Her er jo det hele! Elisabeth Siemen fejrer 25-års jubilæum søndag den 8. September 2013 som sognepræst i Virum Kirke. Det markeres bl.a. med en reception og med denne portrætartikel. Af Bente Melbye -Virum er et rigtig dejligt sted at være præst. Her er sådan lidt af det hele, der er både familier, enlige, unge og gamle, og jeg synes også at vi har en grundlæggende positiv stemning. Vi har ikke den største udmeldelsesprocent her, og her bliver man jo altid budt indenfor. Kom indenfor, sæt dig ned og få en kop kaffe, smiler Elisabeth. Vi sidder i Elisabeth Siemens hyggelige stue, hunden Aske vimser rundt og i sofahjørnet sidder 25-års jubilaren. Elisabeth har modstræbende - indvilget i et personligt jubilæumsinterview. Hvorfor teologien? Elisabeth mener selv at det faldt naturligt at vælge teologien, fordi hun hjemmefra var vant til at gå i kirke sammen med sine forældre. -Når man går i kirke regelmæssigt, tror jeg, at man via prædikenen lærer noget om de store spørgsmål i livet. Hvad er vigtigt og hvorfor? Hun havde to store interesser, da hun var ung: Musik og filosofi. Da hun skulle vælge studium, og kiggede filosofien nærmere efter i sømmene, opdagede hun, at filosofien jo kun stiller spørgsmålene og aldrig giver noget svar det kunne hun ikke bruge til noget. Det var svaret hun gik efter, og i teologien får man svar, som hun siger. Hendes forældre var noget forbløffede i begyndelsen, men de blev hurtigt engagerede, og da hendes far var boghandler, begyndte han straks at hjemtage bøger til fagene hebraisk og græsk til hende. Elisabeth var den første akademiker bortset fra et par ingeniører i den nære familie. Studiet -På studiet lærer man at skelne mellem, hvad der er væsentlig og hvad der ikke er væsentligt. Og det er jo opstandelsen det står og falder med, og det kom til at stå helt klart for mig under studierne, fortæller Elisabeth. -Jeg var på et tidspunkt og her griner mange vist så dygtig til hebraisk, at jeg blev tilbudt et scholarship på University of Jerusalem, men jeg sagde nej, for jeg ville hellere giftes! Ha, piger er jo idioter, storgriner Elisabeth Siemen.
Elisabeth Siemen har aldrig været tilhænger af en speciel teologisk skole, for som ikke-præstebarn er hun aldrig blevet præget af en særlig teologisk retning. Det blev i stedet Grundtvig, der satte sig præg på hende efter to arbejdsomme semestre i selskab med hans tanker og teologi. -Når jeg sad med de store tunge tyske teologer, som kan være svære at få hold på, så tænkte jeg: Hvis Grundtvig havde tænkt dette her, hvad var det så han ville have sagt. Og det kan man faktisk også gøre med både Paulus og Luther. Hvad ville de have sagt her, fortæller Elisabeth. Den dialektiske teologi har lært hende meget, men navnlig det at bruge Grundtvig som en nøgle til at forstå spørgsmål og sammenhænge prægede hendes forståelse af studierne. -De store teologer hjalp mig, for jeg fik noget at hænge tingene op på. En mand som Paul Tillisch som jeg desværre ikke har læst nok af har blandt andet skrevet en bog The courage to be, som man godt kan blive klog af, siger Elisabeth. I lære som præst Hun blev færdig med studierne i 1986-87 og tog derefter på pastoralseminaret. -Det var smaddersjovt at gå på pastoralseminaret. Vi var en stor årgang, og vi havde det godt sammen. Jeg ser stadig mine gamle studiekammerater, og går til en del 25-års jubilæer i øjeblikket, griner Elisabeth. -Efter pastoralseminariet skete det jo så godt for mig, at jeg blev skilt, og så var det jo en lille smule småt med jobbene. Jeg havde søgt på Fyn, for min daværende mand var ansat på Odense Teater. Jeg søgte også f.eks. i det indre København, men fik at vide at vi vil ikke have sådan nogen som Dem (læs: fraskilte), fortæller Elisabeth. Da så der blev så blev slået en præstestilling op i Virum, tænkte hun, at det kunne da være en stilling for hende: Måske de var lidt mere runde i Virum, og så søgte hun stillingen i Virum Kirke. Hendes prøveprædiken var teksten til Trinitatis søndag med missionsbefalingen en tekst som hun selv fik af sin præst i St. Magleby Kirke ved konfirmationen. -En veninde sagde det er et tegn, det er et tegn, men jeg var fuldstændig ligeglad, for jeg tror altså ikke på tegn, griner Elisabeth. Måske var det alligevel et tegn, for de valgte hende, og så begyndte et nyt kapitel i hendes liv med præstegerning i Virum Sogn Praktisk præstearbejde
Under studierne var Elisabeth frivillig hos Nicolaj Tjenesten, så hun var ikke bange for at tale med folk i sorg eller i sjælekval det kunne hun. Hun var mere bange for at klumre for meget med de praktiske præsteting: Her skal brudeparret sidde, hvor står præsten, og hvornår skal de skifte stole osv. -Jeg skrev dosmersedler til mig selv og tegnede, hvem der skulle sidde og stå hvor, til f.eks. bryllupper. Det gør jeg så på 25. år. Brudeparrene vil gerne have det tegnet på en seddel, så de ikke klumrer, og her sidder jeg stadig og tegner og fortæller, griner Elisabeth. Hun er dårlig til højre-venstre, og set fra præstens ståsted er det hele jo nærmest modsat, så de små sedler fungerer. Ti stille og lyt Der føres mange samtaler i præstegården med sognebørnene både lette og svære. Elisabeth