Tangeværket -en kulturmiljøredegørelse Indholdsfortegnelse Kulturmiljøet Side 2 Naturgrundlaget Side 4 Kulturlandskabet Side 6 Historien Side 8 Arkitekturen Side 10 Registreringen af et bevaringsværdigt kulturmiljø ved Tangeværket er udarbejdet af Arkitektfirmaet H. Thule Hansen MAA for Kulturarvsstyrelsen og Bjerringbro Kommune. December 2005. 1
KULTURMILJØET ALLÉ LANGT KIG TIL BJERRINGBRO TRÆKSTI TIDL. FORPAGTERBOLIG TIDL. MASKINMESTERBOLIG PARKERING ELMUSEETS HOVEDBYGNING UDSTILLINGSBYGNING GARAGER TIDL. BESTYRERBOLIG GARAGER MV. SERVICEBYGNING FUNKTIONÆRBOLIGER TIDL. TRANSFORMERBYGNING NUVÆRENDE DRIFTBESTYRERBOLIG INDLØBSKANAL STIGBORD FISKETRAPPE TANGEVÆRKET DÆMNING BOLIG FISKERHUS BÅDHAVN DÆMNING RØRSKOV BÅDHUS UDSIGT OVER SØEN FRISLUSE TANGE SØ N Tangeværket. Kort 1:8.000. 2 Tangeværket med omgivelser lever til fulde op til definitionen på et kulturmiljø, idet det er et geografisk afgrænset område, hvor naturgrundlaget, kulturlandskabet, historien og arkitekturen afspejler væsentlige træk af den samfundmæssige udvikling, der har sat sig spor i det midtjyske område. Kulturmiljøets elementer, naturgrundlaget, kulturlandskabet, historien og arkitekturen er alle repræsenteret med stor vægt og er alle bærende elementer i kulturmiljøet. Naturgrundlaget kommer til udtryk gennem den tidlige store smeltevandsdal med Gudenå, der udgjorde det naturmæssige grundlag for opstemning og etablering af en stor sø. Kulturlandskabet markerer sig i særlig grad ved den kunstigt dannede Tange Sø og hoveddæmningen, der afgrænser søen og indløbskanalen mod nord. Dertil kommer det store bygningskompleks til Tangeværket/Gudenaacentralen. Med sine højdeforskelle fra indløbssiden til udløssiden og tilhørende kanal- og skråningsanlæg repræsenterer bygningsværket en forvandling, der har givet stedet en ny identitet. Trækstien langs Gudenås østbred, den lille søhavn samt en nyere fisketrappe er andre eksempler på menneskeskabte elementer, der i mindre skala har føjet sig til den lange fortælling om stedets omdannelse fra natur til kulturmiljø. Tangeværket står som et markant historisk vidnesbyrd over den samfundsudvikling, der blev indledt med industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet, og som i begyndelsen af 1900-tallet kom til udtryk ved opførelsen af større elektricitetsværker, der udnyttede vandkraften og indledte æraen med industrialiseringen af elforsyningen. Med etableringen af Elmuseet i 1982 og opførelse af ny stor udstillingshal i 1989, udstilling af transformere og udstillinger i mange af de ældre bygninger er der føjet nye kapitler til elektricitetshistorien, der begyndte med Signaturforklaring Dominerende bygning Markant bygning Bebyggelsesmønster Højdekurver, 2,5 m Skov Enkelt træer/trærække Græsareal/grønning Markant dæmning Vand Plads Udsigt Sigtelinie Forslag til afgrænsning af kulturmiljøet
Tangeværkets maskinhal og fordelerbygning set fra øst. I forgrunden se stålbroen med rist, der fører til et parklignende areal med fi sketrappen sydøst for bygningen. udnyttelsen af vandkraften og som nu formidles af Elmuseet. Arkitekturen har ligeledes stor betydning som et af de bærende elementer i områdets kulturmiljø. Det store bygningskompleks til Tangeværket er et unikt bidrag til industriarkitekturen og afspejler den periode, hvor større bygningværker af offentlig karakter fik en arkitektonisk udformning, der levede op til anlæggenes betydning i