OPLÆG LIGESTILLINGSKONFERENCE 4. oktober 2013
Jeg hedder Tom Jensen, og jeg er chefredaktør på den danske avis Berlingske, og jeg er her nok, fordi jeg er kommet til at kaste mig ind i kønsdebatten. Den går ind i mellem hårdt for sig. Også her i Danmark. Men jeg har kastet mig ind i den alligevel som mand. For det første fordi jeg synes, der er alt for få mænd, der blander sig i denne debat. For det andet fordi jeg får mange reaktioner, når jeg blander mig. Ikke mindst fra mænd der føler jeg skriver noget, de selv har gået og tænkt, men ikke har orket at diskutere. Ind i mellem får man fornemmelsen af, at mange mænd billedligt talt skynder sig at tage på fisketur med gutterne, når kønsroller og ligestilling sættes til debat, og på en måde forstår jeg dem godt. For det er et emne fuld af svære dilemmaer, uden nemme svar og en debat, hvor man nemt kan blive sat i bås som det ene eller det andet. Som militant feminist. Som sort antifeminist. Eller noget derimellem. Og som mand risikerer man oven i købet at lægge sig ud med dem, man egentlig beundrer og i hvis øjne man jo gerne vil tage sig lidt godt ud nemlig kvinderne. Nej, det er opskriften på problemer at kaste sig ind i kønsdebatten. Så er det nemmere som mand at knappe en bajer op og kaste snøren ud efter en fisk. Det ved man hvad er. Men vi mænd skal på den anden side lade være med at være sådan nogle kyllinger. Så - vi må igang. Et af spørgsmålene til debat i dag er, om der eksisterer sociale normer eller social kontrol eller andre forhold mellem kønnene, som kan være begrænsende for nogen. Som kan forhindre nogen i at gøre det eller få det ud af livet, de ønsker. Svaret på spørgsmålet behøver man slet ikke diskutere. Det er et soleklart ja. Der findes forhold, som den enkelte ikke umiddelbart kan gøre noget ved, men som påvirker de muligheder, man har som menneske. Det gælder for kvinder. Det gælder også for mænd. Det er f.eks. klart at det faktum, at flere kvinder arbejder i jobs på områder, hvor lønnen er lavere, kan have betydning for, hvem der tager barselsorloven. For hvis det koster en familie betydeligt mere, at far tager orlov, kan man vel strengt taget ikke fortænke familien i at bruge sin logiske sans og lade mor beholde orloven. Men det er klart, at det ikke nødvendigvis er det, hun har mest lyst til. Det er heller ikke sikkert, at det er det, han har mest lyst til. Omstændighederne gør bare, at et valg bliver taget. Det er også rigtigt, at drenge helt fra de er små ser andre drenge gøre ting på bestemte måder, som påvirker dem til at gøre de samme ting på samme drengeagtige måde. Spille fodbold eller lade være med at tage kjole på, f.eks.
Samme fænomen gør sig gældende for små piger. Den identitet, vi har, det liv vi lever, de beslutninger vi tager, er alle summen af en mængde forhold, nogle medfødte, andre ikke, som i praksis gør, at vi ikke træffer fuldstændig neutrale, frie, upåvirkede valg i vores liv. Det sker ikke. Og det vil aldrig ske. Og hvis man tror, man med et snuptag kan bruge Staten til på alle områder at opnå frihedens og ligestillingens Nirvana så kommer man meget let grueligt galt afsted. Skillelinjen i ligestillings- og kønsrolledebatten handler derfor for mig at se ikke om, hvorvidt kvinder og mænd er underlagt omstændigheder, der påvirker ligestillingen. Herunder at kvinder oftere vælger jobs i brancher og tit i den offentlige sektor hvor lønnen er lavere end i de jobs, mænd oftere vælger. Eller at betydeligt flere kvinder tager betydeligt længere barselsorlov end mænd. Det behøver vi ikke skændes om. Det er fakta. Skillelinjen i ligestillings- og kønsrolledebatten går udelukkende på, hvad man skal gøre ved det. Og ikke mindst om Staten i endnu højere grad end i dag skal være et redskab til at detailstyre forholdet menneske og menneske imellem. Kvinder og mænd imellem. Det er her, jeg rejser nogle spørgsmål. For det er her, man finder mange af dilemmaerne. Jeg spørger, om vi virkelig ønsker, at staten skal være social kontrollant i samfundet. Jeg spørger, om vi virkelig ønsker, at staten skal detailstyre menneskers liv. Jeg spørger, om vi virkelig ønsker, at staten skal påtage sig rollen med at rette op på alle de skævheder, som ikke er blevet udjævnet af en nok så ligestillet og ikke-diskriminerende lovgivning, hvor alle har fået samme rettigheder. Jeg spørger, om vi virkelig ønsker, at staten skal være overdommer i menneskers liv. Eller om det er bedre, at staten blander sig så meget uden om som