KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 1998. JØDERNE I RANDERS af Inger Johannesen

KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 1998 JØDERNE I RANDERS af Inger Johannesen Myndighedernes forholdsregler mod jøderne Kong Frederik den V tillod ved privilegium "givet på vort slot Fredensborg den 6. Juni 1757", at jøderne Jacob Wulff og Nathan Hartvig nedsatte sig i købstaden Randers for at oprette en potaskefabrik. Ansøgningen om opholdstilladelse havde ifølge privilegiet været til udtalelse i Kommercekollegiet, hvis indstilling på trods af følgende betænkeligheder var positiv: "Det gaar med disse Jøder, ligesom med andre af samme Nation sket er, de indkomme i Landet uden Frihed at nedsætte sig, og da de imidlertid ingen Beskjæftigelse have, saa søge de en og anden Prætext enten under Navn af Fabrikers Indretning eller anden slig Næring for at tilvejebringe sig Protektion og Frihed. Vi tilstaa, at disse arme Mennesker ere ildne farne, de hades overalt, og den borgerlige Ret er dem udi den störste Del af Evropa betagen" 1. Kommercekollegiet udviste dog som flere af enevældens embedsmænd en human holdning over for jøder. Men i forbindelse med de to første jøder i Randers fik de måske ret i deres betænkeligheder. Potaskefabrikken nævnes i hvert fald ikke i 1801 i A. S. Stadfeldts Beskrivelse over Randers. 2 Efter at privilegiet var givet, skulle der aflægges ed og tages borgerskab. I byens borgerskabsprotokol af 1722 står følgende: "Anno 1758 den 10 July præsenterede sig for os paa Raadstuen Jøderne Jacob Wulff og Nathan Hartvig og, efter det dem under 6 Juny 1757 allernaadigst med deelte Privilegium begjerenede at vinde Borgerskab for at anlegge og indrette dend benevnte allernaadigst tilladte Pot aske Fabrique her i Byen: Thi bliver bemeldte Jacob Wulff og Nathan Hartvig admiterede enhver for sig efter aflagte Troskabs Eed, som i Henseende til de begge ere af Jødiske Nation og Religion blev dem baade i det Tydske Sprog saa og paa Dansk saaledes forelagt og betydet, som dend allernaadigst Forordning af 15 September 1747, om Jødernes Eed kunde give Anledning til og passe sig i dette Tilfælde, alt tillige saa fuldkommen For-bindelse som om Eden formelig inden Synagogen var aflagt, og da det saaledes, efter at de havde forevist deres Tephillin, Zizis, lagt Haanden paa dend Ebraiske Bibel, Kyszed samme og saaledes aflagt Eed, saa staar de ligesom fuldkommen Forbindelse og Forpligtelse som alle andre Eedsvorne, saa at naar de i alle Maader holde sig den aflagte Eed allerunderdanigt Efterrettelig, og svarer til Byen hvad dem bør og de med rette vorde paalagt, bliver de lovforsvarligen protektionerene som Borgere i Byen. Detz til Bekræftelse under Stadsseglet og Raadstueskriverens Haand". 3 Forordning af 15. september 1747 indeholdt 15 udførlige paragraffer for edens aflæggelse, som altså i dette tilfælde i overensstemmelse med bestemmelserne blev aflagt på rådstuen i mangel af en synagoge. Rabbineren siger blandt andet til den, der aflægger eden: "Du maa vide, at Du skal gøre i Sandhed denne Eed, som Du nu maa gøre; og Du bør ej tænke, at om Du sværger falskeligen, nogen i denne Verden skal forlade Dig den Meen-Eed. Dersom Du sværger falskeligen, da klæde sig Forbandelsen som et Klædebon og omgjorde Dig stedse som et belte. Den skal komme i Dig som Vand, og som Ild i Dine Ben. Din Bøn skal være idel Synd. Forbandet være Du i Himlen og paa Jorden, og Din Sjæl og Legeme skulle ingen Deel have i alle de Forjettelser, som den hellige velsignede Gud haver givet os, ejheller i det tilkommmende Liv. Forbandet være Du, naar Du kommer ind, og forbandet naar Du gaar ud. Gud skal slaa Dig med Raseri, med Blindhed, med alle Plager og slemme Sygdomme, at Du ej skal kunne helbredes. Du skal Nat og Dag gaa med et bedrøvet Hjerte, og hvad dine Hænder foretage sig, skal ej

lykkes. Du skal være fraskilt til det Onde af den hele Israles Slægt. Dine Dage skulle formindskes; Du skal tage et Endeligt med Forskrækkelse, og Din Hukommelse skal forgaae fra Jorden. Hvortil hvert Vidne svare Amen." 4 Eden og proceduren omkring eden afspejler frygten for svigagtighed og et ønske om beskyttelse af den evanglisk-lutherske tro, der ifølge Danske Lov af 1683 var den eneste tilladte tro i riget. Danske Lov videreførte bestemmelserne om lejdebrev fra forordningen af 6. februar 1651, hvori de første egentlige regler omhandlende jøders ophold fandtes 5. Der skulle altså for jøder indhentes tilladelse fra Danske Kancelli for lovligt at opholde sig i landet, og oveni kom så aflæggelsen af den specielt udformede jødiske ed. Da Wulff og Hartvig kom til Randers, var det ikke unormalt at give tilladelse til jødisk bosættelse, men indtil slutningen af 1600-tallet fik jøderne kun tilladelse til at opholde sig i landet. Forordningen med kravet om lejdebrev i 1651 kom næppe tilfældigt på dette tidspunkt. Vesteuropa oplevede efter 1648 en stor tilstrømning af fattige polsk-tyske jøder, såkaldte aschkenasiske jøder, der flygtede fra krige og pogromer i Litauen og Polen. Disse jøder var ofte subsistensløse og uden gyldigt pas, derfor forsøgte man via lovgivningen at holde dem ude af landet. Ikke mindst tiden op til midten af 1700-tallet blev præget af strenge forbud mod jøderne - især i hovedstaden - hvor blandt andet kravene til opnåelse af lejdebrev i denne periode blev skærpet. Man så med anderledes mildhed på de rige og dannede portugisiske jøder, der ret tidligt og uden problemer fik beskyttelsesbreve, når de til gengæld brugte deres internationale handelsmæssige og økonomiske forbindelser i kongemagtens favør. Det var på samme måde de portugisiske eller sefardiske jøder i Amsterdam og Hamborg, som kongemagten i 1622 inviterede til at bo i den nyanlagte fæstningsby Glückstadt. Jøder havde altså i et vist omfang kongemagtens interesse. 6 Baggrunden for de første jødiske bosættelser i Danmark Først mod slutningen af 1600-tallet kom de første tilladelser til jødiske bosættelser: I København og Ribe år 1673. Året efter i Nakskov. Oprettelse af tobaksspinderier var begrundelsen for disse tilladelser. Senere strakte man sig yderligere i bosættelsestilladelserne. Nu blev det jøderne tilladt "at leve efter de jødiske Ceremonier, som i al Stilhed og uden nogen Forargelse skal ske." Enkelte tyske jøder i København fik under samme betingelser i 1684 lov at samles til dyrkelse af deres religion, altså starten på den tyskjødiske menighedsdannelse i byen 7. I Fredericia skulle jødernes gudstjeneste ikke ske i tillukkede kamre, her måtte i henhold til forordningen af 11. marts 1682: "Religionens frie Øvelse tillades enhver, som er af den kristne Tro, om han endskjønt ej er saa lige af den Ausburgske Confession; desligeste bevilges og en Synagoge for Jøder, som sig der vil nedsætte." Et betydningsfuldt fristed for jøderne og den første officielle indrømmelse af religionsfrihed i Danmark 8. Den religiøse tålsomhed var altså blevet større, og det var nødvendigt, når landet skulle opbygges og erhvervslivet fremmes. I Randers blev Jacob Wulff og Nathan Hartvig i 1758 optaget i det byborgerskab, som statsmagten i sin byorienterede handelspolitik, især efter tronskiftet i 1730, allierede sig med og favoriserede for at opbygge landet efter krigen mod Sverige. Handelspolitikken prioriterede og støttede handel og manufakturer med den hensigt at opbygge en stærk stat og forbedre handelsbalancen. Man ønskede de ledige og fattige sat til at arbejde, hvilket ville lette på de sociale problemer og holde produktionsomkostningerne nede. Desuden ville man skabe et mere differentieret erhvervsliv i det overvejende agrare samfund, hvor 80% af kongerigets befolkning boede på landet. Støttebeløbene til manufakturerne blev forhøjet fra midten af 1700-tallet, ligesom støtten til manufakturer efterhånden ikke længere udelukkende gik til hovedstaden, men blev mere geografisk spredt. Således fik blandt andet jøderne glæde af den uafbrudte række af bevillinger, tilskud og lån til manufakturer, der yderligere suppleredes af hjælp vedrørende indkøb af råvarer, importtoldsatser og afsætning af varer 9. M. L. Nathansons kommentar til udviklingen rammer ganske godt rationalismen og statsraisonen i merkantilismen: "Men den Mani for Anlæggelse af Fabrikker steg endnu mere i den paafølgende Kong Christian den 6tes Regeringstid, saa man endog glemte alle Forbud, naar man kunde 2

