SOCIAL KONSTRUKTION - ind i samtalen

Transkript

1 Kenneth & Mary Gerken (2005) SOCIAL KONSTRUKTION - ind i samtalen den kl. 8:31 Søren Moldrup side 1 af 5 sider

2 1. Dramaet i socialkonstruktionisme En dramatisk transformation finder sted i idéernes verden. Tro afprøves alle steder. Der er mange navne for denne revolution i tænkning og praksis. Udtryk som postempirisme, post-oplysning og postmodernisme er ofte blandt dem. Dog er begrebet social konstruktion indvævet i alle disse diskurser dvs. hvordan betydninger dannes gennem de aktiviteter, vi samarbejder om. Mens social konstruktion hverken er udarbejdet af enhver enkeltperson eller gruppe, eller er særegen og afgrænset, er der en betydelig udveksling på tværs af fællesskaber. Spændinger og usikkerhed betragtes ikke som en fare, for det at skabe en endelig sandhed, en fundamental logik, en værdikodeks eller en liste, over fremgangsmåder ville være i modstrid med selve den udvikling af idéer, som socialkonstruktionister kæmper for. Socialkonstruktionismen pointerer, at verden konstrueres i relationer og ikke i de enkelte individer. Socialkonstruktionismen er baseret på én grundlæggende idé, der er enkel og ligetil: Alt, hvad vi regner for virkeligt, er socialt konstrueret. Eller sagt mere dramatisk: Intet er virkeligt, før folk er enige om, at det er det! I bredere forstand kan man sige, at mens vi kommunikerer med hinanden, kommunikerer vi den verden, vi lever i. Forbliver vi i vore vante traditioner, kan livet fortsætte som sædvanlig. Så længe vi skelner mellem velkendte ting fx mellem mænd og kvinder; mellem rig og fattig eller mellem uddannet og ikkeuddannet så vil livet blive ved med at være forholdsvis forudsigeligt. Men der kan også sættes spørgsmålstegn ved alt det, vi tager for givet. For konstruktionisten er vores handlinger ikke begrænset af noget, der traditionelt opfattes som sandt, rationelt eller rigtigt. Foran os har vi et stort spektrum af muligheder, en konstant opfordring til fornyelse. Udtryk giver kun mening, når folk foretager sig bestemte ting med bestemte genstand. Det betyder også, at de orde, vi bruger, giver andre besked om handlinger, de skal udføre. Konstruktionisten skal altid lytte til 2 ting, nemlig (1) indhold og (2) konsekevns. Med Wittgensteins ord er vore sprogspil indfældet i bredere handlingsmønstre, som han kalder livsformer. Faktisk er biologer, frisører og bankdirektører deltager i forskellige livsformer. Ord er med til at holde deres forskellige livsformer sammen, og livsformerne giver samtidig ordene deres betydning. Og disse livsformer begynder at danne grænserne for vores verdener. Vi bør alle være enige om kendsgerningern, men enhver har ret til at have sine egne værdier. Socialkonstruktionisterne sætter spørgsmålstegn ved denne vedtagne skelnen. Set fra et konstruktionistisk perspektiv kan alt være af værdi for en eller anden gruppe. Konstruktionistiske idéer lægger op til en radikal pluralisme, dvs. en åbenhed over for mange måder at benævne og værdisætte på. Da der ikke er noget grundlag for at hævde, at ens egen tradition er den bedste, opfordres man til at forholde sig med nysgerrighed og respekt over for andres. Hvad kan andre traditioner byde på, som ikke findes i ens egen? Hvad kan vores egen komme med, som kunne være af værdi for andre? Udfordringen består ikke i at finde den eneste rigtige måde men i at skabe relationer, hvor vi i samarbejde kan opbygge vores fremtid. Konstruktionismen lægger op til at eliminere de traditionelle modsætninger: Naturvidenskab contra relition. I stedet bevæger vi os mod et både-og-samfund, hvor vi ud fra flere perspektiver kan udforske de positive og negative konsekvenser af hver tilgang. 2. Fra kritik til rekonstruktion I modsætning til sandhedssøgerne foretrækker konstruktionister en konstant åben dialog, hvor der altid er plads til endnu en stemme, en vision og en revision, samt yderligere udvidelse af feltet. den kl. 8:31 Søren Moldrup side 2 af 5 sider

