"K er et lille rejsebureau, der som A/S driver forretning med enkeltkunder som målgruppe.

Kendelse af 14. maj 1999. 98-79.120. Ikke dispensation fra kravet om garantistillelse. Rejsegarantifonden ikke omfattet af forvaltningsloven Lov om en rejsegarantifond 1, 8 og 14. Forvaltningslovens 1, stk. 1. (Merete Cordes, Peter Erling Nielsen og Niels Larsen) K har ved skrivelse af 24. april 1998 klaget over, at Rejsegarantifonden i skrivelse af 4. februar 1998 (j.nr. 989) har afslået at give selskabet dispensation efter 14 i lov om en rejsegarantifond fra kravet i lovens 8, stk. 5, nr. 1, om at stille en garanti på 300.000 kr. Sagens omstændigheder: K, der er et rejsebureau, blev registreret i Rejsegarantifonden den 7. juni 1995 efter den da gældende lov om en rejsegarantifond, lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986 som ændret ved lov nr. 445 af 30. juni 1993. Ved registreringen stillede selskabet en garanti på 200.000 kr., jfr. lovens 6, stk. 3. Den 1. juli 1997 trådte den ny lov om en Rejsegarantifond, lov nr. 315 af 14. maj 1997, i kraft. Efter denne lovs 26, stk. 4, skulle eksisterende rejsearrangører forhøje allerede stillede garantier senest den 1. januar 1998 i overensstemmelse med lovens 8, stk. 3-6, for K ' vedkommende til 300.000 kr. Efter at selskabet og fonden havde korresponderet med hinanden indgav selskabet ansøgning om dispensation fra kravet om at forhøje garantien den 23. januar 1998. Af ansøgningen fremgår: "K er et lille rejsebureau, der som A/S driver forretning med enkeltkunder som målgruppe. Vi beskæftiger os ikke med charter arrangementer. Vi har derfor forudbetalt, såvel flybilletter, som landarrangementer for de gæster vi har ude at rejse Garantifonden har derfor ikke nogen risikoeksponering overfor vore gæster, da gæsten har en gyldig returbillet til et ruteflyselskab, samt har et forudbetalt hotelarrangement. Skulle vi gå konkurs, ville det derfor ikke få nogen indflydelse på gennemførelsen af vore gæsters rejser. Risikoen for fonden er derfor forsvindende lille, og en forøgelse af garantisummen vil udelukkende forøge vore omkostninger uden ekstra sikkerhed for fonden. Vores årlige omsætning på rejsearrangementer, omfattende pakkerejser, er kr. 485.204. Antal gæster i de 4 kvartaler, er 45 personer. Deltagerne rejste til Sri Lanka, Maldiverne, Mauritius, Ægypten, Barbados, London, Frankrig og Venedig. Vi vil gøre opmærksom på en fejl i vores indberetning af 3. kvartal 1997, dateret 14. november 1997. Under punkt 5 har vi indberettet kr. 309.249 i stedet for kr. 485.204. Der er sket en misforståelse i opgørelsen." I den påklagede skrivelse svarede fonden : "Deres anmodning om dispensation i h.t. 14 i lov om en rejsegarantifond er blevet behandlet på

fondens bestyrelsesmøde. Fonden beklager at måtte meddele Dem, at der på baggrund af Deres omsætnings størrelse ikke kan dispenseres fra loven. De anmodes i den anledning om at foranledige, at Deres nuværende garanti på kr. 200.000 bliver forhøjet til kr. 300.000 - senest inden den 13. ds" Efter at have modtaget fondens afslag skrev selskabet på ny til fonden den 4. marts 1998 således: Som det fremgår af den seneste opgørelse fra vores revisor, som er fremsendt til fonden, har vores sidste års (1997) omsætning på arrangementer dækket af fonden udgjort kr. 337.803. Det er totalt uforståeligt for os, at fonden vurderer at risikoen på ethvert givet tidspunkt kan udgøre et helt års omsætning. Da vi ikke forventer, at det er fondens hensigt at stille sig hindrende i vejen for at små veldrevne bureauer kan operere på det danske marked, antager vi at der her er tale om en misforståelse. " Ved skrivelse af 10. marts 1998 har fonden fastholdt afgørelsen. K har over for ankenævnet yderligere anført, at det ikke er rimeligt, at fonden stiller krav om, at selskabet skal stille en garanti for ca. 90% af selskabets årlige omsætning i betragtning af, at større rejsebureauer kan nøjes med at stille en garanti for 1% af deres omsætning eller mindre. Det er konkurrenceforvridende og favoriserer de større bureauer. Derved skader fonden de mindre virksomheder, og gør det vanskeligt for disse at drive et mindre specialiseret bureau, som er med til at sikre forbrugerne et varieret udbud af rejser. I anledning af klagen har Rejsegarantifonden den 26. juni 1998 blandt andet udtalt: I henhold til lovens 14, stk. 1 kan fonden fastsætte bestemmelser om, at garantien eller bidraget nedsættes eller bortfalder, 1) når omsætningen er under mindstegarantistillelsen (kr. 300.000,00) 2) for rejsearrangementer, hvori der ikke indgår transport, eller 3) for andre særlige typer af rejsearrangementer. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at bestemmelserne i 14 forudsættes anvendt, hvor risikoen for fonden er uvæsentlig og ikke står i et rimeligt forhold til omkostningerne for arrangøren og

fonden ved at kræve garantistillelse, bidrag, dokumentation m.v. Fondens bestyrelse har efter vedtagelsen af den nye lov fastsat følgende retningslinier for behandling af dispensationssager: 1. Ved lokale initiativer, hvor der arrangeres pakkerejser i lokalområder, og hvor omsætningen på 4 kvartaler ikke overstiger kr. 300.000, skal der ikke stilles garanti, men bidrag skal betales. 2. Ved rejsearrangementer til udlandet, hvor omsætningen på de 4 kvartaler ikke overstiger kr. 300.000, kan arrangøren få garantibeløbet reduceret til ikke at overstige omsætningen på 4 kvartaler. Bidrag skal betales. Alle dispensationer gives indtil videre således, at en udvidelse eller ændring af aktiviteten kan betyde, at dispensationen bortfalder. Fonden kan følge aktiviteten gennem de kvartalsvise betalinger af bidrag og de rapporteringer, der skal finde sted i den forbindelse. Af K's ansøgning om dispensation fremgik, at rejserne går til Sri Lanka, Maldiverne, Mauritius, Ægypten, Barbados, London, Frankrig og Venedig. Årsomsætningen blev oplyst til kr. 485.204,00 for i alt 45 personer. Der var således tale om forholdsvis dyre rejser til fjerne rejsemål. K anførte i ansøgningen, at flybilletterne er rutebilletter, der er betalt, før rejsen finder sted, ligesom landarrangementerne er forudbetalt. Dette skulle efter K's opfattelse eliminere fondens risiko for at lide tab. Fondens bestyrelse var ikke enig i denne vurdering. Det er ved andre konkurser konstateret, at kunderne sædvanligvis indbetaler depositum og restbetaling på et tidligere tidspunkt, end det tidspunkt, hvor bureauet afregner overfor flyselskab og hoteller. Sædvanligvis ophører bureauet med at betale fly og hotel i en periode forud for konkursen, og det er som regel kun de kunder, der er ude at rejse på tidspunktet for konkursen, der har gyldig rejsehjemmel. Fonden skal i disse tilfælde dække samtlige forudbetalinger foretaget inden konkursen. På baggrund af K's årsomsætning på kr. 485.204,00 besluttede fondens bestyrelse, at der ikke var mulighed for at give dispensation for forhøjelsen af garantistillelsen. Beslutningen var enstemmig. Herefter forhøjede K garantien til kr. 300.000,00 den 17. februar 1998. Til klagen skal fonden anføre følgende: K anfører i deres klage, at de ikke finder det rimeligt, at der kræves stillet en garanti på ca. 90% af

omsætningen. Garantikravet i rejsegarantifondslovens 8, stk. 5 er fastsat således, at alle registreringspligtige mindst skal stille en garanti på kr. 300.000,00 uanset omsætningen. Overstiger årsomsætningen 15 mio.kr. skal der stilles en højere garanti, jfr. den angivne "trappe" i loven. Garantien vil således altid udgøre en større procentdel af omsætningen, når omsætningen er i nærheden af mindstebeløbet på "trappen". Forslaget til den nye lov om en rejsegarantifond blev udarbejdet af et udvalg bestående bl.a. af repræsentanter for rejsebranchen. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at lovgiver var opmærksom på, at det ville medføre en øget belastning for de enkelte virksomheder at skulle stille en større garanti end efter de hidtidige regler. Det anførtes videre, at de højere garantikrav dog også ville gøre det sværere for rejsearrangører uden de nødvendige ressourcer at udbyde rejser, således at fondens erstatningsudbetalinger forventedes reduceret i fremtiden. Fonden skal bemærke, at en del af den ulempe, de mindre rejsearrangører påføres i forhold til de større arrangører ved at skulle stille en forholdsmæssig højere garanti, afhjælpes ved betaling af de bidrag, der