18. Mandag Blod og lymfesystem del 1 Vi mangler pensumvener, dvs. navn, anatomisk og dræningsområde. Azygos systemet og perforanterne er dog ikke medtaget nu; det siger jeg noget om på mandag.
Arteria Anatomisk Forsyningsområde Coronariae rod af aorta hjertet Aorta venstre ventrikel legemet minus lunger Carotis venstre: aortabuen højre: kort trunkus fra aorta hoved + nakke Alle pensumarterier Subclavia venstre: aortabuen højre: kort trunkus fra aorta hoved + arme Axillaries fortsættelse af forrige armhule + thorax + overekstremitet Brachialis fortsættelse af forrige overarm Radialis forgrening af brachialis underarm (lateralt) + hånd Ulnaris forgrening af brachialis underarm (medialt) + hånd Mesenterica superior Mesenterica inferior aorta i bug aorta i bug bugspytkirtel + første del af fordøjelseskanal Sidste del af fordøjelseskanal (tyktarm) Renales aorta i bug nyrerne Hepatica trunkus fra aorta i bug lever + tolvfingertarm + bugspytkirtel Iliaca forgrening af aorta i bug bækken Femoralis fortsættelse af forrige låret Poplitea fortsættelse af forrige knæled + låret (distalt) Tibialis posterior forgrening af poplitea underben (posterior) + fod (plantar) Dorsalis pedis forgrening af poplitea fod (dorsal)
Bemærkning til beskrivelsen af arterier og vener: Beskrivelsen af arterier er med udgangspunkt i at blodet flyder fra centralt organ, nemlig hjertet og derfra ud til periferien. Aorta udspringer fra venstre hjertekammer og forsyner hele kroppen med arterielt blod (store kredsløb), på nær lungerne som har sit eget lille kredsløb. Forsyningsområder for aorta bliver da hele legemet på nær lungerne; det skyldes at alt arterielt blod et givent sted i legemet (minus arterielt blod i lunger), på et tidspunkt befandt sig i aorta. Så fulgte vi de forskellige arterier rundt i kroppen og f.eks. beskrev vi armens a. radialis og a. ulnaris som forgreninger af a. brachialis. Når vener skal beskrives er det med udgangspunkt i at blodet her flyder fra periferien til hjertet, altså med modsat fortegn. Her bliver forsyningsområdet erstattet af dræningsområde, dvs. alt det blod som venen samler op fra periferien. Da retningen er modsat vil vener ikke blive beskrevet som forgreninger af andre vener, men som sammenløb af andre vener (i forløbet ind mod hjertet), f.eks. er nedre hulvene (v. cava inferior) sammenløb af højre og venstre v. iliaca i bækken. Der vil være vener, der tømmer sig ind i nedre hulvene, f.eks. v. renalis i bughulen. Overordnet opsamler nedre hulvene venøst blod beliggende under m. diaphragma. Anatomisk beskrives vener derfor bedst som enten sammenløb af andre vener eller bare en forsættelse af en vene (i forløbet ind mod hjertet). Arterier beskrev vi bedst som en fortsættelse af en anden arterie eller som en forgrening af en arterie (i forløbet ud til periferien).
Vena Anatomisk Samler venøst... (dræner) Cephalica tømmer sig ind i v. axillaris blod fra armene Brachialis sammenløb af radiale/ulnare vener blod fra armene Axillaris sammenløb af forrige og v. basilica Alt blod fra overekstremitet De fleste pensumvener Subclavia fortsættelse af forrige (tømmer sig ind i v. cava superior) Jugularis tømmer sig ind i v. cava superior blod fra hoved + hals Cava superior sammenløb af 2 forrige (blod over diaphragma) Poplitea tømmer sig ind i v. femoralis blod fra benene + knæled Femoralis tømmer sig ind i v. iliaca blod fra benene (dybt/overfladisk) Saphena magna Iliaca Cava inferior sammenløb af benets overfladiske vener tømmer sig ind i v. femoralis fortsættelse af v. femoralis blod fra benene (overfladisk) alt blod fra underekstremitet + blod fra bækken sammenløb af højre og venstre v. iliaca (blod under diaphragma) Renalis tømmer sig ind i v. cava inferior blod fra nyrerne Hepatica tømmer sig ind i v. cava inferior blod fra leveren Mesenterica inferior tømmer sig ind i v. lienalis blod fra tarmene (nedre del) Mesenterica superior tømmer sig ind i v. portae blod fra tarmene (øvre del) Lienalis tømmer sig ind i v. portae blod fra milt, bugspytkirtel, mavesæk, tyktarm og endetarm Portae sammenløb af 2 forrige + vener fra spiserøret
Vener
Vener
Vener
Vener
Vena azygos systemet og perforanterne Dette system er en forbindelse mellem øvre og nedre hulvene. Systemet fører det afiltet blod fra bagerste væg i bughule og thorax til øvre hulvene. Vener der forbinder de overfladiske og de dybe vener i benet. Kaldes også perforanterne. Klapperne gør at blodet strømmer fra overfladiske vener til dybe vener. Dermed kan muskelpumpen påvirke de dybe vener, der jo forløber mellem muskler, så blodet hjælpes mod hjertet. Muskelpumpen kan jo ikke påvirke de overfladiske vener.
