1. Fremtidens socialpolitik handler om kompetencer og værdier Dansk socialpolitik har traditionelt handlet om at sikre alle mennesker i Danmark gode økonomiske levevilkår. Mad på bordet, tag over hovedet og tøj på kroppen. Men i dag har danskerne det på mange måder bedre end nogensinde. De er væsentlig rigere, sundere, og de bor under bedre forhold end tidligere. Det viser en undersøgelse af danskernes levekår gennem de sidste 25 år, som Socialforskningsinstituttet (SFI) offentliggjorde for nylig. Men det betyder ikke, at socialpolitikken er blevet overflødiggjort desværre. For det er andre sociale problemer, der fylder noget i dag: Vilde unge, der hærger indkøbscentre, ensomhed blandt ældre, mennesker, der skubbes ud af arbejdspladsen og måske endda lejligheden, fordi de ikke i opførsel, hygiejnestandard eller andet lever op til normen. Og på grund af de nye problemer er vi nødt til at se på, om vi ikke også har brug for nye virkemidler. Der var en gang, hvor det først og fremmest handlede om at løse alle sociale problemer med en pose penge. Eller det troede man i hvert fald. Nogen tror det måske endnu, men dem hører jeg ikke til. Økonomiske indgreb kan være et godt instrument på nogle områder. Lovgivning kan også være en måde at forandre verden på. Men de virkelige forandringer skaber vi ved at ændre det, der er inden i folks hoveder: Deres værdier og deres kompetencer. Derfor er det interessante spørgsmål for mig: Kan jeg som politiker og kan I som ledere ude i kommunerne være med til at påvirke det? For så tror jeg for alvor det flytter noget! Temaet for årsmødet er negativ social arv, og det er et emne som optager mig meget, og som er højt prioriteret i regeringen. I skal også senere i dag høre fra min kollega, der har været med i det ministerudvalg, der her i foråret udviklede regeringens strategi for at bryde den negative sociale arv: En god start til alle børn.
2 Både regeringens strategi og debatten om, hvordan vi får brudt den negative sociale arv viser meget godt, at værdier og kompetencer er lige så vigtige som økonomi og lovgivning, når det gælder om at ændre folks liv. Det er vigtigt at se på kompetencer og værdier hos de ansatte, og det er jo noget I som chefer står for løbende at arbejde med ude i kommunerne. Men det er ikke mindst vigtigt at se på det hos de børn, det drejer sig om. Og selvfølgelig hænger de to ting også sammen! Jeg vil lade værdier og kompetencer være den røde tråd i min tale i dag, lige som det er gennemgående temaer i regeringens strategi, En god start til alle børn. For mig er en meget vigtig værdi i velfærdssamfundet, at alle får lige muligheder. Alle børn skal have mulighed for at udnytte deres potentialer tage en uddannelse, få et arbejde og være en del af en familie. Men den negative sociale arv står i vejen for nogle børn. Det skal ikke forstås sådan, at misbrug og kriminalitet automatisk nedarves, men nogle børn har på grund af deres forældre en større risiko for at få sociale problemer end andre. Nogle børn får altså ikke en ærlig chance for at udnytte deres potentialer. Det kan være svært at koncentrere sig om regnestykkerne, når man skal bekymre sig, om far og mor har det godt. Og det kan være svært at vide, hvordan man skal opføre sig blandt kammeraterne, hvis man aldrig har lært det af sin far eller mor. Derfor er det så frygteligt vigtigt, at vi får hjulpet forældrene både med at løse deres egne problemer og med at være gode forældre. Og det er også vigtigt, at vi fra det offentliges side gør en indsats for at kompensere, så udsatte børn får de nødvendige kompetencer med sig både til at omgås andre, udfolde sig på legepladsen, og måske sågar til at stifte bekendtskab med tal og bogstaver. Og endelig skal vi have gode systemer til at opdage og gribe ind, når der er noget galt i familien eller i skolen.