skal afregnes til fonden hvert kvartal. Ifølge lovens 9, stk. 1 skal arrangørerne afregne kr. 5,- pr. deltager i et rejsearrangement uanset dettes pris eller den registreredes omsætning. For de mindre rejsearrangørers vedkommende er der ofte tale om relativt beskedne beløb. K havde således på 4 kvartaler 45 rejsedeltagere, hvilket medførte et bidrag til fonden på kr. 225,00 kr. De større bureauer bidrager i langt højere grad til den kollektive betaling af de erstatningskrav fra kunder, som konkurserne påfører fonden. Hovedformålet med en øget garantistillelse overfor Rejsegarantifonden var at skabe en bedre balance mellem garantier og bidrag på den ene side og konstaterede tab ved rejsearrangørers konkurs på den anden side. Fonden har gennem den seneste tid kunnet konstatere, at selv mindre rejsearrangører på forbavsende kort tid har kunnet opnå indbetalinger fra rejsekunder, som langt overstiger det garantibeløb, der er stillet overfor fonden. Ved konkurser har fonden derfor måttet udrede disse forudbetalinger og har måttet dække væsentlige beløb ud over garantibeløbet, dels ved hjælp af de indbetalte bidrag, men også i væsentlig omfang af kapitalen. Fondens bestyrelse har derfor fastlagt en meget restriktiv holdning i forbindelse med dispensationer fra stillelse af mindstegarantien i henhold til loven" Klager har i et supplerende indlæg af 23. juli 1998 kommenteret fondens udtalelse således: I fondens redegørelse til Erhvervsankenævnet henvises til lovens 14, stk. 1. Vi tolker imidlertid at denne formulering i loven er foretaget med det sigte at kunne give dispensation for virksomheder, hvor omsætningen er så lille, at fonden på intet tidspunkt kan tænkes at have en risiko blottelse på mere end de anførte 300.000.

I henhold til rejsebranchens almindelige bestemmelser, kan vi kræve betalinger i op til 45 dage før gæsternes afrejse. Dette medfører at fondens totale risiko kan opgøres til vores maksimale omsætning indenfor en 45 dages periode. Fondens egne fastsatte retningslinier om at det er omsætningen målt over 4 kvartaler er derfor helt urimelig og slet ikke i tråd med at lovens ånd om, at fonden blot skal have dækket sin risiko ind. Da det vil svare til at vi skal producere hele vores årsomsætning på blot 45 dage. Det er der os bekendt ikke branchekutyme for. Som det er anført i bilag, har K Rejsebureau's totale årsomsætning været kr. 337.803 på de rejser som er dækket af fonden, og ikke som anført i fondens redegørelse kr. 485.204. Fondens bemærkning om "sædvane for indbetalinger af depositum og restbetalinger tidligere end bureauet foretager betalinger overfor flyselskab og hoteller", er ovenstående sat i rette perspektiv med henvisning til branchens almindelige bestemmelser. Derudover har de enkelte "konkursryttere" som vores branche desværre har været ramt af, og det omtale disse har medført i medierne, gjort forbrugerne meget mere opmærksomme og tilbageholdende med at acceptere tidlige indbetalinger. I K Rejsebureau overholder vi således rejsebranchens almindelige bestemmelser. Vi vil gerne understrege at vi ikke gør indsigelse imod loven, men imod fondens egne fortolkninger af loven. Fondens redegørelse for at den mener det er korrekt at vi skal stille en garanti der langt overstiger den til enhver tid gældende risiko, fordi vi indbetaler det samme pr. deltager som de større bureauer, kan vi slet ikke se nogen sammenhæng i. Vi antager at det er et større dræn i fondens kasse, når et bureau går konkurs med et erstatningskrav for fonden på 4,5 eller 6 mio.kr. end hvis et lille bureau går konkurs med et erstatningskrav, som er dækket af garantistillelsen. Det er vel derfor kun helt naturligt at de større bureauer bidrager mest til den kollektive betaling. Vi vil derfor fortsat fastholde det helt urimelige i, at vi som et lille bureau, skal indbetale en garanti, som langt overstiger den potentielle risiko fonden har ved vor virksomheds drift. Og mener at en fastholdelse af fondens tolkning kun har den effekt at virke hindrende for vore muligheder for at drive forretning. Dette kan da ikke være i dansk ånd." Rejsegarantifonden har kommenteret klagers supplerende indlæg ved skrivelse af 21. august 1998. Klager har under sagens behandling for Erhvervsankenævnet anmodet Rejsegarantifonden om at modtage kopi af referatet fra det bestyrelsesmøde, hvor fondens beslutning om ikke at imødekomme

