Tilegnet medkombattanterne i kampen for arkivadgang i 1970 erne og 80 erne

MIN BESÆTTELSE Claus Bryld MIN BESÆTTELSE 50 års livtag med historien Essays 1965-2015

Tilegnet medkombattanterne i kampen for arkivadgang i 1970 erne og 80 erne

Claus Bryld MIN BESÆTTELSE 50 års livtag med historien Essays 1965-2015 Roskilde Universitetsforlag

Claus Bryld Min besættelse 50 års livtag med historien. Essays 1965-2015 1. udgave 2015 Roskilde Universitetsforlag 2015 Omslag: Imperiet (Annette Borsbøl) Sats og e-bog: SL grafik (slgrafik.dk) Tryk: Specialtrykkeriet Viborg A/S Trykt udgave ISBN: 978-87-593-2253-6 E-bog ISBN: 978-87-593-2328-1 Udgivet med støtte fra VELUX FONDEN Roskilde Universitetsforlag Rosenørns Allé 9 1970 Frederiksberg C info@samfundslitteratur.dk samfundslitteratur.dk/ruforlag Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun efter de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

INDHOLD Forord 9 DEL 1 KONFLIKT ELLER FORSONING - ET PERSONLIGT DILEMMA Indledning 15 Dilemmaet 19 Tabernes 5. maj 25 At være i to sind 33 Den store og den lille historie 34 På tabernes betingelser 37 Fædrenes synder skal nedarves på børnene 40 Tabubelægningen 42 Hverken/eller 44 En bevidst ambivalens 46 Forsoning en smuk drøm? 46 Fædre og synder 49 Fårhus som myte og realitet 55 Vindernes 5. maj 59 Status 65 DEL 2 KAMPEN FOR ÅBENHED OG OPKLARING - HISTORIKEREN SOM AKTIVIST Indledning 71 Hvem ejer historien? 79 Arkivadgang nådessag eller frihedsret? 87 Jane Horney hemmelighed er magt 95

Farcen om arkivloven 103 Arkivadgang i dag en status 109 DEL 3 ERINDRINGSPOLITISKE KONFLIKTER Indledning 115 Besættelsestiden som patriotisk praksis 119 Historie og erindring 119 Dragonen Nils Kjeldsen 120 Individuel og kollektiv erindring 122 Konflikter mellem historie og erindring 124 Forskningen vækker anstød 124 Kunsten vækker anstød 127 Den selvoplevede erindrings privilegium 130 Brobygning mellem historie og erindring? 132 Kampen om erindringen i det nationale tv-monopols tidsalder 135 Jane Horney. Konteksten i 1985 136 Beretningen om Jane Horney 137 Den offentlige debat om Jane Horney-serien 139 Den offentlige kampagne 141 Dom uden bevisførelse 143 Den sidste offentlige historiekamp 145 Retsopgøret og den politiske moral i dag 149 Historiens magt 150 Politikerne frikender sig selv 152 Kommissionens mørkekammer 154 Kommissionen og den politiske kultur 156 Danske fortrængninger 159 Fritz Waschnitius og den danske Ring 160 Knud W. Jensen og Ole Wivel 161 Ringens begyndelse 163 Politik og forførelse 164

Erik Johansen og Ole Høst 168 Kilderne til Ringens historie 170 En ondskabsfuld klodsmajor? 171 Sagen bliver offentlig 173 De mortuis nil nisi bene? 174 Hvorfor skrev Wivel ikke selv sin historie? 176 Nogle fortalte deres historie 176 Frihedsmuseet i fortid og fremtid 179 Frihedsmuseets historie 180 Grundfortællingen om besættelsestiden 183 Konsensussynet 186 Opbrud i forskningen 188 Folkestemningen 192 Det økonomiske samarbejde 193 Moral eller moralisme? 194 Aktivisme og attentisme 195 Den tyske besættelsespolitik 196 De tyske flygtninge 197 Historiske oversigtsværker 198 Den nye litteratur en konklusion 199 Frihedsmuseet 1995-2013 200 Fortiden som erindring, historie og politik 207 Teorierne om kollektiv erindring 207 Fra Maurice Halbwachs til Pierre Nora 209 Erindringssteder som dobbeltsteder 212 Erindringen om nationen 214 Konflikter om (erindrings)historien 216 Forestillede erindringsfællesskaber 217 Historie contra erindring? 218 Multikulturel identitet 219 Individ og fællesskab 221

DEL 4 BESÆTTELSE OG RETSOPGØR I UNIVERSALISMENS LYS Indledning 225 Med besættelsen som spejl 233 Hvad ville jeg have gjort? 243 Kilder og litteratur 249 Oversigt over essayene 263 Kronologisk oversigt over essayene 267 Navneregister 269 Tak 274

FORORD 9 FORORD The past is not dead. It is not even past yet. William Faulkner Ordene besætte og besættelse har flere betydninger. Den store Ordbog over det danske Sprog opregner dem og giver eksempler på et par benyttelser: den ældste Datter [var] bleven gift med en af Fjendens Officerer, der under Besættelsen havde haft Kvarter i Faderens Hjem, er Henrik Pontoppidan citeret for. Det henviser nok til den tyske besættelse af Jylland i 1864. Den aandelige Besættelse er mere omfattende end den legemlige. Thi naar Djævelen aandelig uddrives, som sker i Daaben, da ophører ogsaa den legemlige Besættelse, men ikke omvendt, som Troels-Lund er citeret for. På den ene side en fysisk, territoriel kendsgerning, på den anden side en både legemlig og psykisk hos det enkelte individ. Selvom den legemlige besættelse også hos mig er blevet uddrevet ved dåben, er den åndelige dog forblevet eller rettere kommet til. Og den drejer sig om besættelsen. Ikke den i 1864, men den fra 1940 til 45. Både på grund af mine familieforhold og min profession som historiker har jeg altid været besat af besættelsen, som et højskolekursus hed i 2014, og af retsopgøret. Jeg er dog ikke besættelseshistoriker, men har mest skrevet om andre, for mig mere opmuntrende, historiske emner såsom arbejderbevægelsens historie, så djævelen har måske ikke altid huseret lige stærkt. Men arven fra en opvækst i besættelsens og retsopgørets skygge har hele tiden været der og vil forblive, indtil djævelen i sidste instans kommer og tager mig. Fanden ta det De foreliggende 20 essays er fra perioden 1979 til i dag, med et enkelt fra 1965. Et er nyt ligesom indledningerne til de fire dele. Mellem 1965 og 79 er der ingen essays, de tager først fart med min kamp for at få arkivadgang og dermed opnå vi-