samfundsudviklingen. De mange bygninger, der hører til bebyggelsen, såsom funktionærboliger, forpagtergård, maskinmester- og bestyrerboliger afspejler udviklingen i byggeskikken over flere årtier og de mange funktioner, der knytter sig til et større elektricitetsværk. Som helhed fremstår Tangeværket med omgivelser som et kulturmiljø af stor kulturhistorisk værdi. Bådhavnen ved Gudenaacentralens fiskerhus, hvorfra der tidligere blev drevet mere omfattende erhvervsfi skeri på Tange Sø. I 1991 udgjorde værkets årsfangst på søen 12 tons ferskvandsfi sk. Havnen danner sit eget kulturmiljøafsnit med store rekreative værdier. 3
NATURGRUNDLAGET På Gudenås østre bred øst for Tangeværket løber trækstien (pramdragerstien) tæt ved brinken og giver et godt indtryk af stiens formodede oprindelige forløb. Gudenå nedenstrøms Tangeværket set fra bredden neden for elmuseets hovedbygning. På denne strækning har åen i hovedtrækkene bevaret sit oprindelige forløb, idet åen ved værkets etablering dog blev uddybet frem til Bjerringbro. TANGEVÆRKET TANGE SØ Det midtjyske landskab er præget af brede ådale, som alle dage har tiltrukket mennesker, der gennem flere tusinde år har sat sig spor ved udnyttelse af naturens ressourcer. Området med Tange Sø er en bred smeltevandsdal, der sammen med tunneldale har dannet et varieret landskab i det midtjyske område. Før etableringen af Tagne Sø var store dele af det lavtliggende område enge, der gav grundlag for dyrehold på de nærtliggende gårde. I en lang periode tjente Gudenå som en vigtigt transportvej for pramfarten, før veje og jernbaner, der blev anlagt på randen omkring det lavtliggende område, efterhånden blev de vigtigste transportveje. I århundreder har vandløb været en ressourse, som ved menneskenes hjælp kunne udnyttes og omsættes til energi Landskabskort. Kort 1:550.000 Kilde: Trap Danmark 5. udgave 4
Fisketrappen sydvest fra Tangeværket, mellem Gudenå og indløbskanalen, er et eksempel på et af de mange kulturlementer, der i nyere tid er føjet til i den landskabsforvandling, som området har gennemgået. Fra hoveddæmningen ved indløbskanalen er der storslået udsigt over Tange Sø, der er dannet over lavtliggende tidligere engarealer omkring Gudenå. til gavn for udviklingen. Ådalene gav mulighed for at opstemme lavvandede mølledamme, som med relativt lav faldhøjde kunne drive møller og stampeværker. Med den teknologiske udvikling efter forrige århundredskifte var det muligt at udnytte energien i opstemninger med stor faldhøjde, og det var begyndelsen til en ny æra med elværker og fællesskabets industrialiserede elforsyning, der satte sig store spor i et landskab under konstant forandring. Med Tangeværket forvandledes landskabet ved Tange fra at være et landbrugsområde suppleret med pramfart og ladepladser til et storslået varieret sølandskab med nye omgivende skove og bygningsanlæg, der siden har præget egnen og ændret naturens kredsløb. Generalstabskort 1876-1878. Kort 1:25.000. Tange Sø s nuværende udstrækning, Gudenås oprindelige forløb før ændring og Tangeværkets placering er markeret på kortet. 5