klagers ansøgning blev truffet. Dette har fonden afvist i skrivelse af 30. oktober 1998 til klager under henvisning til, at fonden som privat selvejende institution ikke er omfattet af offentlighedsloven, jfr. lovens 1. Klager har i den anledning anmodet Erhvervsankenævnet om også at tage stilling til dette spørgsmål. Ved skrivelse af 16. november 1998, der er suppleret ved skrivelse af 22. december 1998, har Rejsegarantifonden gjort ankenævnet opmærksom på, at K's direktør, A, tidligere har været direktør i B, der blev registreret i fonden den 26. maj 1993. Dette selskab blev taget under konkursbehandling den 28. juni 1994. A var ifølge en meddelelse fra selskabets formand af 2. maj 1994, som fonden har medsendt til ankenævnet, direktør frem til den 29. april 1994. Fondens udgifter i forbindelse med konkursen blev dengang ca. 7 mio. Det endelige tab er endnu ikke opgjort. Først i forbindelse med en gennemgang af registrerede arrangører er fonden blevet opmærksom herpå. Havde fonden været opmærksom herpå ved ansøgningens behandling, havde fonden afslået dispensation alene med henvisning hertil. Fonden har nu bedt klager om oplysninger med henblik på evt. at kræve forhøjet garanti efter lovens 19, stk. 2. Klager, der er gjort bekendt med fondens skrivelser, har ved skrivelse af 30. november 1998 blandt andet bemærket: Det er korrekt, at A har været direktør for B i en periode. B blev drevet som en non-profit medlemsforening som så mange andre ungdoms udvekslings foreninger. I forbindelse med at foreningen købte C, blev det besluttet at oprette et aktieselskab til disse aktiviteter. Dette selskab blev imidlertid opløst igen ultimo 1993. A fortsatte som almindelig lønmodtager i foreningen. På intet tidspunkt har A haft økonomiske interesser i B. Det var denne forening som i 1994 gik konkurs med et efterfølgende beklageligt tab for fonden. På konkurs tidspunktet var A således hverken ansat i foreningen eller i aktieselskabet. Derudover kan vi oplyse, at foreningen B's konkurs var forårsaget af at Undervisningsministeriet besluttede at ophøre med at give tipsmiddel bevillinger til foreningen og fjernede foreningens økonomiske eksistensgrundlag. Oplagte forhold som A overhovedet ikke havde nogen indflydelse på. Derudover har fonden øjensynligt overhovedet ikke ønsket at forstå vore indvendinger. Deres reaktion på nuværende tidspunkt, med krav om yderligere stor administrativ byrde på vort bureau, i form af regnskabsmæssige samt driftsmæssige informationer, minder mest af alt om en personlig hetz og magtmisbrug. Vores indvendinger går jo netop ikke på at K skal opnå en særstilling, hvor fondens risiko ikke skal dækkes fuldt ind af vores garantistillelse. Derimod finder vi det åbenlyst urimeligt, at fonden kan forlange en garantistillelse som langt overstiger fondens til enhver tid værende risikoblottelse."

Ankenævnet udtaler: Det følger af 8, stk. 4, i lov nr. 315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond, at den omsætning, der skal danne grundlag for garantistillelsen, skal være den de seneste 4 kvartaler til kunderne fakturerede omsætning. Herefter er det ligeledes lovbestemt efter 8, stk. 5, at garantien ved en omsætning på ikke over 15 mill.kr. skal være 300.000 kr. K skal således efter loven stille en garanti på 300.000 kr. Efter 14, stk. 1, i loven kan fonden dispensere herfra. Men såfremt det skal ske alene på grundlag af selskabets omsætning, kun hvis omsætningen er under 300.000 kr., jf. 14, stk. 1, nr. 1. Da K's omsætning er større end 300.000 kr., er der således ikke efter loven mulighed for at give dispensation, selvom omsætningen kun i mindre grad overstiger 300.000 kr. Som følge af at grænseværdierne for sikkerhedsstillelsens størrelse, jf. 8, og adgangen til at fravige herfra, jf. 14, stk. 1, nr. 1, nøje er fastlagt i selve loven, kan det ikke antages, at 14, stk. 2, kan finde anvendelse til desuagtet at ændre grænseværdierne, jf. tillige den afgrænsning af indholdet i 14, stk. 2, der følger