10 FORORD den om, hvad min familie var indblandet i under krigen, og hvad min far og farbrødre blev dømt for bagefter. 1 Bogen nærmer sig problemerne både fra det personlige plan fra neden og fra oven eller sagt på en anden måde fra en både subjektiv og objektiv vinkel. De to første dele udspringer af den personlige problematik, mens de to sidste reflekterer over besættelse/retsopgør og de talrige konflikter om, hvordan disse skal forstås fra en mere overordnet, abstrakt synsvinkel. Metahistorisk, kan man måske også sige. Analysen går i alt fald fra et frøperspektiv til et fugleperspektiv. Etiske og moralske spørgsmål står i forgrunden ligesom spørgsmålet om ytringsfrihed på historiens område. Antologien er inddelt i fire dele. I første del Konflikt eller forsoning? er temaet det personlige, moralske dilemma, som en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge har betydet. Det lægges frem og diskuteres så tilbundsgående, som det har været mig muligt. Der vil være indre modsigelser eller ambivalens imellem f.eks. det første essay og de senere, beroende på en forskellig bedømmelse af samarbejde og modstand under besættelsen. Fortiden er ikke afklaret, men til stadig diskussion, også for mig. Det sidste essay, Status, repræsenterer dog en foreløbig afklaring anno 2008 (og 2015). Anden del, Kampen for åbenhed og opklaring, drejer sig om ti års kamp for at få adgang til statens arkiver fra besættelsestiden og retsopgøret. I dag glemmes det let, at disse arkiver var lukkede for alle andre end nogle få udvalgte, og at det derfor ikke var muligt for andre at skrive historie på grundlag af arkivernes righoldige materiale. Først i 1990 erne lykkedes det at få åbnet statens arkiver så meget, at det blev muligt at få indblik i såvel generelle som mere personlige forhold. Det havde jeg i al beskedenhed et medansvar for. I tredje del, Erindringspolitiske konflikter, flyttes perspektivet fra det personlige til et mere alment, historiografisk niveau. Her analyseres nogle af de mange konflikter om fortolkningen af besættelsestiden og retsopgøret og om enkeltpersoners forsøg på at lægge låg på deres fortid. Sagerne har typisk været ud- 1 En egentlig redegørelse herfor vil man ikke finde i antologien, her henvises til de to doktorafhandlinger: Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister. Det politiske forhold mellem tyske myndigheder og nazistiske kredse i Danmark 1940-43, 1970, og Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen, 1984. Desuden til Claus Bryld: Hvilken befrielse. Fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge, revideret og udvidet udgave, 2008.

FORORD 11 løst af en tv-serie, en oplysning i pressen eller lignende, og de har alle vakt opsigt og været til debat i en større offentlighed. (Debatten om Frihedsmuseet var dog udløst af en brand, påsat af ukendte gerningsmænd). Forholdet mellem historie og erindring belyses fra flere forskellige vinkler, men med stadigt fokus på besættelsestiden og retsopgøret. Til sidst i del 3 drøftes forholdet mellem erindring, historie og politik på et mere overordnet plan. Endelig diskuterer fjerde del, Besættelse og retsopgør i universalismens lys, betydningen af den udvikling, der i de senere år har været til i højere grad at se 2. verdenskrig og okkupationerne i lyset af universelle rettigheder og mindre i lyset af nationale rammer og betingelser. Man kan også tale om en europæisering af mindet om krigen. Eksistentielle og moralske spørgsmål kan igen diskuteres i relation til historiske forhold, og dermed kan de bidrage til en styrkelse af historiebevidstheden. De særlige danske forhold under kulturkampen i 1990 erne og nullerne sættes også til diskussion. Der findes en del historiografiske bidrag til besættelsestidens historie, men ikke af en art, hvor forfatteren selv er involveret og alligevel opererer på et metaplan, i hvert fald for en del af teksternes vedkommende. Da jeg genlæste denne samlings tekster, kunne jeg se, at de udgjorde om ikke et mønster, så en slags (historie)bevidsthedsrejse herunder en rejse fra det konkrete til det abstrakte og fra belastning til lettelse. De giver ikke nogen klare svar, men kan tolkes som udtryk for, hvor meget historien kan fylde i et menneskes liv. Der er ikke blot tale om et professionelt forhold, som jeg har i kraft af min profession, men også om et personligt eller eksistentielt forhold. Vi er selv historie, som titlen på en af Poul Henningsens bøger lyder. Essaysamlingen kan ses som en livslang optagethed af historiske spørgsmål, som ikke kun har haft intellektuel interesse, men også følelsesmæssig. Dermed bliver spørgsmålet om åbenhed essentielt. Ytringsfriheden gælder ikke kun her og nu -spørgsmål, men også forhold i fortiden. Den er dog ikke noget værd, hvis adgangen til kildemateriale er spærret. Åbenhed er den første forudsætning for historisk ytringsfrihed. Den anden er, at der ikke kun hersker en ret til, men også en reel mulighed for offentligt at udtale sig om historiske spørgsmål. Offentligheden kan så afgøre, om det sker på et oplyst og velargumenteret grundlag. På grund af den førte arkivpolitik var det i alt for mange år ikke muligt herhjemme, når det gjaldt vores nyeste historie.

12 FORORD De 20 essays i denne samling er udvalgt blandt mange artikler (og foredrag), jeg har skrevet i årenes løb. De er udvalgt, så der er en linje både inden for hver af de fire dele og i antologien som sådan. Men essayene kan også læses enkeltvis. De er alle i forskelligt omfang redigeret, men flere står næsten, som da de blev trykt første gang. Hvert essay er forsynet med en datering og angivelse af kilde. Bagest i bogen findes en oversigt samt en kronologisk liste over essayenes udgivelse. Det har desværre ikke været muligt helt at undgå gentagelser. Jeg kan kun håbe på, at læseren vil bære over med dem og se dem som led i en tankeproces, hvor historier og henvisninger til dette eller hint mere eller mindre melder sig af sig selv, når et givet emne bringes på bane. I ældre citater er retskrivningen moderniseret, undtagen i titler. Indskud fra min side er angivet ved skarpe parenteser.

Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma

Indledning 15 INDLEDNING History, Stephen said, is a nightmare from which I am trying to awake What if that nightmare gave you a back kick? James Joyce Det første og det andet essay i del 1 er skrevet med 29 års afstand. Det første essay, Dilemmaet, fra 1965 blev ikke indsendt til nogen avis eller tidsskrift, men det gjorde det andet essay, Tabernes 5. maj, der blev trykt i Politiken i 1994. Der gik altså 29 år, før jeg fik modet til offentligt at skrive om det, der havde været et brændende problem for mig siden den tidlige ungdom. 2 1960 erne var nu heller ikke et årti, som indbød til bekendelser, i alt fald ikke de første seks-syv år, og efter 1967 stod alt i politikkens tegn med 60 ernes politiske opbrud og dannelsen af VS i december 1967, som jeg var med til. I sig selv skulle politisk aktivitet vel ikke forhindre forsøg på at forstå og bearbejde sin families fortid; men de problemstillinger, som optog os på venstrefløjen Vietnamkrigen, A-våbnenes farlighed, forbrugerismen i Vesten, boligproblemerne osv. havde alligevel en karakter, der udelukkede den store introspektion, ikke mindst en introspektion, der havde med 2. verdenskrig og nazisme at gøre. Samtidens store problemer udelukkede i alt fald mig fra at bore i den familiære fortid, og det har nok også spillet en rolle, at denne fortid i min bevidsthed syntes så belastet, som den gjorde. I bedste fald måtte man være i enrum med den. Men det største problem var naturligvis, at jeg var klar over, at man ikke kunne få adgang til nærmere viden om den, fordi arkiverne var lukkede (se nærmere del 2 om arkivadgang). Det tyske fortidsopgør, der senere blev berømt under navnet Vergangenheitsbewältigung, var kun i sin vorden. Retsopgøret i Vesttyskland (og endnu mere 2 I 1981 havde jeg dog berørt problemet i en kronik (sammen med Mads Nissen Styrk) i Information, se s. 89-92.

16 Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma i Østrig) havde nærmest været en skandale, hvor det kun var den allerøverste top, der blev draget til ansvar især ved Nürnbergdomstolen 1945-1946 mens de lidt lavere lag af embedsmænd, dommere med flere gik fri, blandt andet fordi vestmagterne satsede på opbygningen af en vesttysk stat, der kunne fungere som et bolværk mod øst. Følgelig kom gamle SS-generaler og andre svært belastede nazister til at sidde på nøgleposter i den vesttyske hær og efterretningstjeneste, ligesom forvaltningen og dommerstanden med flere fortsatte, som om intet var hændt. Først i 1960 erne blev der ført proces mod det tidligere SS-personel i Auschwitz, og lederne af de morderiske Einsatzgruppen på østfronten, hvis arbejde bestod i at dræbe hundredtusinder af jøder og kommunister, havde forinden fået relativt milde straffe. 3 Alt dette var jeg (vi på venstrefløjen) stærkt indignerede over, og det indgik i vores kritik af kapitalismen og det imperialistiske verdenssystem. Selvom jeg ikke talte om det, var jeg dog godt klar over, at mange af de afsløringer, der med stort besvær kom frem om den tyske nazisme og folkemordet på jøderne fremtrådte med stadig større gru ikke havde været kendt af mine forældre og farbrødre. Men hver ny oplysning gjorde det ikke lettere at bære bevidstheden om, at ens familie havde været med til at støtte det system, som var ophav til forbrydelserne. Dét var altså også en del af forklaringen på den selvpålagte tavshed. Senere, da politiseringen var dæmpet lidt, blev der bedre tid til at reflektere over familien og fortiden. Men det blev ikke mindre pinagtigt. Der er en pointe hos den store, nu afdøde tyske historiker Reinhart Koselleck, som måske er relevant i denne forbindelse. I en artikel fra 1988 peger han på den sammenhæng, der er mellem krigsnederlag og historisk refleksion. Nederlag kan virke befordrende på den historiske og historieteoretiske eftertanke. 4 Som germanisten Adam Paulsen skriver: Mens sejrherrerne med Kosellecks ofte citerede ord har en tendens til at gøre succeser opnået på kort sigt til en permanent ex-post teleologi på længere sigt, tvinges de besejrede så at sige til at omskrive historien for at forstå, 3 En gennemgang af det vest- og østtyske retsopgør og Vergangenheitsbewältigung findes i Anette H. Storeide: Arven efter Hitler. Tysklands opgør med naziregimet, 2010. Jf. også Thorsten Eitz og Georg Stötzel: Wörterbuch der Vergangenheitsbewältigung. Die NS-Vergangenheit im öffentlichen Sprachgebrauch I-II, 2007-09. 4 Adam Paulsen: Overvindelsen af Første Verdenskrig. Historiepolitik hos Ernst Troeltsch, Oswald Spengler og Thomas Mann, 2014, s. 10.

Indledning 17 hvorfor alt er gået anderledes end planlagt eller håbet. Oversat til den historiske situation, der er på tale her, var det således kun naturligt, at mange oplevede et akut behov for at forstå, hvordan det kunne ske, at den nationalstat, der mindre end halvtreds år tidligere havde kronet tysk historie, nu pludselig lå i ruiner. 5 I samme forbindelse skriver den britiske historiker Peter Burke om det erkendelsesskred, som har fundet sted i kølvandet på nederlag: Det hedder ofte, at historien glemmes af sejrherrerne. De har råd til at glemme, mens taberne er ude af stand til at acceptere det, der er sket, og derfor er dømt til at ruge over det, genopleve det og overveje, hvor anderledes det kunne have været. 6 En faktor mere spillede dog også ind på min egen Vergangenheitsbewältigung. Den offentlige behandling af besættelsestiden og ikke mindst af modstandsbevægelsen kunne nemlig ikke undgå at virke provokerende. Selvom der i 1960 erne blev åbnet lidt for mangfoldigheden og nuancerne i synet på besættelsestiden, som det skildres i det første usikre essay, var fortællingen dog stadig en fortælling om helte og skurke, som dels stred mod meget af det, jeg som barn havde opsnappet, og dels mod hvad en historiestuderende måtte se som en blot tilnærmelsesvis nøgtern omgang med fortiden. Det er dette spænd mellem en (formodet) virkelighed og skønmalende fremstillinger, de syv essays især de seks sidste, der er blevet til efter 1994 er skrevet ud fra. Med til den mangelfulde eller fordrejede virkelighed i skildringen af besættelsestiden hørte negligeringen af retsopgøret og i det hele taget alt, hvad der efter min opfattelse om ikke andet så måtte kunne stå til diskussion i forbindelse med perioden. Det kunne ikke være rigtigt, at der kun fandtes én måde at fremstille den på. Men essayenes drive ligger naturligvis i, at min relation til denne tid havde udviklet sig til at være et eksistentielt spørgsmål. Det var simpelt hen blevet nødvendigt at tale om det, og fra 1990 erne var den historiske diskurs trods alt blevet så afslappet, at det rent faktisk kunne lade sig gøre. 30 år tidligere havde aviserne næppe optaget den slags indlæg. 5 Ibid., s. 10 f. 6 Cit. eft. Ibid., s. 211.

