DET SALOMONISKE FRIMURERI AF MARK V. AGAPE I forbindelse med den vestlige okkultismes receptionshistorie, spiller frimureriets lange formative periode en særlig rolle, dersom denne bidrog til både konservering og nyfortolkning af flere centrale okkulte forestillinger. Beklageligvis har gætterier, ønsketækning og en vedvarende intern tendens til, at ville legitimere sig ud fra vidt forskellige traditioner, ført til en næsten uigennemtrængelig forveksling mellem frimureriets historiske tilblivelse og dets mytiske oprindelse. Sidstnævnte har sine okkulte rødder vidt forgrenede mellem de egyptiske præsteskaber, kong Salomons tempel, de antikke mysteriekulte, middelalderens tempelriddere og lang række andre religiøse koncepter. Der er imidlertid intet der på nogen måde kan bekræfte, at disse institutioner, grupperinger og bevægelser har haft en reel indflydelse på frimureriets historiske tilblivelse, som et broderligt ordensfællesskab. Langt mere sandsynligt er det, at dets historiske genealogi skal findes i de middelalderlige stenhuggergilder og laug i Skotland og England. Den ældst kendte tekst med et egentligt frimurerisk indhold, er det såkaldte Halliwell Manuscript, bestående af fireogtres lyriske sider. Det begynder med en evokation af Euklid og geometrien, hvorom det fortælles, at denne viden har spredt sig fra Egypten til forskellige lande. Evokationen efterfølges af femten skriftlige punkter, der dels skal regulere og forfine murermesterens moralske habitus; han må ikke huse tyve, han må ikke tage imod bestikkelse, han skal gå regelmæssigt i kirke etc., og dels vedrører arbejdet på byggepladsen; hans murere må ikke arbejde om natten, han skal undervise sine lærlinge ordentligt, han må ikke forpligte sig til et arbejde som han ikke er i stand til, at fuldføre etc. Ligeså er der femten punkter for håndværkerne, der skal følge et adfærdskodeks lignende muremesterens, om det end noget mere lempeligt. Selve manuskriptet kan dateres til et sted mellem slutningen af det 14. århundrede og midten af det 16. århundrede, men de nærmere omstændigheder er uklare. Dog vides det, at det har skiftede hænder adskillige gange før det kom i the Royal Librarys varetægt. I 1757 blev det på ordre fra kong Georg II overdraget til British Museum. Blandt samtidige 1
skotske optegnelser fra murerlaug, findes den ældste kendte henvisning til et hemmeligt murerord, hvormed den enkelte murer kunne identificere sig overfor andre murere. Af størst betydning er dog optegnelserne over nogle permanente murerlaug, der alle praktiserede en form for initiation, som den antagne murerlærling måtte gennemgå for, at blive optaget i murerlauget. Enkelte steder har der også været en lignende ritualisering af overgangen fra murerlærling til murersvend, og i sjældne tilfælde af overgangen fra murersvend til murermester. I begge tilfælde understøtter det tesen om, at en vis form for frimureri var tilstedeværende i Skotland allerede i det 16. århundrede Det er ligeså veldokumenterede, at de skotske murerlaug forventede af deres medlemmer, at disse studerede ars memorative. Det kan i øvrigt ikke afvises, at det var nogle af Brunos elever som forestod disse instruktioner. Formålet var naturligvis, at medlemmerne skulle blive fortrolige med det levende arkitektoniske billedsprog, der senere også indgik i frimureriets hermetiske symbolik. I begyndelsen af det 17. århundrede var de fleste af murerlaugenes medlemmer operative, i den forstand, at de var arbejdende mænd der ernærede sig gennem deres murerarbejde. Men der var også en langt mindre gruppe af mænd, de såkaldte accepterede eller spekulative murere, der sjældent havde nogen direkte tilknytning den konkrete opførelse af bygninger. Øjensynligt var de mest interesserede i murerfagets mytiske forlæg, herunder de ritualer og symboler som de antog skjulte en hemmelig viden. Den første accepterede murer var sandsynligvis den skotske soldat og filosof, Sir Robert Moray, der ansøgte om medlemskab i 1641 og endte som mester for sin egen loge i Edinburgh. I 1646 blev også den engelske parlamentariker, Ashmole, initieret som frimurer i Lancashire. Både Moray og Ashmole var blandt grundlæggerne af the Royal Society, begge støttede