1 Prædiken til 1. søndag i advent kl. 10.00 i Engesvang 733 Skyerne gråne 87 - Det første lys 84 Gør døren høj 83 - Glæd dig Zion, glæd dig jord 439 O, du Guds lam 81 v. 7 af Fryd dig du Kristi brud 74 Vær velkommen Oppe ved stationen er der et hus af glas. Det er et ventehus, bygget med det ene formål at være rum for venten. Som nogen vil vide er der ikke megen herlighed ved det, sådan en mellemting mellem et rigtigt hus og et skur, finere end de overdækkede busskure, men ulig mere lurvet end fx ventesalen på Silkeborg station, som jo netop også hedder noget meget finere ventesal. I det hele taget vrimler verden med rum, der er indrettet med det ene formål at være til at vente i. Der er afgangshallerne i lufthavnen, næsten skræmmende store, mens de steder, vi venter hos lægen og tandlægen, og når vi skal undersøges på sygehuset, kaldes værelser, venteværelser, med et ord hentet fra hjemmets sfære, sikkert for at vi ligesom skal føle os mere trygge, selv om der langtfra altid er grund til det. Især ikke, hvis man har tandlægeskræk. Det er en tanke værd, at der alene i vores land er der tusindvis af kvadratmeter indrettet udelukkende til det at vente - og gad vide, hvor lang tid vi gennem et liv bruger på at vente? - Fælles for de allerfleste venterum er, at de er indrettet med stolene placeret langs væggene, undertiden suppleret med en eller flere stolerækker, hvor man enten sidder rundt om et bord eller med stolene rygvente mod hinanden. og de har ikke noget tydeligt centrum - det nærmeste, man kommer sådan et, er de døre man går ud og ind af venterummet ad.
2 - Undtagen én slags venterum, som jeg endnu ikke har nævnt eller fortalt om, en ganske særlig og anderledes slags venterum, som på snart sagt alle områder adskiller sig fra de øvrige. Venterum, der er bygget til, at der skal foregå alverdens ting i dem, samtidig med, at der ventes. Det er kirkerne, jeg tænker på. Også de er venterum, skønt de færreste af os almindeligvis tænker sådan om dem. Dog er det sandt: Kirkerne er også bygget til venten; men modsat andre venterum, er kirkerne indrettet sådan, at det for det første er meningen at man skal lave en masse i ventetiden, bruge den til noget, glæde sig i den, håbe og elske, og for det andet er man ikke er i tvivl om, hvad - eller rettere hvem - vi venter på. Kirker er lavet med en tydelig retning og med billeder af eller tegn for ham, vi venter på: Jesus Kristus. Søndag efter søndag sidder vi i kirken med ansigtet mod øst - for Jesus kommer fra øst, hvor solen står op - vi sidder i kirken og venter på, at han en dag skal komme igen på himlens skyer og gøre alting nyt. Vore middelalderkirker er næsten alle oprindeligt bygget med et lille vindue mod øst, så man skal kunne sidde i kirken og holde øje med, når Jesus kommer. Og man vil straks se det, for lyset fra Hans komme vil - selv om der bare er et lillebitte vindue - oplyse hele kirken med himmelsk herlighed. Efter mange hundrede års venten, har man dog de fleste steder tænkt, at man godt kan holde øje med, hvornår Jesus kommer igen, uden det vindue, og har sat en altertavle op foran det og mange steder muret vinduet til. Og på den måde nedtonet, at kirken - også - er et ventehus. Det kan man på sin vis godt forstå, for vi har ventet så længe
3 Vi venter på Jesus hele året, søndag efter søndag, men her i adventstiden er denne venten på, at Jesus skal komme igen på himlens skyer, selve temaet. Adventstid er ventetid, den tid i kirkens år, hvor vi er tænksomme omkring det at vente på, at Jesus kommer igen. Siger præsten. For alle andre end præsten vil, tror jeg, sige, at det er julen, vi venter på i adventstiden. Og det er også sandt. Vi venter på julen. Og det er en vigtig venten, og vel også den venten, der fylder mest i os alle sammen - vores venten på julen, på at Jesus på ny skal fødes i verden og i vore hjerter. Foruden alt det andet, der sker, når det er jul, og som sandelige er godt og vigtigt. Vores venten på julen er den lille venten, der gentager sig år efter år. Men udenom den, uden om vores venten på julen, ligger den store venten, den store venten på, at Jesus skal komme igen. Den store historie, som er sammenflettet med vores lille historie. Og i år har kirken ventet i omkring 1980 år på Jesus, på den nye himmel og den nye jord. Hvis det havde været en bus, var vi gået hjem for længe siden. Men vi er her endnu. For mens vi venter på Jesus, så tror vi, at Han allerede er her. Det er det store og mærkelige: Han er her allerede i sin Hellige Ånd, han er i sin kirke og hos os, han er os så nær som vort åndedræt og hjerteslag. Ellers havde kirken ikke kunnet vente i så mange år på ham. Selv om Han er her på en stille måde og slet ikke, som når han kommer på himlens skyer. Det er ikke til at forstå, jeg forstår det i hvert fald ikke, fordi det her med at Jesus allerede er her og endnu ikke er her - og vel at mærke på
4 én og samme tid - er en helt anden måde at tænke på, end den, vi alle sammen er opdraget til, som jo er logik, rækkefølge, årsag, virkning, enten eller. Man kan ikke både være her og endnu ikke være her, tænker vi. Men hvem siger, at vor forståelse indfanger virkeligheden, som den er? Og derfor siger jeg frimodigt, som evangeliet forkynder, at vi venter på at Jesus skal komme igen i herlighed, og dog er han her allerede. Og hvad der sker i det venterum, der hedder kirken, er netop farvet og gennemlyst af det, vi venter på, af Ham vi venter på, Ham som vil gøre alting nyt. Selv om jeg i parentes må tilføje, at man ikke altid mærker det, fordi kirken ikke kun er den treenige Guds kirke men også vores kirke. Det er derfor vi prøver at gøre det pænt og fylder vore kirker med lys og skønhed, med (landets sødeste luciabørn), stor musik og herlig sang. For sæt Han kom i dag! Så skulle det sandelig ikke se ud som hvad som helst. Måske skal kirken og vi i den vente tre kvarter på at Jesus kommer igen fra øst og oplyser himlen - og så når vi ikke at få frokost - måske skal vi vente mange hundrede år endnu. Men det er ikke afgørende. For Ham vi venter på, er her allerede i sin Ånd, selv om det er på en stille måde, så man må tro Ham, for at se, at Han er her, at han er i vores venten og vores længsel, i vores glæde og vores smerte, og også lige her i det særlige venterum, vi kalder kirke. Og den, der venter på noget godt, venter aldrig for længe.
5