3 Det er altså de tre hovedlinier i strategien En god start til alle børn : 1) For det første skal vi sætte fokus på familien. Vi skal både inddrage og stille krav til familien. 2) For det andet skal vi styrke børns kompetenceudvikling. Helt konkret vil jeg fortælle om lovforslaget om pædagogiske læreplaner, som har været sendt i høring og som fremsættes sidst på måneden. 3) For det tredje skal vi sætte tidligt ind så får vi nemlig størst effekt af indsatsen. 2. Familien i centrum Den første del af strategien handler om familien. Som konservativ minister er det naturligt for mig at tage udgangspunkt i familien som samfundets byggesten. Men jeg tror faktisk, at de fleste vil være enige med mig i, at det er et godt sted at starte. Spørgsmålet er bare, hvordan vi får familien på banen. Lad mig starte med at slå fast, at familier med sociale problemer ikke skal stå alene med dem. Men det skal også stå klart, at familierne har et ansvar. Ikke bare fordi, at det er ret og rimeligt, at forældre påtager sig et ansvar for deres børn. For det er det. Men også fordi vi ved, at det offentliges indsats for at hjælpe giver større effekt, når forældrene bakker op. For nu at undgå at skabe misforståelser vil jeg skelne mellem familier med massive sociale problemer og helt almindelige familier. De har det til fælles, at ansvarlighed fra forældrenes side giver børnene en god og tryg opvækst. Men lige så forskellige familiers problemer er, lige så forskellige er også min appel om ansvarlighed. Socialt belastede familier har ofte brug for støtte til at påtage sig ansvaret for dagligdags ting som hygiejne, madpakke, møde til tiden, lektielæsning osv. På grund af sygdom, misbrug eller andre problemer kan de hverken passe på sig selv eller på andre. Og nogle skal have hjælp fordi de aldrig har lært, hvad det indebærer at være forælder fordi de ikke selv har haft gode forældre som rollemodeller, eller fordi
4 de er indvandrere og derfor ikke ved, hvad der forventes af forældre i Danmark. Men de meget velfungerende familier skal også vise ansvarlighed. Når man selv er meget opmærksom på sine præmie-unger, kan det let blive til, at man også ønsker sig en masse respons fra omgivelserne. Men når super-forældrene hele tiden suger pædagogernes og lærernes opmærksomhed, så går den tid jo fra andre og mindre ressourcestærke forældre er måske ikke så gode til at råbe op og få hjælp. Et eksempel er situationen, når man som forælder kommer for at hente: Selvfølgelig skal man have lov til at høre om, hvordan dagen er gået i børnehaven. Men man skal ikke - som jeg har oplevet det - bruge pædagogens tid i en halv time på at spørge til, hvilke hovedpinepiller der er bedst. Det må være mulig at skaffe sig den viden på andre måder! Pædagogen skal også have tid til de andre børn. Mit budskab til jer er, at selv om der skal være plads til, at alle forældre trækker på det offentliges ekspertise, så må der være en grænse. Jeg hører fra nogle kommuner, at det er blevet helt legitimt at møde op på kommunen og kræve det offentliges indgriben også når man i virkeligheden godt selv kunne. Jeg synes, at det er helt legitimt for jer at sige fra, når nogle forældre kræver urimeligt meget. Hvis vi skal bryde den negative sociale arv, er vi nødt til at prioritere. Ressourcerne skal først og fremmest gå til de forældre og børn, som har de største behov. Det handler helt grundlæggende om værdier, der skal ændres. Grænsen mellem, hvad der er det offentliges ansvar og hvad der er forældrenes skal have et lille ryk hen imod forældrene. Det gør man ikke fra den ene dag til den anden, og det nytter heller ikke at vedtage en lov med paragraffen alle forældre skal være ansvarlige. Men jeg kan sige det her i dag, og I kan sige det ude i jeres kommuner både til medarbejderne og til borgerne. I kan fx lave samarbejdsaftaler i daginstitutionerne, så det bliver helt klart for forældrene, hvad de
