RFMnyt 34. årgang nr. 1 Forår 2013 40 år med fri abort 735.000 børn i Danmark slap aldrig gennem nåleøjet Leder side 3
Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv Jérôme Lejeune Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv (RFM) er en uafhængig dansk græsrodsbevægelse, som arbejder på grundlag af Lejeune-erklæringen. Den franske genetiker Jérôme Lejeune (1926 1994) var en af det 20. århundredes betydeligste biologiske forskere og modtog i 1962 Kennedyprisen. Han var professor i fundamental genetik ved René Descartes Universitetet i Paris og medlem af Det pavelige Videnskabernes Akademi. I slutningen af 1950 erne opdagede han det ekstra kromosom (trisomi 21), som forårsager mongolisme. Han var dermed den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom. Lejeune var gennem hele sin karriere en utrættelig og frygtløs fortaler for livets sag. Som kristen læge og forsker fastholdt han, at ethvert menneskeliv fra befrugtningsøjeblikket til en naturlig død har krav på ubetinget respekt og således aldrig må gøres til et middel eller til et forsøgs objekt. Lejeune-erklæringen Fra befrugtningsøjeblikket, dvs. det tidligste øjeblik af biologisk eksistens, er barnet et menneske, et selvstændigt individ, genetisk forskelligt fra moderen, som giver det næring og beskyttelse. Fra befrugtningsøjeblikket og resten af dets liv er det det samme levende menneske, som vokser, udvikler sig, modnes og til slut dør. Det er i besiddelse af egenskaber, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker. Det er unikt og derfor uerstatteligt. Det er lægens opgave at tjene livet fra dets begyndelse til dets afslutning. Den respekt for menneskelivet, som er grundlaget for lægens arbejde, kan således aldrig gøres betinget af patientens alder eller tilstand i øvrigt. Foreligger der vanskelige omstændigheder i forbindelse med en graviditet, er det lægens pligt at gøre sit yderste for at hjælpe både mor og barn. Det strider derfor direkte mod en læges opgave at afbryde et svangerskab i den hensigt at ville afhjælpe sociale, økonomiske, psykologiske eller genetiske problemer. RFM holder liv i debatten Vi forsøger til stadighed at skabe opmærksomhed om alle områder, hvor respekten for menneskelivet er helt eller delvist undergravet. Derfor beskæftiger vi os ikke alene med abortproblematikken, men også med emner som aktiv døds hjælp, reproduktionsteknologi, genteknologi og befolkningspolitik. RFM rådgiver Vi har oprettet en gratis rådgivningstjeneste for gravide. Er du i tvivl, om du magter at gennemføre svangerskabet, eller har du problemer efter en abort så ring til sekretariatet (5576 7652), hvis du vil have en personlig samtale, eller send os en mail: info@rfm.dk RFM informerer Foruden dette blad udsender RFM gratis informations- og undervisningsmaterialer, som du kan bestille på sekretariatet. Nogle af dem kan downloades fra vores hjemmeside www.rfm.dk Vi kommer gerne ud på skoler, i foreninger og menigheder med aktuelle debatoplæg og foredrag. Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv Lundby Hovedgade 104, 4750 Lundby cvr.nr.: 29685487 Ved indbetaling af frivillige bidrag til RFM via netbank: FI-nummer (73) 85891774 eller: reg. nr. 9037 konto 4576665836 Tlf.: 5576 7652 E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk
RFM nyt 34. årgang nr. 1 Bladet udkommer tre gange årligt og sendes gratis til alle tilslutttede. Årligt mindstebidrag 125 kr. For familier 175 kr. Redaktion Torben Riis ansvarshavende Redaktionens adresse: Lundby Hovedgade 104 4750 Lundby tlf 5576 7652 Fax 5576 7135 E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk Henvendelser vedrørende medlemsskab, levering af bladet eller adresseændring: Ettie og Morten Jødal Præstemarken 18 Sønderup 9541 Suldrup tlf 9818 3774 E-mail: morten@joedal.dk eller ettie@joedal.dk Anvendelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse Tryk: Trykcentret ApS Husk at alle gaver til RFM ud over årsbidraget er fradragsberettigede. RFM indberetter gaver til SKAT, hvis du meddeler os dit CPR-nummer. Et langt sejt træk 40 års ørkenvandring med fri abort. Hvor længe skal det mon vare endnu? Der er næppe tvivl om såfremt det overhovedet bliver muligt at afslutte dette mørke kapitel i Danmarkshistorien at det vil kræve et langt sejt træk, inden vi