lokke Fremmede, enten det var Christne eller Jøder, ind i Landet blot paa den Betingelse, at de vilde anlægge Fabrikker." Religiøs observans og mennesker var ret uinteressante for merkantilisterne, når man ser bort fra mennesker i deres rent økonomiske betydning i forhold til skabelsen af værdierne i den stærke stat. 10 De mange hidtidige strenge forbud mod fremmede jøder blev ikke gentaget i perioden 1757-1771, hvilket afspejler den omtalte mere liberale holdning. Følgende bemærkninger i borgerskabsprotokollen for Randers bekræfter opblødningen i holdningen overfor jøder: "1788 den 18de Juny vandt Joseph Hartvig af den jødiske Nation, barnfød i Fredericia, Borgerskab paa at ernære sig af Lærredshandel, Specerier, Nürnberg Vahrer og Huus Handel." Samme protokol under 22. august 1792: "Emanuel Bohn af den jødiske nation Borgerskab for at handle med indenlandsk Alen Kram, ostindiske og Chinesiske Vahre efter Kongelig Bevilling af 1ste Juny 1792." Syvårskrigen 1756-1763, og ikke mindre krigene under den florissante handelsperiode, altså Den amerikanske Frihedskrig 1778-1783 samt revolutions- og Napoleonskrigene, trak en del jøder til landet. Den politiske ledelse gjorde alt for at udnytte neutralitetskonjunkturerne. Der var fortjenester at hente i handel og skibsfart på oversøiske lande som Kina, Vest- og Ostindien, og det stimulerede den lokale handel. 11 Oplysningstidens krav om reformer og anordningen af 1814 Til billedet i slutningen af 1700-tallet hører oplysningstidens idéer om bl.a. frihed, lighed, tolerance, fornuftsherredømme samt menneskerettigheder. Disse idealer prægede den politiske ledelse efter kuppet mod Guldberg i 1784 og vandt genklang blandt dele af jøderne i København. Den jødiske filosof Moses Mendelssohn var en prægnant repræsentant for oplysningstiden i Tyskland, men de ca. 1200 jøder i København i 1784 var ikke alle tiltalt af hans forfatterskab om assimilation og reformer. Der blev dannet fløje for og imod reformlinien i København. Kredsen omkring kronprins Frederik, blandt andet brødrene Reventlow, A. P. Bernstorff og Chr. Coldbjørnsen, var dygtige og lydhøre overfor tidens krav om reformer i frisindet retning 12. Disse mænd havde i en betænkning fra 1796 gjort sig til talsmænd for en borgerlig ligestilling mellem jøder og andre danske undersåtter, da myndighederne på baggrund af klager fra menigheden blev inddraget i løsningen af de mange interne konflikter mellem reformvenlige og ortodokse i menigheden vedrørende blandt andet forvaltningen af økonomien og den særlige jødiske skifteforvaltning. 13 Først ved anordning af 29. marts 1814 blev borgerlig ligestilling en realitet for jøderne, men mange ændringer blev stykvis sat igennem af regeringen op til denne afgørende reform. Socialt blev jødernes stilling forbedret i 1788 med åbningen af håndværkerlavene i København. De fik adgang til skolesystemet, højere læreranstalter og henført under den militære udskrivning. Besættelser af stillinger i staten var ikke længere umuligt. Jøderne oprettede egne skoler, organiserede godgørenhedsstiftelser samt begravelsesselskab. Fra 1802 blev det tilladt jøderne at købe jord. Danmarks inddragelse i krigen år 1807 på Frankrigs side forsinkede arbejdet med anordningen, og skønt man i disse år var opmærksomme på Napoleons behandling af jøderne, så kom arbejdet først i 1813 på den politiske dagsorden. Uden for Frankrig vakte det bekymring, at Napoleon havde intentioner om at skabe en overstatslig jødisk autoritet, således at jøderne kom til at udgøre en slags stat i staten. Den politiske reaktion efter Wienerkongressen rokkede ikke på regeringens holdning. Anordningen af 1814 blev gennemført. Så kunne de lærde og befolkningen gøre jøderne til nok så meget syndebukke for statsbankerotten og alle andre ulykker, men fordomme og brødnid var ikke nye elementer i jødedebatten. 14 Anordningen fra 1814 klargjorde jødernes retsstilling: De dansk fødte jøder og jøder med lejdebrev var omfattet af anordningen. Paragraf 1 sikrede - uden skelnen mellem tyske og portugisiske - alle jøder ret til erhvervsudøvelse på lige vilkår med andre danske undersåtter. Skiftevæsenet blev placeret uden for mosaisk regi. I det hele taget kunne jøderne ikke skyde sig ind under mosaiske love, når det drejede sig om anliggender af borgerlig karakter. Her var man kommet ind under det almindelige retsvæsen. Mere kontrol og registrering blev en følge af anordningen: Udarbejdelse af årlige mandtalslister over 3

medlemmerne blev et krav, og de retlige dokumenter og handelsbøger skulle fremover skrives i det danske og tyske sprog. Der blev indført nye regler for repræsentantvalget i menigheden, også for religionsprøven ud fra den autoriserede lærebog. Mosaisk Troessamfund fik lov til at beholde sit eget fattigvæsen. Dermed var menigheden som et lukket samfund fortid; det var den pris jøderne betalte for den borgerlige ligestilling. Staten blandede sig på andre punkter i interne religiøse forhold: Efter 1814 var rabbineren kongelig embedsmand, hvis rettigheder og pligter blev godkendt af kongen. Gudstjenesteordningen og den lærebog, der skulle være gældende for jøder, var læst og godkendt af staten. Nu skulle rabbineren til at prædike og bære en autoriseret embedsdragt, desuden skulle der føres ministerialbøger. Forrettelse af vielser og konfirmation havde retlig gyldighed i forhold til staten. Kateketembedet var nyt og indebar forberedelse af drenge og piger til religionsprøven eller konfirmationen, der var et hidtil ukendt fænomen i jødedommen. Ikke desto mindre var denne konfirmation afgørende, hvis de unge skulle videreuddannes i lav eller på universitetet, hvis de skulle vinde borgerskab eller giftes. I forhold til begravelse stillede man fra statens side af rent medicinske grunde en ny tidsramme for jordfæstelse, således at liget ikke længere i overensstemmelse med traditionen kunne blive begravet hurtigt. Disse indgreb i selvstyret blev foretaget ud fra det accepterede og kendte i den kristne kirke, og specielt den ortodokse fløj havde svært ved at acceptere disse direkte og indirekte angreb på jødernes religiøse egenart. 15 Jøderne i Randers: Hvor kom de fra og hvad lavede de? Randers købstad åbnede i lighed med andre byer sine porte for jøderne, og ifølge den første mandtalsliste i 1814 talte den jødiske menighed i købstaden 18 familier og 4 enlige voksne 16. De bosatte sig i byens centrum, hvor især Rosengade og Torvegade er repræsenteret blandt adresserne. Samme liste indeholder oplysninger om de i alt 40 personers fødested: 15 personer kom fra udlandet, hvilket primært vil sige Tyskland. Ikke mindre end 12 personer kom fra forskellige steder i Tyskland. To kom fra Polen og én fra Bøhmen i det Østrig-Ungarske Rige. De barske forhold for jøderne i Tyskland både før og efter Wienerkongressen forklarer, hvorfor de søgte til et land som Danmark med en mere human indstilling til jøder. De 25 af listens 40 personer havde dansk baggrund: Fredericia otte personer, København to, Nyborg én, Viborg to, Frederiksstad én, Altona to. Fem kom fra andre ikke nærmere angivne steder i landet, og fire var det ikke muligt at finde fødested for. Det store antal fra Fredericia kan ikke undre, da denne menighed endnu i slutningen af 1700-tallet havde den største jødiske bosættelse i det jyske område. Hertugdømmerne havde jødiske menigheder i Rendsborg, Glückstadt, Altona og Frederiksstad. Altona kan nærmest siges at være moder-menigheden. 17 Den købstad, de 18 jødiske familier havde valgt at bosætte sig i, oplevede en kraftig vækst i sidste halvdel af 1700-tallet 18. De tilflyttede jødiske familier bidrog til købstadens vækst i denne periode, idet mandtalslisten angiver, at 114 jødiske personer bosatte sig i byen i tidsrummet 1758-1814. Og det var en ung befolkningsgruppe: Halvdelen af jøderne var under 15 år, mens kun godt en tiendedel var over 45 år og gruppen 30-45-årige udgjorde en femtedel af personerne. Ikke kun befolkningen var i vækst i Randers mod 1700-tallets slutning, også byens handel tog et opsving. Byens forfatning havde ifølge en beretning om næringslivet fra Randers Magistrat i 1735 været helt miserabel. Den vigtige kornhandel var af "ringe importance" på grund af de lave priser i Norge. Stort bedre gik det for så vidt ikke med byens øvrige handel. De gode landbrugskonjunkturer i perioden ca.1750-1814, uddybninger af Randers Fjord i perioden 1759-1800 og de gode konjunkturer for handel under den såkaldte florissante periode i sidste fjerdedel af 1700-tallet ændrede på disse forhold, og byen oplevede vækst i handel og omsætning. 19 I 1801 blev handlen varetaget af byens 56 handels- og købmænd, hvoraf de fleste drev en forretning med bondehandel. Mange jøder befandt sig i 1814 inden for handelsfagene: Ikke mindre end 14 var handels- og købmænd, hvoraf to købmænd tillige var henholdsvis klæde- og læderfabrikant. Medregnes 4

de tre småhandlende og den ene melhandler, så var tre fjerdedele af jøderne beskæftiget inden for handelsfaget, der kun gav beskæftigelse til 15% af byens øvrige befolkning. Handel med manufakturvarer og urtekram skulle ved århundredets begyndelse ifølge F. Uldall næsten udelukkende være domineret af jøder, ligesom krammarkederne ifølge samme kilde var det frem til 1830 20. De resterende jøder havde følgende beskæftigelser: Ungdomslærer for børn af menigheden, kantor og schächter, slagter, medhjælper og kirkebetjent. Israel Carl Wulff og andre fra 1814-listen Som eksempel på en af mandtalslistens succesfulde forretningsmænd kan Israel Carl Wulff nævnes. Han flyttede i 1806 til Randers fra fødebyen Fredericia. Her drev han fortsat garveri sideløbende med den store manufaktur- og urtehandel på Torvet i Randers. I butikken på Torvet blev randrusianerne præsenteret for et bredt varesortiment spændende over blandt andet skivepapir, violinstrenge, musikalier pr. kommission, sukker, svensk tjære, vin, rom og søm. Skulle oplandets bønder ønske at afsætte nogle dyreskind i forretningen var det også muligt. Israel Carl Wulff købte desuden i 1808 Niels Mørchs ejendomme i Rosengade 106 og 107 og senere "Numsens Magasin", hvor han indrettede seks lejligheder til småkårsfamilier. Den foretagsomme og ret rige købmand oprettede før 1811 "Den yngre Klædefabrik" i Brødregade, og da krigen fra 1807-1814 hindrede import af en række varer, havde fabrikken stor succes. Wulff investerede også i jord og fast ejendom: Han købte en gård i Lyngby sogn og en i Nimtofte sogn, desuden opkøbte han en del af Randers markjorder samt en tørvemose i Randrup Kær, Gassum sogn. De svære pengeforhold op til statsbankerotten i 1813 gjorde dog i samspil med andre faktorer, blandt andet klædefabrikkens karakter af konjunkturforetagende, forholdene vanskeligere for Wulff. Også andre end Israel Carl Wulff spekulerede i fast ejendom og inflationssikrede værdier under krigsårenes inflation, og det blev i sidste ende det, der kom til at ødelægge Wulff. Han havde nemlig blandt andet finansieret amtmand Peter S. Fønss og lensgreve, oberst Jørgen Scheel. Først kom Scheel i økonomisk uføre, og kreditorernes krav resulterede i 1815 i en auktion over hovedgården Scheels løsøre. I 1820 var det Wulffs gamle bekendte amtmand Fønss, der blev tvunget til at sælge gård og inbo. På det tidspunkt havde Wulff allerede afviklet en del af sine forretninger. Galeasen "Fortuna" på 15 commercelæster, som havde fragtet gods til København, afhændede han i 1815. De to gårde i Lyngby og Nimtofte blev solgt ved auktion i 1816, og tre år senere var mosen i Randrup Kær gået samme vej. Men det egentlige knæk kom med amtmandens fald; det overlevede Wulff ikke. Ejendommen på Torvet og al dens indbo tilhørende familien Wulff måtte sættes på auktion. Wulff undgik dog i første omgang, at klædefabrikken blev solgt. Sønnen Isac Israel fortsatte fabrikken i nogle år, men Israel Carl Wulff kom sig aldrig over dette økonomiske knæk, og i 1822 måtte ejendommen i Brødregade og en gård i Nimtofte sogn tvangsælges. 21 Andre jøder i byen fandt ikke denne efterkrigstid nemmere. Flere måtte lade hus og hjem gå på auktion efter fallitter. Således gik det i 1820 handelsmændene Jacob Levin, Marcus Meyer og Gabriel Raphael Marcussen. De dårlige tider fik tilsyneladende Gabriel Marcussen til at flytte til København, og her blev han i 1825 begravet. Hustruen Rebekka Marcussen blev til sin død i Randers, og hun boede ifølge 1855- folketællingen i Staldgaardsgade sammen med datteren Rose 22. De økonomisk svære tider ramte ligeledes Salomon Levin, der var en anset købmand i byen og en af menighedens forstandere. I 1824 solgte han gården i Torvegade. Kun ni år senere måtte han afhænde gården på Rådhustorvet nr. 605, hvor han fra omkring 1816 havde drevet tobaksfabrik. Familien Levin flyttede herefter til Århus. Andre klarede sig igennem, som f.eks. købmand Gerson Heinemann fra Bückeburg. Han blev dog i 1805 indkaldt til møde i forligskommissionen i forbindelse med tilbagebetaling af et lån. I 1810 optog han et lån i sin gård i Torvegade, hvor den meget troende købmand stadig boede med familien i 1839. 23 Salomon Levin var før afrejsen til Århus blandt de jøder i Randers, der var inddraget i kapervirksomhed. Det blev ved reglement tilladt lige efter bombardementet af København i 1807 og den engelske besættelse af en række punkter på Sjælland. I "Reglement for Kaperfarten og Prisernes lovlige 5