5 kan forvente fra det offentlige, og hvad der forventes af dem som forældre. Men der er også, som jeg sagde i starten, familier, der har massive sociale problemer. De skal have hjælp og støtte. Og her bliver spørgsmålet om kompetencer relevant. Ikke mindst socialarbejdernes kompetencer. For nylig udkom en bog med titlen: At skabe en klient. Den handler om, at socialarbejdernes tilgang og forudfattede mening om klienterne så at sige smitter af. Klienterne tager det til sig, når de gang på gang hører en bestemt forklaring på deres problemer. Det siger mig, at vi har et stort arbejde foran os med at tænke konstruktivt om de familier, vi skal hjælpe! For hvis tilgangen fra socialarbejderen er, at familierne har ressourcer og kan løse deres problemer, så bliver det forhåbentlig det, de tager til sig. Mit udgangspunkt er i hvert fald, at alle familier har noget at byde ind med, og at alle forældre som udgangspunkt vil deres børn det godt. Vi skal blive bedre til at stille krav og få øje på det familien kan. Eller de potentialer, der kan udvikles og bygges videre på. Det er ikke ligetil for en socialarbejder at se, hvad problemet er og heller ikke løsningen. For at nå der til er det nødvendigt, at det enkelte menneske og den enkelte familie er med. I børnehaven såvel som hos socialrådgiveren. De professionelle har selvfølgelig en stor ekspertise i forhold til konkrete problemstillinger, men den største viden om barnet eller familien er hos familiemedlemmerne selv. Det skal respekteres. Familien kan ikke tage ansvar, hvis ikke den får et ord at skulle have sagt! Når familien føler, at de er med til at træffe de vigtige beslutninger og er enige i dem, føler de sig også mere forpligtede af beslutningerne. Familien og dens netværk kan også være med til at holde fast i, at der skal være stabilitet og kontinuitet i indsatsen og kan selv bidrage til
6 det. Når sagsbehandleren eller skolelæreren skifter job, er familien eller den nære veninde der for det meste stadigvæk. Et godt eksempel på at familien kan inddrages i forbindelse med sociale sager er familierådslagning. Det er en beslutningsmodel, der tager udgangspunkt i familie og netværk. Fx kan mosteren eller en nabo med betydning for familien være med. Modellen opstiller tydelige rammer for, hvordan den bedste løsning for barnet findes, og det er den udvidede familie, der tager stilling til, hvilken støtte der skal ydes for at sikre barnets trivsel og udvikling. Forvaltningen godkender så handleplanen og sikrer opfølgningen. Den grundlæggende tankegang i Familierådslagsmodellen er, at den udvidede familie skal være med til at beslutte og tage ansvar i forhold til det enkelte barns problemer. Vi hører tit, at der mangler kontinuitet og stabilitet i indsatsen over for udsatte børn og unge. En af årsagerne til det er, at familierne og netværket ikke er med til at træffe disse vigtige beslutninger eller ikke er enige i de beslutninger, der tages. Familien føler sig derfor heller ikke forpligtet. Familierådslag er ét bud på, hvordan familien aktivt kan inddrages og tage ansvar i forhold til barnet og dermed et bud på, hvordan vi kan finde frem til holdbare løsninger. Men der findes andre metoder - hovedsagen er, at familien inddrages! 3. Børns kompetenceudvikling skal styrkes Den anden del af regeringens strategi om En god start til alle børn handler om kompetenceudvikling. Det er uomtvisteligt, at uddannelse bryder den negative sociale arv. Men uddannelse er andet og mere end eksamensbeviser, og der er andre relevante kundskaber end kongerækken. Det er måske nok de faglige og faktuelle kundskaber, man ender med at have papir på. Men dem kan man ikke tilegne sig uden et ordentligt grundlag.
7 Det er igen spørgsmålet om kompetencer, jeg vil fremhæve. De meget brede og grundlæggende kompetencer vi kan kalde dem sociale kompetencer - er det skelet, der bygges videre på, når man bevæger sig gennem uddannelsessystemet: Det er fx sprog og evne til at fungere sammen med andre mennesker. Det, man skal have med sig, er både det ene og det andet. Det er både evnen til at løse en helt bestemt konkret opgave og noget mere udefinerbart som kendskab til samfundets kultur, traditioner og normer. I virkeligheden er det sidste nok det vigtigste, men det er samtidig meget svært at sætte paragraffer på. Men jeg tror på, at man lærer det ved at have et aktivt liv og deltage i både faglige og sociale aktiviteter. Og her er det jeg mener, at dagplejen og daginstitutionerne har en vigtig rolle. Udsatte børn er bagud fra starten, fordi der er en masse ting, de ikke har med sig hjemmefra. I børnehaven kan man give børnene det, de ikke får derhjemme. Derfor er det så vigtigt, hvad der sker i børnehaverne. Og derfor er det så vigtigt, at børnene ikke hele tiden kan lege helt frit, men at der også sættes nogle ting i gang som børnene ikke selv ville finde på. Det er ikke mindst vigtigt