Den emergerende prædiken 1. del Af Marianne Gaarden, cand.theol. & ph.d., teologisk konsulent, Helsingør Stift I denne og i fire følgende artikel præsenteres nogle af resultaterne af min ph.d. afhandling: Den emergente prædiken. En kvalitativ undersøgelse af mødet mellem prædikantens ord og den situerede kirkegænger i gudstjenesten. i Traditionelt er kirkens forkyndelse blevet studeret med historiske, teologiske og/eller tekstanalytiske briller i forhold til fortolkningen af evangeliet. Udgangspunktet for min afhandling er imidlertid, at prædikenen også med fordel kan undersøges med empiriske briller. Ved hjælp af socialvidenskabernes metoder har jeg søgt at generere viden om, hvordan samtidens mennesker forstår, tænker og tror, når de hører evangeliet. ii Det giver mulighed for at arbejde med prædikenen på baggrund af empirisk baseret viden og ikke kun formodninger om, hvad der sker i mødet mellem tilhører og prædiken. En sådan viden kan danne grundlag for en bevidstgørelse og kvalificeret dialog om, hvordan vi skal prædike i det 21. århundrede. Intentionen med projektet var derfor at genere et empirisk kildemateriale til at forstå kommunikationsprocessen og udvikle den homiletiske tænkning. De empiriske studier som erkendelsesvej har ført til en alternativ kommunikationsteori, som jeg mener med fordel, kan bidrage med nye perspektiver på homiletikken. Prædikenen kan forstås som en teologisk fortolkning af søndagens prædikentekster, nedfældet i et manuskript, læst op fra prædikestolen. Fokus er med denne forståelse typisk rettet mod prædikenens teologiske indhold, idet det implicit forudsættes, at intentionen med prædikantens ord er identiske med tilhørernes forståelse. Her ligger ejerskabet over prædikenen hos præsten. Kommunikationsteoretisk kaldes denne forståelse transfermodellen. Teoretisk er den aflivet mange gange, men i praksis synes den at være mere sejlivet. iii Det er imidlertid gammel retorisk viden, at den hørte prædiken ikke er identisk med den holdte, men udfordringen for homiletikken er at indkredse en kommunikationsteori, der kan sættes i stedet i. I kølvandet på den empiriske vending i den praktiske teologi har forskellige kommunikationsteorier, hvor accenten på forskellige vis ligger på tilhøreren, dannet udgangspunkt for en ny homiletik. Her er der en tendens til at placere ejerskabet over prædikenen hos tilhørerne. Disse nyere homiletiske bidrag, der baserer sig på en tilhørercentreret kommunikationsteori bl.a. inspireret af nordamerikansk homiletik og retorik, tager stort set alle udgangspunkt i teoretisk viden om prædikenreceptionen og ikke i empirisk baseret viden om receptionen. iv Motivation til afhandlingen udsprang af min egen homiletikundervisning, primært inspireret af den nordamerikanske bevægelse New Homiletic, videreudviklet i Other wise preaching samt klassisk og nyere retorik, der mere eller mindre eksplicit forudsætter et tilhørercentreret udgangspunkt. Det afgørende spørgsmål for mig var om denne teoretiske forforståelse af receptionen harmonerer med, hvordan kirkegængerne rent faktisk lytter til en prædiken i praksis? Jeg var nysgerrig, og kastede mig derfor ud i en empirisk undersøgelse.
Som den gode underviser skal tage sin egen medicin, måtte også jeg sluge en bitter pille. Midtvejs i projektet blev jeg ringet op af en journalist, der havde hørt om afhandlingen. Han ville vide, om det var korrekt, at menighedens gudstjenesteoplevelse var afhængig af oplevelsen af præsten. Jeg bekræftede, at kirkegængerne talte om deres oplevelse af prædikanten, når de blev spurgt om deres oplevelse af gudstjeneste og prædikenen. Dagen efter kunne jeg se mig selv citeret under overskriften: Præster skræmmer kirkegængere væk. Indigneret skrev jeg til journalisten, der efter min mening havde misbrugt mine ord ved at spænde dem for sin egen vogn. Journalisten var helt uforstående. For når folk ikke kom i kirke, så måtte det da være præstens skyld. Hans forforståelse af mine ord tog udgangspunkt i hans egen historie, som handlede om skyld en (medie-)historie om messefald i et af landets stifter. Mine ord blev eksporteret fra én semantisk forståelseshorisont og importeret til en anden, og resultatet blev en ny mening. Accenten lå på journalistens historie. I den efterfølgende samtale lykkedes det ikke at overføre intentionen med mine ord til journalisen, og det stod ikke i min magt at ændre hans forståelse. På dette tidspunkt studerende jeg en kommunikationsteori af Barnett Pearce, hvis tese er, at kommunikation ikke primært handler om forståelse, men om meningsproduktion i dialog med det hørte. v Frustrationen til trods var journalistens interaktion med mine ord netop parallel med