HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 12. marts 2015 Sag 196/2014 Munck Consult ved Helge Munck (advokat Mette Højberg) mod Golfbox A/S (advokat Dan Terkildsen) I tidligere instanser er truffet beslutning af Retten i Viborg den 18. juni 2014 og afsagt kendelse af Vestre Landsrets 6. afdeling den 11. august 2014. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen og Lars Hjortnæs. Påstande Kærende, Munck Consult ved Helge Munck, har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling i byretten, således at byretten fastsætter en frist for berigtigelse af stævningen. Indkærede, Golfbox A/S, har påstået stadfæstelse. Østre Landsret har henholdt sig til kendelsen. Sagsfremstilling I december 2013 anlagde Munck Consult ved Helge Munck sag an mod Golfbox A/S ved Retten i Viborg. Fristen for sagens anlæg udløb tidligst den 17. december 2013.
- 2 - Munck Consult var på daværende tidspunkt repræsenteret ved advokat Nick Langschwager, der fremsendte stævningen via mail den 8. december 2013 til Retten i Viborg fra mailadressen nick@langschwager.com. I mailen var alene selve stævningen vedhæftet og ikke indscannede kopier af sagens bilag. Følgende fremgår af mailen: Under henvisning til ovenstående journalnummer fremsendes stævning med tilhørende bilag 1-4. Det bemærkes, at bilagene alene er fremsendt med almindelig post. Endvidere skal det oplyses, at kopi af stævningen er sendt til sagsøgtes advokat. Med venlig hilsen Nick Langschwager Advokat Det er ubestridt, at Retten i Viborg modtog mailen med stævningen. Retten i Viborg modtog imidlertid aldrig den originale stævning med tilhørende bilag, men behandlede stævningen fremsendt på mail som den originale og indstemplede blandt andet retsafgiften på denne. Af forsiden af stævningen fremsendt ved mail fremgår følgende: Advokat Nick Langschwager Carl Th. Zahles Gade 16 2300 København S Samme oplysninger er gengivet på stævningens sidste side under punktet vedrørende processuelle meddelelser. Af en kopi af fremsendelsesbrevet med almindelig post til Retten i Viborg fremgår advokat Langschwagers adresse på samme måde. Brevet er dateret den 8. december 2013 og omtaler, at stævningen med bilag 1-4 fremsendes. Den 10. december 2013 sendte advokat Langschwager en mail til Advokatsamfundet og bad om at få registreret, at advokatkontoret havde skiftet adresse til Carl Th. Zahles Gade, ligesom
- 3 - advokaten oplyste sit nye telefonnummer og sin nye mailadresse nick@langschwager.com. Advokaten bad om hurtig ekspedition af registreringen. Advokat Langschwager sendte den 28. februar 2014 en mail til Retten i Viborg, hvor han spurgte til status i sagen. I mailen henviste han til, at den originale stævning med sagens bilag var blevet fremsendt til Retten i Viborg med almindelig post den 8. december 2013. Retten i Viborg afviste sagen den 19. marts 2014 med følgende begrundelse: Da sagsøgeren ikke inden den af retten fastsatte frist har indleveret kopi af de dokumenter, som sagsøgeren påberåber sig i stævningen, besluttede retten at afvise sagen i medfør af retsplejelovens 349, stk. 1, jf. 348, stk. 4. Den 4. april 2014 skrev Retten i Viborg til advokat Langschwager på dennes nye adresse og oplyste, at retten forgæves havde tilskrevet advokaten på adressen Havnegade 39 i København og forgæves havde indtalt telefonsvarerbeskeder til advokaten. Retten oplyste videre, at retten nu var blevet opmærksom på, at advokatens adresse i stævningen var opgivet til Carl Th. Zahles Gade 16, men at retten havde anvendt de kontaktoplysninger, som fremgik af rettens advokatregister, herunder adressen i Havnegade. Retten gav advokat Langschwager en frist til at fremkomme med bemærkninger. Efter yderligere skriftveksling, hvorunder advokat Langschwager i en mail af 16. april 2014 erklærede, at han tydeligt kunne huske, at han pakkede den originale, underskrevne stævning med bilag i en kuvert, der efterfølgende blev sendt, fastholdt Retten i Viborg den 18. juni 2014 sin beslutning af 19. marts 2014 med følgende begrundelse: Retten har forstået sagsøgerens indlæg således, at sagsøgeren anmoder om, at sagen genoptages, alternativt at retten omgør sin beslutning. Sagsøgte har protesteret herimod. Parterne har haft lejlighed til at fremkomme med deres skriftlige bemærkninger til spørgsmålet. Retten bemærkede, at der ikke er hjemmel til at genoptage sagen i medfør af retsplejelovens 367.