Blodets bestanddele Proteiner (7%) Organiske albumin, 54% (transport) globulin, 38% (forsvar) fibrinogen, 7% (koagulation) andre, 1% 5 liter blod 3 liter plasma Vand (91,5%) Andre (1,5%) Blodplader (trombocytter) 250.000 pr. mikroliter Organiske næringsstoffer vitaminer gasarter hormoner affaldsstoffer Uorganiske Salte mineraler sporstoffer Alle dannes ud fra stamceller i den røde knoglemarv 2 liter blodlegemer Røde Blodlegemer (erytrocytterne) Hvide Blodlegemer (leukocytter) 5 millioner pr. mikroliter 5000-10000 pr. mikroliter Granulocytter neutrofile, 60 70% (fagocytere) eosinofile, 2 4% (fagocytere) basofile, ½ 1% (betændelse) lymfocytter, 20 25% (B & T) monocytter, 3 8% (makrofager)
Blodets hovedopgaver Regulation Transport Forsvar Temperaturregulering Holde ph værdien konstant Væskemiljøet Åndedrætsfunktionen Næringsstofforsyningen Udskillelsesfunktionen Hormontransporten Hvide blodlegemer
Plasma og serum (forskellen?) En blodprøve laves ved at hælde noget blod i et reagensglas, som efterfølgende centrifugeres. Denne prøve kaldes plasma hvis man tilsætter et stof der forhindrer blodet i at koagulere, dvs. størkne og prøven kaldes serum, hvis man undlader at tilsætte stoffet (dvs. minus koagulationsfaktorer) Røde blodlegemer har en diameter på 7 my (mikrometer), som svarer til 7/1000 af en millimeter, altså 0,007 mm. Da kapillær diameter er ca. 0,01 mm kan røde blodlegemer lige med nød og næppe passere kapillærer. Men den bikonkave facon vist på figur gør at røde blodlegemer har stort overfladeareal i forhold til rumfang. Samtidigt har røde blodlegemer ingen cellekerne. Dette gør at blodlegemet kan deformeres i kapillærer så passagen sker lettere, samt letter afgivelsen af den vigtige ilt til det omgivende væv. rødt blodlegeme (bikonkav)
Dannelsen og levetiden af røde blodlegemer (erytropoiese) Hvor produktionen af røde blodlegemer i fostertilværelsen varetages af leveren og milten, foregår produktionen hos den voksne ud fra stamceller i den røde knoglemarv i visse af legemets knogler, nemlig i det største rørknoglers proksimale ender, kranium, brystben, ribben, ryghvirvler og bækken. Efter en levetid på ca. 120 dage i blodbanen ødelægges de røde blodlegemer i milt, lever og knoglemarv (af makrofager = hvide blodlegemer).
Stoffer med betydning for dannelsen af røde blodlegemer: Dannelsen af funktionsdygtige røde blodlegemer kræver tilstedeværelsen af jern, folinsyre (B vitamin) og B 12 vitamin. Jern fordi det er en del af hæmoglobin og folinsyre/b 12 vitamin fordi de er vigtige komponenter i nydannelsen af DNA og dermed dannelsen af celler, herunder røde blodlegemer. Dannelsen af røde blodlegemer påvirkes af hormonet EPO (erytropoietin), der frigives fra nyrerne ved nedsat ilttilførsel til kroppen. EPO stimulerer den røde knoglemarv til at øge produktionen af røde blodlegemer. Det mandlige kønshormon testosteron stimulerer også frigivelsen af EPO fra nyrerne, hvilket er baggrunden for mandens normalt højere hæmoglobinværdier. Intrinsic factor en forudsætning for effektiv optagelse af B 12 vitaminet i tyndtarmen.
Forskel på hæmatokrit og hæmoglobinværdier? Det er egentlig 2 sider af samme sag; der er blot forskel på måleenheden. Et enkelt rødt blodlegeme indeholder et stort antal hæmoglobinmolekyler, der hver især er i stand til at binde 4 iltmolekyler. Det er derfor man siger at røde blodlegemer har iltbærende kapacitet. Måleenheden for hæmoglobinværdier kan være antal gram pr. 100 ml. blod, typisk 12 15 g/100 ml, afhængigt af køn. Jo flere røde blodlegemer i blodet desto flere hæmoglobinmolekyler og dermed større hæmoglobinværdier. Ved at omregne hæmoglobinværdier med en omregningsfaktor fås hæmatokritværdien, hvor enheden er volumenprocent, dvs. hvor mange procent de røde blodlegemer udgør af blodets totale volumen, typisk 39 46 %.
Koagulationsprocessen 1 fase: blodpladerne klumper sig sammen omkring skadesstedet (frilagte kollagen) 2 fase: blodpladerne tømmer sig (stoffer der sammentrækker blodkar) 3 fase: proteinet fibrinogen omdannes til det trådformede fibrin, som væves ind i propdannelsen. Koagulationen bremses.