når dertil, hvor den ubetingede respekt for hvert eneste menneskes liv fra fødslen til en naturlig død er genoprettet. Det, vi er oppe imod, er nemlig alt andet end sund fornuft eller saglige politiske overvejelser. På side 7 kan man læse den kinesiske systemkritiker Chen Guangchengs forklaring på, hvorfor kineserne ikke for længst har opgivet et-barns-politikken, som på længere sigt truer med at underminere landets økonomi. Det er der ikke nogen rationel begrundelse for. Når det ikke er sket endnu, skyldes det, at det netop kan blive et langt sejt træk at afvikle en institution, som har udviklet sig til en industri og en pengemaskine, som hærskarer af kommissærer og bureaukrater lukrerer på. Nogenlunde det samme gør sig gældende i USA, hvor den fri abort har skabt grundlaget for en milliardforretning både inden og uden for landets grænser. Et sådant apparat med så mange ansatte demonterer man ikke fra den ene dag til den anden. Men i Danmark da? Her kan man jo ikke tale om, at abort er blevet en indbringende forretning. Nej, her følger man blot i hælene på de øvrige vestlige lande og afstår fra at tænke selv. Her sluger man den internationale abortlobbys løgnehistorier og propaganda råt. Her efterplaprer man ukritisk de ekstreme feministers paroler og nægter at se, hvad man i virkeligheden gør mod de kvinder, som man henviser til abort... Sagen er, at alle de traditionelle argumenter for at bevare fri abort for længst er faldet til jorden. Nej, vi risikerer ikke overbefolkning, global fattigdom og hungersnød, hvis vi ikke regulerer befolkningstilvæksten med kemikalier og abort. Nej, vi får ikke lykkelige og velfungerende familier, når der kun fødes såkaldte ønskebørn. Det er der intet belæg for at hævde. Og nej, det ufødte barn er ikke en del af moderens krop. Det er bevisligt noget sludder. Og ja, selvfølgelig har vi som samfund råd til at tage imod hver eneste nye dansker og sikre alle børn en tryg opvækst. Vi har faktisk ikke råd til at lade være. Det har økonomerne for længst indset og politikerne som helhed også. De sidste er blot handlingslammede, uhjælpeligt fanget af deres egne bevidstløse retorik. Så ja, det bliver et langt sejt træk. Men vi giver ikke op. Torben Riis
Vigtig meddelelse til alle vore læsere: Send os en krone! Hvad er nu det for noget pjat? vil I måske spørge... Men det er faktisk ramme alvor. Læs her hvorfor: Ifølge ligningslovens 8A har alle, der giver en gave til RFM s arbejde det vil sige et eller andet beløb ud over årsbidraget ret til at trække beløbet fra i skat. Efter de nuværende regler foregår det på den måde, at RFM indberetter gavebeløbet og den glade givers personnummer til SKAT. Det gør vi hvert år i januar. Så vidt så godt. Nu kommer vi til problemet: SKAT skal løbende godkende, at gaver fra jer til os er fradragsberettigede. For at vi kan bevare denne godkendelse er der en række betingelser, vi skal opfylde. En af dem er, at der hvert år skal være mindst 100, der giver os en gave ellers mister vi godkendelsen. Den gode nyhed er, at en gave efter de seneste regler er et hvilket som helst beløb fra én krone og opefter! Det, vi har brug for, er altså, at rigtig mange i løbet af året sender os en beskeden gave. Som sagt: én krone er nok. Man behøver ikke være tilsluttet RFM for at give os denne håndsrækning, fordi SKAT netop definerer gaver som alt andet end kontingentet. Husk at anføre, at det er en gave og husk også at anføre personnummeret. Personnummeret behandler vi naturligvis 100% fortroligt. Vi bruger det kun, når vi indberetter gaver til SKAT. PÅ FORHÅND TAK FOR JERES VELVILJE! P.S.: I 2012 har vi modtaget en del også større gaver som ikke er indberettet, fordi vi ikke kender personnummeret. Men det er stadig muligt at indberette ændringer til sidste år, så har nogen fortrudt, så send os nummeret. Er du i tvivl, må du også gerne sende det. Vi vil kvittere for modtagelsen og oplyse, om gaven allerede er ind berettet (helst pr. email). Derimod sender vi ikke automatisk kvittering for de gaver, vi modtager i årets løb. Vi får dannet en kvittering for hver enkelt giver, men støttebeløbet skal jo gerne gå til arbejdet, ikke til porto, og vi kender langtfra alle jeres mailadresser. Nogle ægtepar har sendt os begges personnumre. Efter de gamle regler var det fordelagtigt at samle gaven på det ene nummer, så det gjorde vi. Men nu deler vi lige over mellem begge, hvis vi ikke får anden besked. PPS: En stor og varm tak til de mange, der hjalp os med at nå op over 100 bidragydere i 2012! 4
