HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 19. oktober 2017 Sag 298/2016 (1. afdeling) E (advokat Lars Sandager, beskikket) mod Erstatningsnævnet (Kammeradvokaten ved advokat Christian Bo Kolding-Krøger) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Holbæk den 30. december 2015 og af Østre Landsrets 20. afdeling den 1. juli 2016. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Kurt Rasmussen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Appellanten, E, har nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens dom, subsidiært at landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten. Indstævnte, Erstatningsnævnet, har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens dom. Anbringender E har anført navnlig, at hun er berettiget til erstatning efter offererstatningsloven, jf. lovens 1, stk. 1, fordi hendes skade blev forvoldt ved skadevolder As forsætlige overtrædelse af straffelovens 244 eller 119. Det fremgår af offererstatningslovens 6, stk. 1, nr. 3, at erstatning skal ydes, selv om skadevolderen var utilregnelig. Der er ikke hjemmel for Erstatningsnævnets synspunkt om, at kun mere kvalificeret vold er omfattet af loven.
- 2 - Der har med de modifikationer og begrænsninger, der følger af, at skadevolder var utilregnelig, foreligget tilregnelse i den forstand, at der ikke var tale om en hændelig handling eller et uheld. Der må lægges vægt på, at der var et motiv for handlingen, hvor hun blev slået to gange og forsøgt slået igen. Skadevolder var således sur efter en forudgående hændelse, hvor andet personale havde frataget skadevolder et spejl. Domstolenes prøvelse er en efterprøvelse af Erstatningsnævnets afgørelse, og da Erstatningsnævnet ikke i sin afgørelse har begrundet afvisningen af kravet med henvisning til passivitet eller forældelse, kan nævnet ikke under en senere domstolsprøvelse gøre synspunkterne gældende. I øvrigt skal spørgsmålet om forældelse alene afgøres efter offererstatningslovens 13, stk. 1, hvorefter Erstatningsnævnet som udgangspunkt ikke kan behandle en ansøgning, der er indgivet mere end 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået. Sager, der er anmeldt rettidigt, forældes ikke efter forældelsesloven. I det omfang forældelsesloven måtte finde anvendelse, har hendes anmodninger om genoptagelse afbrudt forældelsen. Der er endelig ikke grundlag for at anse kravet for bortfaldet ved passivitet. Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at Højesteret ikke ønsker at tage stilling til de spørgsmål om offererstatningslovens rækkevidde, som landsretten ikke har taget stilling til. Erstatningsnævnet har anført navnlig, at skaden ikke er omfattet af offererstatningsloven, fordi skaden ikke blev forvoldt ved en overtrædelse af straffeloven. Skadevolder havde ikke forsæt til at begå vold, og handlingen var i øvrigt ikke retsstridig (materiel atypicitet). Vurderingen af, om der foreligger en straffelovovertrædelse, skal foretages under hensyntagen til den kontekst, hvori hændelsen fandt sted. Når de fysiske omstændigheder, herunder handlingens manglende intensitet, sammenholdes med manglen på en klar optakt til hændelsen og beskrivelsen af skadevolderens handicap og deraf følgende generelle samt konkrete adfærdsmønster, er der ikke grundlag for at statuere en straffelovovertrædelse. Der er tale om et sygdomsbetinget adfærdsmønster, som arbejdspladsen er indrettet efter, og som man som ansat må forvente. Es partsforklaringer for byret og landsret har ikke støtte i sagens øvrige oplysninger og adskiller sig både kvantitativt og kvalitativt fra hendes tidligere oplysninger til sagen. Ska-
