Bestemmer du over dit arbejde? eller bestemmer arbejdet over dig? Identitet og kompetencer i globaliseringen Børn og overvægt det er mere end usund levevis Coaching versus psykoterapi hvad er egentlig forskellen? 64 2006
psykologisk set Årgang 23, nummer 64, november 2006 ISSN: 0906-2483 ISBN: 87-7887-466-1//978-87-7887-591-4 Redaktionen, forfatterne og Frydenlund Illustrationer: Merete Høeg Lauersen Grafisk tilrettelæggelse: Vibe Skytte Grafisk produktion: Pozkal, Polen Redaktion Allan Westerling, cand.mag. og ph.d.-stipendiat på Roskilde Universitetscenter, Institut for Psykologi, Filosofi og Videnskabsteori (ansvarshavende redaktør). Nina Armand, afspændingspædagog og cand. psych. Ansat ved EU-projektet School of Tomorrow, Local Learning in a Global World. Konsulent på Socialt Udviklingscenter, SUS. Agnete Skov Husted-Andersen, cand.psych. Ansat ved det internationale HR konsulentfirma Cubiks. Rina Mai Mikkelsen, cand.psych. Ansat ved et dagbehandlingstilbud for børn i alderen 6-13 år og privatpraktiserende psykolog. Lars Paludan-Müller, stud.psych. Forfatter og freelance-underviser ved Roskilde Pædagogseminarium. Anfører for FC Zulu. Hjemmeside: www.psykologisk-set.dk Udgivelse Tidsskriftet udkommer 4 gange årligt. Abonnementspriser 2007: Normalabonnement: kr. 310,- (udland: kr. 410,-) Studenterabonnement: kr. 238,- (udland: kr. 338,-) Institutioner: kr. 440,- (udland: kr. 540,-) Medlemmer af forening, der har mere end 50 tilmeldte abonnenter: kr. 232,50 Alle abonnementspriser er inkl. moms. Porto udgør kr. 50,- af den samlede abonnementspris. Løssalg: kr. 95,- pr. nummer ekskl. porto. Abonnement og ekspedition Bogforlaget Frydenlund Hyskenstræde 10 1207 København K Tlf. +45 3393 2212 Fax +45 3393 2412 post@frydenlund.dk Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra dette blad eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser.
Leder: Friheden har selvfølgelig grænser... Af Lars Paludan-Müller 2 Har arbejdet taget magten? Af Pernille Rasmussen 4 Overvægt fordomme, forklaringer og forandringer Af Signe Rakel Sørensen 11 Identitet og interkulturel kompetence i en globaliseret verden Af Frida Nøddebo Nyrup 19 Kan du kende forskel på coaching og psykoterapi Af Ebbe Lavendt 27 64 2006
Friheden har selvfølgelig grænser 2 Frihedsbegrebet udgør de vestlige kulturers platform for tænkning og bevægelse. Rigtig mange samfundsmæssige anliggender baseres på idealet om frihed. Frihed handler om muligheden for at tænke og tale frit og om retten til selv at bestemme. Frihed handler også om at kunne bevæge sig frit og være den man være vil (så længe man handler inden for lovens rammer). I den vestlige verden ønsker vi at være fri af tvang, et forhold som historien indeholder gentagende eksempler på. Det er fint at have et ideal om frihed lad det indledningsvis være sagt! Spørgsmålet er blot, om der en grænse for, hvor psykisk frie vi har godt af at være? Hvis du allerede føler dig fri, giver det så mening at tale om mere frihed? Mennesket har mere end nogensinde før relativt frie muligheder for selv at bestemme realiteten, idet vi relativt frit skaber den selv. Jeg kunne være den første til at argumentere mod denne antagelse, for der er selvfølgelig nogle socioøkonomiske rammer, der sætter grænser for mange mennesker. Hertil kommer social arv, kønsforskelle, rutinearbejde etc., der også skaber bindinger. Men disse antydninger af ufrihed taler vi helst ikke for meget om i vores frihedselskende kultur, om end de har en stor betydning. Og når vi taler om dem, er det med det formål at frigøre os af de tyngende bånd. Erkendelsen af, at vi er designere af vores liv, er efterhånden bevidst for mange og måske en byrde for nogle?! Frigørelseskulturen blomstrer mere frodigt end nogensinde før. Selvudviklingskurser, coaching-tilbud, idealer om personlig karriere og frigørelse af vores personlige grænser er hverdagskost i selvrealiseringskulturen. Arbejdslivet, og