1. Indledning Omkring 13 millioner døde eller blev meldt savnet i den 1. verdenskrig på de fire år den varede, og over tre gange så mange blev enten såret eller meldt savnet efterfølgende. Det blev dengang en hel verden der kom i krig, så mange lande deltog på den ene eller den anden måde i krigen. Fra sidst i juli til midten af august 1914 erklærede flere lande i Europa hinanden krig. Der var rigtig mange frivillige, langt flere end forventet, som meldte sig til militærtjeneste i starten af 1. Verdenskrig. De ville kæmpe for deres lands bedste. I begyndelsen lignede 1. verdenskrig, de krige man havde set tidligere, hvor fronten hele tiden var i bevægelse. Rimelig hurtigt forandrede det sig dog til en ny slags krig, man ikke havde set så tit før. Det blev til en skyttegravskrig. Fronten kom til at stå stille og det endte med fire år i skyttegravene, hvor soldaterne i hærene lå overfor hinanden og prøvede at bryde ind til fjenden. Jeg vil fokusere på, hvordan folket så 1. verdenskrig og soldaternes oplevelse af krigen, hvilke tanker og følelser, der gik igennem soldaterne i skyttegravene. Derfor har jeg fået stillet følgende opgaveformulering: Soldaterliv under 1. verdenskrig I denne større skriftlige opgave i historie skal jeg give en: Kort redegørelse for holdninger til krig i Europa i perioden op til 1. verdenskrig samt for stemningen i Europa ved krigens udbrud Analyse af selvvalgte soldaterberetninger med henblik på at indkredse livet ved fronten fx forholdet til soldaterkammerater, befalingsmænd og livet med afsavn under krigens gru Diskussion af, hvad der karakteriserede 1. verdenskrig og gør denne krig til noget specielt 1
2. Redegørelse af stemningen i Europa Holdninger til Krigen Holdningen til krig i lige op til begyndelsen af 1. verdenskrig beskrives af den engelske premierminister Herbert Asquith, som skræmmende stimulerende men også hektisk. En gruppe af mennesker samledes på gaderne dagene efter erklæringen af den helt nyudbrudte krig mellem Tyskland og Rusland. De ønskede at finde ud af Englands deltagelse i krigen, på den ene eller anden måde. Premierministeren føler dog, at der er lidt for stor begejstring hos folket. Han syntes, at de tog lidt for letsindig på selve forståelsen ved krig. Dog havde nogle af de engelske forfattere, et årti tidligere, haft sine forestillinger om krig i nærmeste fremtid. De så for sig, at England ville tabe krige og miste sin styrke. Det viste også en del nervøsitet overfor kommende krige i den engelske befolkning. 1 England, som helhed af en stormagt, gjorde deres bedste for at undgå krigen. De havde for meget at miste. Uanset om England valgte at deltage eller ej, kom de til at lide under krigen. For at have noget at sige under krigen, var de næsten presset til en deltagelse. Ellers kunne de miste deres ære og interesser i Belgiens uafhængighed og neutralitet, kampen om kolonier og magten på havet og det ønskede de bestemt ikke. 2 I Frankrig virkede de lidt mere parate på 1. Verdenskrig. De fokuserede på Tyskland som fjenden. De havde noget de skulle have gjort op med Tyskland. Frankrig ønskede revanche for tidligere nederlag og ville tilbageerobre det tabte fra den seneste krig. Hævn var altafgørende for Frankrig på daværende tidspunkt. Da Østrig erklærede Serbien krig, var Frankrig nærmest allerede indblandet på grund af deres militæraftale med Rusland og Ruslands militæraftale med Serbien. Flere franskmænd fra tiden før, var præget af forestillingen om romantisk krig og ikke den moderne mere grimme krig. Folk var mere vant til sæsonkrige og havde aldrig troet denne krig, ville vare så længe, som den gjorde. Man var stolt som kommende fransk soldat i kampen mod Tyskland. Militæret både i Rusland og Frankrig viste styrke og duelighed, og det gav 1 Jensen, s. 8 og Klos, s. 23 2 Jensen, s. 14-16 2