10 cifre, der gør en forske l Skal sent aborterede børn have tildelt et personnummer? Det er et spørgsmål, som er mere end blot en administrativ detalje. Den 15. december i det forgangne år gjorde Kristeligt Dagblad på forsiden af dagens avis opmærksom på, at aborterede fostre, som viser livstegn, får tildelt et personnummer. Det skal tilføjes, at de aborterede fostre, der tales om her, er de fostre, der aborteres efter 12. uge. Det store flertal af fostre, der aborteres inden for 12 ugers-grænsen, er selvsagt ikke i stand til at vise livstegn, eftersom de forinden er blevet flået i småstykker på deres første og sidste rejse gennem en relativt smal suge-curette med endestation i den ventende gulvspand. Anderledes med de sene aborter, som på grund af deres størrelse ikke kan skaffes af vejen på denne måde. Her bliver barnet født og efterfølgende anbragt på et passende sted for at dø. Det har som bekendt i årenes løb givet en og anden jordemoder og sygeplejerske en dårlig mavefornemmelse. Den problemstilling skrev vi om i efterårsnummeret 2012 i anledning af en ny instruks fra Sundhedsstyrelsen, der præciserer, at der bør være en voksen til stede, så længe barnet insisterer på at trække vejret. Men nu tilbage til personnumrene. Det problem vil nogen måske vælge at affærdige som perifert, men når en sådan administrativ detalje alli ge vel påkalder sig opmærksomhed, skyldes det, at den rører ved noget principielt nærmere bestemt diskussio nen om det ufødte barns retsstilling. For hvis man kan få et personnummer, så må man vel også være en person elle r hvad? Dette dilemma fik både sundhedsfaglige pinger og politikere lejlighed til at kommentere i det omtalte nr. af KD. Et gennemgående træk i disse kommentarer var et tydeligt ubehag ved tanken om, at et aborteret foster skulle kunne tildeles rettigheder. Men til beroligelse kan vi med henvisning til Det Etiske Råds redegørelse fra 1990 (Sine Sunesen: Fostre og børn, retlig beskyttelse) fastslå, at det ufødte barn reelt ikke er beskyttet af straffeloven under hele graviditeten. (Faktisk er pandabjørne og andre truede dyrearter langt bedre beskyttet) Det hænger således sammen: I de første 12 uger af graviditeten kan alle børn som bekendt aborteres. Det er udelukkende moderens afgørelse. (Gad vidst om Manu Sareen, som jo også er ligestillingsminister, har planer om at gøre noget ved det. Det var bare en sidebemærkning...). I de næste uger kan barnet aborteres efter ansøgning. Loven sætter ikke nogen bestemt tidsgrænse, men i praksis gives der normalt ikke tilladelse efter 24. uge. Senere er barnet ganske vist ikke truet af abort, men er det af den grund beskyttet af straffeloven? I princippet måske, men ikke når det kommer til stykket. Hvis moderen skader barnet under graviditeten (f.eks. ved at være storforbruger af alkohol eller stoffer) kan barnet ikke senere få tilkendt erstatning ved domstolene. Det samme gælder, hvis en anden person (f.eks. en voldelig samlever) overfalder moderen og derved skader fosteret. Voldsmanden kan retsforfølges, men kun for at have forvoldt moderen skade. Hvorfor? Fordi barnet endnu ikke i juridisk forstand eksisterer. Det er ikke et retssubjekt. Såvidt straffeloven, men hermed er ikke alt sagt juridisk set. Lad os tage endnu et eksempel og sige, at moderen under graviditeten arbejder med skadelige opløsningsmidler, hvilket fører til, at barnet bliver invalideret. Så betragtes barnet pludselig som retssubjekt og kan søge erstatning. Hvorfor? Fordi sådanne tilfælde ikke sorterer under straffeloven, men under arbejdsskadeforsikringsloven, og her står der: Et levendefødt barn, der inden fødslen har pådraget sig en sygdom som følge af moderens arbejde under graviditeten, er forsikret mod følgerne af sygdommen efter denne lov. Det samme problem forekommer i arvelovgivningen. Vi forestiller os denne gang, at en velhavende slægtning har indsat familiens førstefødte i sit testamente, som dermed står til at arve en millionformue. Herefter bliver det hvis moderen har besluttet sig for en sen abort uhyre interessant for hende at konstatere, om