- 3 - devolderen havde i øvrigt ikke evnen til at forstå, at E var omfattet af den persongruppe, der er værnet ved straffelovens 119. Erstatningskravet er i givet fald forældet efter reglerne i forældelsesloven. Der findes ikke i offererstatningsloven særlige bestemmelser om forældelse, som fører til et andet resultat end efter forældelsesloven. Reglen i offererstatningslovens 13, stk. 1, indskrænker Erstatningsnævnets adgang til at behandle sager, som er anmeldt mere end to år efter lovovertrædelsen, men reglen berører ikke fristen for et eller flere kravs materielle forældelse. Spørgsmålet om kravenes materielle forældelse er ikke behandlet i offererstatningsloven eller i lovens bemærkninger, og det er derfor forældelsesloven, der finder anvendelse. Es anmodninger til Erstatningsnævnet om genoptagelse af sagen, der ikke blev taget til følge, kan ikke føre til, at forældelsen er afbrudt. Under alle omstændigheder er erstatningskravet bortfaldet ved passivitet, idet der fra hændelsen den 25. maj 2010 gik mere end 5 år, før stævningen blev udtaget, og fra nævnets første afgørelse af 20. september 2011 gik der mere end 3 år og 9 måneder, før stævningen blev udtaget, uden at dette var begrundet i en nærmere afklaring af de faktiske forhold. Der må i hvert fald statueres passivitet, når der gik mere end 1 år fra Erstatningsnævnets seneste afgørelse af 21. maj 2014 til sagsanlægget den 2. juli 2015. Supplerende sagsfremstilling I klientjournalen for den dengang 22-årige A, som boede på bostedet..., har E anført følgende den 25. maj 2010: aften A var temmelig sur da hun kom hjem og spejlet var væk. Jeg tog valget at sige til hende hun havde det lyserøde spejl, dukken, 4 billeder og at stjernespejlet er smidt ud, jeg var ked af ikke at kunne hjælpe hende og at det ikke kom tilbage. Hun prøvede at tackle det på den gode måde, men jeg kunne se at hun blev mere og mere indestengt. Ved frugt i et uopmærksomt øjeblik fik jeg en svidende lynhurtig flad af hende og jeg må beklage at jeg reagere hurtigere end jeg tænker, så min venstrearm svingede lige så hurtigt tilbage, hvilket resulterede i at jeg rammer hendes arme som allerede er klar til slag igen. Det gør selvfølgelig ondt på hende og hun får så kun dasket lidt derefter. Hun bliver bedt om at gå på værelset til hun kan opføre sig ordentligt. Resten af aftenen er hun okay at være sammen med. Jeg går indimellem ind til hende for at se om hun har ble på.
- 4 - I anmeldelse af 14. juni 2010 om arbejdsulykken er hændelsesforløbet beskrevet således: Fik slag i nakke af A, da hun var frustreret på grund af et fjernet stykke legetøj, som havde en uheldig påvirkning på hende. Efter slaget var E køresyg/omtåget og fik ustabil balance. Går nu til kiropraktisk behandling. Forstanderen på bostedet..., B, har til Erstatningsnævnet afgivet følgende erklæring af 30. juni 2011: Bostedet... er et bosted for mennesker [med] autisme, som er et handicap der påvirker den sproglige, sociale og adfærdsmæssige udvikling. Den pågældende beboer har et klart autistisk handicap, er uden et aktivt talesprog og har i sin fremtræden en tilknytning til genstande, som kan være laminerede billeder, et spejl eller en dukke etc. I forbindelse med krav eksempelvis om at lægge den pågældende genstand kan beboeren reagere ved at kaste genstanden, eller slå ud efter personen, men ikke forsætligt for at skade [] andre, men i forvirring over at skulle aflevere sin genstand. I forhold til beboerens handlinger arbejdes der pædagogisk med strategier for at kommunikere. Sagen vil på denne baggrund ikke blive anmeldt til politiet. Af Erstatningsnævnets afgørelse af 20. september 2011 fremgår bl.a.: Erstatningsnævnet har besluttet at afslå Deres klients ansøgning. Nævnets afslag skyldes, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan antages, at skaden er sket ved en overtrædelse af straffeloven. I sager, hvor en person, der har tilsynsbeføjelser over for andre, kommer til skade, fordi den med hvem han har tilsyn opfører sig voldsomt, er det efter nævnets praksis som udgangspunkt en betingelse for at tilkende erstatning eller godtgørelse, at der er tale om en konkret hændelse, der udgør en klar overtrædelse af straffeloven fra beboerens side. At der skal være tale om en klar overtrædelse af straffeloven, indebærer, at den strafbare handling skal være en vis kvalificeret art, at handlingen skal være retsstridig, og at der skal foreligge fornødent forsæt. Nævnet finder på baggrund af oplysningerne i sagen ikke, at det er godtgjort, at A havde forsæt til at ville skade Deres klient. Nævnet finder derfor ikke, at Deres klient kom til skade ved en overtrædelse af straffeloven.