18 Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma

Dilemmaet 19 Skrevet i 1965. Ikke indsendt DILEMMAET Besættelsestiden er stadig godt stof. Den kan behandles videnskabeligt, etisk, politisk og litterært. I de sidste år er de litterære skildringer af de fem år kommet på mode, skrevet af unge forfattere og forfatterinder, som på grundlag af stemninger og minder fra dengang fremsætter poetiske eller livsanskuelsesmæssige betragtninger. Disse er i reglen tolerante og frisindede, præget af det store overblik, som det ikke-engagerede menes at give. Nazismen var ond, men de tyske soldater var jo egentlig meget rare, frihedskæmperne var heroer (dog ofte med et sjæleliv), som satte livet på spil for fædrelandets frihed, men de samarbejdende politikere kunne vel ikke gøre andet end at bøje sig for tyskernes krav. Der er ikke længere kun skurke og helte, hele historien er blevet afdramatiseret hverdag med mørkelægning, sirener og en enkelt sabotageaktion som de momenter, der gør, at tiden trods alt huskes som andet end hverdag. Denne udvikling i synet på besættelsestiden er positiv, fordi den er realistisk, en reaktion mod den umiddelbare efterkrigstids hysteriske sort/hvide fremstilling. Afdramatiseringen af besættelsestiden kan dog også blive betænkelig, nemlig i det øjeblik ansvar og skyld fuldstændig forflygtiges, og perioden derved mister sin funktion som incitament for et politisk engagement i nutiden. Denne side af sagen vil jeg dog lade ligge her. I stedet vil jeg beskæftige mig med en side af besættelsestidens problematik, som ikke er blevet afdramatiseret, nemlig retsopgøret efter 1945. I dagens Danmark findes der mange tusinde mennesker, som endnu fysisk og psykisk mærker følgerne af dette opgør. De er en slags outsidere i samfundet. Deres minder er bitre og hadefulde, og ofte har de påvirket deres børn i samme retning. Denne gruppe mennesker omtales sjældent i den offentlige debat eller i de litterære skildringer af besættelsestiden. Men retsopgøret egner sig heller ikke til poetisk behandling. Så er reportagens bedre. For

20 Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma nylig havde Willy Reunert i radioen et hørebillede om retsopgøret. 7 Det, der virkede stærkest på mig her, var Gunnar Nu Hansens reportage fra arrestationen af en nazist eller tyskerhåndlanger i maj 1945: Nu skal De høre, hvordan det lyder, når en stikker køres bort [Tilråb:] Møgdyr, skyd ham, svinehund, skyd ham, skyd ham!. Min far var en af dem, man kunne have råbt dette efter i maj 1945, hvis han ikke selv var gået til politiet. Han havde været nazist, politisk forbryder, og fik efter straffelovstillægget med tilbagevirkende kraft otte års fængsel, hvoraf han afsonede de fire. Hans position i samfundet var inden krigen og befrielsen ret høj; da han kom ud fra fængslet, var han en paria og menneskeligt i nogen grad nedbrudt. Derfor er besættelsestiden for mig ikke historie, men det personlige grundlag for min tilværelse. Besættelsestidens konflikter er ikke abstrakte, men virkelighedsnære, de er blevet mine konflikter, forstærket af to modstridende loyalitetshensyn: hensynet til mine forældre og hensynet til det demokratiske samfunds og min egen overbevisning. Fra jeg var barn, har denne splittelse præget mit liv. Hjemme vidste mine søskende og jeg nok, at far var i fængsel, men vi fik ikke forklaret og forstod ikke, hvorfor han var i fængsel. Mor og den øvrige familie lod os klart forstå, at det var et martyrium (uden at bruge det ord, der var ingen patos over det), og gennem vores barnlige breve til far manifesterede vi, at det var ham, vi holdt med, mod de andre. Denne fader-loyalitet var svær at slippe, selvom den personlige kontakt næsten var brudt, og den forlod mig ikke før et stykke op i puberteten. I 1951 forklarede jeg 11 år gammel mine kammerater, hvor gadedrengeagtigt frihedskæmperne havde optrådt, og at dem, man kaldte landsforrædere, havde haft retten på deres side. Der kom et ramaskrig af klage fra kammeraternes forældre; jeg nedbrød deres børns forestillinger om besættelsen og deres tro på fædrene, der selv havde været frihedskæmpere Da min far hørte om episoden, udbrød han, næsten stolt, at jeg altid skulle gøre som Clemenceau, når han under henvisning til det franske nederlag i 1871 sagde: Altid tænke derpå, aldrig tale derom. Konflikten forblev uløselig for mig, indtil jeg til sidst af andre grunde kom i opposition til min far og derfor også politisk kunne bære at tage afstand fra ham (selvom han ikke længere var nationalsocialist, men vist nærmest socialdemokrat). 7 Tilføjelse i 2015: Willy Reunert (1905-71) var en dansk radiomand af tysk afstamning og grundlægger af den moderne danske radiodokumentar.

Dilemmaet 21 Det var ikke let at være barn af en landsforræder efter 1945. Jeg var kun knap fem år ved befrielsen, det gik hårdere ud over mine ældre søskende, som forstod mere af, hvad der foregik. Man diskuterede i fuld offentlighed, om vi kunne blive optaget på den lokale privatskole: Mange i skolens bestyrelse var modstandere af at optage os, men til sidst gik det dog. Forældrene havde imidlertid præpareret deres børn, så de vidste, hvem vi var. Hvis de ikke kunne klare sig på anden måde, var en hentydning til min far nok til at slå mig ud. Bare anelsen om spørgsmålet: Hva laver din far? var nok til at vække angst, og når det kom, var der kun den udvej at stikke en plade. Efterhånden blev det næsten en vane. Lidt højere oppe i klasserne lå problemet ikke hos kammeraterne, der nu havde glemt alt, men hos lærerne. Jeg vidste, at de vidste besked og når som helst kunne afsløre mig. Det gav dem en ekstra magt, men kun en enkelt benyttede sig af den en adjunkt i geografi. Hver gang han havde Tysklandskortet fremme, spillede der et satanisk smil om hans læber. Det kunne ligesom f.eks. afbildninger af tyske generaler eller bare omtalen af 2. verdenskrig tjene som udgangspunkt for en lang række spydigheder og hentydninger. Også dette fik dog en ende, da jeg kom i gymnasiet, og siden da har jeg i den retning næsten været dækket af glemslen og en selvfølgelig takt. Endnu kan jeg dog føle angst, når jeg nævner mit navn for en fremmed. Hvis han nu skulle spørge, om jeg er i familie med den og den Jeg mener ikke, at min far var martyr eller offer for et justitsmord, selvom jeg diskret fik det udlagt sådan i min barndom. Jeg tror, at en eller anden form for retsopgør var nødvendigt efter besættelsen. Uden en udrensning var der vel ikke kommet en de lange knives nat, som mange mener, men folks opfattelse af rigtigt og forkert ville være blevet rystet i sin grundvold. Hvad man kan diskutere, er den form, retsopgøret fik, og derigennem dets virkninger for dem, det ramte. I sin psykologiske kerne var retsopgøret en hævnakt iværksat af det normale flertal mod en minoritet af afvigere. Dette gav opgøret en bigot snæverhed, som talte til flertallets farisæisme og forstærkede mindretallets isolation. For at blive mere end en hævnakt, nemlig en renselse, måtte retsopgøret have været bredere og stukket meget dybere. Men man lod de store fisk svømme og interesserede sig kun for at fange de små. Dette er ikke blot en floskel; der kunne nævnes adskillige navne på højtstående danske inden for politik, erhvervsliv og presse, hvis holdning og handlinger under besættelsen var pro-tyske, men som aldrig blev stillet til ansvar. Da en sådan renselse næppe var realpolitisk mulig, ville den næstbedste løsning have været simpelt hen at anvende den bestående straffelov fra 1930 så ville egentlige forbrydelser have kunnet straffes, mens politiske forbrydelser ville være gået fri.