resultaterne af de empiriske undersøgelser at kommunikationen i prædikenen ikke primært handler om forståelse som en spejling af prædikantens forståelse i tilhørernes verden, men mere om en dialogisk interaktion, der fører til en inter-subjektiv meningsproduktion. Accenten ligger på tilhørerens egen historie, hvor tilhøreren i dialog med de udefrakommende ord skaber mening i det hørte. En mening, der kan ligge langt fra prædikantens intension med sine ord, og som først opstår eller emergerer i selve gudstjenesten. Ordet emergens stammer fra det latinske emergere, der betyder at dukke op. Det betegner den måde, komplekse systemer og mønstre kan opstå på ud af en mangfoldighed af relativt simple interaktioner. Nye egenskaber kan dannes eller opstå i et sammensat system, som ikke kan forklares ud fra de enkelte deles egenskaber. Helheden er mere og større end summen af enkeltdelene, eller sagt på en anden måde 1 + 1 = 3. Begrebet om emergens er den bedste beskrivelse, jeg er stødt på i arbejdet med at forstå og fortolke resultaterne af den empiriske undersøgelse. I de følgende artikler præsenterer jeg nogle af resultaterne af afhandlingen. Den emergerende prædiken 2. del Af Marianne Gaarden, cand.theol. & ph.d., teologisk konsulent, Helsingør Stift Analyseresultaterne af interviewene med kirkegængerne, om deres oplevelse af gudstjenesten og prædikenen kan samles under seks overskrifter, der handler om 1. prædikantens ethos, 2. en reciprok relation mellem præst og menighed, 3. forståelsen af det hørte som en dialogisk interaktion, 4. kirkegængernes situerede udgangspunkt for det hørte, 5. forståelsen af prædikenen som en inter-
subjektiv meningsproduktion, 6. der først emergerer i selve gudstjenesten. I denne artikel redegøres for de første tre overskrifter. Prædikantens ethos I analysen er det markant, at kirkegængerne tillægger prædikanten en afgørende rolle for deres prædiken- og gudstjenesteoplevelse. Vurderingen af prædikanten kan indordnes under to kategorier, oplevelsen af autenticitet og oplevelsen af attituden overfor menigheden. Autentisk er den præst som opleves som nærværende, sig selv, personligt engageret og tro mod sin egen tro. Bemærkelsesværdigt er det, at det ikke synes så vigtigt, hvorvidt kirkegængerne kan identificere sig med prædikantens teologi og tro. Derimod er prædikantens integritet afgørende, ellers bliver prædikenen ligegyldig, som flere kirkegængere udtrykte det. Dermed bliver personen og relationen noget kommunikativt afgørende for prædikenen. Afgørende er også præstens attitude overfor kirkegængerne. En åben, imødekommende, respektfuld og ikke dømmende holdning er befordrende for villigheden til at lytte, uanset om tilhørerne er enige eller uenige med præstens udlægning af teksten. Præstens teologiske ståsted og faglig viden har ganske vist betydning for kirkegængerne, men betydningen er underordnet ønsket om en nærværende og autentisk præst med en imødekommende attitude overfor menigheden. Teologisk viden bliver værdsat, så længe det bliver formidlet på en for kirkegængerne forståelig måde. vi Den reciprokke relation Af interviewene med kirkegængerne fremgår det, at oplevelsen af en nærværende og autentisk præst aktiverer en nærværende og autentisk interaktion hos tilhøreren. Præstens engagement og tro påvirker tilhørerenes engagement i og interaktion med prædikenen. Når præsten ikke opleves som til stede i relationen, forsvinder kirkegængerne også ud af relationen. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at det samme gør sig gældende for prædikanterne. En nærværende og engageret menighed stimulerer nærværet og engagementet på prædikestolen. Man kan således tale om, at der er eller opstår en reciprok relation mellem prædikant og kirkegængerne. Kirkegængerne gav i interviewene udtryk for, at de selv blev berørt og kunne bevæges, når de oplevede, at prædikanten var bevæget. Der er en gensidighed i relationen. Præsten har med udgangspunkt i sin tro og erfaringer mulighed for at bevæge tilhørerne ved at give sit bud på en tolkning af teksterne. Om kirkegængerne bliver bevæget, og i givet fald på hvilken måde, står ikke i prædikantens magt. Man kan sige, at indfældet i selve gudstjenesten skaber relationen mellem prædikant og tilhører den kontekst, inden for hvilken fortolkning af kommunikationen foregår. Kommunikationen i prædikenen kan på den måde forstås som en dynamisk og levende relation, hvor tilhøreren er aktiveret af prædikantens investering i relationen, idet prædikanten har mulighed for at berøre og bevæge tilhørerne ved selv at være bevæget og berørt af testerne. Det fordrer, at prædikanten investerer sig selv og sætter sig selv i spil i prædikenbegivenheden.
