Fjerde søndag efter trinitatis 13.juli 2014. Domkirken 10: 743 Nu rinder solen op, 598 O Gud, 306 O Helligånd, 710 Kærlighed til fædrelandet, 752 Morgenstund, Nadver: 377 I Herrens udvalgte. Gråbrødre 17: 29 Spænd over os, 306, 710, 778 Fred hviler. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der er brasiliansk landstræner i fodbold i de her dage. På de kanter er det ingen spøg at tabe. Og da slet ikke i fodbold. Det er jo nationens ære man pletter, når man taber 1-7 til Tyskland. Men bringer skam over sit folk. Intet mindre. Og så kan man jo godt forstå, at de var lidt forkrampede i deres spil. VM i fodbold hvor der jo spilles finale i aften - giver os et indblik i, hvad vi nok godt vidste i forvejen, nemlig hvor stor en rolle nationalfølelsen, den nationale fællesskabsfølelse, spiller. Glæden, stoltheden, beruselsen, sammenhold, men også, når det ikke går godt, vrede, had, skam. Og det er så kun fodbold. Hvad man som sagt ikke skal sige på de kanter, hvor der før er startet krige på grund af tabte kampe.
Men historien har lært os det. Og vi ser det til stadighed, sidst i Ukraine, hvordan det nationale fællesskab ja, alle større folkelige fællesskaber har de her to sider i sig. Sammenholdet og glæden ved at stå sammen, være sammen, have fælles mål og udgangspunkt indadtil. Fronten, vreden, modstanden, der kan blive til vold, ud ad til. Der kan bygges store og vigtige ting på folkelige fællesskaber: sammenhold, sammenhæng, velfærd, håb og fremdrift. Men det kan også knække over og blive til tyranni, undertrykkelse og had til dem udenfor, dem der truer VORES sammenhold. Det gamle Testamente og fortællingen om jødefolkets historie er som en stor anskueliggørelse af hvordan et folks selvforståelse, hvordan historien om det fælles, kan føre frelst igennem modgangstider, hvordan historien om udfrielsen fra Ægypten bliver en stadig anledning til at holde ud og holde ved, når undertrykkerne og forfølgerne er stærke. Hvordan håbet om at Herren ikke glemmer sit folk kan føre et folk frelst gennem modgangstider.
Men det er også historien om, hvordan den samme fællesskabsfølelse kan blive til had til og udstødelse af dem, der ikke hører til. Moses gav os, folket, loven, der skal holde sammen på os og føre os frelste igennem alle trængsler. Men dem, der falder udenfor, dem loven ikke omfatter, ud i mørket med dem: landsforræderne, de selvforskyldt syge, de urene, samaritanerne, romerne. Men så er det, at Jesus her i dagens tekst er gået op på et bjerg, fuldstændig ligesom Moses gjorde det, da han modtog loven, for at korrigere eller vigtig for at holde mennesket på de rette stier, men som også holder andre, de udenforstående, på afstand som nogle, man ikke kan regne med. I har hørt, siger Jesus. I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. I en gammel jødisk sammenhæng vil det sige: Du skal elske din stammefrænde, din landsmand og hade din fjende. Ja, det har de hørt. Det har VI hørt. Det er jo, kan man sige, en naturlig lov for os, for hvordan skal vi overleve som danskere, som russere, som ukrainere, som israelere, som palæstinensere, hvis vi ikke skulle tilføje noget til den gamle lovtavler, der er nok så
holde sammen indadtil og bekæmpe dem, der ikke vil os det godt? Men JEG siger jer, siger Jesus: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Det er der imod ikke videre naturligt. Ikke ud fra vores menneskelige, ja fællesmenneskelige perspektiv, i hvert fald. Hvordan skulle vi i givet fald overleve som nation, som folk, som fædreland? Men Gud sendte jo ikke sin søn for at bekræfte os i vores menneskelige eller fællesmenneskelige perspektiv. Han kom til os for at gå ad vores veje og være med os og hos os i det liv, vi lever og den død, vi skal dø, men han kastede samtidigt et andet lys, et andet perspektiv, over det liv og den tilværelse, der er vores. Nemlig, at vi er vores himmelske fars børn. Og det vil sige: ikke kun os, men også de andre: For han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. At elske sin næste og hade sin fjende, det er som sagt det naturlige, det nødvendige, det som vi alle kan være enige om, i hver vores lejr. Danskere, russere, ukrainere, israelere, palæstinensere. Hvis vi derimod vil se det i det andet perspektiv, Guds perspektiv, det perspektiv Jesus bringer til os, så skal vi elske for vores fjende og bede for ham.
Danskere, russere, ukrainere, israelere, palæstinensere Det er en svær en. Hvordan sammenholde det nødvendige, der får os til at holde sammen, hænge sammen og overleve som nation og fællesskab og så det ideelle, at vi skal være fuldkomne, som vores far i himmelen er fuldkommen? Når man her, som så mange andre steder, i det Jesus sagde til os, står lidt hjælpeløse mellem det nødvendige, menneskelige, og det ideelle, himmelske, så må vi netop huske på, som jeg prædike nogle idealer for derefter at trække sig tilbage til sin himmel og derfra følge interesseret med i, hvordan det nu gik for os med at efterleve dem. Jesus var ikke en himmelsk moralist. Nej, alt hvad vi hører Jesus sige, alt hvad han siger til os, siger han på baggrund af det, han også viste, nemlig at vores himmelske far ikke er den højt ophævede ubevægelige himmelske iagttager af vores veje, men den der er os evigt nær, og som søger sit mistede får, sin fortabte søn, som lader sin sol stå op over både onde og gode, og som gik i døden for sit menneske. sagde det før, at Jesus ikke kom til os for at
Guds rige og ødsle nåde. Hvad skulle vi selv gøre uden? Vi der jo også er fjender for nogle. Vi der også, i mange sammenhænge, hører til de onde. Han gik vores veje, men det er ikke ensbetydende med, at han delte vores udsyn og vores opfattelse af hvem, der hører til, og hvem der ikke gør, hvem der er inde, og hvem der er ude. Han gik vores veje, i sin søn, men han råder også i sin himmel. Så når Jesus siger, at vi skal elske vores fjende og være fuldkomne som vores himmelske far er det, så er det for både at afsløre os som alt andet end fuldkomne i vores fællesskaber med alt hvad de bærer med sig af velsignelser og forbandelser. Og det er for at holde os fast på, med kærlighedens stærke arm, at vi ikke skal gro fast i vores had til de andre, men altid, altid, have for øje, at DE også hører Gud til. Det kan godt være at hadet til ens fjende og bekæmpelsen af ens fjende, nogle gange kan være et spørgsmål om overlevelse, men langt de fleste gange, når det handler om vores egen private forhold, er det vores egen stivnede selvfølelse, vores stivnede tro på, at vores alene er retten og retfærdigheden. Men Gud vil med sin søns liv og ord hele tiden skubbe til os, og holde
os i bevægelse hen imod det sted, hvor tilgivelsen bliver til mulighed og perspektivet lettere og bedre for os og vores næste at være borgere her i verden. bliver et andet end vores eget fastfrosne og jegvendte. I det lys, med det for øje, kan kærligheden til fællesskabet familien, folket, fædrelandet blive anledning til meget godt, som stedet, hvor kærligheden sætter sine konkrete frugter og ikke bare bliver til højtsvævende idealer. Så er det kærligheden, der er sammenhængskraften, og ikke hadet til de andre. Det vinder man måske ikke krige og fodboldkampe på, men det er den, om end svage afglans af Guds rige, der gør det Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.
Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.
Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen