Det var en stor dag. For Lars skulle

LARS HEDEGAARD UMENNESKET FRA VESTBYEN Indvandrerfjendsk er blandt de mildere skældsord, der bliver brugt om historikeren Lars Hedegaard. Og da han i fjor blev forsøgt myrdet, mente flere, at han selv havde arrangeret det. Hvorfor bliver en fattig arbejderdreng fra Horsens til en enmandshær imod islam? Tekst: Nils Thorsen, Politiken Foto: Kristeligt Dagblad Det var en stor dag. For Lars skulle have nye bukser. Når der ikke var råd til sko, klarede han sig igennem sommeren ved at rulle sine gummistøvler ned. Og bukser havde han kun ét par af. Så det var med en vis andagt, at Lars Hedegaard 12 år gammel i følge med sine stolte forældre marcherede ned til manufakturforretningen Westend i Vestergade i Horsens. Det var en fantastisk ting, Derfor skulle hele familien udkommanderes. Den dag i 1954 fik Lars Hedegaard ud over et par nye bukser også en lektion, som han stadig husker i dag, 60 år senere. For mishaget i ekspedientens ansigt var ikke til at overse. Hele hans attitude, mimik og sprog afslørede hans tanker: Hvad faen skal de fattigrøve herinde? Det var frygteligt. Jeg blev så oprørt over at, at min far skulle stå der og fedte for at få lov at købe et par bukser. Lars stod bare og ønskede, at hans far ville melde sig til den røde armé og vende tilbage og skyde hele banden. Og sådan havde hverdagen i Vestbyen, Horsens arbejderkvarter, sine egne indlagte ydmygelser. Små daglige påmindelser om, at der var forskel på folk. Man elsker jo sine forældre og kan ikke tåle at se dem behandlet på den måde. Når de intet andet har gjort end at passe deres arbejde og betale enhver sit. Det ville du heller ikke kunne. Hvad er det for en ussel måde at behandle andre mennesker på?. Lars Hedegaard er overbevist om, at de ydmygelser, han var vidne til, ansporede ham til at blive revolutionær. For så er det naturligt at tænke: Der må være nogen, der har en bedre opskrift på et samfund end det her. Det er også det, der får mig til at holde fast, når jeg i dag bliver hængt ud som kriminel eller sindssyg: De skal fandeme ikke få mig ned med nakken, Ikke engang Politiken. De nye bukser var dårligt slidt op, før det 14 år gammel stod Lars klart, at skulle det hovne udtryk tørres af ansigtet på ekspedienten i tøjbutikken, krævede det lidt mere end bare som hans far at holde Horsens Socialdemokrat og synge anden bas i arbejdersangkoret. Han søgte med lys og lygte efter noget, der bedre kunne forklare, hvorfor vi sad i denne her suppedas. Og fandt det på kommunebiblioteket, hvor han lånte alt, hvad de havde om kommunismen og verdensrevolutionen. Tro mod sin natur udså han sig dog straks sin egen private jordlod i det kommunistiske paradis. For i Det Bedste havde han læst om Moskva-processer og slavelejre, og siden kunne ingen DKU er overbevise ham om, at Sovjetunionen var andet end et diktatur. Den marxistiske historieforklaring gjorde han dog til sin. At samfundet er opdelt i klasser med forskellige interesser. Og den abonnerer han stadig på. For sådan er det også i dag, Ligesom han fortsat bruger den marxistiske ideologikritik til at overveje, om det, folk selv fremhæver som begrundelse for deres handlinger, nu også er den virkelige grund, eller om de dybest set forfølger andre, mere personlige mål. I den forstand er det stadig klassekamp, han fører. Også når han kritiserer islam. Ganske vist ikke med indvandrerne som den nye underklasse. Nu er kapitalisterne bare skiftet ud med godhedseliten, der taler for et multikulturelt samfund og udøver deres magt gennem medier, skoler, universiteter, kirker og politiske partier. Mere af grådighed, mener han, end af godhed. For, siger han: Når de talløse organisationer, som agiterer for fri indvandring, siger, at de gør det, fordi de elsker alle, tænker jeg: Ja, men gør I det måske også, fordi I tjener penge på det? Det er jo deres metier at have de synspunkter. I DÅRLIGT SELSKAB En revolutionær ungdom er nærmest en del af livets pensum. At nogen forbliver trotskister, til de fylder 40, er måske lidt mere påfaldende. Men først da Lars Hedegaard i en alder af 57 indledte sin storm på islam og muslimsk indvandring, sprang han ud som politisk mønsterbryder uden for kategori. Et udfald så skarpt formuleret, at han ikke alene blev en af kongerigets mest kontroversielle skikkelser og kaldt racist, paranoid og tosset, men i fjor nær havde mistet livet ved et attentatforsøg. Livet igennem har han været i opposition også til dem, han var i opposition med. Så konsekvent en mønsterbryder, at det i sig selv ligner et mønster. Da Dansk PEN i 2004 vægrede sig ved at optage ham, stiftede han i stedet sin egen klub, Trykkefrihedsselskabet. Og siden er han bare fortsat med at melde sig ud. For nylig meddelte den 72-årige historiker sit kandidatur til Folketinget. Som løsgænger, da partidisciplin ikke er hans foretrukne sportsgren. Og fordi selv Dansk Folkeparti er for blegt i sine udmeldinger. Lars Hedegaard er ham, vi vi andre ikke må lege med. Han er det dårlige selskab. En mand, der forstår at gå planken ud. I en ren parade af særstandpunkter. Og vil man forstå, hvem han er, og hvordan han blev det, må man gøre turen med. Følge hans logik på dens egne præmisser. Give ham al den ytringsfrihed, der kan ligge på ham. For måske at begribe, hvordan verden tager sig ud i hans øjne. Og hvorfra det stammer hans særlige blik for, hvor der ligger et ledigt, radikalt synspunkt. Om oprøret udspringer af en særlig indsigt. Eller en særlig psykologi. 2 MOTION DECEMBER 2014 DECEMBER 2014 MOTION 3