Dialogisk interaktion Kirkegængernes udbytte af prædikenen udfoldes som en dialogisk respons aktiveret af gudstjenestens og prædikantens udefrakommende ord, der stimulerer og aktiverer kirkegængernes egen refleksion. Prædikanten er som en samtalepartner og en teologisk reflektor for en allerede igangværende indre dialog, hvis udgangspunkt er kirkegængerens aktuelle situation. Den indre dialog kan bedst beskrives som en polyfoni af stemmer og indtryk fra hele gudstjenesten, der smelter sammen med refleksioner over temaer fra kirkegængerens liv. Denne dialogiske interaktion er konstituerende for kirkegængernes forståelse og oplevelse af prædiken. Præsten har på den ene side ikke magt over denne dialogiske interaktion, og på den anden side er præsten medaktør i denne interaktion. Den dialogiske interaktion kategoriserer jeg i afhandlingen som henholdsvis associerende, kritisk og kontemplativ. Disse interaktionsformer optræder sjældent isoleret. Mere almindeligt er det, at kirkegængerne bevæger sig dynamisk frem og tilbage mellem dem. Typisk aktiverer prædikantens ord associationer hos kirkegængerne, der relateres til egne livserfaringer og forudfattede meninger, hvilket er konstituerende for forståelsen. Det er disse associationer, kirkegængerne efterfølgende refererer til, når de taler om prædikenen. Kun i mindre omfang huskes gudstjenestens og prædikantens ord. Et interessant fænomen ved den associerende interaktion er, at kirkegængerne selv skaber nye spørgsmål i dialog med det hørte også selvom dette ikke er prædikantens hensigt. Mødet med et for kirkegængerne uforståeligt synspunkt eller en udlægning af teksten, som de ikke deler, giver anledning til at formulere egen forståelse som en kritisk respons. En kritisk interaktion er ikke identisk med en kritisk opfattelse af prædikanten eller en manglende villighed til at interagere med prædikenen. Tværtimod gav flere af kirkegængerne udtryk for, at de gerne vil forstyrres af en fremmed tankegang, og at det netop er deres motivation for at gå til gudstjeneste. Præstens anderledes udlægning af teksten er befordrende for nye indsigelser, der opstår i kølvandet på den kritiske interaktion Disse to dialogiske interaktionsformer, den associerende og den kritiske, synes at være de hyppigste, eller blot de nemmeste at identificere i interviewene. Der er imidlertid også i interviewene markante træk af en tredje interaktionsform, den kontemplative. Kirkegængerne har i interviewene svært ved at redegøre for, hvad der skete, hvad de hørte, eller hvad de tænkte, fordi tilstanden opleves som ordløs. En udtrykte det som at være et andet sted, ikke af denne verden. Det var nemmere for kirkegængerne at forklare, hvad den kontemplative tilstand gør ved dem: efterlader dem med en følelse af fred, ro, indre stilhed og afslapning. Nogle af kirkegængerne sagde direkte, at de deltager i gudstjenesten for at slappe af, finde fred og ro og at de værdsætter stilheden. Da en gudstjeneste er fyldt med ord, musik og tale, og dermed ikke fra et udenforstående perspektiv er identisk med stilhed, forstår jeg dette som en henvisning til en oplevelse af en indre stilhed, der kan opstå midt i gudstjenestens mange ord og musik. Den emergerende prædiken 3. del
Af Marianne Gaarden, cand.theol. & ph.d., teologisk konsulent, Helsingør Stift I denne artikel, den tredje af fem, præsenteres kort de sidste tre af seks overskrifter af analyseresultaterne af interviewene med kirkegængerne, om deres oplevelse af gudstjenesten. vii Kirkegængernes situerede udgangspunkt Kirkegængerne hører ikke overraskende prædikenen på baggrund af deres situerede udgangspunkt. Prædikenens ord flettes sammen med de livserfaringer, der bringes med ind i kirkerummet. Udgangspunktet for det hørte er tilhørerens eget liv med de erfaringer, glæder, sorger og udfordringer, de er midt i. Prædikenen tilføjer noget udefrakommende, der kan bekræfte eller bevæge tilhørerne i deres udgangspunkt. Typisk er det et enkelt tema i tilhørerenes aktuelle livssituation og de erfaringer, der er knyttet dertil, som tankerne tager udgangspunkt i. Ofte er det kun et lille udsnit af prædiken eller små fragmenter af gudstjenesten, der aktiverer tankeaktiviteten. Prædikenen giver mening for kirkegængerne, når det hørte relateres til deres egne erfaringer. Accenten ligger på det situerede subjekt, der selv skaber mening i det hørte med udgangspunkt i eget liv. Ordene er ikke i sig selv meningsbærende, før de bliver sat i relation til kirkegængernes egne erfaringer, der selvsagt er meget forskellige, hvorfor prædikenreceptionerne også er meget forskellige. Prædikenen som inter-subjektiv meningsproduktion Prædikantens erfaringer og perspektiv på teksten overtages ikke af tilhørerne, men aktiverer den dialogiske interaktion, der resulterer i en intersubjektiv meningsproduktion. På baggrund af personlige erfaringer skaber kirkegængerne i dialog med det hørte en ny mening. Fragmenter af prædikenen, blandet med andre indtryk af gudstjenesten, inddrages i en meningsskabende proces, hvor prædikenstumperne klippes og sættes sammen på nye måder, så det giver mening i forhold til tilhørerens kontekst. Ordene fjernes fra prædikantens semantiske forståelsesverden og implementeres i en ny udformning i kirkegængernes forståelsesverden. De udefrakommende ord kan som nævnt forstyrre kirkegængernes forforståelser, således at