Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder Kapitel 1 Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder Kapitel 2 Rådgivning og vejledning Kapitel 3 Sagsbehandlingen Kapitel 4 Hjælpemidler Kapitel 5 Leverandørvalg - hjælpemidler Kapitel 6 Frit valg af hjælpemidler Kapitel 7 Forbrugsgoder Kapitel 8 Udland Kapitel 9 Afgrænsning til anden lovgivning Kapitel 10 De enkelte hjælpemidler Kapitel 11 Individuelt tilpassede kørestole Indholdsfortegnelse Indledning I denne vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder uddybes bestemmelserne om hjælpemidler og forbrugsgoder i 112-113 b i lov om social service (herefter serviceloven). Vejledningen anvendes fra den 1. januar 2018 og erstatter afsnit I om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder i vejledning nr. 7 af 15. februar 2011 om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. med senere ændringer. Afsnit I i den nævnte vejledning er opdateret og udskilt som en selvstændig vejledning som følge af lov nr. 660 af 8. juni 2017 om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Vejledningen er udarbejdet på baggrund af serviceloven samt følgende bekendtgørelser: Bekendtgørelse nr. xx af xx 2017 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven Det er vigtigt at være opmærksom på, om der efter offentliggørelsen af denne vejledning er sket ændringer af eksempelvis lovgivning og Ankestyrelsens praksis, eller om Ankestyrelsen har truffet nye principafgørelser, der endnu ikke fremgår af vejledningen. Ankestyrelsens principafgørelser findes på www.ast.dk og på www.retsinformation.dk. Det er muligt at se, om der er sket ændringer af lovgivningen, kommet nye vejledninger m.v. på www.retsinformation.dk.
Mange vejledninger på det sociale område er ved at blive opdateret og udstedt på ny. Disse nye vejledninger forventes offentliggjort inden den 1. januar 2018. Når der i denne vejledning henvises til de vejledninger, der er ved at blive opdateret, henvises der alene til de kommende nye vejledningers titel. I forhold til vejledning og spørgsmål vedrørende servicelovens regler er det som udgangspunkt kommunerne, der yder vejledning til borgerne. Ankestyrelsen vejleder kommunernes medarbejdere (skriftligt og mundtligt) om lovgivning under Børne- og Socialministeriets ressort på områder, hvor der er klageadgang til Ankestyrelsen. Undtaget herfra er vejledning om ny lovgivning, hvor Børne- og Socialministeriet i de første 3 måneder efter en ny lovs ikrafttræden har vejledningspligten over for kommunerne. Der henvises til Ankestyrelsens juridiske hotline og til Ankestyrelsen i øvrigt. Serviceloven Kapitel 1 Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder Generelt 112. Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv. Stk. 2. [...] 113. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i 112, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Stk. 2. [...] Formål og personkreds 1. Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder skal medvirke til, at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre den pågældende uafhængig af andres bistand i dagligdagen. Tildeling af et hjælpemiddel eller forbrugsgode skal samtidig sikre, at borgere med varigt nedsat funktionsevne, der ønsker det, får mulighed for at få eller bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet. Personkredsen omfatter borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af medfødt eller senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader, der gør et hjælpemiddel nødvendigt. Der skal være tale om en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser er af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Det indebærer, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Normalt vil lidelsen være en belastning for borgeren resten af livet. For en nærmere gennemgang af begrebet»nedsat funktionsevne«henvises til vejledning om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven. Vedrørende muligheden for at bevilge hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til borgere med midlertidige funktionsnedsættelser henvises til punkt 10 ff. Økonomiske forhold 2. Bevilling af et hjælpemiddel eller et forbrugsgode er uafhængig af borgerens økonomi og forsørgelsesgrundlag. Ydelsen af hjælpemidlet/forbrugsgodet er skattefri.
Afgørelseskompetence 3. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder. Hjælpemiddelbekendtgørelsen Anskaffelse inden bevilling 2. Der kan normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet. 18. Der kan normalt ikke ydes støtte til forbrugsgoder, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet. 4. Der kan efter hjælpemiddelbekendtgørelsens 2 og 18 normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder, som borgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet. Det er et almindeligt princip i den sociale lovgivning, at ansøgning skal indgives, og bevilling modtages, inden en social ydelse, herunder et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, anskaffes. Der kan dog være enkelte tilfælde, hvor behovet for anskaffelse af det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode må anses for uopsætteligt. I sådanne tilfælde vil der efter en konkret vurdering kunne ydes støtte, selvom anskaffelse sker, inden bevilling er givet. Der kan ved denne vurdering lægges vægt på hjælpemidlets eller forbrugsgodets art og funktion samt størrelsen af udgiften ved anskaffelsen. Anskaffer borgeren sig hjælpemidlet, efter borgeren har ansøgt om hjælp hertil, det være sig under sagens behandling i kommunen eller efterfølgende under en eventuel klagesag i Ankestyrelsen, bærer borgeren selv risikoen for helt eller delvist at afholde udgiften. Ankestyrelsens principafgørelse 15-13: Hvis en kommune har truffet afgørelse om afslag på bevilling af et hjælpemiddel, og ansøgeren klager over denne afgørelse, skal klageinstansen behandle denne klage, selvom ansøgeren selv har anskaffet sig hjælpemidlet efter kommunens afgørelse. Den ansøger, der vælger at anskaffe et hjælpemiddel, mens klagen behandles, bærer selv risikoen for selv at komme til helt eller delvist at afholde udgiften til hjælpemidlet. Bevilling efter anden lovgivning Serviceloven 115. Det er en forudsætning for støtte efter 112, 113, 113 b og 114, at hjælpemidlet, forbrugsgodet eller bilen ikke kan bevilges efter anden lovgivning. 5. Efter servicelovens 115 er det en forudsætning for bevilling af et hjælpemiddel eller forbrugsgode efter servicelovens 112, 113 og 113 b, at der ikke kan ske bevilling af disse efter anden lovgivning. 6. Hjælp kan ydes, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet Kriterier for bevilling 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv. Væsentlighed