Paadømmelse" udtrykte regeringen følgende opfattelse af en god prise: Alle skibe, der tilhørte den storbritanniske krone eller storbritanniske undersåtter, i hvilken verdensdel disse end måtte bo. Et aktieselskab stod bag afsendelsen af det første kaperskib fra Randers i august 1808, og blandt aktionærerne befandt købmand og læderfabrikant Carl Joseph Wulff sig i selskab med andre købmænd, embedsmænd og en proprietær. Kaperskibet opbragte to engelske skibe, der blev prisebedømt i Ålborg. Besætning og aktionærer delte prisesummen lige over. Senere i 1810 figurerede navnet Wulff to gange blandt redernavnene på de udstedte kaperbreve. Købmand Salomon Levin og Ph. Ree nævnes ligeledes dette år som redere i forbindelse med kaperkutterne "Niels Ebbesen" og "Den raske Jyde", også Israel Carl Wulff havde part i "Den raske Jyde". De to kuttere blev ifølge F. Uldall solgt i 1811. Isac Jacobsen, handelsmand og bosat i Hvidemøllegade, led store tab ved sit engagement i kapervirksomheden. 24 Handelsbyen og de jødiske købmænd fra 1839-listen Handelen havde stadig omkring 1840 en central placering i Randers. Forudsætningerne var det frugtbare opland, de velhavende bønder, den gunstige beliggenhed og det fortsatte arbejde med at forbedre fjordog havneforholdene. Hovedprodukterne i afsætningen var huder, skind, uld og korn. Indenlands skete salget til Viborg og omegn, og udenlands blev der handlet med Hamborg, Norge, delvist Sverige og under gode konjunkturer med England, Holland og Frankrig. Skibsbyggeriet i byen var aftaget i forhold til tidsrummet 1778-1814, den florissante periode. Omkring halvtreds kåge til trafik på Gudenåen, foruden fjorten mindre skibe og to skuder hørte til havnescenariet omkring 1840. I øvrigt var den ene af skuderne "Jødegaleasen", der tilhørte købmændene A. Simon og H. Meyer & Co. I mandtalslisten fra 1839 var der i alt 12 jødiske købmænd. De udgjorde således ca. 15% af byens købmænd på dette tidspunkt. 25 En af de jødiske købmænd var Moritz Berg, der havde købmandsbutik på hjørnet af Nygade og Helenestræde, hvor han handlede med kolonialvarer, jern, kul, manufakturvarer og meget andet. Trævarehandel var indrettet i gården. Købmændene på denne tid drev altså stadig en noget sammenblandet forretning. M. Michaelsen erindrer tydeligt især lørdagenes bondebesøg i forældrenes købmandsgård på Nørregade et, hvor der i gården var plads til omkring fyrre vogne. Disse købmænd plejede deres faste kunder godt under besøgene, og ofte fulgtes bønderne fra samme egn ad ind til deres faste søgningssteder. Her afsatte bønderne det medbragte korn og smør, herefter blev der købt ind i købmandsbutikken. Moritz Berg og andre købmænd, som til eksempel Michael Isaacsen, der nævnes af Neckelmann på grund af en betydelig produkthandel og anlæggelsen af den vellykkede cikoriefabrik, havde endnu mere travlt på torvedagene, hvor over 1500 vogne kunne befinde sig i byen. 26 Købmændene oplagrede det rensede korn og det saltede smør til marts eller april, hvor vandet igen var sejlbart. Ellers solgte man straks efter indkøbet videre til f.eks. grossisterne A. Simon og H. Meyer & Co. Begge var ifølge F. Uldall slagtersvende fra Tyskland, de ejede sammen flere ejendomme i byen, og to gange drev de forretninger sammen i Randers. Med tiden blev der udvidet med skibsfart omfattende såvel passagerer som fragtgods. Deres første skude hed "Jødegaleasen", og den gik til Hamborg og Altona. Heinrich Meyer står i 1814 opført som handelsmand med adresse på Hovmeden, og han drev siden alene en betydelig forretning med filialer i Hamborg og New York. Måske fortsatte Abraham Simon efter bruddet på samarbejdet i 1829 erhvervsmæssigt i samme spor, under alle omstændigheder efterlod købmanden en formue til hustruen Edel Nathansen og den store familie. De tidligere kompagnoner stod begge i 1839-listen opført som købmænd med privatadresse på Torvet. 27 Handelshuset Philip H. Ree hører ubetinget med til beskrivelsen af handelslivet i Randers. Firmaets hovedkvarter i Århus blev ledet af den talentfulde forretningsmand Hartvig Philip Ree, der umiddelbart efter ankomsten til Århus i 1810 oprettede en filial af firmaet i Randers. Fætteren Hartvig Israel Ree blev den første bestyrer af filialen i Randers. Af mandtalslisten af 1839 fremgår det, at Hartvig Ree boede i Helenestræde, var 70 år gammel og gift med Frederikke. Århuschefens søn, Julius Ree, er også at finde i 1839-listen, hvor han har adresse på Torvegade. To år senere - i 1841 - overtog han posten som bestyrer 6

af afdelingen i Randers. Under handelshusets ekspansion blev Århus chefens bror Isac optaget i virksomheden, men han blev senere sendt til firmaets afdeling i Hamborg og afløst af Philip Ree, som var ældste søn af chefen i Århus, Hartvig Philip Ree. Det var således sin storebroder, Julius Ree i 1841 afløste som bestyrer. Handelshuset beskæftigede sig ud over rederivirksomhed med en omfattende import- og eksportvirksomhed. Eksporten omfattede korn, uld, skind og huder. Produktionen af uld, huder og skind fra store dele af landet endte på grund af firmaet i Randers, der ligeledes altid var i stand til at opkøbe købmændenes større eller mindre partier af korn. Handelshuset beskrives meget positivt af Neckelmann, der fremhæver tilliden til firmaet og indførelsen af nye og forbedrede metoder, som baggrund for firmaets succes. Produkthandlen i Randers blev med dette handelshus ganske enkelt forandret og forbedret. Firmaets virkeområde blev senere udvidet med manufakturhandel en gros og eksport af saltet kød. Ekspansionen fortsatte, da firmaet i 1833 oprettede en cikoriefabrik og opkøbte den ældre klædefabrik i byen. I 1824 beskrives Ree s klædefabrik som den største i Jylland med 70 ansatte, hvoraf de 20 var børn. 28 Reefamiliens medlemmer samt A. Simon og H. Meyer, der i mandtalslisten står opført som handelsmænd og købmand, placerede sig uden tvivl blandt de succesfulde handelsfolk. Samtlige 24 jøder beskæftiget ved handel i 1839 havde naturligvis ikke samme succes. Handel omfattede også en småhandlende, en pottehandler, handelsbetjente og handelslærlinge. I alt 52 % af de erhvervsaktive var beskæftiget ved handel, så jødernes erhvervsstruktur var stadig præget af handlens dominans. De resterende 23 erhvervsaktive på listen stod opført med følgende beskæftigelser: Der var to slagtere, to sadelmagere, to skræddere, en bagermester, en læge samt en sypige. Desuden en garver, en hattemager, en optiker, en møller, en tøjfabrikant, en cigarfabrikant, en glarmesterlærling plus andre lærlinge tilknyttet de nævnte erhverv. Yderligere tre havde beskæftigelser tilknyttet den mosaiske menighed: En religionslærer for menighedens børn, en kirkebetjent samt en kantor, der samtidig var schächter. Pottehandler Rikke Berentsen var en af de 24 jøder, der var beskæftiget med handel. Hendes mand Philip døde i 1838, så hun var i 1839 eneforsørger for fem børn. Hun boede i Krankstuegade med børnene, men familien havde tillige enken efter Moses Jacob fra 1814 listen boende. På samme måde havde kirkebetjent Isac Jacobsen i 1839 udvidet familien med enken Sara Metz, der flyttede ind hos familien i Rosengade efter Moses Metz død. Der var kommet en del nye familier til byen siden den første mandtalsliste. I alt 23 nye familier svarende til 45 personer. Af disse kom 10 fra udlandet og 35 fra Danmark. Fra udlandet kom så langt de fleste igen fra Tyskland. De bevarede mandtalslister fra perioden 1814-1840 giver følgende samlede billede af den jødiske menighed i Randers: Fra 114 personer i 1814 til 1837, hvor antallet udgjorde 199 personer. Menigheden blev aldrig større end de 200 personer, der udgjorde den i 1855. Liberalisme: Købstadslivet under forandring Debatten om fri næring rørte på sig i Randers på denne tid. Det fremgår af artiklerne fra otte lavsoldermænd i byen, hvis appel til kongen blev bragt i Randers Amtsavis i begyndelsen af 1836. Oldermændene appellerede på vegne af byens håndværkerlav til landsfaderens forståelse og mildhed, især havde de brug for forståelse i forbindelse med landsbyhåndværkernes ulovlige indtrængen på deres arbejdsdomæne. Nemt havde byhåndværkerne det bestemt ikke ifølge artiklerne, der på mange punkter lignede den dystre beskrivelse af de ni lav i før omtalte indberetning fra magistraten i 1735. En unavngiven forfatter kommenterede de otte oldermænds artikel, og gjorde opmærksom på artiklernes ensidige fokusering på lavsindretningens svage sider samt lavenes muligheder for selv at løse problemerne. I en mere generel betragtning gjorde forfatteren den bemærkning, at lavene burde reorganiseres eller afskaffes. Tiden og udviklingen arbejdede for en sprængning af lavenes monopol og købstædernes eneret på håndværk og handel. 29 7