selvfølgelig lidt mere gejst, at begge parter havde noget de skulle bevise, da de havde tabt deres seneste krige. 3 Tyskland var klar på krigen. De havde planlagt og ventet længe på den kommende krig. Inden alle krigserklæringerne havde der dog været nogle eksempler på fredsdemonstrationer i Tyskland, men i takt med krigens udbrud forsvandt forsigtigheden, og ivrigheden tog langsomt over. Selv de unge, der måske oprindeligt ikke gik ind for krig, fik en sær og anderledes følelse inden i. I takt med de så, hele nationen ændre sig, og alle opførte sig, som om de var i familie, opstod der en mere positiv tankegang hos dem omkring krig. Det grundes det fællesskab tyskerne fik sammen. 4 Stemningen blandt befolkningen ved krigens udbrud En ung tysk gymnasieelev ved navn Carl Zuckmayer, som aldrig havde set sig selv deltage aktivt i en krig, fortæller om, hvordan hans følelse til krig indvendigt forandredes i takt med de militære forberedelser. Han fornemmede en stolthed og munterhed over den kommende krigserklæring. Han blev ét med fællesskabet og følte det var hans skæbne overfor nationen. Han var ikke den eneste med den følelse, alle drengene fra hans klasse, havde det på samme måde. De ville alle melde sig til tjeneste. Ingen følte sig presset til det, det kom helt naturligt for dem. Nærmest over en nat havde hele deres opfattelse om og holdning til krig, ændret sig radikalt. De helt unge skulle nu være med til at lægge blod til deres nations overlevelse. De var ikke bange, men ligeså begejstrede som resten af Tyskland. De blev ramt af stemningen i den tyske befolkning, uden at have en fornemmelse for, hvad de gik ind til. Krigen stillede skarpt på modsætningen mellem liv og død, kærlighed og had, glæde og sorg og det skabte en følelse af samvær og fællesskab. 5 En engelsk digters følelser bliver beskrevet ved krigsudbruddet, som forvirrede. Manden hed Rupert Brooke og var 27 år gammel. Han havde et brændende ønske om at blive gift og starte familie, men det ændrede sig, da krigen kom. Han skulle igennem nogle erkendelsesprocesser, før han kunne se sig selv i noget så kynisk som i en krig. Han var trods alt digter og hans styrke 3 Klos, s. 24 og 29 4 Jensen, s. 24-26 5 Zuckmayer, og Jensen, s. 24-26 3
havde altid ligget i de følelsesmæssige formuleringer. Da han lige havde fået at vide, at krigen var i gang, blev han meget deprimeret og senere forvirret og ubeslutsom. Han kunne ikke forholde sig til, den måde hans tankegang ændredes. Der opstod en kærlighed for hans land England, som han ikke vidste han besad. Han var klar over, at når kampene begyndte, var han nødt til at deltage. På den ene eller den anden måde. Det ville blive et helvede uanset om han var med eller ej og han besluttede, at hans land behøvede ham i den krig. Det gjorde ham glad indeni at kunne tjene sit land. Der var pludselig mål og mening med tilværelse og det der skræmte ham mest var, at noget så grusomt som krig kunne gøre ham glad indeni. 6 England havde ikke forventet så stor krigsbegejstring blandt befolkningen. Den militære ledelse og hæren kunne slet ikke følge med den store tilstrømning af frivillige. 7 De enkelte i henholdsvis Tysklands og Englands befolkning, havde vidt forskellige årsager til at gå i krig. I Tyskland handlede det for befolkningen og soldaterne meget om den nationale følelse. De blev en del af noget helt unikt, i dét de valgte at melde sig til tjeneste. Det blev et massesymbol for noget specielt og gjorde krigen til noget mere positivt, fordi de fik så stærkt et fællesskab. Hvorimod man i England ikke ville få den store udløsning af at lægge sig selv til side for fællesskabet. Der var det mere den enkelte, der gjorde op med sig, om de følte for det eller ej. Man kan næsten sige, at det var gentleman-genet, der gik ind og påvirkede den enkeltes beslutning om de burde eller ikke burde være en del af krigen. Selv dem der normalt ikke følte de var den store gentleman, kunne overraskende få følelsen og blive påvirket af de idealer, hvilket var afgørende for deres beslutning om krigsdeltagelse. 8 3. Livet ved fronten Dagligdagen for soldaterne Soldaterne var ikke uafbrudt i kamp mod fjenden. Dagligdagen var faktisk mere præget af en masse ventetid. Nogle sagde sågar at soldaterne var blevet til en flok ventemaskiner. De ventede 6 Brooke, og Jensen, s. 29-31 7 Klos, s. 92 8 Jensen, s. 31-34 4