3 Som vi skal se, er konstruktionismen tilhænger af at udskifte individet, som kilde til mening, med relationer. Mere positivt udforsker vi til sidst nye forsøg på at konstruere idéen om selvet. Ligesom konstruktionistiske idéer bliver stadig mere udbredte, øges den kritiske refleksion over vores dagligdag. Hvorfor? Fordi vi erkender, at enhver udtalelse om tingenes natur uanset talerens status, fortjenester eller tilsyneladende genialitet bare er én måde at sige det på. Og at vi erkender, at det kunne være anderledes. Er der noget mere indlysende, end at vores sociale verden udgøres af enkeltindivider, der hver især ejer evnen til at træffe velovervejede beslutninger. Men for konstruktionisten er det ikke så indlysende, at individet er en bevidst beslutningstager. Da vi regner med, at enhver tænker på sig selv, behøver vi moralsk uddannelse i at tage os af andre. Faktisk er det set fra et konstruktionistisk vinkel relationer og ikke individer, der er samfundets fundament. Lad os ikke focusere på betydningen inde i hovedet, men på hvordan betydninger dannes i relationer. Vi bevæger os fra inde i til imellem. For at man overhovedet kan kommunikere, må andre tillægge det, man siger, en betydning. Kombinerer man de første to forslag, fremgår det, at betydningen ikke findes hos nogen af individerne, men kun i deres relation. Både handlingen og svaret må koordineres, for at det skal give mening. Enhver opfølgning fungerer 2 gange: Først ved at give de, der er sket, betydning. Og dernæst som en handling, der også kræver opfølgning. Den betydning, handlingen giver, træder faktisk først i kraft, når den følges op. Man kan sige, at vi lever vores liv dialogisk: Vi kan kun få noget til at give mening i kraft af det, der er gået forud, og det der følger efter. Uden relationel koordination er ytringerne tomme. At sige, at diskursen om bevidsthed fødes i dialog, er det samme som at sige, at dens betydning afhænger af, hvordan den bruges socialt. 3. Social konstruktion og professionel praksis Arbejdet med at lindre folks lidelser er ikke let, og jagten på den bedste terapiform holder aldrig op. Forskellige mennesker kræver forskellige metoder. Narrativ terapi handler om genfortælling af livshistorier. Vi forstår stort set vores liv som historier, hvor vi selv spiller hovedrollen. Narrative terapeuter tror, at man ved at genskabe historien om sit eget liv kan omdanne problemer, fortælle nye historier og åbne for nye måder at handle på. Korte og løsningsorienterede terapier handler om ordmagi. Når man set fra et konstruktionistisk perspektiv taler alvorligt om et problem, bliver dette problem eme og mere virkeligt og skræmmende. Focusering på en positiv fremtid i stedet for en dårlig gammel fortid danner grundlag for mere aktive skridt mod forandring. Tag fx det såkaldte mirakelspørgsmål : Hvad ville du gøre i morgen, hvis du vågnede og problemet var væk. Traditionelle terapiretninger baserer sig på ekspertviden. I den ikke vidende holdning, derimod, er terapeutens rettesnor en intens nysgerrighed efter at høre, hvad familiemedlemmer siger, og hvordan de konstruerer deres verden. Relationelt lederskab opstår, når folk i indbyrdes dialog skaber lederroller og lederaktiviteter. Lederskab skal forstås: Ikke som noget ledere har, men som et aspekt ved fællesskabet. den kl. 8:31 Søren Moldrup side 3 af 5 sider

