DJØFOKRATI. - Folkestyre eller folkestyring?

DJØFOKRATI - Folkestyre eller folkestyring? #1 Demokrati eller DJØFokrati? #2 Er demokratiet for alle? #3 Cand.scient.politiker? #4 Er DJØF erne samfundets top? #5 Rækker krydset? #6 Perspektiver på fremtiden

Idepaper: DJØFOKRATI - Folkestyre eller folkestyring? Redigeret af Svend Dyrholm Pedersen med bidrag af Louise Schou Drivsholm, Sofie Seidenfaden, Viktor Grønne og Alexander Sokoler. LAYOUT FORSIDEFOTO FOTO ISSN Viktor Grønne SReppien Viktor Grønne Wikipedia Commons Søren Birkegaard 2246-0977 2

DJØF erne kommer - og hva så? DJØFERNE BESKYLDES FOR MED TOPSTYRING, BUREAUKRATISER- ING OG AKADEMIKERVÆLDE AT SKABE FORHINDRINGER, HVOR DE BURDE SKABE MULIGHEDER FOR DE OFFENTLIGT ANSATTE. DES- VÆRRE FØRES DEN ELLERS RELEVANTE DEBAT I ET GRØFTEGRAV- ENDE TONELEJE, DER SJÆLDENT PEGER FREM MOD EN NY MÅDE AT STYRE DEN OFFENTLIGE SEKTOR PÅ. DJØF, TÆNKETANKEN CEVEA OG INITIATIVTAGERNE BAG DEBATRÆKKEN DJØFOKRATI FOLKESTY- RE ELLER FOLKESTYRING? LÆGGER MED DETTE IDÉPAPER OP TIL EN MERE KONSTRUKTIV DEBAT OM DJØFERNES ROLLE I FREM- TIDENS VELFÆRDSSAMFUND. Der bliver flere og flere djøfere i den offentlige sektor. De overvåger, evaluerer og regulerer. Imens bliver der færre varme hænder. Derfor er ordet djøfisering i medierne blevet synonym med bureaukrati. Djøferne har taget magten i det politiske apparat og været med til at skabe en styringsmodel, som giver stadig flere arbejdspladser til stadig flere djøfere. Antallet af djøfere i kommunerne er således steget med 118 pct. over de sidste 10 år. Skulle udviklingen fortsætte vil det betyde op imod yderligere 22.339 djøfere i 2030. Udviklingen har givet anledning til stor debat. På den ene 3

side står mange af de offentlige fagforbund og den traditionelle venstrefløj. De samles om slagord som tillid, inddragelse og respekt imod topstyring, bureaukratisering og akademikervælde. På den anden side står en række politikere og embedsmænd med Moderniseringsstyrelsen som det nye flagskib for effektiviseringer. De to fløje har fanget hinanden i en stillingskrig, hvor ingen rigtig synes at ville give sig. For uanset om kritikken er berettiget eller ej, så må det give anledning til selvrefleksion, når djøferne igen og igen opfattes som verdensfjerne og bedrevidende. Derfor udgiver Tænketanken Cevea i samarbejde med Djøfokrati og med støtte fra Djøf dette idépaper. Vi kombinerer reportager fra debatrækken Djøfokrati - folkestyre eller folkestyring? med uddybende interviews og tal, der sætter debatten i perspektiv. Dette idépaper tager udgangspunkt i debatrækken Djøfokrati folkestyre eller folkestyring? arrangeret af en gruppe studerende fra Københavns Universitet med ønsket om at finde en fælles midte at mødes om mellem yderpositionerne. Tanken er altså hverken ensidigt at kritisere og skære alle djøfere over én kam eller omvendt hårdnakket at forsvare berettigelsen af hver og én oprettet djøf-stilling. I stedet er hensigten med dette idépaper at sætte de udfordringer og den kritik som djøferne møder til debat og forsøge at få flere nuancer med, når det kommer til problemer såvel som løsninger, end de klassiske forsvars- og angrebspositioner. 4

Indhold DJØF erne kommer - og hva så?... 3 Stop dæmoniseringen og start debatten...7 Slå hul på akademikerboblen!... 9 DJØFOKRATI #1: Demokrati eller djøfokrati? Tro på demokratiet mistro til politikerne...13 Jakob Mathiassen: Vi har ikke en skid at skulle have sagt...15 Mogens Lykketoft: I dag havde Stauning fået en universitetsgrad... 17 DJØFOKRATI #2: Demokrati for alle?nsk Universitet,. Søren Hviid har kritiseret Stemmer på Kanten for at være Mor og far har stor betydning for, om man stemmer eller ej... 20 Steen Rosenquist: En stemme fra kanten... 22 Lisbeth Zornig Andersen: Vi har de politikere, vi fortjener... 23 Søren Hviid Pedersen: Demokrati for de kompetente... 24 DJØFOKRATI #3: Cand.scient.politiker? 365 akademikere og én kloakmester... 26 Özlem Cekic: Den politiske debat er for akademisk... 28 Morten Ryom: Akademikerne løser de forkerte problemer... 29 Rune Baastrup: Har du fået DJØF?... 30 Bode Lidegaard: DJØFokrati? Der er ikke noget at komme efter...31 DJØFOKRATI #4: Er DJØF erne samfundets top? Arbejderklassen har mindst indflydelse på eget arbejde... 33 Signe Hagel: En daglig kamp mod systemet...35 5

Dennis Kristensen anerkender behovet for DJØF ere... 36 Lars Qvistgaard: Det er politikere og ikke DJØFerne, der bestemmer...37 Ninna Thomsen: DJØF erne skal vide, hvordan de skal lede... 38 DJØFOKRATI #5: Rækker krydset? En lang uddannelse giver adgang til indflydelse... 40 Mattias Tesfaye: Folkestyret kan ikke reduceres til et kryds hvert fjerde år...41 Christian Kock: Politik er andet end personer... 42 Yosef Bhatti: Skæv valgdetagelse skaber skæv politik... 43 Perspektiver for fremtiden - hvad nu? Ninna Thomsen: Kontrol er godt - tillid er billigere... 45 Klaus Majgaard: Veje til bedre styringsdialog...47 Jens Jonatan Steen: New Public Management: En ubegavet styringsteknologi... 52 Lisa Herold Ferbind: DJØF erne er demokratiets lim... 54 6

