Dansk Sikkerhedspolitik

Eksamensopgave i Politologisk Grundkursus, januar 2003 Udarbejdet af Jes Lind og Hulven Dansk Sikkerhedspolitik "What counts is not necessarily the size of the dog in the fight it's the size of the fight in the dog." -Dwight D. Eisenhower Eller forklaret på en anden måde "The greatest trick the Devil ever pulled was to convince people that he didn t exist -Kevin Spacey I denne specielle anledning er opgaven dedikeret til:

Sonny-drengen og hans guld-unge PS2 - ej at forglemme Jesus K. en rigtig fighter INDLEDNING. 2 AFGRÆNSNING. 2 REDEGØRELSE FOR DANSK SIKKERHEDSPOLITIK. 4 REDEGØRELSE FOR DANSK SIKKERHEDSPOLITIK FREM TIL DEN KOLDE KRIG. 5 FN 5 NATO 5 EF/EU 6 REDEGØRELSE FOR DANSK SIKKERHEDSPOLITIK EFTER DEN KOLDE KRIG. 6 FN 6 NATO 7 EF/EU 7 NATIONALE FORHOLD 8 REDEGØRELSE FOR SKIFT OG KONTINUITET I DANSK SIKKERHEDSPOLITIK. 9 FN 9 NATO 9 EF/EU 9 NATIONALE FORHOLD 9 OPSUMMERING AF REDEGØRELSE. 9 HOVEDTRÆK I LIBERALISTISK OG REALISTISK IP-TEORI. 10 LIBERALISME. 10 REALISME. 11 ANALYSE AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK. 13 PRÆLUDIUM FOR ANALYSER LIBERALISME OG REALISME. 13 LIBERALISTISK ANALYSE AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK FRA 1980 OG FREM. 13 FN 14 NATO 14 EF/EU 15 OPSUMMERING AF LIBERALISTISK ANALYSE. 17 REALISTISK ANALYSE AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK FRA 1980 OG FREM. 17 FN 18 NATO 18 EF/EU 20 OPSUMMERING AF REALISTISK ANALYSE. 20 DISKUSSION AF FORKLARINGSKRAFT. 21 FN 22 NATO 22 1

EF/EU 23 OPSUMMERING AF FORKLARINGSKRAFT. 23 KONKLUSION. 24 LITTERATURLISTE. 25 Indledning. I denne opgave redegøres der indledende for de vigtigste begivenheder i dansk sikkerhedspolitik i tidsrummet fra 1980 til 1999. Dog redegøres også for begivenheder og tiltag, der går tilbage til 1945, udfra en betragtning om, at disse har været med til at begrunde udformningen af Danmarks sikkerhedspolitik i analyseperioden. Dernæst klargøres det, hvorvidt disse begivenheder viser skift eller kontinuitet i den førte politik. I analyseafsnittet anlægges to teoretiske vinkler på den gennemgåede periode. Denne vil blive anskuet ud fra henholdsvis liberalistisk- og realistisk international politisk (IP) teori og resulterer i en diskussion af de to teoriers forklaringskraft for den førte sikkerhedspolitik. Afgrænsning. Det antages, i det efterfølgende, at kontinuitet og skift i den praktiske udformning af dansk sikkerhedspolitik kan vurderes uafhængigt af henholdsvis den realistiske- og liberalistiske analysevinkel. Der vil derfor i det efterfølgende blive redegjort for hvordan den førte politik evt. har ændret karakter i udformningen, mens en forklaring af hvorfor den er ført, kun kan anskues udfra de teoretiske vinkler og derfor først præsenteres i analyseafsnittet. I forbindelse med den danske sikkerhedspolitik lægges der primært vægt på tre af de fire hovedområder eller såkaldte hjørnesten der, tidligere 1, har været karakteriserende for dansk udenrigspolitik (Neumann, I. B. Ed, 2000: 41). De fire hjørnesten i dansk sikkerhedspolitik er følgende: FN, primært forum for værdi-promovering. NATO, primær funktion indenfor sikkerhed. EU, primært forum for økonomisk samarbejde. 1 Denne opdeling regnes for at gælde indtil slutningen af 1980 erne, mens den nu suppleres med en anden opfattelse, hvor EU ses som den primære søjle i dansk udenrigspolitik (Neumann, I. B. Ed, 2000: 41-43). 2

Det nordiske samarbejde, primær funktion som identitetsskabende forum. Det fjerde hovedområde Det nordiske samarbejde udelades med den begrundelse, at rådets rolle som identitetsskabende forum i 1990 erne betragtes som overtaget af EU (Neumann, I. B. Ed, 2000: 43) samt ydermere på grund af, at hovedpointerne i relation til liberalistisk og realistisk teori bliver dækket af det primære fokus. Analysen af sikkerhedspolitikken sker med udgangspunkt i ovenstående tre hovedområder. Det skal dog nævnes, at der i den følgende kronologiske oversigt over begivenheder i dansk sikkerhedspolitik også er enkelte tiltag, som ikke kan kategoriseres under de tre områder, men som kan betragtes som begivenheder af indenrigspolitiske relevans. Disse er dog medtaget med begrundelse i, at sikkerhedspolitik ikke kun konstitueres af faktorer, der er relevante for et lands eksterne relationer, men også i høj grad er bestemt af indenrigspolitiske strømninger (Branner, H. 2000: 192). 3

Redegørelse for dansk sikkerhedspolitik. Skema 1.1. Oversigt over væsentlige danske sikkerhedspolitiske tiltag/begivenheder. 1945 DK medlem af FN(Hansen, C. S. et al. 1997: 122) 1949 DK medlem af NATO (Hansen, C. S. et al. 1997: 278) 1973 DK medlem EF (Hansen, C. S. et al. 1997: 93) 1982-88 fodnote politikken (Ellemann-Jensen, U. 1996: 273-278 / Heurlin, B. Ed. 2000: 65) 1989-91 Warszawa-pagtens opløsning (Hansen, C. S. et al. 1997: 426) 1990 Dansk støtte til NATO styrker i Golfen.( Heurlin, B. Ed. 2000: 64) 1990-91 DK arbejder for EU anerkendelse af de baltiske landes uafhængighed (Neumann, I. B. Ed, 2000: 51) 1991 DK udtrykker støtte til militær intervention i Irak uden klart FN mandat (Heurlin, B. Ed. 2000: 65) 1992 Danske soldater i Bosnien UNPROFOR (www.hok.dk) 1992 Dansk nej til Maastricht (Hansen, C. S. et al. 1997: 238) 1993 Reformulering af forsvarslov (Heurlin, B. 1997: 4). 1993 Edinburgh-aftale omkring de fire forbehold. (Hansen, C. S. et al. 1997: 80) 1994 DK underskriver IKKE partnerskabsaftale med Rusland grundet Tjetjenien (Neumann, I. B. Ed, 2000: 51) 1995 DK medlem af OSCE (Hansen, C. S. et al. 1997: 303) 1996 Danmark søger støtte til projekt om optagelsen af de baltiske lande i NATO. (Heurlin, B. 1997: 7) 1996-98 DK siger NEJ til 7 beslutninger i EU i forbindelse med den danske undtagelse på forsvarspolitiske område (Neumann, I. B. Ed, 2000: 52). 1997 DK bryder med fælles synspunkt i EU angående menneskerettigheder (Neumann, I. B. Ed, 2000: 51). 1997 Bill Clinton betegner Danmark som en af USA s bedste og nærmeste allierede 4