Hvis det lykkes dig at lave et portræt, der afholder sig fra at beskrive mig som aldeles gal, vil det være en nyskabelse i dansk journalistik, skriver han selv i en mail før interviewet. Få dage senere mødes vi i ingenmandsland. Et sted i Danmark, vi af hensyn til hans sikkerhed ikke må nævne. En flyvetur fra København og et stykke i bil. Et midlertidigt stop på hans hvileløse flytten sig rundt i geografien. I en udkant som så mange andre, hvor en landevej skærer igennem klynger af huse med røde tegltage. Hvor stilheden kun brydes, når en bils dæk fra tid til anden hvisker mod asfalten, og islam ikke ser ud til sådan lige at være på nippet til at tage over. Man kan umuligt have de meninger, jeg har, medmindre man har fuldstændig knald i låget En Shell-tank ligger her. Og en Netto. Lidt længere nede slår SuperBrugsens røde banner i vinden. Og fra en usynlig skole et sted i nabolaget lyder børnestemmer og en bold. Kun et par fodgængere lunter rundt i formiddagen. Ellers er her ikke andet at se end en måge, der står stille højt på himlen. Huset er hvidt. I vinduet dovner en rød kat. Men klokken virker ikke. Så jeg banker, først med en bøjet finger, så med knyttet næve. Hej, kommer det på syngende svensk, da døren går op. Vi var helt optaget af en dokumentar, griner en blond svensk kvinde, Ingrid Carlquist, redaktør for det indvandrerkritiske tidsskrift Dispatch International, og viser ind i stuen, hvor Lars Hedegaard sidder i en stol og morer sig foran en laptop, hvor man ser Michael Jeppesen og familie spise med den svenske gadekunstner Dan Park, som var fængslet for racistisk kunst. Det er så sjovt, siger Ingrid. Hedegaard brummer tilfreds. Da programmet er slut, sender han Ingrid i Brugsen efter cigaretter, mens vi slår os ned i køkkenet. Politiken har jo i mange år betragtet mig som en mellemting mellem en kriminel og en sindssyg, siger han stående med en hånd hvilende på den åbne køleskabsdør. Man kan umuligt have de meninger, jeg har, medmindre man har fuldstændig knald i låget. Efter attentatforsøget antydede flere skribenter i Politiken, at Lars Hedegaard selv havde organiseret det, siger han, da han tager plads ved køkkenbordets hvide voksdug med en bundskraber af en Jägermeister i et ølglas for at holde mig i humør, som han siger. Andre mente, at det var noget, jeg fandt på. Eller at det i hvert fald passede mig godt at kunne spille martyr. Og det ændrer sådan et interview her ikke en skid på, mener han. For dem, der ikke kunne lide mig før, kan det heller ikke bagefter. OM ANTALLET AF ISBJØRNE Der sidder han så. Den politiske udkantsdansker. I sine egne tankers eksil. I forvaskede sorte cowboybukser og med en hvid skjorte over mavens bue. På vagt bag det hvide skæg og de kantede briller. Sky i blikket, brysk i stemmen. Og med samme overbevisning som altid om, at hans analyse holder. Han taler stødvist og i korte sætninger. Med en let knagen i stemmen. Og en egen nervøs kantethed. Som om der var en løs, let knitrende forbindelse mellem det indre og det ydre. Måske fordi han naturligt falder tilbage i sig selv, hvor han rømmer sig og brummer, mens han tænker. Og det næsten kommer bag på ham, at man stadig er der, når han vender tilbage, tager tilløb og læner sig ud for at blive forstået. Uden forventning om at blive det. Især ikke af Politiken. Et navn, der i interviewet igennem gradvist mere muntert mest finder anvendelse som skældsord. Til at begynde med er det da også, som om interviewet foregår gennem en glasrude, hvor der på min side står: Er der andet end en politisk forklaring på, at manden har udsøgt sig så radikale synspunkter? Og på hans: Hvad er detnu for en fælde, de kulturradikale har lagt for mig? Der er to katte, forstår jeg. En sort, kaldet Pigge, som er ondskabsfuld og derfor skal blive udenfor. Det er vores, siger Lars Hedegaard. Og en rød, mere kælen variant. Det er Lea. Se nu her..., siger han og nusser dyret. Det er den venlige kat. Og Pigge må ikke komme ind, for så begynder de at slås. Vi har god tid. For han er næsten færdig med sin artikel, Om Jordens manglende opvarmning. Personligt tror jeg overhovedet ikke på ideen om den menneskeskabte opvarmning, Jeg har gode venner og bekendte blandt klimaforskere. Henrik Svensmark, der i bogen The Chilling Stars har vist, at det er solaktiviteten, der styrer klimaet, og at den menneskeskabte del er perifer. Hver gang han udtaler en engelsk glose, er det med indfødt amerikansk schwung. Ord som Princeton, jazz og Los Angeles klinger som små sange i hans sætninger. Som om samtalen var et sort-hvidt dansk hverdagsdrama, hvor nogen havde indlagt små farveklip fra en gammel western. Lars Hedegaard vedgår, at hans tilbøjelighed til at indtage alternative synspunkter nok har fulgt ham hele livet. Når alle mener det samme, tænker jeg: Lad os nu prøve at se, om det har evidensen bag sig. Og jeg savner en forklaring på, at verden ikke er blevet varmere de sidste 18 år, selv om CO2-udslippet er vokset. Så er Ingrid tilbage. Hun anbringer fire cigaretter på række på voksdugen foran