- 5 - I anledning af en anmodning om genoptagelse af 27. september 2011 fra E fastholdt Erstatningsnævnet sit afslag den 3. april 2012 og anførte i den forbindelse bl.a.: Nævnet har gennemgået sagen igen. Nævnet har besluttet at fastholde sin afgørelse af 20-09-2011 med den samme begrundelse, som står i afgørelsen. Nævnet har i den forbindelse særlig lagt vægt på udtalelse af 30-06-2011 fra Deres klients arbejdsgiver. Det fremgår heraf, at skadevolderen i sagen ikke har haft forsæt til at skade Deres klient, men formentlig har slået på grund af forvirring over at være blevet frataget et spejl. Det er i medfør af offererstatningslovens 1 en betingelse for, at være berettiget til erstatning, at ansøgeren er blevet udsat for en overtrædelse af straffeloven. Dette inkluderer både et krav om en vis kvalificeret handling, og at skadevolderen har haft det fornødne forsæt. Betingelsen om at der skal være tale om en forsætlig handling, finder også anvendelse i de sager, hvor skadevolderen er eller kan være omfattet af straffelovens 16 Det vil sige, at der også i disse tilfælde skal være tale om en bevidst skadegørende handling fra skadevolderens side. Det er ikke nævnets opfattelse, at det er tilfældet i denne sag. I anledning af en fornyet anmodning om genoptagelse af 13. december 2013 fastholdt Erstatningsnævnet den 21. maj 2014 på ny sit afslag og anførte i den forbindelse bl.a.: Episoden blev ikke anmeldt til politiet, og der foreligger således ikke andre oplysninger om episoden [end forklaringen fra E og udtalelsen fra B], ligesom [A] eller [As] værger heller ikke senere er blevet konfronteret med, at Deres klient betegner [As] handlinger ved episoden som en straffelovsovertrædelse. Nævnet har alene på baggrund af Deres klients forklaring om det passerede samt Deres klients arbejdsgivers udtalelse af 30-06-2011 ikke fundet det tilstrækkeligt godtgjort, at [A] havde forsæt til at skade Deres klient, men formentlig slog på grund af forvirring over at være blevet frataget et spejl. Det er i medfør af offererstatningslovens 1 en betingelse for at være berettiget til erstatning, at ansøgeren er blevet udsat for en overtrædelse af straffeloven. Dette inkluderer krav om en vis kvalificeret, retsstridig samt forsætlig handling. Det vil sige, at der i almindelighed skal være tale om en bevidst skadegørende handling fra skadevolderens side. Nævnet finder ikke, at disse betingelser er opfyldt i denne sag. I arbejdsskadesagen traf Arbejdsskadestyrelsen den 12. december 2011 en afgørelse, hvorefter Es midlertidige erhvervsevnetab blev fastsat til 15 %. Den 6. januar 2017 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en ny afgørelse, hvorefter Es midlertidige erhvervsevnetab er fastsat til 30 % for perioden fra den 19. juni 2014 og til den 31. oktober 2015 og til 25 % fra den 1. november 2015, hvor hun blev ansat i fleksjob.