(Heurlin, B. 1997: 7). 1998 DK stemmer JA til Amsterdam-traktaten.( Hansen, C. S. et al. 1997: 18) 1998 DK stiller transportfly til rådighed for militær intervention uden klart FN mandat (Heurlin, B. Ed. 2000: 65). 1998 DK Støtter NATO i Albanien/Makedonien (Heurlin, B. Ed. 2000: 69). 1999 DK deltager under NATO-regi i offensive handlinger over Serbien(Heurlin, B. Ed. 2000: 69). 2001 Krigen mod Terror proklameres af USA. DK støtter fuldt op om denne. Redegørelse for dansk sikkerhedspolitik frem til Den kolde krig. FN Danmark bliver medlem af FN i 1945, der i sin officielle formålserklæring er værdibaseret og hvor medlemmerne forpligter sig til bl.a. at arbejde for international fred og sikkerhed samt fremme af respekt for menneskerettigheder (Hansen, C. S. et al. 1997: 122). Med udviklingen af en bipolær verdensorden og udbruddet af den kolde krig bliver FN undergravet og ses ikke længere som tilstrækkelig for sikring af dansk sikkerhedspolitik og Danmark indtræder derfor som medlem af NATO i 1949 (Koefoed, N. et al. 2002: 16). Danmark bidrager dog til fredsbevarende operationer i FN-regi, men indsatsen er underordnet i forhold til det nationale forsvar (Heurlin, B. Ed. 2000: 64). NATO NATO var med sikkerhedspolitisk formål oprettet efter 2. Verdenskrig for at sikre dets medlemslande mod overgreb fra andre lande, men Danmarks medlemskab ses i årene fra indtrædelsen og frem til 89 som passivt eller som et nødvendigt onde (Heurlin, B. Ed. 2000: 63). Den danske rolle ses primært geopolitisk som værende en del af frontlinien mod Øst (Heurlin, B. 1997: 19). Danmark valgte derfor i mange henseender at holde lav profil og passiviteten manifesterede sig i en afstandtagen til en række NATO aktioner (Heurlin, B. Ed. 2000: 63). Danmark afslår anmodning fra USA om en fredstidsluftbase i Jylland. Danmark undlader at tilbyde styrker til Korea-krigen. Danmark afslår anmodning om opstilling af atomvåben på dansk jord. 5

Sidstnævnte punkt kulminerer i den såkaldte fodnote-politik som strakte sig i årene fra 1982 til 88, hvor man måtte undsige tidligere givne tilsagn til NATO angående opstilling af mellemdistance atommissiler (Ellemann-Jensen, U. 1996: 273-278). EF/EU Danmark indtræder i EF i 1973, en beslutning der af mange er blevet fremlagt som en vurdering foretaget udelukkende på et økonomisk grundlag i forbindelse med de såkaldte flæskepriser. Det er dog vigtigt i denne forbindelse at pointere, at EF og det senere EU, primært er dannet af sikkerhedspolitiske hensyn (Andersen, J. G. 1998: 153). Dette skal forstås som en sikkerhed, der er basseret på økonomisk samarbejde. Derudover præges den danske EF/EU politik af, at man ønsker spørgsmål vedrørende rent militære aspekter behandlet hovedsageligt i NATO-regi, da man ønsker at bevare en opdeling mellem de tidligere nævnte fire hjørnesten i dansk udenrigspolitik(neumann, I. B. Ed, 2000: 40-41). I årene 1989-91 opstår en række afgørende episoder indledende med murens fald i 89 og sluttende med opløsning af USSR samt den deraf følgende eliminering af overhængene trussel fra Øst. Dette skulle vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for dansk sikkerhedspolitik. Før 1989 havde Danmark kun støttet militære operationer med klart FN-mandat, dette skulle vise sig at blive en af flere traditioner, der bliver brudt. Redegørelse for dansk sikkerhedspolitik efter Den kolde krig. Med sammenbruddet af USSR og murens fald blev der skabt en ny geopolitisk situation for Danmark i Europa. Den trussel som USSR tidligere havde repræsenteret i Øst var forsvundet, og dette skabte plads til en række ændringer i dansk sikkerhedspolitik. FN Støtten til en amerikansk ledet intervention i 1991 2, kom til at karakterisere en ny kurs for det danske forhold til FN. Det specielle i denne forbindelse var, at Danmark støttede interventionen selvom den foregik uden et klart FN-mandat og må derfor karakteriseres som et brud med tidligere danske traditioner indenfor sikkerhedspolitikken (Heurlin, B. Ed. 2000: 65). En lignende episode 2 I forsøget på at redde Kurderne i det nordlige Irak. 6