overhovedet muligt. For vi må gøre op med os selv, hvad der sker, hvis vi først begynder at tiltro en statsmagt bedre evne til at tage vare på vores liv, end vi selv er i stand til. Ender det godt? Ender det galt? For mænd men også for kvinder. De spørgsmål er nogle af dem, jeg har rejst i ligestillings- og kønsdebatten. Dem vil jeg gerne uddybe. For det første er det en illusion, at statslig styring vil medføre, at mennesker kan træffe helt frie og ubegrænsede valg på ethvert tidspunkt i deres liv. Det vil bare være nogle andre mennesker, som ikke kan træffe helt frie valg, hvis staten f.eks. i detaljer definerer, hvem der skal have barsel hvor længe, hvor mange af hvert køn der skal være i bestyrelser eller i børnehaver eller i hvilken
som helst branche, hvor der i dag er flere eller færre af det ene eller det andet køn. Lad os tage barslen som eksempel. Forestil jer en kvinde, som gerne vil gå hjemme et helt år med sine børn, og forestil jer, at hun er gift med en mand, som gerne vil være fri. Eller forestil jer det omvendte: At en mand gerne vil gå hjemme på orlov med de små i en lang periode, mens kvinden ikke vil. Er det sådan, at en statsdefineret kvote for fordelingen af barslen mellem de to vil øge deres frie valg? Eller vil den snarere være begrænsende for deres frie valg? Jeg er bange for, at det sidste er tilfældet. Svaret fra de, der ønsker øremærket barsel til begge køn er, at der jo i dag er andre omstændigheder det kan være sociale normer på mandens arbejde som i praksis gør begges valg mindre frie, og at det må være en opgave for staten at hjælpe dem til at rette op på dette. Det er som sagt rigtigt, at sådanne sociale normer eksisterer og kan påvirke menneskers frie valg. Men hvad er egentlig bedst: At få sine frie valg begrænset af sociale normer hos mennesker, man omgås, mennesker man for eksempel arbejder med eller måske endda lever sammen med? Eller få sine frie valg begrænset af en socialt kontrollerende stat? Jeg rejser spørgsmålet. For med staten kan man ikke rigtigt for alvor diskutere. Lov er lov, og den må man indrette sig efter. Men en forstokket chef, der mener at barsel til mænd er noget moderne fims ham kan man forholde sig til. Protestere over for. Bande over. Blive fyret af. Gå op til og sige sit job op over for med den begrundelse, at han er et fjols. En chauvinistisk mand, der nægter at røre opvasken eller skifte bleerne derhjemme kan man vælge at gå fra. Den stat, der påtager sig opgaven at rette op på skævheder mennesker imellem, som ikke er blevet løst gennem lige rettigheder til alle, kommer nemt til at erstatte én slags social kontrol med en anden og værre. Ovenikøbet en social kontrol, man ikke kan sige op fra eller gå sin vej fra. Og SÅ kan social kontrol for alvor føles som et fængsel for det enkelte menneske, der måtte ønske at leve sit liv på andre måder, end den statsdefinerede sociale norm tillader. For det andet må vi som samfund tage et grundlæggende valg. Vi må beslutte, om vi ønsker at udvise mennesker den tillid at indrette deres egne liv, som de finder det bedst eller om vi ikke ønsker at udvise mennesker den tillid? Ønsker vi at staten skal være Big Mother og Big Brother, eller ønsker vi ikke, at staten skal være Big Mother og Big Brother? Jeg spørger igen: Er det ikke fuldstændig afgørende for et velfungerende samfund, at mennesker i så vidt omfang som overhovedet muligt er frie til at træffe deres egne valg? Er det ikke forudsætningen for, at de kan tage ansvar for
disse valg? For valg som andre har truffet for én som f.eks. Staten har truffet for én tager man ikke samme ansvar for som valg, man har selv har truffet. Og ønsker vi os ikke alle et samfund, hvor mennesker tager ansvar for det, de gør? Det er så behændigt med alle disse krykker, den almoderlige stat kan udstyre os mennesker med her i tilværelsen. Men ulempen ved krykker er, at hvis de altid er ved hånden, lærer man måske aldrig at gå selv. Er det sundeste samfund ikke det, hvor mænd tager barsel, fordi de selv har truffet det valg og tager ansvar for det? Er det ikke et sundere samfund end dét, hvor mænd tager barsel, fordi Staten siger, at det skal de? Er det sundeste samfund ikke det, hvor kvinder bliver tømrere og mænd bliver børnehavepædagoger eller formentlig oftere omvendt - fordi de har truffet et valg, tager ansvar for det og har taget valget, fordi de har lyst til at blive tømrere eller børnehavepædagoger? Er det ikke et sundere samfund end dét, hvor beslutningen i