- 6 - Forklaringer Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af B. B har forklaret bl.a., at hun er uddannet psykolog og har arbejdet med autisme i adskillige år. Hun kan bekræfte sin skriftlige erklæring af 30. juni 2011, men bemærker, at hun kun kan huske det, hun har skrevet, men ikke selve hændelsen. Hun var ikke til stede den pågældende dag, hvor episoden fandt sted, og hun ved ikke konkret, hvad der skete. Hun fik efterfølgende fortalt, hvad der var sket, nemlig at A slog E, og at E havde pareret slaget. Den skriftlige erklæring af 30. juni 2011 havde hun baseret på, at hun fik at vide, at der var anmeldt en arbejdsskade, og hun blev bedt om at forholde sig til anmeldelsen. Hun havde også set klientjournalen (dagbogen) af 25. maj 2010, hvor E havde beskrevet hændelsen, men hun kan ikke huske, at hun talte med E om hændelsen. Bostedet... er for personer med autisme, dvs. personer, der har særlig vanskelighed ved at kommunikere, både socialt og adfærdsmæssigt. I dag bor der primært unge mennesker på bostedet, men enkelte af beboerne er op til 40 år. Alle beboerne har autisme, men forskellige former for autisme, og de har derfor forskellige mentale udfordringer. Bostedets målgruppe kan beskrives i tre grupper; de svagest fungerende, en mellemgruppe og en velfungerende gruppe. De svagest fungerende beboere kommunikerer med lyde og ikke ord, men medarbejderne forholder sig dog også til beboerens bevægelser. En beboer med et svært handicap har et andet behov end beboere, der kan klare mere selv. Enkelte beboere har brug for hjælp til dagligdags gøremål som f.eks. at bade og spise mv., mens andre ikke har sådanne behov. Es opgave var ligesom de andre medarbejderes opgave ikke at passe og pleje, men at udvikle beboernes kompetencer og gøre dem så selvstændige som muligt. Normalt er der enkelte medarbejdere, der har en tovholderrolle i forhold til visse af beboerne. En tovholder har det primære ansvar for to beboere. Hun kan ikke huske, om E havde en sådan rolle. Den omstæn-
- 7 - dighed, at en beboer har en tovholder, betyder ikke, at beboerne kun møder tovholderen i løbet af dagen. Beboeren A har en meget svær form for autisme og er samtidig svært mentalt retarderet, og hun hører til den svagest fungerende gruppe på bostedet. A kan ikke tale, men hun kommunikerer med nogle lyde. A har som visse andre beboere tilknytning til enkelte genstande, i dette tilfælde en dukke, et spejl og et billede. I dag har A dog bare et billede, hun er tilknyttet til. Hvis A taber sit billede, er det problematisk for hende, og det er vigtigt, at hun selv får lov at samle det op. Er der andre, der samler det op, kan A tro, at man vil tage billedet fra hende. Det er svært at sige, hvorfor A var sur den dag, episoden med E fandt sted, og hvorfor hun reagerede, som hun gjorde. A bruger meget tid på detaljer, og man skal være opmærksom på, hvilke genstande der plejer at være hos A, og hvilke genstande A er knyttet til, men hun tror ikke, at A reagerede som hun gjorde, fordi det ene spejl var taget fra hende. En person, uden de udfordringer A har, ville have reageret helt anderledes og formentlig blot have sagt, at medarbejderen ikke skulle have taget hendes spejl. A har en adfærd, hvor man skal være opmærksom på, at hun er udadreagerende, hvilket er en sædvanlig adfærd hos A, særligt når man tager visse genstande fra hende. A reagerer, fordi der er noget at reagere på, men hun slår ud helt automatisk. Det er ligesom at trykke på en knap. A slår ikke ud, fordi hun bevidst ønsker at slå en. A tænker ikke, at hun straffer nogen, når hun slår, og hun slår kun, fordi hun reagerer primitivt og fysisk. Handlingen er primitiv, fordi den sker pr. automatik. Det er ikke en planlagt handling. A forstår ikke at læse andre personer og deres adfærd, og A indser derfor ikke, når hun gør noget forkert. A reagerer meget hurtigt, når hun bliver sur, og hendes adfærd svinger op og ned. Man kan derfor ikke altid sige, hvad der er grunden til, at hun slår ud efter en. Når A er sur, dirrer hendes krop. Hvis A mangler en genstand, kan man prøve at aflede hendes opmærksomhed for at få hende til at falde ned. Med begrebet forsæt, som hun anvendte i sin skriftlige erklæring af 30. juni 2011, mener hun, at en person slår en anden, fordi personen er sur på den anden person. Man slår altså med