opstår i 1998, da Danmark stiller et transportfly til rådighed for en militær intervention vendt mod Irak. En anden vigtig udvikling indenfor FN-regi er den øgede militarisering 3 af danske fredsbevarende operationer. Disse udgør nu opgaverne for de danske styrker (Heurlin, B. Ed. 2000: 64). Et eksempel på dette er da Danmark i 1992 sender soldater til Bosnien i den såkaldte UNPROFOR styrke (www.hok.dk). NATO Danmarks første militære engagement efter den kolde krig fandt sted i forbindelse med golf-krigen i Mellemøsten, og også dette blev et brud med den tidligere førte sikkerhedspolitik. Et dansk flådefartøj blev sendt til Golfen som støtte til NATO-styrken, selv om dette var en operation, der foregik udenfor NATO s normale handleområde. Dette er et brud på Danmarks tidligere beskrevne politik angående NATO s handleområde, hvor man netop arbejdede imod operationer som foregik udenfor NATO s eget territorium (Heurlin, B. Ed. 2000: 63). Denne ændrede kurs kan forstås i lyset af, at NATO nu bliver betragtet som et udelukkende positivt engagement, da dette ikke medfører sikkerhedspolitiske konflikter med USSR længere. Loyalitet og aktivisme karakteriserer nu forholdet til NATO (Heurlin, B. Ed. 2000: 64). Et eksempel på aktivismen i NATO samarbejdet er den danske udsending af kampfly til Makedonien/Albanien i 1998. I 1999 resulterer dette i, at danske kampfly deltager i offensive aktioner, hvilket er det andet eksempel på, at dansk militær har deltaget i offensive aktioner efter Den kolde krig (Heurlin, B. Ed. 2000: 69). EF/EU I starten af 90 erne, begyndte der i EU regi at blive arbejdet for et samlet forsvar, samt en tættere knytning af medlemslandene indenfor områderne økonomi og sikkerhed. Arbejdet med europæisk integration i dybden 4 såvel som i bredden 5 (Andersen, J. G. 1998: 140) præget af øget dansk støtte og pres efter 1989, ikke mindst i forbindelse med EU anerkendelse af de baltiske lande i 1990-91(Neumann, I. B. Ed, 2000: 51). Dette kan endvidere betragtes som en videreudvikling af det 3 Set som øget dansk brug af danske styrker og militære rådgivere i udenlandske operationer for bevarelse fred og stabilitet (efter Heurlin, B. ed. 2000: 64). 4 Dybden: Tættere økonomisk såvel som politisk samarbejde 5 Bredden: Større bredde = flere medlemslande 7

sikkerhedspolitiske arbejde indenfor EU og en understøttelse af diskursen om EU som en central sikkerhedspolitisk aktør. Danmark siger nej til Maastricht-traktaten i 1992, betydningen af dette nej bliver dog ikke så stor som forventet (Neumann, I. B. Ed, 2000: 55). Dansk enegang indenfor EU viser sig på andre områder igennem 90 erne. Dette sker hovedsageligt vedrørende spørgsmål af værdimæssig karakter (Neumann, I. B. Ed, 2000: 51)bl.a. valgte Danmark ved indgåelsen af en partnerskabsaftale mellem EU og Rusland i 1994 således ikke at skrive under pga. de russiske aggressioner i Tjetjenien. Førnævnte ses som udtryk for en holdningsændring mod en mere markant profileret linje, hvor der også i EU-regi især lægges vægt på menneskerettigheder og internationale værdier (Neumann, I. B. Ed, 2000: 51). EU ses i denne forbindelse som en argument forstærker man taler ikke på EU s vegne, men man taler som en del af EU. Dette forklarer også hvorfor Danmark nu støtter konstruktionen af EU som en ekstern politisk aktør (Neumann, I. B. Ed, 2000: 57) Nationale forhold I 1993 understreges den nye sikkerhedspolitiske orden af en ny forsvarslov (Heurlin, B. 1997: 4). Her defineres indholdet af Danmarks forsvarspolitik/forsvarets opgave til følgende: forebygge konflikter og krig, hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og integritet samt fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne. Her er det sidste punkt af særlig interesse, da det peger mod et delvist skift i forsvarets rolle. En rolle, der nu peger ud over Danmarks egne grænser og lægger en del af vægten på det internationale arbejde. Den danske forsvarspolitik har endvidere ændret karakter ved, efter Den kolde krigs afslutning, i langt højere grad at følge den amerikanske forsvarspolitik (Heurlin, B. Ed. 2000: 66). Derfor ses aktionerne i NATO-regi uden FN mandat ikke kun som et brud med dansk politik overfor FN. Dette 8

understreges ved den amerikanske præsident Bill Clintons udtalelse i 1997 om, at USA ser Danmark som en af sine nærmeste allierede (Heurlin, B. 1997: 7). Redegørelse for skift og kontinuitet i dansk sikkerhedspolitik. En række overordnede delkonklusioner kan udledes udfra ovenstående redegørelse omkring den førte politik: FN Det danske forhold til organisationen ændrer karakter efter afslutningen af Den kolde krig. Dette begrundes med, at Danmark bryder med tidligere traditioner og nu deltager i handlinger hvor FNmandatet ikke er klart og ved at der sker en øget militarisering af de fredsbevarende operationer. NATO Også i NATO-regi sker der ændringer i perioden efter Den kolde krig. Her ses et klart skift, hvor Danmark går fra at føre en passiv politik og til at føre en aktiv og loyal. Yderligere ændres den danske politik også her til at kunne karakteriseres som aktivistisk. EF/EU Området er i perioden før og efter Den kolde krig præget af både skift og kontinuitet. Kontinuiteten ses ved, at samarbejdet stadig domineres af en diskurs der betragter EU som en central sikkerhedspolitisk aktør. Skift ses bl.a. ved, at Danmark nu støtter konstruktionen af EU som en ekstern politisk aktør. Nationale forhold Dette område præges primært ved den nye støtte til den amerikansk ledede politik samt ved skiftet til en højere grad af internationalt fokus for militæret. Opsummering af redegørelse. Udfra ovenstående redegørelse kan det anskueliggøres at dansk sikkerhedspolitik overordnet kan opdeles i to perioder. En periode, der præges af kontinuitet frem til afslutningen af Den kolde krig i 1989, samt en periode som går fra 1989 2001 og som ligeledes præges af kontinuitet. Skiftet i sikkerhedspolitikken ses primært indenfor områderne FN, NATO samt den danske forsvarspolitik, 9