efterhånden også dele af behandlingssektoren, er pakket ind i denne frigørelsesretorik, der konstant minder os om, at vi blot kan udvikle os og gøre os frie af vores psykologiske begrænsninger. Men kan vi nu også det? Min antagelse og påstand er, at friheden til at definere sig selv er relativ, og den bør være relativ i visse henseende. Groft sagt kan intet liv opretholde sig selv uden en vis grad af struktur. Mennesker, og dermed frihed, eksisterer ikke i et betingelsesløst univers og bør heller ikke gøre det. Vi bør altid være bundet, dvs. tilhøre og stå i relation, men vi bør også have vores frihed til at tænke, tale og være den, vi vil være. Der bør altså være tale om en balance. Men mere frihed til den frie er umiddelbart en absurd tanke. Det er frihed i en radikal udgave, hvor mennesket lukkes ud i en slags frihedens ingenmandsland, et vadested fyldt med tomhed som følge af relativisme og løsrivelse af strukturer. Jeg har mødt unge såvel som voksne mennesker, der føler sig alene i mange af livets valg. De er ikke bundet af en arbejds-, familie- eller studiestruktur, der holder dem fast, det meste er op til dem selv. De er ikke bundet af bestemte værdier eller faste holdninger fra deres omgivelser de kan stort set gøre, som de vil. De føler sig overladt til sig selv, men af forskellige årsager. De færdes i kulturen som nomader, nogle gange i stormvejr og andre gange i solskin. De er frie med erkendelsen af, at de bare kan udvikle sig i den retning, de vil, men de kan ikke samle sig sammen og tage fat, for enhver bevægelse er relativt ligegyldig, og de skal ikke
stå til regnskab over for nogen eller noget, ligesom ingen står til regnskab over for dem (ud over dem selv). Ofte savner disse mennesker en ramme, en struktur eller et sæt relativt faste værdier, der kan bestemme eller guide deres gøren og laden lidt mere. De har så meget frihed, de behøver ikke mere af den. Friheden er dermed ikke længere et ideal eller et mål i sig selv og et selvudviklingskursus til dem er måske frigørelse for frigørelsens skyld! Historisk set var skolen, arbejdet og kirken disciplinerede institutioner. Eleven eller arbejderen havde bare at makke ret og gøre, som der blev sagt. Disse disciplinerende strukturer har med tiden ændret karakter som beskrevet før, men noget tyder på, der i kølvandet er opstået et forvaltningsproblem for mange mennesker. De er begyndt at famle eksistentielt i realiteten. De opererer ofte ud fra en indbygget uvidenhed om de er på rette vej. Retningen var tidligere indlejret i de faste og normative strukturer og i de disciplinerede institutioner, der udgjorde en solid handlingsbestemmende kontekst. Som beskrevet tidligere er der en risiko for, at alt for opløste strukturer og manglende guidelines efterlader mange mennesker med et eksistentielt forvaltningsproblem. De indgydes dagligt, at de er under konstant identitetsmæssig konstruktion, som det ufærdige potentiale de nu engang er. Det følelsesmæssige problem, som let kan følge med denne retorik, er fornemmelsen af aldrig at være god nok, som du er. Du kan ende med, at føle dig utilstrækkelig, da du altid skal videre. Og dermed er du stadigvæk ikke fri, nu er du blot ufri af en anden grund, end tidligere samfundsformer medførte. Begrebet frihed går mere eller mindre igen i dette nummer af Psykologisk Set: Artiklen om arbejdsafhængighed handler om, når arbejdet bliver ufrit, fordi man bliver afhængig af det. Meget arbejde har mistet en række af de traditionelle grænser og kan udføres overalt, og dermed flyder arbejds- og privatlivet sammen. Hvad sker der, når arbejdet tager magten? Artiklen om Plus Kidz handler om overvægtige børn. Plus Kidz er et behandlingstilbud, der anerkender, at det er meget komplekse mekanismer, der skaber og fastholder børn som overvægtige. Dette syn skaber et anderledes behandlingstilbud, hvor fokus ikke er på formaninger om sund kost og motion, men i højere grad på pædagogiske og