her findes der ofte en kropslig reaktion som kaldes chok, kun de vigtigste organer til at overleve bliver gennemstrømmet af blodet, alle andre blodkar snører sig sammen. Flugt. Over for store rovdyr, eller andre trusler som skovbrand, oversvømmelser og lignendes, er det nok bedst, at løbe væk i en fart. Og der er vi jo udstyret sådan, at kroppen producerer en hel del adrenalin, som gør at vi kan og skal bevæge hele muskelapparatet hurtigt og kraftfuld. Dette sker næppe bevidst, hvis jeg først skal overveje om det, jeg ser, er farligt, og så beslutter mig for at flygte, og så venter på adrenalin, er det vist for sent. Vi reagerer med vores kropsbrug meget hurtigere. Vis vi meget pludselig indtager den kendte angstholdning, på grund af en skræk, udløser denne muskulære reaktion en signalkæde, som med det samme udløser adrenalinproduktionen. Kamp. Se man en chance, at overvinde truslen, kan man selvfølgeligt også reagere strikt modsat, og selv gå til angreb. Og der har man jo ligeså brug for sin adrenalin. Det der sker, er altså næsten det samme som ved flugtreaktionen. Underkastelse. Kommer truslen fra andre mennesker, og er både, flugten og kamp uhensigtsmæssigt, kan man til sidst også give efter og underkaste sig. Dette gør man også gennem holdninger som godt kan ligne de oprindelige angstholdninger, bar med en del overdrivelse. Man bøjer hovedet, synker blikket eller falder på knæ (hunde lægger sig på ryggen). Og her påvirker denne kropshandling ikke kun den egen fysiologi, f.eks. ved at stoppe adrenalinproduktionen igen, men også så signal til angriberen at stoppe den attak. Angriberen skal så sikre sig, at den anden underkaster sig, bliver måske endnu mere truende, så den underkastelsesgestus bliver gentaget eller bare endnu tydeligere. Det hele forgår ofte ubevidst, og så har vi allerede en typisk mobningssituation. Og mønstret tyder på, at den trang til mobning også er noget, vi fik med i vuggen. At det simpelthen er en reaktion på den ene eller anden angstholdning, andre viser.
Om at lære, at være bange. Det kan være helt forskelligt, hvor intensiv angsten kan være, fra en let nervøsitet til en desperat panik. Men det er ikke det, der interessere os mest her. Interessant er hellere, hvor længe angsten varer. Er det er en momentan reaktion på en real fare, som hjælper, at reagere adækvat ved at bruge den en eller anden adfærdsstrategi til at afværge faren, eller er angsten en varig eller gentagende tilstand. En angst, som hele tiden er der, uden en rigtig grund, kaldes i ekstreme fælde som paranoia, og det anses gerne som en sygdom, der kaldes skizofreni. Gentagende angstanfald, udløst af bestemte situationer, edderkopper, enge rum, flyveture kaldes som fobi. Men af paranoia eller fobi snakker vi kun i ekstreme tilfælde, hvis disse tilstande forhindrer os, at deltage i det offentlige liv, så vi f.eks. ikke er i stand til at arbejde. I mindre svære tilfælde, og det gælder jo næsten til alle psykiatriske lidelser, er det noget, vi godt kender, og er del af vores menneskelige adfærdsmuligheder. Det har at gøre med, at vi kan lære. Vi kan lære alt, også at være bange hele tiden. Men at vi kan lære alt, det ved vi godt. Hvordan vi gør, er derimod stort set uudforsket. Der Moshé Feldenkrais i 2. verdenskrig har arbejdet på at udvikle sonarapparater mod ubåde, gled han en gang ud på et fugtigt ubåds-dæk. Han der allerede i lang tid haft en knæskade, som ofte førte til betændelser og smerter. På dækket slå han nu sit raske knæ. Det tvang han nu, at aflaste det ellers raske knæ som han brugte mest. Men så opdagede han, at betændelse og smerter i det skadede knæ forsvandt i en tid. Han konkluderede så, at man godt kan lære, at have smerter. En skåneholdning, som skulle aflaste det skadede knæ, mente han, virker som den klokke hos Pawlows hunde, hvor den klokkeklang var koblet med den erfaring, nu fås der mad, indtil klokken alene kunne udløse de reaktioner, som ellers bliver udløst af madlugt. Den skåneholdning aflastede altså ikke bare det ene knæ, men mindede kroppen også hele tiden på at knæet var skadet og gjorde ond. Og så kunne smerten føles, bare ved at huske den. Men det er kun en del af forklaringen. Knæet havde jo en båndskade og derved faktisk også funktionelle indskrænkninger, som nu igen forstærkede