7. Hjælpemidlet eller forbrugsgodet skal i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet. Vurderingen heraf er konkret og individuel, og spørgsmålet om, hvorvidt kravet om væsentlighed er opfyldt, fastlægges ud fra en samlet vurdering af hjælpemidlets eller forbrugsgodets betydning for at kunne afhjælpe borgerens funktionsnedsættelse. Der kan ved denne vurdering lægges vægt på bl.a. helbredsmæssige forhold, sociale forhold, og herunder familiemæssige forhold, f.eks. børn i familien, hjælpemidlets betydning for muligheden for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation, og om der evt. kan findes andre måder at kompensere for funktionsnedsættelsen på. Det afgørende er, at behovet for hjælpemidlet eller forbrugsgodet sammenholdt med den konstaterede funktionsnedsættelse er af tilstrækkeligt omfang til, at der reelt bliver tale om en væsentlig afhjælpning af de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse i hjemmet. Ankestyrelsens principafgørelse 77-15: Ankestyrelsen vurderede, at en epilepsialarm i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af barnets nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette hans daglige tilværelse i hjemmet. Ankestyrelsen lagde ved væsentlighedsvurderingen særligt vægt på karakteren og farligheden af barnets epileptiske anfald. Den daglige tilværelse i hjemmet 8. Ved vurderingen af kravet om, at hjælpemidlet eller forbrugsgodet kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, kan der bl.a. lægges vægt på hjælpemidlets eller forbrugsgodets funktion og vigtighed i forbindelse med borgerens ophold i hjemmet. Der kan f.eks. lægges vægt på betydningen for den pågældendes mulighed for så vidt muligt at klare sig uden hjælp fra andre. Der kan desuden lægges vægt på betydningen for, at borgeren fortsat har mulighed for at klare sig og forblive i eget hjem. Herudover kan der lægges vægt på hjælpemidlets eller forbrugsgodets funktion for andre, der hjælper borgeren til dagligt i hjemmet. Der kan f.eks. være tale om en lift eller en særlig seng, som en plejer eller et familiemedlem bruger ved pleje af den pågældende. De sociale forhold, herunder om borgeren har ægtefælle og børn, skal tages i betragtning ved vurderingen af behovet for et hjælpemiddel eller forbrugsgode. Det forventes således som udgangspunkt, at f.eks. ægtefælle eller børn medvirker ved udførelse af praktiske opgaver i hjemmet. Det offentlige kan dog ikke pålægge børn af borgere med nedsat funktionsevne mere arbejde i hjemmet end andre børn på samme alder udfører, ligesom det offentlige ikke kan pålægge en evt. ægtefælle arbejde i hjemmet udover, hvad der er normalt og ligger inden for rimelighedens grænser. Udøvelse af erhverv 9. Der skal ved vurderingen lægges vægt på, om hjælpemidlet eller forbrugsgodet er nødvendigt for, at borgeren kan være i erhverv. Hjælpemidlet eller forbrugsgodet skal således være en forudsætning for, at borgeren overhovedet kan være i erhverv og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Se andetsteds i denne vejledning nærmere om afgrænsningen mellem hjælpemidler efter serviceloven og hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Hjælpemidler og forbrugsgoder til borgere med midlertidig funktionsnedsættelse Serviceloven 113 b. Kommunalbestyrelsen kan yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte i 112, stk. 1, eller 113, stk. 1, i øvrigt er opfyldt. Støtten ydes i alle tilfælde som naturalhjælp uden egenbetaling for borgeren. Stk. 2. Der kan alene ydes støtte efter stk. 1 til det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode én gang inden for samme tidsbegrænsede periode.
10. Kommunalbestyrelsen kan efter servicelovens 113 b, stk. 1, beslutte at yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til borgere med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i øvrigt er opfyldt, jf. punkt 7-9. Støtten ydes i alle tilfælde som naturalhjælp uden egenbetaling for borgeren, uanset om der søges om støtte til et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Bestemmelsen finder anvendelse på alle typer af hjælpemidler, det vil sige såvel engangshjælpemidler som genbrugshjælpemidler. Da hjælpen ydes som naturalhjælp, finder fritvalgsordningen på hjælpemiddelområdet ikke anvendelse. Da støtten til forbrugsgoder efter servicelovens 113 b ydes som naturalhjælp uden egenbetaling for borgeren, finder de i øvrigt gældende regler om udmåling af støtte til forbrugsgoder ikke anvendelse. Det betyder f.eks., at borgeren ikke skal betale 50 pct. af prisen på et standardprodukt af den pågældende art, ligesom det ikke er et krav, at udgiften udgør mindst 500 kr., før der kan ydes hjælp. Dog kan der ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Reglerne om udmåling af støtte til forbrugsgoder er omtalt i kapitel 7 i denne vejledning. 11. Efter servicelovens 113 b, stk. 2, kan der alene ydes støtte til det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode én gang inden for samme tidsbegrænsede periode. Hvis der er tale om to eller flere indbyrdes adskilte perioder, vil der kunne ydes støtte én gang i hver periode. Der er derimod intet til hinder for at yde støtte til flere forskellige hjælpemidler og forbrugsgoder én gang inden for samme periode. At der har været ydet midlertidig støtte efter servicelovens 113 b ud fra en vurdering af, at borgerens funktionsnedsættelse er midlertidig, er ikke til hinder for, at der efterfølgende kan ydes støtte efter bestemmelserne i 112 eller 113 om hjælpemidler eller forbrugsgoder til borgere med varige behov, hvis funktionsnedsættelsen senere viser sig at være varig. Hvis borgerens funktionsnedsættelse allerede fra begyndelsen af forløbet kan anses som varig, skal der ydes støtte efter servicelovens 112 eller 113 om hjælpemidler eller forbrugsgoder til borgere med varige behov. 12. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om midlertidig støtte ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne herom i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. 13. Servicelovens 113 b vil f.eks. kunne finde anvendelse for en borger i et rehabiliteringsforløb, som kommunalbestyrelsen låner en el-scooter i en tidsbegrænset periode på f.eks. to måneder med henblik på, at borgeren kan fastholde kontakten til arbejdsmarked, uddannelse eller sociale relationer. Derimod vil bestemmelsen ikke kunne finde anvendelse, hvis en borger er i et behandlingsforløb på grund af et brækket ben og midlertidigt har behov for at benytte kørestol eller krykker. Her vil kørestolen eller krykkerne skulle udleveres af sygehusvæsenet. Særligt om administration Finansiering 14. Kommunalbestyrelsen afholder, jf. servicelovens 173, endeligt udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder. Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til rådgivning, tilsyn og administration samt udgifter til lægeerklæringer, advokatbistand m.v., som påhviler kommunalbestyrelsen efter serviceloven. Opholdskommune og mellemkommunal refusion 15. Hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens 112, 113 og 113 b ydes som udgangspunkt af borgerens opholdskommune.