psykologiske tilbud til børnene og deres familier. Artiklen om identitet og interkulturel kompetence handler om, hvorfor kulturmødet kan være identitetsmæssigt svært, når forskellige opfattelser tørner sammen på den globale legeplads. Artiklen ser nærmere på begrebet kultur, identitet, individualitet, fællesskab, omprogrammering af identitet, selvet som konstruktion m.m. Det handler om at manifestere sig selv identitetsmæssigt med øje for det lokale og globale perspektiv. Til sidst bringer vi en artikel, som kan hjælpe med at bringe lidt klarhed i forhold til nogle af de mange tilbud, der eksisterer i selvudviklingens navn. Ebbe Lavendt forklarer, hvad der adskiller de to tilbud både set i forhold til udøveren, brugeren og formålene med tilbuddene. Tilbage er der blot at ønske god læsning. På vegne af redaktionen, Lars Paludan-Müller 3
Har arbejdet taget magten? Af Pernille Rasmussen 4 Vi danskere elsker at arbejde, og det kan være spændende, udfordrende og sjovt at engagere sig i jobbet. Nogle involverer sig dog så meget i arbejdet, at alt andet bliver skubbet i baggrunden. Det sker for både håndværkeren, konsulenten, læreren og Når arbejdet tager magten»det er lidt presset lige nu, men det bliver snart bedre«. Har du hørt dig selv sige sådan? Eller er det kærestens standardbemærkning, som du efterhånden er holdt op med at tro på? Mange oplever i disse år, at de mister kontrollen over deres arbejdsvaner, så jobbet kommer til at tage al deres tid. I dag er der rig mulighed for at arbejde hjemme eller være online hvor som helst. Man kan arbejde, uanset om man er i toget til Odense eller på en strand i Middelhavet. De mange fordele ved den fleksible måde at arbejde på og ved at kunne kommunikere med kunder og kollegaer i mobilen uanset tidspunktet kan dog nemt blive til ulemper, hvis man ikke er god til at sætte grænser for, hvor meget arbejdet må fylde, og hvornår det må invadere privatlivet. Arbejdsliv og andet liv flyder mere og mere sammen i disse år, og det kan derfor være en udfordring at værne om den frie tid og huske, at der er andre ting i livet end arbejde. Er du typen, der lige skal tjekke mailboxen, inden du går i seng? Eller har du fået for vane at sidde ved computeren i weekenden for at indhente det, du ikke nåede i ugens løb? Så er du måske ved at blive afhængig af arbejdet. Har arbejdet taget magten, har man svært ved at holde fri og slappe af. Dårlig samvittighed og rastløshed melder sig, når man ikke er beskæftiget med jobbet. Hjemme tænker man konstant på sit arbejde, og man er derfor ofte mentalt fraværende, når man er sammen med familie eller venner. Arbejdet har første prioritet og begynder gradvist at fylde så meget i livet, at der ikke er tid til familie, venner og fritidsinteresser. Sker det, er man inde i en ond cirkel, som kan være svær at bryde ud af. Og det kan få alvorlige konsekvenser. De, der er blevet afhængige af arbejde og her tænkes der ikke på den økonomiske afhængighed oplever at blive høje, når de presser sig selv og knokler mange timer i træk. Der er tale om et adrenalin-kick, der kan opleves som en rus. Der kan altså være en fysiologisk gevinst ved at arbejde hårdt. Desuden oplever mange, der gifter sig med jobbet, at de får anerkendelse via deres arbejde. Det kan være kunder, klienter eller lederen, der værdsætter én. Det kan også være anerkendelse i form af forfremmelse eller bonus. Arbejdsopgaver i hjemmet opleves af mange som kedelige, og indsatsen her tages som regel for givet af familien. Det giver altså ikke samme anerkendelse at bruge energien i hjemmet, og der er heller ikke samme prestige i dét som i karrieren. Hvem bliver arbejdsafhængig? Arbejdsafhængighed knytter sig hverken til ét bestemt køn eller nogle få faggrupper. Arbejdsafhængighed ses hos et bredt spektrum af faggrupper, og det kan lige så vel være folkeskolelæreren som direktøren, der er overinvolveret i jobbet på bekostning af andre livsaktiviteter.
