Både lovgiver og dommer

9 TIL SABBATTEN 29. NOVEMBER 2014 Både lovgiver og dommer Ugens vers Introduktion Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; men du, hvem er du, som dømmer din næste? (Jak 4,12). Vores holdning til love, enten det er Guds lov eller menneskelige love, har indflydelse på, hvordan vi forholder os til andre mennesker og til Gud. Har du lagt mærke til, at de rige og berømte af og til opfører sig, som om de er hævet over loven? Selv nogle af dem, som laver disse love eller håndhæver dem, forsøger fra tid til anden at udforme dem til deres egen fordel. Mangel på respekt over for samfundets love indbefatter ofte manglende respekt for andre mennesker; for love styrer den måde, hvorpå vi forholder os til andre. Men de, hvis holdning til lov er stiv og ubøjelig, kan også have vanskeligheder i deres medmenneskelige forhold. Dybest set er vores syn på lov afhængig af vores respekt for lovgiverne og retfærdigheden i deres love. I denne uges studium begynder vi med at betragte loven, og det fører os så til nogle vigtige ord om en vis form for arrogance og selvafhængighed, som vi måske ikke er opmærksomme på, men som vi advares imod, fordi det er en synd, en overtrædelse af Guds lov. Jakobsbrevet giver os faktisk en anden måde at betragte synd på. Ugens tekster Jak 4,11-17 ApG 17,11 Hebr 4,15-16 Luk 12,13-21 Præd 2,15-19 Tit 2,14 86

SØNDAG 23. NOVEMBER 2014 Dom eller dømmekraft? Bagtal ikke hinanden, brødre. Den, der bagtaler sin broder eller dømmer sin broder, bagtaler loven og dømmer den; men dømmer du loven, er du ikke lovens gører, men dens dommer (Jak 4,11). Hvordan kan man dømme loven ved at dømme andre mennesker? Det indledende udsagnsord i vers 11, som oversættes med bagtal ikke, kan henvise til flere forskellige former for verbal synd, som fx tale imod, bagtale, falsk vidnesbyrd eller vrede ord (se 3 Mos 19,15-18). På en måde ser det ud til, at Jakob bruger et mildere sprog her end i 3. kapitel. Følgerne af at tale imod ens bror eller søster synes imidlertid mere alvorlige; for ved at gøre det stiller man spørgsmålstegn ved selve loven. Ved at gøre os selv til dommere overser vi vores egne svagheder (se Matt 7,1-3) og fokuserer i stedet på andres fejl, som om vi på en eller anden måde står uden for eller over loven. Denne form for fokus på os selv forhindrer os også i at elske vores næste som os selv (3 Mos 19,18). Vi overholder altså ikke loven. Men samtidigt med, at vi ikke skal dømme andre, må vi lære at have åndelig dømmekraft. ApG 17,11 1 Kor 6,1-5 2 Kor 13,5 Fil 1,9 1 Joh 4,1 Gal 6,1 Til at tænke over Find de områder i disse skriftsteder, hvor åndelig dømmekraft kræves. Vi skal sammenligne, hvad andre lærer og prædiker, med Guds ord. Så vidt det er muligt, bør vi også opmuntre menighedsmedlemmer til at løse deres uoverensstemmelser indbyrdes fremfor ved en retssag, hvor dommeren måske eller måske ikke er ledet af Guds ord. Og det allervigtigste er, at vi bør ransage os selv og vurdere sundheden i vores eget trosforhold og se, om det, vi dvæler ved, er opløftende og ophøjet eller ødelæggende for vores kristne erfaring. Det er så let at kritisere og dømme andre, især når de gør noget, vi ikke bryder os om. Hvordan kan vi lære at blive klar over, om vi har overskredet grænsen mellem at have åndelig dømmekraft og at gøre os til dommere over Guds lov? 87