for de børn, som måske skal støttes for selv at kunne finde på, lege osv. Sociale kompetencer skal udvikles løbende, men man kan med fordel begynde at arbejde med dem tidligt. I Danmark er langt de fleste børn i børnehave, og derfor har vi en enestående mulighed for at bevæge os i den rigtige retning og give alle børn en god start. Det, vi kalder udsatte børn, er børn af forældre med sociale belastninger. Fx misbrug, fysisk eller psykisk sygdom og længerevarende arbejdsløshed mange gange flere af tingene på en gang. Det er svært at være en god far eller mor, når man slås med en sygdom eller et misbrug. Så mangler man overskuddet til at ta ungerne med i skoven eller læse godnathistorier. Børnene bliver simpelthen ikke stimuleret de udvikler ikke de nødvendige kompetencer. Og det er også i forlængelse af disse tanker, at jeg vil fremsætte et lovforslag her i slutningen af måneden om, at alle dagtilbud skal udarbej-
8 de pædagogiske læreplaner. I har måske allerede set det i forbindelse med høringen. Jeg foreslår, at alle dagtilbud skal udarbejde pædagogiske læreplaner, så der kommer fokus på læring og det bliver synligt, hvordan dagtilbuddet arbejder med at understøtte børns læring og udvikling. De pædagogiske læreplaner skal udarbejdes af personalet i dagtilbuddet, for det er jo dem, der kender børn og forældre bedst, og som ved, hvad der er af fysiske muligheder og personale. På den måde kan der tages hensyn til børnehavens placering tæt ved skov og vand. Eller til de mange to-sprogede børn, som måske skal lære på en anden måde end en børnehave med udelukkede dansktalende børn. Men at arbejde med børns læring er et udviklingsprojekt, som kræver andet input end lovparagraffer. Derfor har jeg også udsendt en guide med eksempler på, hvordan man kan arbejde med børns læring det er den såkaldte Sølvguide. Guiden er udsendt til alle daginstitutioner og dagplejeformidlinger, og vi har i ministeriet fået rigtig mange positive tilkendegivelser. Blandt andet fra jer. Jeg tror, det er fordi den én gang for alle maner billedet i jorden, om den sorte skole i børnehaven. Hvad det faktisk går ud på, kan meget fint illustreres ved en lille historie fra guiden om en gruppe børn fra en skovbørnehave, der opdager en død mus: Det var ikke første gang, børnene så hverken levende eller døde mus, men som altid var det spændende, og krævede mange svar: Hvorfor er musen død?, Vågner den aldrig igen? og Er det en mandemus eller damemus? - blot for at nævne nogle af de spørgsmål, børnene fandt relevante. I løbet af ganske få øjeblikke havde hele børnegruppen samlet sig, og med børns uforbeholdne nysgerrighed
9 blev alle ydre detaljer af musen undersøgt til bunds. Førstehåndsbiologien gav således associationer til andre situationer, såsom hvis man bliver kørt over, kan man også dø. Snakken om musen fortsætter, ifølge Sølvguiden, igennem længere tid og når vidt omkring. Det er således en god diskussion, hvor børnene både øver deres sprog, lytter til andre og kommer ind på både biologiske og filosofiske forhold. For nylig var jeg på besøg i Hirtshals Kommune for at høre om de erfaringer, de har gjort. De har i et stykke tid arbejdet med en læreplan for kommunens dagtilbud, og jeg synes, at deres projekt lyder utroligt spændende. Børnene har fx haft et tema om fugle: Hvilke forskellige slags fugle findes, kan man tegne dem, hvor bor fuglene, hvad spiser de, kan man bygge huse til dem på legepladsen, så de kommer tættere på. Børnene synes, at det er sjovt. Og samtidig lærer de at samarbejde, de lærer om sammenhænge i naturen, om at bygge noget og meget mere. Jeg kan kun opfordre til at I lader jer inspirere af eksemplerne i Sølvguiden og de projekter, der findes rundt omkring i kommunerne! Og så kan jeg da i øvrigt lige nævne, at Hirtshals Kommune ikke bruger flere penge end gennemsnittet på børnepasning tværtimod. Det synes jeg meget godt siger, at det er nok så meget er et spørgsmål om værdier og fokus på kompetence, der tæller, og ikke bare kroner og ører. Et andet problem, som jeg også tror, at de pædagogiske læreplaner vil kunne bidrage til at løse, er, at der er en voldsom kulturforskel mellem børnehaven og skolen. I børnehaven kan børnene i høj grad gøre som de lyster dagen lang, i skolen er der faste rammer og regler i mange timer hver dag. Det får man urolige børn ud af! For alle børn kan det være noget af et chok at komme i skole og pludselig at skulle sidde stille. Men særligt