skoneholdningen. Det er altså et kredsløb, skade smerte skåneholdning funktionsforstyrrelse smerte skåneholdning o. s. v., hvor læreprocessen finder sted. Det kan nu godt antages, at bestemte kropsholdninger også kan minde en om, at man er bange. Men for at finde ud af, hvordan vi lærer det, skal vi også finde en lignende kredsløb, som påvirker os på den mode at vi lærer, at være bange. Den oprejste gang og den hierarkiske struktur af hjernen. Kigger man på de forskellige elementer, som kan gå ind i ens angstholdning, så kan man bemærke, at de påvirker kroppens muligheder på en lignende mode. De indskrænker muligheden at se sig frit omkring. Om man så trækker hovedet mellem skuldrene, får en tunnelblik, eller kipper bækkenet tilbage, men har ikke længer den mulighed, at vende sig med en drejning i rygsøjlen til noget, der sker ved siden, eller bag en. Og denne funktion, at se sig frit omkring, sammen med den mulighed at se tredimensionalt og danne sig et rummeligt billede af hele sin omgivelse, giver os den evolutionære fordel vi har. Alt vi ser, kan vi bringe i en rummelig relation til hinanden. Og så kunne mennesker i mange tusind ar undgå en stor del farer, bare ved at fortsætte i en anden retning. Men også i en akut faresituation giver denne færdighed en tydelig fordel. En tyr, som ser den røde klud, fægteren vakler med, kender straks kun den ene retning imod kluden. Fægteren derimod kan se og tænke og bevæge sig i alle retninger. Han undviger bare med en elegant bevægelse, og derfor er det som regel fægteren, der vinder. Men en tyrefægter har øvet sig, at beherske angsten. Vi, dig og mig ville bare blive star for skræk, og indtage den ene eller anden angstholdning, som indskrænker muligheden til den rummelige visualisering. At danne sig et rummeligt billede af hele sin omgivelse, og den mulighed at bevæge sig frit og bevidst indenfor sin omgivelse, er knyttet først og fremmest knyttet til hjernebarken, eller storhjernen. Her styres og huskes vores bevidste hændelser. Men hændelser, som bliver gennemført mange gange, huskes også i den del af hjernen, som er evolutionær set ældre, i mellemhjernen. Bevægelser som blev indøvet mange gange og som gennemføres
automatisk, styres derfor fra denne region. Fordelen ved det er, at mellemhjernen arbejder lidt hurtigere, uden at man først skal tænke over det, man gør. At skifte gær ved de rette tidspunkter og i den rette retning mens vi kører i bil, eller finde de rigtige tangenter i et klaverstykke med flere stemmer, det er automatiserede bevægelser, som allerede huskes i mellemhjernen. Funktioner, som er livsvigtige, som f. eks, åndedræt, kropstemperatur eller blodcirkulation, styres af endnu ældre hjerneregioner, lillehjerne eller det forlængede rygmarv. Her i lillehjernen findes også noget, som man kunne kalde et evolutionært hukommelse. Adfærdsstrategier, som allerede var hjælpsom på meget tidligere evolutionære trin kan aktiveres herfra. Kigger man nu på de forskellige adfærdsstrategier overfor farer, kan man godt se, at de kommer fra forskellige del af hjernen. At blive star for skræk findes som sagt især hos reptiler og fugle, faldrefleksen, kan man tænke sig har udviklet sig ved syr der lever på træer eller bjerger, tendensen til at flygte findes hos alle dyr, der kan løbe eller flyve, kamp eller underkastelse kræver allerede lidt mere overvejelse. Eller rettere sagt den færdighed til at lære, kamp og underkastelse kan jo godt også observeres hos hunde. Stort set kan man altså sige, at hukommelse finder sted på alle trin, og alle trin har