4 Organisationsverdenen er oversvømmet med problemer. Problemsnak giver kun problemer. David Cooperrider ( opfinderen af AI) siger at det mest frugtbare en gruppe kan gøre, hvis den bevidst vil konstruere en bedre fremtid, er at finde ind til et systems positive kerne og så gøre den til hvermands helt synlige eje Konstruktivistisk undervisning handler ikke om at fylde viden på vore studerende, men om at forsyne holdet med ressourcer, der kan få de studerende til at indgå i nye dialoger. Når folk indordner sig efter hinanden, kommer de frem til et fælles sprog om det sande og det gode. Samtidig skaber denne dannelse af os og vores måde at gøre tingene på et rum uden for til dem og deres måde. Mennesker med en bestemt tradition kommer let til at betragte dem udenfor som forkerte, menidreværdige og ikke-ønskede. Når vi har samme syn på dette sande og det gode, er der evig idyl. Men når du ser det på din måde og jeg ser det på min, så opstår der problemer med, at det enten er dig eller mig! Anlægger man et konstruktionistisk perspektiv på konflikter, undgår man spørgsmålet om, hvem der i sidste instans har ret. Skal vi ud over konflikten, må vi undersøge, hvordan man trækker de to forskellige synsmåder tættere dammen. Deltagerne bliver ikke bedt om at ændre indstilling. Men de bliver i stand til at se med større forståelse på den anden side. 4. Forskning som konstruerende praksis Traditionelt har søgen efter viden været tæt forbundet med søgen efter sandheden. I modsætning til denne tradition forstår konstruktionister viden som et produkt af særlige fællesskaber med specielle antagelser, tro og værdier. Der er ingen sandhed for alle. Den socialkonstruktionistiske udfordring er at nedbryde faggrænser. Vores bedste muligheder ligger i tværfaglig samtale, den type dialog, der lader en mangfoldighed af virkeligheder og værdier krydse hinanden. Fra en konstruktionistisk vinkel giver metoderne os ikke refleksioner over naturen, men skaber snarere det, vi forstår ved naturen. Hvis vi forstå sandheden som noget, vi har skabt i fællesskab, så udfordres vi til at se videnskabelige artikler som en måde at forholde os på inden for et fællesskab. I dette lys kan vi forstå den traditionelle videnskabelige skriveform som én ud af mange udtryksformer, der passer til bestemte formål. I traditionel forskning observerer samfundsforskeren og drager konklusioner om andre, deres motiver, problemer, vaner, relationer o.s.v. Konstruktionisten spørger imidlertid: Hvorfor lader vi ikke folk tale med deres egen stemme?. En god måde at give stemmer til forsøgspersoner er gennem narrative metoder. Michael Foucault gjorde opmærksom på, at forskellige fællesskaber danner disciplinære regimer. Et disciplinært regime er et sæt regler, som vi lærer, og som regulerer vores opførsel og udtryk. Men discipliner gør os også blinde for det, som er udenfor. En af de vigtigste forskelle mellem den forskning, der bedrives af traditionalister, og den, der udføres af konstruktionister, er deres modsatrettede syn på personlig og social forandring. Traditionel forskning har en tendens til at forudsætte en høj grad af stabilitet i menneskers opførsel. Konstruktionister, derimod, understreger menneskers potentiale for forandring; fordi de ser former for kulturelt liv holdt sammen af fælles betydninger og værdier med forvandling i diskurs og værdier kan det kulturelle liv ændre sig drastisk. den kl. 8:31 Søren Moldrup side 4 af 5 sider

5 5. Fra kritik til samarbejde For mange menneske er konstruktionistiske idéer dybt foruroligende. De sætter spørgsmålstegn ved de virkeligheder, der er centrale i dagligdagen uden at stille med et klart alternativ. Mange hører alarmklokker, fordi konstruktionismen tilsyneladende underminerer alle former for tro. Ifølge konstruktionismen klager de kan vi ikke regne med, at naturvidenskaben siger sandheden. Det er kun en fortælling. Men konstruktionismen har ikke til hensigt at opgive noget, der kaldes sandhed. Vi får bare i stedet mulighed for at se alle mulige slags sandhed som født af relationer i særlige kulturelle og historiske betingelser. Konstruktionistisk meta-teori kræver ikke nogen bestemt måde at forstå verden på, og derfor kan man udforske det potentiale, der findes i de eksisterende versioner. De fleste af os betragter jo krop og sjæl som en del af dagligdagens virkelighed, og der er ingen krav om, at konstruktionister skal holde op med det! den kl. 8:31 Søren Moldrup side 5 af 5 sider