barnet viser livstegn ved fødslen. Er det tilfældet, arver barnet nemlig i første omgang formuen. I anden omgang (og den bliver jo så ikke langvarig) bliver det forældrene, der som de nærmeste pårørende arver formuen. Og hvad kan vi så konkludere af alt dette? To ting. For det første, at der i dansk lovgivning ikke findes nogen konsekvent stillingtagen til det ufødte barns retsstilling. Kort sagt, at det sejler. For det andet, at der nok ikke er nogen, der har tænkt sig at gøre noget ved det. Hvorfor ikke? Fordi det er pinligt at henlede offentlighedens opmærksom på, hvad det faktisk er, vi gør. Vi slår børn ihjel. Og det vi vil helst ikke tale om. 5
Chen Guangcheng: Menneskelig værdighed, frihed og retfærdighed er vigtigere end økonomiske interesser Den blinde kinesiske menneskerettighedsforkæmper Chen Guangcheng, som i april 2012 med nød og næppe slap ud af Kina sammen med sin famili e, modtog den 29. januar i år Tom Lantos-prisen. Prisen, som er stiftet af det amerikanske kongresmedlem af samme navn (1920-2008) tildeles hvert år en person, som har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne, og Chen var med sin utrættelige kamp mod de kinesiske myndigheder, som har kostet ham og hans familie store personlige ofre, en selvskreven kandidat til denne pris. I sin takketale sagde Chen, at det til syvende og sidst er kineserne selv, der må gøre op med det totalitære et-parti-system i landet, men at det samtidig er ekstremt vigtigt, at det internationale samfund ikke opgiver at lægge pres på regimet for at få indført tålelige retstilstande. I den forbindelse understregede han, at man fra vestlig side ikke bør gå på kompromis med menneskerettighederne, uanset at der kan stå betydelige økonomiske interesser på spil. Menneskelig værdighed, frihed og retfærdighed er vigtigere, sagde han. Husarrest og fængsel Chen kom for alvor på kant med de kinesiske myndigheder, da han i 2005 offentligt afslørede, at der alene i Shandong-provinsen, hvor han boede, blev foretaget ca. 130.000 tvangsaborter årligt. Samtidig anlagde han sag mod den lokale administration for at have brugt ulovlige midler i håndhævelsen af et-barns-politikken. Den slags gør man ikke ustraffet i Kina. Chen blev først sat i husarrest og året efter idømt 4 år og 3 måneders fængsel for at have anstiftet uroligheder. Efterfølgende blev han fortsat holdt i husarrest, hvor han og 6 Chen Guangcheng ankommer stærkt medtaget til den amerikanske ambassade i Beijing i april 2012 (foto: Scanpix) hans kone til stadighed blev udsat for grov fysisk vold. I april 2012 lykkedes det ham at slippe uden om vagterne og efterfølgende søge tilflugt på den amerikanske ambassade i Beijing. Men hermed var hans problemer langt fra overstået. Hans flugt faldt nemlig sammen med udenrigsminister Hillary Clintons besøg i Kina, og hun var ikke kommet til Kina for at diskutere menneskerettigheder, men for at fremme amerikanske handelsinteresser. Chen fortalte senere, at han var blevet sat under massivt pres for at forlade ambassaden ikke fra ambassadens folk, men fra andre amerikanske øvrighedspersoner. Resten af historien er velkendt. Chen forlod ambassaden for at blive behandlet på et hospital, og først efter diskrete forhandlinger med en særlig udsending fra den amerikanske regering lykkedes det at få sat Chen og hans kone og børn på et fly til USA, hvor han blev modtaget under stor mediebevågenhed. Flugten Men hvordan bar den blinde Cheng sig ad med at slippe bort fra sit hjem, som var skarpt bevogtet af politiet? Det var da også noget nær et mirakel, at det lykkedes. Hjulpet af sin kone klatrede han i ly af mørket over muren mellem gårdspladsen og nabohuset, men brækkede derved tre knogler i den ene fod. Han famlede sig dernæst frem til naboens svinesti, hvor han blev liggende indtil langt ud på natten uden at turde røre sig. Det lykkedes ham siden at komme uset forbi flere kontrolposter i landsbyen og ned til en flod, som han vadede over. Her fik han husly af en lokal beboer, og via sin mobiltelefon fik han kontakt til sit netværk af aktivister, som ad mange omveje og ofte under dramatiske omstændigheder kørte ham den lange vej til Beijing, hvor han kunne kontakte ambassaden. Kina og et-barns-politikken Chen har siden ved flere lejligheder ytret sig om forholdene i Kina.