ham. Jeg forudser, at hele klimahysteriet bryder sammen i løbet af få år, siger Lars Hedegaard, mens røgen rejser sig i en snirklet søjle under PH-lampen. Og så sidder de tilbage med røde ører og må forklare, hvorfor de har brugt milliarder og atter milliarder på klimaforbedringer. I øvrigt har en amerikansk meteorolog opdaget, at polarisen vokser, Og antallet af isbjørne ligeså. VESTENS UNDERGANG Først træffer man sine valg i livet, skriver Lars Hedegaard i sin selvbiografi. Bagefter opfinder man en grund til at have gjort det. I den forstand er livshistorien lige så meget en livsløgn. Et udvalg af erindringer, man stykker sammen, så det tager sig ud, som om man har fulgt sine idealer. Problemet opstår, når virkeligheden udfordrer historien. Du forestiller dig, at verden er sådan og sådan. Så går du ud ad døren og ser, at mere og mere tyder på, at sådan er det ikke. Og når en tilpas stor mængde af modstridende data har hobet sig op, må du enten fortrænge virkeligheden eller forkaste det paradigme, som du troede var sandt, Jeg håber, at jeg hører til dem, der skifter paradigme, hvis min opfattelse af verden viser sig at være forkert. Hvordan kan du vide, at du ikke fortrænger virkeligheden? Det kan jeg bevise, tror jeg næsten. For jeg har skiftet paradigme flere gange i mit liv. Da jeg fandt ud af, at Trotskij nok alligevel ikke var præriens bedste mand. Og senere med islam. Men hvordan kan du vide, at det ikke er nu, du lyver for dig selv? Der kan altid ske noget i morgen, som kaster et helt nyt lys over dit liv. Det tror jeg nu ikke, at der gør. Alle civilisationer går under. Også vores. Og det kan ske ganske snart, fordi vi har blottet os for angreb. Sådan begynder Lars Hedegaards historie om islams trussel. I Vesten ser vi os selv som syndige og forkvaklede og tænker, at det oprindelige og gode derfor må komme udefra, forklarer han. Indtil Første Verdenskrig følte vi, at vi stod foran et højdepunkt i vores civilisation. Så blev sprækken slået. Med massemyrderier, kynisme og umenneskeliggørelse. En civilisation går til grunde, når folk mister tilliden til den. Og Første Verdenskrig ødelagde vores kultur. Den var årsag til bolsjevismen, nazismen og fascismen. Og den nederlagsstemning, skam og skyld, der fulgte, er medvirkende til, at når folk i dag kommer fra Arabien og vil bestemme over os, svarer vi: Velkommen, kammerat! Men islam er bare den agent, der frembringer vores undergang, Hvis ikke der var en sygdom, ville islam ikke være noget problem. ET BARN FRA MARS Lars Hedegaards egen historie begynder i en lejlighed på 40 kvadratmeter, hvor han voksede op med en næsten voksen storebror og en fem år ældre søster. Ude ved fjorden levede børn af læger, arkitekter og direktører et andet liv i en fjern, skinnende verden. Her i Vestbyen var tøjet grimt, boligerne ringe og maden dårlig. Vestbyen var grim som bare fanden. Bygget af klamphuggere. Der var ikke to huse, der passede sammen. I Vestergade boede ærlige socialdemokratiske arbejdere, som Lars Hedegaard siger. Folk, der som hans far satte en dyd i at stå op klokken 6, tage cyklen på arbejde og komme hjem igen uden at drikke pengene op. Lønnen var stadig elendighed. Et slidsomt liv og for enden af det en ussel død, som han siger. Med koldt vand i hanen og toilet delt med naboen. Men dog at foretrække for livet i sidegaderne, hvor folk drak sig ihjel på Restaurant Nørrelyst, og i barakkerne, hvor mændene drak, kvinderne trak, og børnene slog. Lars far var malersvend. En mand med en stærk retfærdighedssans, men efter årtiers arbejde i terpentindampe også med en hjerneskade, som gjorde ham opfarende og hidsig, og Lars Hedegaard husker sin far mest som en gammel mand med et pessimistisk væsen. BLÅ BOG LARS HEDEGAARD Foto: Janus Engel Født 1942, nysproglig student fra Horsens Statsskole 1962, hovedfag i historie fra Aarhus Universitet 1971 og bifag i engelsk fra Københavns Universitet 1973. Lærer på Det Frie Gymnasium og Avedøre Statsgymnasium 1971-75. Forlagsredaktør i Los Angeles 1975-80. Siden redaktør på Politikens Forlag og konsulent i LO. 1987-90 chefredaktør på Dagbladet Information. Siden i 10 år redaktør i Nordisk Råd. Indtil 1982 medlem af Socialistisk Arbejderparti. 1999-2009 bidragyder til Berlingske Tidendes Groft sagt. I 2004 medstifter af Trykkefrihedsselskabet. I februar 2013 blev han udsat for et mordforsøg i gadedøren til sit hjem, da en mand affyrede en pistol mod ham. Meddelte i år, at han opstiller til Folketinget som løsgænger. Har været gift to gange og har fire voksne børn, heraf et bonusbarn. 4 MOTION DECEMBER 2014 DECEMBER 2014 MOTION 5

