Skal Gud være min hyrde, min leder? Nej, ved du nu hvad! 2.søndag efter påske år 2015 salmer: 29, 658, 656, 664, 660 Prædiken af sognepræst Kristine S. Hestbech Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde:»jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«joh 10,11-16 Ind imellem kan man se store fåreflokke gå på marken på vej til Roskilde og græsse. Sidste år havde de lam og man er jo lige ved at køre galt fordi man strækker hals for at se de søde små uldtotter.. For det er ikke tit.
Ikke ofte vi støder på får og lam. Og selvom vi bor omgivet af marker har de færreste af os noget med landbrug at gøre. Jeg var 19 før jeg rørte ved en ko og jeg er stadig bange for heste (- ligesom vor dronning.) Så selvom vi er et landbrugsland, så kan du som barn og ung og voksen på landet være ligeså fremmed overfor landbrug og dyr som folk i byerne. Så når Kristus siger om sig selv at han er den gode hyrde så klinger der ikke rigtig nogen billeder med oppe i hjernen. For hyrder og fåreflokke - det kender de fleste af os kun fra Italien og Grækenland når vi har været på ferie
eller fra gamle cowboyfilm hvor seje, garvede og sørgmodige mænd driver kvægflokke forbi Grand Canyon. Så hvis der overhovedet kommer et billede frem på den indre nethinde så ser vi Jesus som enten græsk, fetaspisende hyrde eller hårdkogt cowboy med smukke øjne. Og den anden side af det problematiske ved hyrdebilledet er at vi ikke kan forestille os at der er nogen eller noget der skal lede os ad rette stier. Nej, ved I nu hvad, det kan vi da selv finde ud af. Bare se hvad skolereformen har gjort. Lærerne er i vildt oprør. Og forsøgte man sig med at lede præster ville det samme ske.
Rigtigt mange af os vil bestemt ikke ledes af andre og nu er en hel generation vokset op med ansvar for egen læring i deres skoletid så det bliver kun mere udtalt. Og kommer man som amerikansk selskab og starter virksomhed op her river lederne sig i håret og kan ikke forstå hvorfor det der virker i USA ikke virker i Danmark. Men de glemmer at vi ikke bryder os om hyrder. For i Amerika siger man sir til sin leder i Danmark siger man Bo eller Bente, i Amerika får man en ordre og udfører den, i Danmark holder man møder og finder ud af, hvad man synes om ordren. Vi danskere vil ikke ledes af nogen autoritet, - mon ikke det er derfor at vor 75årige Dronning er så populær?
Fordi hun er en autoritet uden reelt indhold? Vi vil selv være autoriteter, vi vil selv være hyrder. - Vi er ledelsesfremmede, som det hedder inden for organisationssprog. Ledelsesfremmede. Og det er også gledet ind i familien hvor mange forældre ikke vil påtage sig ledelsesansvaret overfor deres børn og flere og flere føler sig afmægtige fordi de føler at børnene går deres egne veje og ser slet ikke at det måske mere handler om at børn ikke anser forældrene som hyrder længere. Vi vil så gerne være gode venner med vores børn og vi er parat til at dø for dem om det skulle være og skynder os at give dem den slik de peger på i Brugsen så vi undgår en scene. Men at være autoritet eller leder eller hyrde
er ikke kun omsorg. Det er også at turde, at sige nej, - og nu bestemmer jeg retningen. Og derfor er det sin sag at vi har en Gud i kristendommen der, som den gode hyrde vil lede os ad rette stier. Ah, ved du nu hvad Godt nok er der ingen tvivl om at vi værdsætter at Kristus døde for os og opstod for os. Det synes vi er helt ok. Godt skuldret. Der er heller ikke tvivl om at vi værdsætter at Gud passer på os som den gode cowboy og jager det Onde på flugt, når det går på rov iblandt os. Så langt kan vi godt få hyrdebilledet til at passe.