nye erkendelser og indsigter pludselig kan opstå og skabe en mening for tilhørerne, der kan ligge ganske langt væk fra prædikantens intention. viii I interviewene var det, der stod tilbage i kirkegængernes erindring, ikke hvad prædikanten havde sagt, men det, de selv havde tænkt i dialog med det hørte, og hvad de selv mente. Tilhørerne identificerer sig ikke med prædikantens udgangspunkt, eftersom de er situeret et andet sted. Præstens anderledes perspektiv på teksten kan som nævnt give anledning til en dialogisk refleksion, der resulterer i skabelse af en ny mening. Denne intersubjektive meningsproduktion kunne i interviewene være meget evangelisk og rumme dybe teologiske indsigter, som prædikanten ikke havde berørt. Den emergerende prædiken Resultatet er således en ny prædiken, der først opstår i mødet med prædikantens ord og kirkegængernes erfaring situeret i gudstjenestens liturgiske rum. Det er ikke prædikantens intenderede
mening. Det var heller ikke kirkegængernes erfaringer alene. Det er noget tredje, der opstår som en intersubjektiv meningsproduktion skabt i selve kommunikationssituationen. Meningsproduktionen er som noget tredje, der ikke alene kan forklares ud fra aktørernes bidrag. Den nye prædiken er mere og større end summen af kirkegængers erfaring og prædikantens ord eller sagt på en anden måde så er logikken at 1 + 1 = 3. Derved dukkede begrebet om emergens op i mit forsøg på at forstå og tolke prædikenen som inter-subjektiv meningsproduktion. Når kirkegængerne i interviewene uopfordret talte om deres tro, synes det både at være noget, der var givet på forhånd, og noget, der næres og vokser. Troen er forbundet med mening den måde det hørte giver mening på. I den mening, der emergerer, synes kirkegængerne at hente næring til deres tro. Dette betegner jeg som den emergerende prædiken og når jeg skriver emergerende og ikke emergente, er det for at understrege, at meningsdannelsen fortsætter efter gudstjenesten. Gudstjenesten faciliterer rammerne om det rum, hvor den emergerende prædiken kan opstå, men den er ikke begrænset hertil. Kirkegængerne bringer ordene fra gudstjenesten med sig ud af kirkerummet. Konfronteret med begivenheder i livet kan ordene pludselig dukke op igen og give ny mening, som en tolkning eller forståelse af den aktuelle livssituation. Det afgørende for troen synes således at være den inter-subjektive meningsproduktion, der emergerer i mødet med prædikantens ord og tilhørernes erfaring situeret i gudstjenesten, og som lever videre uden for kirkedøren. Prædikenen fortsætter med at emergere i mødet med livserfaringerne. En kommunikations- og relationsbåret forståelse af kommunikationen, som ikke primært handler om forståelse men om skabelse af ny mening i situationen, synes således at understøtte den empiriske oplevelse af prædikenen. I vores evangeliske-lutherske teologi har der imidlertid ikke været tradition for at betragte præstens person eller tro som et relevant homiletisk emne præstens skal bedømmes på sin forkyndelse og ikke på sin tro. For at opretholde denne forståelse af prædikenen forudsættes en kommunikationsteori, hvor person og budskab kan adskilles. Hvis prædikenen primært handler om forståelse, så kunne distinktionen måske opretholdes. Empirien indikerer imidlertid, at det ikke er tilfældet. Forudsætningen for forståelse er, at noget giver mening, men meningen overføres ikke fra prædikant til tilhører. Den skabes af kirkegængerne i en dialogisk interaktion med prædikantens ord i selve gudstjenesten. Den emergerende prædiken 4. del Af Marianne Gaarden, cand.theol. & ph.d., teologisk konsulent, Helsingør Stift Præsternes forståelse af prædikenen
I denne artikel, den fjerde ud af fem, opridses nogle analyseresultaterne, der tager udgangspunkt i en række interviewundersøgelser med præster om deres erfaring med og teologiske forståelse af prædikenen. ix Det er interessant at sammenholde analyseresultaterne af menighedens oplevelse af prædikenen med præsternes erfaring og teologiske forståelse af prædikenen. Præst og menighed er stort set enige. Dog er der mindre forskelle. Fx tillægger præsterne ikke deres attitude over for menigheden den samme betydning for prædikenbegivenheden, som kirkegængerne gør. Derimod taler præsterne med udgangspunkt i deres erfaringer fra prædikestolen om betydningen af deres person for forkyndelsen. Her er præsterne enige med kirkegængerne: deres autenticitet, personlige engagement, nærvær, og egen tro har stor betydning for menighedens oplevelse af prædikenen det ved de af erfaring. Der er imidlertid en tendens til at erfaringen ikke harmonerer med teologien. Præsterne var bevidste om, at evangeliet skal forkyndes purt og rent, som enhver præst har skrevet under på i præsteløftet. Præsterne ønskede ikke at stå i vejen for det evangelium, som de skal forkynde, hvilket traditionelt er blevet tolket som en sondring mellem præstens person og dennes funktion. Den evangelisk-lutherske prædikenteologi forstår forkyndelsen og gudstjenesten som båret af Kristus og ikke af præsten. Af erfaring ved præsterne imidlertid, at menighedens interaktion med prædikenen er aktiveret af deres person. Den evangelisk-lutherske prædikenforståelse, som den er formuleret i CA 5: For gennem ord og sakramenter som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, synes at understøtte denne sondring mellem en guddommelig