Stop dæmoniseringen og start debatten I FORÅRET 2014 ARRANGEREDE EN GRUPPE STUDERENDE VED KØBENHAVNS UNIVERSITET DEBATRÆKKEN DJØFOKRATI - FOLKESTYRE ELLER FOLKESTYRING?. MÅLET VAR AT DREJE DEN OPHEDEDE DEBAT OM DJØFERNES VELSIGNELSER OG FORBANDEL- SER I EN MERE KONSTRUKTIV RETNING, OG GØDE JORDEN TIL BRO- BYGNING FAGGRUPPER IMELLEM. Da den første debat løb af stablen foran 300 tilhørere bestående af studerende og andre interesserede, var det kulminationen på en fælles frustration de studerende bag debatrækken havde tumlet med: Andelen af akademikere i Folketinget har rundet 64 procent, og kløften mellem de styrende og de styrede, mellem djøfere og ikke-akademikere, vokser sig større inden for og uden for Christiansborg, på mange arbejdspladser og i den offentlige debat. Igen og igen bliver vi skudt i skoene at skabe unødigt bureaukrati og kontrol for kontrollens skyld, hvor vi burde skabe muligheder. Muligheder for at sosu en, pædagogen og folkeskolelæreren kan udføre deres arbejde på bedste vis siger Sofie Seidenfaden, en af initiativtagerne til debatrækken. Med debatten, som var arrangeret med støtte fra Tænketanken Cevea, Institut for Statskundskab og Sociologisk Institut, håbede de studerende at øge den gensidige forståelse imellem de stridende parter og bidrage til, at parterne i højere grad vil opfatte hinanden som medspillere fremfor modspillere. Der har været nok mudderkastning begge veje. Der er mange djøfere, der føler sig dæmoniseret, og mange frontmedarbejdere, der føler sig overhørt. Målet var at tage debatten med en mere løsningsorienteret tilgang. At så frøene til større respekt og tillid faggrupper imellem. Og gøre det ved at klarlægge, hvad vi hver især kan bidrage med i samarbejdet, om alt lige fra at udvikle de større linjer for fremtidens velfærdssamfund til hvordan den konkrete arbejdsdag for sygeplejersken tilrettelægges bedst siger Sarah Richardt Schoop, en anden af initiativtagerne. Dialog fører til noget Debatgangen Er djøferne samfundets top?, som er beskrevet i kapitel 4, var ifølge arrangørerne særligt vellykket. Med Dennis Kristensen (FOA), Lars Qvistgaard (DJØF), Ninna Thomsen (SF) og Signe Hagel Andersen (Dansk Sygeplejeråd) som deltagere var der lagt op til debat mellem repræsentanter for de offentlige velfærds- 7

medarbejdere på den ene side og offentlige ledere på den anden. Debatten startede med at alle sendte aben videre til andre faggrupper end deres egen, til politikerne eller til medierne. Men det endte med, at alle fire debattører stod sammen på scenen og formulerede, hvad deres egen faggruppe kunne bidrage med for at forbedre samarbejdet. Og hvordan vi sikrer løsninger, der ikke bare ser godt ud på papiret, men også fungerer i praksis siger Gry Inger Reiter, der også er blandt arrangørerne. Ifølge Jens Kristian Rasmussen, en anden af arrangørerne, var det et tegn på, at dialogen kan lykkes: Parterne kan godt komme ud af skyttegravene. Det har været centralt for os at gøre folk til agenter, der selv tager ansvar for at forandre tingene i stedet for at pege fingre og give andre skylden. Men ifølge initiativtagerne er der dog langt igen: Vi bilder os ikke ind, at debatten er færdig. Vi håber bare, at vi har været med til at skærpe vores egen og vores medstuderendes selvrefleksion, omkring hvad vi som djøfere er og bør være dygtige til; nemlig at facilitere samarbejde og inddragelse faggrupper imellem. Og hvor vi som djøfere kommer til kort og kan blive bedre til at lytte og uddelegere ansvar til andre faggrupper med større faglig indsigt og hands on erfaringer på det konkrete område siger Gry Inger Reiter. Samtidig understreger Sarah Richardt Schoop, at det kræver politisk vilje at ændre udviklingen. I sidste ende sætter den politiske ledelse, kommunalt, regionalt og nationalt, rammerne for enhver offentlig djøfleders. Men hvis tillids- og inddragelsesparadigmet skal vinde indpas, så kræver det, at politikerne vælger at handle på erfaringen om, at markedsliggørelse, kontrol-, incitament- og målstyring ikke er ensbetydende med hverken en mere effektiv offentlig sektor eller bedre velfærd men tværtimod kan resultere i lige det modsatte. Men de studerende er glade for, at debatten bliver taget videre af Djøf, som ifølge Jens Kristian Rasmussen har et stort ansvar og en potentiel rolle at spille fremadrettet. Det ville være fantastisk hvis min fagforening ville sige: Vi lytter til de andre medarbejdere, og vi er en fagforening, der har som grundværdi, at vi finder de bedste løsninger ved at bygge bro mellem faggrupper, fordi ingen faggruppe alene ved bedst. 8

Slå hul på akademikerboblen! Af Sarah Richardt Schoop, Sofie Tolstrup, Sofie Seidenfaden, Jens Kristian Rasmussen og Gry Inger Reiter, studerende ved KU og initiativtagere til debatrækken DJØFOKRATI - folkestyre eller folkestyring SAMFUNDSVIDENSKABERE MANGLER FORSTÅELSE OG RESPEKT FOR IKKE-AKADEMIKERES ARBEJDSLIV, VIDEN OG IDEER. TILLIDEN SKAL GENOPBYGGES, OG DET SKER BEDST VED, AT HVERDAGENS FAGEKSPERTER INDDRAGES DIREKTE, HELE TIDEN. VI PRIKKER HUL PÅ AKADEMIKERBOBLEN VED AT VISE KOMMENDE DJØF ERE, AT ANDRE FAGLIGHEDER BÅDE VED, VIL OG KAN NOGET, VI IKKE SELV KAN LÆSE OS TIL. sigende, at denne metafor leder tankerne hen på, hvordan man får et stædigt æsel til at makke ret; ved at lokke det med kortsigtet tilfredsstillelse af sulten - og hvis det ikke virker, ved at svinge pisken over bagen på det. Det er dette menneskesyn, der med et højglanspoleret managementteoretisk navn kaldes rational choice, som vi lærer at anlægge på vores medmennesker. På vores studie lærer vi, at markarbejderne bruger deres arbejdstid på at slacke. De holder lange kaffepauser, surfer på nettet og sms er til venner og familie, hvis de da ikke ligefrem saboterer arbejdet ved at modarbejde lederens ordrer. Derfor bliver vi også undervist i, hvordan man så effektivt som muligt kan kontrollere, overvåge og sanktionere markarbejderne, så de presses til alligevel at gøre, som lederen ønsker. Den manglende tillid til at de fagprofessionelle udfører deres arbejde med engagement og faglig stolthed, er simpelthen en grundpræmis i forvaltningsfaget. Det er dette tankegods, der i den offentlige debat bliver refereret til, når man taler om pisk og gulerod. Det er Som børn af sosu-assistenter, lærere og fysioterapeuter har vi allerede fra barnsben stiftet bekendtskab med markarbejdernes virkelighed gennem vores forældre. Frustrationer over manglende anerkendelse af faglighed, dysfunktionelle ledelseskoncepter og one-size-fits-all-ledelse har nemlig været hverdagskost ved middagsbordet gennem vores opvækst. Vores forældre har altid været stolte af deres fag og har opfostret os med historier om, hvordan fagligt uindviede topledere, politikere og embedsmænd har gjort det til en daglig kamp at yde den bedst mulige indsats over for medborgerne. Selv har vi som ufaglærte butiksassistenter og vikarer i hjemmeplejen også snuset til, hvad overstyring uden plads til inddragelse kan gøre. 9