22 Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma Hele tvetydigheden, ja hykleriet omkring retsopgøret, har sin rod i Danmarks officielle politik samarbejdet med tyskerne og i splittelsen mellem et officielt og et uofficielt Danmark. I modsætning til i Norge manglede der her i landet en norm for, hvordan man burde opføre sig over for besættelsesmagten. Efter krigen undskyldte de samarbejdende politikere sig ganske vist med, at samarbejdet var nødvendigt, og de forsvarede de strenge straffeforanstaltninger over for folk, der kun havde gjort det, regeringen sanktionerede f.eks. indrullering i Frikorps Danmark med henvisninger til, at de havde handlet under pres, og at befolkningen burde have kunnet gennemskue dette. Politikerne forlangte altså både, at folk skulle støtte samarbejdspolitikken, og at de skulle kunne gennemskue den som den løgn, de bagefter påstod, den var. Enhver må kunne se det uholdbare heri, og det var derfor ganske forkasteligt at straffe almindelige borgere for handlinger, som den danske regering helt eller delvis stod bag. Også domstolenes karakter blev sat i relief i denne periode. Under krigen dømte de på nazisternes og de demokratiske politikeres bud kommunisterne, efter krigen dømte de på kommunisternes og de demokratiske politikeres bud nazisterne. I begge tilfælde var grundlaget tvivlsomt. I det første var der tale om en grundlovsstridig lov, i det andet om love med tilbagevirkende kraft, altså love, som ikke eksisterede på det tidspunkt, hvor forbrydelserne blev begået. Kunne man ikke have ramt stikkere og mordere i tysk tjeneste gennem den almindelige lovgivning? Eller krævede hensynet til de nationale værdiers opretholdelse, at man også ramte folk på deres tidligere politiske virksomhed? Og hvis dette måtte gøres, hvorfor trak man så grænsen ved de organiserede, men betydningsløse danske nazisters konspirationer i en tidlig fase af besættelsen uden at medtage de virkeligt magtfuldes forsøg på det samme? Højtstående danske kredses bestræbelser for at få dannet en ikke-parlamentarisk, tyskvenlig regering i sensommeren 1940 Højgaard-kredsen med flere er et eksempel på, hvad man ikke straffede, mens en embedsmand, der havde været medlem af DNSAP på et eller andet tidspunkt under besættelsen, som minimum blev afskediget uden pension. En udenrigsminister, der byggede hele sin politik op på den formodning, at tyskerne ville vinde krigen, tænkte man heller ikke på at pille ved. Han var kun realistisk. Forsvarerne af samarbejdspolitikken under besættelsen har ét hovedargument: at man gennem samarbejdet undgik blodsudgydelse og ødelæggelse af landet. Hvad de glemte og glemmer, er, at det blod, som ikke blev udgydt herhjemme, til gengæld måtte flyde andre steder i verden. De glemmer den solidaritet med andre folk, som vi ellers bryster os af.

Dilemmaet 23 Den tyske besættelse af Danmark viste, at Danmark, da det kom til stykket, ikke var villigt til at stille sig solidarisk med undertrykte folk og nationer. Prisen ville have været for høj. Man valgte i stedet at lade sig indpasse i det tyske billede af Europa og ville utvivlsomt have fortsat denne politik, hvis Tyskland havde vundet krigen. Modstandsbevægelsen reddede landets ansigt, og efterhånden forstod jo også politikerne, hvor det bar hen. Men da var skaden sket. De uklare linjer omkring 9. april, 8. juli-erklæringen fra 1940 og Staunings og Scavenius tyskvenlige politik havde forplumret vandene og skabt forvirring i folket. På denne baggrund var modstandsbevægelsen med dens klare, entydige krav forståelig og berettiget; men også højreelementernes, deriblandt nazisternes, uparlamentariske aktivitet fandt grobund i denne forvirring. En af deres hovedanklager mod regeringen var jo ligefrem forræderiet den 9. april. Samarbejdspolitikken polariserede modsætningerne udenom regeringen i stedet for at gøre modsætningerne til et nationalt spørgsmål. Det officielle Danmark skabte tvivl om, hvad der var national optræden, og hvad der ikke var det. Derfor er retsopgøret blevet så forkætret, og derfor kan man i nogen grad finde en undskyldning for dem, der trådte galt under besættelsen.

24 Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma

Tabernes 5. maj 25 Kronik i Politiken, 4.5.1994 TABERNES 5. MAJ Efter at jeg var blevet gift første gang, ville min kone tænde stearinlys i vindueskarmene den 4. maj om aftenen. Jeg tror faktisk, vi havde lys i vinduerne det første par år vi var gift. Hendes familie havde været på den rigtige side under besættelsen, og selv var jeg dybt præget af taber-syndromet mindreværd. Men til sidst gik naturen over optugtelsen (eller omvendt), og jeg fik hende delvis overbevist om, hvilken sammenhæng alle disse lys indgik i, og at jeg ikke selv kunne deltage i festen. I mit andet ægteskab nedlagde jeg veto fra starten og konstaterede i øvrigt med tilfredshed, hvordan stearinlys-frekvensen i husene blev mindre og mindre år for år. Forrige år slog det så på et eller andet tidspunkt den 5. maj ned i mig, at jeg slet ikke havde tænkt på, at den foregående aften var 4. maj. Der havde ikke været noget ubehag eller nogen krampagtig sarkasme i mig. Jeg så slet ikke nogen lys, formentlig fordi jeg ikke kikkede ud ad vinduerne, eller fordi man ikke kunne se dem gennem regnen. Lysene den 4. maj blev et årligt tilbagevendende symbol på vores nederlag og sejrherrens iscenesættelse. Den aften holdtes der mandtal over de retfærdige, mens de fortabte dukkede sig i mørke og skam. Sætte lys i vinduerne kunne taberne jo kun, hvis de var absolut samvittighedsløse eller så bange for at blive udpeget som landsforrædere, at der ikke var andet at gøre. Men sådan var det aldrig i vores familie. Vi var nok slået, men ikke løbet over til fjenden. Vi havde ret, de andre næsten alle de andre uret. (Der var nogle få retfærdige som f.eks. Svenning Rytter, Hal Koch og Poul Henningsen). Den store grå masse tændte lys, fordi de løb med sejrherren, ikke fordi de havde kæmpet for at opnå det, de lyste for: friheden og demokratiet. Denne fornemmelse blev vi vel ikke indoktrineret med som børn vi blev i det hele taget ikke indoktrineret den lå bare i luften, selvom den også kom åbent frem, når de voksne talte om det forgangne. Intet blev skjult for os, i hvert fald ikke noget politisk. Og selvom vores forældre