For nylig lod han sig interviewe af den verdensberømte kinesiske multikunstner og systemkritiker Ai Weiwei i en sær udgave af det britiske magasin New Statesman, som Ai Weiwei havde redigeret. Her bliver Chen spurgt om sit syn på et-barns-politikken og svarer indledningsvis, at den respekt for livet, som traditionelt har været kendetegnende for den kinesiske kultur, i årtier er blevet undergravet af en uciviliseret politisk tankegang og praksis, som også omfatter tvungne aborter. Efter årtier med tvangsaborter, siger han, har folk mistet så godt som al respekt for livet. Chen fortæller videre, at man for at føre et-barns-politikken ud i livet har opbygget et enormt apparat, som påvirker millioner af mennesker og samtidig fungerer som en penge maskine. Hvis en kvinde er blevet gravid uden tilladelse og er gået under jorden, for at myndighederne ikke skal kunne finde hende, bliver hendes naboer i en radius af 50 meter fra hendes hjem draget til ansvar. Det kan være fra 5 og helt op til 20 andre familier, der bliver berørt. Mindst én fra hver familie bliver arresteret og efter følgende sendt til ideologisk genoptræning. Og de skal vel at mærke selv betale for ophold og undervisning, som tillige omfatter daglig korporlig afstraffelse. Naboerne vil derfor som oftest gøre alt hvad de kan for at finde og angive den skyldige. Hertil kommer, at systemets folk for at skaffe sig yderligere indtægter kræver bestikkelse af familierne for at løslade de arresterede ofte flere gange, fordi det ikke er ualmindeligt, at en hjemsendt fange få dage efter bliver arresteret igen. Det vil således, vurderer Chen, blive vanskeligt at afskaffe et-barnspolitikken, da så mange har en klar økonomisk interesse i at bevare den. Lang vej til målet Denne vurdering støttes af grundlæggeren af Kvinders rettigheder uden grænser, den amerikanske advokat Reggie Littlejohn, en af dem, som ihærdigt kæmpede for at få Chen fri givet. Hun henviser til en erklæring fremsat af en top embedsmand, Wang Xia, så sent som den 14. januar i år: Vi må uden vaklen holde fast ved et-barns-politikken som et nationalt middel til at stabilisere den lave fødselskvotient. Det er vores højeste prioritet. Wang Xia er formand for Kinas nationale kommission for befolknings og familieplanlægning. Hans udmelding kom umiddelbart efter, at to fremtrædende eksperter, en demograf og en statistiker, ifølge en rapport fra Reuter havde advaret om, at et-barns-politikken kan bringe Kinas økonomi i fare, fordi den formindsker arbejdsstyrken. At de to eksperter åbenlyst rejser tvivl om et-barns-politikkens berettigelse, får imidlertid ikke Reggie Littlejohn til at mene, at egentlige reformer er på vej. Denne type eksperter, siger hun, går normalt ikke ind for dybtgående reformer. Det de ønsker er snarere en gradvis overgang til en to-børnspolitik. Deres fokus er ikke menneskerettigheder, men de alvorlige langsigtede økonomiske og demografiske konsekvenser af den førte politik. Og hun tilføjer: Det vigtigste i denne forbindelse er ikke, om regeringen vil tillade parrene at få et eller to børn. Problemet er den tvang, som bruges for at håndhæve den ene elller den anden form for begrænsning. Selv med en to-børns-politik vil kvinder stadig blive udsat for tvangsaborter, hvis de bliver gravide uden først at have indhentet en fødselstilladelse. Kinesiske verdensrekorder Kina er i dag med 106 mænd for hver 100 kvinder det land i verden, der har flest mandlige ind byggere. Der mangler således omkring 60 millioner kvinder i Kina. Kina er samtidig det land i verden, hvor dødeligheden blandt piger målt i forhold til dødeligheden blandt drenge er højest i det første år af deres liv: 38,9% for pigerne og 26,5% for drengene. Disse to tal vidner om den diskrimination, piger udsættes for, inden de fylder et år. Af fødselsstatistikkerne fremgår det, at Kina også er det land i verden, hvor der fødes færrest piger: 100 for hver 120 drenge. Pigerne vælges med andre ord fra inden fødslen. Kinesiske kvinder har den højeste selvmordsrate i verden. Kilde: INED (Institut national d études démographiques: www.ined.fr) 7