Måske fordi det søde liv blev levet af andre. Af købmand Petersen, der slap med at betale 2 kroner i skat om året, og af onklen, der havde fået en gård, blevet venstremand og pralede med, hvordan bønderne aftalte, hvor lidt de skulle opgive til skattevæsenet. Som arbejder var man enten socialdemokrat eller en slubbert. Og af de borgerlige kunne man ikke forvente andet end kynisme og snyd. Vi arbejdere er dumme, var et af faderens faste omkvæd i tilværelsen. Hvis vi stod sammen, kunne vi få det, som vi ville. Jeg havde aldrig penge til noget som helst. Mens de andre, sønner og døtre af tandlæger og advokater og kontorchefer, kunne det hele. Og i nogle år tænkte jeg: Det er sgu da også for galt, siger Lars Hedegaard. I dag mener jeg, at det nok var den bedst mulige barndom. For den lærte mig at tænke og at stille de spørgsmål, andre ikke finder det naturligt at stille. Selv følte Lars sig som et aparte barn, der tænkte mere end de andre. Også i familien. Hans forældre læste ingenting. De gik hele vinteren og glædede sig til at komme i kolonihaven og talte ustandseligt om den ene gang, de havde været på tur til Fredericia. Det var storebroderen, der blev fremhævet som den dygtige dreng. For han kom inden for postvæsenet. I Lars havde de fået en søn, som lige så godt kunne være landet fra Mars, Allerede som 6-7-årig vidste Lars, at han ville være historiker. Han elskede billeder af gravhøje og flinteøkser og lokkede engang et par venner med over til borgen i Bygholm Skov, hvor de stak pinde i jorden i et behjertet, men forgæves og vist nok også ulovligt forsøg på at finde danefæ. Hvis du mener, at der mangler noget i de omstændigheder, du lever under nu, kan du måske hente inspiration til noget andet i en strålende fortid. Og jeg ville bare væk. For det her var ikke særlig spændende, Som dreng læste han flittigt i et værk i flere bind om Første Verdenskrig, han havde fundet i familiens beskedne bogsamling. Især var han betaget af et foto af 20.000 kommunister og socialister, der i 1920 iført stråhatte marcherede i New York. Jeg tænkte: Hvad satan er det for noget?, hvisker han. Kommunister! I New York? Jeg troede, at USA var sådan noget med cowboys og kapitalister. Han rejser sig og går ud for at tisse. Det er for kedeligt at sidde og snakke om mit liv, siger han, da han i returløbet foretager et pitstop ved køleskabet. Jeg tager mig en øl. OMVENDELSEN Indtil 1999 tænkte Lars Hedegaard som alle andre godartede mennesker, siger han, og foragtede nederdrægtige typer som Søren Krarup. Indtil han en dag gik i stå i en klumme til Weekendavisen om, hvor dum og grim Pia Kjærsgaard var. Og overvejede, om hun kunne have en pointe. Jeg undrede mig over, at vi har kunnet indoptage adskillige grupper af indvandrere i tidens løb polakker, tyskere, ungarere, jøder og svenskere som er gledet ind i vores land uden de store problemer. Der findes jo ikke kinesiske, svenske eller vietnamesiske ghettoer. Hvorfor så muslimerne? Hvorfor går de rundt i gaderne og klæder sig ud som franske klovne?. Hvad var dit svar? At islam er en politisk ideologi, der har til hensigt at omvende hele verden til islam og slå de vantro ihjel, der modsætter sig. Han rejser sig fra stolen. Må jeg godt gå over og købe nogle cigaretter?. Han slår en beige trenchcoat om sig, og sammen går vi ned ad flisegangen. Men altså, du må ikke tro, at jeg er ulykkelig, siger han, da havelågen lukker bag os med et klonk: Og du må for Guds skyld ikke skrive, at jeg går og beklager mig over min skæbne. Jeg betragter mig selv som en lykkelig mand, fordi det er lykkedes mig at sige min mening. Uden at dø. Men..., kommer det så.... det kan jo komme. Så håber jeg bare, at han rammer direkte i hovedet næste gang, så det er hurtigt overstået. Vores tid vil blive kendt som den mest ophidsende i hele danmarkshistorien, forklarer han, da vi står og venter i køen i SuperBrugsen. Den kulturkamp, der foregår i øjeblikket, vil blive mindet til vore dages ende og beskrevet på samme måde som besættelsen med de fronter, som nu er trukket op med had på drengen og beskyldninger som: Du er racist. Men i virkeligheden var han helst helt fri for at beskæftige sig med islams historie, siger han, da da vi er tilbage i køkkenet nu med fire pakker grå Prince med mentolklik og røgen atter stiger op fra bordet. Der findes ikke noget mere frugtesløst lort i verden at beskæftige sig med end islams historie, For der er ikke noget opbyggeligt ved den. Intet, du kan lære af eller tage med dig. Der findes ingen islamiske værdier og intet mere trist end at sidde og læse Koranen, som er volapyk fra ende til anden. Men...,... som historiker må man jo forholde sig til de fænomener, man har lige foran øjnene. Pludselig knager et gulvbræt på etagen over os. Lars Hedegaard ser mod loftet. Hallo!, råber han. Kommer der nogen?. Intet svar. Han rejser sig, træder ud i entreen og råber igen: Hej hej?. Nå. Det er nok bare Marie. Hvad er klokken?. NÆVEKAMP I VESTERGADE Lars var dygtig i skolen, men fik alligevel de fleste lussinger, husker han, og tit også skylden for de fælles narrestreger. Til gymnastik var han en klummerrøv. Heller ikke fodbold duede han til. Men i klassen brillerede han. En dag, da engelsklæreren spurgte, hvordan forskellige vokaler skulle udtales, og de andre sad og gloede, udtalte Lars dem alle korrekt. Hvorefter kammeraterne påstod, at han havde læst det i en bog. Jeg syntes, det var dybt uretfærdigt, Hjemme i familien blev der ikke diskuteret, men i skolen følte Lars sig mere sikker og fik en fornemmelse af, at det, han selv tænkte, nok ikke var så dumt. Fysisk var jeg meget forsigtig, men jeg var klar over, at jeg intellektuelt kunne klare mig over for enhver. Specielt i sprog og historie. Og kan du ikke stå på hænder, må du jo tænke dig om. Og indimellem åbenbart også give hals. I hvert fald var Lars Hedegaard en pestilens, der uophørligt generede lærerne med spørgsmål, Det var sådan en form for oprørskhed. Så jeg kom tit op