Der henvises til kapitel 3 i retssikkerhedsloven samt til retssikkerhedsvejledningen vedrørende spørgsmålet om handlekommune/opholdskommune og mellemkommunal refusion ved midlertidigt ophold i en anden kommune. Vedrørende praksis for reglerne om hjælpemidler for midlertidigt ophold uden for opholdskommunen henvises ligeledes til retssikkerhedsvejledningen. Hvilken kommune betaler ved flytning 16. Ved flytning til en anden kommune medtages bevilgede hjælpemidler, som der fortsat er behov for. Dette gælder også hjælpemidler ydet som udlån. Der sker ikke et videresalg til tilflytningskommunen, men kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen underrettes om bevillingen af hjælpemidler og forbrugsgoder. Kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen er forpligtet til at føre tilsyn og afholde udgifter i forbindelse med eventuelle reparationer. Ved flytning til en ny kommune påhviler det kommunalbestyrelsen i fraflytningskommunen at give kommunalbestyrelsen i den oprindelige kommune underretning. Hvis et hjælpemiddel er ydet som udlån, skal det tilbageleveres til den oprindelige kommune uden omkostninger for borgeren eller for kommunalbestyrelsen i den oprindelige kommune (f.eks. fragtomkostninger). Det vil sige, at kommunalbestyrelsen i borgerens nye opholdskommune betaler udgifterne ved tilbageleveringen. Kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen har ret til refusion af udgifter, herunder reparationsudgifter vedrørende hjælpemidler fra den tidligere kommune, når en borger er flyttet til kommunen på grund af det fri valg af ældrebolig efter almenboliglovens 58 a, jf. retssikkerhedslovens 9 c, stk. 4, nr. 2. Befordringsgodtgørelse Hjælpemiddelbekendtgørelsen 24. Kommunalbestyrelsen yder befordringsgodtgørelse i forbindelse med ansøgning og ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder, når den samlede udgift med det billigste, forsvarlige befordringsmiddel overstiger 60 kr., dog 25 kr. for personer der modtager sociale pensioner. Stk. 2. Der kan ydes time- og dagpenge og hoteldispositionsbeløb efter laveste sats i Finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om time- og dagpenge mv., når der er tale om en rejse, der nødvendiggør overnatning uden for hjemmet. Stk. 3. Der kan ydes befordringsgodtgørelse efter stk. 1 og 2 til rejseledsager, når ledsagelse er absolut påkrævet på grund af ansøgerens helbredstilstand eller alder. Stk. 4. For personer, der vælger at benytte adgangen til frit leverandørvalg, jf. 6, stk. 1, er kommunalbestyrelsen højst forpligtet til at yde befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til det sted, hvor udleveringen af hjælpemidlet efter kommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted. Befordringsudgifter herudover betales af ansøgeren. 17. Efter hjælpemiddelbekendtgørelsens 24 ydes der godtgørelse af udgifter til befordring i forbindelse med ansøgning og ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder. Befordringsgodtgørelsen ydes af kommunalbestyrelsen. Hvis befordringen sker med henblik på afprøvning som led i sagens behandling, f.eks. på Kennedy Centeret, ydes der befordringsgodtgørelse, selv om afprøvningen i den konkrete ansøgningssituation ikke fører til bevilling af et hjælpemiddel. Desuden må befordringsudgifterne til det antal afprøvninger, som må anses for nødvendige for at få det rette hjælpemiddel, anses som en samlet udgift. Ankestyrelsens principafgørelse C-32-08: Ankestyrelsen fastslog, at befordringsudgifterne til det antal afprøvninger, der måtte anses for at være nødvendige for at kunne få det rette hjælpemiddel, måtte betragtes som en samlet udgift. Det var således ikke udgiften til hver afprøvning, der skulle overstige beløbet nævnt i
bekendtgørelsens dagældende 25, stk. 1. I tilfælde, hvor borgeren udnytter adgangen til frit leverandørvalg for hjælpemidler, jf. bekendtgørelsens 6, stk. 1, er der efter 24, stk. 4, kun ret til befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til det sted, hvor udleveringen efter kommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted. Kapitel 2 Rådgivning og vejledning Generelt 18. Kommunalbestyrelsen har i forbindelse med sagsbehandlingen en forpligtelse til at yde rådgivning og vejledning til borgeren om muligheden for at få bevilget et hjælpemiddel eller forbrugsgode eller om evt. muligheder for anden hjælp i stedet for eller som supplement til et hjælpemiddel eller forbrugsgode. For en nærmere gennemgang af kommunalbestyrelsens generelle rådgivnings- og vejledningsforpligtelse henvises til vejledning om formål og generelle bestemmelser i serviceloven. Serviceloven Særlig rådgivningsforpligtelse med hensyn til hjælpemidler og forbrugsgoder 10. [ ] Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf. Opgaven kan varetages i samarbejde med andre kommuner. 19. Som supplement til den generelle rådgivningsforpligtelse har kommunalbestyrelsen efter servicelovens 10, stk. 4, pligt til at tilrettelægge en særlig rådgivningsindsats i forbindelse med valg af hjælpemidler og forbrugsgoder. Kommunalbestyrelsen har yderligere en forpligtelse til at instruere i brugen af hjælpemidlet/forbrugsgodet. Opgaven kan varetages i samarbejde med andre kommuner. Serviceloven 5. [ ] Stk. 3. Regionsrådet skal efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Det fremgår af servicelovens 5, stk. 3, at regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Dette indebærer, at regionerne kan videreføre driften af de tidligere amtskommunale hjælpemiddelcentraler. Kommunalbestyrelserne kan også vælge selv at drive hjælpemiddelcentralerne. Det er bl.a. hjælpemiddelcentralernes opgave at orientere kommunerne om tekniske hjælpemidler og udøve vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler. Kommunens sagsbehandlere samt den enkelte borger kan kontakte hjælpemiddelcentralen med henblik på rådgivning, oversigt over produktsortiment eller afprøvning af et egnet produkt. Endvidere indgår Socialstyrelsen som et led i kommunernes rådgivningsforpligtelse. Socialstyrelsen koordinerer og deltager i forsknings- og informationsvirksomhed for derigennem at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Socialstyrelsen evaluerer hjælpemidlers anvendelsesområde og funktionalitet. Socialstyrelsen har et samlet overblik over udvalget af hjælpemidler på markedet. Socialstyrelsen har en hjemmeside og udgiver tidsskrifter og nyhedsbreve med aktuelle oplysninger om hjælpemidler og deres anvendelse, og der udvikles metoder, redskaber og tilbydes faglige netværk for fagpersoner. Desuden henvises til hjælpemiddelbasen på Socialstyrelsens hjemmeside, hvor der er oprettet en søgefunktion, med oplysninger om hjælpemidler.
