Forandring og kontinuitet. Axel Steensbergs syn på Etnologi mellem Historie og Antropologi. Lene Otto, lektor i etnologi, Københavns Universitet Jeg vil som start på dagen gå 50 år tilbage i tiden for at se på den faglige debat, som det nye fag Kulturhistorie på Københavns universitet indgik i omkring 1954. De fleste er bekendt med det lobbyarbejde som Dansk Kulturhistorisk Museumsforening lavede, for at få faget oprettet, så der kunne uddannes kvalificerede museumsinspektører til landets kulturhistoriske museer, så det vil jeg lade ligge og koncentrere mig om de begrebsmæssige overvejelser og videnskabsteoretiske visioner som fagets første professor, Axel Steensberg (1906-1999) havde. Mit materiale er manuskripter, foredrag og artikler fra årene omkring fagets oprettelse på Københavns Universitet. Desværre har jeg ikke haft lejlighed til at gennemse hans private korrespondance vedr. oprettelsen af lektoratet, som jeg ved lige nu er ved at blive flyttet fra private hænder til arkivet på Nationalmuseets Nyere tid. I øvrigt er Axel Steensberg, af gode grunde, da han døde i 1999, den eneste af fagets hidtil tre professorer, der ikke er til stede i dag, og som derfor ikke kan tale for sig selv. Det vil jeg så gøre, hvilket nogle måske vil synes, at jeg ikke er den rette til. Da jeg begyndte at læse etnologi i 1983 var man for længst holdt op med at læse hans tekster, og jeg har kun mødt ham personligt ganske få gange. Så ét er i hvert fald sikkert der er ingen personlige erindringer der spærrer for udsigten. Efter at jeg nu i forskellige anledninger har haft lejlighed til at læse hans produktion mere intensivt, synes jeg egentlig at der også er en slående kontinuitet i etnologiens, og ikke kun det stort brud i 1970, som for mange af os er blevet måden faghistorien præsenteres på. Det er den ene grund til, at jeg har kaldt oplægget kontinuitet og forandring. Den anden grund er, at overvejelserne om, hvordan man forstår kultur som både stabil og foranderlig er en kontinuer problematik i faget, ligesom det er slående hvor stor kontinuitet, der er i de teoretiske inspirationskilder. Når Steensberg indkredser det nye fag kulturhistorie, ser han det tydeligvis som et fag, der står midt imellem antropologi og historie. Han var tilsyneladende meget optaget af historiefilosofi og af kulturbegrebet. Forskellige strukturelle forandringer på universitetet har betydet, at vi i dag ikke bare må forholde os teoretisk til disse fagligheder, men også konkret og på det personlige plan skal
vi samarbejde, derfor vil jeg i det følgende skitsere, hvordan Axel Steensberg så kulturhistorie/materiel folkelivsforskning/etnologi placeret mellem Historie og Antropologi og i høj grad gøre det med hans egne ord. Bygget op omkring en citatmosaik. Den kultur, som er kulturhistoriens genstand, omfatter både konserverende træk, dvs. vedligeholdelsen af skik og brug, det tillærte og vedtagne, men også en aktiv, dynamisk og bevidste udvikling. Det er denne syntese kulturhistoriens skal forsøge at indfange og det er vel også grunden til at Steensberg må hente sin inspiration både i historiefaget, der for ham er bedst til at forklare forandring, og i antropologien, der for Steensberg først og fremmest var Frans Boas-traditionen og ikke mindst dennes elev Herskovits, hvis hovedværk Man and his Works (1952), Steensberg ofte henviser til. Men som han også er kritisk over, fordi bogen opererer med et statisk kulturbegreb, kultur som den tillærte del af menneskets opførsel. Det mener Steensberg udelukker det dynamiske i kulturen. Han er i det hele taget ude efter antropologernes, synes han, ensidige fremhævelse af de stabiliserende faktorer i samfundet, de materielle og immaterielle vaner, der knytter mennesker sammen. Eksplicit nævner han Talcott Parson og Ruth Benedict. Sidstnævnte