Vi har følt afmagten over at stå over for et ensomt, ældre menneske med et skema i hånden, der afsætter 7 minutter til at få støttestrømperne på plads, 5 minutter til støvsugning - og på en god dag 10 minutter til psykisk omsorg. Vi er blevet målt og vejet ud fra best practice og har mødt sanktioner, når mersalget i butikken ikke blev leveret efter de standard operating procedures, som man skulle kunne på rygraden. Detailregulering som er udviklet i et forsøg på at opnå effektivitet, men som føles som en mistillidserklæring, der får én til at yde lige præcis det, der forlanges - og ikke et hak mere. I dag er vi alle fem indskrevet på en samfundsvidenskabelig uddannelse på Københavns Universitet, og får selv stukket reguleringsredskaberne i hånden. Det er en paradoksal oplevelse, og man kan få lyst til at kaste managementbøgerne fra sig, før man bliver smittet med kronisk reguleringsiver. For vil vi udvikle os til de stålkolde magtmennesker, som DJØF erne bliver beskyldt for at være? Er vi på vej, semester for semester, fra at leve for politik og ledelse til blot at leve af politik og ledelse? Bliver vi så afhængige af den løn, vi kan tjene ved at regulere andres arbejdsliv på behagelig afstand bag trygge kontorvægge, at vi fortrænger, hvordan det føles at blive detailstyret? De fleste universitetsstuderende har nok været den irriterende elev i klassen, som altid udfordrede lærerens autoritet og svar. Men så snart autoriteten tilfalder os selv, kan autoritetskritikken så forsvinde som dug for solen? Den manglende tillid til at eksempelvis velfærdsmedarbejdere ønsker at udføre deres arbejde bedst muligt, har ført til dokumentationskrav og kontrol i overmål. Vores sygeplejersker bruger således i dag mere end 1/3 af deres arbejdstid på papirarbejde - tid, der går fra kerneopgaven: at yde omsorg og pleje for patienterne. Og i stedet for at kritisere styringsregimet højlydt, ser vi, at mange vender kritikken indad. At flere og flere bliver stressede og deprimerede over ikke at føle, at de leverer det, de burde. At frustrationerne vokser indeni og måske ytres over middagsbordet, men ikke kommer til udtryk i samfundsdebatten. Den manglende samfundskritik fra mange faggruppers side skyldes måske, at man føler, det ville være som at skrige i et lydtæt rum. Hvad kan vi gøre, når vi står på kanten af denne kløft mellem de styrende og de styrede? 10

Djøfiseringsdebatten har indtil videre været præget af to positioner: Benægtelse og skam. DJØF ere ligner for det meste enten Komiske Ali, der stædigt fastholder, at der ikke er noget djøfiseringsproblem, eller skyldbetyngede småbørn, der føler sig magtesløse over al den magt, de udøver over andre. Men vi kan ikke spilde mere energi på hverken skyld, skam eller benægtelse. I stedet bør vi sikre, at samfundsvidenskabere og måske især vores generation, der lige nu udklækkes på universiteterne ikke alene får større forståelse og respekt for ikke-akademikeres arbejdsliv, viden, ønsker og ideer, men også inddrager hverdagens eksperter direkte, når der skal tages beslutninger. Det kræver, at vi har modet til ikke at lade vores verdensbillede slutte ved universitetsmurene, men tør bryde ud af akademiker-osteklokken. Vi har taget et første skridt ved at invitere betonarbejdere, smede og sygeplejersker ind på Københavns Universitet for at dele ud af deres viden og erfaringer ved debatrækken DJØFOKRATI - folkestyre eller folkestyring?. Vores håb er, at det direkte møde mellem fagligheder kan være med til at bygge bro - og genopbygge gensidig tillid og respekt. For vi mener selvfølgelig, at vi også har en faglighed at bringe til bords. Og de fleste af os ønsker vel egentlig bare, at vores faglighed og identitet bliver respekteret - uanset om man så er murer eller økonom. Så herfra skal opfordringen lyde: slå hul på akademikerboblen, vær nysgerrig på, hvad de med en anden uddannelse end dig selv mener og tænker, og lad os sammen tænke ud af kontorerne, ud af Excel-arkene og ud på arbejdspladserne, så vi kan skabe politik, ledelse og uddannelser, der giver plads til forskellige erfaringer og perspektiver. Muligheden for ikke bare at bygge bro, men faktisk at sikre bedre politikudvikling, bedre arbejdsliv og bedre ressourceudnyttelse ligger i at skabe gensidig respekt og forståelse mellem faggrupper, benytte sig af de fagprofessionelles unikke viden og inddrage dem - hver gang og hele tiden. 11

DJØFOKRATI #1 - DEMOKRATI ELLER DJØFOKRATI? Andelen af akademikere i Folketinget har rundet 64 procent, og kløften mellem de styrende og de styrede vokser sig stadigt større inden for og uden for Christiansborg, på mange arbejdspladser og i den offentlige debat. DJØF ere bliver igen og igen skældt ud for at skabe unødigt bureaukrati og kontrol for kontrollens skyld, hvor de i stedet burde skabe muligheder. Men Danmarks næste generation af samfundsvidenskabere har muligheden for at bygge bro over kløften. Dette gav anledning til debatrækken DJØFokrati, hvor studerende inviterede debattører og andre studerende, både fra inder- og ydersiden af universitetsmurene, til til debatter om det danske demokratis tilstand og fremtid. Mogens LYKKETOFT Tidligere Finansminister og nu Folketingets formand Mogens Lykketoft er i løbet af sin tid som formand for Folketinget gået aktivt ind i debatten om, hvordan demokratiet kan forbedres i hele samfundet og på tinge. Samtidig har han årtiers erfaring inden for murerne i dansk politik og kan derfor berette om den demokratiske - eller udemokratiske - udvikling som Folketinget og folkestyret har taget i hans år i politik. Jakob MATHIASSEN Forfatter og betonarbejder Jakob Mathiassen er betonarbejder, tillidsmand, debattør og forfatter til bøgerne Beton - historier fra skurvognen og Kamppladser. Jakob Mathiassen fortalte om, hvordan han har forsøgt at få sine danske og udenlandske kollegaer til at organisere sig i fagforeninger og engagere sig i politik. Et engagement, der har kostet ham jobbet. 12

Tro på demokratiet mistro til politikerne DANSKERNE LOVPRISER FOLKESTYRET SOM STYREFORM, MEN I PRAKSIS FØLER VI IKKE, AT DEMOKRATIET ER RESPONSIVT, OG TILTROEN TIL POLITIKERNE ER MINIMAL. Hele 90 pct. af danskerne føler, at det er vigtigt at deltage i demokratiet ved at stemme ved valg. Det viser en repræsentativ survey-undersøgelse fra Cevea (baseret på 1008 besvarelser). Vi er som folkefærd vokset op med idéen om et velfungerende demokratisk styre, som vi værner om og er stolte af. Men på trods af en stærk tro på folkestyre som princip, så er det kun godt hver femte dansker, der føler, at vedkommende som borger i Danmark har indflydelse på den politiske dagsorden. Politikerne beskæftiger sig altså ikke nok med de problemer, der betyder noget for den brede befolkning. Tanken bag den repræsentative demokratiform er, som navnet indikerer, at befolkningen har mulighed for at stemme politikere ind i Folketinget, som her repræsenterer vælgernes holdninger og interesser. Alligevel viser Ceveas undersøgelse, at kun godt halvdelen af danskerne, nærmere bestemt 56,3 pct., føler, at deres holdninger er repræsenteret af et eller flere partier i Folketinget. Og 16,2 pct. af danskerne erklærer sig direkte uenige i, at deres holdninger er repræsenteret på Christiansborg. En betydelig del af danskerne føler altså Vi er som folkefærd vokset op med idéen om et velfungerende demokratisk styre, som vi værner om og er stolte af Figur 1.1: Demokratisk indflydelse og deltagelse 13