de kongen under den engelske borgerkrig, og begge var spekulative murere. Allerede mod slutningen af det 17. århundrede, udgjorde de spekulative murere majoriteten i de fleste loger, hvilket efterlod mange loger uden et eneste operativt medlem. De tidligste rent spekulative loger i London var under ledelsen af den britiske bankmand, politiker og borgmester, Sir Robert Clayton. Uden held havde man længe gerne ville etablerede en egentlig storloge, men dette lod sig ikke gøre før 1717, hvor the Grand Lodge of England blev grundlagt. Formelt skete dette ved, at repræsentanter fra fire londonske loger mødtes til et middagsselskab, hvor Anthony Sayer blev valgt 2
som stormester. Det var imidlertid kun dens tre første stormestre der var børn af almuen. Den sidste, en huguenotflytning ved navn John Theophilus Desaguiliers, var draget fra Frankrig til Oxford i håbet om, at kunne redde sit liv og færdiggøre sine juridiske studier. Han blev medlem af the Royal Society i 1714 og senere kurator samme sted.. Desaguiliers var en yderst respektabel og lærd gentleman. Han nærede en levende interesse for tidens naturvidenskabelige landvindinger, som han i sin egenskab af kurator, gerne demonstrerede til stor begejstring for de mange tilhørere. Det var ligeså under Desaguiliers, at frimureriet for alvor blev attraktivt for samfundets øverste klasser. I 1721 besøgte han Skotland, og lagde ved samme lejlighed grundstenen til den første skotske storloge. Denne fik sin første stormester i 1736. Samtidig med fremkomsten af de første storloger, blev også frimureriets aksiomer udviklede og kodificerede. Dette skete i form af en række konstitutioner, de såkaldte Old Charges, der bl.a. havde til formål, at styrke frimureriets kristologiske ethos. Ophavsmanden til mange af disse var den skotske præst, James Anderson. Det var dog ikke alle loger der velvilligt accepterede den selvudnævnte storlogens diktater. Særligt ikke de ældre laugsloger, der kraftigt modsatte sig mange af de nye tiltag, herunder konstruktionen af en tredje grad. Ganske vist havde der længe eksisterede en tredje grad, men denne lå ikke i naturlige forlængelse af de to første grader. Der imod havde der været tale om en mestergrad i ordets egentlige betydning, hvor mesterens rolle ikke var symbolsk, men konkret i den forstand, at han forestod og var ansvarlig for laugets administration. I visse tilfælde var det også mestermuren der videreformidlede den specifikke viden om de arkitektoniske detaljer, der af nødvendighed måtte hemmeligholdes. Den generelle utilfredshed med the Grand Lodge udmøntrede sig i etableringen af en ny storloge; the Antient Grand Lodge of England. Striden mellem dem rasede helt frem til 1813, hvor de fusionerede under navnet the United Grand Lodge of England. Samtidig var flere politiske og religiøse bevægelser begyndt, at udnytte logerne strategisk. Ikke mindst fordi strukturen i deres kommunikative apparater, tillod en effektiv hemmeligholdelse af sammensværgelser. Striden stod imellem dem der på den ene side ønskede, at gennemtvinge en restaurering af sturtslægten efter, at denne var blevet fordrevet af den britiske trone. Og på den anden side, dem der ville installere en repræsentant fra det hannoveranske slægtled. Den 3
egentlige baggrund var dog den engelske borgerkrig, der i virkeligheden var kulminationen på en lang magtkamp mellem stuartkongerne og parlamentet. Kongen havde beføjelse til, at indkalde og opløse the House of Lords, men kunne ikke udskrive skatter uden dets godkendelse. Ikke desto mindre forsøgte Karl I, at gøre dette udenom parlamentet, for dermed, at finansiere hans krigsførelsen mod Skotland. Men parlamentet satte hælene i og rejste en hær, hvilket i 1642 førte til en regulær borgerkrig. Lavadlen bistod kongens hær med folkelige militser, men kunne ikke stå distancen mod parlamentshæren, der under Oliver Cromwell ledelse fik Karl fanget og hans hoved afskåret, hvormed vejen i 1649 var beredt for et nyt diktatur med Cromwell som Lord Protector. At magtskiftet fra the House of Lords til the House of Commons mildest talt ikke havde været problemfrit, stod lysende klart ved Cromwell i 1658. For genoprettelse af monarkiet hjemkaldte man Karl