kritiseres for brugen af begrebet kulturmønstre fordi man uvilkårligt bringes til at tænke på noget statisk, noget fastlagt som en dekoration eller mønstret på et stykke tøj (1966: 42) Generelt opfatter han antropologien som mere spekulativ en Historie, det gælder dog ikke den feltarbejds-baserede antropologi. Men kultur kan dybest set ikke studeres uden et historisk perspektiv: I den del af verden, der savner historiske kilder, har etnologerne været frit stillet. De mærkede ikke den historiske verifikations klods om benet, hver gang de var ved at hæve sig fra jorden. og videre Der er næppe tvivl om, at de forskere, der arbejder udenfor Europa, kan lære af teoretiske overvejelser foretaget på grundlag af europæiske analyser. For i Europa vil det ofte være muligt at verificere udviklingen gennem forholdsvis lange tidsrum ved hjælp af skriftlige kilder og veloplyste museumsgenstande. (1968:5-6) Visionen Steensbergs vision var holistisk, og helhedssynet ser jeg som en klar kontinuitet i faget. Han sætter ikke det nye fags lys under en skæppe når han i 1954 proklamerer:
Den sammenlignende kulturforsknings omfang er i videste forstand alle de humanistiske fags materiale som helhed, men den søger tillige næring for sine synspunkter i en række af de naturhistoriske fag. Den er en syntese, der benytter en del af resultaterne af disse fags forskning med det formål at udforske betingelserne for dens forvandling. Det betyder naturligvis ikke, at kulturhistorikerens afhandlinger ikke beskæftiger sig med allehånde specialproblemer og detailundersøgelser. Men der må nødvendigvis bag den kulturhistoriske videnskabelige skoling ligge en meget bred orientering og et helhedssyn, der tager hensyn til de mangfoldige faktorer, der er med til at bestemme kulturudviklingen. (1954:150) Man kan sige, at Steensbergs vision for kulturhistorien var, at den skulle bidrage til den store narrativ, snarere end at den skulle bedrives som beskedne kulturhistorie, som er så populær i øjeblikket, hvor der lægges vægt på kontingens, kompleksitet, enkelttilfældet og det unormale. Det er tvivlsomt om Steensberg ville bifalde en kulturhistorie, hvor de enkeltstående cases indsamles, beskrives og dokumenteres ligesom museumsgenstande, for som han fremhæver flere gange: Søges en forklaring ikke, bliver historikeren antikvar, og etnologen ligeså. Man må ganske vist begynde med at samle ind og kritisere, men formålet er at skildre et forløb eller sammenhæng således, at det af læserne genkendes som noget væsentligt. (1963:3) Hvis man skal sættet en etikette på hans vision, må det være: Materialistisk kulturhistorie. Han tager i mange sammenhænge skarpt afstand fra Hartvig Frisch definition af kultur som vaner. For Steensberg er kultur ikke bare noget tillært, men i høj grad noget villet - en vilje til tilpasning og forandring. Kultur er noget der gøres - den praksis der gør brug af, former og forandrer den materielle verden med et bestemt formål for øje. Det er vel i virkeligheden den klassiske forståelse af kultur, colo; pleje og dyrke; altså både vedligeholde og forandre. Det ser han som en modsætning til antropologernes kulturbegreb, som det så ud i 1950 erne, som ikke er materielt og historisk forankret, men skabt til beskrivelse af fremmede verdensdeles folkeslag, hvor forudsætningerne er helt andre som følge af disse folks mangel på historiske kilder og omfattende arkæologiske undersøgelsesresultater (1963:4). Kulturudviklingens værksted er menneskers forhold til nyheder dvs. deres tilpasning til lokale forhold og øvrige kulturelementer, hvad der accepteres og forkastes. Derfor er det også begrebet miljø som han finder, er det eneste antropologiske lån, etnologien kan bruge. Miljøet er der hvor forandringen foregår i kraft af kreative, opfindsomme og arbejdsomme mennesker.