ikke, at de er ordentligt repræsenteret af de folkevalgte. Når en væsentlig del af befolkningen ikke føler sig repræsenteret i det politiske maskinrum på Christiansborg kan det hænge sammen med, at kun en tredjedel af danskerne mener, at politikerne beskæftiger sig med de problemstillinger, som fylder i deres egen hverdag, hvilket fremgår af Figur 1.2. Når en overvejende del af befolkning ikke oplever, at der er overensstemmelse mellem det som politikerne beskæftiger sig med og diskuterer i medierne og de problemer, som befolkningen selv oplever eller vidner til i hverdagen, så skabes en afstand mellem vælgere og de valgte. Altså en afkobling mellem befolkningen og politikerne, der er med til at svække danskernes generelle tillid til de folkevalgte. Figur 1.2: Beskæftiger politikerne sig med de problemer der fylder? En afkobling mellem befolkningen og politikerne, der er med til at svække danskernes generelle tillid til de folkevalgte. 14

Vi har ikke en skid at skulle have sagt STORE DELE AF DEN DANSKE BEFOLKNING HAR VENDT POLITIK RYGGEN. EN AF DE VÆSENTLIGSTE ÅRSAGER ER, AT POLITIK ER BLEVET TIL EN INTERN DEBAT, SOM FOREGÅR I DEN MEST VEL- STILLEDE DEL AF BEFOLKNINGEN. Inden sidste Folketingsvalg blev Jakob Mathiassen, betonarbejder og forfatter til bogen Kamppladser, inviteret med som oplægsholder til at medlemsmøde i SF. Mødet skulle handle om fattige og blev introduceret med, at de inviterede var med, fordi de alle sammen arbejder med fattigdom til daglig, og har en masse viden om emnet. Ifølge ham sidder der en masse mennesker, som har en holdning til andre menneskers situation. Men de har ikke selv nogen problemer. Denne indledning illustrerer for Jakob Mathiassen problemet med politik i dag. Ifølge ham sidder der en masse mennesker, som har en holdning til andre menneskers situation. Men de har ikke selv nogen problemer. De lever af, at andre mennesker er fattige, og de lever af, at fortælle dem om, hvordan de kan komme videre og ud af deres fattigdom. Det er dem politikerne - der sidder og fører den politiske diskussion, i stedet for de fattige selv, som er de egentlig berørte af problemstillingen. Betonarbejder og politisk aktivist Da Jakob Mathiassen startede som betonarbejder, havde han allerede et færdigudviklet verdensbillede. Han var aktivist på den yderste venstrefløj, og blev så bygningsarbejder ved et tilfælde, fordi det var nemt at komme ind der. Jakob Mathiassen havde ikke store ambitioner for sig fag i starten, men blev i stedet ret hurtigt optaget af sin position i arbejderklassen, og den røde kamp for arbejdernes sag. Derfor begyndte han at diskutere politik med sine kollegaer. Men han fandt hurtigt ud af, at deres viden om politiske processer og beslutningstagen var utrolig begrænset. Det undrede ham, for de var absolut ikke dumme. Jakob Mathiassen beskriver, at de for eksempel kunne vinde over ham i politiske diskussioner, selvom han vidste meget mere om emnet end de gjorde. Det undrede ham, hvorfor han interesserede sig for politik, mens de andre ikke gjorde det. Han fandt frem til svaret at det var fordi, han var politisk aktivist. Jakob Mathiassen erkender, at han ikke har indflydelse på EU-domstolen eller hans arbejdsgivervirksomhed NCC. Men han føler, at 15

han har en indflydelse på samfundet. Og den følelse havde hans kolleger ikke. Politik er som vejrudsigten Ifølge Jakob Mathiassen tænker hans kollegaer over politik, ligesom de fleste tænker over vejret. Vi ser alle sammen vejrudsigten for at se om de regner i morgen, men vi tænker ikke yderligere over skyer, vejrformationer, og det der skaber regnvejr. Til dels fordi vi ikke rigtig forstår det, men også fordi vi ikke har nogen indflydelse på det. Vi skal vide om det regner, men ikke nødvendigvis hvorfor; det er lige meget. Det er præcis den mentalitet, som karakteriserer kollegaernes tilgang til politik. Jakob Mathiassen kolleger i skurvognen var skarpe i deres argumentation, når emnet faldt på politik, men de følte ikke, at de havde nogen indflydelse på samfundet. 16

I dag havde Stauning fået en universitetsgrad ARBEJDERDRENGENE HAR I STIGENDE GRAD HAR FÅET ADGANG TIL UNIVERSITETERNE. OG DET KAN IFØLGE MOGENS LYKKETOFT (S) FORKLARE DEN ÆNDREDE SAMMENSÆTNING AF FOLKETINGET. Stadig flere akademikere fylder sæderne i Folketingssalen. I dag har knap to ud af tre Folketingsmedlemmer rundet universitet, før de bliver valgt. Ifølge Folketingets formand og tidligere finansminister for Socialdemokraterne Mogens Lykketoft skyldes udviklingen væk fra et klassebundet demokrati og i retning af et teknokratisk Folketing, at stadig flere af de opvakte hoveder med interesse for politik tager en universitetsuddannelse. F.eks. mener han, at det er mest sandsynligt, at cigarmageren Thorvald Stauning ville have fået en akademisk uddannelse, hvis han var vokset op i det velfærdssamfund, som han lagde grundstenene til for knap hundrede år siden. Af samme grund ser den socialdemokratiske nestor heller ikke et problem i, at mange med en videregående uddannelse kommer i Folketinget. Ifølge Lykketoft opstår problemet, hvis medlemmerne ikke har den fornødne kontakt med det virkelige liv, som det leves på den anden side af Christiansborgs mure. Derfor har politikerne et ansvar for at orientere sig i forhold til danskerne og løse de problemer, som eksisterer hos brede befolkning. Derfor har politikerne et ansvar for at orientere sig i forhold til danskerne og løse de problemer, som eksisterer hos brede befolkning. En folkebevægelse uden folk Set i det lys ser Lykketoft et stort demokratisk tab ved at folket er forsvundet ud af folkebevægelserne. I hans egen barndom havde Socialdemokraterne 300.000 medlemmer. I dag har knap 40.000. Det samme gælder de andre samfundsbærende partier Venstre, Konservative og Radikale Venstre, der også har oplevet kraftig medlemstilbagegang. Det giver ikke politikerne den samme kontakt til befolkningen gennem partierne, og det giver ikke folket indflydelse på valget af hvem, der stiller op til Folketinget. Her håber han, at de sociale medier kan åbne for en ny dialog mellem politikere og befolkning. 17