- 8 - vilje, man har planlagt det, og man har mentalt overskud. Med det handicap, A har, vil hun aldrig kunne handle med forsæt. Retsgrundlag Af offererstatningsloven fremgår bl.a. 1. Staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af borgerlig straffelov eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat Stk. 2 6. Erstatning ydes, selv om skadevolderen er 1) ukendt eller ikke kan findes, 2) under 15 år eller 3) utilregnelig. Stk. 2 13. Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde. Af forarbejderne til loven fremgår bl.a. (jf. betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, s. 31 og 34): Til 1 Stk. 1 Kapitel VII Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser Erstatning kan udbetales til alle, der rammes af personskade som følge af straffelovsovertrædelse begået i den danske stat. Udvalget har overvejet, om ordningen også bør omfatte politiet og personalet på de forskellige institutioner, der gennem deres arbejde er udsat for en særlig risiko. Udvalget mener, at disse persongrupper bør stilles på lige fod med andre skadelidte og således være omfattet af erstatningsordningen. Muligvis gør der sig dog specielle forhold gældende, således at det kan overvejes, om erstatning bør ske på anden måde. Til 6 Efter nr. 2 og 3 kan erstatning endvidere ydes, selv om skadevolderen er under den kriminelle lavalder (15 år) eller er utilregnelig, jfr. straffelovens 15-16. De subjektive strafbarhedsbetingelser i øvrigt (forsæt eller evt. uagtsomhed) må derimod være opfyldt.
- 9 - Foreligger en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. nødværge og nødret (straffelovens 13-14) eller samtykke, er der ikke tale om en strafbar handling i lovens forstand, og erstatning kan ikke ydes. Af forældelsesloven fremgår bl.a.: Kapitel 1 Lovens område 1. Fordringer på penge eller andre ydelser forældes efter reglerne i denne lov, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov. Kapitel 4 Særlige forældelsesfrister og tillægsfrister 13. Udløb af forældelsesfristen er ikke til hinder for, at det under en straffesag, hvor tiltalte findes skyldig, kan pålægges tiltalte at betale erstatning eller godtgørelse til forurettede i anledning af det strafbare forhold. En sådan fordring kan også gøres gældende under et særskilt søgsmål, der anlægges inden 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, hvor tiltalte er fundet skyldig, eller inden 1 år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion. Af de almindelige bemærkninger til forslaget til forældelsesloven er anført bl.a. (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 165, s. 5596-5597): 3. Lovforslagets hovedindhold 3.2. Forældelsesfristerne 3.2.2. Undtagelser til hovedreglen om fristernes længde og begyndelsestidspunkt 3.2.2.10. Krav i anledning af strafbart forhold Det er udvalgets opfattelse, at erstatningskrav, der udspringer af strafbart forhold, som udgangspunkt bør være omfattet af de foreslåede almindelige frister, dvs. en frist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet (skadens indtræden) med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 10 år, ved personskade 30 år, der regnes fra den skadevoldende handlings ophør, jf. lovforslagets 3. Udvalget foreslår derfor at ophæve 16 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven, hvorefter krav på erstatning eller anden godtgørelse for skade forvoldt ved en strafbar handling som udgangspunkt forældes 20 år efter det tidspunkt, hvor skadelidte er blevet i stand til at gøre sit krav gældende. Udvalget har overvejet, om der i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af forældelsesfristen for erstatningskravet, er behov for en regel om udskydelse af forældelsesfristens udløb. En sådan ordning findes i Norge, Sverige og Finland, jf. betænkningens kapitel VII, afsnit 8.4, og følger for så vidt af reglen i 1908-lovens 1, stk. 1, nr. 5, sammenholdt med 16 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.