26 Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma havde været nazister og måske stadig havde en svaghed for nationalsocialismen, opdrog de os demokratisk: ingen hemmelighedsfuldhed, ingen snak om at far var bortrejst eller på sygehus efter krigen tværtimod, vi så både Politigården og Fårhuslejren indefra og hyggede os gevaldigt med fangerne. Det grundlæggende problem ved enhver straf er, at den modvirker resocialisering eller genopdragelse. Man gør ikke nazister, eller for den sags skyld stalinister, til demokrater ved at straffe dem. Måske endda tværtimod. Jeg ved ikke, om politikerne og modstandsbevægelsen overhovedet forstod dette efter besættelsen, og man kan nok takke de ydre omstændigheder for, at den dybtliggende forurettelse blandt titusinder af danskere efter 1945 aldrig slog ud i terrorisme eller i dannelsen af neo-nazistiske grupperinger blandt de straffede. Juristerne var forundrede over, at det kriminelle recidiv, som det hedder, var så lavt blandt de politisk straffede, og anså dermed retsopgøret for i alt fald delvis vellykket. Men problemstillingen var forkert: De straffede var jo netop ikke (med enkelte undtagelser) kriminelle i den almindelige betydning af ordet, og hvordan skulle de kunne begynde forfra på de forbrydelser, der var så bundet til de politiske forhold i tiden 1940-45? Nu er de umiddelbare tabere med deres skam og bitterhed enten gamle eller døde. Deres børn og børnebørn lever, og af og til læser man om bizarre fænomener som det genoplivede DNSAP Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, DNSB der i høj grad består af børn af gamle nazister. De samler på hjelme og jernkors og uniformer og har billeder af deres fædre fra Frikorps Danmark stående på reolerne. De viderefører forurettelsen og kan måske overleve på den måde. 8 Men nogle stakler er og bliver de. Ville det være gået så galt for dem, hvis de danske myndigheder var faret mere med lempe i 1945? Jeg tror det ikke; disse nu midaldrende mennesker må være vokset op i hjem, hvor hadet og forurettelsen blev holdt i live, og hvor 4. maj-lysene åbenbart var mere end sarkasmen værd. Det var dem, man for nogle år siden ville udmale som en trussel mod det danske samfund, fordi de åbenlyst bekendte sig til en racistisk ideologi, mens det nu står klart, at den reelle racisme i de år blev udøvet af ministre og kontorchefer, som ingen ville beskylde for at være nazister. 9 Sådan er der så meget. 8 En norsk interviewundersøgelse af NS-børn, det vil sige børn af norske nazister fra okkupationen, viser en overraskende grad af identifikation med forældrenes politiske holdning, jf. Asgeir Olden: Fødd skuldig, 1988. Herhjemme findes ingen undersøgelser af denne art. 9 Jf. tamilsagen 1987-93.

Tabernes 5. maj 27 5. maj 1945 oplevede jeg som en solfyldt og lykkelig dag. Det er ikke den, der er problemet. Alle var glade, vejret var så smukt og bøgen ved at springe ud. Jeg var knap fem år og anbragt på landet sammen med mine tre søskende. De to yngste af os var lykkeligt uvidende om, hvad der samtidig skete med vores forældre, vi indsugede den glæde, der var i de dage, og de voksnes glæde smitter jo umiddelbart af på børnene. Alle de Dannebrog, der blafrede for vinden, al den højrøstede og opstemte snak, der lød rundtomkring, og alle de øller der må være blevet trukket op. Den samme fornemmelse har meldt sig nogle gange siden, når det danske fodboldlandshold sejrede i en kamp ved EM eller VM! Jeg elskede frihedssangen, der larmede ud fra radioerne, og også den havde jo kunstnerisk nogenlunde samme kvalitet som Vi er røde, vi er hvide. Måske var vores forældre endda lettede, det måtte jo komme. De havde søgt tilflugt i Karmeliterklostret i Helsingør og gik for at undgå at blive arresteret af modstandsbevægelsen selv hen og meldte sig til politiet i Helsingør den 5. maj, hvorefter de blev interneret. Vores mor kom ud tre måneder senere, med gruopvækkende oplevelser i hovedet, som hun først fortalte om et kvart århundrede senere, da hun led af kroniske depressioner. Grundlovsforhør over far blev afholdt flere måneder efter, og han sad varetægtsfængslet i 2½ år, før han blev dømt. Når han en sjælden gang talte om det senere, var det kun i spøgefulde vendinger, så i mange år bildte jeg mig ind, at han havde levet en eller anden eksotisk fængselstilværelse uden tremmer for vinduet og potte i cellen. Vestre Fængsel så jeg aldrig, så der må alligevel have været et par år, hvor jeg ikke så noget til ham eller også var der pænere på Politigården, hvor fangerne af og til blev transporteret ind, når de skulle afhøres eller vidne i en anden sag. En juledag derinde har jeg i hvert fald underholdt nogle af de værste landsforrædere med mit pibende violinspil. Nej, 5. maj er der ikke noget i vejen med. Det var godt, at tyskerne blev slået, og at det parlamentariske demokrati blev genoprettet, selvom det varede lidt. Som tiårig var jeg stadig kritisk over for modstandsbevægelsen og samarbejdspolitikerne og forsvarede de danske nazister. De havde jo haft gode hensigter, som man ikke tog hensyn til, da man straffede dem. De havde altså også lidt uret, og det var der ingen, der gad mindes, ja de dumme danskere vidste det ikke engang. Myten om det danske folk, der enigt kæmpede mod tyskerne og nazismen undtagen de få landsforrædere var allerede grundigt befæstet. Og på dét punkt var jeg ikke helt forskruet, ligesom jeg ret klart forstod, hvordan domstolene havde bøjet retten efter politiske behov.