og en menneskelig agens i prædikenen. Ordets virkning skyldtes ikke præsten, men Helligånden, men af erfaring ved præsterne, at deres person har indflydelse på modtagelsen af forkyndelsen: Min person er vigtig, hvor gerne jeg end ville, at den ikke var, som en af præsterne udtrykte det. Derfor var der i interviewene en tendens til at betragte betydningen af prædikantens ethos som empirisk evident, men teologisk problematisk. Det synes at udfolde sig som en spænding, der kommer til udtryk i to prædikenteologier, der lever side om side. Henholdsvis en operativ teologi knyttet til en praktisk erfaring af at forkyndelsen er personaktiveret, og en ideologisk teologi knyttet til et teologisk ideal om Gud som en transcendent sandhed, som prædikanten kan tale om uafhængigt af sin egen person. Spørgsmålet er, om det teologiske ideal, der strider mod prædikenerfaringerne, bland andet holdes i live ved at blive italesat fra landets prædikestole. Således at præsterne selv formidler en teologi, der ikke harmonerer med deres forkyndelseserfaringer. Er det et problem, kan man spørge, og hvad betyder det for prædikenen, at teologi og empiri umiddelbart ikke går i takt? Jeg mener, at uoverensstemmelsen mellem den teologiske prædikenforståelse og den praktiske prædikenerfaring udfordrer til en systematisk teologisk refleksion over, hvordan vi i vores samtid kan forstå en evangelisk-luthersk prædikenteologi. Det kan umiddelbart ligne en dikotomi, hvor vi enten skal afvise empirien at kommunikationen i prædikenen er personbåret eller afvise forståelsen af prædiken, som den kommer til udtryk i CA5 at Gud selv kommunikerer i prædikenen og sætter sin virkning igennem via Helligånden. Spørgsmålet er, om det nødvendigvis er et enten eller, eller om der findes en tredje vej. Jeg vil argumentere for det sidste.
Opgaven er hverken at tage udgangspunkt i én bestemt teologisk position og gradbøje empirien, så den passer hertil, eller at ophøje empirien til sandhedsparamenter, som resulterer i, at det teologiske arvegods smides ud med badevandet. Opgaven må være at undersøge, om det er muligt at respektere båder den empiriske oplevelse af prædikenen og den teologiske forståelse af prædikenen. Jeg mener, at dette er muligt, ved at reformulere de implicitte præmisser, vi forudsætter i vores teologiske forståelse af prædikenen. Således kan den evangeliske-lutherske prædikenforståelse fortsat kan være gyldig, uden den empiriske erfaring sættes over styr, men det forudsætter et nærmere kig på det grundlæggende paradigme, vi står på. Reformulering af prædikenen ud fra samtidens postmoderne paradigme Kristendommen er vi blevet givet på fortolkningens vilkår. Igennem historien har kirken løbende gjort brug af samtidens paradigmer, sprog og verdensbilleder i sin tolkning og forståelse af kristendommen. Luther argumenterede for, at sandhedens ånd er indeholdt i Biblen selv, således at skriften fortolker sig selv. Det erkendelsesteoretiske udgangspunkt har imidlertid forandret sig. Efter Kant er det ikke længere er muligt at tale om en fortolkning uden et fortolkende subjekt. Verden kan kun erfares gennem subjektet, der altid befinder sig i en fortolkningssituation af den opfattede virkelighed. Det er udgangspunktet for samtidens postmoderne paradigme. Analyserne af den empiriske virkelighed synes at understøtte denne virkelighedsforståelse, hvor sproget og måden, vi taler sammen om verden på, er med til at konstruere vores virkelighedsopfattelse. Kan det derfor tænkes, at grundlæggende tankeformer og antagelser lånt fra Martin Luthers samtid er indlejret i det, vi definerer som den evangelisk-lutherske teologi, og via virkningshistorien er overføret til vores samtid? Eller har eftertiden tolket Luthers teologi ind i sin samtid ud fra datidens paradigmer, således at det er disse grundlæggende for-forståelser indlejret i teologien, der ikke harmonerer med empirien? Hvis det er tilfældet, er det da muligt at ophæve det, der umiddelbart ligner en dikotomi uoverensstemmelsen mellem en ideologisk og operativ homiletik ved at redefinere nogle af de grundlæggende præmisser, der ligger indlejret i den teologiske tradition, vi har overtaget. Hvad sker der, hvis de grundlæggende antagelser om kommunikation og menneskesyn ændres? Får det konsekvenser for den måde, vi tolker og forstår kristendommen på, og i sidste ende for den måde der prædikes på? Jeg har ikke svaret, men skitserer her nogle provisorisk bud på, hvordan de empiriske analyseresultater kan udfordre prædikenteologien. Hvordan vil det påvirke præstens forståelse af prædikenbegivenheden, hvis kommunikation ikke primært er at forstå som overførsel af et budskab, men som interaktion og skabelse af ny mening; hvis mennesket ikke kun er at forstå som et selvstændigt afgrænset individ, men også som et relationelt forbundet væsen indfældet i en social kontekst og at den kontekst er den korsfæstede og opstandne Kristus; hvis evangeliet ikke er at forstå som en substantiel og uforanderlig sandhed, som præsten via biblen har adgang til, men som en sandhed givet os på fortolkningens vilkår, der hele tiden skal inkarneres på ny; hvis Gud heller ikke er at forstå som en substantiel virkelighed, som mennesket kan tale om uafhængigt af sig selv, men som mennesket altid allerede er indlejret i, således at Gud sker og kan erfares som en immanent erfaring af transcendens?