Kærlighed eller»eutanazi«? Hvordan kan vi med åbne arme tage imod en film, der så åbenlyst propaganderer for eutanasi? Sådan spørger den amerikanske kultursociolog Margaret Morganrot h Gullette (herefter MMG) i sin anmeldelse af den prisbelønnede film Amour på The Guardian film blog. Hendes påstand er, at anmelderne i deres uforbeholdne begejstring for filmens kunstneriske kvaliteter og dens fokusering på det intense kærlighedsforhold mellem de to hovedpersoner overser de farlige over talelseskneb, som er indbygge t i selve handlingsforløbet ikke mindst i filmens slutning, hvor ægtemanden kvæler sin hustru. I filmen følger man et aldrende ægtepar, Anne og Georges, som begge er pensionerede musiklærere. Anne får et slagtilfælde, som hun i første omgang kommer sig over. Senere viser det sig, at problemet består i en blokeret halspulsåre, som kræver, at 8 Amour Denne fransksprogede film havde premiere i 2012. Den er instrueret af den kendte østrigske filminstruktør Michael Haneke, der har solide filmsucceser bag sig, såsom Ulvetider (2003) og Det hvide bånd (2009), som vandt Den Gyldne Palme i Cannes samme år. I hovedrollerne ses Jean-Louis Trintignant og Emmanuelle Riva. Amour vandt Den gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes 2012 og blev endvidere nomineret til ikke mindre end 5 Oscars, hvoraf den hjembragte to: for bedste skuespilpræstation (Emmanuelle Riva) og som den bedste ikkeengelsksprogede film. I England, USA og Frankrig og også i Danmark har den fået begejstrede anmeldelser. hun bliver opereret, men opera tionen går galt. Hun bliver delvis lammet og er herefter bundet til en kørestol. Hun får sin mand til at love, at han vil beholde hende hjemme og ikke sende hende på plejehjem, men hendes tilstand bliver snart efter værre. Georges bliver ved med at passe Anne, men belastningen bliver i det lange løb for meget for ham, og til sidst kvæler han hende ved at presse en pude ned over hendes ansigt. I sin analyse af handlingsforløbet viser MMG, hvorledes filmen, som varer i 2 timer og 5 minutter, først omhyggeligt bygger et portræt af Georges op som den altopofrende kærlige ægtemand. Kun to scener peger frem mod hans mentale sammenbrud: den første, hvor han slår Anne, fordi hun nægter at tage føde til sig, den anden, hvor han drømmer, at han bliver angrebet bagfra af en person, der lægger sin hånd over hans mund og næse for at kvæle ham. Denne scene, konstaterer MMG, foregriber den
måde, han til sidst dræber Anne på. Men, spørger MMG, hvordan kan publikum nu tage afstand fra hans handling, når de har beundret ham i så lang tid? Hele skildringen af forløbet op til drabet postulerer, at Georges i grunden ikke har noget valg. Det er omstændighederne, der tvinger ham til at tage livet af hustruen, som han jo elsker så højt. Men kan denne fremstilling af problemet stå for en nærmere prøvelse? Ikke ifølge MMG, der påpeger, at ægteparret helt utypisk afslår enhver form for hjælp fra omgivelserne. Stik mod den rådgivnin g, man normalt giver folk, der selv vil påtage sig plejen af en døende ægte fælle, isolerer Georges sig og tager ikke engang imod hjælp og vejledning fra famillens læge, som ellers kunne have ordineret smertestillende medicin til Anne for at gøre hendes sidste tid mere udholdelig. En slutning som denne, hvor en nedbrudt plejeperson begår medlidenhedsdrab, påpeger MMG, forekommer i USA kun i 0,001% af alle tilfælde. Filmen, konkluderer hun, giver til gengæld en så detaljeret og langtrukken skildring af Georges omsorg for hustruen og et så grumt billede af hendes gradvise forfald, at det bliver vanskeligt at tage afstand fra Georges masochistiske valg, ligesom man dårligt nok bemærker, at han i realiteten mentalt er brudt sammen. Den fremstiller et drab som en acceptabel løsning for plejepersonen den legitimerer eutanasi. At en sådan film er blevet lovprist i så vide kredse og dertil så mangelfuldt analyseret, slutter hun, er dybt foruroligende. Ich klage an I 1941 bestilte Hitlers propaganda minister Joseph Goebbels en film hos instruktøren Wolfgang Lieben einer, der skulle motivere den tyske befolkning til at acceptere aktiv dødshjælp. Ideen til projektet kom fra Hitlers personlige læge Karl Brandt, der tillige var Gruppenführer i SS. Brandt blev efter krigen dømt til døden ved hængning på grund af sin medvirken i mordet på mere end 100.000 fysisk og psykisk handicappede i forbindelse med nazisternes omfattende eutanasiprogram Aktion T4. Filmen Ich klage an blev set med nazisternes øjne en succes. Dens budskab blev ifølge SS-rapporter modtaget med velvilje af et flertal i befolkningen også af lægerne. Kun de kristne kirker, både katolske og protestantiske, tog åbenlyst afstand fra filmen. En anden skarp