at skændes med dem og blev vist uden for klassen. Når det ringede ud, blev profilen noget lavere. For så fik han tæsk. Mest fordi de andre vidste, at han aldrig slog fra sig. Indtil en lille dum dreng, der hed Per, en dag i 5. klasse meddelte, at den helt store omgang ventede efter skole. Jeg løb hjem, men han løb efter og nåede at spærre for døren til vores opgang. Og så tænkte jeg: Nu har jeg ikke noget valg, siger Lars Hedegaard. Så angreb jeg. Er du sindssyg! Jeg slog ham over det hele. Han blev pissebange og løb rundt i Vestergade, men jeg fulgte efter og slog ham, mens folk tog opstilling på begge sider af gaden. Jeg kunne have slået ham ihjel, hvis ikke min mor var kommet. Jeg betragter mig selv som en lykkelig mand, fordi det er lykkedes mig at sige min mening Derefter var det slut med at få bank. For, siger Lars Hedegaard: Nu vidste de andre ikke, hvad jeg kunne finde på. Selv lærte han nu også af episoden. Jeg gik jo også instinktivt til angreb på ham, der ville skyde mig, hvilket reddede mit liv, som han siger. En af dine venner har sagt, at du altid udser dig den mest fremtrædende i en forsamling og tramper på hans ondeste byld... Karakteristikken er korrekt, kommer det først. Men jeg har prøvet at lægge den af mig, siger han så. Jeg er blevet et venligere menneske. Okay, hvornår er det sket? Han griner. Her på det seneste. VENSTREFLØJENS EGENTLIGE ÆRINDE Lars gik ikke til alters, da han blev konfirmeret. Som en tavs protest mod pastoren, der var dum som snot og truede med, at man kom i helvede, hvis man bandede eller kyssede pigerne. Lars tænkte: Så dum kan Gud ikke være: at have den idiot gående her som sin talsmand. Så var der mere ånd at hente på kommunebiblioteket, hvor han fordybede sig i Det Kommunistiske Manifest og Friedrich Engels Den tyske bondekrig og blev så klog, at han kendte verdenshistoriens retning og mål. Altså: Vi går igennem nogle faser, hvor det ene magtforhold afløser det andet, og nu var det arbejderklassens tid. Der kunne ikke ske andet. Siden er arbejderne begyndt at stemme på andre partier, og derfor må venstrefløjen, siger han, importere 6 MOTION DECEMBER 2014 DECEMBER 2014 MOTION 7

et andet proletariat. Og det er ifølge Lars Hedegaard den egentlige årsag til, at organisationer og partier fra de radikale og ud til venstre har fremmet indvandring af grupper, som ikke lader sig integrere: at sikre sig stemmer. Og hertil at gøre en stor offentlig sektor nødvendig. For så er der jo karrieremuligheder for de mennesker, Mener du virkelig, at de bevidst har villet øge indvandringen for deres egen skyld? Det ved jeg ikke. Folk har jo en forbavsende evne til at lyve for sig selv om, hvad deres bevæggrunde er. Hvad har du så selv fået ud af at mene, som du har ment, igennem tiden? Ikke noget, griner han. Der er ikke nogen, der giver mig penge for det. Popularitet giver det heller ikke. Faktisk giver det ikke andet end ballade. KONVERTITTEN Inge og Lars var de eneste fra Vestbyen, der kom på gymnasiet, og som måtte stille til mønstring hos rektor, mens de andre sønnerne og døtrene af tandlægen, socialinspektøren, psykiateren og baronen, som han skriver i sin selvbiografi blev optaget ubeset. For Lars var gymnasiet et nyt land, han betrådte som en slags førstegenerationsindvandrer. Første gang han åbnede munden i klassen og brugte ordet sårn, holdt læreren en kort pause. Og sagde: Sådan hedder det ikke på dansk. Og så havde jeg tre uger til at lære at tale dansk. I Vestbyen hed det ikke en gade, men æ gae. Og Lars kæmpede i to år for at lære at udtale et blødt d. Men når han luftede sine rigsdanske manerer derhjemme, blev han betragtet som en snob. Hans mor sang glad, hvad hun havde hørt i radioens Giro 413 Glemmer du, så husker jeg og Mor er den bedste i verden. Underlødig kultur, mente Lars, der foretrak klassisk musik og jazz. Men når Louis Armstrong var i radioen, blev der råbt: Luk for det lort. Både derhjemme og i skolen var der luft til de andre. Lars var den dygtigste i klassen, men festerne deltog han ikke i, for det havde han ikke tøj til, Klasseturen til Sverige droppede han også, for når de svenske elever skulle på genvisit, kunne han ikke have nogen boende. Karrieren som mønsterbryder var i det hele taget ikke noget, han blev rig af. Da han læste historie i Aarhus, boede han på et lille kammer, levede i perioder udelukkende af kiks med citroncreme og måtte flere gange afbryde studiet for at arbejde som tømmerarbejder, anlægsgartner og maler. Men fremtiden tegnede lys. I hvert fald når man indregnede revolutionen. Lars havde været med til at stifte Socialistisk Ungdoms Forum, og hvad der herefter ville ske, gav nærmest sig selv: Vi skulle med vores overvældende stemmekraft vedtage reformer. Så ville kapitalklassen med hæren, politiet og hjemmeværnet bekæmpe os for at forsvare deres privilegier. Og så måtte vi jo gå til modstand, forklarer han. Men først skulle der holdes nogle taler. Og så langt rakte Lars selvtillid og skuespiltalent ikke. I dag kan jeg godt holde tale. Men skal jeg tale i 20 minutter, taler jeg måske i 12 og skider på resten. For så har jeg sagt, hvad jeg skulle. Hvad skal jeg så? Danse step? Eller stå på hænder?. DE NYE HERSKERE Under et ophold i en kibbutz i Israel, hvor han i 1967 læste hebraisk for at kunne skrive