Analysen af det empiriske materiale indikerer, at prædikenen ikke primært handler om forståelse, men om en ny meningsproduktion skabt i selve situationen. Det er markant, hvor lidt kirkegængerne forstår prædikenen i overensstemmelse med prædikantens intention, men samtidig har prædikantens person stor indflydelse på kirkegængerens interaktion med prædikenen. Der er som nævnt ikke uoverensstemmelse mellem præsternes og kirkegængernes erfaring af betydningen af prædikantens ethos, men der er uoverensstemmelsen mellem prædikenerfaring og prædikenteologi, fordi den ideologisk-teologiske tilgang forstår Gud som noget mennesket kan tale om uafhængigt af sig selv, hvilket altså ikke synes at være empirisk muligt. Hvis Gud derimod forstås som menneskehedens dybeste grund, således at prædikanten er i Kristus eller Kristus er i prædikanten, så ophæves dikotomien. Det indebærer en teologisk tænkning, hvor mennesket er i Kristus, og Kristus er i den Gud, som er større end ham. Inkarnationen er udtryk for, at mennesket er i og lever sit liv i Gud. Det forudsætter en dobbelt bevægelse, hvor Gud, ved at gå ind i verden, indoptager verdenen i sig. x Således at Gud, da han blev menneske, forenede sig både med menneskeheden som helhed og med det enkelte menneske i historien. Han har taget bolig i hver enkelt, ikke som en fremmed gæst, men som det allermest personlige i mennesket. xi Mennesket kan således ikke tale om Gud uden allerede selv at være indlejret i Gud. Det betyder, at modsætningen mellem guddommelig og menneskelig handlen i prædiken er falsk. xii Denne forståelse er både konsistent med den empiriske oplevelse af prædikantens person som vigtig for forkyndelsen, og med den lutherske forståelse af prædikenen, hvor Gud selv sætter sin virkning igennem i prædikenen. xiii Kirkegængernes efterspørgsel af prædikantens autenticitet kan således tolkes som et udtryk for en efterspørgsel af prædikantens aktive forhold til Gud, der er selvets egentlige grund. Eller sagt på en anden måde, så afspejles prædikantens selvforhold i hendes gudsforhold, hvilket har indflydelse på menighedens interaktion med prædikenen. Efterfølges denne teologiske tankegang, betyder det, at den teologiske forståelse gennem ord og sakramenter som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud xiv fortsat er gyldigt. For menneskets dybeste grund er i Gud. Således går adgangen til transcendensen via immanensen, og det individuelle subjekt indfældes i fællesskabet, så det individuelle og det fælles bliver samtidige kategorier. Homiletisk indebærer dette gudsbegreb, at prædikanten må forudsætte sig selv som indlejret i Gud. Det er ikke muligt for mennesket at tale om eller erfare Gud uden om sin person. Prædikanten kan ikke stå uden for sin egen eksistens og pege på Gud, som en transcendent størrelse, men må tale om Gud ud fra sin erfaring af allerede at være indlejret i Gud. Den klassiske lutherske prædikenforståelse opretholdes, men de grundlæggende antagelser om kommunikation, mennesket, evangeliet og Gud forudsætter en redefinering ud fra et samtids paradigme. Beskrivelsen af mennesket, som indlejret i Gud, betyder ikke, at prædikanten er i besiddelse af evangeliet som en fast sandhed, som hun kan videreformidle til tilhørerne. Den personaktiverede forkyndelse skal derimod ses i lyset af, at evangeliet er en dynamisk størrelse, der hele tiden skal fortolkes og forstås af mennesket for at give mening. Prædikanten kan ikke tale om en evangelisk virkelighed uden selv at være medskaber af denne virkelighed. Eller sagt på en anden måde, så er evangeliet en levende størrelse, som prædikanten er medaktør i. Evangeliet er således ikke en
statisk sandhed, der eksisterer på forhånd, og som præsten kan stå i vejen for eller fungere som talerør for. Evangeliet er altid i sin vorden, og skal hele tiden inkarneres i tilhørernes erfaringsverden på ny dertil er prædikanten et redskab. Evangeliets levende stemme har brug for en prædikant. Det kan også udtrykkes som empirien vidnede om, at evangeliet for kirkegængerne er en ny mening, der opstår i selve situationen i gudstjenesten. Homiletisk indebærer det, at prædikanten selv er aktør i inkarnationen af evangeliet i kirkegængernes virkelighed. Analysen af empirien viser, at det er befordrende for kirkegængernes interaktion med prædikenen, at prædikanten sætter sig selv på spil og har noget på hjerte. Prædikantens rolle er som en samtalepartner og en teologisk reflektor, der med sin egen interaktion med teksterne, bidrager som én blandt flere stemmer til kirkegængernes meningsproduktion. Men prædikanten kan ikke styre eller kontrollere den meningsdannelse, der finder sted på kirkebænken prædikanten har ikke ejerskabet over prædikenen. Ejerskabet over prædikenen Afhængigt af hvilket paradigme, man tager udgangspunkt i, har forskningshistorien haft forskellige forståelser af prædikenen. 