MANDAG 24. NOVEMBER 2014 Lovgiveren er dommer Alle Det Gamle Testamentes love kommer fra Jesus. Nogle gange kaldes de Moseloven, fordi de blev givet gennem ham (2 Krøn 33,8; Neh 10,29); men det var Jesus, som førte israelitterne gennem ørkenen og gav De Ti Bud til dem på Sinaj (se 1 Kor 10,1-4). I Bjergprædikenen forklarede og udvidede Jesus loven. Han er Ordet, [der] blev kød (Joh 1,14), og det er ved hans ord, vi skal dømmes (Joh 12,48). Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; men du, hvem er du, som dømmer din næste? (Jak 4,12). Es 33,22; 11,1-5 Hebr 4,15-16 Åb 19,11-16 Til at tænke over Hvad siger følgende vers om Jesus som vores dommer? Kun en person, der har et grundigt kendskab til loven, er kvalificeret til at dømme om, hvorvidt den er blevet brudt eller ej. Jurister studerer i mange år, før de tager en eksamen for at optages i advokatstanden og aflægger prøve for at se, om de er egnede til at begynde deres praksis. På Jesu tid studerede de skriftkloge også ihærdigt ikke kun Moseloven, men også de samlede juridiske traditioner. Det førte til mange alvorlige konflikter med lederne, at Jesus var uenig med mange af disse traditioner. Men som den, der gav lovene, var og er han på en enestående måde egnet til at forklare, hvad de betyder og vurdere, om de er blevet overtrådt eller ej. Når han kommer igen, har han sin løn med sig for at gengælde enhver, som hans gerning er (Åb 22,12). Og ved at blive et menneske, leve et syndfrit liv, dø i vores sted og opstå med sejr over synd og død, er Jesus i stand til at frelse os fra synd. Gud har overgivet al dom til Sønnen, for det er hævet over enhver tvivl, at han er Gud åbenbaret i kødet. Gud forordnede det sådan, at Prinsen over menneskehedens lidelser skulle dømme hele verden. Han som kom fra himlens tronsale for at frelse mennesker fra evig død; han som underkastede sig at blive stillet for en jordisk domstol, og som led korsets vanærende død kun han skal afsige dommen om belønning eller straf. (Ellen White, Maranatha, s. 341.) Som både lovgiver og frelser er Kristus på en særlig måde egnet til at være vores dommer. Belønning eller straf; vi vil stå over for enten det ene eller det andet. Hvad er vores eneste håb om belønning? 88

TIRSDAG 25. NOVEMBER 2014 Planer for fremtiden Jak 4,13 Luk 12,13-21 Hvordan finder vi balancen mellem at lægge planer for fremtiden og vores daglige behov for at leve i forventningen om, at Jesus snart kommer igen? Hvordan kan vi undgå den snare hele tiden kun at bygge større lader? Det virker fornuftigt at lægge planer for et år eller mere frem i tiden. I forretningslivet har man i reglen kort-, mellem- og langsigtede planer. Enkeltpersoner og familier har brug for at spare op til fremtiden og være forberedt på uforudsete udgifter. Men på den anden side tror vi også, at Jesus kommer snart, og at alle vores jordiske ejendele en dag vil gå op i flammer (se 2 Pet 3,10-12). Disse to indstillinger til tilværelsen er ikke nødvendigvis i konflikt med hinanden. Nogen har sagt: Planlæg som om Kristus ikke kommer igen før om mange år, men lev som om han kommer i morgen. Der er selvfølgelig en begrænset sandhed i dette. Langtidsplanlægning kan gøre det svært kun at tage en dag ad gangen. Mange af dem, der lyttede til Jesus (og uden tvivl mange kristne i dag), ville betragte den rige mand, som besluttede at bygge større lader, som fremgangsrig, fordi Gud velsignede ham. Men Jesus giver os et indblik i mandens indre tanker: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! (Luk 12,19). Hans største bekymring var med andre ord at lægge skatte til side for sig selv. Det vigtigste er, at I skulle hellere sige: Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det (Jak 4,15) i stedet for at lægge alt for faste planer. Dette indebærer mere end bare at tilføje d.v. (deo volente, hvis Gud vil på latin) efter en sætning om vores fremtidsplaner. Det betyder, at vi skal overgive alle vores planer til Gud. Vi kan bede: Gud, jeg ønsker at kende din vilje. Hvis du ikke synes om disse planer, må du vise mig det. Hvis vores planer ikke er gode, vil Gud vise os det, så længe vi forbliver opmærksomme og villige til at korrigere vores planer eller til og med forandre dem helt. Til at tænke over Læs Jak 4,13 igen. Selv om der på overfladen ikke ser ud til at være noget forkert i det, der siges, er der tydeligvis et problem ikke i det, folk ønsker at gøre, men i deres holdning til det. Hvordan kan vi lære at udvise forsigtighed, så vi ikke fanges af denne holdning, selv ubevidst? 89

