Grundejerforeningen Lodskovvad Referat af ordinær generalforsamling lørdag den 23. april 2011 Generalforsamlingen afholdes ifølge vedtægterne på Ålbæk Gl. Kro påskelørdag kl. 10.00 Formanden Toke Juhl Nissen bød velkommen til de 39 fremmødte og gennemgik dagsordenen. Der blev igen i år rundsendt liste til mailadresser, referatet bliver sendt med email, hvis det er muligt, så vi kan spare på portoen. 1. Valg af dirigent Willy Lovén blev foreslået af bestyrelsen og valgt. 2. Formandens beretning 2011 kan ses nedenfor Der var forespørgsel om AVØ kunne tømme containerne oftere i sommerperioden. Der er aftale om 2 ugentlige tømninger i sommerperioden, og vi holder øje med, om dette sker. Vi vil dog stadig henvise alle til, at der ikke må stilles affald på denne plads. Husejeren er forpligtet til at have tilstrækkelig kapacitet til eget og evt. lejeres husaffald. Containerne er kun til papir og flasker. Vi bør alle være med til at sikre, at vores område ser pænt ud hele året, containerne og postkasser er det første man ser, når man kommer til området. Der vil blive opsat skilte ved pladserne med Henstilling af affald forbudt. Udstykningen i forbindelse med forlængelse af Bekkasinvej. Her var der kommet et oplæg fra landinspektøren om at lade de 3 grunde indgå i vores forening under en eller anden form. Der arbejdes videre med at få det formaliseret sammen med ejeren og landinspektøren. Samarbejde med grundejerforeningen Musvågevej. Der var dagen før generalforsamlingen afholdt et fællesmøde for at drøfte samarbejdet vedrørende vores fællesvej. Dette samarbejde omhandler vedligeholdelse af det fælles vejstykke på Musvågevej, grøfter i samme område, græsrabatter samt snerydning og grusning om vinteren. Der er enighed om en fordelingsnøgle til disse omkostninger, og vi vil inden næste generalforsamling drøfte muligheden for at oprette en fælles vejfond til at klare disse opgaver. Beretningen blev godkendt. 3. Aflæggelse af regnskab Kassereren fremlagde det reviderede regnskab. Regnskabet blev godkendt. 4. Rettidigt indkomne forslag Der var ingen forslag. 5. Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på kr. 1.000. Kontingentindbetaling senest 1. juli.
Forslaget blev vedtaget. 6. Valg af formand. Ikke på valg 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter, for så vidt disse afgår. Dorit Ladegaard-Andersen blev genvalgt. Søren Jochumsen blev genvalgt. Marianne Lindhardt, Musvågevej 63 blev valgt som suppleant. 8. Valg af kasserer, for så vidt denne er på valg. Kurt Hansen blev genvalgt. 9. Valg af revisor og suppleant. Revisor Willy Lovén, Musvågevej 71, blev genvalgt. Suppleant Jytte Jensen, Bekkasinvej 7, blev genvalgt 10. Eventuelt Under eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning. Der var et ønske om, at man lavede et kort over området til næste generalforsamling. Hvor man kunne så, hvor de enkelte tiltag fandt sted, idet det ikke var alle, der var kendt i hele området. Vi vil på hjemmesiden forsøge så vidt muligt at følge op på dette løbende. Der blev spurgt til stiforbindelser i nabo foreningen, bl.a. stien ud til Hirtshalsvej. Den nævnte sti er allerede etableret som et hjulspor, der kan benyttes. Der bliver ikke foretaget flisbelægning i første omgang. På vores hjemmeside under Stisystem er der et link til www.gefmus.dk, hvor man kan se de aktuelle stiforbindelser både til fods og på cykel. Har man overvejet cykelsti langs Hirtshalsvej til rundkørsel. Det er et kommunalt anliggende, som nok ikke er lige forestående, men ideen er god. Nye stier på vej? Man arbejder i naboforeningen på en sti nordpå til Oksevej/golfbanen, og herefter at sammenkoble den med den gamle mælkevej. Der har været flere indbrud i området her i vinterperioden. Er der nogle, der har forslag til løsning at dette. Der var en livlig debat og mange gode forslag fremme, men vi kan ikke komme med nogen universalløsning på dette. Den enkelte må sikre bedst muligt, og et godt råd er frist ikke tyven med at have tingene stående frit fremme. Kort indlæg af Peter Nielsen, Expert Ålbæk vedr. etablering af bredbånd/tv i området. Ålbæk Antenneforening har planer om at lave en udbygning af deres område op mod vor forenings område og Gl. Kirkevej på den anden side. Det er dog en betingelse, at tilslutningen er stor nok, for at man vil gå i gang med projektet.