speciale om jødisk historie, forelskede han sig i en jødisk pige fra USA. Fordi, forklarer han med en lidt fri brug den materialistiske historieforståelse: Hun havde nogle store bryster. Barbara kom til Danmark, og før de blev gift, konverterede gommen til jødedommen. Dog på én betingelse: De skulle ikke begynde at skære i min tissemand. I mellemtiden havde han også meldt sig ind i Revolutionære Socialisters Forbund, og mens han færdiggjorde sine studier, vendte studenteroprøret op og ned på universitetet. Professorvældet faldt. Og med det niveauet, Så de studerende fik ubrugelige uddannelser, mens de kvikkeste af bedsteborgernes sønner og døtre fandt nye måder at rejse det gamle klasseskel på. Mit indtryk er, at nogle af de toneangivende i studenterbevægelsen var folk, som hjemmefra var udstyret med en fornemmelse af, at de var født til at lede. Du har ordet i din magt, du kan stå frem og holde en brandtale, og du har en indre overbevisning om dit eget værd. Så da selve uddannelsen mistede sin værdi i social opstigning, kunne de i stedet komme til tops på de rigtige meninger. Men dem fra bondelandet og arbejderklassen havde jo ikke de sociale kontakter. Mens de, der stod og råbte op på møder om fuldstændig integration, siden er gået videre til gode stillinger i medierne, på universiteterne og i ngo erne. Han smiler. Og hvis du skriver det...,... vil de sige, at nu er han blevet fuldstændig sindssyg. Det er den nye herskende klasse, mener Lars Hedegaard. De rigtige meningers aristokrati. Og det er der penge og anseelse i at tilhøre. Nu sidder de så i Danmarks Radio med samme overbevisning om deres ret til at herske og bestemme. Deres ideologiske positioner kan skifte. Før var det arbejderklassen. Så blev det antiracisme og multikultur. Og nu er det så miljøkampen. Til sidst kan det blive kampen mod skovtroldene, siger han og slår over i en hvisken: Der findes et umådeligt antal skovtrolde i de danske skove. Vi har ikke set dem endnu, men de er pissefarlige. Så nu må vi have et bureaukrati til bekæmpelse af skovtrolde. Konstansen er lysten til at herske, siger han. Og overbevisningen om, at det er din ret. DET VÆRSTE I MIT LIV I tre år underviste Lars Hedegaard på Det Frie Gymnasium i Bagsværd. Med langt hår og iført spraglede skjorter og et par stærkt beundrede trompetbukser fra Los Angeles. Timerne brød han sig nu ikke om. Når der er gået 20 minutter, er jeg egentlig færdig. Og hvad skal man såfinde på?. I 1975 flyttede han med sin kone og deres lille datter til Los Angeles, fik job på et kedsommeligt forlag og redigerede smalle bøger af akademiske professorer på bloody english, som han siger. Og blev på tre år så blodfattig, uopfindsom og nedhængende, at min smukke, begavede og blomstrende hustru, der klarede sig formidabelt på universitetet, forlangte skilsmisse, skriver han i sin selvbiografi. I dag kan jeg godt holde tale. Men skal jeg tale i 20 minutter, taler jeg måske i 12 og skider på resten Da hun to år senere meddelte, at hun flyttede til Minneapolis med sin nye mand, flere tusind kilometer væk, og tog datteren på 7 år med, besluttede han at vende hjem. Det var... det værste i mit liv. For min datter bad mig om at blive. Han kan stadig se hende stå grædende på fortovet og vinke, da han kørte væk efter at have afleveret hende hos moderen. Først 2 år senere kom hun på besøg hos ham i København. Men hun kunne ikke lide at se sin far i en helt anden situation. Jeg prøvede at tage hende rundt og se landet og besøge vores familie, men hun syntes, at her var mærkeligt og grimt og skummelt. Hvor lang tid gik der, før du så hende igen? Han sidder lidt og regner. 10 år, kommer det så. BRUDDET MED VENSTREFLØJEN I mellemtiden arbejdede han først på Politikens Forlag og redigerede blandt andet en årgang af Hvem Hvad Hvor, før han blev hentet til LO som redaktør af Fagligt Nyhedsbrev. Nu som socialdemokrat. Trotskismen var han gradvist begyndt at tvivle på. Han havde spurgte sine trotskistvenner, hvad ikonet egentlig havde skrevet om tvangskollektiviseringen i Sovjetunionen, der kostede millioner af uskyldige bønder livet. Men ingen kunne finde et ord om det. Det gav mig kolde fødder. Jeg burde nok have indset det før. Men... det gjorde jeg altså ikke. Og det er ikke noget, jeg skammer mig over. For hvilke andre betingelser har vi her i livet? Jeg gjorde det bedste, jeg kunne. Og der var i hvert fald hverken løgn eller bedrag i noget af det, som de gamle trotskister, jeg mødte i USA, gjorde. Folk, der har brugt hele livet på en kamp, som oprindelig var meget ærlig og værdig. Som James P. Cannon, der var anfører i nogle berømte strejker i 1912, da skov- og minearbejdere og fattige, forhutlede kvinder blev hundset med. Men så ophobes der fakta, som modsiger éns ideologi. Og til sidst bliver det for meget, Jeg kunne ønske, at venstrefløjen og Politiken oplevede det samme. Han rejser sig og går mod toilettet. Jeg er lige ved at tisse i bukserne, hver gang jeg siger Politiken. Ifølge Lars Hedegaard er det ikke ham, men de andre socialister, der har skiftet standpunkt. Jeg får jeg altid at vide: Du er jo ikke socialist længere. Nej! Men det er de andre da heller ikke, siger han, da han er tilbage i køkkenet. Hvornår har de sidst talt om overtagelse af produktionsmidlerne og bankerne? Enhedslisten, altså Johanne... Står hun op og siger: Vi overtager fabrikker, jord og fast ejendom? Gu gør hun da ej! Nu er det Jordens opvarmning og sød forståelse for alle mulige mennesker. Flere sigøjnere. 8 MOTION DECEMBER 2014 DECEMBER 2014 MOTION 9