ONSDAG 26. NOVEMBER 2014 En tåge Jak 4,14 Hvilken afgørende pointe udtrykkes her? Livet er uvist. Hvert åndedrag er en gave. Jak 4,14 benytter et meget sjældent græsk ord (atmos), som oversættes med tåge eller dis. Ligesom det hebraiske ord hebel (ånde, damp), som findes 38 gange i Prædikerens Bog, og som tit oversættes med tomhed, understreger det livets forgængelighed. Hvem af os, især når vi bliver ældre, har ikke oplevet, hvor hurtigt og flygtigt livet er? Den kendte evangelist Billy Graham har på sine gamle dage sagt: Jeg var ikke klar over, at livet gik så hurtigt. Døden er altid i min umiddelbare nærhed. Vi er alle kun et pulsslag væk fra den. Vi kan alle, på et hvilket som helst tidspunkt og af mange forskellige årsager, pludselig dø. Hvor er det rigtigt, når Jakob siger: I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen (Jak 4,14). Jeg vil ikke dvæle ved livets korthed og uvished; men der er en forfærdelig fare en fare, som ikke er blevet tilstrækkeligt forstået ved at vente med at give efter for Guds Hellige Ånds appellerende stemme, ved at vælge at leve i synd; for denne venten består netop af synd. (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 35). Desuden er livet ikke kun kort, det kan også i sig selv være meget utilfredsstillende. Præd 2,15-19; 5,10; 9,11-12 Hvordan er Salomos budskab i disse vers med til at forstærke Jakobs pointe? Vi ser så meget uretfærdighed, så meget som ikke giver mening i dette liv. Det er ikke mærkeligt, at vi alle længes efter opfyldelsen af løftet om evigt liv, som er givet til os gennem Jesus. Uden det er vi kun en tåge, som forsvinder og glemmes for altid. Til at tænke over Hvor meget af denne verden holder dig fast i sit greb? Hvordan kan du altid huske, at alt her kun er midlertidigt? 90

TORSDAG 27. NOVEMBER 2014 At vide og at gøre, hvad der er det rette Jak 4,15-17 Læs teksten i sammenhæng med de foregående vers. Hvilken vigtig pointe kommer Jakob med i disse vers? Jakob taler her om at stole på sig selv. Han kalder denne holdning praleri, og han siger, at den er af det onde. Dette viser, hvor vigtigt det er for en kristen at have den rigtige holdning. Læs vers 17. Bibelen definerer synd på flere måder: (1) at gøre det, der er forkert; (2) at undlade at gøre det, der er rigtigt. Vi finder en definition hos Johannes: synd er lovbrud (1 Joh 3,4). En anden definition finder vi i Jak 4,17: Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder. Vi skal altså gå langt videre end bare at modstå fristelser til at gøre noget forkert. Vi er kaldet til at være lysets børn (Ef 5,8) og til at lade [vores] lys skinne for mennesker, så de ser [vores] gode gerninger og priser [vores] fader, som er i himlene (Matt 5,16). Man kunne så let blive modløs; for hvem gør vel hele tiden alt det gode, man kunne hver dag? Men det er ikke, hvad det handler om. Selv Jesu liv var ikke en endeløs runde af ustandselig aktivitet. Der var tidspunkter, hvor han trak sig tilbage for at bede eller for ret og slet at hvile (Luk 5,16; Mark 6,31). Det vigtigste var, at han søgte at følge Guds vilje i alt, hvad han gjorde (Joh 5,30). Jesus sammenlignede til og med det at gøre Guds vilje med at spise: Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk (Joh 4,34). Ligesom der er grænser for, hvor meget vi kan spise på en gang, er der også grænser for, hvor meget vi kan udrette. Dette er grunden til, at Jesus fortsatte med at sige, at en sår, og en anden høster, men begge kan glæde sig sammen (vers 36-38). Når vi arbejder for Gud, vil vi opmuntres til stadig at gøre mere og bede om større villighed til at blive brugt på enhver mulig måde. Til at tænke over På hvilken måde hjælper bøn os til at dø fra selvet og dermed opretholde en holdning af overgivelse til Guds vilje? Hvordan kan du lære at overgive alt til Gud, uanset hvad dine planer er? 91