Junigrundloven af 1849 havde krævet indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv ophævet, hvilket blev effektueret tretten år senere. Købstæderne protesterede selvsagt. Kampen mod næringsfrihed var den direkte årsag til dannelsen af Randers Håndværker- og Industriforening i oktober måned året før grundlovens gennemførelse, og den aktive forening forsøgte at påvirke den grundlovgivende Rigsforsamling og protesterede på alle måder mod fri næring. Loven om næringsfrihed blev dog vedtaget i 1857 og gennemført i 1862. Tiden efter enevældens fald var netop præget af en mere utvetydig økonomisk liberalisme. Statens tiltag overfor købstæderne havde dog gennem længere tid peget frem mod nye tiders behov for åbenhed, mobilitet samt nedbrydelse af gamle strukturer og ordninger, der hindrede en industriel udvikling. 30 Købmands- og handelsby var Randers dog stadig, skønt eksistensvilkårene i købstaden var under forandring. Målt i indbyggertal var Randers på størrelse med Århus og Ålborg ved denne tid, men målt i antal beskæftigede ved "fuldstændig købmandsskab" tog Randers føringen med 519 i midten af 1800- tallet. Heraf udgjorde jøderne omtrent 2,9% 31. I alt findes 15 jødiske købmænd i 1855 folketællingen, desuden en handelsmand, en småhandlende, lærlinge og handelskommissærer. Forskellen på de fem år giver dog en vis usikkerhed. I alt 20 jøder var beskæftiget ved handel ud af de 55 erhvervsaktive, hvilket svarer til 36,4% af jøderne i beskæftigelse. Perioden 1845-1860 var generelt kendetegnet ved en ekspansion i handlen. I Randers var oplandshandlen stadig den vigtigste. De godt firs kåge, der i midten af 1800-tallet hørte hjemme i byen, fragtede varer fra Silkeborg og Viborg til omladning i Randers. Herfra videre til Hamborg, England, Norge og Sverige. Den større handelsaktivitet havde en afsmittende virkning på byens rederivirksomhed og handelsflåde. 32 Detailhandlen gennemgik en lignende udvikling i perioden. Nu overgik en større del af omsætningen fra torve- til butikshandel, og specialbutikker dukkede op i de større byer. Sidstnævnte butikker var repræsenteret i 1855 folketællingen ved f.eks. cigarhandler Abraham Moses Metz, der boede i Slotsgade nummer syv sammen med hustruen Eva Wulff og tre voksne børn. Et af børnene var den 32.-årige modehandlerinde Sara Metz, der ligesom Sophie Levin i Torvegade var engageret i specialhandel med modetøj 33. Hvor butikkerne var placeret fremgår ikke af folketællingen. Man kan derimod se, at cigarhandler Metz ikke ejede huset på Slotsgade nummer syv. I alt 16 jødiske familier ud af de 36 familier i 1855 folketællingen ejede det hus de beboede, heraf udgjorde købmandsfamilierne otte. De resterende ejere var følgende: Tre slagtermestre, to saddelmagere, en guldsmed, en tøjfabrikant, en skrædder og en ikke gift farvermester. Små 45% af de jødiske familier ejede deres hus, og en ugift person var husejer. Så set i det perspektiv klarede jøderne i Randers sig pænt. 34 Til billedet i midten af 1800-tallet hører den store pengekrise i 1857, der blandt andet ramte købmand Moritz Berg. Han var ved siden af handlen involveret i byggeri af flere ejendomme i byen, men i det hele taget spændte hans virkeområde over et bredt spektrum af aktiviteter såvel af forretningsmæssig som godgørende karakter. Berg var blandt andet grundlægger af Floes teglværk, men han mistede alt under den store pengekrise i 1857. Krisen ramte ligeledes købmand Jacob Moses Jacoby hårdt. Jacoby havde overtaget virksomheden efter Heinrich Meyer, der var blevet hans svigerfar via ægteskabet med Pauline Meyer. Mange andre i landet blev ramt af krisen på trods af det indenlandske kreditsystem, der på dette tidspunkt var ved at finde sine former. I Randers blev det lettere at klare krisen, da byen i 1854 fik oprettet disconto- og lånebanken. Tiden blev efterfulgt af større økonomisk uafhængighed af Hamborg og økonomisk mere stabile år. 35 Byens møde med jernbanen Erhvervsmulighederne og befolkningstallet blev mod slutningen af 1800-tallet voldsomt påvirket af købstadens møde med jernbanen, og i tidsrummet 1862-1877 blev Randers næsten omringet af skinner. Jernbanelinierne kom til byen i flere etaper: September 1862 åbnede Århus-Randers linien, hvilket 8

sommeren efter blev suppleret med åbningen af strækningen Langå-Viborg. Kågtrafikken var dermed ikke længere nødvendig for Viborg og byerne langs jernbanelinien, der havde en direkte linie til havnen i Århus. Samme indflydelse havde åbningen af jernbanen Skanderborg-Silkeborg i 1871, idet man også i dette område foretrak skinnevejen frem for transporten på Gudenåen. Oplandshandelen blev yderligere påvirket af udbygningen af jernbanens sidelinier, og sidst i 1870 erne var strækningen Randers-Grenå og Ryomgård-Århus åbnet. Sammenlagt havde dette en kraftig reducerende indvirkning på byens eksporthandel og rederivirksomhed. Eksporttallene fra Randers toldsted var i 1882 stagneret i forhold til tidligere tider, skønt produktionsomlægningen i landbruget afspejlede sig i stigende eksport af smør og kødvarer. Antallet af skibe hjemmehørende i Randers var i 1910 gået ned i forhold til fyrre år tidligere, når det blev gjort op i register tons. Århus og Ålborg havde i 1880 en del flere indbyggere end Randers. 36 Perioden 1880-1900 udgjorde for Randers købstad den sværeste tid med nedgangen i befolkningstal og erhvervsmuligheder, hvor såvel konsekvenserne af jernbaneliniernes etablering og omlægningen i landbruget satte sig igennem 37. Landbrugets meget dybe krise i slutningen af 1800-tallet blev imødekommet med vellykkede tiltag, der blev omlagt til animalsk produktion og organiseret på andelsbasis. For landbrugets vedkommende vendte konjunkturerne omkring år 1900. For købstaden var den industrielle udvikling vejen frem, og købmandstiden i gammeldags forstand hørte til fortiden. Nu tog de tilbageblevne købmænd sig mere af detailhandlen i byen og den nærmeste opland, men de afgav efterhånden en del af omsætningen til specialbutikkerne. Eksistensbetingelserne i købstaden var drastisk forandret, men handlen dominerede stadig hos de erhvervsaktive jøder i 1880 folketællingen. Når handel kun omfatter købmænd, handelslærlinge, handelsbetjente og lignende betegnelser, så udgjorde de handlende 42% af de erhvervsaktive jøder. Medregnes handel med tobak, læder og heste, så udgjorde de handlende halvdelen. Erhvervsfordelingen blandt menighedens medlemmer blev ændret set over en længere årrække: I mandtalslisten fra 1839 kom håndværksfag ind i billedet. Håndværksfagene optræder igen i folketællingerne fra 1855 og 1880, men i de to folketællinger kommer nye erhverv ind i billedet med en fuldmægtig, en kontorist, en typograf og en læge. Også blandt de erhvervsaktive ud af de i alt 41 personer fra 1911 folketællingen, hvoraf de 32 tilhørte den jødiske menighed, stod handlen stærkt. I øvrigt var godt 35% af jøderne i 1911 folketællingen 60 år eller ældre. Erhvervsbetegnelserne i listerne fra 1814-1911 efterlader således det indtryk, at handel blev ved med at intage en central position rent beskæftigelsesmæssigt. Jøderne blev dog i stigende grad uddannet inden for især håndværksfag og andre fag, der krævede en kortere eller længere uddannelse. I mange tilfælde fortsatte sønnerne i faderens spor rent erhvervsmæssigt, som brødrene Jacob og Nathan Nathansen fra 1839-mandtalslisten. Deres far, Michael Nathan fra Fredericia, var slagter. Sønnerne blev slagtere og bosatte sig i Randers. Tredje generation af slagtere kan følges i mandtalslisterne fra læretiden til de etablerer sig i Randers på følgende adresser: Abraham Nathansen var søn af Nathan Nathansen, og han var i 1839 i lære som slagter. Han har etableret sig som slagter i 1855 i Provstegade. Femogtyve år senere findes slagteren som enkemand på samme adresse. På samme måde med Joseph Gerson Nathan, plejesøn af Jacob Nathansen. Han er i 1855 i lære hos faderen, og femogtyve år senere har han overtaget faderens forretning i Helenestræde. Ligeledes findes flere sønner af Abraham Moses Metz i 1880 folketællingen, og sønnerne overtog i 1870 faderens tobaks- og sukkervarefabrik. I øvrigt kom de to sønner, Carl Abraham Metz og Benny Metz, ikke alene til at præge købstadslivet i kraft af at være fabrikanter. Begge var medlemmer af Slyngborgkonsortiet, der i 1880 købte staldgården Slyngborg og udstykkede jorden. En af gaderne i det nye kvarter i byen, der opstod på den udstykkede jord, blev opkaldt efter Carl Metz. 38 9

Den jødiske menighed etablerer sig i Randers Jøderne i Randers satte ikke alene deres præg på købstadslivet i kraft af deres erhvervsmæssige bidrag. Deres tilstedeværelse i byen kan spores på mange niveauer i lokalsamfundet. Tilknytningen til jødedommen adskilte på flere måder jøderne fra den øvrige del af befolkningen i købstaden, hvilket blandt andet gav sig udslag i dannelsen af institutioner forbeholdt medlemmer af byens mosaiske menighed. Specielt disse institutioner står i centrum i de følgende afsnit, da beskrivelsen af institutionerne bidrager til forståelse af en væsentlig side af jødernes liv i Randers. Menighedslivet fik allerede i 1803 bedre udfoldelsesmuligheder, da man ved kgl. resolution havde fået tilladelse til at oprette en synagoge. Der var således minimum ti jødiske mænd over tretten år i Randers på det tidspunkt, netop det antal kræves for at danne en jødisk menighed og holde gudstjeneste. En af drivkræfterne bag oprettelsen af synagogen var købmand Gerson Heinemann, der på dette tidspunkt var forstander for menigheden sammen med Israel Carl Wulff og Salomon Levin. Næste skridt på vejen var en begravelsesplads, således at man kunne undgå den lange og bekostelige transport til den jødiske begravelsesplads i Fredericia. Ifølge en magistratsskrivelse blev et stykke jord udenfor Østerport i 1806 overdraget menigheden til begravelsesplads. Gennem tre år blev betalingen for dette jordstykke diskuteret mellem forstandere for menigheden, byens eligerede mænd, magistraten og amtmand Fønss. Korrespondancen vedrørende betalingen af jorden slutter i 1809, uden at det er muligt at se, hvad resultatet blev. 39 Kirkegården gjorde jødernes tilstedeværelse i Randers mere synlig. Måske fik de jorden vederlagsfrit, og her er det muligt, at Israel Carl Wulff personlige bekendtskab med amtmand Fønss gavnede jøderne. Tilvæksten i menigheden var under alle omstændigheder indiskutabel, og midt under jorddisputsen købte menigheden i 1808 huset i Snaregade nummer 448 til synagoge. I pante- og skødeprotokollen nævnes Israel Carl Wulff og Salomon Levin i forbindelse med handlen. Rammerne for menighedslivet var blevet forbedret med synagogen i Snaregade, og menigheden udbyggede i 1819 sine aktiviteter ved dannelsen af "Det mosaiske Sygepleieselskab". Selskabets formål var at understøtte syge og trængende, og i 1871 oplyses det i Veiviser og Adressebog for Randers Kjøbstad, at selskabet havde 50 medlemmer. Det årlige kontingent var på det tidspunkt 2 Rd. 3 Mk., og bestyrelsen bestod af formand A. S. Philipson, rabbiner Wreschner, J. Jacoby og A. Nathansen. 40 Der var således allerede i 1814 gode muligheder for at leve et aktivt jødisk liv i Randers. På det tidspunkt fandtes der fem indbyggere i byen, hvis arbejde havde tilknytning til synagogen. Der var kantor og schächter Salomon L. Beith, der med familien boede i menighedens gård. I kraft af positionen som kantor deltog han i gudstjenesterne, men Beith var samtidig schächter eller jødisk slagter. Menighedens medlemmer havde altså let adgang til schächtet kød, og dermed nemmere ved at overholde reglerne om kosher husholdning. Salomon L. Beith havde to voksne sønner, der hjalp ham med hvervet som kantor og schächter. Faktisk var tre voksne mennesker således beskæftiget med arbejdet som kantor og schächter. Menigheden havde i 1814 desuden en kirkebetjent og en lærer. I forbindelse med menigheden kan det nævnes, at menighedens virksomhed i et regulativ fra 1832 blev fastlagt i overensstemmelse med 1814 anordningen 41. Det var dog først i 1866, man ansatte en rabbiner. Undervisningen og integration i samfundet Undervisning af børn tilhørende Det mosaiske Troessamfund i religion blev i 1814 varetaget af ungdomslærer Sinai Berg. I mandtalslisten fra 1839 havde Berg skiftet erhvervsbetegnelse til købmand, og han var flyttet fra Von Hattenstræde til Østergade. Måske havde såvel amtet som skolekommissionen opfordret Sinai Berg til at forlade undervisningen, da amtet på et møde i skolekommissionen den 26. juli 1833 begærede kommissionens betænkning vedrørende underviseren. Amtet spurgte om det ikke måtte anses for nødvendigt, "at det mosaiske Trossamfunds Børn faar en egen dansk Lærer i Religion, da den gamle Sinai Berg underviser dem paa Tysk og desuden af adskillige anses for uduelig. Forslag herom og 10