I forbindelse med rådgivning og vejledning påhviler det kommunalbestyrelsen at informere borgeren om, hvor vedkommende kan henvende sig for at få hjælp. Det påhviler endvidere kommunalbestyrelsen løbende at følge de enkelte sager for at sikre sig at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Finansiering af rådgivning 20. Udgifterne til rådgivning afholdes af kommunalbestyrelsen, jf. servicelovens 173. Kapitel 3 Sagsbehandlingen Vurdering af behovet 21. Afgørelsen af, om der er behov for et hjælpemiddel eller forbrugsgode, træffes på grundlag af en samlet vurdering af borgerens situation i forhold til de indhentede oplysninger, jf. også 5 i retssikkerhedsloven om helhedsvurdering. Det er vigtigt, at sagsbehandlingen forud for afgørelsen sker i et tæt samarbejde mellem borger og sagsbehandler. Det er borgeren, som bedst kan formulere sine behov. Gennem rådgivning kan han eller hun således medvirke til at udrede, hvilket hjælpemiddel eller forbrugsgode og af hvilken kvalitet der er behov for. Det skal bemærkes, at udgangspunktet er, at der ydes hjælp til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel efter 3 i hjælpemiddelbekendtgørelsen, jf. vejledningens kapitel 4 om, hvad ydelsen dækker. I forbindelse med behandlingen af en ansøgning om et hjælpemiddel eller forbrugsgode bør et ønske fra borgeren om at klare sig selvstændigt tilgodeses. Det bør endvidere indgå i overvejelserne, om det er hensigtsmæssigt at yde personlig støtte, f.eks. til personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens kapitel 16, i stedet for eller som supplement til et hjælpemiddel. For en del hjælpemidler vil afgørelse om berettigelse straks kunne træffes på grundlag af en ansøgning og de helbredsmæssige oplysninger. Dette gælder f.eks. diabeteshjælpemidler og stomiartikler. Ofte kan der være behov for at tilvejebringe en bred beskrivelse af, på hvilken måde og i hvilket omfang funktionsevnen er nedsat, hvordan borgeren i øvrigt klarer sin dagligdag, og hvordan den pågældende selv ønsker at indrette sin tilværelse med mulighed for at leve et så almindeligt og selvstændigt liv som muligt. Mange aspekter kan indgå i denne beskrivelse: Sociale forhold, f.eks. familiemæssige forhold, herunder eventuelle børn, og deltagelse i fritidsaktiviteter. Boligforhold, f.eks. boligens indretning og forholdene omkring boligen. Erhvervsmæssige forhold, f.eks. erhvervets art, eller om borgeren deltager i skole eller dag- og klubtilbud. Helbredsmæssige forhold, f.eks. borgerens nedsatte funktionsevne, særlige hensyn at tage i sygdomsbilledet, anden nedsat funktionsevne eller anden lidelse, og skal hjælpemidlet eller forbrugsgodet kombineres med behandling. Det bør heri særligt indgå, om lidelsen kan betragtes som progredierende (fremadskridende). Øvrige forhold, f.eks. om hjælpemidlet eller forbrugsgodet skal kombineres med anden støtte, herunder f.eks. personlig og praktisk hjælp efter 83 i serviceloven. Særlige hensyn til enkelte handicapgrupper Børn med funktionsnedsættelse 22. Der kan gøre sig særlige hensyn gældende for enkelte handicapgruppers vedkommende. For eksempel må der ved vurdering af behov for hjælpemidler til børn lægges vægt på, at barnet i videst muligt omfang og med størst mulig selvstændighed kan udføre aktiviteter som andre børn. Det er vigtigt at sætte tidligt ind med hjælpemidler.
Tildeling af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens 112 og 113 kan eventuelt kombineres med hjælp efter servicelovens 41 om merudgiftsydelse. Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, f.eks. til et barn, som ikke har andre legemuligheder, ydes efter 41. Hvis et hjælpemiddel til et barn alene skal bruges i forbindelse med undervisning, er det skolen, som skal sørge for anskaffelsen. Dette gælder også, hvis hjælpemidlet skal bruges i hjemmet til f.eks. lektielæsning. Der henvises til omtalen af grundskolen andetsteds i denne vejledning. I andre situationer end ovenfor nævnt skal hjælpemidlet eller forbrugsgodet vurderes efter servicelovens 112 eller 113. Om afgrænsning til anden lovgivning henvises til kapitel 9. Borgere med udviklingshæmning 23. For så vidt angår borgere med udviklingshæmning skal man være særlig omhyggelig med at bedømme hjælpemiddelbehovet. Denne gruppe borgere kan have en mere enkel og mere konkret forståelse af virkeligheden. Over halvdelen af borgerne med udviklingshæmning er multihandicappede, dvs. at udviklingshæmningen kan være kombineret med syns-, høre- eller bevægelseshandicap. Drejer det sig om børn med udviklingshæmning, bør forældrene så vidt muligt inddrages i bedømmelsen af behovet for hjælpemidler. Drejer det sig om voksne med udviklingshæmning, kan forældre, andre pårørende eller andre relevante personer inddrages i vurderingen af hjælpemiddelbehovet. Borgere med progredierende (fremadskridende) lidelser 24. Ved progredierende sygdomme som f.eks. leddegigt, Parkinson Plus-sygdommene, muskelsvind, multibel sclerose og Spielmeyer-Vogt vil der ofte være behov for en række hjælpeforanstaltninger. Det er i den forbindelse vigtigt, at der ikke alene ses på det aktuelle behov, men også tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling. Beboere i botilbud m.v. 25. Vedrørende hjælpemidler, der er til fælles brug for beboere i et botilbud for voksne samt i en daginstitution, klub eller døgninstitution for børn og unge, henvises der til hjælpemiddelbekendtgørelsens 8 og omtalen andetsteds i denne vejledning af hjælpemidler i botilbud, daginstitutioner, klubber og døgninstitutioner. Oplysninger til bedømmelse af ansøgningen 26. Kommunalbestyrelsen skal indhente samtlige relevante oplysninger, herunder nødvendige helbredsoplysninger, for at få sagen om ansøgningen om et hjælpemiddel eller forbrugsgode oplyst. Det er kommunalbestyrelsen, der afgør, hvilke oplysninger der er nødvendige, for at der kan træffes afgørelse, når en borger ansøger om et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Der henvises i øvrigt til retssikkerhedslovens 10 og retssikkerhedsvejledningen. Det kan f.eks. dreje sig om oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold, såsom lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter af disse. Kommunalbestyrelsen skal kun indhente oplysninger om borgeren, der er relevante for sagen. Det er således kun de oplysninger, der er relevante i forhold til vurdering af borgerens behov for et hjælpemiddel eller forbrugsgode, der skal indhentes. Ved sagsbehandlingen kan det i en række tilfælde være nødvendigt at indhente relevant ekspertviden, der kan supplere eller udrede de objektive dele af behovet for et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Der kan således være behov for at anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling. Lægelige undersøgelser eller indlæggelser bør kun anvendes, hvis andre mindre indgribende metoder til oplysning ikke er tilstrækkelige. Det kan desuden være relevant at dokumentere oplysninger, der forstærker og underbygger