Tilslutningspris er normalt kr. 6.500,- men man vil køre en kampagnepris på kr. 1.995,- Hertil kommer omkostninger til kabler m.m. på egen grund. Indhold af TV kanaler og bredbåndshastigheder kan ses på Ålbæk Antenneforenings hjemmeside www.aalbk.dk Forventet etablering er i 2012, idet man ikke vil grave i sommerperioden af hensyn til turister m.m. Der vil blive udsendt et spørgeskema, om man ønsker at tilslutte sig denne nye mulighed. Svaret skal være så korrekt som muligt, idet man efterfølgende vil have en bindende aftale, hvis antallet af interesserede er stor nok. Alle, der ønsker deres mailadresser med på medlemslisten, bedes kontakte den ansvarlige på mail: ladegaard.andersen@gmail.com Generalforsamlingen sluttede som sædvanlig med kaffe og brød samt en lille skarp. Formanden takkede for god ro og orden. En speciel tak til dirigenten for veludført arbejde. Referent: Kurt Hansen Husk, at der ifølge vedtægterne ikke sker indkaldelse til generalforsamlingen, da denne altid afholdes på Aalbæk Gl. Kro påskelørdag kl. 10.00. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. februar samme år. Medlemsoversigt findes på hjemmesiden - adgangskode fås ved henvendelse til webmaster. Beretning for året 2010 Den nye udvidede bestyrelse Vi startede det nye år med et møde her på kroen, hvor den nye bestyrelse mødtes og diskuterede ønsker og planer for det kommende år. Efter den endelige konstituering, hvor opgaverne blev fordelt, gennemgik de enkelte bestyrelsesmedlemmer deres områder og kom med forslag til, hvad der skulle ske i det nye år. Vandløb: Vi startede med at kikke på vore vandløb, som er blevet diskuteret på de seneste generalforsamlinger, og blev enige om at udsende en opfordring til sommerhusejerne om, at de gerne måtte rydde op i beplantningen i og omkring vandløbene i området. Vi kunne ved gennemgang af eksisterende kort konstatere, at der ved alle vandløb er en bræmme på ca. 2 meter, som tilhører grundejerforeningen. Vi har efterfølgende været på en tur langs disse vandløb, og de er i meget forskellig stand. Vi drøftede en general oprensning i området, men dette ser p.t. ikke ud til at være nødvendigt og ville også være et kostbart arbejde. Vi vil starte en mindre oprydning i udvalgte områder, som er mest tiltrængt. Så vi vil stadig opfordre til, at man med respekt for området, selv sørger for, at vi kan have rislende vandløb. Vi havde et problem med vandløbet på Bekkasinvej, hvilket er blevet rejst på de seneste generalforsamlinger, dette problem er forsøgt løst ved en gennemspuling. De sommerhusejere som er/var berørt af dette, har selv været i gang med oprensning, ligeledes der har været entreprenør for at kikke på rørforbindelserne. Veje:
Vore veje har fået den årlige gennemgang og vedligeholdelse, der er dog ekstraordinært blevet udvidet med asfaltbelægning ved indkørslen til Musvågevej, hvor vi tidligere havde lagt noget meget groft grus. Postkasse/containerområdet: Vores områder med postkasser ser pæne ud, og det har kun været nødvendigt at udskifte en postkasse, som var gennemhullet af skud. Der er i efteråret blevet ryddet op i beplantningen ved containerområdet på Musvågevej og Hirtshalsvej, hvilket har givet et noget pænere udseende ved indkørslen til området. Vi har ikke haft de store problemer med containerområdet sidste år, og dette håber vi vil fortsætte. Vi måtte dog her i foråret konstatere, at i forbindelse med tidlige udlejning af sommerhusene, er der i flere tilfælde stillet affald ved containerne. Det er ikke tilladt. Containerne er kun til flasker og papir. Vi opfordrer det kraftigste til, at alle sørge for, at der er affaldskapacitet nok ved sommerhusene, og at bortskaffelse af husaffald sker på reglementeret vis. Der henvises til AVØ dette område www.avoe.dk Fællesarealerne: Vi har haft et par henvendelser om uhensigtsmæssig brug af fællesarealet. Den første var nogle udenlandske turister, der troede at man gerne måtte grave og optage planter i området. Den anden er nok en mere generel henstilling til alle, idet der er nogle, som synes, at disse nye moderne bålpladser i metal kan bruges overalt og ikke er til nogen fare. Dette er en falsk tryghed, da der også kommer gløder fra disse, og en rigtig tør sommerdag kan bevoksningen nemt antændes. Så derfor vær forsigtig med omgangen af åben ild vi har lagt nogle gode råd og henvisninger fra brandmyndighederne ud på hjemmesiden. Man må gerne kopiere disse henvisninger og have dem liggende i sommerhuset, så turister og andre kan få gavn af disse gode råd. Udstykning ved Bekkasinvej: Vi fik i december måned en henvendelse