- 4 - Retten besluttede ikke at omgøre sin beslutning af 19. marts 2014. Retten henviste i den forbindelse til, at der ikke foreligger sådanne undskyldelige omstændigheder, at der er grundlag for at omgøre beslutningen i medfør af retsplejelovens 222, ligesom retten ikke har modtaget original stævning med bilag. Munck Consult, der nu var repræsenteret af advokat Mette Højberg, kærede Retten i Viborgs beslutning af 18. juni 2014 til Vestre Landsret. I fremsendelsesbrevet til Vestre Landsret korrigerede byretten oplysningerne om forløbet i sagen, idet der rettelig ikke var tilskrevet advokaten på dennes postadresse som tidligere oplyst, men alene skrevet til advokatens mail og ringet til advokatens telefonnummer ud fra de oplysninger, som fremgik af rettens advokatregister. Ved fremsendelsen af retsbogen af 19. marts 2014, hvor sagen blev afvist, havde retten skrevet til advokaten på adressen i Havnegade. Dette brev var kommet retur med oplysning om, at modtageren var ubekendt på adressen. Herefter blev retten opmærksom på adressen på Carl Th. Zahles Gade som oplyst i stævningen. I Vestre Landsrets kendelse af 11. august 2014 hedder det: Det fremgår af fremsendelsesbrevet af 31. juli 2014, at byretten ikke har modtaget original stævning med de deri nævnte bilag. Allerede som følge heraf er der ikke grundlag for at ændre byrettens afgørelse af 19. marts 2014 om, at sagen er afvist. Anbringender Munck Consult har anført bl.a., at advokat Langschwager har gjort, hvad der er sædvanligt og kan forventes af advokaten. Stævningen, sendt på mail, blev fulgt op af en sådan ekspedition af den originale stævning med bilag, at den måtte forventes at være retten i hænde senest den første hverdag efter afsendelsen. Det kan ikke være et krav, at processkrifter skal sendes med anbefalet post for at advokater kan være sikre på, at de kommer frem. Det skal ikke komme Munck Consult til skade, at byretten begik fejl ved blandt andet at overse den tidligere advokats korrekte adresse i stævningen. Landsrettens resultat er ikke i overensstemmelse med den seneste retspraksis, herunder Højesterets afgørelser i UfR 2012.1086 og UfR 2014.3232, hvor den sidste er helt sammenlignelig, idet postforsendelsen ligeledes gik tabt. Golfbox A/S har anført bl.a., at det må være Munck Consults tidligere advokats risiko, at postforsendelsen tilsyneladende gik tabt. Da den originale stævning aldrig kom frem, er sagen
- 5 - ikke anlagt, jf. princippet i UfR 2007.73. Den tidligere advokat har ikke udvist rettidig omhu, idet advokaten ikke fulgte op på, om stævningen var kommet frem, og det er almindeligt kendt, at breve kan bortkomme, ligesom der kan rejses begrundet tvivl om, hvorvidt brevet i det hele taget blev sendt. Det er den tidligere advokats risiko, at stævningen først blev fremsendt kort før fristens udløb. Der må gælde skrappere krav til fremsendelsen af en stævning, end der gør i appelsituationer med ankestævninger og kæreskrifter. Situationerne i Højesterets afgørelser i UfR 2012.1086 og UfR 2014.3232 er derfor ikke sammenlignelige. Højesterets begrundelse og resultat Advokat Nick Langschwager sendte den 8. december 2013 og dermed inden det tidspunkt, den 17. december 2013, hvor fristen for sagens anlæg tidligst udløb et fremsendelsesbrev og stævning pr. mail til Retten i Viborg. Af fremsendelsesbrevet fremgår, at bilagene til stævningen alene var fremsendt med almindelig post, og at kopi af stævningen var sendt til sagsøgtes advokat. Højesteret finder, at advokat Nick Langschwager har givet en plausibel forklaring om, at den originale stævning med tilhørende bilag blev fremsendt med almindelig post samme dag. På denne baggrund må indgivelsen af stævningen pr. mail anses for fulgt op af en sådan ekspedition af den originale stævning med tilhørende bilag, at stævning og bilag måtte forventes at være retten i hænde, inden fristen for sagsanlægget udløb. Sagsanlægget er derfor rettidigt. Den omstændighed, at Retten i Viborg efterfølgende rettede forgæves henvendelse til advokat Nick Langschwagers mail-adresse og telefonnummer, således som denne adresse og dette telefonnummer fremgik af advokatregistret, kan ikke føre til et andet resultat. Højesteret ophæver derfor Vestre Landsrets kendelse og hjemviser sagen til fortsat behandling ved Retten i Viborg. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved byretten.
- 6 - Kæreafgiften tilbagebetales til Munck Consult ved Helge Munck. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Golfbox A/S inden 14 dage efter afsigelsen af denne højesteretskendelse betale 7.000 kr. til Munck Consult ved Helge Munck. Beløbet forrentes efter rentelovens 8 a.