Ifølge Lykketoft er det også på sin vis glædeligt med akademiske Folketingsmedlemmer. Det sikrer et stykke ad vejen at de siddende politikere kan matche det embedsapparat, som omgiver dem i ministerierne. Ikke fordi den danske embedsstand er korrupt og skal kigges efter i kortene. Men fordi, at embedsstanden selvfølgelig har sine egne dagsordner og udfylder det tomrum, som en svag minister ikke formår at udfylde. Derfor er det vigtigt med ministre, som har den faglige tyngde til at sætte sig igennem over for embedsmændene, og det sikrer den nye udvikling i højere grad end tidligere. Risikoen for, at en minister bliver taget ved næsen af et kreativt embedsapparat er altså faldet med mængden af akademikere i Folketingssalen. Thorvald Stauning var formand for Socialdemokratiet mellem 1910-1939 og uddannet tobaksruller. Var han blevet formand i dag, havde han formentlig været akademiker, mener Lykketoft. 18

DJØFOKRATI #2 - DEMOKRATI FOR ALLE? Ved andet arrangement i debatrækken Djøfokrati - folkestyre eller folkestyring? blev den grundlæggende debat om, hvorvidt demokratiet er og bør være for alle taget op. Lisbeth ZORNIG ANDERSEN Formand for Huset Zornig Søren Hviid PEDERSEN Debattør og lektor i Statskundskab Steen ROSENQUIST Tidligere hjemløs og repræsentant for SAND Lisbeth Zornig har som initiativtager til kampagnen Stemmer på Kanten slået et slag for socialt udsattes deltagelse i politik. Hun bidrog til debatten med sit syn på, hvorfor det er altafgørende at arbejde for et demokrati, som flere har lyst til at deltage i, og hvor mangfoldigheden af stemmer, der høres, er større end i dag. Søren Hviid Pedersen er debattør, ph.d. og lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet,. Søren Hviid har kritiseret Stemmer på Kanten for at være en specifik mobilisering af interesser, der vil presse flere ydelser ud af velfærdsstaten. I stedet har han foreslået, at man indfører et forsørgelseskriterium, som begrænser stemmeretten til borgere, der har et arbejde. Steen Rosenquist er selv tidligere hjemløs, repræsentant for de hjemløses organisation SAND og frivillig i kampagnen Stemmer på Kanten. Steen har et stort netværk blandt hovedstadens hjemløse og skæve eksistenser, og har samtidig gjort det til sin hjertesag at få socialt udsatte til at tage del i demokratiet. 19

Mor og far har stor betydning for, om man stemmer eller ej HVIS FORÆLDRENE HAR EN LANG UDDANNELSE ELLER TJENER MANGE PENGE, GØR DERES BØRN I HØJERE GRAD BRUG AF DERES DEMOKRATISKE RET. HVIS FORÆLDRENE DERIMOD IKKE HAR EN LANG UDDANNELSE ELLER EN GOD INDTÆGT, BLIVER DERES BØRN MED STØRRE SANDSYNLIGHED HJEMME PÅ VALGDAGEN. I boligområder med mange nydanskere, folk med kort uddannede og marginaliserede befolkningsgrupper er stemmeprocenten meget lav, mens beboerne i forstædernes villakvarterer langt oftere bruger deres stemmeret. Denne tendens er en ond spiral, fordi børn i høj grad overtager deres forældren stemmevaner. Det er konklusionen i en undersøgelse foretaget af cand.scient.pol. Yosef Bhatti og professor Kasper Møller Hansen. Undersøgelsen er baseret på data om 2,3 millioner danske vælgere i forbindelse med de seneste fire kommunalvalg. At uddannelsesniveau, alder og beskæftigelsesgrad i så høj grad påvirker stemmeprocenten viser, at de forskellige befolkningsgruppers personlige ressourcer spiller en rolle og sammenlignet informationerne med tal fra Danmarks Statistik. Resultaterne viser, at social arv er altafgørende for valgdeltagelse. Ser man på alder og uddannelse, er skævhederne i stemmeprocenter voldsomme. Unge og de lavest uddannede stemmer væsentlig mindre end ældre og højtuddannede. Dette gør sig gældende ved stort set alle valg. Derudover stemmer arbejdsløse ikke så ofte som arbejdende. At uddannelsesniveau, alder og beskæftigelsesgrad i så høj grad påvirker stemmeprocenten viser, at de forskellige befolkningsgruppers personlige ressourcer spiller en rolle, i forhold til valgdeltagelse. En tidligere undersøgelse har vist det samme. Her fandt man ud af, at kontanthjælpsmodtagere er en af de befolkningsgrupper med lavest stemmeprocent (kun 62 %) ved med Folketings- og Kommunalvalg (Elklit et al. 2005). De to forskere har studeret valgbøger i 44 af 98 kommuner 20

Figur 2.1: Andel medlemmer af socio-økonomisk gruppe der stemte ved EP-valgene 21

En stemme fra kanten DEBATRÆKKEN DJØFOKRATIS ANDEN DEBATARRANGEMENT DEMOKRATIET FOR ALLE BLEV INDLEDT MED DEN RØRENDE HIS- TORIE OM ÉN DER, TIL TRODS FOR SIN BARSKE MEDFART, HAR STEMT TIL ALLE VALG MED KUN EN ENKELT UNDTAGELSE. Som barn af såkaldt ressourcestærke forældre lå det ikke ligefrem i kortene, at Steen Rosenquist skulle ende som hjemløs. Men et voksende narkotikaproblem kom til at koste først hans uddannelse og senere hans hjem. Da Steen Rosenquist faldt ud af uddannelsessystemet, endte han på offentlig forsørgelse. Han var ikke i stand til at varetage et almindeligt job. Han var faktisk så langt ude, at han endte i kriminalitet og i en række år levede et liv som hjemløs. Engagement blev vejen ud af misbruget Steen Rosenquists samfundsengagement startede i en lille væresteds-forening, hvor han blev formand. Siden er det gået fremad. I dag arbejder han for bedre vilkår for udsatte, hvor en af hans mærkesager er bedre værerum. Steen Rosenquist har i dag været stoffri i seks år. Han tager smertestillende, men det er kun panodiler og lignende. En gang imellem ryger han hash fordi det er, med Steen Rosenquists egne ord, her han får sine gode idéer. Men derudover har han lagt både livet som narkoman og hjemløs på hylden. Søger til stemmeboksen Steen Rosenquist var en af de involverede i Lisbeth Zornig Andersens tiltag Stemmer på Kanten. For Steen Rosenquist er det en hjertesag at opmuntre andre til at søge stemmeboksene og den medindflydelse, de har som borgere i et demokrati. Men Steen Rosenquist ved godt, at det ikke er sådan lige til at løse problemet. Livet som hjemløs betyder et liv med bekymringer for hverdagen og for den daglige overlevelse. Det er en åbenlys kendsgerning, at hjemløse ikke har et psykisk overskud til at sætte sig ind i tekniske formaliteter omkring opstillede politikere, deres mærkesager, stemmesteder osv. Netop derfor blev Steen Rosenquist en del af Stemmer på Kanten, hvor han blandt andet kørte fire gange til stemmeboksen med fire forskellige kammerater for at sikre, at de fik afgivet deres stemme. 22