Og flere offentlige udgifter. Som jo intet har med socialisme at gøre. Sin endelige afsked med venstrefløjen tog Lars Hedegaard på en af dens mest prominente adresser: Dagbladet Information, hvor han i 1987 til sin egen forbløffelse blev hentet ind som en af to chefredaktører, vistnok for at trække Peter Wivel lidt til venstre. To år senere fortalte rockskribenten Lars Villemoes efter anholdelsen af Blekingegadebanden, at han fra sin fortid i revolutionære kredse havde kilder, der kunne fortælle om banden og den militante tankegang på venstrefløjen, som den udsprang af. Og så besluttede vi på redaktionsmødet, som jo var alle journalisterne, at han skulle skrive historien. Men da han begyndte at skrive, faldt folk jo fra. De første par ledere, Lars Hedegaard selv skrev om sagen, var temmelig idiotiske, siger han selv. Sådan noget med: Politiet påstår det og det, men hvad ved vi om det?. Senere forsvandt tvivlen. Jeg tænkte virkelig, at jeg ikke ville sidde om 20 år og vide, at jeg havde undertrykt historien. For jeg kan leve med at blive skældt ud og fyret, men ikke med et eftermæle, der lyder: Han sad med historien, men var en hængerøv. Med tiden fik de alle bladets journalister imod sig, og han husker dage med to siders debat, hvor han og Villemoes blev kaldt forrædere og røvhuller. I byen hang der plakater med opfordring til boykot af Information på grund af dens stikkervirksomhed. Og udefra kom det ene tæskehold efter det andet på banen, siger han. Fire tidligere redaktører for Politisk Revy. Gert Petersen. Og Preben Wilhjelm, der kaldte journalistikken for ondsindet. Hvad blev I kritiseret for? At vi kunne finde på at forbinde nogen som helst skyld med venstrefløjen. Det kunne ikke være rigtigt. Det var jo de gode. Det var panisk virkelighedsflugt. Og hvis det overhovedet var sandt, hvad banden blev beskyldt for, havde de formentlig gjort det i en god mening. Han ser op. Da indså jeg, at hele blomsten af venstrefløjen var komplet uinteresseret i sandheden, Min venstreorientering bestod i, at man siger sandheden ubesmykket, uanset hvor den bærer hen. Skal der være noget tilbage af vores gamle projekt med frihed, lighed og broderskab, kan da det ikke basere sig på løgne og fortrængninger. Altså: at lænke et gammelt ægtepar i en kælder sammen med en 8-årig pige i flere timer og true dem. At slå løs på folk i Daells Varehus. Det kan for fanden da ikke være et venstreorienteret projekt. Jeg tænkte virkelig, at jeg ikke ville sidde om 20 år og vide, at jeg havde undertrykt historien. For jeg kan leve med at blive skældt ud og fyret, men ikke med et eftermæle, der lyder: Han sad med historien, men var en hængerøv Preben Wilhjelm beskyldte Information for at lade sig bruge af politiet, fortæller han. Selv om de i i følge Hedegaard ingen kilder havde i politiet. Skal han ikke sige undskyld for det? Eller for i 1983 at sige, at der i hele udlændingelovens levetid højst ville komme 500 familiesammenføringer?. Nej! Han skal bare stadigvæk føre sig frem som den sekulære Jesus. SNEBOLDEN SÆTTER I SKRED I 10 år gik Lars Hedegaard i ly som redaktør i Nordisk Råd, mens skuffelsen over venstrefløjen slog rod, fortæller han, da vi har forladt huset og søger ned mod torvet. Imens skærpedes hans syn på indvandring gradvist. Egentlig ville han skrive en bog om Blekingegadebanden, da han i år 2000 fik han adgang til politiets materiale. Længe før Peter Øvig Knudsen kom med sine bøger, som er en bleg afglans af, hvad vi kunne have fundet ud af på Information. Vi havde stærke indikationer på, at banden havde opereret frit under dække af PET. Men...,... så fik jeg andet at se til. I 2001 lagde han lejlighed til det stiftende møde i lille studiekreds, som hen ved 30 personer, borgerlige som socialister, og ifølge Lars Hedegaard også flere radikale politikere, i det næste par år gik igennem for at undersøge og diskutere islam. Vi kunne ikke få noget at vide i pressen eller hos eksperterne. De sagde jo kun, at islam er en fredens religion på linje med kristendommen, og at enhver, der hævder andet, er racist eller fremmedfjendsk. Vi passerer en gammel kirke. Tager i en låst dør til en restaurant. Overvejer grillen på den anden side af gaden, men får så øje på en café, som ved første øjekast mest ligner et ikke særlig velbesøgt arrangement i Politiken Plus. Et lokale fyldt med blomster, hvor der sælges kvalitetstøj og keramik, og en midaldrende kvinde med rygsæk og i fleece og fornuftigt fodtøj er eneste gæst. I de år fik han igen kontakt til sin datter, fortæller han, da vi sidder bøjet over hver sin flæskestegssandwich og en øl. Og fik tvillinger, en dreng og en pige, før også hans andet ægteskab blev opløst. I dag er børnene voksne. De bruger ikke hans efternavn, Jeg tror, de har opgivet at diskutere med mig, men vi har det fint. Og de skal jo ikke hænge på, at deres far er et umenneske. Som skribent på Berlingskes klumme Groft sagt begyndte han at ytre sig kritisk om islam. Og i 2003 var han medforfatter til bogen I krigens hus. Med undertitlen: Islams kolonisering