28 Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma Som 13-årig læste jeg imidlertid dele af Mein Kampf oversat til dansk og allerede i 1939 udkommet i 11 oplag og så havde jeg fået mere end nok. Hitlers meninger var ækle i menneskesynet og hysteriske i metoderne. Jeg var rystet over, at mine forældre og resten af den voksne familie havde kunnet tro på sådan noget, og det var ingen undskyldning, at Hitlers tanker delvis var overtaget fra engelsk og fransk racisme og imperialisme. Fra jeg var 15, slog jeg mig på Karl Marx og jazzmusik. Ingen i familien protesterede, så fanatisk (der er et hyppigt brugt ord om de danske politiske afvigere ) er det svært at kalde mit fædrene og mødrene ophav. Som 15-årig var jeg (som jeg stadig er) glødende anti-nazist. Og så døde min far, inden vi rigtigt havde fået taget opgøret ikke hans, men mit opgør med ham. Han kom aldrig rigtigt op til overfladen igen efter de fire år i fængsel og straffelejr. Og han fik heller ikke en chance for det, fordi hans borgerlige rettigheder og retten til at udøve det erhverv, han som advokat var uddannet til, var taget fra ham. Han klarede sig rimeligt økonomisk, men var sat uden for samfundet ligesom sine brødre, der også var dømt efter straffelovstillægget. På trods af denne skæbne var han naturligvis ikke en martyr. Ganske vist blev han straffet for sine politiske handlinger, ikke for overgreb mod mennesker, og straf for politisk handling/overbevisning er naturligvis i strid med menneskerettighederne. Men selvom han ligesom Oskar Schindler hjalp jøder og modstandsfolk i årene 1943-45 dog langtfra i samme format hvad der ikke reddede ham i retsopgørets sort/hvide atmosfære, føler jeg mig ikke overbevist om, at han ikke ville have behandlet andre på samme måde, som han selv blev behandlet efter krigen, hvis rollerne havde været omvendt fordelt. Sejrherren havde, og har desværre stadig, et råderum, hvor retfærdighed ingen rolle spiller, og politikerne i 1945 ofrede for en tid retsstaten for at tilfredsstille modstandsbevægelsen og folkestemningen. Ellers var de selv røget med i købet. Nazisterne ville også, og med glæde, have ofret retsstaten, hvis de var kommet til magten nogle år før, og det ville have fået betydelig værre konsekvenser. Nu 36 år efter hans død har jeg principielt samme opfattelse af nazismen som dengang og af retsopgøret. Samme opfattelse både af nazismen og af retsopgøret. For mig er lysene den 4. maj autodaféens og dermed fortrængningens lys. Min optik er naturligvis subjektiv, men jeg betragter det som et sundhedstegn i den danske befolkning, at den brænder færre og færre lys af den 4. maj, og at den ikke længere pr. automatik reagerer på politikeres og gamle modstandsfolks ofte patetiske, ja forløjede appeller; at folk i den yngre generation er begyndt at sætte modstandsbevægelse i gåseøjne, når de skriver ordet, fordi de stiller sig tvivlende over for, at den

Tabernes 5. maj 29 skulle have været så stor, eller at den stadig skulle eksistere (vendt mod hvem?), som nogle modstandsfolk hævder, når de udtaler sig om aktuelle spørgsmål på modstandsbevægelsens vegne. Efter den logik skulle gamle nazister og frikorpsmænd udtale sig med deres gamle prædikater som legitimation, og det ville jo blive en køn historie, især hvis de mente det At nazismen var en pest, har jeg som sagt ikke været i tvivl om siden mit fjortende år. Men mit udgangspunkt for at bekende mig til demokratiet er alligevel et andet end modstandsbevægelsens, både den uden gåseøjne i 1945 og den med i 1994. Og efter min mening er dét et mere solidt udgangspunkt. De fleste af modstandsfolkene godtog den politiske undertrykkelse fra maj 45, ja de forsøgte at gejle et endnu større opgør op end det, der faktisk fandt sted. Utallige var de strejker i 1945 og 46, der udløstes af forurettelse over, at den og den landsforræder ikke havde fået mere end 12 års fængsel, ikke var blevet dødsdømt osv. I 1943 gik regeringen af på grund af det tyske krav om dødsstraf for sabotage, i 1945 genindførte den nye regering og Rigsdagen som sin første handling dødsstraffen. Utallige var de forfølgelser af tyskerpiger og andre jævne folk, der på et personligt plan havde haft med tyskere at gøre under krigen. Det er beskæmmende læsning i dag, formentlig også for mange af dem, der lod sig gejle op. Folkestemningen kunne retfærdiggøre overgreb af alle slags, ja selv drab, som der blev begået mindst 25 af i de glade majdage, vel at mærke uden at gerningsmændene blev retsforfulgt. Mange af modstandsbevægelsens intellektuelle, især på dens røde side, talte om indskrænkning af ytringsfriheden og de demokratiske rettigheder for dem, der truede demokratiet efter 5. maj. Langt ude lurede muligvis forestillingen om et folkedemokrati, som ovenikøbet blev sat på begreb af kommunisten og medlem af Frihedsrådet Mogens Fog. Jeg vil naturligvis ikke beskylde hverken Frit Danmark eller andre grupper for at have stræbt mod et Danmark efter en DDR-model. Men at det med en vis sandsynlighed ville være gået sådan, hvis russerne havde befriet landet, er det dog for naivt at benægte. Så havde sådan en som mig enten været død eller lavtlønnet arbejder, fordi nazisters børn naturligvis ikke kunne få en højere uddannelse. Men gudskelov kom englænderne jo først, og DKP fik ingen væsentlig indflydelse på efterkrigsudviklingen udover retsopgøret (hvis hetzstemning med historiens ironi overførtes på partiet selv under den kolde krig nogle få år efter). Det lige så udrensningsbesatte Dansk Samling overlevede heller ikke valget i 1947, hvad vi ligeledes kan være taknemmelige for, demokratisk set. Min demokratiopfattelse bygger derfor ikke kun på en absolut afstandtagen