mens EU-området både præges af skift, men også af tendenser, der kan følges tilbage til perioden før Den kolde krig. Hovedtræk i liberalistisk og realistisk IP-teori. I det efterfølgende vil der kort blive gjort rede for den liberalistiske- og realistiske IP-teori, som bliver lagt til grund for analysen af skift og kontinuitet i dansk sikkerhedspolitik. Der vil kun blive nævnt de grundliggende fællestræk for de to overordnede retninger, mens en videre diskussion udelades, da dette ligger udenfor opgavens rammer. Liberalisme. Centralt for liberal IP-teori er antagelsen om, at mennesket grundliggende er fornuftigt og rationelt (Wæver, O. 1992: 28 ). Den liberale teori bygger dermed på et positivt menneskesyn, som bliver videreført i IP teorien, hvor man således overfører de rationelle principper til internationale forhold (Jackson, R. et al 1999: 108). Ved troen på rationalitet indenfor IP skabes muligheden for en generel positiv udvikling af internationale relationer. I denne sammenhæng betragter liberalisterne staten som en enhed, der etablerer og håndhæver en lov der respekterer borgernes rettigheder til liv, frihed og ejendom (Jackson, R. et al 1999: 109). Der argumenteres videre for, at en stat, der er bygget på sådanne retsprincipper også vil respektere andre stater og grundlaget er hermed dannet for en fredelig udvikling samt eksistensen af international lovgivning. Man udelukker dog ikke muligheden for, at mennesket, og i IP regi, staten, også kan handle egoistisk og konkurrencepræget, men hovedantagelsen er, at fornuft og rationalitet vil være stærkere end frygt og magtbegær, da samarbejde vil resultere i større fordele for alle 6 end konflikt og krig (Jackson, R. et al 1999: 109). Opsummering af ovennævnte sker i skema 3.1. Mens i skema 2.1 anskueliggøres begreber brugt i teoriafsnittet som de vil bruges i den senere analyse. Skema 2.1: Kerneområder og virkning i liberalistisk IP teori (Wæver, O. 1992: 38-39) Kerneområder Virkning Økonomi: Handel Interdependens 6 Absolutte. 10

Opbygning af demokratier Gennemsigtighed 7 Internationale organisationer og retsorden Fred, da Demokratier ikke slås med hinanden Opbygning af regler og institutioner Fremskridt og Udvikling Det er interaktionen og vekselvirkning mellem kerneområderne og dets virkninger, der driver udvikling mod fred. Realisme. Det findes centralt i realistisk IP-teori et bestemt menneskesyn, der dog, modsat det positive liberalistiske syn, er negativt/pessimistisk. Grundantagelsen er her, at mennesket i dets natur hovedsageligt er egoistisk og konkurrencepræget i relationer til andre. Denne tanke videreføres i teorien om staters indbyrdes forhold, hvor staterne antages at have samme mål som det enkelte individ og derfor altid vil tilstræbe større magt end de stater som det indgår i relationer med (Jackson, R. et al 1999: 68). Da denne antagelse gælder for samtlige stater vil disses relationer altid indeholde en kamp om hvem, der har mest magt og relationerne mellem stater betragtes derfor grundlæggende som værende konfliktfyldte. Et centralt tema i realistisk IP teori bliver derfor spørgsmålet om magt og hvordan magten fordeles. Staten betragtes generelt af realisterne som en form for koncentrering eller instrument til udøvelse af magt 8 (Jackson, R. et al 1999: 109) og nogle af de vigtigste opgaver for staten ses som værende sikring af statens overlevelse samt national sikkerhed. I det internationale system er staten dermed også hovedsageligt forpligtet overfor sig selv mens internationale aftaler, forpligtelser og love er underordnet statens egne mål. I tilfælde af konflikt mellem statens egne interesser og internationale aftaler har staten en forpligtelse til, at vægte egne interesser højest og de internationale aftaler betragtes derfor som temporære (Jackson, R. et al 1999: 69). Det internationale system anses, som følge af relationernes beskaffenhed, som anarkisk og uden moralske bindinger. I international sammenhæng ses stormagterne derfor som de vigtigste aktører, da det er disse, der besidder den største magt og dermed har mulighed for at gennemføre egen politik uden hensyntagen til mindre nationer (Jackson, R. et al 1999: 69). 7 forstået som information reducerer mistillid fred. 8 Machtstaat. 11

På grund af staternes egoistiske mål og det internationale systems beskaffenhed, bliver den realistiske konklusion på IP at fremskridt 9 ikke kan forekomme indenfor området, der altid vil være domineret af magtkamp. Skema 3.1. Centrale elementer for liberalistisk og realistisk IP teori. Liberalistisk Realistisk Menneskets natur Positiv. Negativ, Fornuft magt Fornuft og rationalitet stærkere end magtbegær Magtbegær stærkere end fornuft og rationalitet. Staten Retsstat Magtstat IP relationer Samarbejde frem for konflikt Konflikt frem for samarbejde Fremskridt i IP Muligt Umuligt Fokus/mål for Staten Velfærd Sikkerhed 10 9 Det skal her fremhæves, at enkelte forfattere som fx Wæver, O. 1992 mener, at netop den negative holdning til fremskridt, er det eneste samlende element for realistisk IP teori, mens realismens teoretikere er splittede på de andre punkter og disse derfor ikke kan betragtes som fællesnævnere for realismen. 10 Sikkerhed bliver lig velfærd, og omvendt. 12

Analyse af dansk sikkerhedspolitik. Præludium for analyser Liberalisme og realisme. I den liberalistiske analyse såvel som den realistiske tages udgangspunkt i den tidsperiode, som blev benyttet i redegørelsen. De to teorier bruges til analyse af perioden og ligger til grund for den senere diskussion af disses selvstændige såvel som komparative forklaringskraft. I analyseafsnittene fokuseres udelukkende på hvorledes den enkelte teori forklarer begivenhederne i positiv forstand mens modargumentet præsenteres i den anden teori. De situationer hvor den enkelte teori forholder sig svagt til empirisk data vil blive fremhævet i afsnittet om forklaringskraften, hvor en kritisk indfaldsvinkel vælges. Liberalistisk analyse af dansk sikkerhedspolitik fra 1980 og frem. Skema 2.1 bruges som værktøj til at uddybe og klarlægge faktorer og antagelser for liberalistisk teori og dermed til at spore en tendens i dansk sikkerhedspolitik fra 1980 erne og frem som tilskrives at underbygge disse. 13