FREDAG 28. NOVEMBER 2014 Læs Ellen White Læs om, hvor værdifuld tid er i afsnittet Vor tid i Lys over hverdagen, 2. bind, s. 149-154. Del de punkter med klassen, der sagde dig mest. Lad ingen iblandt jer rose sig længere imod sandheden ved at hævde, at denne ånd [at opdage andres dårlige motiver] er en nødvendig følge af trofast at gøre op med dem, som begår fejl, og at forsvare troen. Denne form for visdom har mange beundrere; men den er meget forførende og ødelæggende. Den kommer ikke fra oven, men er en frugt af et uomvendt hjerte. Den stammer fra Satan selv. Lad ingen, som anklager andre, rose sig af dømmekraft; for derved ifører han Satans egenskaber retfærdighedens klæder. (Ellen White, The SDA Bible Commentary, 7. bind, s. 936-937). Den, der selv er skyldig i uret, er den første til at nære mistanke om uret. Ved at fordømme andre søger han at skjule eller undskylde det onde i sit eget hjerte. Det var ved denne synd, menneskene opnåede kundskab om det onde. Ikke så snart havde det første menneskepar syndet, før de begyndte at anklage hinanden, og dette er, hvad menneskenaturen uundgåeligt vil gøre, når den ikke kontrolleres af Kristi nåde. (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 152). Spørgsmål til drøftelse 1. Læs Ellen White citatet herover igen. Hvordan kan vi beskytte os imod at gøre netop dette, at dømme og anklage andre i vores forsøg på selv at føle os bedre og retfærdiggøre vores egne fejl? 2. Mediter over det faktum, at livet er så kort. Hvad bør vi prioritere? Selv om relativitetsteorien fortæller os, at tiden i sig selv varierer afhængigt af, hvor hurtigt vi bevæger os inden for vores referenceramme, er en ting helt sikker: uanset hvor hurtigt eller langsomt tiden går, når et øjeblik er forbi, er det for altid forbi. Hvilken indflydelse bør denne alvorlige tanke have på, hvordan vi bruger vores tid? 3. Hvordan skal vi behandle dem, hvis syndige liv er nødt til at blive påtalt uden at falde i den grøft, som Jakob advarer imod? 92

DIALOG TIL SABBATTEN 29. NOVEMBER 2014 Aktiviteter og dialog Personligt kristenliv Mødet med dagligdagen Hvordan præger tanken om den endelige dom dit liv? Indgyder den frygt? Tillid? Får den dig til at planlægge dit liv og dine aktiviteter anderledes? Burde den gøre det? Kan du finde eksempler fra mediernes beskrivelser af rige eller berømte, der opfører sig, som om de er hævet over loven? Kan du fra ugens nyheder finde eksempler, der viser, at mennesker i al almindelighed sætter pris på Guds lov, i det mindste de sidste seks bud? Uddybende spørgsmål Overvej og drøft, hvad der er motivet bag vores handlinger som kristne: er det kun belønningen eller straffen? Eller identificerer vi os så meget med Gud, at vi først og fremmest motiveres af, hvad der er hans vilje? Giv eksempler og begrund dit svar. Hvordan vil du grundlæggende karakterisere syndens væsen? Hvilke andre ord vil du bruge for at beskrive, hvad synd egentlig er? Læs Joh 16,10 og Rom 14,23 og tænk over Ellen Whites udtalelse, at der findes ingen større synd end vantro (My Life Today, side 14). - På hvilken måde kan vantro eller mistillid opfattes som synd? - Hvilke(-t) bud i loven bryder man, hvis man udviser mistillid til Gud? - Hvilke træk ved loven viser, at overtrædelse eller ulydighed ikke blot er et spørgsmål om ydre handlinger? Forstå det bedre Vores moderne retssystem er karakteriseret ved, hvad vi kalder adskillelsen af lovgivende, udøvende og dømmende magt. Sådan var det ikke i de kulturer, hvor Bibelen opstod. Den øverste myndighed var både lovgiver, dommer og politi. Når de bibelske forfattere anvender billeder fra retssproget om Gud og frelsen, er denne kendsgerning værd at huske. Når Johannes i 1 Joh 3,4 taler om den, som gør synden, bruger han en form af det græske udsagnsord, der betegner gentagne, vedvarende handlinger. Han taler om en person, der lever i synd. 93

DIALOG TIL SABBATTEN 29. NOVEMBER 2014 Johannes fortsætter med at tale om synd som lovløshed. Ældre oversættelser sagde lovovertrædelse ; men oversætterne har næppe set et modsætningsforhold i disse to måder at udtrykke tanken på. Det græske ord anomia (oversat med lovløshed ) bruges både til at betegne syndige enkelthandlinger (se Rom 4,7; Tit 2,14; Hebr 10,17) og generel lovløshed eller principiel modvilje mod Guds lov (se 2 Kor 6,14; Rom 6,19). Skellet mellem de to er flydende. Jakobs ord i 4,17: Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder, kan meget vel afspejle betydningen af et af de almindelige hebraiske ord for synd, awon, der også betyder skyld. Meningen er altså, som den ældre danske oversættelse gengav det, at man er skyldig i synd. NOTER 94

NOTER TIL SABBATTEN 29. NOVEMBER 2014 95