- 10 - Erstatningskrav, der udspringer af strafbare forhold, vil i praksis ofte blive rettet mod staten som følge af reglerne i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, og for disse krav er det fristerne i offererstatningsloven og ikke de formueretlige forældelsesregler, der er afgørende for, hvor længe kravet kan gøres gældende. De skadelidtes behov for en særregel om udskydelse af forældelsesfristen er derfor ikke stort i praksis. Offererstatningsloven omfatter imidlertid stort set kun personskadekrav, men f.eks. ikke erstatning som følge af bedrageri mv. Loven omfatter endvidere kun straffelovsovertrædelser og ikke overtrædelser af særlovgivningen. Udvalget finder endvidere, at det generelt vil kunne virke stødende, hvis der på grund af forældelse ikke kan nedlægges påstand om erstatning eller godtgørelse under en straffesag. Det forhold, at skadelidtes erstatningskrav eventuelt kan søges dækket af staten, bør efter udvalgets opfattelse ikke være afgørende for, om der bør gælde en særlig regel om udskydelse af forældelsesfristen for så vidt angår kravet mod skadevolderen. Udvalget finder på den baggrund, at der bør indføres en særregel om forældelsesfristen i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist for erstatningskravet. Bestemmelsen bør efter udvalgets opfattelse gælde både for tilfælde, hvor erstatningskravet pådømmes under selve straffesagen, og tilfælde, hvor fordringen efterfølgende gøres gældende under et særskilt civilt søgsmål. I det førstnævnte tilfælde foreslås det at udskyde forældelsesfristens udløb, mens der i det sidstnævnte tilfælde foreslås en tillægsfrist til at gøre kravet gældende. Det bør ifølge udvalget ikke være en betingelse for denne tillægsfrist, at erstatningskravet er gjort gældende under straffesagen. Tillægsfristen foreslås fastsat til 1 år efter endelig afgørelse i straffesagen, da en frist af denne længde må antages at være tilstrækkelig til, at fordringshaveren kan nå at varetage sine interesser. Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 8.5. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der henvises til lovforslagets 13 samt til 10 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer mv. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb mv.) vedrørende forslag til ophævelse af ikrafttrædelseslovens 16 og de dertil hørende bemærkninger. [Fremhævet her] Ved lov nr. 412 af 9. maj 2011 blev 13, stk. 2 og 3, indsat i offererstatningsloven: Stk. 2. Hvis der i sagen er afsagt dom, regnes fristen i stk. 1, fra dommen var endelig. Hvis politiet har efterforsket sagen, uden at der efterfølgende er rejst straffesag, regnes fristen fra tidspunktet for politiets afgørelse om indstilling af efterforskningen. Stk. 3. Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse og det nye krav fremsættes, mere end 2 år efter at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige grunde.
- 11 - Af lovforslagets bemærkninger fremgår bl.a. (Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 134, s. 20-21): 4.3. Forældelse 4.3.1. Gældende ret Efter offererstatningslovens 13 kan Erstatningsnævnet ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde. Som eksempel på en sådan særlig grund kan nævnes, at skadelidte først senere får kendskab til, at der er begået en forbrydelse. Fristen regnes efter Erstatningsnævnets praksis altid først fra det tidspunkt, hvor der foreligger endelig dom i straffesagen, eller, hvis sagen ikke har været behandlet ved domstolene, fra efterforskningen er afsluttet. Kun hvis sagen ikke har været genstand for politimæssig efterforskning, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen er begået. Efter nævnets praksis meddeles afslag på ansøgninger indgivet efter fristens udløb, medmindre der foreligger en god undskyldning for, at ansøgningen ikke er indgivet tidligere. Dette vil sjældent være tilfældet, hvis ansøgeren allerede fra et tidspunkt under efterforskningen har været repræsenteret ved advokat, eller hvis det allerede kort tid efter, at lovovertrædelsen blev begået, har været klart for ansøgeren, at han har lidt alvorlig personskade, og der ikke har været særlige hindringer for at fremsætte kravet. 