FN Danmarks medlemskab af FN viser et engagement i et forum, som skaber en større grad af gennemsigtighed de enkelte medlemslande i mellem, end man tidligere havde været vant til. FN set som et transnationalt, ikke regionalt, forum for fred. Punkterne i FN s formålsparagraf 11 underbygger en liberalistisk anskuelse, hvor fælles regler og institutioner danner et værdibaseret grundlag for fred (Hansen, C. S. et al. 1997: 122). NATO NATO ses som et forum, hvor det enkelte medlemslands militære dispositioner såvel som karakter og størrelse, i højere grad, gøres tilgængelige for de andre medlemmer. I liberalistiske termer vil et dansk fokus derfor være på muligheden for øget samarbejde og åbenhed. Murens fald og åbningen af Østblokken ses som et tegn på at udvikling i det internationale samfund ikke blot er mulig, men også forekommende en udvikling indikeret ved åbenlyse forandringer i, ikke bare institutionerne, men ligeledes demokratiernes udseende med overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. Hermed var processen med opbygning af liberale demokratier i øst blevet iværksat, hvilket betragtes som en særlig positiv udvikling, da demokratier 12, ifølge liberalistisk teori, ikke bekriger hinanden (Wæver, O. 1992: 39). Det danske militære bidrag til NATO-styrken i Golfen i 1990 understreger ønsket om et yderligere praktisk samarbejde med NATO. Sammen med, støtten til den amerikansk ledede intervention året efter kan ovennævnte situationer læses udfra et ønske om: At skabe rum for fred og demokrati åbne marked og stabiliserer oliepriserne 13. At skabe good-will og militær åbenhed i forhold til USA. Generel styrkelse af internationalt samarbejde. I det danske parlament bliver bred opbakning givet til en resolution som understreger at NATO opgaver skal løses indenfor de rammer, regler og formål formuleret i FN. Værdierne er således 11 1. at arbejde for international fred og sikkerhed. 2. at udvikle venskabelige relationer mellem nationer. 3. at arbejde for internationalt samarbejde mht. at løse økonomiske, sociale, kulturelle og menneskelige problemer. 4. fremme respekt for menneskerettigheder. 12 Her forstået som liberale demokratier. 13 Ikke mindst set i forhold til oliekriserne i henholdsvis 1973 og 1979-80 (Hansen, C. S. et al. 1997: 295). 14

bibeholdt, og Danmark agerer stadig i henhold til det normsæt som er formuleret i Internationalt/transnationalt regi. I 1992 indsætter Danmark soldater i Bosnien i den fredsbevarende UNPROFOR styrke (www.hok.dk), under FN regi. Det viste sig senere nødvendigt at lade missionen overgå til NATO. Situationen i Bosnien læses liberalistisk udfra følgende betragtninger: Skabe et brohoved for Fred, stabilitet og demokrati på Balkan 14. Styrkelse af den internationale organisation NATO. Generel styrkelse af det internationale samarbejde med medlemslande af NATO. Det øgede internationale engagement får også det danske forsvarsministerium og parlament til, i 1993, at redefinere Det danske forsvars formål og politik, som nævnt i redegørelsen. Der bliver her lagt vægt på forebyggelse, udvikling 15 og menneskerettigheder nogle mål, der bliver båret af værdier, essentielle for udvikling og opbygning af demokrati. Forsvaret får en rolle, der peger ud over Danmarks egne grænser og lægger vægten på det internationale samarbejde i humanitær såvel som militær forstand. EF/EU Danmarks indtrædelse i EF ses som værende betinget af EF s vægtning af sikkerhed, økonomi, samarbejde samt handel hvilket stemmer overens med liberalistisk teori. (Fri)handelen skal, med dets økonomisk positive sideeffekter, ses som en afgørende faktor i opbygningen af velfærd, som igen leder til forebyggelse af konflikt. Danmarks sårbarhed, via økonomisk afhængighed til udlandet, mindskes ved økonomisk samarbejde. Dette skyldes, at international handel og transport er vitalt for Danmark og man bliver bedre stillet indenfor det europæiske samarbejde (Heurlin, B. 1997: 2). Mens åbningen af Øst, efter USSR s sammenbrud, var i fuld gang, arbejdede Danmark for, at EU skulle anerkende Baltikum som uafhængigt allerede i 1990-91. Denne manøvre kan ses i relation til en åbning af markedet fra Danmark mod Øst og omvendt. Dermed øges den gensidige afhængighed. 14 Med fortsat udgangspunkt i forhold nævnt i skema 3.1. 15 Udvikling og forekomst af denne er essentiel og kendetegnende for liberalistisk teori (Wæver. O 1992: 38-39). 15

Igennem 90 erne tydeliggør Danmark markant sin holdning i EU, blandt andet, i forbindelse med en partnerskabsaftalen med Rusland, hvor Danmark ikke skriver under efter de Russiske aggressioner i Tjetjenien. Samarbejde og institutioner eliminerer ikke muligheden for at være uenig end de andre medlemslande af EU 16. I 90 erne arbejdes desuden for en EU-intensivering af samarbejde i økonomisk og sikkerhedsmæssig forstand. Fokus lægges på forøgelse af graden af interdependens 17. I perioden 1990-91 presser Danmark på for EU-anerkendelse af De baltiske lande. Førnævnte ses som et første skridt i forbindelse med følgende: At åbne markedet mod Øst. At åbne den reelle mulighed for baltisk medlemskab af EU. At skabe mulighed for velfærd, set som en stabiliseringsfaktor. Det danske arbejde for anerkendelse af Baltikum fortsættes, ikke mindst i 1996, hvor man denne gang i NATO regi anmodede om optagelse. Der gives dog umiddelbart afslag. Det danske nej til Maastricht 18 fik ikke så stor betydning som forventet, ikke mindst fordi politikkernes vilje var modsatrettet befolkningens (Neumann, I. B. Ed, 2000: 55). Afviklingen af de danske forhold er fortsat et vigtigt punkt på den danske dagsorden i internationalt regi ikke mindst som anskueliggjort i Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2003. Jeg er stolt over, at vi danskere kunne vise omverdenen, hvordan politiske synspunkter kan komme til udtryk på en fredelig måde. Danmark skal fortsætte med at deltage aktivt i udviklingen af det nye Europa. Vi skal være fuldt og helt med i EU. Det skader Danmarks interesser, at vi på afgørende områder er sat uden for indflydelse som følge af vore undtagelser fra EU-samarbejdet. Derfor bør vi af med undtagelserne. Men det kan naturligvis kun ske efter folkeafstemning. (www.stm.dk [egen fremhævning]) Statsministerens tale ses som udtryk for regeringen og dermed Danmarks officielle holdning til Europa er positiv. I talen spores ligeledes en liberalistiske tilgangsvinkel til IP i overensstemmelse med den tidligere nævnte teori. Disse forhold er i ovenstående citat fremhævet. 16 Jævnfør at markeringen var værdirelateret, med baggrund i menneskerettighedsspørgsmål. 17 Også set som europæisk integration i dybden. 18 Det danske nej var et modstykke til det flertal, der ellers var dannet i folketinget. Den danske regering forsøger, at kompensere for afstemningen og får indført en række undtagelser, som skal gøre det europæiske projekt spiseligt for befolkningen og der bliver efterfølgende stemt ja for Edinburgh-aftalen. 16