Så længe hyrden er den kærlige, søde hyrde. Problemet opstår, når hyrden også er den der ikke lader os gå i den retning vi har lyst til. Og som med bestemte råb vil lede os den stik modsatte vej. For egentligt vil vi jo helst selv. Alting i vores liv vil vi selv, også selvom vi ikke har foræret os selv dagene fra Himlen eller vores egen vejrtrækning og køn og evner.. Nej, tråden har vævet os uden vores indblanding og vilje. Vi er fra vores fødsel en del af en stat, er medlemmer af et samfund, af et sprog, en kultur og en historie... Alt sammen uden vores valg. Om vi vil det eller ej, er vi underlagt en masse hyrder i denne verden.
Om vi bryder os om dem eller ej, spørges vi sjældent om. Men som Luther sagde; så er det kun i det ydre. Som kristne er vi i det indre fri. Vi er ikke underlagt andre end Kristus. Og Han hverken slår eller truer med alverdens straf hvis vi går egne veje.. Nej, valget er vores men Han er der - og skubber os som hyrden i den retning Han mener vi skal. Vi kan lade være med at lytte men min egen erfaring er, at han skubber. Jeg ville være gartner, men blev præst. Og først nu kan jeg se, at det at være præst
OGSÅ er at være gartner. At værne om og få til at spire og vokse og gro. Ikke ude på marken eller haven, men herinde hvor der er så højt til loftet, at vi mennesker rejse os op og vokse uden nogensinde at ramle hovedet ind i loftet. Og måske I kan lave lignende historier om jeres veje i livet? At en usynlig tråd bandt jeres dage sammen uden I lagde mærke til det og har gjort jer til det menneske I er nu. Gud, som hyrden der skubber os lidt her og spænder ben lidt der.. Jeg synes min erfaring er at når jeg står midt i en krise på sådan en rigtig stenet og bakket vej så vil jeg for alt i verden ikke være der.. Og jeg beder og beder Gud om at finde en anden vej til mig
og jeg har ofte følt at Himlen var lukket at han havde hø i ørerne og bestemt ikke svaret mig for vejen ændrede sig ikke den blev ved med at være bakket og stenet og at det først er bagefter efter krisen - at jeg har kunnet se at der også var noget godt på netop den vej... At det netop var den vej jeg måtte betræde for at blive hel igen. Hyrden kan det som flokken ikke kan. Han kan se længere. Gud kan det som vi ikke kan. Han kan se næring hvor vi kun ser beskæring. Det er et under at kornet gror
og barnet væves i livmoderen og at vi kan elske hinanden så nogle både oplever sølv- og guldbryllup. Gud gør det, vi ikke kan. Gud vil det, vi ikke ser og Guds tålmodighed med os holder ikke op.. - Hvor er det godt at Han er som en hyrde Kirkebøn: Almægtige Gud Livet har du givet os til glæde og latter og store følelser til kærlighed og venskab til nærvær og tillid giv os mod til også at kunne det, som alt dette sætter i gang; at kærligheden en dag giver sorg at latteren og glæden giver længsel og ensomhed når latteren og glæden er væk, at vi kan føle os forladte og forrådte på vores livsveje. Vis os vejen og giv os mod til at gå den. Almægtige Gud, Hellige Søn: Giv alle denne verdens ledere og hyrder indsigt, så de ikke er
hyrder for egen forfængeligheds og forfremmelses skyld, men husker at den gode leder, den gode hyrde, også er den, der ofrer sig for andre. Vis os vejen, og giv os mod til at gå den. Almægtige Gud, livgivende Helligånd Du som indgyder ånd i alt levende, vær nær den syge og ensomme, den, der lever under krigens brutale åg, flygtningene og de evige vandrere. Støt dem der har mistet én de elskede og nu sørger og giv den døende troen på, at du tager livsånden tilbage til dig og gør os til eet i lyset.. Lad os bede for dem og det vi tænker på. Vis os vejen, og giv os mod til at gå den. Amen