II, søn af den nu hovedløse Karl, fra hans landflygtighed i Nederlandene. Der blev dog aldrig tale om et monarki i nogen absolut forstand, hvilket ej heller var hvad man ønskede. Den unge Karl var parlamentets marionet og måtte stiltiende acceptere, at skattebevillingsretten - og dermed grundlaget for krigsførelse - lå hos parlamentet samt. at regeringsførelsen skulle tage udgangspunkt i the House of Commons direktiver. Med restaurationen i 1660 genindførtes forfatningen fra før borgerkrigen, men forfatningskampen blev først endeligt afgjort med the glorious revolution, hvilket definitivt afgjorde sagen til parlamentets fordel. Borgerkrigen og den efterfølgende revolution betød en grundlæggende forandring af frimureriets væsen. Dels havde man lagt stor afstand til de operative murere, der i visse tilfælde helt blev udelukkede fra det spekulative frimureri. Og dels havde man givet afkald på et egentligt samlende fællesskab, dersom man var forfaldt til sekteriske stridigheder. Det var således afgørende, at frimureriet blev reformerede på en række forskellige punkter. Centralt i denne reformproces stod den skotskfødte forfatter, Andrew Michael Ramsay. Tidligt i sin manddom var han konverterede til katolicismen, og havde efterfølgende tilbragte det meste af sit liv i fransk eksil. Hans ubetinget vigtigste bidrag til reformeringen var konstruktionen af det såkaldte skotske frimureri. Især udbygningen af det eksisterende gradsystem, hvor f.eks. den kongelige bue -grad blev ganske central. Selve konceptet, der er en illuminerende symbolsk fortolkning af kundskaben bag katedralbygningens vanskelige kunst, herunder konstruktionen af de mægtige gotiske hvælvinger, 4
stammede dog oprindeligt fra Christopher Love. Denne var noget så komplekst som en walisisk okkultist og poet, der beklageligvis måtte lade livet i forbindelse med et royalt plot imod den puritanske regering. I sine profetier henviste Love til en indgraveret messingsøjle, der var blevet rejst før syndfloden af Adam og Evas søn, Seth, i samarbejde med profeten Enok. Budskabet var naturligvis millenaristisk og byggede på den jødiske historiker Josefus påstand om, at Seth var i besiddelse af søjler af sten, hvormed han kunne bevare sin esoteriske viden om himmellegemerne og deres egenskaber. På trods af den såkaldte oplysningstid, så var der i Loves teologiske miljø, en stærk præcedens for, at bruge Josefus som et autoritativt kompromis mellem testamenterne, hvormed også de mytiske fortællinger om Seth og Enok opnåede en vis aktualitet. Men skønt det med nogen succes lykkedes for Ramsay, at inkorporere den kongelige bue som en fjerde grad i frimureriet, samt udvikle et tilsvarende ritualsæt, så var det først efter hans død, at den blev udbredt i Storbrittanien. Dette skyldtes formentlig, at de fleste af datidens britiske frimurere ikke anså den for, at være en naturlig forlængelse af de tre såkaldte blå grader, men der imod et radikalt brud med disse. Til gengæld vandt den hurtig indpas hos mange amerikanske frimurere. Det centrale mysterium i buegraden omhandler genopdagelsen af Enoks søjler. Ifølge overleveringen modtog Enok en guddommelig vision, hvori han blev instruerede i, at opføre et underjordisk tempel understøttede af ni buer, som tillige indeholdte en guldplade, hvorpå der var indgraveret esoteriske symboler. Søjlerne blev opført udenfor templet og konstruerede på en sådan måde, at de kunne modstå enhver oversvømmelse. Den ene var frembragt af det reneste marmor, og havde indgraveret de hemmeligheder som templet skjulte. Den anden var af messing og havde indgraveret de frie kunstners principper, med særlig vægt på murerkunsten. Tusinder af år senere blev Enoks tempel opdagede af Salomons arkitekter, hvormed de på vegne af menneskeheden, genvandt indsigten i disse glemte mysterier, herunder også de hemmeligheder der symbolsk blev forbundet med Adam og Evas ophold i Edens have. Samtidig Seth gjort til den allegoriske videreformilder. Naturligvis på bekostning af broderen Kain, skønt det ifølge nogle fortolkere, oprindeligt var ham der havde modtaget initiationens mærke fra guden selv: 5