KULTURLANDSKABET Frislusen i hoveddæmningen langs Tange Sø anvendes alene ved forhøjet vandstand i søen eller ved maskinfejl, idet søvandet i sådanne tilfælde ledes uden om værket til åens tidligere løb nord for dæmningen. Den ca. 800 meter lange hoveddæmning langs Tange Sø, set fra øst, er et markant eksempel på en landskabsforvandling, der har ændret området og givet det et nyt naturindhold. Dæmningen, der kan befærdes af servicekøretøjer samt cyklister og gående, udgør i dag en vigtig del af områdets rekreative miljø. Etablering af den store hoveddæmning i smeltevandsdalen omkring Gudenå i 1918-20, hvor Gudenaacentralen blev opført, var indledningen til en stor landskabsforvandling og en ny udvikling på egnen. Hoveddæmningens etablering og opstemningen af Gudenå førte til dannelsen af den store Tange Sø, der strækker sig ned til Ans og videre østpå mod Kongensbro. Søen og dæmningen udgør de største elementer i det nye kulturlandskab, der samtidigt førte til omfattende ændringer i arealstrukturen af de tilbageværende gårde omkring søen. Dæmningen omkranser en ny indløbskanal, inden vandet fra søen via Tangeværket og et nyt udløb føres tilbage til Gudenå med retning mod Bjerringbro. En kortere strækning af Gudenås tidligere forløb, mellem hoveddæmningen og Tangeværket, henligger i dag som et upåagtet sumpet område, som alene vil få tilført frisk vand, hvis frislusen ved høj vandstand åbnes for udligning. Andre væsentlige elementer i landskabsforvandlingen var opførelse af Tangeværket/Gundenaacentralen. Kort over området. Kort 1:25.000 Kilde: Kort- og matrikelstyrelsen. Hoveddæmningen, Gudenås tidligere forløb og jernbanen er markeret på kortet. 6
Udløbskanalens stålbro med rist. Billedet viser indløbskanalen mod Tangeværkets bygninger og stigbordsanlægget. Området udgør i dag et rekreativt miljø med markante naturelementer. Den var efter datidens forhold et stort bygningsværk, der med stigbordsanlæg, risteværker og kanalskråninger satte sig store spor i de nære omgivelser omkring værket. Pladsen ved værket, der i dag udgør et centralt samlingssted for besøgende og fritidsfolket, fremtræder som en hævet terrasse, der er fortsat til Elmuseet. Fisketrappen er et af nyeste elementer i den lange række af kulturtiltag, der har sat sig spor i de nære omgivelser og føjet endnu et kapitel til stedets kulturfortælling. Bebyggelsen er også et af kulturmiljøets bærende elementer. Tangeværkets store bygningskompleks er hovedværket i det bebyggelsesmiljø, der er vokser frem i området, og som afspejler byggeskikken over en lang periode. Bestyrerbolig, funktionærboliger, forpagtergård, maskinmesterbolig, fisker- og bådhuse er andre vigtige ældre bebyggelser, mens Elmuseet og dens udstillingsbygning er de mest markante af de nyeste bebyggelser, der føjer nye afsnit til historien om den industrialiserede elforsyning og energiudnyttelsen. Pladsen neden for transformatoranlægget, der ligger i forlængelse af pladsen ved Tangeværkets hovedbygninger, udgør i dag et vigtigt rekreativt element, som også bruges af kanofolket, ved søsætning af kanoerne med kurs mod Bjerringbro. 7
HISTORIEN Syd for udløbskanalen ses Gudenås oprindelige løb, der alene kommer i brug, når frislusen åbnes og leder søens vandmasser uden om værkets turbiner. Tangeværket ca. 1920. Kilde: Trap Danmark, 4. udgave. Billedet viser værket kort efter opførelsen. Indløbskanalen er endnu ikke helt vandfyldt. Allerede i 1904 udarbejdede ingeniør Kristian Thomsen (l874-1918) fra Det danske Hedeselskab et projekt, der beskrev mulighederne for at udnytte Gudenå til såvel kunstvanding som elproduktion. I 1909 nedsattes en kommission, der skulle overveje udnyttelsen af Gudenå. Den direkte anledning var flere forslag om at nedlægge trækstien mellem Silkeborg og Randers, for