10 de udsatte børn har svært ved den bratte overgang. Jeg tror, at de to kulturer skal nærme sig lidt mere til hinanden. Vi har taget første skridt med læreplaner i børnehaven. Næste skridt kan måske være kommunale børnepolitikker som led i en kvalitetsstandard på børneområdet. Det går ud på, at kommunen laver en sammenhængende børnepolitik for de 0-18-årige så indsatsen for børn tænkes sammen på tværs af institutioner. Jeg mener i virkeligheden også, at det er et spørgsmål om værdier: Det gælder om at prioritere samarbejde højt og at have respekt for, at der skal forskellige kompetencer til for at indsatsen kan blive rigtig god. Det er ikke noget, man opnår bare sådan lige og har man først fået det til at fungere, skal der arbejdes for at vedligeholde det. Men det er det værd, for resultaterne følger med! 4. Tidlig indsats Den tredje del af regeringens udspil handler først og fremmest om de anbragte børn, som er en særlig udsat gruppe både i al almindelighed og når det handler om social arv. Vi kan se på tallene, at anbragte børn har det hårdt. De har oftere end andre børn problemer i skolen, senere i livet har de dårligere helbred, mere arbejdsløshed, de er mere kriminelle og har oftere misbrug. Men tallene kan ikke sige os, om det er anbringelsen uden for hjemmet eller de forhold, der førte til anbringelsen, der er grunden til problemerne. Som socialminister vil jeg være sikker på, at når vi fra det offentliges side gør noget så alvorligt som at fjerne barnet fra forældrene ja så skal det altså også virkelig gøre en forskel. Det er grænseoverskridende at bryde ind i en familie og pege på problemer. Netop derfor er det vigtigt, at vi er meget omhyggelige med at gøre det på den bedst mulige måde med respekt for barnet såvel som for forældrene. En række undersøgelser har i løbet af det sidste år peget på, at det står skidt til. Til trods for, at udgifterne er vokset og vokset, så ser det ikke
11 ud til, at resultaterne følger med: Sagerne undersøges ikke godt nok, barnet inddrages ikke, og det ser ud til, at vaner mere end viden er ledetråd for arbejdet. Der er ikke rigtigt tradition for at se på effekten af indsatsen på det her område. Det er ikke noget nyt, at nogle børn har det svært, og det er ikke noget nyt, at det offentlige griber ind og forsøger at hjælpe. Alligevel har vi ikke formået at få samlet op på de erfaringer, der er gjort. Vi må erkende, at vi i dag simpelthen ikke ved nok om, hvad der virker og hvorfor. Vi skal blive bedre til at indsamle viden og til at bruge den viden, der faktisk er. Fx er der noget, der tyder på, at en tidlig indsats i sig selv er mere effektiv. Et eksempel, der viser det klart, er mødre, der misbruger stoffer eller alkohol under graviditeten: Jo før der gøres noget ved det, jo bedre for barnet i det lange løb det kan måske undgå fosterskader eller i hvert fald få den rigtige behandling til at rette op på skaderne. I øjeblikket er langt den største del af de børn og unge, som anbringes uden for hjemmet relativt gamle - gennemsnitalderen for en førstegangsanbringelse er faktisk over 11 år. Det er logisk, at jo længere tid barnet har haft problemerne, jo sværere bliver det at løse dem. Jeg synes simpelthen ikke, at det er godt nok, det der sker i dag. Der er brug for at lave en reform af hele anbringelsesområdet. Hvis vi skal gøre en forskel, når det gælder om at bryde den negative sociale arv, skal vi turde gøre op med det, der ikke er godt nok. Vi skal se med åbne øjne på den offentlige sektor og bevare det gode men samtidig hele tiden udvikle os. Med anbringelsesreformen håber jeg, at vi kan gøre netop det. På den ene side bruge de erfaringer, der er gjort på området, og bygge videre på det gode arbejde, der gøres. På den anden side tilføre nye idéer, fx fra forsøg rundt omkring i både danske kommuner og i udlandet. Fra den internationale forskning ved vi, at de bedste resultater opnås ved indsatser over for de yngste børn. Det kan være vanskeligt senere at rette op på fysiske og psykiske skader fra de første leveår. Derfor er