Hvorfor er der nogle, der overinvolverer sig og bruger stort set al deres energi og vågne timer på at arbejde? I vores kultur beundrer vi disciplin, udholdenhed og præstation. Alt det der kendetegner dem, som vier deres liv til arbejdet. Derudover identificerer vi os i høj grad med jobbet. Vi viser, hvem vi er via vores arbejde og titel, og hver gang vi møder nye mennesker, er det første vi spørger om:»hvad laver du så?«. Derudover præger den protestantiske arbejdsmoral vores samfund. Det ligger dybt i os at arbejde, og arbejde betragtes som en værdi i sig selv. Udsagn som»lediggang er roden til alt ondt«er med til at understrege vores opfattelse af arbejdets betydning. Ifølge Paludan, som er direktør for Institut for Fremtidsforskning, vil 81% af danskerne arbejde, selv om de økonomisk havde mulighed for at lade være. Er arbejdsafhængighed et nyt fænomen? Er der tale om et nyt fænomen, eller har der altid været arbejdsafhængige? Begrebet workaholism dukkede første gang op i 1970, og i og med arbejdet i stigende grad er blevet grænseløst i tid og rum, blandt andet pga. teknologien, der gør det muligt for mange at arbejde hjemme, er der større risiko for, at arbejdet flyder ind over privatlivet. Tidligere var vores arbejde i høj grad afgrænset i tid og rum, men nu hvor de mange job i produktionsvirksomheder er outsourcet til andre lande, og mange ansatte i dag er såkaldte vidensarbejdere, er der større risiko for at udvikle afhængighed af arbejde. Derudover stilles der store krav om engagement i stillinger i dag, og en af måderne at vise det på er ved at arbejde mange timer. Høje krav om effektivitet, den globale konkurrence og omstruktureringer øger ofte arbejdsmængden, som kan gøre det svært at sætte grænser og afse tid til familie og privatliv. De psykologiske faktorer i arbejdsafhængighed Har man lavt selvværd, hvor man ikke føler, man er noget værd i sig selv, kan man ubevidst forsøge at rette op på det ved at være noget i kraft af sit job. Mange arbejdsafhængige har i virkeligheden lavt selvværd, selv om de har stor selvtillid, hvad deres job angår. De ved, at de kan noget på deres arbejde, men det ringe selvværd kan være grunden til, at de knokler og gerne vil præstere endnu mere. De prøver at få bedre selvværd ved at bevise over for sig selv og andre, at de er noget, fordi de kan noget. Det kan være, at de, der udvikler arbejdsafhængighed, er blevet skældt ud og kritiseret som børn for at være dovne. Derfor er de blevet aktive og forsøger som voksne at gøre alt, også deres job, perfekt. Et stort antal af dem der er arbejdsafhængige i svær grad har haft forældre, der selv var overinvolverede i jobbet og derfor sjældent til stede fysisk og mentalt. Forældre fungerer som rollemodeller, så selv om børnene var frustrerede over, at deres forældre altid var beskæftiget med arbejdet, risikerer de selv at kopiere denne adfærd som voksne. Ser man på svært arbejdsafhængiges barndom, korrelerer arbejdsafhængighed som voksen med en alkoholiseret far eller mor. Hos arbejdsafhængige har der således i mange tilfælde eksisteret afhængighedsproblematikker hos en eller begge forældre. Forskellige former for arbejdsafhængighed Arbejdsafhængige kan være meget forskellige. De kan inddeles i tre typer efter personlighedstræk, men i virkeligheden ser man tit en blanding af de tre typer. 5 Har arbejdet taget magten?
Den tvangsprægede: arbejder i et hektisk tempo og er helst i gang med flere ting på én gang. Denne type kan ikke styre sin arbejdstid, bliver angst når han ikke arbejder og udviser typisk begrænset kreativitet på jobbet. Han har ofte ikke den store glæde ved arbejdet og føler sig stresset en stor del af tiden, men fortsætter alligevel med at arbejde. Den perfektionistiske: er stresset og som regel utilfreds med både sig selv og jobbet. Han er konstant i gang med at arbejde og stræber efter et perfekt resultat. Den perfektionistiske fokuserer på detaljer og regler og har svært ved at afslutte en opgave, blandt andet fordi han er bange for, at der er fejl. Denne type er desuden meget konkurrencepræget og har derfor svært ved at arbejde i team. Den ambitiøse: er fokuseret på at præstere og vil gerne op af karriererangstigen. Personen er kreativ og samarbejder og tænker konstant på jobbet. Han yder mere end der forventes og kan være irriteret på kollegaer, der ikke er så arbejdsomme og ambitiøse. Hvilke tegn skal man være opmærksom på? Følgende advarselssignaler kan være en indikator på, at arbejdet er ved at tage magten: Du går mere op i dit arbejde end i din familie og alt andet. Dit hjem er blevet kontor nummer to. Du tager arbejde med, når du går i seng, er på ferie eller holder weekend. Arbejde er den aktivitet, du bedst kan lide at udføre og tale om. Din familie og dine venner er holdt op med at forvente, at du overholder dine aftaler. Du tager overarbejdet, fordi du frygter, at arbejdet ellers ikke bliver gjort. Du er bange for at miste dit job, hvis du ikke arbejder hårdt nok. Du bliver irriteret, hvis folk beder dig arbejde mindre. Du tænker på arbejdet når du kører bil, er ved at falde i søvn eller taler med andre mennesker. Du arbejder, mens du spiser. Hvilke konsekvenser er der? I USA har man allerede anerkendt arbejdsafhængighed (workaholism) som et problem. I Danmark taler vi indtil videre mest om stress, men det ville være relevant at undersøge, om årsagen til stress er arbejdsafhængighed. I så fald er stresshåndteringsteknikker eller ændringer på arbejdspladsen ikke hjælpsomme, så skal der tages fat i arbejdsafhængigheden, som er kilden til stress. Stress og arbejdsafhængighed hænger ofte sammen, fordi stress følger i kølvandet på arbejdsafhængighed. Der er imidlertid mange mennesker, som lider af stress, der ikke er afhængige af arbejde. En af grundene til, at arbejdsafhængighed skal tages alvorligt, er netop, at stress og udbrændthed ofte er et resultat af den store arbejdsmængde. Arbejdsafhængige har altså stor risiko for at blive fysisk syge pga. stress. De kan også brænde 7 Har arbejdet taget magten?