Vi har de politikere, vi fortjener STEMMER PÅ KANTEN HANDLEDE OM GØRE DE UDSATTE TIL ET CENTRALT TEMA I DEN OFFENTLIGE DEBAT. MEN MAN KAN KUN TV- INGE POLITIKERE TIL AT LYTTE, VED AT GØRE SIG GÆLDENDE VED STEMMEURNERNE. I sit bidrag til Djøfokratis anden debatarrangement præsenterede Lisbeth Zornig Andersen sig selv som femte generation af anbringelse. I hendes familie kan man nemlig helt tilbage til 1850 erne følge historien om børns anbringelser uden for familien på grund af forældrenes tidlige død eller alkoholmisbrug. Denne familiehistorie er et udtryk for den sociale arvs brutale indflydelse gennem generationer. Lisbeth Zornig Andersen er mønsterbryder, men hendes opvækst har ligesom for alle andre i hendes familie påvirket hende dybt. Det var med denne bagage, at Lisbeth Zornig Andersen opstartede initiativet Stemmer på Kanten. Målet var at skabe muligheden for at få politikerne til at opdage de udsatte borgere. Det ville de ifølge Lisbeth Zornig blive tvunget til, hvis vi allesammen kom til stemmeurnerne. Forstået på den måde, at jo flere udsatte hun kunne engagere som valgdeltagere, jo mere blev politikerne nødt til at gøre for at blive tiltrækkende over for denne nye vælgergruppe. En klassisk udbud efterspørgsels - situation. Dialogen skal vendes om Ifølge Lisbeth Zornig Andersen har vi de politikere, som vi fortjener. For 60 år siden var 40 pct. af den voksne danske befolkning medlem af et parti, i dag er andelen helt nede på 4 pct.. Det betyder ifølge hende, at de politikere vi har i dag enten er levebrødspolitikere eller landsbytosser. Det er et kæmpe problem, at det er dennetype mennesker, som stiller op til politiske embeder. Ford i dag mangler mange valgte politikere praktisk erfaring med at arbejde med de allersvageste i samfundet. Nogle af de bedste arrangementer, der blev afholdt i Stemmer på Kanten, var såkaldte omvendte debatmøder. Har var det ikke politikerne, som skulle udlægge deres plan for samfundet. Fokus var derimod de udsatte selv. For Lisbeth Zornig påpeger, at når de udsatte får muligheden for at tale, viser det sig ofte, at de er enormt livskloge mennesker, som ved meget bedre, hvordan eksempelvis et værested indrettes effektivt. 23

Demokrati for de kompetente SØREN HVIID PEDERSEN, LEKTOR VED INSTITUT FOR STATSKUND- SKAB, SYDDANSK UNIVERSITET, STARTEDE VED DJØFOKRATIS ANDET DEBATARRANGEMENT MED AT PÅTAGE SIG ROLLEN SOM DAGENS RØVHUL. HAN FORSLAG GÅR NEMLIG PÅ, AT EN TEST MED 100 SPØRGSMÅL SKAL SORTERE FÅRENE FRA BUKKENE OG AF- GØRE, HVEM DER ER KLOGE NOK TIL AT FÅ POLITISK INDFLYDELSE. Folkeafstemningen om EU s patentdomstol er et eksempel på nutidens politiske kompleksitet. Det er en afstemning, som ifølge Søren Hviid Pedersen er håbløs, fordi det er langt de færreste danskere, der har en idé om, hvad patentdomstolen er, og hvad konsekvensen af henholdsvis et ja eller et nej til denne vil få af betydning. Eksemplet viser, hvor svært kan være for den almindelige stemmeberettigede borger at gennemskue det politiske system og samfundets indretning. Det er med udgangspunkt i denne problematik, at Søren Hviid Pedersen i sit oplæg foreslog, at man lader afgørelser som præget af høj kompleksitet blive taget af vidende personer, som er inde i stoffet. holde sig langt fra det, man ikke er god til. Derfor er det også kun en mindretal af yderst kompetente mennesker, som skal varetage den politiske dagsorden. Han foreslog konkret, at en test med 100 spørgsmål skal danne udgangspunkt for, hvem som har samfundsforståelse nok til at få politisk indflydelse. Som situationen er i dag, mener Søren Hviid Pedersen dog, at staten har en betydelig opgave i at oplyse befolkningen, så denne bliver i stand til individuelt og på et sagligt grundlag at tage stilling til politiske dagsordener - såsom hvor krydset skal sættes ved valget om patentdomstolen. For Søren Hviid Pedersen skal politisk indflydelse altså ikke være for alle, for det er de færreste, som er kompetente nok til at træffe politiske beslutninger. Han mener, at man skal holde sig til at gøre det, man er bedst til, og tilsvarende 24

DJØFOKRATI #3 - CAND.SCIENT.POLITIKER? Bo LIDEGAARD Chefredaktør for Politiken Özlem CEKIC Medlem af Folketinget for SF Morten RYOM Smed og formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation Rune BAASTRUP Udviklingschef i Cevea Bo Lidegaard er chefredaktør for Politiken, historiker og tidligere embedsmand. Lidegaard har for nylig kritiseret DONG-protesterne for at være en illegitim og tyrranisk folkestemning, og gjort sig til talsmand for, at samfundet forvaltes bedst, når politikere og embedsmænd med blikket stift rettet mod helheden varetager det politiske. Özlem Cekic er folketingsmedlem for SF og et af medlemmerne fra den nystiftede kaffeklub på Christiansborg for ikke-akademikere. Cekic har blandt andet tidligere skrevet bogen Fra Føtex til Folketinget Morten Ryom er smedelærling og formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation. Morten Ryom har i den seneste tid især optrådt i debatten om erhvervsskolereformen, hvor han har kritiseret politikerne for at mangle forståelse for erhvervsskoleelevers virkelighed. Rune Baastrup er Udviklingschef i Tænketanken Cevea og bl.a. tidligere kampagneleder for 3F s SKÆVT-kampagne. Baastrup udfordrer ideen om, at de veluddannede politikere altid ved bedst, og kalder på en politik, der har modet til at tænke nyt om, hvordan vi sikrer folkelig inddragelse og indflydelse gennem civilsamfundet.

365 akademikere og én kloakmester EN UNDERSØGELSE FRA CEVEA VISER, AT DE AKADEMISKE KANDI- DATER VED FOLKETINGSVALGET I 2011 HAVDE DOBBELT SÅ STOR CHANCE FOR AT BLIVER VALGT IND I FOLKETINGET. AF DE OP- STILLEDE KANDIDATER, DER FIK PLADS I FOLKETINGET, HAVDE 15,5 PCT. EN IKKE-AKADEMISK UDDANNELSE, MENS 31,5 PCT. HAVDE EN AKADEMISK UDDANNELSE. Samlet set havde 45 pct. af de 804 opstillede folketingskandidater en akademisk uddannelse. Som det fremgår af Figur 1 er den næstmest repræsenterede gruppe kandidaterne med en mellemlang videregående uddannelse, somudgør 25 pct. af alle opstillede kandidater. Akademisk uddannelse betyder dobbelt så stor chance for valg til Folketinget Samlet set tegner der sig et billede af, at partierne i landets ti kredse ved Folketingsvalget i 2011 favoriserede kandidater med akademisk baggrund. Akademikerkandidaterne er nemlig klart overrepræsentet. Andelen af akademikere (45 pct.) blandt de 804 opstillede kandidater, er dog mindre sammenlignet med andelen af akademikere, der blev valgt ind i Folketinget (64 pct.). Hvis du går med en politiker i maven, så dur det ikke at være klejnsmed eller tømrer. For selvom 59 procent af danskere er faglærte og ufaglærte, så udgør de kun 14 procent af Folketingsmedlemmerne. Den lige vej til Folketinget går i stedet gennem universitets vridemaskine. Kun 9 procent af befolkningen har gået på universitet, men 64 procent af folketingsmedlemmerne har brugt deres ungdomsår på en videregående uddannelse. Med hvad er konsekvenserne? Og er det et demokratisk problem, at akademikere beklæder de politiske poster? Det spørgsmål åbnede DJØFokrati op for på debatrækkens tredje arrangement. 26