12 det blandt de små børn, at vi kan forvente størst effekt af anbringelser uden for hjemmet. Det betyder ikke at vi skal opgive de store børn. Slet ikke. Men vi skal måske udtænke alternativer til anbringelser uden for hjemmet. For større børn betyder kontakten til vennerne og lokalområdet sportsklubben, fritidsjobbet osv. meget. At blive flyttet til den anden ende af landet eller bare til den anden ende af byen kan være en katastrofe for den unge. Og det er ikke et godt udgangspunkt for en positiv påvirkning. Mange forældre henvender sig selv til socialforvaltningen for at få hjælp ikke mindst til umulige teenagere. Men jeg mener ikke nødvendigvis, at den rette hjælp er at anbringe børnene eller de unge uden for hjemmet. I stedet skal forældrene måske have rådgivning om opdragelse eller hjælp til at få styr på hjemmet. Og den unge skal måske have en fast kontaktperson eller lektiehjælp, hvis det er skolen, det kniber med. Som Ulla Tørnæs sikkert vil komme ind på senere i dag, så har skolen jo en stor rolle at spille i det her. Jeg mener, at det er utroligt vigtigt, at den sociale indsats og uddannelsessiden tænkes sammen! Som en del af anbringelsesreformen vil jeg fx lægge op til, at det bliver et krav, at der skal være taget stilling til barnets skolegang, før man anbringer barnet uden for hjemmet. I dag ser man desværre, at børn bliver anbragt, og man først bagefter begynder at undersøge muligheder for skolegang. Er der ikke taget stilling til skolegang før anbringelsen, risikerer man at barnet ikke får et skoletilbud fra starten. Dermed bliver der en periode, hvor barnet slet ikke går i skole. Man risikerer også, at et barn ender i en intern skole på anbringelsesstedet, uden at man har tænkt over, om det faktisk er den bedste løsning! Derfor er det vigtigt at få skolen ind i handleplanen. Men også generelt skal de to områder spille sammen udsatte børn må ikke falde mellem to stole. Det er også et spørgsmål om rumme-
13 lighed, om at det sociale system fx bakker op om skolen, så børnene ikke skubbes ud. Det er igen de sociale kompetencer, jeg tænker på. Jeg tror, at pædagogiske læreplaner i dagtilbud på lang sigt vil gøre en forskel. Men vi kan også gøre noget her-og-nu. Jeg ved, at mange kommuner arbejder på at oprette børnehuse, hvor udsatte børn kan få støtte og måske overnatte i perioder. Her kunne man jo også lave lektiecaféer. Både for børnene selv men man kunne også give forældrene mulighed for at lære at læse lektier med deres børn. Vi kræver af forældrene, at de skal være ansvarlige. Men vi skal også give dem de nødvendige kompetencer til at være det. Hvis de selv har dårlige oplevelser med skole og lektielæsning, kan det være svært at give børnene opbakning. Det er netop det, negativ social arv handler om, og det er den onde cirkel, vi skal have brudt! 5. Afslutning Lad mig slutte med at sige, at social arv jo er et meget stort begreb. Det er en hat, som man let kan putte alle mulige problemer ind under. Børn, hvis forældre er arbejdsløse, har større sandsynlighed for selv at blive arbejdsløse. Altså er beskæftigelsespolitikken med til at bryde den negative sociale arv. Jo højere uddannelse moren har, jo mere sandsynligt er det, at barnet undgår helbredsproblemer. I det hele taget er personer uden sociale problemer mindre syge, så både uddannelsespolitik og sundhedspolitik spiller en rolle. Og i virkeligheden går hele vores sociale indsats ud på, at alle skal have lige muligheder for at udnytte deres potentialer. Så man kan sige, at alt hvad vi gør i vores velfærdssamfund, i et eller andet omfang handler om at bryde den negative sociale arv. Set i det lys er det selvfølgelig svært at vælge noget ud, og det er da også helt klart min og regeringens målsætning at sikre og udvikle hele vores velfærdssamfund.
14 Men selv om vi sætter ind på mange fronter, må vi være forberedte på, at den negative sociale arv ikke brydes med et snuptag. Der skal et langt sejt træk til og kræfterne skal lægges i. Jeg har nu fremlagt mit bud på en strategi for at bryde den negative sociale arv, som går et spadestik dybere end den helt brede velfærdspolitiske indsats. Noget kræver lovgivning der kommer noget her i efteråret og mere følger i foråret. Andet handler om holdninger, der skal flyttes, om værdier og kompetencer. Jeg tror på, at de ting, vi nu sætter i gang læreplaner, anbringelsesreform og større ansvarlighed kan gøre en forskel. Men arbejdet med at bryde den negative sociale arv skal fortsætte. Både politisk og i praksis ude hos jer i kommunerne. Vi skal løbende være parate til at rette ind, hvis der er noget, der kan forbedres. Målet, vi skal holde os for øje, står i hvert fald klart: En god start til alle børn.