INUIT ATAQATIGIIT KATTUFFIAT POSTBOKS 321 3900 NUUK 26. november 2008 EM 2008/80 Josef Motzfeldt Redegørelse om de samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland (Landsstyremedlemmet for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer) Den art af råstoffer, vi i dag skal drøfte har indvirkning på magtbalancen i verden og Grønlands egen placering i det sikkerhedspolitiske verdensbillede og ikke mindst vores anseelse hos vore medborgere rundt om i verden. Vi ønsker derfor fra Inuit Ataqatigiit som udgangspunkt at sige, at vi ikke kan anbefale at man tager en beslutning forinden man har inddraget befolkningen aktivt i en høringsproces samt ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt og vurderet de eventuelle konsekvenser for miljøet. Et upartisk og frit informationsarbejde uden at være bundet til bestemte holdninger og en tilfredsstillende inddragelse af befolkningen i en høringsproces, samt betydningen af at man inddrager både tilhængere og modstandere af anvendelse af atomkraft på en balanceret måde er af grundlæggende betydning. Med hensyn til debatten om projektet og dets mulige konsekvenser må de mennesker, som må betragtes som de centrale aktører, siges at være borgerne i Narsaq og befolkningen omkring Narsaq. Borgerne her har været i tvivl i efterhånden en længere årrække. Og hvis vi skal sige det som det er, er denne tvivl ikke blevet fjernet ved fremlæggelsen af Landsstyrets redegørelse. Vores holdningstilkendegivelser i dag her i Landstinget er kun en begyndelse på debatten hos befolkningen og svaret på deres ønske om at få forelagt alle oplysninger om dette projekt. Det er Inuit Ataqatigiit s overbevisning, at røsten fra de borgere i Narsaq, som ønsker at deres sted endnu skal kunne bebos af de fremtidige generationer skal høres og respekteres fuldt ud, uanset antallet af modstandere. Det blev i den forbindelse gennem nyhederne de seneste dage meddelt, at samtlige folkevalgte medlemmer af den kommende Kommuni Kujalleq har erklæret deres modstand mod projektet i Kvanefjeldet.
Det hidtidige arbejde med oplysning om projektet kan efter vores opfattelse ikke betegnes som balanceret. Til eksempel har man i det forløbne oplysningsarbejde mange gange henvist til forhold i andre lande, som f.eks. siges at være gældende i Canada og Australien. Denne fremgangsmåde er blevet anvendt uden at man har fortalt borgerne om hvorvidt og hvordan man kan kunne få bekræftet, hvorvidt de fremsatte oplysninger er korrekte eller forkerte. I henhold til FN s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder, som blev vedtaget i 2007 kan oprindelige folk med henblik på at få adgang til de rette informationer have mulighed for på egen hånd at konsultere eksperter - det være sig geologer, læger, jurister eller andre med særlig viden på området. Og netop i dette spørgsmål, som vi har på dagsordenen i dag, ville det være ganske relevant - til eksempel - at invitere repræsentanter for de oprindelige folk i Nordamerika og Australien. Det er som bekendt disse mennesker oprindelige folk, som i deres hjemlande er blevet chikaneret, og som har mærket de helbredsmæssige konsekvenser samt påvirkningen af deres levevis på en meget ulykkelig måde. Den anden såkaldte uafhængige oplysningskampagne - et initiativ som er blevet realiseret af selskabet Greenland Minerals & Energy Ltd., GMS med hjemsted i Australien og deres repræsentanter her i landet - blevet gennemført meget mangelfuldt, og efter vores opfattelse i Inuit Ataqatigiit er denne såkaldte kampagne at opfatte som om den er blevet kørt for udelukkende at presse en accept af projektet igennem. Det omtalte selskab er en del af et australsk ejet råstofvirksomhed, hvor deres afdeling i Grønland har fået licens til at efterforske sjældne jordarter i Kvanefjeldet. Ganske vist har man på de afholdte borgermøder erklæret, at man alene er på udkig efter ikke-uranholdige mineraler, men på Internettet kan man finde hjemmesider som Resource Investor og Uraniumletter International og bl.a. læse følgende: Junior Uranium Explorer Turns Focus to Greenland (Uranimik ujarlertut Kalaallit Nunaat qitiutillugu soqutigilerpaat). Heraf fremgår det også, at selskabet Greenland Minerals & Energy Ltd. søger efter medinvestorer til projektet med udvinding af mineraler i Kvanefjeldet, og ligeledes siges det gentagne gange, at uranen blandt de mulige mineraler til udvinding er det mest attraktive mineral. 2