Så ikke nok med, at akademikerne har større chance for at blive opstillet som kandidat, er sandsynligheden for, at vælgerne sætter kryds ved deres navn, endnu større. Mens 31,5 pct. af de opstillede kandidater med akademisk baggrund blev valgt ind i Folketinget, var det kun 15,5 pct. af de opstillede ikke-akademiske kandidater. Tallene viser, at der er dobbelt så stor sandsynlighed for at blive valgt ind i Folketinget, hvis man har en akademisk uddannelse i forhold til hvis man har en anden og kortere uddannelse. Tallene viser, at der er dobbelt så stor sandsynlighed for at blive valgt ind i Folketinget, hvis man har en akademisk uddannelse i forhold til hvis man har en anden og kortere uddannelse. Den sammenhæng kan undre, når det uden for Christiansborgs mure kun er 7 pct. af danskerne, der har en akademisk uddannelse. Tendensen til favorisering af akademikere hjælpes dog på vej af partierne selv. For selvom det er danskerne der med deres valgret bestemmer, hvilke kandidater, der som gør sig fortjent til en plads i Folketinget, er det dog partierne der fastsætter kandidatlisten, og dermed der bestemmer, hvem vælgerne kan vælge i mellem. 27

Den politiske debat er for akademisk DA ÖZLEM CEKIC (SF) BLEV VALGT SOM FOLKETINGSMEDLEM I 2007, BLEV HUN MØDT AF EN DEBATKULTUR OG ET REFORMSPROG, SOM GJORDE DET SVÆRT AT FØLGE MED. ÖZLEM CEKIC SELV ER UD- DANNET SYGEPLEJERSKE. Tirsdag den 10. september 2014 mødtes en ny kaffeklub på Christiansborg for første gang. Her samledes otte ikkeakademiske politikere til en rugbrødsmad og en snak over kaffen.. Kaffeklubben blev stiftet af Özlem Cekic fra SF og Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. Anledningen var ifølge Özlem Cekic, at hun savnede nogle mennesker, der siger tingene, som de er. Hun frygter nemlig, at afstanden fra politikere til befolkningen øges, hvis det kun er akademikernes stemmer, der bliver hørt i de politiske udspil og den offentlige debat. Den afstand vokser ifølge Özlem Cekic, når politiske debatter udelukkende baseres på statistikker og paragraffer, frem for at hverdagens erfaringer inddrages. Derfor mente hun, at der var brug for et forum, hvor ikke-akademikerne kan dele erfaringer på kryds og tværs af partierne. Ifølge Özlem betyder tonen på Christiansborg nemlig, at det er sværere at følge med, hvis man ikke er cand.-et-ellerandet. Hun understreger, at dette bestemt ikke er fordi, at ikke-djøfere er dummere. Samtidigt anerkender Özlem Cekic dog akademikernes evne til at formulere sig og argumentere stærkt. Folketingssalen er ikke repræsentativ Problemet med for stor afstand mellem politikere og befolkning opstår fordi, at sammensætningen i Folketingssalen ikke er repræsentativ for befolkningen. Når Folketinget overvejende består af akademikere, frygter Özlem Cekic, at den formulerede politik bliver tilsvarende optaget af akademikernes forhold frem for den brede befolknings interesse. Et andet grundlæggende demokratisk problem er, at en alt for stor del af magthaverne stort set ikke har reel erhvervserfaring fra virkelighedens arbejdsmarked uden for Slotsholmen. Denne tendens styrkes ifølge Özlem Cekic som konsekvens af, at erhvervserfaring langt fra vægtes så tungt som en statskundskabseksamen på Christiansborg. Hun beskriver, at politikernes manglende berøring med arbejdsmarkedets er en af hovedårsagerne til de blinde pletter i den politik, som formuleres i Folketingssalen. 28

Akademikerne løser de forkerte problemer IFØLGE SOCIALDEMOKRAT OG FORMAND FOR ERHVERVSSKOL- ERNES ELEVORGANISATION MORTEN RYOM ER TILBAGETRÆKN- INGSREFORMEN ET EKSEMPEL PÅ ET POLITISK INITIATIV UDEN FORBINDELSE TIL DEN FAKTISKE VIRKELIGHED PÅ DE PRIVATE AR- BEJDSPLADSER. OG DERMED ET BILLEDE PÅ, HVAD HAN SER SOM ET STORT DEMOKRATISK PROBLEM. Når Morten Ryom snakker med sine kammerater på Metal College Aalborg, er det sjældent politik, der står højst på dagsordenen. De snakker om AABs seneste nederlag i Superligaen, drukture eller piger. For den fælles opfattelse er, at debatten i Folketingssalen ikke rigtig er for dem. Morten Ryom ser ikke DJØFere i Folketinget som et problem som sådan ifølge ham er der bare for mange af dem. Det betyder, at han står med følelsen af at få reformer i hovedet, som kommer ud af det blå, og som rammer forbi målet. Imens hans smedebranche kæmper med nedslidende fysisk arbejde og social dumping, skal de pludselig forholde sig til en tilbagetrækningsreform, som betyder, at en ung mand som Morten Ryom skal fylde 74, før han kan få pension hvilket forekommer paradoksalt, da en håndværkers gennemsnitlige alder er 77,8. Morten Ryom vil altså kun have 4 leveår uden for arbejdsmarkedet. DF erne snakker til ham og med ham ikke om ham. Selvom han ikke er enig med indholdet af partiets politik, anerkender han formen. Forståelse for DF s succes Ifølge Morten Ryom er det især regeringspartierne Socialdemokratiet og Radikale Venstre, som er med til at grave volden mellem Christiansborg og befolkningen dybere med deres meget akademiske omgangstone. Det betyder, at faglærte som ham selv kan have svært med at følge med og derfor ender med at sætte deres kryds ved Venstre eller Dansk Folkeparti. Især DF s succes forstår Morten Ryom godt: DF erne snakker til ham og med ham ikke om ham. Selvom han ikke er enig med indholdet af partiets politik, anerkender han formen. Morten Ryom mener, at den politiske tone skal ændres, så alle kan være med. Fagbevægelsen har helt klart en rolle at spille her, og især DJØFerne har ansvar for at hive praktikerne ind i det politiske maskinrum. 29