1. Præstens prædiken: Forenklet sagt havde prædikanten før den empiriske vending i slutningen af 1960 erne og begyndelsen af 70 erne ejerskabet over prædikenens budskab. xv Det indebar en kommunikationsteoretisk forståelse, hvor tilhørerne havde identisk forståelse med prædikantens ord. Blot ordet havde lydt, ville tilhørerne høre det på samme måde. Guds ord blev forstået som en tiltale. Det har forskellige teologiske positioner på hver deres måde argumenteret for. Implicit i denne homiletik antog man, at prædikanten havde direkte adgang til Gud via Biblen. Evangeliet var en fast, evig og guddommelig sandhed åbenbaret i Kristus og nedfældet i biblen. Sandheden var ahistorisk og transcenderede tid, sted og mennesker, og denne evangeliske sandhed var det præstens opgave at forkynde. 2. Menighedens prædiken: Under parolen, der er ingen forkyndelse i den prædiken, der ikke er hørt, flyttede ejerskabet over prædikenen fra præst til tilhører under den empiriske vending. Udgangspunktet var, at tilhørerne var aktive i lytteprocessen, de skulle føres eller forføres til de erkendelser, som præsten selv var nået frem til. Prædikanten skulle bruge fortællinger, billeder, anekdoter, som tilhørerne kunne identificere sig med, således at prædikenens teologi skulle visualiseres og ikke kun verbaliseres. xvi Denne forståelse af kommunikation som meningsproduktion ligger implicit i den Nordamerikanske bevægelse The New Homiletic, der i stigende grad har inspireret dansk prædikenpraksis. Den implicitte subjektivitetsforståelse harmonerer umiddelbart med den empiriske erfaring af prædiken. Den amerikanske homiletik er således med sin pragmatiske og kommunikative anvisninger til prædikenen en god inspirationskilde men der mangler noget. Teorien mangler blik for ejerskabet over prædikenens meningsproduktion eller mangel på samme. Bidragyderne til The New
Homiletic opererer trods forskelligheder ud fra en fælles antagelse om, at ejerskabet mere eller mindre ligger hos tilhørerne. xvii 3. Den emergende prædiken: Empirisk set ligger ejerskabet ikke hos tilhørerne, og det ligger heller ikke hos prædikanten. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan tale om et ejerskab over prædikenens mening. Det, der synes at få indflydelse på den meningsproduktion, prædikenen faciliterer, er udspændt i relationen mellem tilhører og prædikant i gudstjenesten i et møde, der på den ene side er aktiveret af aktørernes egenskaber, evner eller erfaringer, men som på den anden side ikke alene kan forklares der ud fra. Prædikenen er mere end enkeltdelene. Fra en empirisk synsvinkel er der således intet ejerskab over prædikenens mening. Meningen er i overensstemmelse med en postmoderne forståelse ikke bundet til ordene. Meningen opstår i brugen af ordene i selve situationen i spændingsfeltet mellem prædikantens ord i gudstjenesten og kirkegængernes situerede erfaringer. En oplevelse af transcendens, der ikke kan forklares af prædikantens konkrete ord eller tilhørernes egne erfaringer, kan ligeledes opstå. Det er en begivenhed, der sker, et rum, der opstår, hvori ord pludselig kan få en ny og forandret betydning ikke af sig selv, for det er aktiveret af prædikant og kirkegænger i situationen, men det kan ikke styres eller planlægges af aktørerne. De kan kun indlade sig på eller overgive sig til dette rum, som kan opstå i gudstjenesten. I det rum opstår det, jeg kalder den emergerende prædiken. Hvordan så prædike? En vittig sjæl spurgte, da han så forsiden på min afhandling, der forestiller den højre halvdel af billedet af altertavlen i Wittenberg Stadtkirche (se billedet), om det var en prædikant, der havde kastet håndklædet i ringen? xviii Og det er i virkeligheden et meget sigende udtryk. Det er udtryk for overgivelse at kaste håndklædet i ringen. Prædikanten skal overgive sig til et tredje rum og slippe ideen om, at man kan styre eller har kontrol over meningsproduktionen. Det betyder ikke, at man ikke skal anstrenge sig for at udtrykke sig klart og tydeligt. Det suspenderer ikke tidligere tiders retoriske anvisninger om klar og tydelig kommunikation. Målet er fortsat at være oprigtig og tro mod sin egen tro og forståelse det er netop det, kirkegængerne efterlyser. Ved at investere sig selv ærligt, autentisk og nærværende med respekt for tilhørernes anderledes erfaringer og udgangspunkter, kan prædikanten bidrage til at skabe det rum, hvor ny mening opstår for tilhørerne. Og det gør man, ikke ved at forklare, hvad det er menigheden skal forstå, men ved at vise, hvad det betyder for prædikantens selv i tillid til at meningen emergerer! i Afhandling er erhvervs-ph.d. gennemføret i et samarbejde med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (tidligere: Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse). Afhandlingen er skrevet på basis af artikler, som kan downloades fra www.gudstjenestecenteret.dk ii Via kvalitative interviews med kirkegængere og præster fra forskellige menigheder har jeg undersøgt tilhørernes interaktion med prædikenen samt præsternes teologiske forståelse af og erfaring med prædikenen. Interviewene er