Materialismen og forestillingen om kultur som aktiv og ydende, betyder også, at han tager afstand fra idealistiske begreber som Volkskultur, tradition populaire, Høj- og lavkultur, Gesunkenes Kulturgut og ikke mindst Grundtvigs og folkehøjskolernes folkelighed. Han ville hellere se kulturen som bestående af de to indbyrdes afhængige grundkultur og overkultur. Eller producenter og forbrugere, men med den vigtige bemærkning at brug også er kulturskabende (1963:5). Hvilket jo ligger helt i tråd med moderne materielle kulturstudier i Daniel Miller traditionen. Den pointe, Steensberg ville have frem, og som vi i høj grad kan stå inde for i dag er, at der er ikke én stand, klasse eller livsform, der er kulturbærende. Inspirationskilder Axel Steensberg mente at kulturhistorie omfattede viden om og fornemmelse for den materielle kultur såvel som videnskabelig bredde. En kulturhistoriker kan ikke nøjes med en almindelig historieuddannelse suppleret med en mere kursorisk vejledning i den materielle kulturhistorie, i optegnelsesarbejde, typebestemmelse og datering, i historisk arkæologi og praktisk museumskundskab. De videnskabeligt indstillede, må lægge større vægt på den sammenlignende kulturhistorie og kende hovedproblemerne indenfor de videnskaber, hvorfra den sammenlignende kulturhistorie henter sit stof. Tilsyneladende var han velbevandret i mange forskellige teorier. Han taler for at bygge på erkendelsesteoriens formalisering snarere end på intuition, men taler imod overdreven teoretisering. Tingenes inderste væsen erkendes ikke ved hjælp af abstraktioner, som dog anerkendes som et nyttigt middel til at finde vej gennem tilværelsens brogede mangfoldighed. For som han formulerer det: vi kan godt vedtage abstrakte begreber som sort og hvidt. Men mellem dem ligger alle mulige nuancer. Det må man ikke glemme under sine teoretiske overvejelser; ellers kunne det gå os som biologen, der dræber livet under arbejdet med at udforske dets væsen. (1954:154) Steensberg var ikke direkte modstander af den anglo-amerikanske antropologiske påvirkning men han opfattede den europæiske etnologi som fortrinsvis historisk. I hans arbejde går det som en rød tråd, at han ikke opfatter historien som et produkt af tilfældigheder, men at kulturen udvikles i en fornuftig retning - den menneskelige kulturs vækst, som han udtrykker det med indirekte reference
til Hegel, som til gengæld får et langt afsnit i hans grundbog i Materiel Folkekultur fra 1968. Men egentlig lå denne udviklingsfilosofi vel til grund for alle de historiske fag i det 20 århundrede. Han var også meget inspireret af Louis Hjemslev overvejelser om anvendelsen af strukturelle metoder i de historiske videnskaber som han udviklede med udgangspunkt i hans bog omkring sprogteoriens grundlæggelse (1943). Han nævner ham i hvert fald i de mange foredrag han holder og artikler han skriver i de første år efter lektoratet i kulturhistorie blev oprettet. Han vender ofte tilbage til, at kulturhistorien handler om tolkning af tegn, dvs. kilder der kun kan tolkes ved hjælp af den struktur, de er bestanddele af. Derfor er alt en slags sprog, ikke bare trykte kilder men også materielle former, arkæologiske spor og endog geologiske aflejringer. Netop heri var han uenig med Hjelmslev, som hævdede at naturvidenskaben i modsætning til kulturvidenskaben ikke handlede om sprog og tegn. Steensbergs synspunkt var derimod, at også naturvidenskaben bygger på beretninger, som andre har affattet, ligesom kulturhistorien bygger på eksperimenter i hvert fald i Steensbergs vision: Og gør man sig den ulejlighed at trænge dybere ind i de materielle levns funktion, så man får blik for det præg, de har fået af arbejdet, kan man få temmelig meget at vide om deres samtids kulturtilstand. Dertil kommer, at de kan gøres til genstand for eksperimenter hvilket vanskeligere lader sig gøre med ledeforsteninger i geologien og med latinske termini fra middelalderen. (1963:2) I forhold til den