Har du fået DJØF? IFØLGE UDVIKLINGSCHEF I TÆNKETANKEN CEVEA RUNE BAASTRUP ER DJØF ER IKKE NØDVENDIGVIS NOGET MAN ER, MEN NOGET MAN KAN FÅ. DET GRUNDLÆGGENDE DEMOKRATISKE PROBLEMET ER IKKE DE UDDANNEDE DJØFERE, MEN DJØF SOM SYNDROM. DJØF- SYNDROMET BESTÅR AF EN TRO PÅ, AT MAN KAN UDVIKLE OG DE- SIGNE DET GODE LIV FRA PLADSEN BAG SKRIVEBORDET. Der er for mange politikere og embedsmænd, som er ramt af DJØF i dag. Det er en stor udfordring for vores demokrati. DJØF er ikke en uddannelse, en stillingsbetegnelse eller noget man er. Det er tværtimod noget man kan lide af, ligesom hvis man har fået dårlig ryg af ensidigt gentaget arbejde bag kassen i et supermarked. Rune Baastrup beskriver, at man rammes af DJØF, hvis man for længe tillægger sig en ensidig og gentaget notatskrivende adfærd, langt væk fra den virkelighed, man skal regulere. Kendetegnene er en tro på, at det gode liv kan designes og udvikles alene fra pladsen bag skrivebordet. En vej ud af lidelsen Hvis man vil ud af DJØF er det helt afgørende at erkende, at man ikke har det endelige svar og ikke kan finde det alene i regnearket. Indgangsvinklen til politiske problemstillinger eller løsninger er aldrig objektiv. Akademikere må fortsat gerne udføre en væsentlig del af deres arbejde fra deres plads bag skrivebordet, men det er nødvendigt, at de accepterer, at de blot faciliterer og skaber rammer for dem, der laver det vigtigste arbejde: velfærdens frontmedarbejdere. Ellers bliver der skabt tekniske løsninger, som ikke løser problemerne. På trods af den tiltagende DJØFisering af Folketinget tager Rune Baastrup afstand fra kvoteordninger, som ifølge ham nemt kan blive noget klynkeri. Det er som beskrevet ovenfor ikke politikerne og deres uddannelse, men tilgangen til politiske problemstillinger, der er problemet. I stedet bør fokus være på de mange medlemsforeninger (fagbevægelsen, interesseorganisationer osv.), som allerede eksisterer, men har et langt større potentiale end, hvad de udlever i dag. Forandring skal skabes nedefra, og der er rigtig meget guld i, at vi tror på vores muligheder for at finde løsningerne i fællesskab tæt på, hvor problemerne erfares. Det mindset skal helt ind i det politiske maskinrum. 30

DJØFokrati? Der er ikke noget at komme efter CHEFREDAKTØR HOS POLITIKEN BO LIDEGAARD MENER IKKE, AT POLITIKERNE SKAL LEDE OG TRÆFFE BESLUTNINGER EFTER FOLKESTEMNINGEN, MEN I STEDET EFTER DERES EGEN OVERBEV- ISNING. HVIS MAN IKKE ER TILFREDS MED DERES BESLUTNINGER OG SAMMENSÆTNING - HERUNDER ANTALLET AF DJØFERE-, SÅ MÅ MAN STEMME ANDERLEDES PÅ VALGDAGEN, I STEDET FOR AT AN- KLAGE DEM PÅ BAGGRUND AF DERES UDDANNELSE. Ifølge Bo Lidegaard er der to demokratiske problemer i Danmark i dag Først og fremmest påpeger han den manglende erfaring hos de politikere, som altid har lavet politik, og anser det for noget, som primært foregår på Christiansborg. Ifølge Lidegaard er dette et problem, som kan løses, idet det repræsentative demokrati giver befolkningen mulighed for at stemme på nogle andre. Men han anerkender, at det stadig er et problem at, at ingen af Danmarks sidste tre statsministre Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh har været på en rigtig arbejdsplads, før de blev valgt. kan man være uenig med Folketingets sammensætning og overrepræsentationen af DJØFere, men det er jo os, folket, som sammensætter Folketinget. Lidegaard ræsonnerer også sit omdiskuterede forsvar for DONG-salget ud fra denne logik. Ifølge ham skal politikerne nemlig ikke lede og træffe beslutninger efter folkestemningen, men efter egen overbevisning. For det danske folk har valgt politikerne til at træffe beslutninger på vores vegne, inden for lovens og gennemsigtighedens rammer. Og hvis man ikke er tilfreds med deres beslutninger, så må man stemme anerledes på valgdagen. Som historiker understreger Lidegaard desuden, at DJØFiseringen ikke er nyt fænomen, men allerede påbegyndtes, da økonomerne tog magten i efterkrigsårene 1947-48. Og at man skal huske på, at det er gennem deres placering i centrale poster, at vi har udviklet det top tunede velfærdssystem, som vi har i dag. Det har de skabt, ikke som teknokrater, men som folkevalgte. Det andet og ifølge Lidegaard mere alvorlige - problem er, at mange har misforstået konceptet folkestyre. Nok 31

DJØFOKRATI #4 - ER DJØF ERNE SAMFUNDETS TOP? Dennis KRISTENSEN Formand for FOA Lars QVISTGAARD Formand for DJØF s overenskomstudvalg Signe HAGEL Sygeplejerske og næstformand i Dansk Sygeplejeråd Ninna THOMSEN Sundhedsborgmester i København Dannies Kristensen er formand for FOA og repræsenterer knap 200.000 velfærdsmedarbejdere i den offentlige sektor. Lars Qvistgaard er formand for DJØFs overenskomstudvalg. Han svarer på hvorfor de mange anklager mod DJØF erne ikke altid er berettigede eller konstruktive - og hvor DJØF erne gør den positive forskel? Signe Hagel bidrog med sit perspektiv på og erfaringer omkring hvordan DJØF ernes styring slår igennem i det daglige arbejde i sundhedssektoren. Udover at være sygeplejerske er Signe valgt som kredsnæstformand i Danske Sygeplejeråd Hovedstaden Ninna Thomsen er Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune og politisk leder af SF i København. Ninna har været forgangsmand for tillidsreformen i Københavns Kommune. 32

Arbejderklassen har mindst indflydelse på eget arbejde EN TREDJEDEL AF ARBEJDERKLASSEN HAR SJÆLDENT ELLER ALD- RIG HAFT INDFLYDELSE PÅ, HVAD DE LAVER PÅ ARBEJDET, MENS DET SAMME BLOT GÆLDER FOR EN TIENDEDEL AF DEN HØJERE MID- DELKLASSE. I den offentlige debat er kløften mellem de styrende og de styrede dyb. Det bidrager til, at debatten ofte bliver ført på baggrund af anekdoter og fordomme. I 2012 udgav Lars Olsen, Lars Andersen, Niels Ploug og Jonas Schytz Juul bogen Det danske klassesamfund. I den sammenhæng undersøgte de, hvem der har indflydelse på det danske arbejdsmarked. Konklusionerne var klare: arbejderklassen har mindst indflydelse på beslutninger på arbejdet, hvorimod middelklassen og overklassen har mest indflydelse. Tallene er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, som er koblet med registeroplysninger om tilhørsforhold til sociale klasser. I alt indgår der omkring 7.000 personer fra de sociale klasser i resultaterne i analysen, hvis data er fra 2005. Tabel 4.1: Har du indflydelse på, hvad du laver på dit arbejde? (i procent) Altid/ofte Nogen gange Sjældent/Aldrig Overklasse 82,5 10,5 - Højere middelklasse 64,9 24,4 10,7 Middel 60,8 23,9 15,3 Arbejder 46,2 22,6 31,2 I alt 52,4 23,1 24,6 Anm: Opgørelsen er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse fra NFA, og samlet indgår der ca. 7.000 personer fordelt på fire klasser i opgørelsen. En - indikerer, at der er få observationer Kilde: AE på baggrund af arbejdsmiljødata fra NFA, og registerdata fra Danmarks Statistik, 2005. 33