af Vesten. Og så satte snebolden i bevægelse. Overskriften på Politikens anmeldelse lød: Rabiate rablerier. Og underrubrikken: Ny bog om islam præges af paranoia og vildfarelser. Jeg skrev den sammen med to andre, men det var mig, der fik tæskene. Og da mistede jeg venner. Nogle ville ikke længere hilse på mig. Senere har jeg fået henvendelser, også fra nære ungdomsvenner, om, at hvis de modtager noget fra mig, vil de ikke åbne det. Hvordan reagerer du på det? Jeg bliver sgu ked af det. I et par dage. Så ryster jeg det af mig og går videre. KORANENS VOLAPYK I stedet fik han nye venner. Og uventet assistance, som han skriver i sin selvbiografi, fra en kreds af uforfærdede omkring Tidehverv. Blandt andet Søren Krarup og Jesper Langballe. I 2008 blev han fyret fra Berlingske, fordi hans klummer, siger han, var i strid med bladets kulturrelativistiske og islamfidele kurs. Året efter fik han en retssag på halsen, da en internetblog uden hans vidende bragte uddrag af en samtale, hvor han blandt andet havde sagt: Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Islam kan ikke besejres ved at indtage et land, forklarer han. For ideologien er indbygget i enhver muslims hjerne. Derfor er det den værste trussel, vi har stået over for. De halshugninger, Islamisk Stat foretager, afspejler jo bare, hvad der står i Koranen. At man skal slå vantro over nakken. Altså: hugge hovedet af dem. Og den gamle drøm om at genoprette kalifatet er, at alle muslimer skal styres af Guds repræsentant på Jorden, Muhammeds efterfølger. Ifølge beretningerne om Muhammeds liv, Hadithen, skal de vantro enten omvende sig, betale en særlig skat eller ombringes ved sværdet, fortæller han. Men den slags kan man vel også finde i Bibelen, kunne man indvende. Ikke i Det Nye Testamente, som er grundlaget for kristendommen. Hvilket ikke ligefrem har fået de kristne til at holde sig tilbage i tidens løb... Der har været frygtelige kristne ledere og banditter, som har prøvet at tvangskristne folk med sværdet. Der har været paver, som har været rædsomme mennesker. Forskellen er, at det kan de ikke finde noget belæg for i Det Nye Testamente, siger Lars Hedegaard. At kun et fåtal griber til våben i islams navn, gør ingen forskel, mener han. For det er ikke flertallet, der bestemmer. Det er folk, som med trusler og vold kan herske over dem. Imamer, der siger: Sådan skal I gøre. Ellers bliver Allah sur. Hvis du og jeg var født ind i en muslimsk familie, ville vi stå i samme situation. Ville du risikere at miste din omgangskreds? Eller at dine forældre stenede dig? Sådan har de rettroende styret muslimerne i verden i 1.400 år. Spørger man, om der ikke kunne være andre udlægninger af islams fremtid end hans, lyder svaret: I udgangspunktet: Nej. Jeg kan jo tage fejl. Men islam er en politisk ideologi, som har besluttet sig til at angribe os. Deer kommet hertil, og de fik alt, hvad de pegede på. Og så kommer der nogle imamer og siger, at de ikke må integrere sig med de vantro. Pludselig slår det mig, at kvinden med rygsækken må kunne høre os og sænker instinktivt stemmen. Uden at han dog følger mit eksempel: Muslimerne har haft alle muligheder for at ændre adfærd, efter at de er kommet til Vesten, fortsætter han ufortrødent. Hvorfor i alverden skal de begynde at opbygge parallelsamfund og ghettoer her?. Hvem har bedt dem gøre det?. ATTENTATET For alvor berømt blev Lars Hedegaard nu først, da en mand forklædt som postbud 5. februar 2013 affyrede et skud mod ham i hans gadedør. Siden blev en 26-årig anholdt og fængslet i Tyrkiet mistænkt for attentatforsøget, men i september løsladt igen. Ganske uventet. Dog ikke for Lars Hedegaard. Jeg har aldrig troet, at en islamisk stat ville udlevere en muslim til retsforfølgelse blandt de vantro, siger han, da vi har forladt cafeen og i nogen tid flakket om uden at kunne finde landevejen. Men det ærgrer mig. For jeg ville gerne have vidst, om han handlede på egen hånd. Hvis han er sendt af et netværk, er de jo stadig efter mig. Hvordan har attentatet forandret dig? Det har det ikke, Ud over at jeg nu inderst inde ved, at min analyse var rigtig. Så får vi øje på kirken, finder landevejen og snart også tilbage til huset. Tror du i alvor, at islam kommer til at overtage Vesten? Nej, Jeg går i stå med havelågen i hånden. Jamen, folk vil sætte sig til modværge. Og det kan også være, at islam bryder sammen. Hvis olie erstattes af andre energikilder, kan Saudi-Arabien og Abu Dhabi jo ikke længere finansiere tusindvis af moskeer og hellige mænd, der fortæller os andre, hvordan vi skal indrette os. Og så er der måske nogen, der lægger tørklædet, barberer skægget af og kalder deres søn Børge. Indenfor virker han tilfreds. Nå. Det var godt nok, For det hjælper mig til at huske. Og jeg skal jo skrive en bog, når jeg at høre, før toiletdøren lukker bag ham. Om hvad? Attentatet, kommer det derudefra. Da han igen dukker op, spørger jeg, om han i virkeligheden har det bedst, når han indtager et yderstandpunkt. Mit standpunkt er ikke noget yderstandpunkt, Om få år bliver det hovedstandpunktet. Det mente du vel også som marxist? Ja, siger han og går et øjeblik i stå. Det var så forkert, kommer det så med et smil. Så griner han. Denne her gang er det rigtigt. 2 10 MOTION DECEMBER 2014 DECEMBER 2014 MOTION 11