på alting. De ventede på maden, posten, afløsningen, orloven, arbejdet og selv angrebene. Maden var som sådan ikke værd at vente på. Den var som regel ikke specielt god. Hvis der blev serveret alkohol til soldaterne, var det ofte et signal om, at generalerne forberedte dem på et angreb. Det blev brugt til at dulme frygten og nervøsiteten op til angrebet. Alkohol var i det hele taget med til at gøre dagligdagen lidt bedre og sammen med tobakken, hjalp det med at berolige nerver og dæmpe sulten. 9 Det var en meget ensformig hverdag, som kun blev afbrudt af de morderiske ekstremer, som at være i direkte krig mod fjenden. Generalerne var godt klar over soldaternes kedsomhed, og at de skulle holdes i gang, for ikke at blive helt dovne. Der blev arrangeret gudstjenester, teaterforestillinger, undervisning, skyttegravsaviser, med mere, for at underholde soldaterne. Det var nyttigt for dem, men det der virkelig fyldte noget i soldaterne, var at holde kontakten med hjemmet. Posten var vigtig, selvom deres breve og postkort blev kontrolleret af censuren, for at sikre sig det ikke indeholdt militære oplysninger. Det var hårdt for familierne, da soldaterne meget sjældent kunne få orlov. Savnet til hjemmet, og fra hjemmet til den udsendte var ulideligt. Derfor var brevene yderst vigtige, for det var soldaternes eneste mulighed, for at høre om noget andet end skud og drama, og familiens eneste mulighed for at høre, om deres kære stadig var i live. 10 Soldaterne ved fronten sagde også farvel til al hygiejne og renhed, i det de meldte sig i hæren. De blev plaget af lus, lopper og rotter, og de smittede soldaterne med frygtelige sygdomme, såsom skyttegravsfeber og skyttegravsfødder. Dette kunne gøre dem ude af stand til at kæmpe i op til 12 uger. Forholdene var uudholdelige, skyttegravene var små og stank og de fleste soldater tvivlede på, om de havde truffet den rigtige beslutning, da de meldte sig til tjeneste i første omgang. 11 Analyse af beretningen Angrebet af R.H. Tawney 9 Klos, s. 97-98 10 Klos, s. 97-98 11 Klos, s. 97-98 5
Jeg har valgt en soldaterberetning af den engelske sergent R.H. Tawney, for at vise en situation, hvor soldaterne kæmpede i skyttegravene. Teksten hedder Angrebet. 12 Tawney var med i angrebet ved frontens sydlige del under krigen, stykket mellem Fricourt og Mametz. Det var her, ham og hans bataljon skulle forsøge sig over ingenmandsland og frem til den første tyske linje, efter lang tids venten. Teksten viser bl.a., hvordan soldaternes jeg kom i første række. De reddede først sig selv, dernæst kunne de overveje, om de havde ressourcer til at redde andre. I begyndelse af denne tekst gives et indblik i, hvordan sergenten måtte gøre det rædsomme og vælge den sårede fra, fordi de ikke havde plads i skyttegraven. Der var i det hele taget ikke mulighed for ret meget hensynstagen i skyttegravene. De skulle efter bedste evne holde tidsplanen. Selv hvis deres mænd blev såret, skulle de holde angrebet, for ved forsinkelser havde tyskerne mulighed for at genindtage deres ellers tabte skyttegrave. Det var en ordre. To soldater blev ramt og såret lige inden de skulle mod næste mål. Sergenten var bare lettet over, der ikke var noget de kunne gøre for dem, så de kunne fortsætte forløbet uden yderligere forsinkelser. Der var ingen tid til behandling eller omsorg, det var videre mod det næste. Det næste blev så uheldigvis et område med maskingeværild. Alle mand kastede sig på en og samme tid, nogle blev ramt, andre søgte dækning i de nærmeste huller i jorden, bag træer og lignende. Tawney nåede aldrig at få et overblik over mængden af faldne mand. Han skulle bare skyde tyskere i sekunderne oven på den voldsomme overraskelse. Som han selv beskriver det, monsteret kom frem i ham, og han skulle bare nyde at ødelægge. Jeg ved ikke, hvor mange andre end soldater, der kan acceptere at slå andre ihjel på den