Opsummering af liberalistisk analyse. I perioden 1980 og frem ses de liberalistiske træk som følgende: Transnationale relationer og dermed gennemsigtighed med andre landes policy-dannelse og militære dispositioner i organisationerne: FN, NATO og EU. En åbning af marked og demokrati i Øst, primært Baltikum, men også Balkan udfra tesen om: At demokratier ikke bekriger hinanden. En økonomisk udvikling, i internationalt regi, som stabiliseringsfaktor og genstand for opbygning af demokrati, velfærd og fred. En generel udvikling med dansk pres for at bidrage til Østlandenes transformationsproces fra planøkonomi til markedsøkonomi, opbygning af liberalt demokrati og åbning af marked for omverdenen. Realistisk analyse af dansk sikkerhedspolitik fra 1980 og frem. Ved en realistisk analyse af Danmarks sikkerhedspolitik vil begrebet magt være essentielt for analysens udformning. Dette skyldes, som vist i teoriafsnittet, at det internationale system er anarkisk og at IP relationer betragtes som konfliktuelle. Magtfordelingen bliver derfor nøglen til forståelse af de enkelte landes positioner (Jackson, R. et al. 1999: 68). Hvilke hændelser der medregnes til sikkerhedspolitikken vil derfor afhænge af den valgte magtdefinition. De fleste handlinger der normalt er medregnet under klassisk realistisk sikkerhedspolitik omfatter den direkte magt (jf. nedenstående) (Branner, H. 2000: 201). Her vil magtdefinitionen dog blive udvidet, så et mere nuanceret syn, samt en mere uddybende forklaring på Danmarks sikkerhedspolitik opnås. Den efterfølgende analyse er baseret på følgende magtdefinitioner: Direkte magt: Evnen til at få gennemført sin vilje trods modstand. Strukturel magt: Forstået som evnen til at få gennemført beslutninger på baggrund af kontrol med, eller væsentlig påvirkning af, systemers struktur. Diskursiv magt: Forstået som evnen til at få gennemført beslutninger på baggrund af påvirkning af virkelighedsopfattelsen indenfor hvilken politiske krav og ønsker formuleres (Hansen, C. S. et al. 1997: 239-240). 17

Definitioner af magt, herunder de ovenstående, kan generelt siges både at indeholde et offensivt samt et defensivt element (Branner, H. 2000: 201). FN Danmarks tilslutning til FN, har i en realistisk forståelse, øget Danmarks indflydelse i internationalt regi. Dette ses når tilslutningen sammenholdes med et strukturelt- eller diskursivt magtperspektiv. Det ses herved, at FN kan fungere som et forum for påvirkning af den internationale diskurs og dermed som en platform for magtindflydelse. 19 NATO Danmark tilslutter sig NATO, da FN s potentiale som garant for dansk sikkerhed ikke er tilstrækkelig. Derved positionerer Danmark sig klart i forhold til konflikten mellem USA og USSR. For at undgå konflikt med USSR føres, under fodnote-politikken, en udglattende politik med De baltiske lande, hvor man forsøger at reducere spændingerne i området (Neumann, I. B. Ed, 2000: 63). Bl.a. forsøgte man at undgå en stærk direkte magtrepræsentation af NATO i Danmark, ved blandt andet at nægte opstilling af nukleare missiler. Det var netop disse tiltag, hvor man undlod at bakke op omkring NATO s politik, der mundede ud i fodnoterne i NATO s beslutninger. Danmark var fanget mellem to onder: For at undgå et angreb fra USSR var den eneste løsning medlemskab af NATO. Dette medlemskab kunne ikke undgå andet end at stille Danmark i opposition til USSR (Koefoed, N. et al. 2002: 16-17). Løsningen på dette sikkerhedspolitiske dilemma viser et tydeligt realistisk eksempel på, at nationale interesser blev prioriteret frem for de internationale forpligtelser/institutioner, der i denne periode blev delvist negligeret. Konflikten mellem de nationale hensyn og de internationale forpligtelser løste sig selv med sammenbruddet af USSR, der med en realistisk vinkel, må ses som et udslag af USA s sejr i 19 FN s reelle indflydelse svækkes dog hurtigt af USSR s og USA s modstridende interesser (Koefoed, N. et al. 2002: 16). 18

våbenkapløbet (Jackson, R. et al. 1999: 86). Dette skabte en ny geopolitisk situation for Danmark, der nu ikke længere var en del af en brydningsflade, men udelukkende skulle forholde sig til USA og NATO. Det internationale system ændredes dermed fra at være bipolært til at være unipolært, med USA som den eneste supermagt. Hermed blev den danske magtposition forbedret i et både offensivt og defensivt perspektiv (Branner, H. 2000: 217), og Danmark skulle nu kun pleje sine interesser til USA for at opnå indflydelse internationalt og dermed udvide sin magtbase. Danske politikere begynder derfor at betragte et godt forhold til USA, som en hjørnesten i dansk udenrigspolitik og som en mulighed for at øge sin indflydelse uproportionelt i forhold til sin fysiske størrelse. Dette forhold reflekteres i den nye aktivisme i dansk sikkerhedspolitik (Heurlin, B. Ed. 2000: 64) Aktivismen indledtes med en ændret kurs i forhold til NATO-samarbejdet. Med deltagelsen i Golfkrigen, de danske soldater i Bosnien og Kosovo samt udstationeringen af fly i Albanien/Makedonien viser Danmark sin udelte støtte til NATO, hvor der bakkes op om alle initiativer (Heurlin, B. Ed. 2000: 69). Dette skal ses i sammenhæng med, at DK efter den kolde krig har bibeholdt sine militære udgifter på nogenlunde samme niveau som før USSR s sammenbrud, mens flere andre NATO lande har sænket deres udgifter på området (Heurlin, B. 1997: 2). Dette har medført, at Danmark nu er et af de lande, der bidrager relativt mest til NATO og når dette sammenholdes med den nye aktivistiske linje, med fuld opbakning omkring NATO aktioner, ses det, at den danske position i NATO-regi er ændret markant. Man har dermed styrket sin position indenfor alle magtkategorier. Førnævnte vurderes ydermere som et dansk ønske om at styrke en fredelig udvikling i Europa og dermed stabilisere området. Som følge heraf, støtter Danmark udvidelsen af NATO, med eksempelvis Baltikum, hvilket tolkes fordelagtigt i henhold til udvidelsen af magtbasen. Den nye politiske linje viser sig også tydeligt i den øgede støtte til USA. Aktionerne har styrket det danske samarbejde med den eneste tilbageværende supermagt og Danmark bliver derfor nu betragtet som en af USA s nærmeste allierede i Europa (Heurlin, B. 1997: 7). Denne tætte knytning til supermagten øger, selvom det er indirekte, betydeligt Danmarks indflydelse i internationalt regi. Indflydelsen på den væsentligste aktør, bliver da heller ikke undervurderet af danske politikere, som nu ser USA s dominerende rolle i verden og i Europa som en fordel for Danmark (Heurlin, B. Ed. 2000: 65). Den ændrede danske kurs er dog kraftigt med til at understøtte et realistisk billede af 19