af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget til rejsegarantifondsloven. Derfor stadfæstes Rejsegarantifondens afgørelse af 4. februar 1998. Det følger endelig af 1 i lov om en rejsegarantifond, at fonden er en privat selvejende institution. Herefter er Rejsegarantifonden ikke omfattet af forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens 1, stk. 1. Som følge heraf tiltrædes det, at klager ikke har krav på at modtage en kopi af referatet fra det bestyrelsesmøde, hvor fondens beslutning blev vedtaget. Det tilføjes, at det samme ville være gældende, såfremt forvaltningsloven omfattede Rejsegarantifonden, i så fald efter forvaltningslovens 12, stk. 1.Kendelse af 14. maj 1999. 98-79.120. Ikke dispensation fra kravet om garantistillelse. Rejsegarantifonden ikke omfattet af forvaltningsloven Lov om en rejsegarantifond 1, 8 og 14. Forvaltningslovens 1, stk. 1. (Merete Cordes, Peter Erling Nielsen og Niels Larsen) K har ved skrivelse af 24. april 1998 klaget over, at Rejsegarantifonden i skrivelse af 4. februar 1998 (j.nr. 989) har afslået at give selskabet dispensation efter 14 i lov om en rejsegarantifond fra kravet i lovens 8, stk. 5, nr. 1, om at stille en garanti på 300.000 kr. Sagens omstændigheder: K, der er et rejsebureau, blev registreret i Rejsegarantifonden den 7. juni 1995 efter den da gældende lov om en rejsegarantifond, lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986 som ændret ved lov nr. 445 af 30. juni 1993. Ved registreringen stillede selskabet en garanti på 200.000 kr., jfr. lovens 6, stk. 3. Den 1. juli 1997 trådte den ny lov om en Rejsegarantifond, lov nr. 315 af 14. maj 1997, i kraft. Efter denne lovs 26, stk. 4, skulle eksisterende rejsearrangører forhøje allerede stillede garantier senest den 1. januar 1998 i overensstemmelse med lovens 8, stk. 3-6, for K ' vedkommende til 300.000 kr. Efter at selskabet og fonden havde korresponderet med hinanden indgav selskabet ansøgning om dispensation fra kravet om at forhøje garantien den 23. januar 1998. Af ansøgningen fremgår:

"K er et lille rejsebureau, der som A/S driver forretning med enkeltkunder som målgruppe. Vi beskæftiger os ikke med charter arrangementer. Vi har derfor forudbetalt, såvel flybilletter, som landarrangementer for de gæster vi har ude at rejse Garantifonden har derfor ikke nogen risikoeksponering overfor vore gæster, da gæsten har en gyldig returbillet til et ruteflyselskab, samt har et forudbetalt hotelarrangement. Skulle vi gå konkurs, ville det derfor ikke få nogen indflydelse på gennemførelsen af vore gæsters rejser. Risikoen for fonden er derfor forsvindende lille, og en forøgelse af garantisummen vil udelukkende forøge vore omkostninger uden ekstra sikkerhed for fonden. Vores årlige omsætning på rejsearrangementer, omfattende pakkerejser, er kr. 485.204. Antal gæster i de 4 kvartaler, er 45 personer. Deltagerne rejste til Sri Lanka, Maldiverne, Mauritius, Ægypten, Barbados, London, Frankrig og Venedig. Vi vil gøre opmærksom på en fejl i vores indberetning af 3. kvartal 1997, dateret 14. november 1997. Under punkt 5 har vi indberettet kr. 309.249 i stedet for kr. 485.204. Der er sket en misforståelse i opgørelsen." I den påklagede skrivelse svarede fonden : "Deres anmodning om dispensation i h.t. 14 i lov om en rejsegarantifond er blevet behandlet på fondens bestyrelsesmøde. Fonden beklager at måtte meddele Dem, at der på baggrund af Deres omsætnings størrelse ikke kan dispenseres fra loven. De anmodes i den anledning om at foranledige, at Deres nuværende garanti på kr. 200.000 bliver forhøjet til kr. 300.000 - senest inden den 13. ds" Efter at have modtaget fondens afslag skrev selskabet på ny til fonden den 4. marts 1998 således: Som det fremgår af den seneste opgørelse fra vores revisor, som er fremsendt til fonden, har vores sidste års (1997) omsætning på arrangementer dækket af fonden udgjort kr. 337.803. Det er totalt uforståeligt for os, at fonden vurderer at risikoen på ethvert givet tidspunkt kan udgøre et helt års omsætning. Da vi ikke forventer, at det er fondens hensigt at stille sig hindrende i vejen for at små veldrevne bureauer kan operere på det danske marked, antager vi at der her er tale om en misforståelse.