måde. De blev nødt til at acceptere at slå andre ihjel, for det var det man skulle som soldat i skyttegravene. Det var en stor del af deres hverdag at bekæmpe deres fjerner. Krigen var kynisk på den måde. Tawney fik ram på alle tyskerne foran ham, undtagen en. Det gjorde ham forvirret og vred. De følelser, ville andre måske allerede have haft, da en stor del af hans enhed blev skudt. Men på grund af den barske hverdag, soldaterne i skyttegravene levede, var det næsten værre for ham at ramme ved siden af, end at miste en kammerat. Man kan sige, han var næsten mere vant til at miste soldaterkammerater end ikke at ramme tyskere. 12 Jensen, s. 46-49, vedlagt bilag 1 6
Omkring Tawney lå der sårede eller døde kammerater. Han prøvede at samle dem der var noget værd dem der kunne bruges til at fortsætte angrebet. Det var det eneste, der blev tænkt på, at fortsætte angrebet. De listede rundt og ledte efter flere overlevende. Kun for at samle de overlevede tropper, så de kunne fortsætte. Der var ikke tid til at sørge over nogle faldne mænd i de sekunder, de fortrak ikke en mine, sergenten ville hurtigt videre, nu hvor de var nået så langt som de var. Tawney fortæller selv: Det værste af det hele var forvirringen; det var ikke til at vide, hvor mange af os der var i live, og hvor de befandt sig. 13 Der er simpelthen ikke overskud til at sørge over de soldater, der er blevet ramt. Hvis de skulle blive grædefærdige, hver gang de mistede nogle de kendte, ville de ikke kunne lave andet. Nu var Tawney trods alt også sergent og skulle have det mere overblik end de andre, men det kan ikke have været let. For nogen af dem. Soldaterne skulle helst ikke tænke eller føle, men bare gøre deres arbejde og det vil sige kæmpe den krig, der nu var i gang. Det galt også sergent Tawney, han måtte holde hovedet koldt. Det må have taget sin tid at blive så hård. Jeg kan ikke forestille mig andet end, hvis man overlevede en krig som denne, måtte man have fået nogle store ar på sjælden, hvis man ikke var komplet ødelagt indeni. For soldaterne har det været et spørgsmål om overlevelse, når de har beskudt fjenden i stedet for at hjælpe en såret kammerat. Overlevelse var også grunden til, at soldaterne ikke kunne tage disse voldsomme hændelser mere nært i selve situationen, de var nødt til at kæmpe videre. Beskrivelsen af Tawneys følelser i Angrebet Der er kun få direkte eksempler i soldaterberetningen, der viser sergent Tawneys følelser, og hvor det gør ondt på ham. Et af stederne er i starten, hvor der ikke er plads i deres skyttegrav til en voldsomt såret fra et andet kompagni, og Tawney må lade ham ligge og dø, lige udenfor skyttegraven. Det beskriver han som en direkte rædsom følelse, og for at glemme ham, måtte han arbejde ekstra hårdt med noget andet, for at få tankerne og måske også sin samvittighed lidt på plads. Selv om der er flere detaljerede beskrivelser i teksten af hårde situationer, hvor andre måske var blevet mere påvirket, er det først senere hen i teksten, hvor sergenten beskriver en reaktion efter 13 Bilag 1, citat s. 48h l. 12 7
en voldsom hændelse. Han kom til at få skyldfølelse. Tawney videregav en af hans mænd ordre om at finde ud af, hvor mange andre enheder i nærheden der var, fordi han selv havde glemt det, da han var ude at skabe et overblik. Han skulle skabe kontakt til dem han kunne. Som en modig fyr forlod han øjeblikkelig sit granathuls relative tryghed; men jeg havde næppe drejet hovedet før en anden sagde:»han er ramt. Det gjorde mig rigtig ondt. Det var, som om jeg havde dømt ham til døden. 