8 ud psykisk, ved at de hver dag føler sig trætte og udmattede. Måske mister de al energien og lysten til at gå på arbejde. Arbejdsafhængighed kan altså have nogle fysiske og psykiske konsekvenser for personen. Familielivet lider ofte overlast, når arbejdet kommer i første række. Det er umuligt både at være i gang med at arbejde og samtidig være nærværende i forhold til partner og børn. Det betyder, at familien lider under det fysiske og mentale fravær hos den, der arbejder overdrevent meget. Det er børn og ægtefælle, der betaler prisen. De, der er blevet afhængige af at arbejde, lover, at familien skal på ferie i påsken eller lover at holde fri i weekenden. Desværre kommer arbejde ofte i vejen, og fordi jobbet har første prioritet, aflyses aftalerne med familien. Ofte til stor frustration for dem derhjemme. Så ved de aldrig helt, hvor de har personen. Kommer han (eller hun) hjem til aftensmaden? Holder han, det han lovede? Familiemedlemmerne bliver gang på gang skuffede og føler ikke, de er vigtige. Det går ud over selvværdet at blive tilsidesat af sin far/mor eller partner, fordi kunder, kollegaer og arbejdsopgaver er vigtigere. På arbejdspladsen kan de, der arbejder overdrevent meget, ubevidst presse deres kollegaer til at gøre det samme. Det sker, hvis der bliver skabt nogle normer om at sidde længe på kontoret eller f.eks. at sende og svare mails i weekenden. Hvis ledelsen stort set altid arbejder, kan det ligeledes være med til at skabe en kultur, hvor medarbejderne yder mere og mere. Det sker blandt andet fordi lederne fungerer som rollemodeller for de ansatte. Konsekvensen ved at arbejde mange timer hver dag i en lang periode er desuden, at man bliver mindre effektiv. Træthed og koncentrationsbesvær nedsætter arbejdstempoet og kvaliteten. Når krop og psyke ikke får tilstrækkelig mulighed for at restituere og lade op, er der desuden stor risiko for at udvikle stress. De konsekvenser, der kan være ved stress, er mange, og gælder både fysiske, adfærdsmæssige og psykologiske problemer. I Japan, hvor arbejdsmoral, som de fleste ved, er meget høj, er det relativt nye fænomen karoshi dukket op. Karoshi betyder at dø af overanstrengelse pga. arbejde. Typisk er det mænd mellem 40 og 50 år, der rammes, og det sker ofte, mens de sidder ved deres skrivebord, at hjertet holder op med at slå. I Sverige er der registreret to tilfælde, men der er nødvendigvis også tilfælde i Danmark, vi har blot ikke givet det et navn endnu. Hvad kan man gøre? Det er nødvendigt at anerkende fænomenet arbejdsafhængighed og dernæst oplyse, fordi første skridt til en forståelse, der efterfølgende kan føre til handling, er viden. På den måde undgår man også en unuanceret diskussion og behandling af stressproblematikken, når årsagen til stress nogle gange skal findes i arbejdsafhængighed. Vi kan således undgå uhensigtsmæssig symptombehandling af stress og i højere grad koncentrere fokus omkring, hvad det er, der udløser stressen. Men hvordan finder vi balancen mellem arbejde og fritid? Hvor går grænsen mellem det sunde engagement og den overdrevne indsats og involvering i jobbet? Indtil videre er det i høj grad op til den enkelte at sætte grænser for, hvor meget arbejdet må fylde mentalt og tidsmæssigt. Men