en tidligere foretaget vurdering. Det kan også være relevant at indhente vejledende oplysninger om mulige hjælpemidler til bestemte lidelser. Der henvises til retssikkerhedslovens 11 og 11 b om borgerens medvirken, til retssikkerhedsvejledningen samt afsnittet nedenfor om borgerens medvirken. De indhentede lægelige oplysninger kan f.eks. indeholde en beskrivelse af konsekvenserne af eller prognoserne for en sygdom, en fysioterapeutisk vurdering af funktionsevnen, en ergoterapeutisk vurdering af borgerens evne til at gennemføre enkeltaktiviteter. Endvidere kan der være behov for at indhente relevant ekspertviden, som de frivillige organisationer og videnscentre på handicapområdet har, f.eks. om hvor der findes viden og erfaring om liv og tilværelse med den pågældende type funktionsnedsættelse. Det kan f.eks. også være, hvilket hjælpemiddel eller forbrugsgode der er bedst egnet. I sager, hvor borgerens tilstand er stationær, bør der normalt ikke indhentes fornyede oplysninger om helbredsforhold. I oplysningsarbejdet kan andre forvaltningsgrene, der kender borgerens forhold, desuden inddrages. Der henvises til omtalen i retssikkerhedsvejledningen af muligheden for at indhente rent private oplysninger. I tilfælde, hvor en helbredsattest skønnes nødvendig, afholdes udgiften af kommunalbestyrelsen. Om indhentelse af helbredsoplysninger og/eller helbredsattester henvises til aftale mellem KL og Den almindelige danske Lægeforening. Aftalen findes på KL s hjemmeside www.kl.dk. Forenklet sagsbehandlingsprocedure i enkle og entydige sager Serviceloven 113 a. Kommunalbestyrelsen kan i enkle og entydige sager om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder beslutte at træffe afgørelse alene på baggrund af den modtagne ansøgning. I disse tilfælde skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der er nødvendige for afgørelsen, og en erklæring på tro og love om rigtigheden af disse oplysninger eller anden relevant dokumentation herfor. 27. Efter servicelovens 113 a kan kommunalbestyrelsen i enkle og entydige sager om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder beslutte at træffe afgørelse alene på baggrund af den modtagne ansøgning. I disse tilfælde skal ansøgningen indeholde de for afgørelsen nødvendige oplysninger og en erklæring på tro og love om rigtigheden af disse oplysninger eller anden relevant dokumentation herfor. Det er fortsat kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at de nødvendige oplysninger foreligger. Bestemmelsen giver således kommunalbestyrelsen mulighed for at vælge at sagsbehandle og visitere i enkle, entydige sager alene på baggrund af en ansøgning (det være sig digital, telefonisk eller personlig) fra en borger om hjælpemidler eller forbrugsgoder. Der skal dog herved gøres opmærksom på, at for ansøgninger om hjælpemidler er der krav om obligatorisk digital selvbetjening, jf. servicelovens 112 a. Den forenklede sagsbehandlingsprocedure gælder ved førstegangsansøgninger, men derimod ikke i sager om genbevilling. 28. Ved enkle og entydige sager forstås sager, hvor borgerens funktionsnedsættelse er åbenbar, og hjælpebehovet er relativt entydigt. Som et eksempel på sådanne sager kan nævnes en borger med et synshandicap, der søger om en mobilitystok eller en borger med nedsat gangfunktion, der søger om en rollator. Den forenklede sagsbehandlingsprocedure er en mulighed for kommunalbestyrelsen, som den frit kan vælge, om den vil gøre brug af eller ej. I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vælger ikke at anvende proceduren, finder de generelt gældende sagsbehandlingsregler fortsat anvendelse, herunder retssikkerhedslovens regler om sagsbehandling. Kommunalbestyrelsens afgørelse om støtte til et hjælpemiddel eller forbrugsgode kan påklages til
Ankestyrelsen, uanset om kommunalbestyrelsen har valgt at benytte den forenklede sagsbehandlingsprocedure eller ej. Hvis kommunalbestyrelsen vælger at anvende den forenklede sagsbehandlingsprocedure, betyder det, at sagen alene behandles ud fra de oplysninger, der er i ansøgningen. Borgerens ansøgning vil derfor som led i sagsoplysningen skulle indeholde de for afgørelsen nødvendige oplysninger og en tro og love-erklæring i forhold til rigtigheden af de indberettede oplysninger. Alternativt til en tro og love-erklæring kan borgeren ved ansøgningen vedlægge anden relevant dokumentation f.eks. i form af lægelige oplysninger, som kan indgå i en efterprøvning eller stikprøvekontrol af sagerne og indgå f.eks. ved revisionen. 29. Den forenklede sagsbehandlingsprocedure berører ikke de betingelser, som skal være opfyldt for at yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder, herunder f.eks. betingelsen om varig funktionsnedsættelse og væsentlighedskriteriet. Udmålingen af støtte berører heller ikke f.eks. reglen om støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Hvis en borger har gjort brug af kommunens digitale løsning til forenklet sagsbehandling ved ansøgninger om hjælpemidler og forbrugsgoder, skal borgeren være opmærksom på selv at kontakte kommunalbestyrelsen særskilt med anmodning om øvrig støtte, idet en digital løsning ikke nødvendigvis indebærer, at en sagsbehandler har forholdt sig til, om ansøgningen giver anledning til iværksættelse af andre indsatser efter serviceloven. Men hvis kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at borgeren på grund af et udækket hjælpebehov kunne have behov for øvrig hjælp, har kommunalbestyrelsen pligt til at foretage den fornødne sagsbehandling i denne anledning. Kommunalbestyrelsens beslutning om at gøre brug af den forenklede sagsbehandlingsprocedure er et processuelt skridt og kan dermed ikke påklages til Ankestyrelsen. Kapitel 4 Hjælpemidler Hvad dækker ydelsen Hjælpemiddelbekendtgørelsen 3. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Hjælpen kan ydes som udlån, kontantydelse eller udleveres som naturalhjælp. 30. I forbindelse med kommunalbestyrelsens sagsbehandling må det afklares, hvilke manglende funktioner hjælpemidlet skal afhjælpe, og hvilke muligheder der findes for at afhjælpe den nedsatte funktionsevne under hensyn til borgerens situation. Formålet med hjælpen bør være, at den enkelte kan leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation. Der skal ydes det bedst egnede og billigste hjælpemiddel ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. Ved denne vurdering kan der bl.a. indgå oplysninger om borgerens behov og helbredsmæssige tilstand. Desuden indgår oplysninger om hjælpemidlets kvalitet, driftssikkerhed, betjeningsmulighed, driftsudgifter, holdbarhed, krav til service, garanti, service- og reparationsmuligheder. Hjælpemidlet kan være til borgerens eget brug, f.eks. protese, stok, kørestol, eller til brug for andre, der hjælper borgeren i dagligdagen, f.eks. en personløfter. Borgerens medvirken