14 Tawney følte tydeligvis, at det skulle have været ham selv, der var ramt og død, i stedet for manden. Sergenten videregav en ordre, som han egentlig selv havde glemt at udføre. Grundet hans fejl og glemsomhed tidligere, havde de nu mistet en mand, som han skriver, det var som havde han dømt ham til døden. Den følelse gik han rundt med, og skulle igen kæmpe slagets gang. Den sidste gang Tawney viste lidt andet end sit hårde jeg i sin beretning, var til sidst, hvor han selv blev såret. I dét han falder, beskrives den smerte han følte. Han troede han skulle dø. Lidt efter kravlede der to mænd fra hans deling forbi ham. De så ham, men hjalp ham ikke. Nu følte han pludselig selv, hvordan det er at blive efterladt såret, uden selv at kunne gøre noget. Han følte, hvor onde de to mænd havde været, at lade ham ligge der. Den værste følelse var at være afskåret fra andre mennesker, når man selv var såret. Det var skrækkeligt for ham, selv at opdage det, som han havde gjort ved så mange andre. Han var nu selv i samme situation. Han havde nok altid vidst det ikke var ret sjovt at ligge der uden at få hjælp, men nu prøvede han det fysisk og følelsesmæssigt på egen krop. Det var umenneskeligt. Både at være den, der gik forbi en lidende, men også at være den lidende. Soldaterkammerater Selvom soldaterne i kampens hede var nødt til at tænke på sig selv, havde de alligevel en fællesskabsfølelse sammen. I skyttegravene formåede soldaterne at opbygge et særligt kammeratskab, da de havde mange ting til fælles med det arbejde de havde, og en masse spildtid. De kom tæt på hinanden i sådan en skyttegrav, men som vi kan fornemme i Tawneys beretning, kunne det være svært at opretholde varige venskaber med de høje tabstal. Men de havde hinanden og havde været vidne til de samme ekstreme forfærdede ting, og det gav dem nok et tættere forhold end, hvad almindelige mennesker har. Der var heller ikke plads til den samme 14 Bilag 1, citat s. 48h l. 34-38 8
soldaterdisciplin ved soldaterne og sergenterne i skyttegravene, som der var længere væk fra fronten. Det var nærmere meningsløst at stå ret eller gøre honnør midt i kampens hede, når kuglerne fløj om ørene på dem. Det var noget specielt frontsoldaterne havde sammen, for det var bestemt meget ilde set længere væk fra fronten. De havde en helt anden respekt for deres øverste. 15 4. Karakteristik af 1. verdenskrig Landene og deres allierede Der var så mange lande involveret i krigen fra 1914-18, at den ikke kunne blive kaldt andet end en verdenskrig. Man var ikke vant til, at så mange lande deltog i samme krig. Det forrige århundrede havde ikke været plaget af nogen større krige. I sommeren 1914 erklærede Østrig Serbien krig. Rusland støttede Serbien og Tyskland Østrig. Hermed var en større krig allerede godt på vej, og der blev efterfølgende erklæret krig på kryds og tværs i Europa. De delte sig i to store parter, grundet alliancer fra tidligere. De lande, der deltog aktivt i krigen og alliance fordelingen mellem dem, kan ses på figur 1. De lande, der er markeret med sort, var centralmagterne Figur 1 Alliancefordel ved krigens udbrud 1914 http://www.unique-century.dk/europakort1914.jpg og deres allierede. Deres modstander var de lande, der er markeret med striber på figur 1, kendt som ententen og deres allierede. Resten ønskede neutralitet og fred under krigen og markeres 15 Klos, s. 97 og analyse af Angrebet 9
derfor med hvidt. Flere lande, selv udenfor Europa, tilsluttede sig senere hen de store begivenheder eller spektakler, der foregik i Europa. 16 Tabene På de fire år krigen varede, kostede det omkring 13 millioner soldater livet. De blev enten meldt døde eller savnede. Derudover havde mange soldater fået varige men fysisk ved svære handikap, men også psykiske men, som de selv måtte klare sig ud af. Det var ikke normalt at krige varede så længe, og derfor heller ikke at tabstallene og konsekvenserne efter en krig var så enorme. I slutningen af krigen og lidt tid efterfølgende blev Europa ramt af sult og sygdom. Det resulterede i, at der døde op mod 50 millioner, som følge af verdenskrigen. Alle de faldne, der ikke kom fra Europa, kunne ikke transporteres til deres hjemland, og man lavede derfor i Frankrig store soldaterkirkegårde. Selvom det var ententen, der sejrede krigen, mente man faktisk, at de havde mistet langt flere mænd end centralmagterne. Men da tallene kun er skyndet, ved man intet helt præcist. 