" Ved skrivelse af 10. marts 1998 har fonden fastholdt afgørelsen. K har over for ankenævnet yderligere anført, at det ikke er rimeligt, at fonden stiller krav om, at selskabet skal stille en garanti for ca. 90% af selskabets årlige omsætning i betragtning af, at større rejsebureauer kan nøjes med at stille en garanti for 1% af deres omsætning eller mindre. Det er konkurrenceforvridende og favoriserer de større bureauer. Derved skader fonden de mindre virksomheder, og gør det vanskeligt for disse at drive et mindre specialiseret bureau, som er med til at sikre forbrugerne et varieret udbud af rejser. I anledning af klagen har Rejsegarantifonden den 26. juni 1998 blandt andet udtalt: I henhold til lovens 14, stk. 1 kan fonden fastsætte bestemmelser om, at garantien eller bidraget nedsættes eller bortfalder, 1) når omsætningen er under mindstegarantistillelsen (kr. 300.000,00) 2) for rejsearrangementer, hvori der ikke indgår transport, eller 3) for andre særlige typer af rejsearrangementer. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at bestemmelserne i 14 forudsættes anvendt, hvor risikoen for fonden er uvæsentlig og ikke står i et rimeligt forhold til omkostningerne for arrangøren og fonden ved at kræve garantistillelse, bidrag, dokumentation m.v. Fondens bestyrelse har efter vedtagelsen af den nye lov fastsat følgende retningslinier for behandling af dispensationssager: 1. Ved lokale initiativer, hvor der arrangeres pakkerejser i lokalområder, og hvor omsætningen på 4 kvartaler ikke overstiger kr. 300.000, skal der ikke stilles garanti, men bidrag skal betales. 2. Ved rejsearrangementer til udlandet, hvor omsætningen på de 4 kvartaler ikke overstiger kr. 300.000, kan arrangøren få garantibeløbet reduceret til ikke at overstige omsætningen på 4 kvartaler. Bidrag skal betales. Alle dispensationer gives indtil videre således, at en udvidelse eller ændring af aktiviteten kan betyde, at dispensationen bortfalder. Fonden kan følge aktiviteten gennem de kvartalsvise betalinger af bidrag og de rapporteringer, der skal finde sted i den forbindelse. Af K's ansøgning om dispensation fremgik, at rejserne går til Sri Lanka, Maldiverne, Mauritius, Ægypten, Barbados, London, Frankrig og Venedig. Årsomsætningen blev oplyst til kr. 485.204,00 for i alt 45

personer. Der var således tale om forholdsvis dyre rejser til fjerne rejsemål. K anførte i ansøgningen, at flybilletterne er rutebilletter, der er betalt, før rejsen finder sted, ligesom landarrangementerne er forudbetalt. Dette skulle efter K's opfattelse eliminere fondens risiko for at lide tab. Fondens bestyrelse var ikke enig i denne vurdering. Det er ved andre konkurser konstateret, at kunderne sædvanligvis indbetaler depositum og restbetaling på et tidligere tidspunkt, end det tidspunkt, hvor bureauet afregner overfor flyselskab og hoteller. Sædvanligvis ophører bureauet med at betale fly og hotel i en periode forud for konkursen, og det er som regel kun de kunder, der er ude at rejse på tidspunktet for konkursen, der har gyldig rejsehjemmel. Fonden skal i disse tilfælde dække samtlige forudbetalinger foretaget inden konkursen. På baggrund af K's årsomsætning på kr. 485.204,00 besluttede fondens bestyrelse, at der ikke var mulighed for at give dispensation for forhøjelsen af garantistillelsen. Beslutningen var enstemmig. Herefter forhøjede K garantien til kr. 300.000,00 den 17. februar 1998. Til klagen skal fonden anføre følgende: K anfører i deres klage, at de ikke finder det rimeligt, at der kræves stillet en garanti på ca. 90% af omsætningen. Garantikravet i rejsegarantifondslovens 8, stk. 5 er fastsat således, at alle registreringspligtige mindst skal stille en garanti på kr. 300.000,00 uanset omsætningen. Overstiger årsomsætningen 15 mio.kr. skal der stilles en højere garanti, jfr. den angivne "trappe" i loven. Garantien vil således altid udgøre en større procentdel af omsætningen, når omsætningen er i nærheden af mindstebeløbet på "trappen". Forslaget til den nye lov om en rejsegarantifond blev udarbejdet af et udvalg bestående bl.a. af repræsentanter for rejsebranchen. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at lovgiver var opmærksom på, at det ville medføre en øget belastning for de enkelte virksomheder at skulle stille en større garanti end efter de hidtidige regler. Det anførtes videre, at de højere garantikrav dog også ville gøre det sværere for rejsearrangører uden de nødvendige ressourcer at udbyde rejser, således at fondens erstatningsudbetalinger forventedes reduceret i fremtiden. Fonden skal bemærke, at en del af den ulempe, de mindre rejsearrangører påføres i forhold til de større arrangører ved at skulle stille en forholdsmæssig højere garanti, afhjælpes ved betaling af de bidrag, der skal afregnes til fonden hvert kvartal. Ifølge lovens 9, stk. 1 skal arrangørerne afregne kr. 5,- pr. deltager i et rejsearrangement uanset dettes pris eller den registreredes omsætning.