om Sinai Bergs Pension begæres" 42. Konsekvensen af kommissionsbetænkningen ser ud til at have været en lukning af skolen, der havde til huse i gården i Nygade 4, som Sinai Bergs søn, Moritz Berg, ejede fra 1826. Den religiøse undervisning kunne dog fra 1814 suppleres med daglig undervisning i dansk hos lærer H. N. Bache, der hørte til på den tyske skole i byen. Han havde på opfordring påtaget sig denne opgave, så de jødiske børn havde mulighed for få deres sprogkundskaber i dansk forbedret. 43 Tidligere klager over undervisningen fremgår af skolekommissionens protokoller: I 1831 havde den mosaiske menighed 31 skolepligtige børn, svarende til ca. 3,2% af samtlige skolepligtige børn i skoledistriktet. Klagerne rettede sig det år mod forældre, hvis børn ingen undervisning modtog eller ikke deltog i religionsundervisning. Året efter blev det pålagt skoleforstander Heinemann at fremlægge en fortegnelse over menighedens skolepligtige børn med angivelse af undervisningsstederne, da børnene udeblev fra de offentlige skoler. En stor del af menighedens børn modtog ingen undervisning eller en undervisning, der ifølge skolekommissionens vurdering ikke var acceptabel. Flere blev undervist i Jacobsens Institut eller af andre autoriserede lærere, hvor kommissionen begærede skriftlige redegørelser fra de respektive lærere om pensum og børneantallet. De resterende børn skulle via sognepræsten henvises til skoler. En uformuenhedsattest fra Heinemann kunne skaffe børn af uformuende forældre ind på byens friskole, der sammen med de to betalende borgerskoler udgjorde almueskolerne i skoledistriktet. 44 Børnene fra menigheden havde tilsyneladende tilstrækkelig viden i faget religion. I hvert fald bestod de prøven i religionskundskaber, der var påbudt i forbindelse med konfirmationen ifølge 1814 anordningen. Menigheden måtte altså forene konfirmation og deres skik med bar mitzva for 13.-årige drenge, der markerede optagelse i de ældres samfund eller overgangen til religiøs myndighed. Randers Amtsavis omtalte i 1822 den første konfirmation i synagogen, hvortil øvrigheden var inviteret og firs billetter uddelt: "...34 unge Mennesker af begge Kjøn, hvoraf 6 vare fra Aarhus og Horsens, bleve, efter vel aflagte Prøver paa Religionskundskaber, af hr. Catechet Bloch fra Fredericia optagne i de Ældres Samfund. I Formen stemte denne religiøse Act ganske overeens med vore Confirmationer. Kl. 10 Formiddag begyndte den, og kl. 1 var den endt". Synagogen dannede fire år senere rammen for den næste konfirmation, hvor 16 unge mennesker fra Randers, Ålborg og Horsens under amtmandens tilstedeværelse bestod religionsprøven. Nogle år senere fik menigheden en ny religionslærer. I mandtalslisten fra 1839 figurerer en religionslærer ved navn A. Syskind, der netop fra 1836 blev religionslærer for menighedens børn. 45 Undervisningen af menighedens børn kan til dels følges på et ganske vist langt senere tidspunkt, idet 11 protokoller over private skoler i Randers dækkende forskellige år i perioden 1868-1920 er bevaret. Skoleholdene varierede meget i størrelse. Der kunne være helt ned til tre børn hos en underviser, men til gengæld var der i flere år godt 30 private skoler. Således havde i 1869 guldsmed Nathansen og kvæghandler Nathansen hver en søn i en drengeskole, hvor i alt ni drenge blev undervist af Ida Øckenholdt. Frederikke Meyer holdt i 1869 skole for fem piger på syv år tilhørende den mosaiske menighed. Pigernes forældre var købmændene Moses og Carl Metz, slagter Nathan, buntmager Zaun og bager Meyer 46. Først fra 1876 fortsættes protokollerne. I dette og det følgende år holdt Bertha von Essen skole for henholdsvis 14 og 12 piger i alderen 7-13 år, hvor alle pigernes forældre tilhørte Det mosaiske Troessamfund. Siden fandtes ikke private skoler udelukkende for menighedens børn, men deres børn var forholdsvis pænt repræsenteret blandt navnene i de mange private skoler. 47 På dette relativt sene tidspunkt af jødernes historie i Randers var menighedens medlemmer også på andre områder ved at være godt integreret i samfundet. Her skal blot nævnes følgende: Gerson Heinemann var som nævnt skoleforstander. Købmand Julius Ree var medlem af blandt andet havnekommissionen, borgerrepræsentationen, bygningskommissionen, formand for handelsforeningen og sad i repræsentantskabet for Det mosaiske Troessamfund. Fra 1857 bosiddende i København, hvor han med opstilling i Randerskredsen blev valgt ind i blandt andet folketinget. Ligesom agent Jacoby var Julius 11

Ree medlem af Randers Amtshusholdningsselskab, i øvrigt var Jacoby medstifter og medlem af bestyrelsen for Randers Disconto-bank og for Den jydske Købstadsforening. På et andet felt kan nævnes musikforeningen "Brage", der allerede fra starten i 1852 havde en del medlemmer fra Det mosaiske Troessamfund. Her skal blot nævnes købmændene Hartvig Israel Ree og Philip Philipsen. Både Moritz Berg og sønnen Balthazar var kendt for deres musikalitet og violinspil i "Brage". Vurderet over en længere årrække forekommer menighedens medlemmer således at være godt integreret i samfundet. 48 Synagogen i Nordregrave: Eget hus og egen rabbiner I midten af 1800-tallet oplevede den jødiske menighed i Randers sin storhedstid med 200 medlemmer, nu var menigheden den største uden for København. Tiden var moden til selv at bygge en synagoge. Den nye synagoge i Nordregrave blev i kraft af mange menneskers indsats en realitet. Finansieringen skete via aktietegning. I alt blev der udskrevet 140 aktier, hvoraf en del af genparterne stadig findes 49. På genparterne står opført navnene på repræsentantskabet for Det mosaiske Troessamfund, som var Jacob Moses Jacoby, Adolph Sem Philipson og W. A. Simon. Kgl. bygningsinspektør Thielemann stod bag den flotte arkitektur, og murermester Hirsch Nathansen fra Randers byggede synagogen. Grunden blev overdraget menigheden af kommunen. I øvrigt havde murermesteren ikke mindre end 32 aktier i dette foretagende. Disse aktier svarede til 1600 Rbdr. Menighedens medlemmer i Randers havde tegnet aktier for i alt 2600 Rbdr. De fleste personer købte mellem en halv og to aktier á 50 Rbdr. De i alt 140 aktier repræsenterede 7000 Rbdr, hvilket fremgår af de bevarede genparter. Om disse aktier reelt blev indløst kan være svært at afgøre. De resterende 4400 Rbdr. kom fra trosfæller: I København og Hamborg bidrog man med henholdsvis 2350 Rbdr. og 1800 Rbdr. Århus, Viborg, Thisted og Ribe bidrog samlet med 250 Rbdr. Synagogen havde over det halvrunde dørfelt på den vestlige gavl følgende hebraiske indskrift: "Oplader Portene for at der maa drage ind et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab". Derunder står ifølge F. Uldall "Opført år 1858", og øverst i gavlen over det halvrunde dørfelt sad to stenplader med uddrag af de ti bud. Synagogens indvendige del var ikke mindre interessant med blandt andet den hebraiske tekst over rundbuen. Oversat betød teksten: "Vid for hvis åsyn du står". Indvielsen af synagogen skete ifølge Randers Amtsavis den 25. juni 1858, og ved indvielsen blev religionslærer og prædikant Meyer Abraham Wreschner indsat i sit embede af overrabbiner A. A. Wolff fra København. Overrabbineren forestod indvielsen. 50 Forfremmelsen af Wreschner var nødvendig for at få de religiøse funktioner varetaget, da kateket Block var trådt tilbage fra sin stilling som præst for Fredericiamenigheden og de øvrige jyske menigheder. Rent formelt blev Meyer A. Wreschner dog først otte år senere ansat som rabbiner, men forfremmelsen i 1858 gav tilsyneladende Wreschner den fornødne kompetence til at foretage de religiøse funktioner. Byens rabbiner boede i 1880 i Middelgade sammen med hustruen Betty Oppenheim og ni børn. I samme gade boede på det tidspunkt menighedens polsk fødte kantor, Abraham Staropolski. Kantoren forlod dog Randers i 1904 og rejste til København. På det tidspunkt var præsten død og menigheden reduceret. Det var rabbiner Wreschner, menigheden i perioden 1878-1880 flere gange ansøgte om at få tilskud til af staten, da den havde svært ved at klare aflønningen af rabbineren. Centrale punkter i ansøgningerne var følgende: De mange dødsfald blandt menighedens medlemmer og fraflytningen fra byen. Det medførte stigende og uoverkommelige udgifter til det religiøse væsen for de tilbageblevne medlemmer, der jo samtidig betalte til det kommunale væsen. Rabbineren varetog den religiøse undervisning af ungdommen, og børnene kunne ikke vokse op uden religiøs vejledning og opdragelse. Repræsentanterne mente desuden, at tilskuddet til rabbineren var blevet stillet dem i udsigt. De vedlagde fire års budgetter i den første ansøgning for at påvise alvoren i situationen. Før første ansøgning blev behandlet i ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, havde amtmand M. Rosenørn og overrabbiner A. A. Wolff i København, hvem den lokale rabbiner fagligt og tjenstligt var 12