fra landinspektør Løhde i Frederikshavn om, at der skulle laves en vejforbindelse i forlængelse af Bekkasinvej til en ny udstykning nord for vort område. Dette var vi i bestyrelsen ikke helt indstillet på, men ved en gennemgang af deklarationer for området viste det sig, at der var indføjet en passus om denne forbindelse fra vort område til den nye udstykning. Vi kunne derfor ikke gøre indsigelser herimod, men ønskede gerne en dialog med landinspektør og bygherre, om hvorledes arbejdet kunne udføres til mindst mulig gene for vore veje og området generelt. Vi ville også gerne fremadrettet have en form for betaling fra disse grunde, idet de benytter og belaster vore veje. Vi forespurgte også, om det ikke var muligt at lave en indkørsel til disse grunde fra Musvågevej, men her har kommunen tidligere givet afslag for en sådan vejføring. Skydebanen ved Kyllesbæk: Vi plejer hvert år også lige at berøre projekt Kyllesbæk, altså den nye skydebane. Der er i årets løb faldet dom, som gav landmanden med de nærmeste berøringsflader ret i en ulovlig ekspropriation. Kommunen har efterfølgende givet udtryk for, at de starter en ny sag op vedrørende skydebanen. Vi har fået en henvendelse fra jagtforeningen om, at de gerne ville holde et møde, hvor de ville orientere om planerne, og hvilke konsekvenser de mener, der ville blive. Vi svarede dem, at vi gerne ville høre, hvad de havde at sige, men ikke på forhånd havde taget en endelig afgørelse om vor stillingtagen, idet vi stadig moralsk støttede landmanden. Vi har efterfølgende ikke hørt yderlige fra jagtforeningen, men forventer da at blive indkaldt, hvis de afholder et orienteringsmøde. Samarbejde med grundejerforeningen Musvågevej: Vi havde også et møde med naboforeningen i foråret med hensyn til fællesveje og landmandens benyttelse af disse i området. Vi aftalte, at udspillet skulle komme fra dem, da problemet var størst der. Vi talte også om fælles holdninger over for de offentlige myndigheder og forsyningsselskaberne. Vi har fået et udspil til fordeling af udgifter i forbindelse med vedligeholdelse af fællesvej og ved snerydning/grusning. Denne fordeling skulle forgå efter fordelingstal af antal medlemmer i foreningerne. Tidspunkt for et nyt fællesmøde er endnu ikke fastsat.
Bebyggelse/deklaration: Vi har desværre været udsat for en del indbrud i den forløbne sæson og kan opfordre alle til at sikre deres huse på bedst mulig vis. Selv om vi i bestyrelsen ofte kommer i området, er det den enkelte ejers eget problem at sikre sig. Vi skal også henstille til, at der ikke opføres bebyggelse på grunden, som er i strid med deklarationer og kommunale retningslinier vedr. byggeri herunder også småhusbyggeri. Der er en tendens til, at der ses bort fra dette, og det kan vi ikke sidde overhørigt, idet reglerne er lavet til bedste for alle i området, som jo gerne skulle tage sig pænt ud også fremover. Det er et sommerhusområde ikke et parcelhusområde. Vinterproblemer: Vi har haft en rimelig streng vinter, og der er nok også nogle, der har været udsat for sprængte vandrør, så derfor sørg for at vinterklargøre husene og lukke/tømme for vandet, hvis man ikke bruger huset. Man kan også lave aftale med udlejningsselskaber eller andre professionelle om at foretage vintersikringen. Bestyrelsens arbejdsområder: Så vil jeg vende tilbage til, hvor jeg startede nemlig med bestyrelsen. Vi kan se, at udvidelsen, som vi foretog efter seneste generalforsamling, har været den helt rigtige løsning, idet opgaverne hermed er blevet spredt på flere hænder og dermed ikke tidsmæssigt lægger uacceptabel stort beslag på enkelte personers fritid. Vor mand i området Søren, som holder øje med veje/stier/containerplads osv., hvilket har fungeret rigtigt fint. Dorit holder vores hjemmeside opdateret med seneste nyt og gode anvisninger hvis der er nogle, der har forslag til yderligere indhold til hjemmesiden, er I meget velkommen til at sende en mail med forslag, som så vil blive behandlet i bestyrelsen. Erik har været vor mand på projekt vandløb, hvilket har været meget lærerigt med kontakter til kommunen og entreprenør m.m. Kurt har påtaget sig en dobbeltrolle i bestyrelsen, idet han udover kassererjobbet også fungerer som sekretær. Han vender selv tilbage med resultatet fra kassererarbejdet. Som formand har jeg haft en del kontakt med diverse myndigheder, og sommerhusejere som havde spørgsmål, hvilket har været et spændende og lærerigt første år på denne post. Så jeg vil slutte af med at takke bestyrelsen for det gode og positive samarbejde, vi har haft i 2010, og håber det må fortsætte i 2011.