For de mindre rejsearrangørers vedkommende er der ofte tale om relativt beskedne beløb. K havde således på 4 kvartaler 45 rejsedeltagere, hvilket medførte et bidrag til fonden på kr. 225,00 kr. De større bureauer bidrager i langt højere grad til den kollektive betaling af de erstatningskrav fra kunder, som konkurserne påfører fonden. Hovedformålet med en øget garantistillelse overfor Rejsegarantifonden var at skabe en bedre balance mellem garantier og bidrag på den ene side og konstaterede tab ved rejsearrangørers konkurs på den anden side. Fonden har gennem den seneste tid kunnet konstatere, at selv mindre rejsearrangører på forbavsende kort tid har kunnet opnå indbetalinger fra rejsekunder, som langt overstiger det garantibeløb, der er stillet overfor fonden. Ved konkurser har fonden derfor måttet udrede disse forudbetalinger og har måttet dække væsentlige beløb ud over garantibeløbet, dels ved hjælp af de indbetalte bidrag, men også i væsentlig omfang af kapitalen. Fondens bestyrelse har derfor fastlagt en meget restriktiv holdning i forbindelse med dispensationer fra stillelse af mindstegarantien i henhold til loven" Klager har i et supplerende indlæg af 23. juli 1998 kommenteret fondens udtalelse således: I fondens redegørelse til Erhvervsankenævnet henvises til lovens 14, stk. 1. Vi tolker imidlertid at denne formulering i loven er foretaget med det sigte at kunne give dispensation for virksomheder, hvor omsætningen er så lille, at fonden på intet tidspunkt kan tænkes at have en risiko blottelse på mere end de anførte 300.000. I henhold til rejsebranchens almindelige bestemmelser, kan vi kræve betalinger i op til 45 dage før gæsternes afrejse. Dette medfører at fondens totale risiko kan opgøres til vores maksimale omsætning indenfor en 45 dages periode. Fondens egne fastsatte retningslinier om at det er omsætningen målt over 4 kvartaler er derfor helt urimelig og slet ikke i tråd med at lovens ånd om, at fonden blot skal have dækket sin risiko ind. Da det vil svare til at vi skal producere hele vores årsomsætning på blot 45 dage. Det er der os bekendt ikke branchekutyme for. Som det er anført i bilag, har K Rejsebureau's totale årsomsætning været kr. 337.803 på de rejser som er dækket af fonden, og ikke som anført i fondens redegørelse kr. 485.204.

Fondens bemærkning om "sædvane for indbetalinger af depositum og restbetalinger tidligere end bureauet foretager betalinger overfor flyselskab og hoteller", er ovenstående sat i rette perspektiv med henvisning til branchens almindelige bestemmelser. Derudover har de enkelte "konkursryttere" som vores branche desværre har været ramt af, og det omtale disse har medført i medierne, gjort forbrugerne meget mere opmærksomme og tilbageholdende med at acceptere tidlige indbetalinger. I K Rejsebureau overholder vi således rejsebranchens almindelige bestemmelser. Vi vil gerne understrege at vi ikke gør indsigelse imod loven, men imod fondens egne fortolkninger af loven. Fondens redegørelse for at den mener det er korrekt at vi skal stille en garanti der langt overstiger den til enhver tid gældende risiko, fordi vi indbetaler det samme pr. deltager som de større bureauer, kan vi slet ikke se nogen sammenhæng i. Vi antager at det er et større dræn i fondens kasse, når et bureau går konkurs med et erstatningskrav for fonden på 4,5 eller 6 mio.kr. end hvis et lille bureau går konkurs med et erstatningskrav, som er dækket af garantistillelsen. Det er vel derfor kun helt naturligt at de større bureauer bidrager mest til den kollektive betaling. Vi vil derfor fortsat fastholde det helt urimelige i, at vi som et lille bureau, skal indbetale en garanti, som langt overstiger den potentielle risiko fonden har ved vor virksomheds drift. Og mener at en fastholdelse af fondens tolkning kun har den effekt at virke hindrende for vore muligheder for at drive forretning. Dette kan da ikke være i dansk ånd." Rejsegarantifonden har kommenteret klagers supplerende indlæg ved skrivelse af 21. august 1998. Klager har under sagens behandling for Erhvervsankenævnet anmodet Rejsegarantifonden om at modtage kopi af referatet fra det bestyrelsesmøde, hvor fondens beslutning om ikke at imødekomme klagers ansøgning blev truffet. Dette har fonden afvist i skrivelse af 30. oktober 1998 til klager under henvisning til, at fonden som privat selvejende institution ikke er omfattet af offentlighedsloven, jfr. lovens 1. Klager har i den anledning anmodet Erhvervsankenævnet om også at tage stilling til dette spørgsmål. Ved skrivelse af 16. november 1998, der er suppleret ved skrivelse af 22. december 1998, har Rejsegarantifonden gjort ankenævnet opmærksom på, at K's direktør, A, tidligere har været direktør i B, der blev registreret i fonden den 26. maj 1993. Dette selskab blev taget under konkursbehandling den 28. juni 1994. A var ifølge en meddelelse fra selskabets formand af 2. maj 1994, som fonden har medsendt til ankenævnet, direktør frem til den 29. april 1994. Fondens udgifter i forbindelse med konkursen blev dengang ca. 7 mio. Det endelige tab er endnu ikke opgjort. Først i forbindelse med en gennemgang af registrerede arrangører er fonden blevet opmærksom herpå. Havde fonden været opmærksom herpå ved ansøgningens behandling, havde fonden afslået dispensation alene med henvisning hertil. Fonden har nu bedt klager om oplysninger med henblik på evt. at kræve forhøjet garanti efter lovens 19, stk. 2.