efter anlæggelsen af jernbanen Langå-Silkeborg 1908, var pramdriften aftaget så meget, at kommunerne ønskede at undgå udgifterne til vedligeholdelsen af åløb og træksti. Kommissionen afgav betænkning i 191l og anbefalede et vandkraftværk ved Tange. Først under indtryk af forsyningsvanske1ighederne som følge af den første verdenskrig øgedes interessen for vandkraften. Man blev enige om. at koncessionen skulle søges til et andelsselskab bestående af de interesserede kommuner og forsyningsselskaber. I januar 1918 indsendte Århus Byråd og Viborg Amtsråd koncessionsansøgning til Ministeriet for offentlige Arbejder. Loven om Udnyttelse af Kraften i Gudenaaen blev vedtaget i marts samme år parallelt med lov om Udnyttelse af Vandkraft i offentlige Vandløb ved Anlæg af Elektricitetsværker, Herefter begyndte anlæggelsen af Gudenaacentralen. Med Gudenaacentralens ejerskab af Tange Sø fulgte også fi skeretten på søen, der tidligere dannede grundlag for et del fi skeri. I dag er der kun en enkelt fi sker- og servicebåd tilbage i den lille havn øst for Tangeværket, hvor andre fritidsbåde, fi sker- og bådhus danner rammen om et spændende rekreativt miljø med et afvekslende og rigt naturindhold. Maskinhallens tre generatorer producerer fortsat elektricitet, ca. 10 mill. KWh årligt. Hallens gennemførte arkitektoniske detaljer og imponerende maskiner kan besigtiges fra et nyere tilskuergalleri. 8
Fra transformatoranlægget fører luftledninger ud i landskabet så langt øjet rækker og føjer sig til rækken af de øvrige spor, som Tangeværket har sat i landskabet. Tangeværkets udendørs transformatoranlæg stammer ikke fra værkets opførelse. Anlægget har et markant arkitektonisk udtryk og bidrager sammen med de øvrige bygninger og anlæg til synliggørelse af historien om elproduktion og -forsyning. I 1982 blev Elmuseet, Danmarks Museum for elektricitetens fysik, teknologi og kulturhistorie, stiftet som en selvejende institution af repræsentanter for elforsyningen og faglige sammenslutninger i elsektoren. Elmuseet lejer sig ind i flere af Gudenaacentralens bygninger, blandt andet den fløj af kraftværket, som tidligere rummede en indendørs transformerstation, to funktionærboliger, forpagtergården med stuehus og udbygninger samt et reparationstårn til den udendørs transformerbygning. I 1989 opførte elmuseet en stålhal med tre etagers udstillingsareal på i alt 1000 m 2, og i 1994 opførtes en ny hovedbygning tegnet af arkitekt Claus Bonderup. Hovedbygningen er i røde mursten med rødt tegltag og passer fint blandt de ældre bygninger ved Gudenaacentralen. Udendørs har museet udvidet sine faciliteter ved rejsning en række transformatortårne, vindmøller og en solenergihytte. Museet har i dag ca. 3000 m 2 indendørs udstillingsareal og her vises dels permanente udstillinger om elproduktion i Danmark, elforbrugets udvikling i hjem og industri samt brugen af elektricitetens i kommunikationssamfundet. Elmuseets udstillingshal fra 1989 er opført i stål med stort volumen og et pragmatisk arkitektonisk udtryk. Elmuseets hovedbygning opført i 1994 lever med søjlerækken og det høje indgangsparti på udmærket vis op til Tangeværkets kraftfulde industriarkitektur. 9