31. Hvor der er tale om ydelse af hjælpemidler, der skal tilpasses den enkelte, skal borgeren så vidt muligt have mulighed for selv at prøve og vurdere hjælpemidlet, evt. forskellige typer, inden han eller hun træffer beslutning om, hvilket hjælpemiddel der konkret opfylder hans eller hendes behov. Det er vigtigt, at borgeren får god instruktion under afprøvningen, og at han eller hun får god tid, således at den pågældende kan blive fortrolig med hjælpemidlet. I særlige tilfælde kan det anbefales, at borgeren får hjælpemidlet på prøve for gennem en passende periode at opleve funktionen i dagligdagen. Instruktionen skal også omfatte oplysninger om eventuelle sikkerhedsforskrifter og vedligeholdelse. Ligeledes må instruktionen tilrettelægges efter den enkelte hjælpemiddelbruger og hjælpemidlets art. Kun på denne måde opnås den optimale nytte af hjælpemidlet. Foreligger der en psykisk nedsat funktionsevne, må man være indstillet på, at afprøvning og træning i brug af hjælpemidler kan strække sig over lang tid og helst skal foregå i de omgivelser, hvor hjælpemidlet senere skal anvendes. Når der er bevilget et hjælpemiddel, er det ofte vigtigt at følge sagen op, f.eks. for at se om der er valgt det rigtige hjælpemiddel, om yderligere instruktion eller tilretning er nødvendig, om der er ændringer i borgerens funktionsevne, som gør hjælpemidlet mindre egnet. Der kan også være sket en udvikling på hjælpemiddelmarkedet, som giver mulighed for at få et hjælpemiddel, der er væsentlig bedre egnet. Der henvises i øvrigt til kommunalbestyrelsens særlige rådgivningsforpligtelse ved valg af hjælpemiddel, som er omtalt andetsteds i denne vejledning. Ydelsesform 32. Hjælpen kan ydes som udlån, kontantydelse eller udleveres som naturalhjælp. Naturalhjælp ydes især ved bevilling af hjælp til borgere, der løbende har behov for hjælpemidler, f.eks. ved inkontinens. Ved naturalhjælp må kommunens hjælpemiddeldepoter være så varieret, at den enkelte borger får dækket sit særlige behov. En del hjælpemidler, der ydes som naturalhjælp, betragtes som udlån. Det vil især dreje sig om standardiserede hjælpemidler, der ikke har et særligt personligt præg. Det kan f.eks. dreje sig om særlige senge, lifte til løft m.v. Hjælpen kan endvidere ydes som en kontantydelse. Dette vil bl.a. være tilfældet, hvor borgeren benytter sig af adgangen til frit valg og selv vælger en leverandør og vælger at få pengene helt eller delvist refunderet til selv at anskaffe et hjælpemiddel. Hjælpemiddelbekendtgørelsen Reparation og udskiftning m.v. 4. Hjælp til reparation og udskiftning af bevilgede hjælpemidler samt reservehjælpemidler ydes efter behov. Hvis ansøgeren fortsat har behov for det pågældende hjælpemiddel, og ansøgerens funktionsnedsættelse i al væsentlighed er uændret siden kommunalbestyrelsens seneste afgørelse, og ansøgeren afgiver en erklæring herom på tro og love, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om udskiftning af bevilgede hjælpemidler uden at indhente yderligere oplysninger. Kommunalbestyrelsen kan desuden træffe afgørelse om reparation af et hjælpemiddel på baggrund af en erklæring på tro og love fra ansøgeren om behovet for reparation. Kommunalbestyrelsen kan i sammenhæng hermed opstille faste kriterier for reparation af visse hjælpemidler, f.eks. kriterier for prisen på reparation, hvor reparation skal foretages, og hvor længe efter modtagelsen af hjælpemidlet reparation kan ske. Stk. 2. [ ] Stk. 3. Der ydes ikke hjælp til udgifter, som følger af brug af hjælpemidlet, f.eks. til drift, rengøring eller
vedligeholdelse, jf. dog stk. 4-6. Stk. 4. Der ydes hjælp til batterier til brug for hjælpemidler bevilliget efter 112 i lov om social service, som ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren. Stk. 5. Der ydes hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning. Ansøgeren betaler selv udgifterne til den første årlige udskiftning. Stk. 6. Hjælp til førerhunde omfatter tillige et årligt beløb til dækning af løbende nødvendige udgifter til førerhunden. 33. Hjælpemidler udskiftes, når der er behov for det. Der kan ikke opstilles generelle retningslinjer for, hvor længe et hjælpemiddel skal holde. Der skal derfor altid foretages en individuel bedømmelse af ansøgninger om udskiftning. I vejledningens kapitel 10 om de enkelte typer af hjælpemidler er der under de enkelte hjælpemidler nævnt vejledende udskiftningsintervaller. Dette indebærer ikke, at hjælpemidlet skal udskiftes på dette tidspunkt, eller at behov for hyppigere udskiftning ikke kan forekomme. Individuel brug, legemlige forandringer og slitage kan selv efter kort tid gøre det umuligt at anvende hjælpemidlet. Et hjælpemiddel kan blive uanvendeligt af andre årsager eller gå tabt, f.eks. ved tyveri eller brand. I sidstnævnte situationer bør borgeren forsynes med et erstatningshjælpemiddel uden unødig forsinkelse. Herudover kan borgerens behov, f.eks. ved progredierende lidelser, have ændret sig. Udskiftning af et hjælpemiddel kan også blive aktuel, hvis der er kommet et hjælpemiddel på markedet, der er væsentligt bedre egnet for borgeren, eller som i væsentlig grad bedre kan afhjælpe den nedsatte funktionsevne. Efter hjælpemiddelbekendtgørelsens 4, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor borgerens funktionsnedsættelse i al væsentlighed er uændret siden seneste afgørelse om bevilling af et hjælpemiddel, og borgeren afgiver en tro- og loveerklæring herom, træffe afgørelse om udskiftning af hjælpemidlet uden at indhente yderligere oplysninger. Bestemmelsen indebærer dermed obligatorisk brug af tro og love-erklæringer ved udskiftning af hjælpemidler i de tilfælde, hvor borgerens funktionsnedsættelse i al væsentlighed er uændret. Hvis der er sket ændringer i borgerens funktionsnedsættelse, kan fremgangsmåden med tro og love-erklæring imidlertid ikke anvendes. I disse tilfælde skal sagen oplyses efter de almindeligt gældende regler herom. Reservehjælpemidler 34. Normalt vil der ikke være behov for reservehjælpemidler. Ved hjælpemidler som kompressionsstrømpe, brystprotese, støttekorset, fodtøj og andre kropsbårne hjælpemidler kan der dog af hygiejniske hensyn være behov for et reservehjælpemiddel. Hvis et hjælpemiddel f.eks. er ydet til brug i hjemmet, kan der efter en konkret vurdering af behovet ydes reservehjælpemidler, når det pågældende hjælpemiddel er meget vanskeligt at medbringe uden for hjemmet. Dette er især aktuelt, hvor børn er optaget i dagtilbud, skole eller lignende, som ikke er forpligtet til at stille hjælpemidlet til rådighed, eller hvor en voksen borger er optaget på et dagcenter, beskyttet værksted, skole eller lignende, som ikke er forpligtet til at stille hjælpemidlet til rådighed i arbejds- eller skolesituationen. Se andetsteds i denne vejledning om afgrænsning til anden lovgivning. Reparation 35. Der ydes hjælp til nødvendige reparationer af hjælpemidler. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på købelovens reklamationsregler (den toårige reklamationsfrist eller eventuel løfte/aftale om garanti eller fri service. Kommunalbestyrelsen må sikre sig, at hjælpemidler repareres på forsvarlig måde, og at borgeren lider mindst muligt afsavn. Under reparationen udlånes eventuelt et andet egnet hjælpemiddel.