indflydelse på vores handlinger. Men i storhjernen sker det langsommere og mere bevidst end i lillehjernen. Vil man nu forstå, hvordan man lærer at blive bange, skal opmærksomheden rettes på to afgørende fænomener. De adfærdsstrategier fra tidligere evolutionære udviklingstrin, som dog stadigvæk virker, og som påvirker vores kropsholdninger, hjælper kun kortvarigt, f. eks. til at øge adrenalinproduktionen. Forbliver man derimod i den holdning, indskrænker man samtidig sine muligheder at reagere adækvat, fordi den rummelige visualisering bliver indskrænket. Faren kan så forøges, og samtidig selvfølgelig også frygten. Mennesker kan oplæres eller tvinges, at indtage kropsholdninger, der ligner angstholdninger. Præster og eller deres ritualer, der forlanger at man bugner eller falder på knæ, kommanderende i militæret, lærer der tvinger eleven at koncentrerer sig på et stykke papir i stedet for at se sig omkring, der findes mange muligheder. Og her er det vigtigt, at
bemærke, at gentagende kropsholdninger ikke længere styres af storhjernen, men automatiseres og huskes i mellemhjernen. Og det betyder, at vi ofte ikke længere bemærker denne holdning. Også her bliver den færdighed til rummelige visualisering indskrænket, og dermed muligheden at reagere optimalt på mulige farer. Og så finder vi også her den kredsløb: holdning emotion funktionsforstyrrelse holdning Hvad kan man gøre? Egentlig er det allerede sagt, hvad man kan gøre. Hvis vi kan lære alt, selv at være bange, så måtte det det jo lige så være muligt, at lære, ikke at være bange. Det vi kan gøre, er at observere os selv. Hvad gør jeg, og hvad føler jeg? Hvad forandrer sig, hvis jeg gør sådan eller hvis jer gør sådan? De fleste mennesker er ikke ret bevidste om relationerne mellem enkelte bevægelseselementer og knap bedre bevidste om bestemte bevægelser og følelser. Men en læreproces er meget individuelt og det kan tage lang tid og kræver en del arbejde. Hvad man skal lære hænger af, hvad man har lært før, og hvad der mangler. Er man på 1. klassens niveau eller allerede på 3. G? En læreproces fungerer ikke efter en bestemt opskrift, ligesom en terapi, f. eks. nogle tabletter. Jeg har oplevet, at en klient efter 2 enetimer, bemærkede, at han ikke længere bliver mobbet. Det var kun nødvendigt, at reducere spændingen i rygsøjlen for at vise derefter med nogle passive bevægelser, hvordan den kan dreje sig. En anden ung mand, jeg var kontaktperson til i ungdomspsykiatrien, krævede meget mere forarbejde. Han havde prøvet at brænde faderens hus, fordi han var overbevidst om at hans egen far vil slå ham ihjel. Diagnose paranoide skizofreni. Han var slet ikke parat at lære på den mode. Men mine kendskab om de beskrevne læreprocesser gav alligevel nogle muligheder. Så snart den unge mand fik at vide, jeg skulle være han kontaktperson, begyndte han at overføre hans ængste foran sin far hen til mig. Nu var jeg den, som ville slå ham ihjel.
Han var en ung, lille fyr, som var lidt langsom, sensibel og drømmende, men havde ikke hallucinationer. Hans far var gymnasielærer og havde gjort en stor indsats, at binde hans koncentration til skoleopgaver, bare for at hjælpe ham. Og så gik processen i gang, som beskrevet før. Nu er det sådan at man næppe kan hjælpe nogen i psykiatrien, hvis det ikke ønskes, og hvem vil have hjælp af en, som man tror, vil slå en ihjel? Det jeg gjorde i lang tid, var simpelthen, at undgå situationer som kunne forstærke processen. Det mener, at jeg simpelthen lagde mærke på, ikke at tale til han bagfra, eller fra siderne, jeg placerede mig altid lige foran ham, og efter mulighed et par skridt fra ham, før jeg begyndte at tale med ham. Men hvis man vil og er parat kan man begynde at lære selv at undgå angstholdninger. I mine Feldenkrais-kurser til mere selvsikkerhed tilbyder jeg primært lektioner der kan forbedre evnen, at se sig omkring. At gør det med lethed og uden at opbygge spændinger i kroppen.