Kig efter det gule på de kinesiske skarver Af Ole Friis Larsen Vi kan se to underarter af Storskarven i Danmark. Det er ikke let at se forskel på dem, for de er næsten ens, men det kan lade sig gøre at bestemme underarten, når skarven er tæt på i godt lys, og man er omhyggelig med sin bestemmelse. Den underart, der yngler i Danmark, og som er langt den mest almindelige, kalder vi for Mellemskarv. Det systematiske navn er Phalacrocorax carbo sinensis, hvor sinensis er underartens navn. Den anden underart, som vi kan være heldige at bestemme på en fugletur i Danmark, kalder vi for Storskarv. Det er nominatformen eller standardversionen Phalacrocorax carbo carbo. Storskarven kan man møde mange steder i verden. Ifølge Birdlife International findes der mellem 1 og 1,6 millioner af dem fordelt på seks-otte underater. Foruden de to versioner, vi ser i Danmark er det blandt andet maroccanus ved kysterne i Marokko, hanedae i Japan og novaehollandiae i Australien og New Zealand, hvor denne fugl kigger efter bytte i slambassinerne ved Christchurch. Foto: Ole Friis Larsen Forskellen på underarterne kan ses på udbredelsen af et gult felt for enden af næbbet. Det er et stykke bar hud, som skarverne kan svede igennem. Forskellen er ganske enkel. Kig efter vinklen på det gule felt. Hvis vinklen er under 65 grader og dermed mere eller mindre spids at se på, er det med stor sandsynlighed nominatformen af Storskarv. Hvis vinklen er over 73 grader, altså næsten vinkelret eller mere, er det med stor sandsynlighed den underart, der yngler i Danmark, Mellemskarven. Vinklen varierer på Mellemskarven alt efter, hvor i verden man ser den. Jo længere østpå, jo større er vinklen. I Danmark svinger vinklen mellem 73 og 101 grader med et gennemsnit på 85,7 grader på hunnerne og 85,6 grader på hannerne. Det vil sige, at den gule vinkel se tegningerne på danske skarver typisk vil være næsten vinkelret at se på.
De Storskarver, vi ser i Danmark, kommer først og fremmest om vinteren fra Norge og Sverige, hvor den gule vinkel svinger mellem 39 og 70 grader med et gennemsnit på 53,1 grad på hunnerne og 49,3 grader på hannerne. Derfor vil det ofte være muligt at genkende dem på en spids vinkel i forhold til vores egne skarver. Skarver med en gul vinkel på mellem 66 og 72 grader er ifølge forskningen ikke mulige at bestemme efter underart i felten. Her skal der nogle mål på næbbet til, fordi næbbets størrelse også varierer efter underarterne men ikke så meget, at det er noget anvendeligt feltkendetegn. Tegningerne viser den gule vinkel på de to underarter af Phalacrocorax carbo, der er til at se i Danmark. Læg mærke til, at den gule vinkel skal ses i forhold til mundvigen på skarven og ikke i forhold til næbbet. Hunner og hanner af den danske Mellemskarv har i gennemsnit næsten den samme gule vinkel på mellem 85 og 86 grader. På den norske Storskarv er hannens vinkel i gennemsnit på 49 grader og dermed endnu spidsere end den viste hun. Tegning: Ole Friis Larsen
Forskellen på den gule vinkel blev opdaget og beskrevet af den svenske fugleforsker Per Alström i 1985. Han foreslog, at skarver med en vinkel på over 90 grader var sinensis, mens skarver med en vinkel på under 65 grader skulle anses for nominatformen af Storskarv. Men nogle forskere afviste hans påstand, og metoden blev ikke umiddelbart anerkendt som et sikkert kendetegn. Men nu er metoden dokumenteret af den britiske forsker Stuart E. Newson, som undersøgte skind af Storskarver på Zoologisk Museum i København og en lang række andre steder også uden for Europa. I 2004 fik han sammen med flere andre forskere offentliggjort en videnskabelig artikel om opmålinger af den gule vinkel og næb på skarver, og dette team af forskere nåede frem til, at nominatformen Storskarv har en gul vinkel på mellem 38 og 72 grader, mens Mellemskarvens vinkel svinger mellem 66 og 111 grader. Uden for Europa når den gule vinkel helt op på 114-127 grader i blandt andet Vietnam, Thailand, Malaysia og Singapore. Newson og hans medforskere har en ide om, at den gule vinkel hænger nøje sammen med skarvernes behov for at komme af med kropsvarme, eftersom det gule felt på underarten sinensis bliver stadig større, jo længere mod sydøst, arten forekommer. I Danmark er vinklen forholdsvis lille, fordi danske skarver til forskel fra underartsfællerne i for eksempel Thailand tværtimod har behov for at holde på kropsvarmen og ikke svede alt for meget. På samme måde varierer vinklen på det gule felt hos Vesteuropas Storskarver sådan, at vinklen er mest spids og det gule felt mindst i Grønland, Island, Færøerne og Norge og størst i Storbritannien, Frankrig og længere sydover, hvor fuglene har mere brug for at kunne slippe af med noget kropsvarme. De britiske forskere var interesserede i at kunne skelne, fordi begge underarter yngler i England. Storskarven er både i England og andre steder, hvor den forekommer, typisk en kystfugl, der yngler på klippekyster, mens Mellemskarven er en indlandsfugl, der foretrækker at bygge rede i træer i fjorde og ved søer men også gerne yngler på jorden, hvis den ikke får andre muligheder.