Men Herren sagde til ham: Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syg gange. Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel." Genesis, kap. IV, vers. XV. Det berygtede mærke ændrede dog ikke på, at det ifølge overleveringen tilfaldt Enok, at bevare den primordiale visdom, som han indgraveret på søjlerne før syndflodens kommen. Og skønt Noa sidenhen fik andel i kundskaben, for han var trods alt også blandt Jahves udvalgte, så forblev hemmeligheden skjult indtil Salomons arkitekter afdækkede søjlerne. At de spekulative frimurere betragtede dem selv som den kongelige buegrads sande vogtere, fremgår tydeligt af Ramsays notater. Heri stipuleres det, at det sande salomoniske frimureri blev nedarvede gennem middelalderens gilder og laug, hvorefter de spekulative frimurere tilegnede sig den ædle kunst, som de efterfølgende stillede til rådighed for enhver der viste sig værdig til, at modtage den. At frimureriet blev symbolsk knyttet til Salomons mytiske tempel, understreges tillige af de mange referencer til passager fra Første Kongebog, f.eks.: Kong Salomon sendte bug efter Hiram fra Tyrus. Han var søn af en enke fra Naftralis stamme, hans fader var fra Tyrus og havde været kobbersmed; han var fuld af visdom og kundskab og indsigt til at udføre ethvert slags bronzearbejde. Han kom til kong Salomon og udførte alt arbejde for ham. Første Kongebog, kap. VII, vers XIII XIV. Et af Hirams særlige værker var et par bronzesøjler, hvorom der i minutiøse detaljer berettes: Han formede de to bronzesøjler; hvad af dem var atten alen høj og havde en omkreds på tolv alen; de var hule, og de var fire fingre tykke. Han lavede to søjlehoveder, støbt i bronze, til at sætte på toppen af søjlerne; hvert søjlehoved var fem alen højt. Til søjlehoveder på toppen af søjlerne var der fletninger, fletværk, kvaster og kædeværk, syv til hvert søjlehoved. Han lavede granatæblerne, to rækker hele vejen rundt over på den ene fletning, som skulle dækkes søjlehovederne på toppen af søjlerne, og på samme måde gjorde han ved det andet søjlehoved. Søjlehovederne, 6
som var på toppen af søjlerne i forhallen var af lotus-form; de var fire alen. Og der var søjlehoveder overfor, oven på de to søjler igen, over for vulsten, som var på den anden side af fletningen, og der var to hundrede granatæbler i rækker hele vejen rundt på det andet søjlehoved. Han stillede søjlerne op ved templets forhal. Han stillede den højre søjle op og kaldt den Jakin; og den venstre søjle stillede han op og kaldte den Boaz. Øverst på søjlerne var det lotusværk. Dermed var arbejdet med søjlerne færdigt. Første Kongebog, kap. VII, vers XV XXII. Denne mytiske Hiram må imidlertid ikke forveksles med den i Konge Bogen nævnt, kong Hiram af Tyrus, der ifølge myten blev adspurgt af kong Salomon, om han ville bistå ham med hjælp i forbindelse med opførelsen af templet. Når diverse frimureritekster og ritualer referer til Hiram, er det altså den mytiske arkitekt der i Luthers oversættelse af Det Gamle Testamentet, fik tilnavnet Abif. At denne ifølge myten tillige blev ihjelslået efter arbejdets fuldførelse, har kun bidraget yderligere til hans popularisering blandt frimurere, dersom nogle heri har set et mytisk forlæg for tredjegradens ritualisering af den symbolske død. Receptionen af Hiram Abifs skæbne har selvsagt også været uløseligt forbundet med frimureriets axis mundi, det salomoniske tempel. Det er endvidere en ofte fremført påstand, at frimureriets højere grader, de såkaldte røde, indeholder et skjult hævnmotiv for den ulykke som overgik Hiram Abif. Denne forestilling bygger på en ubevist påstand om, at nogle af tempelridderne skulle være flygtede til Skotland for, at undgå kætterbålets flammer i Frankrig. Med sig skulle de have bragt store mængder alkymistisk guld, som de bl.a. brugte til finansieringen af en hemmelig loge i Kilwinning, hvorfra de og deres efterkommere planlagde bloddryppende hævnaktioner. Ikke alene er tanken om en sådan ubrudt successionslinje odiøs, den er også svært uforenelig med frimureriets historiske tilblivelse. Men sandt er det dog, at sagnet om Hiram Abif, der måtte dø fordi han nægtede, at afsløre hemmelighederne om templet, til stadighed nyder stor respekt blandt mange frimurere, om end hemmeligholdelsen kun er af en symbolsk karakter. 7