17 Skyttegravskrigen Den 1. verdenskrig blev senere hen kendt, som en skyttegravskrig. I begyndelsen udviklede krigen sig på samme måde, som tidligere krige havde gjort. En krig der bevægede sig hurtigt på alle kanter. Den tyske hær prøvede at komme hurtigt frem for at tage Paris, men der gik hul på fronten og dermed havde englænderne og franskmændene en chance. Tyskerne blev nødt til at trække sig et stykke tilbage, så de lige kunne få et pust. Da begge parter havde stået der, uden hverken at komme frem eller tilbage, gravede de sig ned, hvor de stod. Fronten frøs simpelthen fast, kan man sige. Derved kom der skyttegrave til syne i landskabet og 1. verdenskrig blev til en skyttegravskrig. 18 Mange af de indkaldte eller frivillige soldater gik i starten med en følelse af nervøsitet, men også en forestilling om, at det ville blive en national-romantisk krig. En krig, der lignede en de 16 Klos, s. 30-31 17 Klos, s. 158 18 Jensen, s. 41 10
gamle af slagsen, hvor det var mere ædelt at deltage i. Men forskellen var, at der på det tidspunkt, lige var begyndt at komme nye flere moderne metoder i brug. Der var simpelthen ikke plads til tanken om den stolte rytter i skyttegravene under verdenskrigen. Krigen skilte sig ud fra de ældre krige, folk kendte. Den var blevet moderne, og hvis man ville have en chance, måtte man skifte hesten ud med motorkøretøjer og kampvogne. Det gamle gevær kunne til dels, erstattes af de større og farligere maskingevær og de knusende kanoner. Under krigen gik udviklingen stærkt af nyere og moderne våben. Maskingeværer, kampvogne og flyvemaskiner blev for alvor udviklet som stærke våben under krigen, for at være sin modstander overlegen. Fra kun at afprøve om de nye våben og metoder var en god idé, endte det med 3000 nyere kampvogne på fransk-engelsk side hen mod slutningen af krigen. Med alt det nye udstyr blev verdenskrigen til noget, som ingen havde set før, eller turde forestille sig. 19 Samfundet før og efter Den 1. verdenskrig havde et skær af verdens undergang. Ingen kunne se en ende på krigens gru og ingen forventede eller så den komme i det omfang den gjorde. Folk havde, levet i et relativt fredeligt borgerligt 19. århundrede indtil krigen kom. De større materielle fremskridt der var sket, var industrialiseringen og demokratiseringen. Samfundet var påvirket af et ellers kristent orienteret samfund, der gav hele det 19. århundrede en vis fortrøstning om, at der sad en mand i himmel og forsikrede dem om fred og idyl. Med verdenskrigen blev den illusion ødelagt og krigen indledte til et meget anderledes og kaotisk 20. århundrede. Der blev en helt anden tilgang til religion og tro. Det blev mere et individuelt spørgsmål, da nogle slet ikke kunne forstå at Gud kunne tillade krigen, og andre bare var taknemmelige for at deres kære var vendt sikkert hjem fra krigen. 20 Hvad der skete mellem 1914 og 1918 var en voldsom revolution, i hvilken hele den sociale struktur blev revet op med rode, rystet, og sat ned igen men nu pegende i en helt anden retning. Den mentale jeg tøver med at bruge ordet åndelige rystelse, den forandrede holdning til social status, tro, menneskelige værdier, kald det hvad De vil, fortsatte gennem endnu en europæisk krig og gennem det stadig mere ubehagelige kvarte århundrede 19 Klos, s. 103-105 20 Jensen, s.6-7 11
siden 1945 men det var i 1914 det begyndte og blev formet hinsides al redning. (Chapman, 57) 21 Guy Chapman var historiker og var med i krigen som ung. I dette citat udtrykker han, hvor stor en forandring krigen udgjorde fra før krigen til dens afslutning. Der var nye betingelser for individet efter krigen og det gjorde, at generationerne kom længere fra hinanden, og havde det pludselig mere anderledes med hinanden. Der blev ændret magtbalance mellem kønnene, man blev mere individualistisk, og med tiden førte det til en ny mere løs moral blandt befolkningerne. 22 Det var svært for folket at vænne sig til freden. Freden blev næsten til kaos, for det var så svært at komme tilbage til et normalt liv igen. Der kom igen frit løb om modsatte tendenser og egoistiske særinteresser, som der netop er plads til i et fredeligt samfundsliv. Under krigen havde befolkningen været underkastet under statens og hærens orden. Det gav et skrift i identitet hos den enkelte og det gav også store samfundsforandringer i tro, moral, samt usikkerhed hos de mennesker der gennemlever dem. 23 21 Jensen, s. 7 (citat Chapman) 22 Jensen, s. 76 23 Jensen, s. 59 12