større eller mindre grad skyldes kravet om at opfylde en kvote eller et krav om lighed overalt? Er det sundeste samfund ikke dét, hvor mennesker tager ansvar for deres egne valg og handlinger, snarere end ét, hvor de kan forlade sig på, at Staten tager ansvaret for de valg og handlinger, de foretager i livet? Det spørgsmål må man stille sig. For det tredje er det betænkeligt, hvis et samfund begynder at lovgive på bestemte måder i forhold til bestemte grupper. Det gælder både i negativ og positiv forstand; det vil sige hvis man f.eks. nægter bestemte grupper rettigheder, andre har. Eller hvis man tildeler bestemte grupper rettigheder, andre ikke har. Lad mig nævne to eksempler her fra Danmark, som ikke har noget med kvinder og mænd at gøre, men som alligevel er illustrative, fordi de viser, at hvad der kan ske, når Staten begynder at særlovgive i forhold til bestemte grupper. Den ene er Tvind-loven fra 1996. Her vedtog Folketinget, at lige præcis Tvind skulle fratages statstilskuddet til sine fri- og efterskoler. Det gjorde man, fordi man ikke kunne lide Tvind-skolerne og det kunne der jo være god grund til, for der var meget at kritisere de sekt-lignende Tvind-skoler for. Mange jurister og politikere f.eks. den senere Venstre-minister Birthe Rønn Hornbech advarede mod loven, som jo pludselig stillede lige præcis Tvinds skoler økonomisk anderledes end alle andre fri- og efterskoler i landet. Og de fik ret. I 1999 erklærede Højesteret loven for grundlovsstridig. Ministeriet havde optrådt som domstol over for skolerne. Det måtte ministeriet ikke.
Tvind-loven står tilbage som et eksempel på, at det galt at lovgive, så særlige grupper stilles dårligere end andre. Den anden sag er palæstinenserloven, hvor et flertal i det danske Folketing i 1992 valgte at give kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere, der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder. Det gjorde man bl.a. efter nogle kirkebesættelser, hvor palæstinensere havde demonstreret for at få asyl. De fik de så hvilket betød, at man lige pludselig ikke længere stillede alle asylsøgere principielt lige. Hvor andre - f.eks. iranere eller pakistanere - stadig skulle have deres sag individuelt behandlet, fik palæstinenserne kollektivt ret til ophold. Det kom senere frem, at mange af de 321 palæstinensere, der fik opholdstilladelse med loven, rejste frem og tilbage mellem Danmark og Libanon, selv om de blandt andet fik opholdstilladelse med henvisning til, at de var forfulgte i Libanon. Og i 2005 viste det sig, at integrationen af dem var mislykkedes. Langt de fleste af de 321 levede på det tidspunkt stadig af offentlig forsørgelse. Palæstinenserloven står tilbage som et eksempel på, at det er galt at lovgive, så bestemte grupper stilles bedre end andre. Gælder dette ikke også i ligestillingspolitikken? Det er i hvert fald et fundamentalt brud med alle principper i vores samfund, hvis man begynder at lovgive eller opstille regler særligt i forhold til kvinder eller særligt i forhold til mænd. Det man kalder positiv særbehandling. Det gælder f.eks. kravet om kvoter i forhold til bestyrelser, på valgopstillingslister eller i politisk valgte forsamlinger. Eller det gælder de omdiskuterede ordninger på læreanstalter, hvor det er særligt økonomisk fordelagtigt at ansætte kvindelige professorer. Det gælder sådan set også den danske regerings alternativ til den øremærkede barsel - nemlig i praksis at give mænd flere penge for at tage barsel end kvinder. Den slags er principielt altid en problematisk vej at betræde for et samfund. Det kaldes også favorisme. Det er ideen om, at en vej til at bekæmpe diskrimination så at sige er at diskriminere omvendt. Men hvis man gennemfører det, må man gøre sig klart, at det ER en kortslutning af alt det, vores frie samfund bygger på: Ligheden for loven. Det er et helt grundlæggende princip. For det fjerde må det være i orden at spørge, om det virkelig er Statens opgave at sikre, at ligestilling er lig med lige resultater? Eller om ligestilling ikke snarere må bygge på lige rettigheder, men ikke nødvendigvis på lige resultater. For stiller man krav om lige resultater, risikerer man at ende i et nyt kønstyranni, hvor man ikke længere ser på mennesket og borgeren som et suverænt individ, men i stedet som en brik i en kollektiv gruppe, hvis forhold man vil regulere med blikket udelukkende og stift rettet på, hvilket køn det er. Det har jeg og andre rejst som et grundlæggende problem ved statsfeminismen: At den med kravet om lige resultater lige meget barsel til kvinder og mænd, lige meget repræsentation bestemte steder, lige løn forstået på den måde, at