I Uraniumletter International er bl.a. en artikel at finde, hvor en forhenværende direktør i Grønlands Hjemmestyres Råstofdirektorat, som sidder som formand for bestyrelsen i GMS i høje toner udtrykker sine forhåbninger om, at det kan lykkes at udvinde uranen med henblik på et verdensomspændende kommercielt formål. Disse oplysninger er interessante, fordi GMS på de åbne borgermøder og på møder med specielt interesserede har bibragt den opfattelse, at uran under denne efterforskningsfase ikke er af interesse. Et andet interessant område er den del af Landsstyrets redegørelse, hvor der gøres opmærksom på, at dersom man påbegynder en udvinding af uran vil det ikke medføre en større indtjening end på andre mineraler, samt at man understreger, at en eventuel udvinding af uran ikke vil medføre flere arbejdspladser end ved udvinding af andre mineraler. Landsstyret påpeger gentagne gange i redegørelsen, at der aldrig tidligere har været udvist så stor interesse for vore råstoffer i Grønland. Det bliver også gentagne gange fremført, at der forventes opbygning af en råstofvirksomhed her i landet, som vil kræve flere tusinde aktive medarbejdere. Herudover har vi også aluminiumsprojektet, som stadig er under planlægning. Alene disse projekter vil kræve udenlandsk arbejdskraft i et antal på adskillige hundrede mennesker. Dette giver os anledning til at stille følgende spørgsmål: hvorfor og med hvilken interesse gør man forsøg på at haste en beslutning igennem med hensyn til dette projekt? Ligeledes indrømmer Landsstyret i redegørelsen, at det ved en eventuel kommerciel udnyttelse af uranen vil de mulige indtægter til det grønlandske samfund fra selskabsbeskatning, forventes at blive af beskeden størrelse, uanset beskatningsprocenten, og kan under denne forudsætning ikke forventes at forbedre Landskassens økonomi mærkbart. Situationen er også den, at FN i indtil flere deklarationer og på samme måde Verdensbanken - såfremt de måtte beslutte sig for at være medfinansierende - har præciseret en anbefaling om, at man før der træffes en beslutning på grundlag af konkrete informationer blandt oprindelige folk overalt i verden gennemfører en åben og tidlig inddragelse af lokalbefolkningen i hele beslutningsprocessen. 3
Naturligvis tager vi i Inuit Ataqatigiit udgangspunkt i Kvanefjeld-spørgsmålet. Dette område er netop også omdrejningspunktet i Landsstyrets redegørelse. I Narsaq-området og områder omkring søen Taseq Kassillik, af én eller anden grund i daglig tale kaldet Motzfeldt-søen, er vitale i den grønlandske fødevareforsyning. Gennem forsyning af lamme- og rensdyrkød og i de senere år i større og større omfang forsyning af forskellige grøntsager. Vi er i Inuit Ataqatigiit af den overbevisning og er bange for, at en eventuel udvinding af uran vil medføre, at den voksende selvforsyning i Grønland samt den stigende efterspørgsel fra udlandet af vore produkter vil forsvinde. De mineralske råstoffer har til forskel fra de levende ressourcer den ulempe, at de ikke er reproducerende, men kun kan blive udtømt. Ligeledes er det specielt foruroligende, at den radioaktive og farlige forurening, som er en konsekvens af uranudvinding ikke alene vil være til stede under selve udvindingsfasen. Vi har al mulig grund til at mene, at situationen med at placere efterforskerne af uran i spidsen i en tidsbegrænset udvindingsperiode vil true fremtiden for alle dem, som baserer deres tilværelse på de levende ressourcer på inden for dyr og planter, som gennem generationer har udgjort livsgrundlaget for mange mennesker. Vi skal ikke bøje os for den ubændige og vedvarende efterspørgsel blandt verdens magtfulde nationer på energiproducerende ressourcer. Disse lande har et utal af muligheder for at begrænse deres energiforbrug. Hvis vi gennem vore beslutninger baner vejen for nye kraftværker baseret på atomenergi vil vi være med til at sinke udviklingen af andre mere miljøvenlige energi-tiltag. Hvis vi vil overdrage vores bestræbelser på at udvikle os på en bæredygtig og miljøforsvarlig måde til internationale selskaber med hurtig profit for øje vil en sådan beslutning efter vores mening kun kunne betegnes som en uansvarlig handling. Hvis vi flygter fra vores ansvar som et arktisk folk med vores forpligtelse til miljøbevidsthed vil vi miste tiltroen til os fra andre dele af verden. Ligeledes er det betænkeligt, at områder som råstofferne og miljøovervågningen gennem den ressortfordeling, der eksisterer i Landsstyret er lagt i et og samme landsstyreområde, eftersom det lader til, at de råstofmæssige potentialer gives højere prioritet i en sag som denne. 4