Død Storskarv fra Ålebæk Strand på Møn. Vinklen er meget spids og ligger med 47 grader under gennemsnittet for norske og svenske hanner af underarten. Foto: Per Schiermacher- Hansen Død Mellemskarv fundet ved Busene på Møn. Her er den gule vinkel tæt på den typiske vinkel for danske skarver. Foto: Per Schiermacher- Hansen
Ældre tekster om bestemmelse af underarterne peger på, at Mellemskarven har et grønt skær i fjerdragten, hvor Storskarven har et blåt eller purpurfarvet skær, men det har vist sig, at farven ikke har noget med underart at gøre, men med stadiet i yngleperioden. På Mellemskarv skifter det grønne skær nemlig til blåt, når fuglene begynder at yngle. Derfor kan kendetegnet ikke bruges til at skelne mellem underarterne. Nogle kilder har også påpeget, at Mellemskarv i gennemsnit er mindre end Storskarv, men heller ikke det er i praksis anvendeligt som feltkendetegn, fordi der er betydelig overlapning mellem arterne - både for hunner og hanner. Storskarv har længere næb end Mellemskarv, men også her er der så stor overlapning, at kendetegnet kun kan anvendes i felten sammen med den gule vinkel. For eksempel er næbbets gennemsnitlige længde på danske hanner af Mellemskarv præcis den samme som på norske hunner af Storskarv. Og så er der de hvide fjer, som hannerne får i hovedet og på halsen i parringstiden. Begge underarters hanner får imidlertid det udseende, og det ser ud til, at omfanget af hvide fjer i hovedet og på halsen ikke er underartsbestemt, men svinger med alderen, så ældre fugle bliver mere hvide end yngre hanner, og det hvide desuden tager af, når fuglene begynder at yngle. I øvrigt burde vores underart egentlig ikke hedde Mellemskarv. Det ville være mere logisk at kalde den for Kinesisk Storskarv. Selv om den er blevet almindelig i England, Holland, Danmark, Sydsverige og andre lande omkring Østersøen, har den sit langt største udbredelsesområde i Kina, Indien, Japan, Myanmar/Burma, Thailand og Indonesien. Ordet sinensis i det systematiske navn betyder netop kinesisk, mens carbo i navnet betyder kulstof og henviser til skarvernes farve. Mellemskarven, som fiskere ynder at hade i Danmark, er den samme fugl, som fiskere i Kina og Japan i århundreder har holdt, ligesom vi holder høns, og brugt til at fange fisk. I de asiatiske lande, hvor der også er andre arter af skarv, fik de tamme skarver en snøre om halsen, så de ikke kunne sluge de fisk, de fangede, og så blev de smidt over bord fra fiskerbådene og kom tilbage med byttet til deres ejere. Denne artikels forfatter har som ung set japanske fiskere arbejde sådan med deres skarver, og det var populære fugle. I japanske byparker blev der i 1970 erne sat plastikkurve op i træerne for at gøre det lettere for skarverne at yngle. Om det stadig foregår, ved jeg ikke. Ældre fuglebøger nævner, at de danske bestande af skarver trækker væk om vinteren og afløses af norske og svenske fugle af nominatformen, men sådan er det åbenbart ikke mere. Efter at jeg er begyndt at interessere mig for at se forskel på underarterne, har jeg endnu ikke set nogen Storskarv i Nakskov Fjord, hvor jeg mest har set efter. På Møn mener Per Schiermacher Hansen, som har stillet to fotografier til rådighed til illustration af denne artikel, at Storskarven er sjælden. Langt de fleste vinterskarver i DOF Storstrøms område er formentlig danske og sydsvenske ynglefugle, der overvintrer her. Og i nærheden af lokale ynglepladser, er det tilsyneladende overvejende de lokale fugle, der huserer hele året, men det kan flere meldinger om underarterne i DOF-basen være med til at belyse. Ifølge en DMU-rapport om skarver i Ringkøbing og Nissum Fjorde fik lokale jægere fra 1. september 2002 til 31. januar 2003 dispensation til at skyde skarver mod til gengæld at sende hoveder og vinger ind til undersøgelse. I undersøgelsen blev skarverne bestemt til underart ved netop at måle næbbet længde og tykkelse og vinklen på det gule felt af bar hud for enden af næbbet. Undersøgelsen viste, at 9 procent af de nedlagte skarver var norske fugle af nominatformen Phalacrocorax carbo carbo, mens ni ud af ti fugle var (lokale) skarver af underarten Phalacrocorax carbo sinensis. Kilder: Newson, Stuart E. m.fl.: Sub-specific Differentiation and Distribution of Great Cormorants Phalacrocorax Carbo in Europe, Ardea 82(1) 2004. Artiklen kan findes på nettet på dette link:
http://web.tiscali.it/cormorants/pdf/stuart_ardea2004.p... Arbejdsrapport fra DMU, nr. 179: Reduktion i antallet af skarver i Ringkøbing og Nissum Fjorde: Oliering af æg og beskydning i 2002. Artiklen kan findes på nettet på dette link: http://www2.dmu.dk/1_viden/2_publikationer/3_arbrapport... Cormorants af Paxton Pits. Findes på nettet på dette link: http://www.paxton-pits.org.uk/id.htm