4.3.2. Arbejdsgruppens overvejelser Arbejdsgruppen har overvejet hensigtsmæssigheden af offererstatningslovens forældelsesregler. Arbejdsgruppen finder det rimeligt, at der er forældelsesregler på området, således at nævnet ikke skal behandle alt for gamle sager. Det er arbejdsgruppens udgangspunkt, at det kunne være mere enkelt og overskueligt, hvis offererstatningslovens forældelsesregler følger de almindelige forældelsesregler. Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om det vil forbedre ofrenes retstilling, hvis man overgik fra offererstatningslovens forældelsesfrist på 2 år til den almindelige forældelsesfrist på 3 år efter forældelsesloven. Det er imidlertid vanskeligt at konkludere, at en sådan ændring entydigt ville forbedre ofrenes retsstilling, da fristerne ikke nødvendigvis løber fra samme tidspunkt. Således er det Erstatningsnævnets praksis, at fristen regnes fra endelig dom, mens forældelsesfristen efter forældelsesloven som udgangspunkt regnes fra skadens indtræden. I de tilfælde, hvor der er forløbet mere end ét år fra skadens indtræden til endelig dom, vil det således som udgangspunkt være mest fordelagtigt, at offererstatningslovens forældelsesregler anvendes, mens det i tilfælde, hvor der falder dom (eller efterforskningen afsluttes) hurtigt efter skadens indtræden, vil være til offerets fordel, hvis de almindelige forældelsesregler ville skulle anvendes. Hertil kommer, at der i Erstatningsnævnets praksis er eksempler på, at nævnet i sager om seksuelle overgreb mod børn har vurderet, at sagerne burde behandles, på trods af at
- 12 - sagerne i øvrigt var strafferetligt eller erstatningsretligt forældet. I sådanne sager ville der være en risiko for, at offeret ville blive stillet dårligere, hvis de almindelige forældelsesregler skulle anvendes. Da arbejdsgruppen således ikke har grundlag for entydigt at konkludere, at det ville være til ofrenes fordel, hvis man overgik til de almindelige forældelsesregler, kan arbejdsgruppen ikke anbefale dette. Arbejdsgruppen har imidlertid noteret sig, at ordlyden af offererstatningslovens 13 siger, at forældelsesfristen på 2 år regnes fra det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen blev begået, mens Erstatningsnævnet efter fast praksis regner fristen fra endelig dom eller det tidspunkt, hvor efterforskningen blev afsluttet. Arbejdsgruppen finder, at nævnets praksis, der er til ofrenes fordel, bør bibeholdes, men finder det særdeles uhensigtsmæssigt, at der er diskrepans mellem lovens ordlyd og nævnets praksis. Arbejdsgruppen har endvidere noteret sig Erstatningsnævnets praksis, hvorefter principperne i offererstatningslovens 13 tilsvarende gør sig gældende, hvor der i tilknytning til en tidligere indgivet erstatningsansøgning fremsættes en ny ansøgning vedrørende samme lovovertrædelse, hvorved der rejses nye erstatningskrav eller gøres nye anbringender gældende, som ansøger kunne og burde have fremsat over for nævnet på et væsentligt tidligere tidspunkt. Nævnets praksis har støtte i forarbejderne til offererstatningsloven, bestemmelsens formål samt de hensyn, der taler imod, at nævnet behandler alt for gamle krav, der fremsættes i tilknytning til en tidligere indgivet erstatningsansøgning. Også i disse tilfælde vanskeliggør en meget sen ansøgning vurderingen af sagen, herunder f.eks. mulighederne for at indhente relevant dokumentation for det fremsatte erstatningskrav. Hertil kommer, at det kan være tiltagende uklart, om der er den fornødne årsagssammenhæng mellem ansøgers skader og lovovertrædelsen. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at nævnets praksis bør lovfæstes. 4.3.3. Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der ikke er grundlag for at ændre forældelsesfristerne i offererstatningsloven, og at Erstatningsnævnets praksis med hensyn hertil bør bibeholdes. Ministeriet er ligeledes enig med arbejdsgruppen i, at der bør skabes overensstemmelse mellem lovens ordlyd og nævnets praksis. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling E var den 25. maj 2010 udsat for en hændelse, hvor hun blev ramt af et slag fra en beboer på et bosted for personer med autisme, hvor hun var ansat.