kritiker af Amour, den britiske læge Peter Saunders, karakteriserer på sin blog Christian Medical Comment filmen som farlig og for førende propaganda for aktiv dødshjælp og trækker en parallel til den nazistiske propagandafilm Ich klage an (Jeg anklager) fra 1941. I dette melodrama er det den skleroseramte hustru, der beder sin mand, der er læge, om at gøre en ende på hendes lidelser. Han går med til at give hende en dødelig dosis morfin, mens hans ven (som også er læge) spiller sagte klavermusik i baggrunden. Ægtemanden bliver efterfølgende retsforfulgt for medlidenhedsdrabet på hustruen, og under det videre forløb argumenteres der for, at livsfor længende behandling undertiden er naturstridig, og at det både kan være en ret og en pligt at vælge døden. Filmen slutter med en manende erklæring fra ægtemanden, som (heraf filmens titel) an klager samfundet for at lægge hindringer i vejen for en barmhjertig død. Overtalelsesknebet er her det samme: at fremstille drabet som en kærlighedsgerning og alternativet at lade hustruen dø en naturlig død som en grusom skæbne. Efter krigen blev denne film fordømt af de allierede, tilføjer Saunders, men vor generation er ulykkeligvis langt fra i besiddelse af et tilsvarende mod og dømmekraft. Også danske filmanmeldere har rost Amour til skyerne. Således DR Filmlands Per Juul Carlsen, der kalder den en hyldest til kærligheden. Politiken har givet den 6 hjerter, Ekstra bladet og BT 6 stjerner og Ekko, hvor Klaus Rifbjerg har anmeldt, ligeledes 6 stjerner. 9
Belgien: Drastisk stigning i antalle t af eutanasi dræbte, alt imens belgierne overvejer at legalisere eutanasi på handicappede børn og demente Nylige undersøgelser af den belgiske eutanasilovs virkninger har vist, at 32% af indgrebene i Flandern sker uden patientens samtykke, og at 47% aldrig bliver indberettet til myndighederne. Endnu en undersøgelse* har påvist, at sygeplejersker i Belgien ud fører eutanasi, selv om de ifølge loven ikke har tilladelse til det. Ikke desto mindre er der aldrig blevet rejst tiltale mod nogen for at overtræde loven. På grund af de mange uregistrerede indgreb er det vanskeligt helt præcist at fastslå, hvor mange der er tale om. De officielle statistikker viser, at antalle t af indberettede eutanasidødsfald er steget fra 954 i 2010 til 1133 i 2011 og 1432 i 2012 det sidste tal svarende til 2% af alle dødsfald i Belgien. Men de nævnte undersøgelser tyder som sagt på, at de officielle statistikker kun er i stand til at redegøre for ca. halvdelen af de indgreb, der reelt foretages. Undersøgelserne viser endvidere, at kun 12,3% af de læger, som indrømmer, at de ikke indberetter indgrebene, følger de retningslinier, loven foreskriver. De belgiske politikere har reageret på de mange overtrædelser af loven ved i december 2012 at fremsætte et forslag om yderligere afkriminalisering af eutanasi øjensynlig ud fra den filosofi, at jo mindre man forbyder, 10 jo færre problemer vil man få med overtrædelser af loven. Hvis forslaget vedtages, vil tilbuddet om eutanasi fremtidigt også komme til at gælde handicappede børn og personer, der lider af demens. Den amerikanske advokat og forfatter Wesley Smith, som har engageret sig i den internationale kamp mod legalisering af eutanasi, har for nylig skrevet i et indlæg på Euthanasia Prevention Coalition s blog, at det såmænd nok ender med, at belgierne vedtager også at tage livet af børn og demente ved eutanasi for det gør de jo allerede! Smith henviser til en artikel fra det franske nyhedsbureau AFP, hvor chefen for intensivafdelingen på Dronning Fabiolas Børnehospital i Bruxelles, Dominique Biarent, indrømmer, at alle er vidende om, at eutanasi på børn allerede forekommer. Han efterlyser derfor klare retningslinier fra myndighedernes side, men, siger Wesley Smith: Retningslinier for eutanasi er kun til for at skabe en illusion om kontrol. Så snart man har accepteret tanken om at slå mennesker ihjel ved eutanasi, altså at slå ihjel for at forhindre lidelse, dukker problemerne uundgåeligt op. Afsluttende spørger han: Hvad med bare at sige nej og håndhæve loven? Kan det ikke lade sig gøre? Jamen, så kan vi lige så godt også legalisere bankrøveri. Endelig skal nævnes en rapport om den belgiske eutana si-lov som blev udarbejdet af The European Institute of Bioethics i anledning af tiåret for legaliseringen af eutanasi i 2012** Her konstaterer man, at den kommissio n, der varetager tilsynet med loven, ikke just har udvist rettidig omhu og f.eks. ikke grebet ind over for lægeassisteret selvmord, selv om loven forbyder det. Bestemmelsen om, at patientens sygdom skal være uhelbredelig og livstruende, for at den pågældende kan søge om eutanasi, er også i årenes løb blevet fortolket mere og mere liberalt. * De undersøgelser, der er nævnt i dette første afsnit, er offentliggjort i CMAJ (Canadian Medical Association Journal) : http://www.cmaj.ca ** http://www.ieb-eib.org/en/ pdf/20121208-dossier-euthanasia-inbelgium-10-years.pdf