underlagt, udtalt sig i sagen. Begge støttede ansøgningen fra repræsentantskabet, og amtmanden foreslog hel eller delvis statsaflønning af rabbineren. I december 1878 modtog menigheden afslag på ansøgningen via amtmanden. Repræsentantskabet ansøgte endnu to gange om støtte. Kravet om et årligt støttebeløb på 1000 kr. blev afvist. Ønsket om 1000 kr. i foreløbigt et år blev heller ikke opfyldt. 51 Menigheden havde 179 medlemmer ifølge 1880-folketællingen. Det var ikke en markant nedgang i forhold til det højeste antal femogtyve år tidligere, men sådan oplevede menigheden det altså ikke. De tilbageblevne medlemmer var ifølge repræsentantskabet ikke velhavende nok til at overkomme alt. Måske var nogle velstående medlemmer rejst fra byen, men helt galt så det ifølge min bedømmelse ikke ud omkring 1870. Ifølge skattelisterne fra 1869 var til eksempel omtalte Hirsch Nathansen blandt de bedrestillede i menigheden, idet murermesterens anslåede skattepligtige indkomst var 2500 Rigsdaler. Det blev kun overgået af købmændene Moses Isac Levy og Adolph Sem Philipson, der blev anslået til 3800 og 4500 Rigsdaler i skattepligtig indkomst. I alt elleve af menighedens medlemmer stod opført med skattepligtige indkomster over 1200 Rigsdaler, og godt tredive af i alt godt tres fundne jøder i skattelisten blev sat til over 350 Rigsdaler i forventet skattepligtig indkomst. Ifølge min vurdering ser det rimeligt pænt ud i forhold til de andre skatteborgeres indkomster, også når de fjorten jøder med anslåede skattepligtige indkomster mellem 200-300 Rigsdaler medregnes 52. Repræsentantskabets synspunkter vedrørende fraflytning og dødsfald var dog ikke forkerte, menigheden var blevet reduceret, og nogle gode skattebetalere var forsvundet. Menigheden reduceres og synagogen nedrives På lang sigt blev menigheden i Randers reduceret. Som nævnt var nedgangen fra 1855-1880 ikke stor sammenlignet med den senere reduktion. Der var helt præcist tale om en reduktion på 21 personer. Antallet af familier opgives af F. Uldall til at være 70 i 1866, hvilket jeg finder højt sat. Antallet af familier i folketællingerne fra 1855 og 1880 er ifølge mine optællinger henholdsvis 36 og 34. Derimod var antallet af familier helt nede på ti i 1911 folketællingen. Det svarede til 41 personer, hvoraf 32 tilhørte den jødiske tro. I alt 147 personer forlod menigheden i de godt tredive år mellem 1880-1911, hvilket tydeligt mærkede Randersmenigheden. Allerede i juni 1906 havde Sparekassen for Randers By og Omegn været menigheden behjælpelig, idet sparekassen godtog at eftergive godt halvdelen af pantegælden påhvilende synagogen. Det mosaiske Troessamfund skulle så selv betalte de 2000 kr. af pantegælden 53. I forbindelse med eftergivelse af pantegælden lovede menigheden, at ejendommen kun måtte bruges til synagoge og aldrig måtte behæftes med gæld. Den lille menighed blev mindre og magtede ikke vedligeholdelsen af synagogen, så gudstjenestelivet i synagogen måtte opgives. Det Mosaiske Troessamfund rettede flere henvendelser til kommunen vedrørende synagogen, herunder en henvendelse sidst på året i 1930 omhandlende en evt. kommunal overtagelse af synagogen. Det fremgår af referatet fra byrådsmødet den 23. marts 1936. I 1936 måtte de opgive kampen for synagogen, da myndighederne krævede den nedrevet. På byrådsmødet den 9. november dette år blev det besluttet, at kommunen betalte entreprenørfirmaet Rose- Jensen for nedrivningen. Menighedens ønske om ikke at blive økonomisk inddraget ved nedrivningen blev således imødekommet 54. Politimesteren i Randers havde over for menigheden krævet nedrivningen igangsat, hvilket skete på grundlag af bygningsinspektørens vurdering af synagogens bygningsmæssige tilstand. Grunden var i forvejen kommunens, da matrikelnummer 793 var overdraget Det mosaiske Troessamfund som arvefæste, hvilket gav menigheden brugsret og ikke ejendomsret til grunden. I det øjeblik bygningen ikke længere blev benyttet til synagoge, da havde kommunen ret til at overtage ejendommen og nedrive bygningen, også uden at give nogen form for erstatning. I øvrigt fremsatte repræsentanterne fra menigheden i København i 1936 et tilbud om at overtage styrelsen af den lille menighed i Randers, der var den sidste jødiske menighed uden for København. I København anså man menigheden i Randers for at være af så ringe omfang, at forudsætningerne for en 13

særlig styrelse for dette Troessamfund ikke var til stede. Det synspunkt deltes ikke af repræsentantskabet for Randersmenigheden, så den vedblev med at eksistere med egen styrelse. Efterhånden blev det nok svært blot at samle de ti mænd over tretten år, der var krævet for at få menighedslivet til at fungere. Selv efter anden verdenskrig skulle der ifølge Merete Christensen være to valgte repræsentanter fra Randersmenigheden, men de fleste jøder havde på det tidspunkt forladt byen. 55 Menighedens reduktion skal i det følgende ses i forhold til to fænomener, nemlig blandede ægteskaber og begravelsesstedet for de nytilkomne familier på listerne. Min undersøgelse omfatter mest familierne. Dog har jeg med tiden medtaget aleneboende, da de efterhånden udgjorde en større del af det samlede antal personer. Begravelsesstedet for de forskellige medlemmer har jeg undersøgt, når de har holdt sig til de jødiske begravelsessteder i landet. Emnet er behandlet i bogen "Jødiske dødsfald i Danmark 1693-1976". Begravelsesstedet angiver naturligvis ikke, hvor fraflyttede familier evt. opholdt sig før de blev begravet. Først en omtale af de første blandede ægteskaber i 1855 folketællingen: To mænd og to kvinder fra menigheden var gift med personer tilhørende den evangelisk-lutherske tro. Den ene af de to jødiske kvinder havde seks børn, der tilhørte den kristne kirke. Blandede ægteskaber fandtes altså i 4 ud af 36 familier. Tre nye blandede ægteskaber kom til i 1880 folketællingen, så fem ud af 34 familier befandt sig i blandede ægteskaber. Igen stod børn af disse ægteskaber opført som lutheranere. I 1911 optræder tre nye blandede ægteskaber, og et blandet ægteskab fra 1855 findes endnu i 1911. Børnene fulgte moderens kristne tro. Blandede ægteskaber viser sig således først i midten af 1800-tallet. På listerne findes kun ti blandede ægteskaber, og de i alt 18 børn af de blandede ægteskaber tilhørte den kristne tro. De blandede ægteskaber udgjorde en stigende andel af samtlige ægteskaber i det tidsrum undersøgelsen omfatter. På den anden side var menigheden meget lille i slutningen af perioden, så det udgør ikke hovedforklaringen på nedgangen. Begravelsesstedet for de nytilkomne familier fra de forskellige lister giver, altså i det omfang det er muligt at fastslå stedet for begravelsen, en fyldigere forklaring på reduktionen. For 1814-listens 18 familier eller 36 voksne personer gjorde følgende sig gældende ved livets slutning: I Randers blev 32 begravet, tre i København og én i Århus. Fremme i 1839 var 23 nye familier kommet til byen. Begravelsesstedet for de i alt 44 voksne personer var følgende: I Randers blev 35 begravet, otte i København og én i Århus. I 1855 har jeg medregnet de aleneboende: I alt 17 nye familier var kommet til i forhold til 1839. Plus de 18, der boede alene. For de 46 personer gjorde følgende sig gældende: I Randers blev 15 begravet, 16 i København, to i Horsens, mens det ikke var muligt at finde begravelsesstedet for 13. Fremme i 1880, altså et spring på 25 år frem i tiden, udgjorde antallet af nye familier 28. Plus de 19 personer, der boede alene, som altså igen er medregnet. Begravelsesstedet for de i alt 69 personer: I Randers blev 38 begravet, 19 i København, én i Horsens, og 11 kunne ikke findes. Begravelsessted for de 13 nye personer i 1911 listen: I Randers blev fem begravet, to i København, to i Horsens, og fire kunne ikke findes. Der er som vist familier, jeg ikke har været i stand til at finde, og der vil være jødiske familier i Randers, som ikke bliver opfanget i denne undersøgelse. De lange tidsmæssige spring mellem listerne - henholdsvis 25 år, 16 år, 25 år og 31 år - gør netop, at familier kan have bosat sig i byen efter f.eks. 1814 listen og have forladt byen før 1839 listen. Alligevel viser listerne en tendens: Alene ved at kigge på begravelsesstedet for medlemmerne af Det mosaiske Troessamfund, der på forskellige tidspunkter befandt sig i Randers, ses bevægelsen mod København. Altså i det omfang man ikke forblev i Randers, hvilket de fleste gjorde. Ikke mindst i 1855, men også i 1880, ses bevægelsen mod København. Dog sløres billedet af de mange i kategorien "kunne ikke finde". For denne kategori kan følgende forhold overvejes: Måske konverterede de. Måske rejste nogle ud af landet. Nogle af kvinderne skiftede måske efternavn ved indgåelse af ægteskab, hvilket gør det svært at finde dem i bogen om jødiske dødsfald. Min undersøgelse omfatter ikke kategorien "kunne ikke findes", men overgang til kristendommen gjorde sig gældende for en dels vedkommende op gennem 1800-tallet. Det kunne være interessant at få 14

klarlagt, hvor vidt de ikke fundne personer blev i Randers eller rejste fra byen. At alle ikke fundne personer konverterede forekommer dog usandsynligt, netop på grund af muligheden for skift i efternavn for kvindernes vedkommende. For de sikre tals vedkommende ser jeg udviklingen på følgende måde: Blandede ægteskaber viste sig fra 1855 og fremefter, hvilket repræsenterer en stigende grad af assimilation. De væsentligste faktorer bag menighedens reduktion forekommer dog at være dødsfald blandt medlemmer af Randersmenigheden og flytningen til hovedstaden. For de usikre tals vedkommende tror jeg som sagt ikke, at alle ikke fundne konverterede på grund af muligheden for indgåelse af ægteskab. Under alle omstændigheder tilbød hovedstaden et på mange måder nemmere liv. Her var der bedre mulighed for evt. at finde en ægtefælle. Her var bedre skole- og ældreinstitutioner. Her var en synagoge og måske også bedre muligheder for at få et arbejde. Her boede børn eller slægtninge måske. Et kan med sikkerhed siges: Randersmenigheden var den sidste jødiske menighed uden for København. I lighed med de øvrige provinsmenigheder forsvandt den, uanset hvad der forårsagede den enkeltes beslutning om flytning. Menighedens medlemmer klarede sig godt i Randers: Erhvervsmæssigt dominerende handlen, og en del af de nævnte jøder var meget initiativrige og som Ree nyskabende. Økonomisk klarede de sig pænt, så vidt jeg kan bedømme, og for flere personers vedkommende meget pænt. De var tilsyneladende godt integreret i samfundet, men havde på nogle områder deres egne institutioner samt en levemåde, som gjorde deres tilknytning til jødedommen synlig. Denne anderledeshed kunne lokalsamfundet på dette tidspunkt tilsyneladende godt rumme, og følgende citat af Otto Andrup stemmer med mit indtryk af jøderne i den behandlede periode: "...; byen havde fra gammel tid synagoge, og omend dens samfund var lille, satte dog enkelte af de faa sit præg paa bylivet; som de udmærkede borgere og fine mennesker, de var, højt agtede af samfundet, frembød de dog et lidt andet billede, end vi andre...". 56 1 C. Nyrop: "Danske Farvere", pp. 91-92. I denne artikel vil en person blive opfattet som jøde, hvis vedkommende står opført som jøde i mandtals- eller folketællingslisterne. Ifølge jødisk lov er man jøde, hvis ens mor er jøde 2 A.S. Stadfeldt: "Beskrivelse over Randers", p. 355 ff. 3 Landsarkivet Viborg: "Borgerskabs Bog begyndt den første juli anno 1722". Ikke pagineret (protokol). 4 A.D. Cohen: "De mosaiske Troesbekjenderes Stilling i Danmark", pp. 136-141. Se desuden Harald Jørgensen: "Jødisk Ed", Tidsskrift for jødisk historie nr. 9, 1982, pp. 10-18. Heri beskrives baggrund samt udformning af eden, også ændringer i eden år 1843 og 1864. Den sidste ændring sidestillede stort set jøder med andre danske borgere. Under eden skulle vidnerne fremstå iført deres hellige klæder og hatte. Forordningen nævner Tephillin,Tallis, Arba og Zizis. 5 M.L. Nathanson: "Jødernes forhold og Stilling i Danmark", p. 1 ff. Lejdebrevet var en form for "jødisk stavnsbinding", eftersom lejdebrevet kun var gældende for opholdsstedet. Et nyt var påkrævet ved flytning. Jøderne var ikke udsat for tvangsforflytninger til bestemte bydele eller til at bære bestemte kendetegn på klædedragten, som de var i udlandet. Den nævnte lovgivning omfattede ikke jødiske bosættelser i Slesvig og Holsten, hvor jøderne tidligt fik tilladelse til at bo i Altona, Ottesen og Wandsbek. 6 Michael Hartvig: "Jøderne i Danmark", pp. 33-56. En beskrivelse af kongemagtens forbindelser til portugiserjøderne, som var blevet fordrevet fra Spanien i 1492 og senere fra Portugal. Derfor befandt en stor del af disse jøder sig i Amsterdam og Hamborg. Forhold vedrørende fordrivelserne fra Spanien, Portugal, Litauen og Polen, p. 12 ff. 7 Michael Hartvig op.cit., p. 72 ff. Benj. Balslev: "De danske jøders historie", p. 14 ff. J. Salomon, J. Fischer: "Mindeskrift i anledning af hundredaarsdagen for Anordningen af 29. marts 1814", p. 30. Der opgives ikke helt samme årstal for de første jødiske bosættelser. 8 Michael Hartvig op.cit., p. 68. Citatet. 9 Ole Feldbæk: "Gyldendals Danmarks historie", bd. IV, p. 198 ff. 10 M. L. Nathanson op.cit., p. 9. Vedrørende citat. E. F. Heckscher: "Merkantilismen som samfundsopfattelse", Historisk Tidsskrift, 9. række, 5. bind, 1. hefte. 11 Landsarkivet Viborg: Borgerskabsprotokollen, se note 3. M.L. Nathanson op.cit., p. 23, hvor forbudene i de nævnte år omtales. Krigskonjunkturerne, Gyldendals Danmarks historie, bd. IV, p. 208 ff. 15