5. Konklusion: England, som stormagt, gjorde deres bedste for at undgå krigen. De havde simpelthen for meget at miste. Tyskland derimod var mere forberedt på krigen og havde nærmest ventet på en anledning til at starte en krig. De havde bare ikke regnet med, at det blev en hel verden der kom i krig. Frankrig som nation ønskede revanche for tidligere nederlag mod Tyskland. Folket i de forskellige lande var ikke så trygge ved ideen om krig, men de blev fanget af stemningen. En ny national fællesfølelse, de ikke havde haft før. Unge mænd blev draget til at melde sig til tjeneste, fordi der opstod en god følelse af nationalitet og sammenhold. Da de unge mænd blev til soldater, oplevede de, hvordan krigens gang udviklede sig, hvor forfærdelig hårdt det var at være en del af en verdenskrig. Den 1. verdenskrig blev den første krig, hvor så mange lande deltog på kryds og tværs. Krigen kendes som en skyttegravskrig, da soldaterne brugte 4 år med at ligge på hold i skyttegravene. Deres hverdag som skyttegravssoldat, bestod enten af evig ventetid eller dødelig angreb. Soldaterne var vidne til enormt mange faldne mænd i krigen. De oplevede kammerater der blev såret eller mistede livet gang på gang. De var tvunget til at fortsætte deres kamp, for nogle gange at redde deres eget liv, andre gange for at færdiggøre og vinde deres angreb. En sergent beskrev, hvor frygteligt det var, da han mistede en soldat, der hjalp ham med at gøre hans arbejde. Den rædsomme skyldfølelse han følte, overfor at den mands liv var blevet taget. Med sådanne stærke følelsesmæssige fælles oplevelser kunne soldaterne i skyttegravene ikke få andet, end et rigtig godt og nært forhold til hinanden. De stod ellers tit meget alene i kamp med deres følelser og reaktioner, men havde hinanden som støtte, og brugte hinanden som hjælp til at takle det allerværste. Der var dog ikke mulighed for de længere varige venskaber, grundet deres kammerater let kunne være et offer for det næste angreb. Det var en hård krig og bar mange forfærdede omkostninger. Rigtig mange mennesker kom til at lide under den. Alle kendte på den ene eller anden måde, en der deltog aktivt i krigen. Hvis 13
denne ene ikke var såret eller død, kom soldaten, om ikke andet, hjem med voldsomme traumatiske oplevelser og havde svært ved at tilpasse sig et normalt fredeligt civilt liv. Litteraturliste: Bøger: Jensen, Henrik Den sønderrevne baldakin, første verdenskrig som optakt til ofrets århundrede 1. Udgave, 1. Oplag Gyldendal Boghandel 2003 Klos, Michael Den 1. verdenskrig, Europas historie 1870-1930 1. Udgave, 1. Oplag Systime 2004 Website: http://www.unique-century.dk/europakort1914.jpg, besøgt d. 15-12-09 Bilag 1: Tawney, R.H. The Attack (Angrebet), soldaterberetningen er fundet I Henrik Jensens bog 14
Abstract This study tests is about World War One, focusing on the soldiers life. 13 million people die or were missing after the war. World War One became a modern war and is by many known as a trench warfare. Before 1914 the people do not know about a war with a front, which is not moving. It is a new way to waging war on. The soldiers, who work in the trenches, do not have it easy. They have to be in the trenches for all the four years that the war carries. They are isolated from the rest of the world, and have only contact with their families through letters. It is hard to watch your mates get shot. There is nothing to do in a war like this; they must keep on going, continue the attack. The study investigates in books to have the knowledge to write the assignment. A lot of soldiers and even more ordinary people suffer during the war. 15