Abort øger risikoen for at føde for tidligt Endnu en undersøgelse har vist, at kvinder der har fået abort, har en forhøjet risiko for efterfølgende at føde for tidligt. Undersøgelsen, der er foretaget af forskere på McGill University i Montreal, omfatter 17.916 kvinder, hvis journaler blev sammenlignet. Her viste det sig, at for de kvinder, der havde fået én abort, var risikoen for at nedkomme for tidligt 45 % større omkring 32. uge, 71% større omkring 28. uge og 117% større omkring 26. uge. Risikoen steg yderligere for kvinder, der havde haft flere end én abort. For tidligt fødte børn har langt større risiko for at blive født med alvorlige defekter: autisme, epilepsi, blindhed, døvhed, åndedrætsbesvær, skader på tarmsystemet m.m. Risikoen er forståeligt nok større, jo tidligere barnet bliver født. To kvinder, der har gjort en forskel to gange! De to retssager, som førte til fri abort i USA i 1973, byggede begge på falske vidneudsagn produceret af abortlobbyen da også gjorde. Hun prøvede senere at få sagen genoptaget, fordi hun følte sig udnyttet, men blev af vist ved domstolene. Jeg mener, at man roligt kan sige, at hele abortindustrien bygger på en løgn. Jeg er fast besluttet på at bruge resten af mit liv på at gøre en ende på den lov, som bærer mit navn. Sådan siger Norma McCorvey (billedet ovenfor) i dag bedre kendt under pseudonymet Jane Roe. For 40 år siden lagde hun navn til den højesteretssag, Roe versus Wade, som bestemte, at der skulle være fri abort i alle stater i USA. Billedet til højre forestiller Sandra Cano, som under pseudonymet Mary Doe lagde navn til den mindre kendte sag, Doe versus Bolton, hvor højesteret samme dag slog fast, at retten til abort skulle omfatte alle ni måneder af graviditen fra undfangelsen til fødslen. Begge kvinder var dengang i 1973 unge, uden uddannelse og fattige og derfor et let bytte for abortlobbyen. Sandra ventede sit fjerde barn og lå i skilsmisseforhandlinger med sin mand. Hendes sagfører fik hende overtalt til at underskrive en erklæring om, at hun ville have abort på grund af sin vanskelige sociale situation. Ellers, sagde han, risikerede hun at miste forældreretten til de tre andre børn. Sandheden var, at hun ønskede at beholde barnet, hvad hun Norma påstod i retten, at hendes graviditet skyldtes en voldtægt. Det var pure opspind, og hun fik heller aldrig en abort, men var i årene efter Roe v. Wade aktiv i abortlobbyen. I dag siger hun: Jeg blev overtalt af nogle feministiske sagførere til at lyve i retten og sige, at jeg var blevet voldtaget. Men det var løgn altsammen, I 1990 erne gik hun over til Pro-Life bevægelsen i erkendelse af, hvad hun havde ladet sig bruge til: Siden dengang er 50 millioner babyer blevet myrdet. Den byrde må jeg bære på resten af mit liv. Begge kvinder var aktive i den nyligt overståede valgkamp, hvor de kritiserede Barack Obama for hans uforbeholdne støtte til abortindustrien. 11
Afsender RFM, Præstemarken 18, Sønderup, 9541 Suldrup PP Danmark B RFM s års- og repræsentantskabsmøde 2013 Tid: den 13. april 2013 kl. 11.00 16.00. Sted: Sankt Nikolaj Kirkes menighedssal, Kirkegade 58, Esbjerg PROGRAM 11.00-12.30 Årsmøde: Formandens beretning; kassererens beretning; valg til repræsentantskabet forslag til kandidater skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage inden mødet; ordet er frit. 12.30-13.00 Repræsentantskabsmøde: Valg af medlemmer til bestyrelsen; evt. 13.00-14.00 RFM byder alle tilsluttede på frokost tilmelding nødvendig på tlf 55767652 eller info@rfm.dk 14.00-16.00 Debatoplæg ved formanden for Det Etiske Råd Jacob Birkler. Efterfølgende diskussion. Denne del af mødet er åbent og gratis for alle interesserede. NB: Alle tilsluttede får deres rejseomkostninger refunderet. Mød formanden for Det Etiske Råd Jacob Birkler som kl. 14.00 taler om AKTIV DØDSHJÆLP debatten, der ikke vil dø ISSN 0906-4605