dansk politik. Gennem denne politik viste Danmark igen, at dets handlen hovedsageligt var fokuseret omkring nationale interesser, samt en forøgelse af egen indflydelse set i forhold til de internationale institutioner. Denne nye støtte giver kun mening, hvis den forklares udfra et realistisk perspektiv om af danske interesser styres af ønsket om indflydelse og magt. Udviklingen af en unipolær magtstruktur, har også medført andre ændringer i den danske forsvarspolitik, hvilket bl.a. ses af den nye forsvarslov fra 1993. Danmark betragter nu primært politisk- og økonomisk ustabilitet som den største trussel (Heurlin, B. Ed. 2000: 63), mens selve forsvarsopgaven er blevet suppleret med forebyggende opgaver samt fremme af fredelig udvikling. Den ændrede prioritering kan ses som en forflyttelse af fokus fra den direkte magt som første prioritet og til en fremme af strukturel- og diskursiv magtanvendelse. Dermed har Danmark ikke kun opprioriteret anvendelsen af direkte magt/militarisering, men yderligere også intensiveret anvendelsen af de strukturelle- og diskursive magtformer. EF/EU Danmarks tilslutning til EF, samt EF som institution, ses som et forsøg på at skabe et stærkt og fredeligt Europa (Heurlin, B. 1997: 7), men det økonomiske samarbejde er endvidere også interessant i en realistisk analyse. I den forbindelse er det igen den strukturelle og den diskursive magt, der øges ved aktivt arbejde indenfor institutionen, mens det økonomiske samarbejde styrker de defensive magtaspekter. Danmarks øgede engagement kan, som angivet, indenfor eksempelvis EU (Neumann, I. B. Ed, 2000: 38) tolkes indenfor en realistisk teoriforståelse, men ses her som et middel til at øge egen indflydelse og dermed magt i europæisk sammenhæng. I forlængelse heraf, bliver det danske nej til Maastricht-traktaten heller ikke af afgørende betydning, selvom det har medført, at Danmark i flere tilfælde er blevet nødt til at undlade at deltage i fælles aktioner. Dette forhold har Danmark kompenseret for ved at øge sin indflydelse i eksempelvis andre områder af EU-samarbejdet eller i NATO regi (Neumann, I. B. Ed, 2000: 57) og den danske magtposition er derfor ikke væsentligt svækket. Opsummering af realistisk analyse. I perioden 1980 og frem ses de realistiske træk som følgende. 20

I perioden op til 1989: Danmark er splittet mellem de to supermagter i en bipolær international magtstruktur (Koefoed, N. et al. 2002: 16-17). Dette førte ikke mindst til fodnotepolitikken der var karakteriserende for perioden. I perioden efter 1989: Udadrettet/aktivistisk tendens i dansk sikkerhedspolitik i NATO-, FN- og EU-regi Udvidet dansk magtposition. Den danske magtposition vægtes højere end opbygningen af internationale institutioner. Øget dansk magtanvendelse Diskussion af forklaringskraft. I det følgende diskuteres forklaringskraften af de to teorier. I analyseafsnittet blev det anskueliggjort, hvorledes de to teorier kan forklare de danske udenrigs/sikkerhedspolitiske tiltag i perioden fra 1980 og frem. I en vurdering af forklaringskraften vælges en kritisk indfaldsvinkel og der fokuseres på uoverensstemmelser mellem teori og empiri. I nedenstående skema er der lavet en generalisering af sammenhæng mellem de to teoriers empiri og teori. Dette er gjort for de væsentligste episoder, opdelt under henholdsvis FN, NATO og EU. Udvælgelsen af disse er foretaget med udgangspunkt i, de i analysen, fremkomne kerneelementer. Skema 4.1 20 Generalisering af sammenhæng mellem teori og empiri. Dispositioner/forhold/ Liberalisme Realisme Medlemskabet af FN + - Handlinger uden FN mandat - + Medlemskabet af NATO + og - + Fodnote-politik - + De baltiske lande NATO/EU + - Medlemskabet af EU + + og - 20 Tegnet (+) refererer til at der forefindes en høj grad af overensstemmelse mellem den faktuelt førte politik og den teoretiske ramme/forståelse af situationen. Tegnet ( ) refererer til, at der forefindes en lav grad af overensstemmelse. 21

FN Medlemskabet af FN. Realismen forholder sig svagt forklaringsmæssigt til vægtningen af værdier i FN. Samarbejdet ses som en temporær illusion, da hensynene til national sikkerhed altid vil veje tungere end internationale hensyn. I dansk sikkerhedspolitik søges NATO-aktioner gennemført med FN mandat selvom det også er vist, at der findes undtagelser 21 fra dette. Med realismens vægtning af fysiske magtforhold, kan det påpeges, at FN-værdier som: samarbejde om løsning af økonomiske, sociale, kulturelle og menneskelige problemer ikke er af den store betydning. I realistisk teori ses FN som uvæsentlig i forhold til NATO ( Jf. skema 3.1 under Staten). Handlinger uden FN-mandat. Liberalistisk teori, der vægter indsats i internationalt regi 22 højt, står svagt forklaringsmæssigt ved handlen uden FN-mandat 23. I Liberalistisk teori burde det, i princippet, ikke være nødvendigt at gennemføre militære aktioner uden et FN-mandat. Liberalt demokrati lader sig ikke gennemføre ved tvang, og det burde heller ikke være nødvendigt. Udviklingen og fornuften skulle automatisk lede frem til det liberale demokrati. Det positive menneske- og statssyn 24 svækkes når dette modbevises (Jf. skema 3.1 under menneskesyn). NATO Medlemskabet af NATO. Ifølge liberalistisk teori, vurderes det overvejende negativt at opbygningen af en Regional militær styrke skulle fremme internationalt samarbejde med andre end medlemmerne af denne. I stedet vil liberalistisk teori vægte FN som et bedre forum for international kriseforebyggelse. Medlemskabet af NATO stemmer derfor kun svagt overens med liberalistisk teori, da det i denne organisation er klart, at internationale forhold og relationer primært ses gennem et fysisk magtbegreb (Jf. skema 3.1 under Fokus). 21 Den danske udenrigsminister Niels Helveg-Petersen har udtalt, at det skal være reglen, at NATO aktioner har fundament i et klart FN mandat (Heurlin, B. ed. 2000: 77). 22 Fundamenteret i bred international politisk konsensus og regelsæt. 23 De danske handlinger i 1998 blev søgt forklaret af daværende udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, med at fleksibilitet kan være en nødvendighed når uenighed opstår i FN, for at undgå humanitære ulykker (Heurlin, B. ed. 2000: 77). 24 Fornuft samt rationalitet er styrende og ville vise, at det ikke gavner nogen at strides. 22