Efter hjælpemiddelbekendtgørelsens 4, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om reparation af et hjælpemiddel på baggrund af en tro og love-erklæring fra borgeren om behovet for reparation. Det er valgfrit for kommunalbestyrelsen, om den vil gøre brug af denne mulighed. Hvis kommunalbestyrelsen vælger at gøre brug af fremgangsmåden med tro og love-erklæringer i sager om reparation af hjælpemidler, kan der i sammenhæng hermed opstilles faste kriterier for reparation af visse hjælpemidler. Det kan f.eks. dreje sig om kriterier for prisen på reparationen, eller hvor reparationen skal foretages. Det kan også dreje sig om at opstille en tidsgrænse for, hvor længe efter modtagelsen af hjælpemidlet reparation kan ske. Drift 36. Der ydes, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens 4, stk. 3, normalt ikke hjælp til dækning af udgifter, der følger af brug af hjælpemidlet, f.eks. til drift (alm. batterier, opladning af elektriske hjælpemidler), rengøringsmidler og almindelig vedligeholdelse. Borgeren må allerede inden eller ved bevilling af et hjælpemiddel orienteres om, at der påløber udgifter og om disses forventede størrelse. Eventuelt kan det overvejes, om der kan ydes tilskud til udgifterne efter merudgiftsreglerne i servicelovens 41 eller 100, eller som et personligt tillæg efter pensionslovgivningen. Der kan dog ydes hjælp til enkelte driftsudgifter. F.eks. yder kommunalbestyrelsen efter bekendtgørelsens 4, stk. 4, hjælp til batterier til brug for hjælpemidler bevilget efter servicelovens 112, som ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af borgeren. Der ydes således hjælp til batterier, akkumulatorer eller lignende, som ikke uden videre kan anskaffes i dagligvareforretninger, og hvor selve installationen kræver en ekspertise, viden eller omhu, som det ikke nødvendigvis kan forventes, at borgeren er i besiddelse af. Batterier til formål som f.eks. alarmer og lygter, der kan købes i almindelige dagligvareforretninger, kiosker m.v., og som det ikke kræver særlig viden eller omhu at udskifte, falder således uden for ydelsesområdet for hjælp. Ankestyrelsens principafgørelse 63-14: Ankestyrelsen fastslog, at udgifter til elektroder til et elektronisk hjælpemiddel som en dropfodsstimulator skal dækkes af kommunen, da elektroderne er en nødvendig bestanddel af hjælpemidlets funktion. Batterier, som en dropfodsstimulator også anvender, er derimod en almindelig driftsudgift, som ikke skal dækkes af kommunen. Ankestyrelsens principafgørelse 10-16: En app er et hjælpemiddel, hvis app en er fremstillet med henblik på at kompensere for en nedsat funktionsevne. Hvis et abonnement er en forudsætning for at kunne anvende app en efter dens formål, skal kommunen afholde abonnementsudgifterne. Abonnementsudgifter til en hjælpemiddelapp og udgifter til fastnetabonnement til brug for et nødkald er derfor ikke driftsudgifter, da der ikke er tale om udgifter, som følger af brugen af hjælpemidlet. Desuden yder kommunalbestyrelsen, jf. bekendtgørelsens 4, stk. 5, hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning, mens borgeren selv betaler udgifterne til den første årlige udskiftning. En kørestolsbruger skal alene betale udgifterne til én årlig udskiftning af dæk og slanger, uanset antallet af kørestole, borgeren har. Ankestyrelsens principafgørelse C-61-01: En kørestolsbruger skal kun betale udgifterne til én årlig udskiftning af dæk og slanger, uanset antallet af kørestole. Der er således ikke grundlag for at pålægge kørestolsbrugere at betale for den første årlige udskiftning af dæk og slanger på hver kørestol, der er ydet som hjælpemiddel.