ARKITEKTUREN Den tidligere bestyrerbolig med tilhørende udhus er opført i 1920 i overensstemmelse med Bedre Byggeskik-bevægelsens idealer. Boligen indgår nu i Elmuseets udstilling. Tangeværkets hovedbygninger set fra udløbskanalen fra øst, hvor bygningskomplekset har en markant fremtoning i landskabet. Maskinhallens stræbepiller og høje vinduer understreger bygningen betydning. Tangeværket, der er opført i 1918-20 og bevaret intakt, kan karakteriseres som velproportioneret og gedigen dansk industriarkitektur. Værket er opført i en periode, hvor bygninger, der var af stor betydning for samfundsudviklingen fik en arkitektonisk udformning, der afspejlede bebyggelsens samfundsmæssige betydning. De mange andre velbevarede funktionær- og driftsbygninger, der hører til Tangeværket, repræsenterer i såvel kulturhistorisk som arkitektonisk henseende vigtige kapitler i værkets udvikling gennem flere årtier. Elektricitetsværket og de omliggende fem funktionærboliger er tegnet af arkitekten Søren Vig-Nielsen (1876- De fi re funktionærboliger med tilhørende nyttehaver er bygget med samme høje standard som bestyrerboligen, dog med færre dekorationsdetaljerne. Med kun små ændringer siden opførelsen samt den enkle materialeholdning og harmoniske proportioner har bygningerne stor arkitektonisk værdi, ligesom de har en stor kulturhistorisk betydning som en del af den samlede bebyggelse. Boligerne huser fortsat værkets ansatte. Tangeværket er et smukt eksempel på gedigen industriarkitektur, der har hentet inspiration fra Bedre Byggeskik-bevægelsens idealer. Den voluminøse rødstensbygnings hovedform og facaderytme suppleres af dekorationselementer som sandstensgesimser og murværksdetaljer. Under de høje, fi nt opsprossede vinduer afsluttes ydervæggen af en kraftig sålbænk udført i glasseret tegl. 10 Bådhuset ved den lille havn udstråler med sin vejrbidte, rødmalede bræddebeklædning og det tjærede paptag stor autenticitet og er et vigtigt element i miljøet omkring den lille havn.
I 1930-erne opførte Gudenaacentralen en gård til jordforpagteren. Gården består af bolig og udlænge og fremstår med sit oprindelig udtryk. Gården indgår nu i Elmuseets udstilling. Fordelerbygningen set fra vest. Arkitekten Søren Vig-Nielsen har tydeligvis ladet sig inspirere af klassiske idealer. Gavlpartiet med hovedindgangen er komponeret med sikker hånd og ønsket om monumentalitet. Maskinmesterboligen fra 1950 vidner om værkets udvikling. Boligen er opført i pagt med tidens idealer og afspejler med sine store vinduer, gavlaltan og terrassen nye toner i boligbyggeriet. Bygningen anvendes i Elmuseets udstilling. 1964), der var elev af og i en årrække også medarbejder hos kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann. I 1930 erne blev der ved selve kraftvæksbygningen bygget en lejlighed til Gudenaacentralens direktør, og samtidigt blev der opført et husmandssted til forvalteren af landbrugsjorden. I 1950 blev funktionærboligerne udvidet med en ny maskinmesterbolig, der senere husede værkets bestyrere. I 1986 blev der bygget ny driftsbestyrerbolig, der i dag er direktørbolig. Efter Elmuseets oprettelse er flere af bygningerne overtaget af museet og anvendes til udstillingsformål. Fra trækstien på Gudenås østre bred opleves Elmuseets hovedbygning markant på kanten af skrænten ned mod åen. Stedets mest centrale plads foran maskinhallen og fordelerbygningen, som publikum passerer på vej til ind til udstillingerne og til maskinhallen med turbinerne. Pladsen, der fortsætter neden for transformatoranlægget og videre til Elmuseet, danner en hævet terrasse, hvor publikum kan få et godt overblik over bebyggelsen, udløbskanal, risteværk og Gudenå. 11