gennemført i en mindre landsbykirke i Midtjylland, en kirke i et åbent statsfængsel, en stor bykirke i hovedstaden, en mindre bykirke i Nordsjælland samt en provinskirke i Nordjylland, hvorfra gudstjenesten blev radiotransmitteret, (derfor er nogle af interviewpersonerne radiolyttere). Præsten, som forinden havde indvilliget i at medvirke, præsenterede efter sin prædiken undersøgelsen og muligheden for at deltage. De interviewede kirkegængere vidste derfor intet om projektet, mens de lyttede til prædikenen. Som fangstredskab til at få informanter udleverede jeg efter gudstjenesten spørgeskemaer i kirkedøren med følgende tre interview-spørgsmål: 1. Hvad oplevede du i gudstjenesten? 2. Hvad hørte du i prædikenen? 3. Hvad gjorde prædikenen ved dig? På bagsiden kunne kirkegængerne skrive, hvorvidt de ønskede at deltage i et interview af ca. en times varighed. Inden kirkegængerne forlod kirkerummet, havde de, der ønskede det, skriftligt besvaret spørgsmålene. Informanterne i undersøgelsen meldte sig alle frivilligt, og alle, der havde meldt sig, blev interviewet enten samme dag eller inden for de første par dage efter gudstjenesten. Det blev til 29 interviews med kirkegængere i alderen 17 90 år ligeligt fordelt mellem køn og med varieret uddannelsesmæssig baggrund, erhvervserfaring og geografisk bopæl. Inspireret af Grounded Theory (som er en induktiv metode til udvikling af teori funderet i empiriske data, der er systematisk indsamlet, kodet og analyseret) blev 500 siders transskriberede interviews kodet og analyseret linje for linje. Dette analysearbejde førte mig fra én forståelse til en anden. Således at empirien reviderede mit oprindelige udgangspunkt forankret i The New Homiletic og retorikken, og førte mig over i et postmoderne paradigme, hvor begrebet om emergens dukkede op. iii Se Bent Flemming Nielsen, Genopførelser. Ritual, kommunikation og kirke, 2004. iv Ordet reception har konnotationer til en forståelse af kommunikation som modtagelse af et budskab, hvilket undersøgelsen ikke understøtter. Et bedre ord er interaktion, som præsenteres senere i artiklen. v Barnett Pearce i coordinated management of meaning, beskrevet på dansk i bogen Kommunikation og skabelsen af sociale verdener, fra 2007. vi Det er værd at bemærke, at præstens køn, alder, udseende og anciennitet eller autoritet via embedet ikke var emner kirkegængerne omtalte. vii I to foregående artikler er baggrunden af afhandlingen og den første del af analyseresultaterne med interviewene med kirkegængerne blevet præsenteret. viii Identisk med den indledende oplevelse med journalistens forståelse af mine ord. ix Interviewundersøgelsen var en del af min ph.d. afhandling: Den emergente prædiken, forsvaret i juni 2014. I de første artikler blev resultaterne af analysen af interviewene med kirkegængerne kort præsenteret. x Denne inkarnationstænkning er den bærende i Dietrich Bonhoeffers teologi, se fx Liv og konsekvens. Boenhoeffers teologiske arv. Red. Hans Virum Mikkelsen & Henning Thomsen, Forlaget Anis, 2013. xi Wilfried Stinnisen, Den nye Vin. Om åndens frugter, Forelaget Boedal, 2013, s. 44 xii For en udfoldelse af den falske dikotomi se den hollandske teolog, Chris A.M.Hermans: Epistemological reflections on the connection between ideas and data in empirical research into religion, Empirical Studies in Theology, Volume 17: Empirical Theology in Texts and Tables: Qualitative, Quantitative and Comparative Perspectives, 97.
xiii De troendes participation i Kristus er ikke en ny teologisk tanke, den findes både i den paulinske og johannæiske teologi, men participationstanken har fået fornyet interesse gennem det 20. århundrede. Igennem det sidste årti er en eksegetisk og en systematisk teologisk interesse for ånden vundet frem, mens fokus på Ordet i protestantisk teologi ifølge er blevet nedtonet. Se fx Gitte Buch-Hansen, The Politics of Beginnings Cosmology, Christology and Covenant: Gospel Openings Reconsidered in the Light of Paul s Pneumatology i Mark and Paul: For and Against Pauline Influence on Mark, red. Eve-Marie Becker, Mogens Müller & Troels Engberg-Pedersen. BZNW 199. Berlin: Walter de Gruyter; Paulus i Aristoteles hønsegård: Dåb og genealogi i Galaterbrevet Dansk Teologisk Tidsskrift, vol 76; 2009, Et stoisk blik på Johannesevangeliets åbenbaring. Himmelfarten i antikkens naturvidenskab i Hvad er sandhed: Nye læsninger i Johannesevangeliet. Frederiksberg: Alfa, 103-125. xiv CA Artikel 5 xv Selvom man i den praktiske teologi talt om den empiriske vending, var der primært tale om en teoretisk forståelse af empirien ikke en egentlig implementering af de empiriske metoder i den praktiske teologi. xvi Dette var mere eller mindre min afhandlings oprindelige udgangspunkt. xvii Det tilhørercentrerede udgangspunkt blev i begyndelsen af det nye årtusinde udfordret af Other-wise Preaching, der synes at have blik for det fremmede element i prædikenen men også her synes der også at mangle noget. Der mangler blik for det emergente, det der ikke kan forud gribes. xviii Billedet er af altertavlen i Wittenberg.