12 J. Salomon, J. Fischer op.cit., p. 37. 13 J. Salomon, J. Fischer op.cit., p. 39 ff. Harald Jørgensen (red.): "Indenfor murene", p. 72. 14 Benj. Balslev op.cit., p. 34 ff. J. Salomon, J. Fischer op.cit., p. 49. Harald Jørgensen op.cit., p. 78. Merete Christensen: "Ved 175 års jubilæet for 1814: Anordning eller indordning?", Jødisk Orientering, årgang 60, nr. 3, pp. 8-9. 15 M. L. Nathanson op.cit., p. 190 ff. Tillige J. Salomon, J. Fischer op.cit., pp. 71-73, bilag 46 og 47. Merete Christensen: "Jødisk menighedsliv i Randers", Tidsskrift for dansk jødisk historie, nr. 28, 1989, pp. 27-55. De indfødte kongerigske jøder fik altså ikke politiske rettigheder, ret til indre selvstyre eller ret til selv at bestemme opførelsen af synagoger og indretningen af gudstjenester. 16 Landsarkivet Viborg: Mandtalslisterne for årene 1814-1840. Listerne er komplette til 1828, derefter er der et spring 1835. 1838 mangler. Mandtalslisterne afsluttes i 1840. For 1814 og 1839 har jeg lavet et tværsnit i listerne: Jeg har regnet på alder blandt jøderne, set på deres beskæftigelse og adresser i byen, samt ved sammenligning af listerne om de bliver i byen. Når dette kombineres med Jul. Margolinsky s: "Jødiske dødsfald i Danmark 1693-1976", er der mulighed for at se, hvor de forskellige jøder blev begravet og hvor lang tid, de levede. Der er dog ikke altid overensstemmelse mellem alder i de forskellige lister, heller ikke altid mellem listerne og bogen om dødsfald. 17 Harald Jørgensen (red): "Indenfor murene", p. 40 ff. En opgørelse af provinsens jøder 1834, 1860 og 1890, se p. 100. Benj. Balslev op.cit., p. 133 under tillæg. 18 A.S. Stadfeldt: "Beskrivelse over Randers", p. 308 ff. Gyldendals Danmarks historie, bd. IV, p. 22. Stadfeldt mener, at en befolkningstilvækst på 92% i tiden 1767-1787 forekommer rimelig. På samme måde regner han med en vækst på 32% i tiden 1787-1801. Ole Feldbæk siger i Danmarks historie, bd. IV, p. 195, at Randers var blandt de 67 købstæder, der i perioden 1730-1808 oplevede en markant stigning i indbyggerantal og omsætning fra midten af århundredet. 19 Historisk Aarbog for Randers Amt 1918: "Næringslivet i Randers for 200 år siden", pp. 93-107. Den øvrige handel omfattede ifølge indberetningen: Brændevin, tømmer, jern, tjære, fisk, hør hamp, isenkram, fede varer, vin, kramvarer og krydderier. Povl von Spreckelsen (red): "Randers købstads historie", bd. I, p. 287 ff. Om havnen. Se desuden A. S. Stadfeldt op.cit., p. 49 ff, pp. 330-333. 20 : F. Uldall: "Jøderne i Randers i ældre og nyere Tid", Tidsskrift for jødisk Historie og Litteratur I, p. 224, p. 304. A.S. Stadfeldt op.cit., p. 324 ff. 21 Joseph Fischer, Michael Hartvig: "Slægten Wulff", p. 304 ff. Sara Davidsen var stammoder til slægten Wulff. Hendes far var rabbiner i København. Hun indgik ægteskab med Carl Wulff, der var kantor, schächter og rabbiner i Fredericia. Sara og Carl Wulff fik tre sønner, hvoraf de to bosatte sig i Randers. Israel Carl Wulff var før afrejsen til Randers forstander for menigheden i Fredericia i otte år. Han døde 6. november 1826. Hustruen Frederikke Wulff var kendt for at være utrolig hjælpsom mod alle i nød. Hun døde 12. november 1836. Hans Metzon: "Mine forfædre", p. 193 ff. F. Uldall op.cit., p. 304 ff. Randers Amtsavis den 18. juli 1947. 22 F. Uldall op.cit., p. 222 ff. Uldall nævner Jacob Levin i Randers allerede 1807, hvor han ejer en ejendom i byen. I mine mandtalslister findes han først i 1839 listen. Oplysningerne vedrørende familien Marcussen i 1839 og 1855 stammer fra min undersøgelse af menighedens medlemmer, da jeg efter mandtalslisternes ophør har fulgt familierne via folketællingslisterne i 1855, 1880 og 1911. Tværsnit i lister og optællinger af erhverv etc. er fortsat på samme måde, som er omtalt i note 16. 23 Poul Borchsenius: "Spredt blandt folkeslagene", bd. IV, p. 211. Fr. With: "Jøderne i Randers", Jul i Randers 1929, p. 37 ff., og 1930, p. 32 ff. F. Uldall op.cit., p. 229 ff. 24 Ole Warthoe-Hansen m.fl.: "Søkøbstaden Randers. Flodhavn og købmandsby.", pp. 128-133. F. Uldall op. cit., p. 301 ff. Isac Jacobsen (1777-1874) var i 1814 handelsmand og privatadressen var Hvidemøllegade; kirkebetjent i 1839 med adresse på Rosengaden, og vognmand ved den mosaiske menighed i 1855 med adresse på Rådhustorvet. I. Jacobsen var gift med Levi Jacob fra Hamborg (Tolze, 1782-1826) og Betty fra Danmark (1792-1851). Begge begravet i Randers. 25 Povl von Spreckelsen: "Randers anno 1840", p. 2 og 5, Neckelmann: "Kortfattet Udsigt over Randers Kjøbstad i Aaret 1830", p. 16, M. Michaelsen: "Smaatræk af mit Levned i min Tid", p. 36. De tre nævner antallet af købmænd i Randers omkring 1840. Oplysninger om købmændene fra 1839-mandtalslisten er fra min undersøgelse. Det gælder også for oplysninger om adresser etc. 26 Aage Sørensen m.fl. (red.): "Randers Amt", p. 44. Neckelmann op.cit., p.16. Neckelmann nævner også tøjfabrikant Leopold Levy fra Bayern (1802-1891) under beskrivelsen af byens fabrikker i 1830. Leopold Levy og hans første hustru, Frederikke Jacoby, boede i 1839 sammen med børnene på Rugtorvet. Michael Isaacsen fra Hamborg og familien boede i 1839 i Østergade. 27 M. Michaelsen op.cit., p. 35, p. 21. Vedrørende Simon og Meyer samt "Jødegaleasen", der også omtales af Neckelmann i sammenhæng med havnen (p. 5). Desuden F. Uldall op.cit., p. 224 ff. 28 Josef Fischer: "Hartvig Philip Ree og hans Slægt". Neckelmann, pp. 18-19. F. Uldall omtaler ligeledes det betydningsfulde handelshus, p. 314 ff. 16