forståelse af kulturhistorie som præger debatten aktuelt jeg tænker på opfattelsen af at kulturhistorie er mere sensitiv, tættere på det levede liv og narrativ snarere end videnskabelig, er det allermest overraskende ved læsningen af de 50 år gamle tanker herom for 50 år siden, at det nærmest er det modsatte synspunkt, der gjorde sig gældende: Ifølge Steensberg beskæftiger historiefaget sig med det tilfældige, det som igangsættes af personer, der bevidst foretager valg og har missioner. Den kan ikke generaliseres eller gøres videnskabeligt, men fungerer som menneskehedens erindring (1954:149), hvorimod kulturhistorien bygger i højere grad på massebegivenheder og er for så vidt derfor mere taknemmelig set fra den sammenlignende videnskabs synspunkt (1954:149). For at komme fri af det individuelle, som er kunstens område, mente han, at kulturhistorien skulle lade sig inspirere af lingvistisk metode. Det uddyber han på den måde, at man skal opstille erkendelsesteoretisk relevante definitioner af de begreber, man arbejder med, ligesom man ved indførelsen af en række abstrakte symboler kunne
gøre sine slutninger mere sammenlignelige og almene. (1954:152) Han erkender det vanskelige i dette, men fortsætter: Men selv om historikerne måske kan få vanskeligt ved at overtage lingvistikkens abstrakte behandlingsmåde, så kan i hvert fald kulturhistorikerne bestræbe sig for at gøre deres forskning mere eksakt og samtidig mere almen. (1954:153) I hans forståelse er det historiefagets opgave at forklare enkeltpersoners handlinger, mens kulturhistorien beskæftiger sig med kulturens processer, hvilket er mere videnskabeligt. Historikeren er i højere grad end etnologen afhængig af skriftlige kilder, og mange af hans kilder drejer sig om affektbetonede handlinger. Selv når etnologen bruger skriftlige kilder, er han i den heldige situation, at de processer, han vil have rede på, i reglen ikke har været så affektbetonede som de begivenheder, historikerne beretter om. Og for at have værdi som kilder for etnologen skal de helst være hinanden så lig, at man kan sige, at de er normale eller typiske foreteelser, medens historikeren med forkærlighed beskæftiger sig med det einmalige ligesom kunsten, og meden historikeren søger at finde ud af visse afgørende begivenheders forløb og derfor fortrinsvis anvender officielle dokumenter parret med fremtrædende aktørers vidnesbyrd, søger etnologen at fæstne begivenheder, der for en historiker i reglen forekommer ganske betydningsløs, til papiret. Det vil sige begivenheder, der kun kan tillægges betydning i kraft af, at de gentog sig med betydelig regelmæssighed år efter år indenfor store befolkningsgrupper. (1963:3) Afslutning: Man må konstatere, at den sammenlignende kulturforskning ikke kender til nogen bestemt afgrænsning overfor andre videnskaber. Dens dyrkere bør ikke være født med skyklapper på. (1954) Det som Steensberg bringer ind i debatten om kulturhistorie og som stadig er aktuelt er: Den materielle side af kulturbegrebet Kultur som både vedvarende og foranderlig det statisk og det dynamiske Kulturhistorien som tilfældig eller med retning Kulturhistorie som synteseskrivning og/eller omhandlende enkelttilfældet
Referencer: Axel Steensberg: Kulturhistorie som universitetsfag. Foredrag holdt ved Dansk Historisk Fællesforenings og Dansk Kulturhistorisk Museumsforenings årsmøde i København 27. august 1954. Fortid og Nutid 1955: 143-158. Axel Steensberg: Undervisningen i materiel folkekultur og museerne. Fortid og Nutid 1957 Axel Steensberg: Etnologien som historisk videnskab. Manus til den 16. nordiske folkelivs- og folkeminnegranskarkongress i Rörås, august 1963 Axel Steensberg: Om begrebet kultur. I: Festskrift tillägnad K. Rob. V. Wikman på hans åttioårsdag den 20. maj 1966. Åbo 1966. Axel Steensberg: Materiel Folkekultur. En foreløbig oversigt over teorierne om kulturens væsen og metoderne til dens udforskning. MS. Institut for europæisk folkelivsforskning. 1968