- 13 - Beboeren, A, var en autistisk og svært mentalt retarderet kvinde på 22 år. Sagen angår i første række, om den hændelse, som E var udsat for, udgjorde en overtrædelse af straffelovens 119 eller 244, og om hændelsen dermed er omfattet af offererstatningslovens 1, stk. 1. I anden række er der spørgsmål, om erstatningskravet er bortfaldet ved forældelse eller passivitet, idet Højesteret tiltræder, at disse spørgsmål kan prøves under denne sag, selv om Erstatningsnævnet i sine afgørelser ikke har taget stilling hertil. Offererstatningsloven Efter offererstatningslovens 1, stk. 1, 1. pkt., yder staten erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af navnlig straffeloven. Efter offererstatningslovens 6, stk. 1, nr. 3, ydes erstatning, selv om skadevolderen er utilregnelig. På samme måde som under en straffesag mod en utilregnelig person, foreligger der imidlertid kun en overtrædelse af straffeloven, hvis de subjektive strafbarhedsbetingelser i øvrigt (forsæt eller eventuelt uagtsomhed) er opfyldt. Højesteret lægger efter klientjournalen af 25. maj 2010 og anmeldelsen af 14. juni 2010 af arbejdsskaden til grund, at A den 25. maj 2010 tildelte E et kraftigt slag i nakken med flad hånd, og at slaget var et udslag af, at A var frustreret over en hændelse tidligere på dagen. Denne handling falder ikke heller ikke under de konkrete omstændigheder uden for området af strafbar vold efter straffelovens 119 eller 244. A er svært mentalt retarderet og derfor omfattet af straffelovens 16, stk. 1, om utilregnelige personer. Ved vurderingen af, om en utilregnelig person har handlet forsætligt, kan der ikke lægges vægt på den pågældendes manglende forståelse eller manglende målbevidsthed. Der foreligger det nødvendige strafferetlige forsæt, når den objektive gerning klart bærer præg af at høre til dem, der tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig.
- 14 - Højesteret tiltræder som anført af byretten, at der ikke er noget i sagen, der kan understøtte en antagelse om, at As handling var utilsigtet eller hændelig. E har derfor været udsat for et forsætligt legemsangreb omfattet af straffelovens 119, idet en normal gerningsperson under i øvrigt samme omstændigheder ville blive anset for at have begået en forsætlig overtrædelse af bestemmelsen. Erstatningsnævnet har derfor ikke været berettiget til at afvise Es anmodning om erstatning med henvisning til, at der ikke er sket en overtrædelse af straffeloven. Forældelse Efter offererstatningslovens 13, stk. 1, gælder der en frist på to år for indgivelse af en ansøgning til Erstatningsnævnet, medmindre der foreligger særlige grunde. Spørgsmålet er, om forældelseslovens regler gælder ved siden af denne bestemmelse. Efter forarbejderne til forældelsesloven (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 165, s. 5597) er erstatningskrav i anledning af strafbart forhold, der rettes mod staten efter offererstatningsloven, ikke omfattet af de formueretlige forældelsesregler i forældelsesloven. Dette understøttes af forarbejderne til den efterfølgende ændring af offererstatningsloven i 2011, hvor det blev overvejet, om der var anledning til at overgå til at anvende forældelseslovens regler i stedet for offererstatningslovens regler. Der er derfor ikke grundlag for at anse Es erstatningskrav for forældet. Passivitet E ansøgte om erstatning hos Erstatningsnævnet den 24. marts 2011. Erstatningsnævnet afslog ansøgningen den 20. september 2011. Efter anmodninger om genoptagelse fastholdt Erstatningsnævnet sit afslag den 3. april 2012 og den 21. maj 2014. Højesteret finder, at E ikke har udvist retsfortabende passivitet ved først at anlægge denne retssag den 2. juli 2015. Det bemærkes herved, at der ikke i offererstatningsloven er fastsat frister for at indbringe Erstatningsnævnets afgørelser for domstolene.
- 15 - Konklusion Højesteret stadfæster byrettens dom, således at Erstatningsnævnet skal anerkende, at den hændelse, der overgik E på hendes arbejde den 25. maj 2010, er omfattet af offererstatningsloven. Sagsomkostninger Erstatningsnævnet skal betale sagsomkostninger til statskassen for alle tre instanser med 160.000 kr. Heraf er 150.000 kr. til dækning af udgift til advokat og 10.000 kr. til dækning af den retsafgift, der skulle være betalt for byretten og for Højesteret, hvis der ikke var givet fri proces, jf. retsplejelovens 332. Thi kendes for ret: Byrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal Erstatningsnævnet betale 160.000 kr. til statskassen. Det idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.