Prædiken til søndag den 23. august 2015 Søndagen som også hedder den 12. søndag efter trinitatis. salmer: 392, 564, 538, 367 Ordene i dag handler om ikke at se og høre og tale. At blive ramt af stumhed, døvhed, blindhed. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham:»effatha!«det betyder:»luk dig op!«og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring
og sagde:»han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«mark 7,31-37 Præsten Poul Joachim Stenders bror på 61 år er flyttet på plejehjem. Eller rettere, han er flyttet i en lejlighed der ligger i toppen af plejehjemmet. Og en dag, Stender, besøgte ham sagde han, at efter han er blevet 61 år er han blevet totalt usynlig for kvinder. Han kunne gå i kbhs gader men kvinderne så ham ikke. Heller ikke når han viftede med armene. Stender sagde til ham at han skulle tage at rejse til Italien. Der blev man stadig set af kvinder også når man var over 61 år. Det oplivede ham lidt. Men lidt efter vendte han tilbage og sagde
at han nu boede et sted, plejehjemmet, hvor samtlige beboere var usynlige. Aldrig havde han læst et indlæg af en plejehjemsbeboer. Eller set en deltage i en paneldiskussion. Eller udtale sig om politik og erotik og den slags. Og så begyndte de to brødre at snakke om alle de mennesker som var usynlige i vores samfund. Og blev enige om at det var de usexede og stille, de kønsløse og de forudsigelige. Nutidens døvstumme? Men, sagde broren, der er et ordsprog der hedder at det altid sete er det aldrig sete. Interessant, ikke? Det altid sete er det aldrig sete. Dybest set betyder det at vi lever i en totalt usynlig verden, fordi vi ser den hele tiden. Vi ser ikke vores forældre
vi ser ikke hinanden fordi vi er så vant til at se hinanden. Forklar hvordan dine børn ser ud og du kommer til kort. Fred og demokrati er også blevet usynligt fordi vi har vænnet os til det. Og måske er det det, der også er ved at ske med klimaet. Vi er så vant til at være i det at vi ikke tænker på det. Vi ser ud i naturen hver dag og ser derfor ikke at grøftekanterne bliver mere og mere forarmede og at der er markant færre bier og insekter til at bestøve naturen. Og vi ser slet ikke hvordan klimaet forværres drastisk ude i verden med følger vi slet ikke kan følge for især de fattigste mennesker på denne klode.
Ofte når vi sidder her i kirken så fokuserer vi på hvad Gud kan gøre for os. - Og håber på at Han ser os og ikke, ikke ser os, fordi Han altid ser os.. Og vi lytter til historierne som den i dag med den døvstumme der får talens brug igen efter mødet med Jesus - og fokus er altid det samme. Hvad Gud kan gøre for os. Og det altid sete er det aldrig sete gælder måske også her. Vi er så fokuserede på retningen Gud - os at vi glemmer at vende historierne om og tænke, hm, kunne jeg gøre noget lignende? Så retningen bliver os os.. Kunne jeg være Jesus sådan i det små? Overfor mennesker. Overfor jorden. Naturen.
Som Grundtvig jo skriver så fint i sin begravelsessalme At sige verden ret farvel; Kom i den sidste nattevagt og sæt dig ved min side i en af mine kæres dragt. Altså igen os os. Gud er synlig i os. Og vi gør Gud synlig i vores handlinger. I dag gør vi klimaet synligt ved at vandre. Klimapilgrimsvandringen er en måde at skabe fokus på det usynlige som klimaet på mange måder er. Fordi vi ligesom luften bare er i det. At gå sammen som mennesker i disse uger gør - helt oppe fra Nordkap og helt nede fra Sydafrika strækker klimastafetten sig, hvor helt almindelige mennesker,
der ellers ikke er synlige, sammen går med vand i hånd, ind til Paris hvor klimatopmødet skal finde sted i Dec i år. I Norge har de allerede tilbagelagt 40.000 km og den 30. august kommer klimastafetten, der bærer en lille flaske med vand, til Danmark, hvor den føres videre ned til Tyskland og til Paris. Vi er en del af den stafet, vi vandrer ind til Roskilde mini Paris og deltager i aftenssangen derinde kl 17. Vandflasken her, med vand fra hanen i præstegården, sender jeg efter vandringen til Paris, der vil modtage tusindvis af andre vandflasker fra hele verden som symbol på det vand vi alle er afhængige af, og som både er truet og truer pga. klimaforandringerne.. Vi har ikke Jesu evner til at gøre syge raske men vi kan ved fælles fokus og handling
måske vække politikere og beslutningstagere så de ikke kan vende det døve øre til men bliver nødt til at finde frem til bæredygtige aftaler for klimaet. Musikeren Arne Andreasen siger det sådan her: Vi skal være hippier og tro på at lidt kan flytte meget. Vi skal være politisk fokuserede, når hippierne ikke orker mere, og vi skal kaste vores liv og integritet ind i kampen når politiske beslutninger ikke rækker langt nok. Vi skal gå drømmen i møde om en verden der kan ånde og en natur som har værdi blot fordi den er og ikke kun som nytteværdi for os. Det er ikke alle der kan gå, men vi kan alle skrive under på den fælles erklæring
der følger klimastafetten og som jeg har skrevet på et lille stykke papir til jer. www.actclimate.org stilhed
kirkebøn Giv os at åbne vores ører så vi hører nattens lyde klart. Giv os at åbne vores øjne, så vi kan se det usynlige. Skil vores læber, så vi kan forme ord der bringer lys og varme. Giv os mod så vi tør alt det, vi ikke tør. Giv os håb, så vi tror på det, der virker umuligt. Gør stemmen høj og klar, så vi kan tale uretfærdighed og ulighed imod. Gør armene stærke, så vi hjælper med at bære for dem, der ikke magter det alene. lad os bede for dem og det vi tænker på. Amen