Fodnote-politikken. Den liberalistiske teori står svagt i sin forklaring af den førte fodnote-politik, da denne må ses som en politik, der havde til formål at fremme nationale hensyn på bekostning af de internationale relationer, indgået med øvrige NATO-partnere. Den danske politik var derfor baseret på en antagelse om, at den foreliggende situation var konfliktuel og at samarbejde ikke var muligt (Jf. skema 3.1 under IP-relationer). EF/EU Integration af De baltiske lande. Ifølge realistisk teori, burde der ved indlemmelsen af De baltiske lande i EU være nogle relative fordele for den danske magtposition. Disse er dog svære at konkretisere, da en optagelse vil øge antallet af beslutningstagere/påvirkere i EU og derfor, i teorien, relativt vil svække den danske indflydelse i samme organisation. Realistisk teori kan derfor ikke forklare den førte politik fyldestgørende (Jf. skema 3.1 under fremskridt). Medlemskabet af EU. Forklaringsproblemet for realisterne, ved medlemskabet af EU, bunder i, at det grundliggende set er en institution, der er baseret på samarbejde mellem stater. Med den realistiske antagelse om, at det internationale system er anarkisk i karakter og at staterne handler egoistisk, kan samarbejdet kun være temporært og derfor ikke betragtes som en vision for et fredeligt Europa. Udbygningen og cementeringen af EU stemmer derfor ikke overens med den realistiske teori. At opbygningen af EU alligevel, delvist, kan tolkes ind i en realistisk forståelse, skal ses i sammenhæng med, at teorien ikke udelader de nævnte temporære samarbejder. Disse vil blot ikke blive betragtet som andet en midlertidige og vægtningen vil ligge på de enkelte staters magtfordele ved samarbejdet, eventuelt set i forhold til landene udenfor samarbejdet (Jf. skema 3.1 under mål og menneskesyn). Opsummering af forklaringskraft. I skema 4.1 samt udfra de, i ovenstående punkter gennemgåede forhold, ses det, at begge teorier har dele af dansk sikkerhedspolitik som de kan forklare, men også dele som kun er i svag overensstemmelse med teorierne. En meningsfuld udlægning af den førte sikkerhedspolitik fra 1980 og frem, kan derfor ikke baseres på en enkelt teori alene, men må ses ud fra en kombination af 23

begge teorier og en samlet forklaring vil derfor være af dualistisk karakter 25. Forklaringskraften i teorierne er derfor heller ikke fuldstændig, men er for begge kun delvis. At afgøre hvor stor en grad af forklaringskraft hver af teorierne repræsenterer individuelt, vil ikke være meningsfuldt udfra analysen, men det vurderes udfra en kombination af analyse og diskussion af forklaringskraft, at den realistiske teori bedst forklarer den førte politik op til murens fald, altså i dette tilfælde fodnote-politikken, mens den liberalistiske bedst forklarer forholdene vedrørende EU og FN. Desuden kan flere forhold lade sig forklare både liberalistisk og realistisk, ikke mindst i forbindelse med NATO og integrationen af De baltiske lande. Konklusion. I denne opgave er der foretaget en redegørelse for skift og kontinuitet i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Det er blevet vist, at man kan tale om to perioder: en fra 1980 til 1989 og en fra 1989 og frem. Imellem disse to er sket et klart skift, dog er der for enkelte områder tale om kontinuitet. I analyseafsnittet vurderes førnævnte ud fra liberalistisk og realistisk IP-teori og det blev anskueliggjort, at begge teorier kunne forklare store dele af den førte politik. Slutteligt blev de to teorier opsummeret i afsnittet om forklaringskraft, hvor disses svagheder samt styrker blev betragtet komparativt. Det blev vist, at teorierne hver især havde forcer indenfor forskellige perioder og for at kunne forklare de danske sikkerhedspolitiske dispositioner, blev det slutteligt lagt til grund, at dansk sikkerhedspolitik for hele perioden kunne beskrives som værende af dualistisk karakter. 25 Kan evt. sammenlignes med den dualitet der har været i dansk udenrigspolitik mellem internationalisme og determinisme? Liberalisme internationalisme og realisme determinisme (Branner, H. 2000: 211). 24

Litteraturliste. Andersen, J. G. 1998: Politik og samfund i forandring bind 2. København. Columbus. Branner, H. 2000: Denmark s Policy towards Europe after 1945: History, Theory and Options. Odense. Odense University Press. Ellemann-Jensen, U. 1996: Din egen dag er kort. Aschehoug. Hansen, C. S. et al. 1997. Samfundslex. København. Gyldendal. Heurlin, B. 1997: DUPI Fokus No. 5 Dansk forsvarspolitik: En ny verden en ny forsvarspolitik. København. DUPI. Heurlin, B. Ed. 2000: Danish foreign Policy Yearbook. København. DUPI. Jackson, R. et al. 1999: Introduction to International Relations. Oxford. Oxford University Press. Koefoed, N. et al. 2002 : Den genstridige bonde råderum i dansk udenrigspolitik i den kolde krigs epoke. Aarhus. Den Jyske Historiker. Neumann, I. B. Ed, 2000: Cooperation and Conflict. London. SAGE Publication Ltd. Pedersen, M. N. 1997: Leksikon i statskundskab. København. Akademisk Forlag. Robertson, D. 1984. Dictionary of Politics 2 nd ed. Penguin. Wæver, O. 1992: Introduktion til Studiet af International Politik. København. Forlaget Politiske Studier Institut for Statskundskab. 25

26