Hjælp til førerhunde omfatter, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens 4, stk. 6, tillige et årligt beløb til dækning af løbende nødvendige udgifter til førerhunden. Undtagelsesbestemmelsen om, at hjælp til førerhunde omfatter et årligt beløb til dækning af løbende nødvendige udgifter til førerhunden omhandler alene førerhunde. Der er ikke i bekendtgørelsen hjemmel til at dække løbende nødvendige merudgifter til en servicehund bevilget som et hjælpemiddel. Ankestyrelsens principafgørelser 58-09 og 93-15: En servicehund til en person med en psykisk funktionsnedsættelse kan være et hjælpemiddel. Der kan ikke stilles krav om, at borgeren skal holde hjælpemidlet særskilt forsikret. Borgeren er forpligtet til at passe på hjælpemidler som på sine egne ting. Beskadiges hjælpemidlet eller går hjælpemidlet til grunde, kan kommunalbestyrelsen, hvis borgeren eller skadevolderen har en familieforsikring, undersøge, om skaden kan dækkes. Borgeren er forpligtet til at medvirke hertil. Kommunalbestyrelsen vil ved hyppige skadesforløb kunne tage disse i betragtning ved vurderingen af, hvorledes hjælpemiddelbehovet kan løses, og hvilket hjælpemiddel der i den konkrete situation skal stilles til rådighed. Kapitel 5 Leverandørvalg - Hjælpemidler Generelt Serviceloven 112. [ ] Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunalbestyrelsens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne. Stk. 3. [ ] 37. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af en bestemt leverandør. Med leverandøraftaler sigtes der til aftaler, som regulerer en kommunes hjælpemiddelsortiment eller antal af leverandører. Bestemmelsen omfatter hjælpemiddelområdet generelt og ikke alene de situationer, hvor hjælpemidlet udleveres til borgeren direkte af leverandøren. Kommunalbestyrelsen skal ved indgåelse af leverandøraftaler inddrage repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne. Reglen om brugerrepræsentation har til formål at inddrage brugernes viden og erfaring om produkterne og den service, der bør knytte sig dertil. Brugerrepræsentanterne skal således sikres indflydelse på, hvilke krav kommunalbestyrelserne skal stille til indholdet i leverandøraftaler, herunder krav til kvalitet, forsyningssikkerhed, sortiment, forhandlernet m.v. Desuden vil brugerrepræsentanternes medvirken ved formulering af kravene i og forudsætningerne bag de indgåede aftaler være medvirkende til at tydeliggøre, hvad borgerne kan forvente af det offentlige system på hjælpemiddelområdet. Den enkelte kommunalbestyrelse tilrettelægger brugerindflydelsen i forbindelse med udarbejdelse af kravspecifikationerne. Det bør i den forbindelse sikres, at processen med udarbejdelse af aftalegrundlaget tilrettelægges på en sådan måde, at brugerrepræsentanterne får den nødvendige tid til at gøre deres indflydelse gældende.
Efter princippet om meroffentlighed i offentlighedsloven er der ikke noget til hinder for, at brugerrepræsentanterne gennem aktindsigt får mulighed for at se de indkomne tilbud. Det anbefales, at brugerrepræsentanterne får denne mulighed som led i brugerinddragelsen ved kommunalbestyrelsens indgåelse af leverandøraftaler. Muligheden for aktindsigt bør dog vurderes i forhold til de involverede tilbudsgiveres private kommercielle interesse. Det skal endvidere bemærkes, at brugerrepræsentanternes inddragelse i henhold til EU s udbudsregler ikke må være egnet til at udelukke konkurrencen. Som repræsentanter for brugere anbefales det at inddrage personer fra de relevante handicaporganisationer. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at høre Handicaprådet om kravspecifikationerne, jf. retssikkerhedslovens 37 a, stk. 2, hvoraf fremgår, at kommunalbestyrelsen skal høre handicaprådet over alle initiativer, som har betydning for mennesker med handicap. Høringspligten gælder, uanset om handicaprådet har været inddraget i arbejdet. Det kan også være relevant at inddrage øvrige brugerrepræsentanter eller andre, der har en særlig ekspertise på området. Hjælpemidler dækker over et meget bredt spektrum af produkter, som benyttes af vidt forskellige brugergrupper. Derfor kan det ikke generelt siges, hvilke forhold der bør specificeres i de krav, der danner grundlag for leverandøraftalerne. Dette kan f.eks. være spørgsmål om kvalitet, produktsortiment, forsyningssikkerhed, leveringstid, garanti, reklamation, reparation m.v. Med hensyn til kravene til produkternes kvalitet findes der på specifikke produktområder ISO-standarder, som kan indgå ved udarbejdelse af kravspecifikationer. Når hjælpemidlet udleveres direkte fra leverandøren, vil det kunne være hensigtsmæssigt i aftalegrundlaget at præcisere nogle fagmæssige krav, f.eks. at leverandøren har en specifik uddannelsesmæssig baggrund, og at leverandøren skal kunne tilbyde løbende kontrol og hjemmebesøg. Der vil endvidere kunne fastlægges procedurer vedrørende f.eks. ansøgning og udskiftning eller reparation af udleverede hjælpemidler. Afhængig af de lokale forhold vil det kunne være hensigtsmæssigt med fælleskommunale leverandøraftaler, der vil kunne bidrage til at sikre et bredt udvalg af hjælpemidler og dermed i så høj grad som muligt sikre leverance af hjælpemidler til den rigtige pris, hvor hjælpemidlerne kan imødekomme borgerens behov. Dette kan ligeledes opnås ved, at kommunalbestyrelsen indgår aftaler med et konsortium af flere leverandører. Endelig kan kommunalbestyrelsens kompetence til at indgå leverandøraftaler efter servicelovens 112, stk. 2, overlades til regionen. Hvis en kommunalbestyrelse ønsker at overlade kompetencen til at indgå leverandøraftaler til regionen, skal handicaprådet høres. Overlades kompetencen herefter til regionen, skal kommunalbestyrelsen sikre sig, at repræsentanter for brugere inddrages ved udarbejdelsen af kravspecifikationerne. Det bemærkes, at en leverandøraftale ikke må være til hinder for, at borgere med et særligt behov får stillet et egnet hjælpemiddel til rådighed, selv om hjælpemidlet ikke er omfattet af leverandøraftalen. Reglen i hjælpemiddelbekendtgørelsens 3, stk. 1, om støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel gælder således, uanset om der foreligger en leverandøraftale eller ej. Hvis det hjælpemiddel, der er omfattet af leverandøraftalen, i en konkret situation ikke vurderes som det bedst egnede og billigste, skal kommunalbestyrelsen stille et andet produkt til rådighed, som opfylder denne betingelse. Udbud 38. Det bemærkes, at indgåelse af leverandøraftaler skal ske i overensstemmelse med gældende udbudsretlige regler. Indgåelse af en ny leverandøraftale, eventuel ændring i typen af hjælpemiddel og betydningen af reglerne om frit valg på hjælpemiddelområdet 39. Hvis en kommunalbestyrelse indgår en ny leverandøraftale, så der kommer hjælpemidler med nye eller ændrede funktioner, skal kommunalbestyrelsen i forhold til alle de borgere, der som en konsekvens af den nye leverandøraftale fremover vil modtage en anden type hjælpemiddel, foretage en konkret og individuel vurdering af, om det nye hjælpemiddel er det bedst egnede og billigste i forhold til borgerens behov. Kommunalbestyrelsen skal i forhold til hver enkelt borger træffe en afgørelse herom, som kan påklages til Ankestyrelsen. I disse tilfælde