Klager, der er gjort bekendt med fondens skrivelser, har ved skrivelse af 30. november 1998 blandt andet bemærket: Det er korrekt, at A har været direktør for B i en periode. B blev drevet som en non-profit medlemsforening som så mange andre ungdoms udvekslings foreninger. I forbindelse med at foreningen købte C, blev det besluttet at oprette et aktieselskab til disse aktiviteter. Dette selskab blev imidlertid opløst igen ultimo 1993. A fortsatte som almindelig lønmodtager i foreningen. På intet tidspunkt har A haft økonomiske interesser i B. Det var denne forening som i 1994 gik konkurs med et efterfølgende beklageligt tab for fonden. På konkurs tidspunktet var A således hverken ansat i foreningen eller i aktieselskabet. Derudover kan vi oplyse, at foreningen B's konkurs var forårsaget af at Undervisningsministeriet besluttede at ophøre med at give tipsmiddel bevillinger til foreningen og fjernede foreningens økonomiske eksistensgrundlag. Oplagte forhold som A overhovedet ikke havde nogen indflydelse på. Derudover har fonden øjensynligt overhovedet ikke ønsket at forstå vore indvendinger. Deres reaktion på nuværende tidspunkt, med krav om yderligere stor administrativ byrde på vort bureau, i form af regnskabsmæssige samt driftsmæssige informationer, minder mest af alt om en personlig hetz og magtmisbrug. Vores indvendinger går jo netop ikke på at K skal opnå en særstilling, hvor fondens risiko ikke skal dækkes fuldt ind af vores garantistillelse. Derimod finder vi det åbenlyst urimeligt, at fonden kan forlange en garantistillelse som langt overstiger fondens til enhver tid værende risikoblottelse." Ankenævnet udtaler: Det følger af 8, stk. 4, i lov nr. 315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond, at den omsætning, der skal danne grundlag for garantistillelsen, skal være den de seneste 4 kvartaler til kunderne fakturerede omsætning. Herefter er det ligeledes lovbestemt efter 8, stk. 5, at garantien ved en omsætning på ikke over 15 mill.kr. skal være 300.000 kr. K skal således efter loven stille en garanti på 300.000 kr. Efter 14, stk. 1, i loven kan fonden dispensere herfra. Men såfremt det skal ske alene på grundlag af selskabets omsætning, kun hvis omsætningen er under 300.000 kr., jf. 14, stk. 1, nr. 1. Da K's omsætning er større end 300.000 kr., er der således ikke efter loven mulighed for at give dispensation, selvom omsætningen kun i mindre grad overstiger 300.000 kr. Som følge af at grænseværdierne for sikkerhedsstillelsens størrelse, jf. 8, og adgangen til at fravige herfra, jf. 14, stk. 1, nr. 1, nøje er fastlagt i selve loven, kan det ikke antages, at 14, stk. 2, kan finde

anvendelse til desuagtet at ændre grænseværdierne, jf. tillige den afgrænsning af indholdet i 14, stk. 2, der følger af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget til rejsegarantifondsloven. Derfor stadfæstes Rejsegarantifondens afgørelse af 4. februar 1998. Det følger endelig af 1 i lov om en rejsegarantifond, at fonden er en privat selvejende institution. Herefter er Rejsegarantifonden ikke omfattet af forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens 1, stk. 1. Som følge heraf tiltrædes det, at klager ikke har krav på at modtage en kopi af referatet fra det bestyrelsesmøde, hvor fondens beslutning blev vedtaget. Det tilføjes, at det samme ville være gældende, såfremt forvaltningsloven omfattede Rejsegarantifonden, i så fald efter forvaltningslovens 12, stk. 1.