29 Randers Amtsavis den 27. og 28. januar 1836: Oldermændenes artikler. Den 1. februar 1836, kommentarer til artiklerne af unavngiven forfatter. Indberetning fra magistraten i 1735, se note 19. Problemet med landhåndværkerne var af generel karakter omkring 1840, hvor henved 60% af håndværkerne var bosat i landdistrikterne. Deres lavere leve- og produktionsomkostninger gjorde, at byboerne foretrak dem fremfor byens håndværkere. Se Gyldendals Danmarks historie, bd. V, p. 80. 30 Aage Sølver-Schou (red.): "Dansk Håndværkerstat", bd. III, pp. 355-426. Her omtales Randers Håndværker- og Industriforening, hvor børstefabrikant Eduard Hartogsohn var medlem. For de forskellige liberalistiske lovgivningstiltag henvises til Gyldendals Danmarks historie, bd. V, p. 80, p. 78, pp. 75-76, p. 269 ff. Med Næringsloven blev næringsvirksomheden fri eller kun betinget af borgerskab eller næringsbevis. Af interesse for jøderne i forbindelse med grundloven var desuden, at religionsfrihed blev indført, og jøderne fik politiske rettigheder. 31 Povl von Spreckelsen (red.): "Randers købstads historie", bd. II, p. 652, p. 658. Der refereres til de første erhvervstællinger fra byen vedrørende "fuldstændig købmandsskab", der svarer til antallet af beskæftigede ved købmandsgårdene, og de skal ifølge forfatteren tages med et vist forbehold. For år 1850: Århus 495, Ålborg 318, Randers 519. For år 1870: Århus 710, Ålborg 455, Randers 686. 32 Povl von Spreckelsen op.cit., p. 650. Handelsflåden udgjorde år 1870 i Randers: 33 skibe, 33 sejlskibe og 3 dampskibe. I 1870 var 7% af handelsflåden forsynet med dampkraft. For skibsbyggeri og skibsrederi, se tillige M. Michaelsen op.cit., p. 24, p. 67. Gyldendals Danmarks historie, bd. V, p. 79. Handelsflådens tonnage blev i tidsrummet 1832-1860 fordoblet, især foregik udviklingen hurtigt i provinsbyer med direkte handel med udlandet. 33 Gyldendals Danmarks historie, bd.v, p.78. 34 Tre jødiske familier i 1855 boede i huse, som andre jøder i byen ejede. I 1880 ejede godt 50% af jøderne deres huse. I 1911 var to af ti familier husejere, men et par steder mangler oplysningerne om ejerforhold. 35 Gyldendals Danmarks historie, bd. V, pp. 94-95. M. Michaelsen op.cit., p. 68. F. Uldall op.cit., p. 327, p. 227. 36 Povl von Spreckelsen (red): Randers købstads historie, bd.ii, p. 654 ff. Hvad angår jernbanen, eksport- og indbyggertal samt skibe hjemmehørende i Randers. Indbyggertallet i Randers var år 1880 i alt på 13.457, samme år havde Århus 24.831 indbyggere og Ålborg 14.152 indbyggere. 37 Svend Aage Hansen: "Økonomisk vækst i Danmark", bd. I, p. 208 ff. For beskrivelsen af grundlaget for den industrielle udvikling i Randers, herunder etablering af lånemuligheder i 1854, gasværkets oprettelse samme år og vandværkets igangsættelse i 1874, se Randers købstads historie, bd. II, p. 659 ff. De efterfølgende oplysninger om jødernes erhverv stammer fra min undersøgelse. 38 Randers købstads historie, bd. II op.cit., p. 609. Her omtales salget af staldgården Slyngborg i 1880, da ejeren Søren Møller døde og den efterfølgende udstykning samt bebyggelse. M. Michaelsen op.cit., p. 58. I billancebog for A. M. Metz Tobaks- og Sukkerfabrik, som findes fra perioden 1865-1909, figurerede posten Slyngborg fra 1880 frem til 1909. Tilsyneladende udgjorde Metz 1/6 part af konsortiet, da posten stod opført som 1/6 part i Slyngborg. Se billancebogen, Lokalhistorisk Arkiv, Randers, arkivnr. 412. 39 "Sagsmappen Synagogen": Heri findes fotokopier fra "Correspondance Bog 1806-08 for Randers købstad", der opbevares på Landsarkivet i Viborg. Samme skrivelse findes ifølge kopierne i "Protocol for Randers Byes Comitterede 1760-1818". Korrespondancen om kirkegården stopper som nævnt i 1809, og ifølge oplysningerne er materialet gennemset indtil 1818 uden resultat. Lokalhistorisk Arkiv, Randers. Tilladelsen til oprettelsen af synagogen, se Arthur Henriques: "Samling af forordninger, reskripter, love, ministerielle skrivelser, domme m.m.", p. 162. 40 Hans Metzon: "Mine Forfædre", p. 204. Ifølge kancelliråd Christen Olsen skulle Wulff gennem sit bekendtskab med Fønss have opnået en indflydelse, "der tydeligen sporedes at være til Gavn for Jøderne, og for en del kan antages at have bidraget til deres saa paafaldende Formerelse her paa Stedet." F. Uldall, p. 217. Joseph Fischer, Michael Hartvig: "Slægten Wulff", p. 24, nævner samme bemærkning. H. Metzon nævner p.199, at Wulff s ankomst til Randers sandsynligvis stod i forbindelse med udnævnelsen af Fønss til amtmand i Randers den 1. oktober 1801. Fønss blev afskediget efter højesteretsdom 19. marts 1819. Ifølge Randers Amtsavis 24. december 1949 betalte jøderne ikke for kirkegården. F. Uldall op.cit., p. 221. Gengivelse af teksten i pante- og skødeprotokollen i forbindelse med købet af huset i Snaregade. For "Det mosaiske Sygepleieselskab", Veiviser og Adressebog for Randers Kjøbstad 1871, Lokalhistorisk Arkiv, Randers. 41 H. Jørgensen (red): "Indenfor murene", p. 121. Kravene til kosher kød: At det stammer fra drøvtyggende pattedyr med spaltede klove, fisk med finner og skæl eller fugle. Desuden skal kød og fjerkræ schächtes, d.v.s. halspulsåren skal skæres over i et snit. Siden skal kødet saltes og udvandes, så der ikke er blod tilbage, da jøderne ikke spiser blod. Kødvarer må ikke blandes med mælkevarer. Vedrørende reglementet fra 29. september 1832, se Arthur Henriques: "Samling af forordninger, reskripter, love, ministerielle skrivelser, domme m.m", pp. 172-173. 42 Randers Amts historiske Samfund 1914: "Randers Almueskolevæsens Historie", p. 75 ff. Klagerne i 1831, 1832 og den ønskede betænkning i 1833 omtales af artiklens forfatter, skoledirektør P. Jacobsen. Sinai Berg ophørte med at undervise mellem 1833-1836, se Randers købstads historie, bd. I, p. 266. 43 F. Uldall op.cit., pp. 325-326. Sinai Berg åbnede ifølge F. Uldall en lille urtebod i Østergrave. Hvad angår Nygade nummer 2-4 henvises til matrikelnummer 773-774 i ejendomsregister for Randers købstads byggrunde, Lokalhistorisk Arkiv, Randers. 17

44 Neckelmann op.cit., pp. 47-48. Borgmester Neckelmann oplyser, at de skolepligtige børn fra 6-14 år i 1828 udgjorde 986. Skoledistriktet omfattede foruden købstaden Strømhuset, Bjellerup Ladegaard, Riis Mølle og Marienlyst. Heinemann var repræsentant for menigheden, som var påkrævet ifølge reglement for den mosaiske menigheds skolevæsen i Randers. Repræsentanterne skulle samarbejde med skolekommissionen, der ifølge lov af 1817 førte tilsyn med undervisningen af børn fra den mosaiske menighed i henhold til skoleforordningen af 1814. Reglementet fordrede desuden blandt andet følgende: Amtet skulle godkende valget af lærere, også når forældre valgte private lærere. Undervisningen skulle foregå på dansk og efter bøger, der var godkendt af skolekommissionen og af præst eller kateket i forhold til religionsundervisning. Reglementet for Randers skolevæsen er gengivet i A.D. Cohen: "De mosaiske Troesbekjenders Stilling i Danmark", pp. 324-326, kapitel 11. 45 Citatet er fra Randers Amtsavis den 23. maj 1822. Kateketen kunne afholde konfirmationer, og selve kateketembedet blev som noget nyt indført med 1814-anordningen. I dette embede forenedes lærerfunktionen med stedfortræderrollen, og det lignede på mange måder degneembedet. A. Syskind (1806-1870) underviste tillige i fransk på Jacobsens skole, se M. Michaelsen op.cit., p. 11. Han rejste fra byen før 1855 og blev senere kateket. Begravet i København. 46 Landsarkivet Viborg: "Fortegnelse over private skoler 1868-1920". Som nævnt findes der kun 11 protokoller fra de 52 år, men under alle omstændigheder et interessant materiale. I øvrigt kan der henvises til A. D. Cohen op.cit., pp. 279-293, når det drejer sig om karakteristik af fortidens undervisning inden for de mosaiske menigheder. Den beskrives som jammerlig, uhensigtsmæssig og forsømt. Det forklares ud fra forældrenes manglende interesse og vilje, manglende muligheder og ligegyldighed fra myndighedernes side, samt gamle fordomme mod jøderne. 47 Visse familienavne er gengangere i disse protokoller gennem årene: Forskellige børn fra familierne Metz. Slægten Nathansen og Oppenheim er pænt repræsenteret, men også buntmager Kleisdorff og rabbiner Wreschner nævnes flere gange. I Amtsavis den 15. oktober 1885 nævnes det i en helt anden forbindelse, at børn fra den mosaiske menighed kun i begrænset omfang brugte den offentlige skole. 48 Randers Amtshusholdningsselskab: Lokalhistorisk Arkiv, Randers, arkivnr. 123 Å. Forhandlingsprotokol for musikforeningen "Brage", Lokalhistorisk Arkiv, Randers, arkivnr. A 52 A. M. Michaelsen op.cit., p. 30. F. Uldall op.cit., p. 327. Randers købstads historie bd. II, p. 691. 49 "Synagogeaktierne": Lokalhistorisk Arkiv, Randers, intet arkivnummer. Disse genparter skulle ifølge betingelserne vedrørende aktietegningen udleveres, når de forskellige numre blev udtrukket og efterfølgende indfriet. De kunne dog nemt være indleveret til bevarelse for eftertiden uden at være indfriet, hvilket F. Uldall mener (p. 330). På hver genpart er aktietegnernes navne oplyst, desuden antallet af købte aktier og beløbet samt øvrige betingelser vedrørende sikkerhed m.v. 50 F. Uldall op.cit., p. 330. Randers Amtsavis den 26. juni 1858. Mange af byens borgere var indbudt til at overvære denne indvielse, der ikke blev afviklet uden uenigheder. Se Randers Amtsavis den 6. juli 1946. M. A. Wreschner (1832-1903) kom ifølge Uldall til Randers i 1858, og han stammede fra Tyskland. 51 Merete Christensen: "Jødisk menighedsliv i Randers", pp. 31-38. Ansøgningerne til staten beskrives. Netop perioden med "visnepolitikken" nævnes i forbindelse med ansøgningerne, da de politiske stridigheder på dette tidspunkt kunne have været årsag til afslaget. Påstanden om rabbiner Wreschners pension tages op til debat, eftersom nogle hævdede, at han som den eneste danske rabbiner fik pension af staten. Lokalhistorikeren Peter Bondesen mener følgende: Der var kun tale om et tilskud på 600 kr. fra 1886. P. Bondesen henviser til referatet af byrådsmødet den 15. oktober 1885 i Amtsavisen. Ganske rigtigt blev tilskuddet på de 600 kr. behandlet på byrådsmødet den 14. oktober 1885, hvor budgetforhandlingerne for 1886 indledtes. Stemningen overfor tilskuddet var overvejende positiv ifølge referatet, da menigheden selv forsørgede deres fattige og kun i begrænset omfang benyttede den offentlige skole. Anden behandlingen af forslaget blev refereret i Amtsavisen den 27. oktober, og her blev forslaget vedtaget. Det mosaiske Troessamfund i Randers fik fra 1886-1903 et årligt tilskud på 600 kr. fra kommunen. 52 Landsarkivet Viborg: Skattelister for Randers fra 1869, udarbejdet af Rolf Engell. Blandt de 62 fundne jøder i listen var 15 anslået til en 0-indkomst, herunder ikke mindst enker og unge kvinder. Dog stod ikke få anslået til den indkomst i listen. 53 Sagsmappen "Synagogen": Heri findes ansøgningen til Sparekassen for Randers By og Omegn af 28. juni 1906. Brev fra sparekassen til Det Mosaiske Troessamfund af 30. juni 1906. Brev af 10. juli 1906 fra Det mosaiske Troessamfund til sparekassen. Lokalhistorisk Arkiv, Randers. 54 Byraadsbogen, Randers Købstadskommune: Byraadsbog 1935-36, p.179, under sagsnummer 446. Byraadsbog 1936-37, p. 86, under sagsnummer 230. Lokalhistorisk Arkiv, Randers. 55 Sagsmappen "Synagogen": Heri findes blandt andet politimesterens skrivelse af 11. juni 1936, hvori nedrivningen påbydes ud fra bygningsinspektørens vurdering. Vedrørende Københavner menighedens tilbud om at overtage styrelsen af menigheden i Randers, så meddeler Indenrigsministeriet til Randers byråd den 28. august 1936, at de under de givne omstændigheder ikke har ment sig beføjet til at foretage videre i sagen. De har forhørt sig hos amtmanden før de traf afgørelsen. Lokalhistorisk Arkiv, Randers. 18

56 Randers købstads historie, bd. II op.cit., p. 722. Fra afsnittet forfattet af tidligere museumsdirektør Otto Andrup: "Livet i Randers for tres aar siden, set med en lille drengs øjne". I det materiale jeg har gennemgået om jøderne i perioden 1758-1911, er jeg ikke stødt på negative udtalelser eller konflikter i forbindelse med jøderne. 19