De 95 Teser. Martin Luther (1483-1546). Udgivet 1517

De 95 Teser Martin Luther (1483-1546). Udgivet 1517 "Disputatio pro Declaratione Virtutis Indulgentiarum." Af kærlighed til sandheden og af lyst til at oplyse den vil der i Wittenberg bliver disputeret disse nedenstående sætninger under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i de frie kunster og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi sammesteds. Derfor beder han, at de, der ikke kan være til stede og mundtligt deltage i drøftelserne med os, vil deltage på skrift, skønt fraværende. I vor Herres Jesu Kristi navn. Amen. 1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: 'Gør bod' osv, ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod. 2. Dette ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes af præsternes embede. 3. Han hentydede dog ikke blot til den indre bod, nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse. 4. Straffen forbliver derfor, sålænge hadet til én selv forbliver (hvilket er den sande indre bod), dvs indtil man indgår i himmeriget. 5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse. 6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld, han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud. 7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden at han samtidig underlægger ham under præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting. 8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende, og intet kan ifølge dem pålægges dem, der skal dø. 9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation. 10. De præster handler ukyndigt og slet, som overfor døende overfører de kirkelige bodsstraffe til skærsilden. 11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i skærsilden er et ukrudsfrø, der visselig synes at være sået, mens biskopperne sov. 12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger. 13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed. 14. Hvis den, der skal dø, kun har en ufuldkommen sundhed og kun en ufuldkommen kærlighed, så medfører det nødvendigvis stor frygt, og den er des større, jo mindre kærligheden har været. Materiale ID: TXT.273.1.2.da Side 1 af 6 www.gratisskole.dk

15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre skærsildens straf, eftersom den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel. 16. Man ser, at helvede, skærsild og himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden. 17. Øjensynlig trænger sjælene i skærsilden til, at ligesom deres rædsel mindskes, således øges deres kærlighed. 18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden. 19. Ejheller synes det bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det. 20. Derfor mener paven, når han siger 'fuld eftergivelse af alle bodsstraffe', ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt. 21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at ved pavens aflad bliver et menneske løst fra al straf og frelst. 22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love. 23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs til de færreste. 24. Derfor må nødvendigvis størstedelen af folket blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om strafeftergivelse. 25. Den samme myndighed, paven i almindelighed har over skærsilden, den har en hvilkensomhelst biskop og sognepræst i sit stift og sogn i særdeleshed. 26. Paven gør derfor vel i at give sjælene eftergivelse ikke i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner. 27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i kisten, flyver sjælen ud [af skærsilden]. 28. Det er sandt, at når pengene klinger i kisten, så kan profitten og havesygen øges, men følgerne af kirkens forbønner er alene i Guds hånd. 29. Hvem véd, om alle sjælene i skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om skt Søren og Paschalis. 30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, end mindre på den deraf følgende fulde syndsforladelse. 31. Ligeså sjælden en sand bodgørende er, ligeså sjælden er én, der tildeler sand aflad, det vil sige: uhyre sjælden. 32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve. 33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurdérlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud. Materiale ID: TXT.273.1.2.da Side 2 af 6 www.gratisskole.dk

34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker. 35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at de, der køber sjæle ud af skærsilden eller køber skriftebreve, ikke har nødig at angre. 36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og brøden, og den bør gives ham også uden afladsbreve. 37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve. 38. Dog er pavens tilgivelse og delagtighed i ham på ingen måde at foragte, fordi den som sagt er en erklæring om den guddommelige tilgivelse. 39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens rundhåndethed og pligten til anger for folket. 40. Pligten til anger kræver og elsker straffen, men afladens rundhåndethed opløser dette og får mennesket til at hade straffen, i hvert fald af og til. 41. Man må være forsigtig med at prædiken den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den kan foretrækkes fremfor de øvrige kærlighedens gode gerninger. 42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger. 43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, da handler man bedre, end hvis man køber aflad. 44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf. 45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede. 46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til huset, og ikke forøde det på aflad. 47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, ikke påbudt. 48. De kristne bør belæres om, at paven, når de giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt. 49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter sin lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den bliver fjernet. 50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben. 51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville om så skule være sælge Peterskirken, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter. 52. Tom er troen på, at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, også hvis kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl. Materiale ID: TXT.273.1.2.da Side 3 af 6 www.gratisskole.dk

53. Kristi og pavens fjender er dem, som på grund af afladsprædikenerne befaler, at Guds ord næsten helt skal forstumme i andre kirker. 54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv. 55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier. 56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken tilstrækkelig beskrevne eller tilstrækkelig kendte blandt Kristi folk. 57. Det fremgår klart, at det ikke er timelige skatte, eftersom de fleste af prædikanterne ikke gerne uddeler dem, men kun samler dem. 58. Ejheller udgøres de af Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske. 59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug. 60. Uden at være dristige kan vi sige, at kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste) er denne skat. 61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig. 62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde. 63. Men denne skat er naturlig nok meget hadet, da den gør de første til de sidste. 64. Men afladens skat er naturlig nok meget elsket, da den gør de sidste til de første. 65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige mænd. 66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger mænds rigdomme. 67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, kan virkelig opfattes som sådan, når det drejer sig om at få penge ind. 68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed. 69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen. 70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier. 71. Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet. 72. Men den, som træder op imod afladsprædikanternes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet. 73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster. Materiale ID: TXT.273.1.2.da Side 4 af 6 www.gratisskole.dk

74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under foregivelse af aflad opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed. 75. At mene, at den pavelige aflad er så stor, at den kan tilgive det menneske, der, skønt det er umuligt, havde krænket gudfødersken, er vanvid. 76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden. 77. Når man siger, at selv sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod sankt Peter og mod paven. 78. Vi siger modsat, at både han og en hvilkensomhelst pave råder over større nådegaver, nemlig evangeliet, undergerningerne, evnen til at helbrede, osv, som vi læser det i 1 Kor 12. 79. At sige, at korset, der er oprejst med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse. 80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags tale at udbredes blandt folk. 81. Denne tøjlesløse afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden overfor paven overfor lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål. 82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden på grund af sin højhellige kærlighed og sjælenes største nødvendighed, hvilket er den mest retfærdige grund af alle, når han dog udfrier talløse sjæle deraf på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en meget ringe begrundelse? 83. Ligeledes. Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives, eftersom det er forkert at bede for dem, der udfriet [af skærsilden]? 84. Videre. Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudelskende mennesker af skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudelskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling? 85. Videre. Når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de var spillevende? 86. Videre. Når nu i dag paven har rigdomme, der er større end de rigeste riges, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peterskirken, for sine egne penge fremfor for de fattiges penge? 87. Videre. Hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og delagtighed? 88. Videre. Hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således tildelte denne eftergivelse og delagtighed til enhver troende hundrede gange om dagen? 89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige? Materiale ID: TXT.273.1.2.da Side 5 af 6 www.gratisskole.dk

90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde derfor, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne. 91. Hvis altså afladen blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares, ja, de ville slet ikke opstå. 92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Fred, fred', og der er ikke fred. 93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Kors, kors', selv om der ikke er noget kors. 94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og helvede. 95. og således mere sætter deres lid til at indgå i himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed. Materiale ID: TXT.273.1.2.da Side 6 af 6 www.gratisskole.dk