30 Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma fra både tysk og dansk nazisme og ikke-demokratisk tænkning i det hele taget, men også på en politisk og moralsk kritik af retsopgøret, der, som PH konstaterede, er det nærmeste vi har været på nazistisk mentalitet i det danske samfund. Og jeg er af den faste overbevisning, at både den egentlige modstandsbevægelse og den nuværende i alt fald moralsk ville stå meget stærkere, hvis den selv havde foretaget opgøret med retsopgøret, eller i det mindste med de mest barbariske sider af det, såsom henrettelserne. (Politikerne kunne man ikke vente sig nogen human besindelse af, efter at de i 1947 tav Hal Kochs bog Jeg anklager Rigsdagen ihjel. De var åbenbart helt styret af opportunisme under både besættelse og retsopgør). I stedet vælter forurettelsen og råbet på hævn stadig ud af visse gamle modstandsmænds munde. Da jeg for nogle måneder siden medvirkede i en tv-udsendelse i DR med titlen Forrædernes børn (20. og 26.1.1994) den handlede udelukkende om børnene af de 46 henrettede mænd under retsopgøret blev jeg bagefter beskyldt for at have sværtet modstandsbevægelsen, selvom mit bidrag kun bestod i et forsøg på at skildre, hvor forfærdelig en straf dødsstraffen er, og hvilke skæbnesvangre følger den får for de efterladte og for dem, der må udføre den. Jeg er nu blevet afkrævet et dementi af det, jeg sagde. Redaktøren af bladet Håndslag, udgivet af Sammenslutningen af erhvervshæmmede fra frihedskampen i København, Frede Klitgård, skriver truende til mig, at jeg i en sådan sammenhæng ikke kan karakteriseres som historiker: Du var og er aktiv part i sagen og har medvirket til at give seerne et fejlagtigt billede af et dybt alvorligt emne, og så forlanger han et offentligt dementi af mine udtalelser. Med andre ord: Når det gælder besættelsen og retsopgøret har jeg ikke nogen ytringsfrihed, i hvert fald ikke som historiker. Jeg er aktiv part i sagen det er som at genopleve en af lærerne i skolen, der heller ikke kunne lade være med at antyde, at han havde en farlig viden om mig. Og hvis jeg f.eks. udtaler mig kritisk om dødsstraffen efter besættelsen, bliver jeg hængt ud i de illegale blade, undskyld de sejrendes blade, der ofte udgives af folk, som er rasende på alt og alle og ser syner ved højlys dag. (Det har nok sine grunde i, at også de føler sig dårligt behandlet efter krigen, men det er ikke relevant i denne forbindelse). Læs eksempelvis det omtalte Håndslag, der hvidvasker Stalins forbrydelser under 2. verdenskrig som f.eks. Katyn-massakren og kaster sig over alle mediefrembringelser, der ikke forholder sig fundamentalistisk til modstandskampen og retsopgøret. Hermed mener jeg eksempelvis analyser, som påviser, at ikke alle stikker likvideringer ramte stikkere, at ikke alt, hvad alle modstandsfolk foretog sig under eller ef-

Tabernes 5. maj 31 ter besættelsen, var totalt pletfrit osv. Mentaliteten her er lige så krænket-frustreret, som jeg glimtvis oplevede det ved at kikke i de dømte nazisters blad Revision i 1950 erne, eller som den sikkert er blandt gamle kommunister her og i Rusland, der føler sig løbet over ende af udviklingen. Der er et gammelt udtryk for det, møntet på den franske adel efter revolutionen og den efterfølgende restauration i begyndelsen af 1800-tallet: Den havde intet lært og intet glemt Men virkeligheden er, at man ikke kan leve på historien. Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, som en anden sentens (af Søren Kierkegaard) siger, og det er samfundsproblemerne her og nu, vi skal engagere os i, og som i øvrigt qua vores engagement er medbestemmende for vores opfattelse af fortiden. En konkret hjælp til politiske flygtninge er f.eks. tusind gange mere værd end nostalgisk svælgen i sorte eller hvide personer under besættelsen. Befrielsesjubilæet i 1995 vil sikkert blive lige så pompøst og patetisk som i 1985. Lad det blive det, og lad os se lys i vindueskarmene, der tændes for alle dem, som har lidt under besættelse og retsopgør. Og lad så parterne begynde at forstå i stedet for at forbande og måske at handle til fordel for dem, som lider i dagens verden. Alle demokrater må anerkendes som sådan, hvad de så end har lavet før i tiden. For slet ikke at sige hvem de er børn af. Hvis mit selv kan have interesse, kan jeg oplyse, at det efter snart 50 år er kommet så langt, at det ikke længere føler forfædrenes meninger og gerninger som en ubærlig byrde. Stadig som en byrde, men en byrde, det nu kan tale om uden alt for stor angst for omgivelsernes reaktion. Og så er den trods alt lettere at bære. Sammen med kritikken føler jeg stor taknemmelighed over for det danske velfærdsdemokrati, der ganske vist stødte mine barneårs familie ud af samfundet, men som trods lejlighedsvis diskriminering i de unge år alt i alt optog mig som fuldgyldigt medlem. Jeg tror, mine forældre ville have været enige i den vurdering. Men selv var de af både indre og ydre grunde forhindret i at løbe over.

32 Del 1 Konflikt eller forsoning - et personligt dilemma

At være i to sind 33 Essay i Dorte Broen og Vibeke Vindeløv: Konflikt og forsoning, 1999. Oprindelig et foredrag i Dansk Flygtningehjælp AT VÆRE I TO SIND De store fortællinger, som formidles af historieskrivningen, bliver let størknede eller ritualiserede. Historieskrivningen hænger alt op på den store historie tænk bare på årstallene 1940 og 1945 i danmarkshistorien: Danmark besat og Danmark befriet. Men det enkelte menneske oplever historien på en anden måde. Selv for mange af dem, der sejrede i 1945, blev sejren ikke til glæde, men til sorg eller skuffelse. Personligt havde jeg også i mange år svært ved at knytte noget positivt til de store fortællinger om besættelsestiden og især til fortællingen om befrielsen den 5. maj 1945. Når andre satte lys i vinduerne, trak jeg gardinerne for og forsøgte at lade være med at mindes. Det var noget andet med den store krig og kampen mod nazismen, men her fornemmede jeg heller ikke så stor en dobbelthed i den sammenhæng, fortællingen indgik i. Jeg er blevet bedt om at bidrage med refleksioner over min egen historie og forsoningsproces. 10 Det hænger nok sammen med, at jeg i 1995 udgav en erindringsbog om at vokse op som barn i en familie af danske nazister. Eller rettere danske landsforrædere, som det jo blev til fra 5. maj 1945. Bogen hed Hvilken befrielse. Fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge (1995). Den er ikke en fuldt dokumentarisk beretning, men en erindringsfortælling, og kan måske være med til at belyse sider af dansk samfunds- og mentalitetsudvikling i nyere tid, som normalt har været fortrængt i det danske selvbillede. Det er en subjektiv bog, skrevet i den litterære autobiografis genre. Og jeg prætenderer ikke her at sprænge denne subjektivitet, selvom mit essay munder ud i nogle almene betragtninger om forsoningens nødvendighed. 10 Opfordringen kom fra Dansk Flygtningehjælp, som i 1999 udgav bogen Konflikt og forsoning. 11 indlæg om en vanskelig, men nødvendig proces, redigeret af Dorte Broen og Vibeke Vindeløv.