Indtil i dag har spørgsmålet om efterforskning og udvinding af uranholdige råstoffer i begge nationale folkevalgte forsamlinger i Folketinget og i Landstinget været sat i bero. Dette er blevet besluttet i begge organer. På trods heraf fremgår det af redegørelsen, at en sådan beslutning først skal forelægges Fællesrådet for Mineralske Råstoffer, hvorefter spørgsmålet kan afgøres af henholdsvis den danske regering og det grønlandske landsstyre. Dette er en manglende respekt mod Landstingets egen tidligere beslutning. Alene Landstinget eller Folketinget kan ændre på de beslutninger i disse forsamlinger. Og efter vores opfattelse i Inuit Ataqatigiit er der ikke noget grundlag for at træffe en sådan beslutning. De miljømæssige konsekvenser I redegørelsen siges det klart, at der ved udvinding af uran findes forekomster af de miljøfarlige grundstoffer radium og radon. Radium er et grundstof, som kan opløses i vand og dermed kan det farlige stof forurene søer, elve og det omkringliggende hav. Radon er en gasart, som udspreder radioaktiv stråling og dermed er under mistanke for at være kræftfremkaldende gennem indånding af radonholdig luft. Det siges ganske vist i redegørelsen, at man påtænker forskellige foranstaltninger for at forhindre udsivningen af radium og radon i den omliggende natur. Men hvordan? Vi kan jo - trods alt - ikke overbevise nogen om, at vi også kan styre vejrets luner i form af vind, regn eller sne. De uranholdige og miljøfarlige råstoffer, som udvindes ved en gennemførelse af et sådant projekt findes ikke alene i selve råstofferne. Vi kan forstå, at interessenterne i udvinding af uran i Kvanefjeldet også for at minimere risikoen ved transport udenlands af råstofferne agter at raffinere de udvundne råstoffer på stedet. 5
Imidlertid er de stoffer, der skal anvendes til raffinering af de udvundne råstoffer og de restprodukter hvor få de end måtte være - der måtte blive til overs ikke på nogen måde accepteres under hensyntagen til et miljø, hvor der bliver drevet husdyrhold og produktion af landsbrugsvarer: - Svovlsyre - Svært opløselige råstoffer, som opløses ved brug af svovlsyre - Arsen, som er uhyre giftig - Støv fra udvindingen og knusningen af mineralerne - Og endelig andre tilsætningsstoffer, som anvendes ved udvinding af uran. Derfor vil der trods alle anstrengelser for at minimere forureningen under udvinding af sjældne mineraler under arbejdet for at udskille uranen fra disse uden tvivl forekomme konsekvenser i form af forurening. Her er det vigtigt at bemærke sig, at der er tale om en ikke helt almindelig form for forurening. Det fremgår af redegørelsen, at anvendelsen af uran til energifremstilling i stedet for olie og kul mærkbart vil bremse klimaets opvarmning. Det er rigtigt at en anvendelse af atomkraft i sig selv ikke medfører udsivning af CO2. Til gengæld vil en udvinding af uran til brug som brændsel til atomkraftværker i processen primært kræve anvendelse af olieforbrugende materiale, hvilket alene vil foranledige udledning af CO2. Ligeledes skal argumentet om standsning af CO2-udledning ved anvendelse af atomkraft ikke forlede os til at tro, at vi skal vurdere risikoen over for de levende ressourcer og mennesker som mindre end ved udledning af CO2. Det fremgår ligeledes af redegørelsen, at separation af restprodukter fra uranen i forbindelse med anvendelsen af uran som energikilde ikke vil være et problem, som vi i Grønland behøver at bekymre os om. Hertil må vi sige, at vi - som medborgere i verdenssamfundet - på det grundlag finder, at en sådan tankegang kun kan betragtes som egoistisk og langt fra fornuftig. I Inuit Ataqatigiit har vi ikke ændret vores holdning med hensyn til efterforskning og udnyttelse af uran her i Grønland, således som det blev vedtaget i Landstinget i 1988, og vi ønsker i dag at præcisere denne stillingtagen. 6
Det må være åbenlyst, at de informationer der gives til befolkningen som jeg også tidligere har givet udtryk for ikke har grundlag i en forlods stillingtagen, men at befolkningen gives informationer med grundlag i alle aspekter af den givne problematik. Naturligvis må det være sådan, at flertallet her i Landstinget med mandat fra vælgerne selv må beslutte at omgøre beslutningen om forbud mod uranefterforskning og -udvinding fra 1988. 7