trak i begyndelsen meget på erfaringerne fra Nicolaj Tjenesten, og hun håber, at hun er god til at følge rådene fra dengang: Sig ikke selv så meget, lyt og hør efter. Det er vigtige ting at huske, når mennesker kommer til præsten for at tale om de svære ting i tilværelsen. Der er meget almindeligt præstearbejde i hverdagen Elisabeth er hele tiden i gang med at forberede et eller andet gudstjenester, begravelser, samtaler, prædiken, undervisning osv. -Jeg kan godt lide at undervise og det er sjovt at have konfirmander. Du kan sagtens sidde og snakke med dem, men jeg skal ikke lave sms er til Gud. Det synes jeg er meget mærkeligt, og jeg skal ikke lade som om, jeg er en af dem de ved godt at det er jeg overhovedet ikke, smiler Elisabeth Siemen. Konfirmanderne i Virum Kirke tager nogle år til Tyskland, hvor de bl.a. besøger den tidligere koncentrationslejr i Neuengamme. -Hvis ikke det er os, der viser dem det, hvem skulle så? Konfirmanderne bliver stille undervejs, og vi får mange gode snakke om menneskesyn og hvordan vi behandler hinanden. Jeg håber, det kommer tilbage til dem igen som lidt for sent poppede popcorn, siger Elisabeth. Eksistensen -I kirken er vi insisterende, for vi taler om en vision med vores liv, og dermed også om at holde fast ved noget. Vi taler om eksistentielle emner på en ordentlig måde, siger Elisabeth Siemen. Efter 25 år som præst i et sogn er mange emner de samme, men menneskene er nye. Samtaler med præsten handler ofte om selve eksistensen. Det er et fælles anliggende for både præst og menighed. Da der skete et mord på Frederiksdalsvej, opstod der et spontant behov for at samles i kirken, så der er brug for kirken også hos de mennesker i sognet,
der måske ikke kommer så tit til de kalendersatte gudstjenester. Et godt eksempel på, at kirken har noget at tilbyde. For Elisabeth Siemen er den inderste kerne i kristendommen opstandelsen og så menneskesynet. -Hvis jeg har været i tvivl om opstandelsen, så var jeg ikke i tvivl da Leif (red.: Leif Sølling, Elisabeths mand)døde. Han troede selv fuldt og fast på opstandelsen - sådan er det, fortæller Elisabeth. Prædiken og undervisning -Jeg arbejder meget med min prædikener, og jeg ved jo godt selv, når jeg lykkes, eller når det kunne have været bedre. Der var en dåbsgæst, der sagde: Det have jeg ikke regnet med, men det var en god prædiken, sådan noget er rigtig skægt, griner Elisabeth Siemen. Selvom hun er meget påvirket af Grundtvig, vil Elisabeth Siemen ikke kalde sig grundtvigianer. Hun mener, at skal man det, så skal ens mormor have haft sølvspænder i håret, familien skal have gået på Vallekilde Højskole osv. -Nej, jeg er ikke grundtvigianer, men han angreb problemerne og tilværelsens spørgsmål fra en synsvinkel som jeg kender fra mig selv. Der var en aha-oplevelse hos ham, som var meget nyttigt for mig under studierne og også siden, fortæller hun. Elisabeth Siemen er en god underviser det ved alle, der har deltaget i hendes mange studiekredse. Det falder hende let at formidle og hun er en engageret og velforberedt underviser, der kan lide at undervise. Fritid I fritiden forsøger Elisabeth Siemen at få læst så mange bøger som muligt, hun passer sit sommerhus, og skriver lige nu på en lille bog sammen med en kollega: Liturgisk vejledning om sjælesorg fra præst til præster. Det handler om stadier og proces for sjælesorg. Sjælesorg synes hun er nærmest som et håndværk, så der kan og skal sættes ord og proces på emnet. Der er mange spændende ting hun skal nå, så selv på de kedelige morgener, hvor hun hellere ville været blevet liggende i sengen, så må hun alligevel op og se, hvad der sker den dag. -I virkeligheden skal man ikke sidde så længe ved den samme kirke, som jeg har gjort, men det er nemmere sagt end gjort griner Elisabeth Siemen med stor selvironi. Når hun en dag går på pension så skal hun læse rigtig meget, f.eks. Marcel Proust og Ulysses og andre store værker, som kræver tid og nærvær. Derudover skal hun pleje vennekredsen, og lave god mad. Hun går på kogekursus helt privat, har samlet tips og tricks op, og tager f.eks. på rygeostkursus i gode venners lag.
-Det er svært at holde fri og blive her i præstegården. Jeg får ikke fri, for folk ringer og kommer forbi. Når jeg er i sommerhuset, så har jeg rigtig fri, og der har jeg en opladningsstation. Da jeg købte sommerhuset, var jeg spændt på, om jeg nu kunne holde det ud, eller det blev for ensomt. Men under en orlov lærte jeg at være der og nyde det, fortæller Elisabeth. Både i sommerhuset og hjemme er hun lidt afhængig af de gode engelske krimier og serier som f.eks. Downton Abbey. Hvis ikke præst, så Wagner-sopran Elisabeth Siemen har et eller andet sted altid tænkt, at hun kunne være blevet en stor Wagnersangerinde. Hun er vokset op med musik i barndomshjemmet, og hun fik Wagners operaer gennemgået i gymnasiet af en engageret musiklærer, og der fik hun en forståelse for indhold og handling og musikken. Hun har altid sunget meget, været med i to kor for år tilbage, men det blev altså teologien, der vandt. Så vil man høre hende synge, så er det i Virum Kirke og ikke Bayreuth og det er vi da meget glade for i Virum Sogn! Tillykke med jubilæet!