kvinder ikke må tjene mindre end mænd, uanset hvilke erhvervsvalg de foretager kommer til at ignorere mennesket og kun ser gruppen. Gruppen kvinder. Gruppen mænd. Når jeg for et par uger siden skrev i min avis, at jeg aldrig bliver feminist, var det mit argument: Jeg insisterer på at se mennesket før gruppen. Statsfeminismen ender meget let med at se gruppen før mennesket. Det betyder samtidig, at feminismen let gør det modsatte af, hvad den egentlig foregiver at ville. Feminismen påstår at arbejde for, at kønnet ikke betyder noget for et menneskes muligheder i livet. Men midlet, den tager i anvendelse for at nå dette mål, risikerer nemt at forstørre betydningen af netop det, man gerne vil neutralisere: Kønnet. Alt bliver pludselig et spørgsmål om køn. Alt defineres efter, hvordan en gruppe kvinder eller mænd gennemsnitligt agerer, og alle forklaringsmodeller tager sit udgangspunkt i kønnet. Feminismen vil neutralisere betydningen af kønnet, men ender med at forstørre betydningen af kønnet. Når kvinder som gruppe arbejder lidt færre timer ude og lidt flere timer i hjemmet, anvendes forklaringsmodellen køn som standardsvar på, hvorfor det er tilfældet, og den samme forklaringsmodel anvendes over for mænd. Denne kollektive forklaringsmodel trækkes så ned over hvert enkelt menneske, hver enkelt kvinde, hver enkelt mand og deres liv. Derved glemmer man, at virkeligheden for det meste en kompliceret sum af enkeltmenneskers handlinger og beslutninger, hvoraf nogle givet handler om køn, andre derimod om noget helt andet. Feminismen har standardsvaret på enhver målbar forskel mellem mænd og kvinder. Den skyldes kønnet, og det må den ikke. Derfor har feminismen også standardsvaret på, hvordan disse forskelle skal ophæves, nemlig med love og regler, som både mænd og kvinder som grupper og som individer må indordne sig under for at få kolonnerne til at stemme i det store ligestillingsregnskab. Hvad den enkelte kvinde og den enkelte mand har af overvejelser, motivationer og følelser bag sine valg, bliver dermed af mindre betydning. De må underordne sig hensynet til de kollektive omstændigheder i den gruppe, som er feminismens eksistensberettigelse. Uden gruppen, ingen sag. Hvilket jo er kernen i hele diskussion af f.eks. øremærket barsel. Og årsagen til, at jeg lidt provokerende har sagt, at man jo i stedet for at ville lade Staten bestemme, hvordan barselsperioden fordeles ude i familierne, kunne overveje at gå i den stik modsatte retning. Man kunne droppe den diskrimination, der består i, at en del af barselen her i Danmark er det 14 uger i forvejen er øremærket til kvinden. Når jeg nævner det, bliver jeg tit mødt med forfærdede blikke og forargede svar. Men hvorfor egentlig? Hvorfor er det, at Staten skal bestemme, at 14 ugers barsel er forbeholdt moderen, hvis man i en familie gerne vil fordele barslen lidt anderledes?
Men, sidder I måske og tænker, ham deroppe går han da ikke ind for ligestilling? Jo, det gør jeg. Det kan jeg svare klart ja til. Jeg går ind for ligestilling. Jeg går ind for et samfund, hvor mænd og kvinder har lige rettigheder og muligheder. Som ikke er præget af diskrimination. Hvor det er naturligt for mænd også at tage barsel. Men jeg forholder mig kritisk til et samfund, der forveksler ligestilling med lige resultater og dermed ikke længere respekterer det individuelle menneskes frie valg. Jeg forholder mig kritisk til et samfund, hvor man vil skyde genvej til de lige resultater ved at kortslutte grundlæggende principper om lighed for loven. Jeg forholder mig kritisk til et samfund, der vil bekæmpe én form for diskrimination ved at indføre en anden form for diskrimination. Jeg forholder mig kritisk til et samfund, der vil tage ansvaret fra det enkelte menneske og overlade det til Staten. Jeg forholder mig kritisk til et samfund, hvor Staten tiltager sig opgaven med at detailregulere sociale normer og menneskers omgang med hinanden. Indfører man sådan et samfund, kan det være, man kan finde frem til, at det på alle målbare parametre er blevet fint og flot ligestillet. Men omkostningerne og konsekvenserne kan blive uoverskuelige. Hvilket man bør overveje nøje, hvis man hører til dem der mener, at lighed for loven mellem mænd og kvinder ikke er tilstrækkeligt til at opnå lige præcis den slags lighed, man ønsker sig.